Naturen synger

Jeg falder som regel ud med de fleste, da jeg plejer at bøje mig efter hvem jeg er sammen med. Ej forstået på den måde, at jeg underlægger mig, men forstået på den måde, at jeg har en god tilpasningsevne. Dette ser jeg som en styrke, at man kan handle efter hvem man er sammen med, og ej som en svaghed. Jeg synes ej at det er svagt, at man kan please dem man befinder sig sammen med, så længe det ej overgår ens egne grænser. Og i denne Seth’s selskab, er der endnu ikke nogle af mine grænser der er blevet overtrådt, og derfor er mit sind som altid mildt og åbent. Jeg kan ikke lade være med at brumme ganske dæmpet af det første hans siger, inden jeg da lytter til spørgsmålet.

,,Jeg har før oplevet sjæle i dette land, og i mit gamle land, der så øjenkontakt som en krænkelse af deres sjæl. Som hvis de følte, at mine øjne åd deres sjæl, så ind i dem. Derfor vælger jeg at fjerne mit blik fra andres øjne, som en selvfølge, og kun lade mine øjne ramle ind i deres, hvis de selv søger kontakten til dette”

Besvarer jeg ham ganske roligt, og lader mine røde øre vippe. Mine øjne er altid milde at kigge i, og jeg ser altid fornøjet og harmonisk ud når jeg vandrer omkring. Ikke at jeg ligner en smiley, med et smil der er så stort at det halve kunne være nok – nej. Jeg har blot en udstråling og en aura der udviser harmoni og tilfredshed.

Jeg tilpasser mig aldrig mit selskab. Det sker dog, at deres adfærd og aura kan påvirke mig en anelse. Det skal så lige siges, at det helt bestemt kan gå i begge retninger. Naturligvis er min selvkontrol en gave for mig; den er nøgle til at holde mig i den sindstilstand, som jeg selv har lyst til. Men om jeg vil det eller ej, har Armonias fredelige adfærd påvirket mig til at være en smule mere afslappet. Ikke at det er dårligt. Det gør sandsynligvis bare hele seancen langt lettere for mig. Men en ting, der i hvert fald er helt sikker, det er, at jeg aldrig underkaster mig. Jeg er overbevist om, at jeg hellere vil gå i døden end at udvise respekt. Jah, ikke for at prale, men lige på det punkt er jeg vel uopnåelig. Er der måske noget i vejen med det? Jeg lytter opmærksomt til hendes svar, lader et øre vippe bagud for at følge hendes stemme. Et ærligt svar, men ikke noget jeg ikke just kan relatere til. Hvorfor gider hun tage højde for det?

,,Eller også er De bange for, hvad De får at se?”

Min stemme er endnu ganske rolig, og dertil følger et stadigt roligt, stabilt kropssprog. Jeg kan selvfølgelig godt finde ud af at opføre mig ordentligt, så længe jeg synes, at jeg får noget ud af det. Jeg er endnu opsat på at gøre alt, jeg kan for at holde hendes interesse for mig oppe. Og kan jeg se, at den begynder at dale, skal der nok komme nye boller på suppen, stol blot på det.

Han virker som en hingst, der ej er typen som bøjer sig I støvet. Jeg er næsten vis på, at han bære en stor stolthed og dominans, i nærheden af andre hingste. Men i dette land, ligeså vel som andre lande, er det vel også den stærkeste der klarer sig? Unge hingste, der ej udviser dominans og stolthed, har mulighed for at blive pryglet noget mere, end de der udviser selvtillid. Dermed ikke sagt, at jeg bryder mig om når de alle leger kamphaner, men en hingst uden muskler, er en hingst der er dømt til at blive jaget rundt, til han en dag kan stå imod. Dér er det lettere for os hopper, til tider. Jeg slås aldrig, og jeg har heller ikke intentioner om dette, før jeg er presset helt til det yderste, og ingen anden udvej ser.

,,Jeg er ej bange for hvad jeg ser, Seth. Tag ej fejl af dette. Jeg er ej bange for, at se noget, som ikke er for mig at beskue. Men jeg har ej lysten til at gøre andre utilpasse i mit selskab, da dette kun vil skabe gnidninger. Derfor holder jeg mit blik for mig selv, medmindre andet er ønsket. For jeg har selv intet imod øjenkontakt, men jeg tager ej selv initiativet til dette”

Besvarer jeg ham ganske roligt. Jeg er ikke sikker på, at han kan følge min tankegang. Men er det ikke også for kedeligt, hvis vi blot alle var enige i vores sag, og ej havde vore egne meninger? Mine røde øre vipper mildt, inden jeg drejer blikket op af, imod de stjerner der langsomt er dukket op på himmelen. De er ej lette at se, nu hvor vi er trådt ind mellem træerne. Men sommetider, titter de igennem de stadig lidt nøgne trækroner.

Jeg er helvedes stolt. Men hvorfor skulle jeg også være andet? Jeg har ikke noget, jeg synes, jeg skal skamme mig over. Ikke længere. Og det er i hvert fald helt sikkert, at der ikke er nogen, der skal træde på min stolthed. Det lyser ikke ud af mig, det er jeg vis på. Men den er der, og den er knyttet tæt sammen med min selvtillid, som jeg bestemt heller ikke er foruden. Jeg fungerer bare bedst, når jeg selv tror på, at der aldrig står noget i vejen for mig, som jeg ikke kan fjerne. Jeg har bare fra ung af lært, at man må kæmpe for det, man vil have, og at det i den grad ikke er tilfredsstillende at give efter for andre. Jeg har da haft det svært i mine yngre dage, men se mig nu; jeg er jo godtkørende.

,,Er det da ikke deres problem, hvis de ikke føler sig tilpas i Deres selskab, Armonia?”

Jeg kan jo sagtens følge hende, jeg kan jo sagtens se, at hun bare ønsker at alle er tilfredse, jeg kan sagtens se meningen i det. Men hold nu helt op, er det virkelig nødvendigt at please andre så meget? Jeg er fuldstændig modsat. Folk må tilpasse sig mit selskab, medmindre de ønsker problemer. Som sagt er jeg ikke meget for, at et møde stopper, før jeg synes, at jeg har fået nok.

De krænker ikke mig ved at se mig i øjnene.

Det er en ganske kort bemærkning, og der ligger den samme udfordrende undertone i min drengede, opdragne stemme. Jeg stopper op i en glidende bevægelse og lader et kort hm undslippe min mule, hvilket indikerer, at jeg har endnu en bemærkning at tilkendegive.

Tør De?

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om, at Seth og jeg nok er ganske forskelligt anlagt. Bare måden vi taler og bærer os selv på, er ganske forskellig. Men derfor, synes jeg nu stadig godt om at vandre i hans selskab. Han stiller mig nogle spørgsmål, som andre ikke stiller, og dette gør det interessant. Ej en masse small talk, men lige til sagen. Og det at komme til sagens kerne, er nok det der er ganske vigtigt og interessant for ham. Hvem ved?

,,Det er ej kun deres problem, men ligeså mit eget. Hvis andre ej føler sig tilpas i det selskab jeg kan give dem, så kan det lige så godt betyde, at det er mig der er galt på den. Og netop dette, det gør at jeg synes det er så vigtigt, at de er tilpasse. Men dermed ej sagt, at jeg er villig til at gøre dem tilpasse for enhver pris”

For nej, det er jeg skam ikke. Jeg har også mine grænser. Og de kan være uklare, og helt klar, alt afhængig af det selskab jeg er i. Da han nærmest udfordre mig til at kigge imod hans øjne, kan jeg ikke lade være med kort at smile, mens jeg mildt ryster på hovedet.

,,Jeg tør skam godt, men at kigge en i øjnene, der vandrer skråt foran, er ej det nemmeste, Seth”

Besvarer jeg ham med en mild tone, mens jeg kort slår med min hale. Mørket er faldet helt nu, og han er efterhånden svær at se ordentlig, da han selv er sort som natten. Men jeg bruger blot mine andre sanser til at følge ham, skråt bagved.

Hun er ikke dårligt selskab, men jeg er nu heller ikke sart; og dog. Alt efter hvad jeg kunne tænke mig, at mine intentioner er, kan jeg godt være lidt kræsen. Men hun er helt bestemt ikke den værste, der har stiftet bekendtskab med mig, denne Armonia. Den røde farve er ikke sjælden, men lige nøjagtig hendes nuance mindes jeg ikke, at jeg nogensinde har set. Og skulle det ske, siger det jo bare noget om den sjæl, der har båret farven. Til gengæld stiller hun mig ikke overfor særlig meget udfordring, og jeg er så sandelig ikke god til det der med at kede mig. Sker det, er jeg villig til meget for at skabe underholdning for mig selv. Men vi får se, vi får se. Jeg lytter til, hvad hun siger, men jeg deler så sandelig ikke hendes mening.

,,Er det da vigtigt at være venner med alle, Armonia?”

Jeg er stadigvæk stillestående, og jeg ved, at det blot gør mig sværere at se. Min sorte farve er meget mørk, og det gør det ikke bedre, at månens lys ikke rigtigt kan nå ned gennem trækronerne, der bliver tættere og tættere. I en dansende bevægelse drejer jeg omkring, så jeg nu står med min front rettet mod hendes skuldre, skønt vi stadigvæk har en pæn afstand mellem os. Jeg rynker mit ene næsebor en anelse, da jeg så ganske roligt lader mit blik søge efter hendes. Lad os så se, hvad hun tør.

[/size][/color]

Opmærksom på ham, det er jeg ganske vidst. Jeg stoler ej på ham endnu, det vil der altid gå tid før jeg gør. Men dette betyder ikke at jeg er skeptisk overfor ham, eller frygter ham. Nej, blot en blid mellemting af at være skeptisk og samtidig ikke. En fin balance vil jeg mene. Han er ej nem for mig at se, når vi nu sår helt stille. For dette betyder, at jeg ikke længere kan følge hans lyde, og dermed have en idé om hvor han er. Men idet han vender sin front imod mig, kan jeg nu se ham igen, da det svage lys der engang imellem ramler ned mellem træerne, fra månen af, dermed reflekterer i hans mørke øjne, og får dem til at skinne en smule.

,,Nej, det er ej vigtigt at være venner med alle, Du sorte ravn. Men det er vigtigt at have blot en vis form for forståelse for alle, for at vi kan være her alle sammen. Det mener De måske ikke? De lever måske blot efter at alle omkring dig, skal rette sig efter dine behov, og ej at I begge retter jer?”

Mit blik falder med det samme i hans, da han søger min øjenkontakt, og jeg viser ingen frygt. For jge frygter ham ikke, eller øjenkontakten. Det jeg siger, er ej ment som skældud, eller noget ondt, men blot et simpelt spørgsmål, og ej for at krænke ham. Mine røde øre forbliver hos ham, inden jeg drejer mig en anelse, så vi står helt front mod front, stadig med god afstand, og stadig med øjenkontakt imellem os.

[/blockquote][/color]

Hvor hun befinder sig, det bekymrer jeg mig egentligt ikke meget om. Jeg er højere end hende, har længere ben og har garanteret også et meget større flair for det der med at slå lidt fra sig, end hun har. Nåh, ja, og musklerne skal jo heller ikke glemmes. Men hvis hun nu skulle vise sig at være en kamphane, skal jeg da nok gøre hende opmærksom på, at det finder jeg mig egentligt ikke i. At hun skulle finde på det, det tvivler jeg dog en smule på. Hendes spørgsmål giver anledning til, at en ganske let rynke placerer sig på min mule, men giver mig egentligt ikke noget særligt anderledes udtryk, og det kan derfor godt virke en smule overflødigt.

,,Er det en antagelse, Armonia? Eller en anklagelse?”

Stemmen, der fremsiger ordene, bærer ikke det mindste præg af irritation eller ændret adfærd overhovedet. At jeg så taler udenom, det er helt klart op til hende selv at tolke, hvis altså hun tør. Og det må gerne stikke lidt til hende. Derfor lader jeg mit ene øre vippe en anelse utilfredst til siden, og min mule spidses en lille smule. Jeg sætter et lidt trykket udtryk i mine ellers meget rolige mørke øjne. Kom nu, Armonia. Kom nu.

[/size][/color]

Jeg holder mit blik hos ham, både for at observere hans reaktion på det jeg fremsiger, og samtidig fordi han jo også holder sit blik i mit. Dermed har jeg intet imod den øjenkontakt der bliver skabt imellem vores to sjæle. Han er ej den mest muskuløse hingst jeg har mødt på dette område, dette må være Zek, men dermed er det ikke ens betydende med at Seth ej kunne finde på at angribe, hvis mine ord støder ham. Derfor er jeg ganske opmærksom på ham, uden at jeg frygter ham – det er en stor forskel. Hans rynken i mulen, giver mig et kort indblik i hans mening.

,,Det kunne være begge dele, ganske vidst. Det kommer an på hvordan De håndtere denne form for… dominans, hvis jeg kan kalde det for det.”

Jeg svarer ganske ærligt, uden at jeg svarer for.. bidende. Dette er ikke min intention, men han spørger, og jeg vil ej lyve for ham. Jovist, jeg er begyndt at skabe mig et indtryk af ham, men dette er ej ens betydende med at jeg har dømt ham. Nej, der vil gå længe før dette sker, at han vil blive stemplet fra min side af. Men om han så allerede har dømt mig, det kan jeg ej vide, og jeg vil heller ej bryde mit hoved med dette.

Nu begynder hun jo at tale! Ikke mere sukkersødt sludder. Lad hende endelig sige, hvad hun gør, lad mig endelig spille lidt på det. Jeg bliver absolut ikke stødt af, hvad hun siger. Jeg er fuldstændig ligeglad. Men det behøver hun jo ikke rigtigt opfange, og jeg er en dygtig spiller. Jeg kender mine ansigtsudtryk, jeg kender mine reaktioner. Men bare fordi, jeg ved, jeg kan, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg har lyst til det. Jeg mangler spænding, jeg mangler udfordring. Og kan hun ikke give mig det af sig selv, må jeg jo bede om det på en anden måde.

,,Siger De det? Hvordan synes De, at anklagelse hænger sammen med Deres fornuftige jeg?”

Min stemme er stadigvæk fuldstændig rolig og kontrolleret, samtidig med at jeg med dansende skridt træder tættere mod hende. Selvom jeg har skiftet mening indeni, er der ingen tegn på det udenpå. Det er ikke noget, hun behøver at vide, før jeg selv synes det. Mit ene øre spidses en lille smule fremad mod hende, og jeg bevarer mit kropsprog, samtidig med, at jeg lader en lille interesse tændes i mine øjne.

[/size][/color]

Han begynder at forvirre mit sind, det må jeg ærligt indrømme. Hvorfor vil han så gerne have at jeg siger disse ting? Ting, som jeg sjældent siger, medmindre andre virkelig beder om det, så gør jeg det. Mine røde øre vipper ganske stille, mens mit blik forbliver imod ham, opmærksomt. Mine øre forbliver hos ham da han igen taler, for at lytte ordentlig til det han fremsiger. Han svarer ikke rigtig på det jeg siger, men stiller i stedet endnu et spørgsmål. Kniber kort mine øjne i, ganske svagt, næsten useligt, overvejende.

,,Der er ikke nogen der siger, at jeg er perfekt eller uden fejl, er der vel, sorte Ravn?”

Fint. Så leger vi på denne måde. Jeg svarer ikke hans spørgsmål som sådan, og alligevel gør jeg så. Men jeg ligger også bolden tilbage til ham. Mine øre forbliver fremme, men da han træder et skridt tættere på mig, er der noget i mit indre, der ikke tillader det længere, og derfor træder jeg elegant og smidigt nogle skridt tilbage, stadig med et roligt udtryk i både ansigtet og min krop. Der opstår dermed en lille dans imellem os - træder han tættere, træder jeg bagud.

Jeg synes faktisk, at det er rigtig uærligt at lyve. I hvert fald verbalt. Kan jeg undgå andet, taler jeg altid sandt, og da man ikke kan kalde at tale udenom for at lyve, synes jeg da, at jeg holder det rimelig godt, det der med at tale ærligt. Jeg er slet heller ikke bange for at sige min mening, det er bare ikke så ofte, at jeg har lyst til at dele den med nogen. Og de få, det er sket for, har i hvert fald sjældent haft for mange af de træk, Armonia også besidder. Men det her går i hvert fald for langsomt nu.

,,Det er op til Dem selv at vide, Armonia.”

Det irriterer mig ingenlunde, at hun træder væk fra mig, da jeg nærmer mig. Giv mig endelig lidt modstand. Hun burde da også vide, at hun bør passe lidt på sig selv under alle omstændigheder. Hun er trods alt en hoppe, og jeg er sikker på, at jeg ville kunne lugte hendes brunst på lang afstand – man er vel en hingst. Lader min hale slå et par gange om mig igen, inden jeg hingstet knejser nakken op og træder videre efter hende med mine dansende, lange skridt.

[/size][/color]

Jeg ved ej hvordan jeg skal tolke den sorte ravn, med de spinkle ben og den ædle krop. Jeg ved ikke om han søger at presse mig ud i nogle situationer som han måske tror jeg ej kan håndtere, eller om han blot søger de grænser jeg jo ejer. Min grænser overfor ham, er større end som så, netop fordi vores første møde er så anderledes end de møder jeg ellers har oplevet. Jeg bryder mig derfor ikke helt om det.

,,Ingen er perfekte eller fejlfrie, ej heller selv om de tror det, sorte ravn”

Her hentyder jeg også til ham. Han kan måske tro, at han er fejlfri og perfekt. Men det er der ingen der er. Vi kan bestræbe det perfekte, men på vores veje vil vi altid gøre noget, som ej er fejlfrit.
Da han igen søger nærmere mig, ryger mine øre nu lidt bagud, for at vise at jeg er utilfreds. Den ellers fredelige aura, bliver nu en anelse mere anspændt, som jeg træder bagud igen, i en lidt hurtigere bevægelse. Kort kaster jeg med hovedet, afværgende, og for at vise at jeg ikke ønsker ham tættere på nu.

Hendes ord er for mig nok til at sige, at jeg ikke gider holde på kontrollen mere nu. Jeg har ingen grund til at opføre mig pænt overfor hende, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg giver et ganske kort fnys fra mig, i det hun har talt ud, og jeg hæver ganske let mit bryn. Langsomt forsvinder alle mine falske udtryk, alle dem der skulle prøve at vise, at jeg ’blev stødt’ af hendes tidligere ord, og mit kropsprog indfinder sig i samme rolige, kontrollerede sfære som i starten af vores møde.

,,Det afhænger absolut af, hvilke øjne der ser, og hvordan man definerer perfekt.”

Og med de ord er den høflige fase overstået. Jeg er træt af det nu. Jeg vælger at slække en anelse på kontrollen, og med få hurtige bevægelser træder jeg fremad efter hende på to sæt ben, der er længere end hendes. Min nakke knejses hingstet, og begge mine ører lægges bagud. I en meget smidig bevægelse snapper jeg ud efter hende; det kommer til at virke en smule slangeagtigt, for med det samme trækker jeg hovedet til mig igen, alt imens jeg fortsat bevæger mig fremad mod hende. Lige nu kan jeg da slet ikke komme tæt nok.

[/size][/color]

Hans kropssprog ændres ganske pludseligt, som om mine ord ramte noget, de end ikke skulle strejfe. Jeg er ej stor i munden, eller typen der forsøger at pirre andre. Men hans ord, der forsøgte at få mig til at tale, lykkedes. Men min måde at tale på, er aldrig bidende eller advarende, truende eller toneløs. Nej, jeg har altid den rolige aura, og den milde stemme, medmindre jeg virkelig mener de ord jeg fremsiger, som vrede eller anklagende.

Jeg når end ikke at svare den sorte ravn, før han rolige dække er fjernet, og han nu kaster sig frem imod min krop, der ganske vidst ikke er bygget til at slås. Jeg har aldrig sloges før, og derfor ligger det mig meget fjernt. Jeg har aldrig haft brug for det, da jeg altid har været i selskab med sjæle, hvor verbale ord er bedre end kroppen. Da han står så tæt, forsøger jeg at vride mit hoved bagud, for at komme i afstand af ham. Hans snap imod mig, strejfer min næseryg da den er tættest på, og jeg træder voldsomt bagud, mens jeg udsender et brum, der er utilfreds. Jeg er aldrig truende, for det vil ej hjælpe mig nu. I stedet forsøger jeg blot at øge afstanden mellem os, for at en kamp ej skal optrappe! Det er ej min hensigt, at skulle slås, og jeg vil for alt i verden undgå det.