Forårets kalden

Altaïr, der efterhånden havde sanset den ret specielle stemning imellem de to sjæle, strøg forsigtigt Armonia over halsen med mulespidsen, hvor han begyndte at tegne cirkler, svagt, så det endte ud i en form for massage til den røde hoppe, der lå ved ham i blandt de mange, nærmest lysende, hvide blomster der blev kærtegnet af måneskinnet, som de to sjæle selv gjorde det. Hun havde lyttet til hans ord, og han lyttede nu til hendes, der gik fra det at passere videre fra denne verden, til at træde ind i den; til at skabe livet. I fællesskab, forenet. Han prustede dæmpet og hans mule ophørte med de cirkler han efterhånden havde bevæget sig i, langs hendes hals og hans øre blev spidsede helt. Hun var en ganske speciel hoppe, denne Armonia, og hendes sind lod til at bære dybe tanker om meget, ligesom hans eget. Han søgte hendes blik i nogen tid, for blot at fordybe sig, inden han ville begynde at tale igen. Stilheden sagde ofte mere end ord, og dette var vidst et tilfælde her. Det lå i luften, at den samtale, om at skabe liv, var hellig. Måske ikke hellig på den måde, at den ikke måtte krænkes eller tales dårligt om, men hellig fordi den var grundlaget for livet i alle lande; en hellig agt der skulle udføres først, førend et føl kunne sætte ben på denne jord, som dets forældre måtte betræde.
Hans blik, der lå i hendes, søgte ikke noget bestemt, i hvert fald ikke fra Armonia’s side af, men tillod derimod hende at tage et blik ind i hans oprigtige sjæl, der hvilede bagved hans øjne, der var et sand spejl af alt, som den skimlede følte for. Og det stod klart at han var meget optaget af skabelsen, ja måske endda havde et ønske om selv at bringe liv til denne verden engang.
Han brummede dæmpet efter at de havde ligget hen i stilhed i nogen tid, for at fortælle Armonia’s sind, at han ville begynde at snakke nu; så hendes sind kunne være med, være vågent og opfange det, som det ville opfange.

,,En ren og uren sjæl, kan fødes på samme tid; men samtidig kan en ren sjæl godt blive uren med tiden og omvendt. Melady, jeg er helt enig i det du siger og alligevel lægger der mere i det. Skabelsen i sig selv er ren, gjort under rigtige omstændigheder og det er noget af det mest hellige på denne jord. Langt mere hellig end de drømme og de drømmeverdener vi begge kender til; for uden denne agt, uden denne handling, ville livet ikke være til. Jeg håber selv, melady, at jeg en dag kan være med til at bringe livet til dette land, være med til at befolke det og give gener videre; og melady, jeg er sikker på at du en dag vil give liv til en yndig sjæl, ren og fin, når tiden er til det, tvivl ej på det. Med en sjæl som du har, skulle det være et under, hvis det ikke skete”

Sagde han og afrundede med et lille smil. Han var oprigtig i sine ord, selvom der lå en charmerende og måske en smule kæk undertone i det sidste som han fremsagde; men han vidste, at den røde Armonia ville blive en fantastisk moder, når hun havde fundet dén hingst, der under et samlet legeme, skulle skabe liv med hende.

Den skimlede månedanser, der stadig er i mit selskab, heldigvis, har nu sin mule imod min hals, hvor han masserende lader sin mule bevæge sig i nogle bløde og behagelige cirkler. Jovist, jeg nyder denne form for nærkontakt, og det har jeg alle dage gjort. Men jeg opsøger den ikke, som en kåd og ilter hoppe, det er blot ikke hvem jeg er som person, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at gøre det. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke nyder når jeg får denne form for opmærksomhed, for det gør jeg skam, ganske meget, men jeg er blot ej typen der hopper og danser omkring, for at opnå den. Nej, andre skal give mig denne opmærksomhed, hvis de har lysten til det, og fordi de selv finder mit selskab interessant, og ikke blot fordi kådheden trænger sig på. Men denne skimlede månedanser, gør det så fint og galant, at det ej er for meget for mig, men ganske tilpas. Mit blik hviler i hans, da han trækker sin mule til sig igen, for at kigge ind i mine nøddebrune øjne. Her, ligger jeg i nogle minutter hvor stilheden hænger over os, efter min tale, her ligger jeg blot, med blikket i hans, for at betragte den behagelige sjæl der gemmer sig i hans elegante men muskuløse krop. Jovist, hans selskab behager mig ganske meget, og jeg nyder hvert et minut vi indtil videre har delt, her i de lysende blomsters selskab – et smukt sandt, det er ganske sandt. Men også ganske fortryllende så at sige; for det er ikke hver aften, at månen skinner så flot og lysende op, at selv de små hvide blomster higer efter dens kærtegnelse og dermed modtager den, for derefter selv at skinne flot op, og skabe lys helt ned til os, og omkring os. Men det er ej der, min opmærksomhed ligger, til trods for at det er så fortryllende og smukt. Nej, min opmærksomhed ligger hos den skimlede månedanser, der falder så godt ind i hvem jeg er; drømmende og fuld af tanker og meninger, ligesom han selv er, og jeg kan dermed ytre mine egne meninger, uden at føle at det er forkert, så som jeg føler det med Seth, den ravnsorte hingst. Vi misforstår altid hinanden; det gør den skimlede månedanser ikke. Han gør efter nogle minutters stilhed, opmærksom på, at han nu ønsker at ytre sin mening om de rene føls sind, og det gør han ved at brumme. Min opmærksomhed er allerede fuldt ud på ham, og jeg ønsker at lytte intenst til de ord, han nu fremsiger; og det gør jeg dermed.
Jeg lytter til det han siger, og jeg besvarer ham ikke med det samme. Hans afsluttende smil, smitter ganske meget af på mig, for et smil pryder ligeså min mule, mens øjnene ligger i hans endnu, intenst, men ikke granskende og ubehageligt ment.
Da stilheden har været der, lader jeg min stemme bryde frem.

,,Renhed og urenhed er som sådan følgesvende, misforstå mig ej, men de ligger så ganske tæt på hinanden, i den forstand, at den rene sjæl pludselig kan blive uren, hvis noget opstår i dets liv, et vendepunkt eller en hændelse. Samtidig kan den urene sjæl ligeså blive ren igen, hvis en ny sti vælges. Men en ny sjæl, et føl, er noget af det reneste når det bliver født; og jeg ser det dermed som den fineste opgave, at forsøge at bevare denne renhed, med mit eget liv hvis dette er nødvendigt. Men kære månedanser, jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når tiden kommer til dig, så vil et smukt og rent føl blive skabt, og en perfekt fader vil ligeså opstå, i dig”

Jeg er oprigtig i de ord jeg siger. For lyve, det kan jeg aldeles ikke, og det vil jeg heller ikke. Men jeg tror oprigtigt på, at denne skimlede månedanser en dag, vil blive en perfekt fader, med hjertet på det rette sted, og dette er en stor egenskab. Hans charmerende stemme, er hermed en anelse gengældt i det sidste jeg siger, men også en forsigtighed er at finde. For jeg er ikke vant til denne form for komplimenter, og ej heller at give dem. Så jeg ved ej, om han vil opfatte det forkert, når det kommer fra min mund.

Altaïr, den skimlede hingst, lå og lyttede intenst til Armonia’s ord, der kom ganske kort efter hans egne. Snakken om ren og uren kunne vare længe, fordi den ikke havde noget facit. Dog lod det til, at den røde hoppe og den skimlede hingst delte samme opfattelse, i hvert fald nogenlunde om dette emne. Hendes ord, de sidste, omkring et afkom fra den skimlede selv, fik ham til at smile oprigtigt. Det ramte ham, at denne røde hoppe kunne se en faderfigur i ham, en perfekt ligefrem, og det ville da være benægtelse, hvis Altaïr fralagde sig drømmen om at være en god fader, for det var en af de ting han ønskede mest. Han strøg forsigtigt den smukke røde hoppe over mulen, efter at han havde berørt hendes hals. Han kunne ikke lade værre med at tænke på , hvor heldig den hingst der en dag ville gøre sig til mage med denne hoppe ville være. Han ville få en umådeligt loyal og dejlig hoppe. Altaïr vidste dog også, at hans sind aldrig ville kunne bærer at have en mage, for det var han ikke skabt til. Han var skabt til at vandre rundt, som et spøgelse vel, i søgen på at udføre sin mission; at bringe drømmeverdenen som han kendte den, ind til en andens liv, så den sjæl ligeså kunne opleve det fantastiske i at færdes i drømme og skabe dem. Det at skabe dem, var noget af det mest unikke ved det, syntes han. Hans tanker, der var blevet flyvske, måtte han kort samle igen inden han kunne møde den røde hoppes blik. Han smilede kort til hende, inden han trak mulen en anelse til sig igen, for at begynde at snakke.

,,Melady, jeg takker for dine ord. Det er en smiger jeg ikke har fortjent, men jeg håber at jeg en dag vil kunne kalde mig fader; og jeg håber for dig, at dine fremtidig afkom vil prise sig lykkelige over den fantastiske moder de vil få. Men nu, melady, natten har stået på længe nu og lyset vil snart rende ind over himlen og dække stjernerne. Jeg foreslår vi hviler os lidt, inden solen står op. Men, inden du lukker dine øjne, så vil jeg sige tak for en nat i et inspirerende selskab. Og jeg håber, at vi kan gentage dette en anden gang”

Sagde den skimlede hingst, inden han strøg hende over mulen i en afsluttende bevægelse. Det havde i sandhed været fascinerende at snakke med denne røde hoppe, som han håbede han ville tilbringe mange dage og nætter med i fremtiden; diskutere og fantasere. Måske engang også drømme. Han brummede dæmpet, med et lille smil, inden han da trak hovedet helt til sig igen og lagde det ned imod hans forben, der var mørkere for neden. Han lukkede derpå sine øjne og lod sit sind begynde at flyve ud over engen, videre over skoven og imod havet, der hvor hans drømme som regel startede. Og denne gang havde han den røde hoppe ved sin side, i sine drømme. Men hvad der skete i hans drømme, det kunne han end ikke selv forklarer; for om natten, når søvnen tager over, så bliver drømmene slørede. Hvilket var en af grundene til, at Altaïr, den skimlede og ukendte hingst, holdt så meget af at skabe sine egne drømme uden at søvnen havde en indflydelse. For da kunne de blive husket klart og tydeligt.

[Out]

Vi deler mange af de samme forestillinger om ren og uren; men et facit, det vil vi måske aldrig nå. Men jeg er også i den tro, at alting ikke har et facit, at mange ting skal forblive i det uvisse, så vi kan tænke på dem. Fundere, og bruge den fantasi vi er blevet tildelt. Han virker oprigtig glad for de ord jeg siger til ham, om at blive en god far. Men jeg betvivler ej at han bliver det. For blot ved dette ene møde, har jeg allerede nu skabt en venskabelig tanke om denne månedanser, der har været i mit selskab igennem hele aftenen og en del af natten ligeså. Han er ikke som andre selskaber jeg før har mødt i dette land; men alle er jo også ganske forskellige, og det er netop det der gør at alle på en eller anden måde er unikke. Nogle mere end andre.

Han taler nu igen, takker for mine ord, og siger at natten nu er nået os, og at det er på tide at hvile os. Det er jeg ham ganske enig i. Et blidt nik glider fra mig, mens mine øjne hviler i hans.

,,Kære månedanser, jeg vil ligeså gerne takke dig, for en inspirerende og uforglemmelig nat. Jeg siger dig tak fordi du bød mig dit selskab, og ligeså tog imod mit. Jeg er vis på, at du kommer til at sove godt, det gør jeg i hvert fald.”

Et blidt nip falder tilbage til ham, i en let og blød bevægelse. Da han ligger sit hoved imod sine ben, lader jeg ligeså mit hoved falde ned, og hvile over mine. Vores hoveder er tætte på hinanden, mulerne blot få cm. Fra hinanden, fordi vi jo har ligget front imod front. Det er længe siden jeg har delt en nat med nogen, og jeg nyder det ganske vidst, ligesom jeg lige om lidt vil nyde at falde ind i den varme fornemmelse søvnen gir, roen og den svævende fornemmelse.. Lukker øjnene i, og et svagt prust glider fra mig, inden jeg langsomt svæver mere og mere ind i søvnens ro.

[OUT]