Naturen synger

Jeg præges ikke af samvittighed. Skal jeg være ærlig, kan jeg egentligt ikke lige huske, hvor jeg har lagt den henne, men den er godt gemt et sted, hvor det ikke er meningen, at nogen skal finde den. Jeg gider det ikke. Hvorfor skulle man også have dårlig samvittighed over de ting, man gør? Man må jo lige tænke sig om, inden man foretager sig noget. Det gør jeg da også selv! Eller i hvert fald i den forstand, at jeg tænker mig om for at finde ud af, hvad der bedst kan svare sig for mig.

Jeg fornemmer hurtigt, at hun overhovedet ikke er interesseret i min opbydelse til den her lille, sjove dans. Men næææh, hvor rager det mig. Jeg er fuldstændig ligeglad, og det skulle også meget gerne fremgå af mit kropssprog, da jeg med dansende, lange skridt bevæger mig fremad mod hende igen, for til sidst at slå en forhov op på hendes hals for at aflede hende en smule, mens jeg med et meget præcist bid søger at få fat om hendes næseryg. For at øge mine chancer for det, tager jeg flere skridt fremad. Om hun kan finde ud af at give mig modstand, det skal jeg nok hurtigt finde ud af. Hvis ikke, står hun efterhånden ret dårligt stillet.

[/size][/color]

Jeg er ikke dårligt stillet med hensyn til muskelmasse. Jeg har skam muskler gemt bag min røde pels. Men noget, jeg ikke er stillet godt med, er teknik når der skal kæmpes. Jeg har aldrig gjort det, for jeg bryder mig ej om at skade andre. Det at vide, at jeg har gjort skade på andre, er noget mit sind ikke kan kaperer. Men jeg vil heller ej lade en banke mig sønder og sammen – alligevel gør jeg ingen synderligt stor modstand. Jeg håber at jeg kan udrede denne misforståelse, ved tale, blot lidt endnu. Lykkedes det ikke, må jeg prøve noget andet.

I et kort øjeblik efter at han har gjort sit første træk, er han pludselig over mig igen. Hans hov kommer imod min hals, og i refleks river jeg mig hoved en smule ned og til siden, for ikke at blive ramt. Dermed er jeg uopmærksom på hans mule, og kort efter sidder hans tænder i min næseryg. Et kort og lavt hvin glider fra mig, nok mest af alt fordi jeg bliver pokkers overrasket. Mit blik render op i hans, og mine øjne ramler derfor ind i hans, så der skabes øjenkontakt. Jeg vrider ikke i mit hoved, da dette ikke ville være smart. Det ville blot give flere smerter.

Selvom hun er slank, er hun jo ikke uden muskler. Jeg kan da se, at hun har nogen, men teknik, det tvivler jeg på, at hun har særlig meget af. Jeg tror ikke på, at det er det her, hun har allermest erfaring med. Men det med at slås, det er jeg nærmest vokset op med. Gider jeg, kan jeg godt udtænke en slagplan. Men hvorfor ikke bare gå direkte til den, når nu det er sådan en lille reje som hende, jeg står overfor?

Et lille blus tændes i mig, da jeg mærker hendes næseryg mellem mine tænder. Det, der sker, er, at jeg får lidt blod på tanden – endnu ikke bogstavelig talt. Det kommer, det kommer. Jeg spænder musklerne i min hals, og stiv som et jernrør trykker jeg hendes næseryg ind mod hendes hals, så jeg kan tvinge hende til at bakke, da det bestemt ikke er rart for hendes nakke. Med den skarpe del af min forhov lægger jeg et slag an mod hendes knæ, og det er bestemt ikke et blødt slag. Det er jo meningen, at det skal gøre ondt på hende.

[/size][/color]

Det er svært for mig at kapere, at jeg ligenu er så hjælpeløs som jeg er. Jeg har aldrig været i kamp, for der har aldrig været brug for det. Og det skyder mig så i foden ligenu, at jeg aldrig har lært om teknik i kamp situationer. Jeg tror for eftertiden, at jeg skal have fat i en, der kan hjælpe mig, med flot at lære en smule forsvar.
Da min næseryg bliver presset ind imod mig selv, spænder jeg voldsomt op i min nakke, og dermed mindsker jeg bøjningen i min nakke, så det er mere behageligt for mig selv. Jeg bakker nogle få skridt, inden jeg standser op. Stemmer mine baghove i jorden, og holder stadig halsen og nakken spændt. Men idet hans hovspids rammer imod mit knæ, river jeg benet op til mig selv, og dermed står jeg ikke lige så stabilt, hvilket resulterer i at jeg igen bakker nogle skridt. Men noget i mit indre, får mig igen til at stoppe op, og give ham modstand derved. Vrider kort i mit hoved, inden jeg løfter mit ene ben op, advarende, mens jeg lægger ørene ned. Jeg sparker ikke, ikke endnu, da jeg aldeles ikke er voldeligt anlagt, og jeg advarer jo, så han skal have chancen for at trække sig væk!

Hvordan kan man være så fokuseret på fred og kærlighed, at man ikke en gang har selvrespekt nok til at slå fra sig, når man bliver angrebet? Jeg har ingen respekt for hende, og da slet ikke, når hun ikke en gang slår igen. Jeg synes, det er sølle. Det er nærmest for kedeligt. Og det betyder egentligt bare, at hun ikke slipper herfra uden være mærket af vores møde. Så må hun lære at mande sig op. Eller dame sig op. Aaarh.
Hun spænder i sin nakke, men det ændrer ikke rigtigt på, at jeg har overgrebet; det er trods alt mig, der har fat om hendes næseryg. Det skal der da forresten gøres brug af. Eftersom hun gør modstand, da jeg beder hende bakke, har hun tydeligvis brug for en lille reprimande; en lille irettesættelse. Uden at spare på kræfterne, men trods alt kontrolleret, graver jeg tænderne sammen om hendes næseryg for både at påføre hende smerte og for at lukke lidt for hendes ilttilførsel, og med et ganske let tryk beder jeg hende om at bakke videre bagud. Da hun hæver sit ben, trækker jeg hendes hoved sidelæns med mit jerngreb omkring hendes næseryg, og derfor bliver der lukket yderligere for ilttilførslen, samtidig med at jeg med endnu et hårdt slag smækker hoven ind på samme knæ som før.

[/size][/color]

Jeg frygter ham, det gør jeg da. Men jeg frygter ham ikke sådan at jeg vil flygte når jeg en dag ser ham igen. Jeg kan godt mærke, at han er utilfreds da jeg nægter at bakke yderligere, og dette resulterer i at han strammer ind i min næseryg, og dermed lukker mere og mere af for min ilttilførsel, og dette gør det ikke mindre ubehageligt for mig. Jeg vælger derfor i samme øjeblik som han vrider mit hoved til siden, at smide min hov ret så hårdt og præcist imod ham, sigtende efter hans bringe. Hvis jeg rammer rigtigt, i midten hvor brystkassen samles, så kan jeg yde stor skade og smerte. Men jeg nægter at gå bagud. Da han smider sin hov imod mig igen, træder jeg hurtigt sidelæns, og i en hurtig bevægelse springer jeg nu fremad, direkte imod ham, med begge forben hævet. Jeg skal have næseryggen fri, da det ellers kommer til at gøre ganske ondt, hvis han bliver ved med at klemme! Desuden, så vil jeg bare gerne væk fra ham, i en pokkers fart.

Jeg lader ikke musklerne i min hals slappe af, overhovedet. Jeg har hende endnu et jerngreb, og da hun springer mod mig, trykker det da, og det får mig da til at træde et halvt skridt bagud, men jeg vejer mere end hende, og hun regner da forhåbentligt ikke med, at hun skal overtage styringen i den her dans. Jeg mærker også godt hendes slag mod min bringe, men da også den er spændt, reducerer det smerten en smule, selvom jeg egentligt ikke gider tage notits af smerten. Jeg tager mig af mig selv, når det her er ovre, og det bliver ikke lige foreløbig. Da hun springer mod mig med forbenene i luften, rejser jeg mig selv. Jeg er højere end hende, og jeg vejer stadigvæk mere end hende, og det udnytter jeg nu ved at smække forbenene mod hendes skuldre, lade dem glide nedad hende så de skraber, og derefter tvinger jeg hendes hoved nedad. Da jeg er landet, drejer jeg bagparten ind mod hendes side, så jeg står ved siden af hende. Med en hurtig bevægelse knalder jeg min forhov ind mod hasen på hendes forknæ, hvilket helst skulle få hendes ben til at knække sammen.

[/color]

Han har nogle gode reflekser, det må jeg give ham. Og han kender langt mere til kamp end jeg selv gør. Men jeg er altså ikke uden for nummer, og uden muskler, så så let er jeg altså heller ej at tvinge rundt. Trods jeg ej kender til kamp, kan jeg sagtens spænde i mine muskler, og dermed sørge for, at det ikke er så nemt blot at ’bukke’ mig sammen som det behager ham. Så da vi begge er i et stejl, og han smider sine forhove imod mine skuldre, for derefter at skrabe ned af dem, smider jeg mine forhove ind imod hans bringe, for derefter at sætte af imod ham, mens jeg tvinger mit hoved voldsomt bagud, for at han ikke skal have fat i min næseryg mere! Da vi lander igen, vrider jeg mig selv til siden, og tripper så hurtigt jeg kan, for at han ikke rammer min hase, jeg er ikke interesseret i at knække sammen i mine forben. Retter mig igen, så vi står side om side, og nu smider jeg så det ene bagben hårdt op ad, for at ramme imod han bug med baghoven. Rammer jeg rigtig, gør det ondt, uanset hvor hårdfør han end er, og dermed giver han måske slip på min næseryg.

Jeg har lært at ignorere smerte. Både den fysiske og den psykiske af slagsen. Jeg er med på al det der hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere, men det er da ikke det samme som, at man behøver føle smerten! Jeg erfarer, at hun ikke er helt så uduelig, som jeg først havde forestillet mig, at hun kunne være. Men hun er forhåbentligt ikke i tvivl om, at jeg er hende overlegen. Jeg nægter for alt i verden at slippe hendes næseryg, og når hun prøver at hive sit hoved til sig, strammer jeg blot grebet for at lukke for hendes luft, men samtidig også for at få smerten til at få hende til at vågne en lille smule op. Komme tilbage til virkeligheden, så at sige. Da vi står side om side, har jeg ikke tænkt mig at tøve længere. Hun dufter, og hun dufter virkelig godt. Ingen tvivl om det! Derfor hæver jeg mig i et let stejl og smækker mit ene forben henover ryggen på hende, mens jeg slipper hendes næseryg for i stedet at tage fat for enden af hendes man med et meget hårdt greb. Alt dette sker samtidig med, at hun losser op efter mig, sandsynligvis efter min bug. Det betyder for det første, at hun burde være optaget af at sætte sit slag, imens jeg rykker på mig, og eftersom at jeg rykker mig, rammer hun mig ikke i bugen, men i stedet i inderhasen på mit bagben. Men det har jeg først tænkt mig at tage mig af senere. Nu er jeg på ryggen af hende, så langt så godt.

[/size][/color]

Jeger godt klar over, at han teknisk set er mig kamp teknisk overlegen. Men min muskel kapacitet er større end hans, og jeg har aldeles ikke tænkt mig at skulle have et føl med denne hingst. At bære hans gener, i et føl, nej tak. Desuden, så er vores kemi der ikke, og derfor føler jeg ingen trang til at lade denne hingst bestige mig. Så da han stejler op, og dermed har sluppet min næseryg, tøver jeg ikke et eneste sekund. Jeg kaster mig fremover, og vrider mig sidelæns, således at han ryger af min ryg, fordi jeg drejer mig 100 grader. Står nu med fronten imod ham, og træder nogle voldsomme skridt bagud. Jeg holder min krop meget rank, min krop er spændt, og mine øre ligger fladt ned. Min kropsholdning er tydelig – ikke ét skridt tættere nu! Hvis han kommer mig nær, vil jeg ikke længere tøve med at bruge alle mine kræfter, og så vil det komme til at gøre ganske ondt på denne sorte ravn. Men et føl med mig, det vil han ej få. End ikke om det så er det eneste han ønsker. Han må ganske vidst finde sig en anden!!

Jeg er træt af hende nu, og jeg er ikke længere interesseret i dette møde, men hun slipper ikke fra mig bare sådan. Hun er ikke stærkere end mig, og hun har ikke flere muskler end mig. Og hun skal aldeles ikke forsøge at overgå mig. Da hun åbenbart får kastet mig af, er jeg ikke langsom, så da hun vrider sig sidelæns, hæver jeg mig i et stejl og springer fremad for at kaste mine hove direkte frem mod hendes hoved, mens jeg fortsætter videre frem, så jeg nu har ryggen mod hende, men sådan skal det ikke være. Frygtløs vender jeg mig rundt i et stejl med forbenene i vejret for at parere de slag, hun muligvis kunne finde på at sende mod mig. Men så stopper jeg også, og så står vi der, front mod front med hver vores kropsprog. Mit, der ganske hurtigt falder tilbage til det kontrollerede, og hendes, der giver udtryk for, at hun ikke ønsker mig tættere på. Men hvornår forstår hun, at det ikke er hende, der bestemmer det?

[/size][/color]

Jeg kan godt se på ham, at han aldeles ikke er tilfreds. Da han kaster sig frem imod mig, for at smide sine forhove efter mit ansigt, vrider jeg mig hurtigt og smidigt bagud. Jeg skal ej have de hove i ansigtet. Da han stejler op, og parere med sine forben, trækker jeg mig blot længere bagud. Jovist, jeg angriber ham ikke. Ikke nu. Men jeg har ikke tænkt mig at stå passivt og blive sparket, hvis han igen angriber. Han træder i afstand, og får pludselig et kontrolleret kropssprog. Men han narer mig ikke. Knejser nakken en anelse, og bliver stående i denne afstand, der efterhånden er ret stor. Han skal ikke nærme sig, og det viser jeg også tydeligt i mit kropssprog.
(Hun er altså stærkere end han er, uanset hvad Hun har 50 samlet, og han har 18 (: )

Det er lige meget. Jeg gider ikke bruge mere tid på det nu. Jeg er træt af hende, og uanset hvor godt hun dufter, skal hun ikke bære mine gener. Absolut ikke. Jeg smækker ørerne om mod nakken, og uden at sige et eneste ord eller give udtryk for noget som helst, vender jeg ryggen til hende og bevæger mig fra hende i en galant skridt med rolige, gyngende bevægelser. Der er en stor afstand mellem os, og forsøger hun noget, er jeg forberedt. Jeg har gode sanser, og det burde hun godt vide nu. Jeg er ikke mærket af det her møde, og det er hun heller ikke, i hvert fald ikke fysisk. Jeg gider ikke koncentrere mig om hendes psyke på nogen som helst måde. Og når det er sagt, mener jeg, at jeg ikke har tænkt mig at lære hende at kende. Det her skal hun tage som et høfligt ’tak for denne gang – på gensyn’.

Seth is over and out.

(Jeg ved det godt, men jeg har ikke rigtigt haft nogen fornemmelse af, at styrke har spillet nogen særlig rolle på den her side, da styrke har et lidt andet formål end ellers her.)

[/size]