På egen hånd..

~ x Auraya x ~
To be a star, you must shine your own light, follow your own path, and don't worry about the darkness, because that is when the stars shine brightest.
▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫

Med tunge, og dog alligevel på sin egen vis elegante, skridt kom den tvefarvede, muskuløse Auraya luntende mellem træerne. Det ædle hovede var sænket helt ned, så den fløjlsbløde mule let berørte skovbunden. I store drag sugede hun alle indtrykkende til sig, og det var tydeligt at hun nød hvert sekund. De gådefulde, vinrøde øjne spejdede opmærksomt rundt omkring hende, men der var kun hendes egne hule hovslag at høre. En dyb, lumsk brummen summede let ud fra hendes strube, da hun stoppede op for at se sig om i en lysning. Undersøgende havde hendes ører lagt sig lidt tilbage langs hendes nakke, mens hendes øjne mistroisk flakkede rundt. Alligevel hvilede en sær ro over hendes krop. Ikke én af hendes muskler var unødigt spændt, og hun prøvede på ingen måde at være noget hun ikke var. Stod blot, med den store man i komplet uorden, og med en anelse mudder nederst på koderne, men hun var komplet ligeglad. Sådan kunne hun bedst lide det, så sådan havde hun tænkt sig at gøde det.

[/size][/center]

▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫
I intend to live forever, or die trying.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den elskede skov, der berigede selve Ø’en med sit hele eget unikke udseende, var her Diego følte sig bedst til pas. Sådan ville det vel altid være? Hans humør var højt som altid, men alligevel lod han en lille tanke blive skænket til alle dem der hjemme. Simba, åh Simba. Han savnede ham, af hele sit hjerte. Det var ubegribeligt hvor forfærdelig den tanke om, at han aldrig mere skulle se Simbas ansigt igen. Aldrig høre hans stemme udenfor hans hoved igen. Ingen af de andre skulle han nogensinde se igen. Diego holdte dog hovedet højt, og smilede skævt over den hvide mule, da den samme genkendelig fugl, endnu i dag dykkede drillende ned for at trække i hans sorte man. Diego gav et prust fra sig og rystede på manen med en svag og dæmpet drenget latter. Men han kunne pludselig dufte en hest? En hoppe, skønt træerne skyggede for så mange blinde vinkler; han satte kurs, i håb om at få noget andet at tænke på.

~ x Auraya x ~
To be a star, you must shine your own light, follow your own path, and don't worry about the darkness, because that is when the stars shine brightest.
▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫

Med et ryk hev Auraya det ædle hovede højt til vejrs. Duften af en fremmed sjæl havde sneget sig ind i hendes næsebor, og fik hendes ører til vagtsomt og køligt at lægge sig i nakken. Alligevel lå et næsten lumskt smil og gnistrede i de vinrøde, sære øjne hun var i besiddelse af. Nu skulle hun endelig få at se, hvem der vandrede i disse områder, udover hende selv. Med den muskuløse, brogede krop ranket, og den stærke hals en anelse opmærksomt sænket stod hun nu blot, og ventede på et tegn fra denne fremmede. Et signal om vedkommenes placering, eller om kønnet. Raya vidste at hun var i brunst for tiden, derfor havde hun den fyldige hale tæt ind til bagparten. Hun vidste, at hun sagtens kunne kontrollere sig, for tanken om et føl skræmte hende. Det ville hun bare ikke lade nogen vide noget om.

Igen lød den sagte brummen fra hendes mule, nærmest som en sær knurren. Lunefuld, men alligevel dragende.

▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫
I intend to live forever, or die trying.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego fortsatte en anelse målrettet, med en lille fornemmelse af at støde på noget. Men det føltes nu pludselig lidt ligegyldigt? Som søgte han noget der ikke var der? Diego stoppede op, og vippede let med ørene, lyttende mens hans hvis mule mimrede en anelse. Han blev stille, og kun hans åndedræt var at høre; men dér! En broget hoppe skimtede han at stykke væk, mellem en masse træer. Ivrigt efter at træffe denne fremmede sjæl, trådte Diego frem i en rummelig og lidt ivrig trav. Mens de sprudlende og energiske øjne så nysgerrigt til, imod hoppen som han nærmede sig. Han holdte sin hals en smule højt, mens han kor så ædel og ung ud, som han bevægede sig rummeligt af sted mod hoppen.

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

En lyd af lette hovslag tog til i styrke, og da Auraya drejede hovedet i lydens retning, kom en mørkerød sjæl til syne. Hingstens hovede, med det unikke hvide aftegn der nærmest lyste op herinde mellem stammerne, var ædelt og gladeligt hævet, som havde han blot ventet på et kald fra et potientielt selvskab, for derefter at kunne styrte afsted efter kaldet. Hans livsglade, gnistrende øjne drev kortvarigt et svagt, men køligt smil frem på hendes læber.
Ikke én af hendes muskler var unødigt spændte, som hun stod dér - hun prøvede ikke at være noget hun ikke var. Hendes hovskæg var klæbrigt og vådt, af vanddråberne der samlede sig i skovbunden, og hendes man var i komplet uorden, men sådan kunne hun bedst selv lide det. De lokkende, vinrøde øjne hun var i besiddelse af, flyttede sig dog ikke et sekund fra denne fremmede skovvandrer, hun nu var stødt på. Hendes nysgerrighed for at lære denne at kende, var stor. Et kort prust fra hendes silkebløde mule, lod ham vide at han var accepteret i hendes selvskab. I hvert tilfælde ind til videre.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et kort prust fra den brogede og lidt usoignerede sjæl, lød god tog vel imødekommende som Diego nærmede sig. De præcise og taktfaste skridt som drog Djanges energiske krop afsted, satte såvel snart ned i en lidt ivrig, men roligere skridt. Energisk sprudlede de mørke og nysgerrige øjne, ungt; mens de røde øre vippede opmærksomt imod den brogede hoppe der fint stod der. Diego stoppede dog snart hurtigt og i en fin samlet parade, en 5-10 meter fra denne hoppe. Hun skulle ej føle sig truet af hans frembrusende måde at fører sig af sted på. Let blev der mimret stille på den hvide mule, forinden Diego dybt og respektfuldt; hilsende, nikkede for denne hoppe.

”Goddag…”
Lød Diegos unge og drengede stemme hilsende, mens et bredt og glædeligt smil blev prydet over den hvide mule. Med et nysgerrigt sprudlende blik, energisk gnistrende havde Diego atter rettet hovedet op i normal tilstand, mens han strakte mulen lidt nysgerrigt frem. Som et ivrigt føl, nysgerrig efter fysisk kontakt, skønt han pænt blev stående hvor han var.