..Vandrende blandt nye vidder

Blandt nye dufte

---

Det er efterhånden længe siden, jeg blot har vandret omkring på åbne vidder. Jeg holder gerne til i Chibale’s tætte skove, hvor træerne nu er begyndt at stå grønne og frodige. Deres grønne blade, skaber tryghed i mit indre, selvom jeg nu som regel aldrig er bange i mit indre, eller frygtsom. Men de skove Chibale besidder, er blot et minde til min fortid, en fortid jeg skam gerne vil mindes. Men denne formiddag, er jeg vandret ud på mere åbne vidder. Jeg er nemlig vandret ud til det yderste af øen, der hvor havet nu kan ses. Mine hove rammer med i sandet, der har overtaget nu, i stedet for det frodige græs. Her, der står jeg blot, med hovedet let til vejrs, ørene en lille smule bagud, og øjnene let knebent sammen, da vinden rammer imod mig. Jovist, jeg står ganske nydende, med halsen en anelse strakt ud, for at mærke vinden ordentlig imod mit ansigt. Lugten af havvandet er ganske tydelig, da den ramler ind i mine næsebor. Jeg udvider dem ganske let, inden jeg sænker hovedet til normal højde igen, og åbner mine mørke og varme øjne. Mit blik glider fascineret udover det store blå hav, der bevæger sig så ganske livlig, fordi det blæser. Med lette skridt, træder jeg atter fremad, og jeg søger helt ned til vandet – næsten da. Jeg rør det kun svagt med mine hove, da det endnu er for koldt at træde i vandet, og for farligt endnu, med blæsten. Jeg vælger at vandre med de lette, smidige og elegante skridt af sted langs vandkanten, hvor mine hove blot føre mig ganske roligt af sted. Brunsten er stadig overdøvende i lugten, fordi vi er mange hopper der har brunstens prægede lugt, derfor er jeg måske også søgt netop herud, fordi lugten af havvandet så måske vil overdøve den lugt jeg selv bære. Men jeg ved det ej. Men det er for mig et forsøg værd, og desuden har jeg blot tid for mig selv, hvor mit sind kan fundere, og jeg blot kan lade mine hove føre mig andet steds hen.

(Reserveret til Jaidev (: )

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Verden er et forunderligt sted; i hvert fald set igennem Jaidevs sortnede øjne, som i dette øjeblik betragtede de grønne blade, der var sprunget ud for oven. Han vandrede gennem Chibals mægtige, tætte skov, og havde lænet det fintformede hoved bagover, så han kunne betragte de smaragdgrønne blade, som når solen ramte, skinnede som et rige af diamenter. Dét var en af de ting, som gjord at denne hingst elskede skoven så meget; det, og at han var opvokset blandt skov. Det vækkede en tryghed hos ham, at han kunne genkende noget fra hjemlandet, på trods af at han ej ønskede at huske noget fra fortiden. Hvis det stod til ham, ville han løbe til verdensende, blot for at vige fra sandheden, fra smerten. Men som en mørk skygge, havde fortiden indhentet hans flugt, og lagt sig over ham. Flugten havde været forgæves, for han var tvunget til at huske den. Smerten. Sandheden. Forræderiet. Savnet. En knude trykkede i det indre, hvilket fik hingsten til at lukke øjnene i, og udstøde et suk af længsel; en længsel efter hans afkom. Det døde afkom. Den farlige hoppe, som han var blevet forført af og der så.. Med ét slog Jaidev tankerne væk, og fnys hårdt og dybt. Fortiden var i gang med at overvinde ham, den var i gang med at trænge igennem hans murblokade; han var ved at blive knækket. Ørerne vippede bagover, mens musklerne blev spændt i et sæt, da de slanke ben satte fremad i en dansende, dog hastig trav, da han atter engang forsøgte at løbe fra fortiden, der fulgte efter som et sultens monster.

Engen virkede så nøgen, sårbar, blottet.. Kedelig. Der var ingen diament blade. Intet mægtigt kongerige. Intet. Det var så intetsigende. Med et sæt gennem kroppen, et voldsomt ryk, stoppede den muskuløse hingst op, og betragtede vågent det falmede, grønne græs der bølgede i vinden. Næseborende udspilede sig kraftigt, da duften af brunst hang lokkende i luften, skabte de dødsensfarlig tråde som hormonerne ønskede han skulle eftergive sig til, og følge dem. Men dog havde den glødende hingst en hel unik selvkontrol; det blev han nød til, for at undgå at opleve sådan et tab og smerte igen. Blidt sukkede han, inden benene atter gled fremad i en dansende trav, en målrettet trav; havet måtte nedkøle hans minder om den forbudte fortid.

Havvandets saltede lugt kradsede nærmest i næseborende, og overdøvede et øjeblik den vidunderlige duft af brunst. De let udspilede næsebor blev med ét større, da hingsten slugte så meget af lugten så meget som overhovedet. Halsen strakte sig frem, halen hævede sig i en kåd bue, så haleroden let knækkede over på midten. Vinterpelsen var efterhånden smidt, og derfor var de mangfoldige muskler endnu tydeligere, når han sådan dansede af sted mod havvandet; det, og naturligvis at han trænede så meget som han gjord.
Havvandet var iskoldt mod koderne, og det fik den mørkglødende hingst til at gøre et komisk hop op i luften med alle fire ben, hvilket blot resulterede i, at da han landede, sprøjtede vandet opad hans mave og bringe. Fnysende slog han med det smukke hovedet, så den ravnsorte man blev væltede omkring den brede hals, alt imens han knaldede et forben ud i det turkisfarvede hav. Med ét stod han stille, som var han blevet stoppet, pause midt i en film. Hovedet var hævet højt, øjnene fastlåst på en rød hoppe som vandrede i det fjerne. End havde hoppen duft ikke ramt ham, måske på grund af havvandet og de mange forskellige dufte af brunst der hang i luften, men han var hel sikker på hvem det var: Armonia. Hun var på vej væk fra ham, men hun virkede ej hastig i hendes bevægelser. Nej, hun var jo altid så forsigtig og mild af sind, men havde hun opdaget ham? Mulen blev spids for ende, det ene næsebor blev krænket opad, inden han hvælvede i halsen og travende med høje knæløft gennem det halvhøje vand; målrettet mod den røde Armonia. Og for at undgå at krænke hendes personlige rum, eller forskrække hende, vrinskede han i en karakteristisk tone; en mørk, hingstet og dyb tone, som tydeligt fortalte hvem han var.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg ved ikke hvor længe jeg efterhånden har vandret i dette land; Andromeda. Men jeg er vis på, at det efterhånden er længe. Jeg var her, da de første snefnug faldt, da vinteren tog til. Og nu, nu er forårets kalden atter kommet til mine øre. Træer springer ud, i flotte grønne nuancer, der skaber den glimtende effekt, når solen ramler rigtig ned på de grønne blade. Solen i sig selv, er også værd at benævne; dens stråler er blevet kraftigere, og solen er kommet tættere mod jorden, for at afgive sin sommervarme, der skal sørge for at skabe en hårfin balance mellem den tidlige forårs regn, og den varme sol – netop for at nyt liv så atter kan spire op, og skabe liv til os andre 4 benede væsner. Vi er ej alene på disse øer, det er jeg vis på. Jeg er vis på, at vi deler disse majestætiske områder, med langt flere sjæle end vi aner. Jovist, vi kan se fuglene og høre dem. Men jeg tror også på, at andre, større dyr, er at finde i skovens indre, blot man går langsomt til værks og ej skaber larm.

Mit blik glider udover det turkis blå hav, der bugter sig så langt som øjet rækker. Men noget andet er også at se, derude i horisonten. Andre øer, øer, jeg også har vandret på. Blot ej lige så meget som jeg har vandret på Chibales frodige område. Nej, Chibale er den ø, jeg ser mest som mit hjem, fordi den er så skov befængt, og ej bar at betragte. At leve et sted, blandt alle de kønne træer, der ikke er nøgne mere, er for mig harmonisk og ganske vidst eventyrligt. At lytte til vinden, der blidt sender sin brise gennem træerne, og skaber en harmonisk og stille sang. At høre bladene blidt fortælle deres egen historie, og at se solens stråler stille vandre gennem trækronerne, og kaste en smule lys mellem de brune stammer. Ja, skoven byder på meget af det, jeg ganske vidst holder af. Men jeg har alligevel valgt at søge herud. Søge herud, hvor vidderne er åbne, og der intet er at vandre blandt. Her, her er min krop blottet, og let at beskue og se. Men jeg tror ej at jeg er noget syn for guderne, og dermed ej noget som man vil søge – medmindre man før har talt med mig, og brød sig om dette.

Min rolige aura skinner ganske meget igennem, idet jeg standser op i vandkanten. Vandet rammer mine forkoder, og koldt, det er det. Men alligevel bliver jeg ganske vidst stående. Med lette bevægelser, træder jeg endda længere ud, så vandet når til mine knæ. En forestilling er i mit indre, en forestilling om at jeg ved hjælp af havvandet kan fjerne noget af den søde lugt, der skaber problemer for hingstene. Hvis nu saltet i vandet, dermed sætter sit præg. Mine øre vipper ganske mildt omkring, inden jeg i en let bevægelse sænker hovedet en lille smule ned. Min lange man, rør ganske svagt vandoverfladen med spidserne, og jeg hæver derfor hovedet igen. En lyd i det fjerne, får mit hoved til at dreje sig, og dernæst opfanger jeg et vrinsk. Jeg kan tydeligt høre hvem ejermanden er; Jaidev. Et smil folder sig henover min mule, og jeg vælger at træder længere op i sandet, så jeg ikke står i vandet mere. Med lette skridt, bevæger jeg mig nu imod Jaidev. Men jeg vælger at standse kort tid efter, og lade ham komme. Så kan han selv bedømme, hvor tæt han vil mig. Et lyst vrinsk sender jeg mod ham, med en smule strakt hals og ørene glædeligt fremme, hilsende i tonen, og mild i blikket som altid.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Havvandet bliver pludseligt overdøvet af en karakteristisk duft fra denne røde hoppe; en eksotisk duft. Det er først nu, at den mørkglødende hingst kunne sætte ord på, hvad denne hoppes duft minder om, men med hjælp fra brunsten har hun nu fundet svar; hun dufter af jasminblomster og en mere dæmpet duft af appelsin hænger også ved. Næseborende blev større, for at inhalere den duft han mener, hun ejer. Hvad andre mener, er ikke noget som interesserer Jaidev, såvel som hvad han dufter af. Men de små detaljer er noget som vækker nysgerrighed hos den mørke hingst, og derfor nyder han at sætte ord på de forskellige sjæles karakteristiske træk, blandt andet duft.
Vandets perler var iskolde, når de ramler op mod korpuset. Bringen og maven var præget af en mørkere, mere dunkel farve på grund af vandet, alt mens spidserne af den lange, sorte man og hale var våd. Mulen var også blevet våd, og dryppede ganske let da han nærmede sig gennem det knæhøjde vand, som hans ben trak sig højt over, før han borede dem ned gennem overfladen, og dansede kom nærmere.

Hun havde opdaget ham, for et mildt og imødekommende vrinsk besvarede hans hilsen. Et kort brum nynnede fra hingsten, tilfredsstillende. Velbalanceret slog han ned i skridt, og lod det højt hvælvede hoved dale en smule, for ej at virke mere værdifuld end hende; hun var mindst ligeså unik og speciel som hans sjæl var, og derfor var de ligeværdige. Øjnene betragtede den røde krop, som stod i stærk kontrast til det turkise vand, hvilket gjord hende let at se, modsat da han sidst havde set hende i skovens faldende, brunrøde blade, hvor hun nærmest var gået i ét med omgivelserne. Efterårshoppen. Tanken morede kort hingsten, men han vidste ingen tegn på morskab, da følelsen hurtigt blev dræbt, og i stedet tog alvoren og beskyttelsen til. Intenst søgte øjnene over hoppens krop, for at se om nogen ændring var sket siden sidst; var hun skadet, ifolet? Mulen dannede en lille rynke, tænksomt, inden han trådte helt hen til Armonias fløjlsbløde mule, hvor hans våde, kølige mule strakte sig frem mod hendes.

Han rørte ej, for han trak hurtigt hovedet til sig igen, for at knejse i halsen for hoppen; en respektfuld hilsen. Ørerne var vippet sidelæns, men nu gled de fremad mod den milde sjæl, som stod og ventede ham. Forsigtigt brød hingsten den galante holdning, og strakte da på ny mulen mod hoppens; denne gang for at ramme i et kærtegn puf, som skulle være en venligsindet hilsen. ” Vær hilst, Armonia. Atter mødes vores sjæle; og det er jeg ej utilfreds med. Det er en glæde at se Dem igen. ” Langsomt trådte forbenene fremad, så han blev en smule længere ned langs ryggen, men det var blot for ej at krænke hende, nu hvor hun duftede så tiltrækkende og forførende godt. Øjnene missede sig kort sammen, for at glemme lugten, inden den våde mule blev trykket mod Armoinas stjerne i pande, og et dæmpet, behaget prust ramte hoppen i en afslappet handling. Han var glad for at se den milde sjæl igen, og det var han ej bleg for at vise. Og han håbede ej, at nogen sjæl havde gjort hende ondt.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Det er længe siden, jeg sidst har mødt den ædle Jaidev, som var det første selskab jeg var hos, da jeg ankom. Dette er det 3. møde, og alligevel føler jeg, at vi oftere har set hinanden, end blot 3 gange. Sidst jeg så ham, var foråret kun lige så småt begyndt, og nu, ja nu pryder de grønne farver hele skoven, i stedet for de røde og brunlige farver, der kun små var begyndt at blive erstattet. Intet har ændret sig af udseende hos denne prægtige hingst – dog én ting kan jeg skimte. Bag han flotte hårpragt, af den mørke brunrødlige pels, er musklerne nu mere markante end de var ved vores sidste møde. Jovist, denne Jaidev, ser ud til at klare sig ganske godt i Andromedas land, og dette behager mig. Jeg ønsker ham kun godt i dette land, og jeg nød at se at han sidste gang, blot koblede fra, og lod sig rive med af sig selv. Det sidste møde var derfor kort, men jeg bebrejder ham intet, i stedet under jeg ham den glæde han udviste – han var fri i nogle øjeblikke.

Mit varme og milde blik, betragter ham ganske roligt, som han går igennem det knæhøje vand. Selv er mine ben mørkere, op til knæene, fordi de er våde. Det samme er spidserne af min man, og en stor del af min hale. Men fryser, det gør jeg nu ej. Ikke endnu da. Da han er kommet mit tæt nok, og strækker sin mørke mule imod mig, forbliver mit smil hos mig. Men han rør mig ikke, i stedet trækker han den til sig igen, og knejser i nakken, for at hilse på mig, på en høflig måde. Med blikket rette mod ham, opfanger jeg det skam som respektfuldt. Jeg vælger derpå at knejse i min nakke, og sænke mig en smule i forkroppen, og lade blikket falde i jorden, i en dyb og ligeså respektfuld hilsen, inden jeg da atter retter mig op, så jeg igen står elegant – hvilket falder mig naturligt.
Hans mule rammer min, og begge vores mule er en anelse våde pga. havets vand.
,,Ædle Jaidev, glæden er helt på min side, over atter at støde på Deres sjæl igen. Det er i sandhed længe siden sidst”Besvarer jeg ham ganske mildt i tonen, og mildt kniber jeg mine øjne i, roligt, inden jeg atter åbner dem igen. Mange dufte hænger nok over mig, da jeg har været vidt omkring med selskaber. Men det sidste, Seth, er et selskab jeg er sikker på, jeg skal være påpasselig med. Hans lidt hidsige fremtoning, er ej noget jeg er vant til, og derfor skal jeg være endnu mere påpasselig næste gang Seth og jeg mødes.

Da Jaidevs mule rammer imod min stjerne i panden, lukker jeg blidt mine øjne i. Jeg nyder at være stødt på ham igen, og det virker til, at mit selskab heller ej gør ham noget – måske tvært imod. Mine røde øre forbliver lyttende imod ham, mens vi står der. I en let og blidt bevægelse, lader jeg min mule svagt mimre, af behag over hans ganske simple berøring af min pande. Et blidt brum forlader min mule, dæmpet, og kun henvendt til ham, og ej til andre. EN lys og fløjlsblød undertone spiller ligeså ind, hvilket den altid gør.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Længe siden.. Det var sandt. Det var tredje gang deres sjæle stødt på hinanden i deres vandring gennem Andromedas ejendommelige rige, og hun havde ret; sidst de sås, var bladede faldne, træerne nøgne og jorden spraglet i et kedeligt mønster. Alt var modsat nu; træerne var beklædt med smukke, grønne blade, jorden dækket af masser af kraftigt græs. Men selvom det det var længe siden, havde Jaidev ikke glemt én eneste ting om Armonia. Hun stod klart på hans hukommelse, som havde de set hinanden på den forgående dag. De sortnede øjne gled langsomt i, inden han lod et let prust ramme hoppens kridthvide stjerne i hendes pande. En handling der var ganske værdifuld, en berøring der rummede en masse følelser. Han havde måske savnet denne hoppe, trods deres møder havde haft deres op- og ned ture. Men hun havde alligevel formået at indprente et stærkt indtryk på ham med sit rolige sind; han fandt ro ved denne hoppe.. Hun ejede nogle af de egenskaber, han søgte så forgæves efter. Måske var det også grunden til, at de blev ved med at tiltrække hinandens sjæle og opmærksomhed, for Jaidev vidste at denne milde sjæl gemte på mere end godhed; inderst inde var der en et varmt lys, som ville glæde den sjæl, hun valgte at give sig til.

Den milde duft af jasminblomster og stærke duft af appelsin stod kraftigt på hoppen, og han ville sagtens kunne lugte hende på langs. Men nu hvor han stod hende nær, ramlede fremmede lugte af andre individer ind i de sensitive næsebor. Langsomt åbnede hingsten øjnene på klem, og krænkede på det ene næsebor; det behagede ham ikke at hun lugte så meget af fremmede hingst; bestemt en lugt var fremmede, men ukendt. En hel fremmede hingst hun for nyligt havde været i selskab med. Naturligvis var det godt, at hun var sammen med andre sjæle, og på den måde fik udvidet bekendtskaberne, men Jaidev kunne ej benægte at han var en yderst dominerende hingst, så når andre lugte hang over hans hopper, tændte det ham af. Langsomt rykkede mulen sig fra stjernen, men blot for at strakte sig hen mod Armonias røde man, som lignede et flammehav når solen rammede. Næseborende blev begravet i manen, inden han trådte hende nærmere, og forsætte med at lade mulen og lugtesansen undersøge hende. Ørerne drejede sig opmærksomt baglænes, da han trådte op på hendes side, og berørte hende langs overlinje. En masse lugte hang over hende, og det fik flere gange Jaidev til at pruste dæmpet, men utilfredst.

Han var koncentreret om ikke, at overskride Armonias grænser, som måske var mere markante, nu hvor brunsten hærgede. Men han glemte at huske sig selv på, for langt vandreren med mulen var, for pludselig var mulen tæt på hendes bagparti, og brunsten overtog al lugt fra andre hingste. Læben blev spændt op, og en smule hidsigt puffede han til hendes lår, inden han flehmen. Kroppen gjord et hingstet ryk, idet han knejste op og spændte en smule lokkende i de mange muskler, da brunstens sødme prægede ham. Dog trippede han hurtigt sidelæns, og mimrede med den silkebløde mule. Han var et øjeblik blevet forført af brunsten, og det var ej hensigten, og derfor sørgede han for at holde en mere respektabel afstand nu, også for at undgå at krænke hendes grænse. Men han kunne ej benægte, at brunsten fik hans hormoner til at gå amok. Han var jo hingst.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jaidev er en hingst, jeg allerede holder ganske meget af, nok fordi vores møder har været ganske specielle. Vi har et specielt bånd imellem hinanden, sådan føler jeg det i hvert fald – om det er gengældt, det kan jeg aldrig vide. Men det kan tiden kun vise mig. Jeg tror på, at Jaidev ønsker at jeg har det godt, og jeg kunne ikke forstille mig, at Jaidev ønsker mig ondt på nogen måde. Men det bånd jeg føler for ham, er ganske specielt. Det er hårfint, fordi vi har haft så mange op- og nedture igennem vores 2 andre møder. Men alligevel har jeg altid en trang og lyst til igen at strejfe forbi ham, og møde ham endnu en gang. Ej at jeg er forelsket, eller har den form for følelser – men jeg benægter ej det bånd jeg føler til ham, selvom vi sidst sås da bladene lå på jorden, rødbrune og døde.
Hans prust rammer blidt og varmt imod min stjerne i panden, og jeg lader et afdæmpet prust forlade min mule, i gengæld til hans handling, blidt og varmt. Mine øre hviler imod ham, og jeg åbner selv mine øjne ganske let op, for at kunne se ham igen. Det er tydeligt for mig, at han kan lugte mange fremmede lugte på mig, og de er primært fra hingste, da jeg kun har snakket med én enkelt hoppe, hvilket ganske vidst er en skam. I en let bevægelse, lader jeg min mule ramme ned imod hans skulder, for at opmuntre ham, og sige at jeg skam er okay, da han træder en smule ned langs min side, for at lugte til alle de fremmede. Mit blik forbliver varmt og mildt, da jeg drejer hovedet for at betragte ham, som han drejer længere ned. Hans berøring af min ryg, da han bevæger sig videre, gør at jeg et kort øjeblik bliver kåd i mit sind. Nok rammer brunsten ofte hingste og deres hormoner, men den rammer ligeså os. Og Jaidev er en hingst der er muskuløs og med et tiltalende og mystisk sind, dette gør blot at jeg accepterer ham så tæt på, fordi jeg bliver tiltrukket. Men jeg løfter aldeles ikke halen, både for at hjælpe mig selv, og for også at hjælpe ham. Ingen grund til at pirre ham endnu mere.

Da han er nået helt ned til min hale, og jeg modtager et lidt hårdt puf, kommer der en hoppet men afdæmpet lyd fra mig, g jeg kaster kort med hovedet. Men jeg behersker mig selv ganske meget, og det vises ved at halen bliver holdt helt stille, og jeg ej tripper kådt omkring. Da han så træder hastigt tilbage, brummer jeg i en svagt undskyldende tone, selvom jeg jo ej selv kan styre min brunst – den kommer og går. Mit blik glider imod ham, søgende imod hans blik, men dog er jeg klar til at fjerne mit blik fra hans, hvis han ikke ønsker øjenkontakt.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Det er tydeligt for Jaidev, at Armonia stoler på ham. Hun har vist det flere gange; hun har bådet underkastet sig, og ladet han komme tæt på hendes mere følsomme områder, som struben. Og netop den tillid, er noget som Jaidev er bange for at bryde, nu hvor brunsten hænger og tiltrækker ham. Inderst inde mener hormonerne, at han blot skal ignorer følelserne, og bare lade naturen gå sin gang, lade generne blive ført videre og få et nyt afkom. Men samvittigheden siger det stik modsatte; den holder hele tiden til omkring den forgående hoppe og det afdøde afkom. Han er splittet, og det får et kort, fraværende glimt til at danse i hans sortnede øjne. Hun spiller ej op, men hun er da naturligvis også præget af brunsten; hun vil sikkert ikke kunne beherske sig, hvis han slap kontrollen. Men hvis man drejer den, ville han så kunne beherske sig, hvis hun slap kontrollen?

Hurtigt ryster Jaidev med det fine hoved, hvor hans træk er meget markeret. Øjnene planter sig hurtigt på den røde hoppe, hvor de bliver mødt af hendes nøddebrune, milde øjne, som underskylder. Langsomt danner den silkebløde mule en rynke, inden han danser omkring, så han står med siden til hendes sider, skulder mod skulder. En dyb, hingstet brummen nynner fra ham, mens han giver hende et lidt forsigtigt puf på kindbenet, som er han bange for, at hun skulle gå i stykke, hvis det var hårdere. I hans verden, og erindringer med brunstige hopper, er de mere skrøbelig når brunsten hænger, men måske er det individuelt? Måske er der nogen, der ligefrem er stærkere? Det er da også en underlig ting, sådan en brunst. Den tirrer og forvirrer alle hingste. Jaidev strækker mulen mod hendes, for at snuse og pruste en anelse ophidset på hendes. Ørerne er flappet sidelæns, men musklerne er stadig spændt under pelsen, og et lidt mere udfordrende, nærmest drengerøvet glimt er trådt i karakter i de ellers intetsigende, mørke øjne.

Samvittigheden vinder for det meste, og mon ikke også at den har vundet denne gang? I hvert fald har Jaidev plantet sine stærke, men slanke ben i sandet, og ikke så meget som skænker bagpartiet en tanke. Deres møde skal ej ende ud i noget uforklarligt; eller i værste tilfælde et afkom. Øjnene fængsler sig dog alligevel i hendes, mens mulen forsigtigt nipper til hendes ene næsebor. ”Fortæl mig, Armonia. Hvad har De oplevet, siden vores sjæle sidst mødtes? ” Tonen i den mørke, rustikke stemme er indbydende. Jaidev er i sandheden interesseret i, at høre om hvad denne røde hoppe laver, når han ej er hende nær.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg har en dyb respekt for Jaidev, da han er trådt mig i afstand, en respekt for ham, fordi det kræver en enorm selv beherskelse, at træde fra en hoppe i brunst, når hun blot står så stille og roligt, som jeg netop gjorde. Men jeg tror ikke det havde hjulpet at jeg var trådt til siden, og havde hvinet op for at få ham væk – dette havde måske blot gjort ham endnu mere kåd, fordi jeg ville pirre ham på denne måde. Men jeg kan ikke vide det. Måske havde det gjort det modsatte. Jeg vil ej bryde mit hoved med det, da jeg ikke kan lave om på det nu. Mit blik hviler på ham, intenst og opmærksomt, og netop derfor ligger jeg mærke til det pludseligt fraværende blik der rinder igennem hans ellers mørke g dybe øjne. Somom han tænker på noget, måske noget der plager ham fra sin fortid. Men jeg når ej at tænke længe over det, for pludselig er han atter ved min side, og hans mule er nu nær min. Han er stadig ophidset, det kan jeg skam sagtens fornemme. Men dette ændre dog ej på min holdning i kroppen, eller den rolige aura..

I en let bevægelse, nipper jeg svagt imod hans mule, da han har snust en anelse ophidset til mine næsebor. Mine røde øre forbliver fremme imod ham, for at bibevare det rolige ydre, og ej presse ham ud i en situation han ikke selv er herre over. Hans øjne ændre sig igen, og nu kommer der et drengerøvs glimt i hans mørke øjne – og dette kan jeg ikke lade være med at smile ganske let over, da det ikke er noget glimt jeg før har set hos denne mystiske og ædle hingst; Jaidev.

På et split sekund, virker det til at han atter har kontrollen over sig selv, og hans stemme kommer frem, efter han kort har nippet til mit ene næsebor. Pruster ganske svagt, af ren refleks, fordi han rør mit næsebor – det kilder, men ej ubehageligt.
,,Jeg har oplevet så ganske meget.. Nye sjæle og individer, der hver især er ganske specielle og unikke. Jeg har mødt mange forskellige, og nogle møder gik bedre end andre – men jeg klager ej. Vi er alle forskellige, og alle møder vil derfor også være ganske forskellige. Men kære Jaidev, hvad har De selv oplevet, mens De har vandret omkring, siden vi sidst trådte hinanden nær?”
Jeg lægger ganske blidt mit hoved på skrå, da jeg stille ham spørgsmålet, inden jeg svagt og meget påpasseligt lader et nip ramme hans skulder.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Drengerøvet.. Et glimt fra fortiden, ungdommen. Ikke ment at Jaidev stadig er en ung hingst, men han er ej den samme som han var engang. Ikke den sammen drengede sjæl, den forelskede sjæl. Det døde, da sønnen døde og forræderiet blev sat i gang. Men dog vækkes de små glimt til live igen, når der kommer tidspunkter som dette, og dette er også det første. Armonia er den første, der har set noget mere personlighed hos ham, end nogen andre levende individer i Andromedas verden. Men dog forsvinder det drengerøvet glimt ligeså hurtigt, som det er kommet, og derved efterlader øjne mørke som den dunkle nattehimmel, kun med den lille snerp af respekt. Men det er helt klart positivt, at hun så dette glimt; hun kan føle sig speciel. Hun er speciel, hun er unik. I hvert fald hvis man ser gennem Jaidevs øjne.

Selvkontrollen har lagt sig over hingstens sind som en skygge. Han føler ej trang til at spille op, men det betyder ikke, at hvis man puster længe nok til flammen, at han så ikke prøver grænser af. Flere gange mimrer han med den silkebløde mule, der efterhånden er begyndt at tørre; den bliver pustet på og berørt af hendes bløde, alt sammen bevægelser der blot styrker båndet mellem dem. Et bånd, som måske med tiden kan udvikle sig til et venskab. For et ægte venskab med Jaidev, er ej noget som kommer fra den ene dag til den anden. Trods hans trang til at beskytte dem han kender, ses de kun som bekendtskaber. En ven er en stor rolle at opnå hos Jaidev, fordi at hvis man opnår den højde, vil han kaste sin fulde tillid til denne ven, og måske endda åbne hans livsbog, for at lære vennen mere om hvem han egentligt er.

Langsomt rykker Jaidev mulen en smule fra Armonia, blot for at give hende mere plads og frirum til at tale. Øjnene hviler dog opmærksomt og lyttende på hende; de viser, at han indfanger hvert et ord, hun vælger at dele med ham denne stund. Og da hun har sagt sætningen færdig, og stilheden overtager, gøre hingsten et lyttende nik, for at understrege at han har hørt hendes ord og forstået hendes spørgsmål. Men som er rollen drejet om, og han skal besvarer med et brugbart svar; spørgsmålet er blot, hvor meget tørre han at sige? Langsomt flapper ørerne sidelæns, men blikket giver slip på Armonias, for at vandrer ud over haves horisont. Dog drejes hovedet hurtigt, for at nappe tilbage mod hende, da napper rammer den muskuløse skulder, inden han lader et svar lyde. ” Jeg har som Dem, kære sjæl, mødt andre sjæle i dette mægtige land. Men jeg.. Jeg har også mødt fremmede kræfter, og blevet klogere på mit eget værd. ” Svaret er ikke mere end en dæmpet hvisken, og alvorligt glider blikket i Armonias øjne; hun skal ej fortælle ordene til andre. Dog tror Jaidev ikke, at hun ville kunne finde på det, men det er også blot for sikkerhedes skyld.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg nyder hver gang jeg støder på denne mørke hingst. Hans sind er ej en åben bog, men ej heller er han afvisende. Det er en stor egenskab, at skabe en form for balance mellem det lukkede og det åbne. Jeg har også visse ting om mig selv, som jeg ej nævner for andre end træerne, der ligeså hvisker hemmeligheder til mig. Men jeg er ej heller typen der presser andre, i hvert fald ikke med velvilje. Men jeg kom for lang tid siden, til at træde over Jaidev’s grænse, og det ved jeg nu. Derfor vil det ej gentage sig, da jeg nu kender noget af hans grænse, og dermed ikke vil gøre den slags igen. Men det glimt jeg før så, det forsvinder lige så stille. Jeg er vis på, at dette glimt er et glimt ikke alle får at se, og derfor føler jeg mig blot endnu mere beæret over at have set det. Det må betyde, at mit selskab for ham ikke er helt skidt.

Et indre håb er vakt i mit indre, et håb om, at jeg i fremtiden vil få lov til at lære den ædle hingst endnu bedre at kende. Et håb om, at vores bekendtskab måske vil udvikle sig til noget endnu bedre – et venskab. Men jeg kan ej være sikker på det. Jeg kan kun håbe på det, og forsøge at hjælpe det på vej, hvis jeg kan. Men tiden kan kun vise os hvilken vej vi kommer til at gå, om det bliver som venner side om side, eller om det bliver hver for sig. Men jeg vil håbe på, at det bliver side om side, og ej hver for sig.

Han fjerner sin mule en lille smule, og det ser jeg ej som noget negativt. Men blot som noget positivt, han giver mig plads til at tale, og står ej helt oppe i mit ansigt, som nogle andre måske ville gøre. Men jeg er sikker på, at det ligeså er for hans skyld. Han lytter ganske intenst til mine ord, og det er jeg glad for, det viser jo blot at han er interesseret, og ej blot spørger af høflighed. Da han så taler, mimre jeg mildt med mulen, indtil han nævner det sidste. Fremmede kræfter. Mit blik hviler imod ham, søgende og lyttende. ,,Det er ej for at snage, jaidev. Og De skal blot sige, hvis De ej ønsker at svare.. Men hvilke fremmede kræfter, er De stødt på?”
Langsomt kommer mit hoved svagt på sned, og ørene forbliver fremme imod ham, opmærksomt, uden at virke anmassende. Min stemme er lav, da hans er, og dermed ved jeg at dette kun er en samtale der angår os, og ikke andre.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Tiden har altid været i fjende. Det er den også nu, hvor Jaidev kan se hvordan hans ord bliver hvisket væk af tiden, og er vandret ind hos Armonia, hvilket betyder at han ej kan tage ordene til sig igen, men i stedet må stå til regnskab for hvad han lige har sagt. Men hvad har han sagt, og hvordan fortolker hun hans ord? De sortnede øjne vil helst gennemsøge Armonia, se hendes reaktion på hans ordvalg, men de er fængslet på horisonten, der hvor hav og himmel mødes i en sælsom harmoni. Et magisk, uendeligt syn; men det virker så fjernt for Jaidev, nu hvor tankerne kører rundt. Pludselig lyder Armonias stemme da også, det var jo blot et spørgsmål om tid, før hun ønskede en mere forstående forklaring af hans ord. Hendes stemme er mild og behagelig, og derfor drejer den mørke hingst med et sæt det ene øre mod den røde hoppe, hvis stemme former et spørgsmål, som han har frit valg på at svare på.

Selvom det ville være høfligst at svare, at se hende i øjne og vise hende den intense interesse han har for hendes sjæl, lader han i stedet blikket spotte omkring; enhver levende sjæl måtte findes, for dette emne var dybere end som så. Det var et emne, hvor han skulle afprøve Armonia, udfordre hende; åbne sig for hende. Men hvordan ville hun tage denne prøve, ville hun bestå eller dumpe? Øjnene kneb sig sammen til sprækker, inden han fangede hendes nøddebrune, varme øjne hvor lys og godhed strålede fra hende. Da lod hans stemme lyde dæmpet, hæsere, mørkere, intensere end han nogensinde havde snakket i dette land. Noget af høfligheden var også dalet, for selvom det ville være mest velopdragende at svare på hendes spørgsmål, svarede han blot med et helt nyt spørgsmål. ” Armonia, ” Stemmen har en snart af ægte ømhed over sig, og kroppen træder endnu tættere, mens øjnene glider dybt ind i Armonias. ” Tror De, at der er flere kræfter mellem himmel og jord, end dem vi kender til? ”

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Den kære Jaidev, ønsker ej at kigge på mig, mens vi ligenu taler. Måske, fordi han har åbnet et emne, han måske fortryder at have åbnet. Eller måske fordi han ej ved hvordan det videre skal udvikle sig, denne samtale, og dette emne. Hans blik er ud imod horisonten, der hvor havet og himlen mødes ganske flot og hårfint. Smukt, det er det. Et magisk og fortryllende syn, for de der ser det smukke i det, eller ønsker at se det. Men jeg ser det ej som at Jaidev er uhøflig, ved at han ej kigger på mig. For jeg er ganske vis på, at han blot tænker, og forsøger at finde ud af, om han ønsker at svare, eller blot vil takke nej. Han lytter til mig, det kan jeg sagtens se, for han øre er imod mig, da jeg stiller ham mit spørgsmål.

Idet han drejer sit hoved, og hans sammenknebne øjne rammer ind i mine åbne, mørke men milde øjne, lader jeg mine øre forblive fremme hos ham, nysgerrigt, ventende på at han enten svare på det jeg spurgte om, eller at han takker nej. Men i stedet bliver hans stemme intens, hæsere og mørkere, som var det en hemmelighed det vi taler om. Jeg er sikker på, at dette emne ej er for andre, og derfor holder jeg også min stemme ganske lav, ligesom hans. Men jeg bliver overrasket, da han stiller mig dette spørgsmål. Da han stiller det, bliver hans stemme fyldt med en ømhed, jeg ej har oplevet før, ike på samme måde, fra ham af. Han træder lidt nærmere, og hans øjne hviler i mine, som søger han at se min reaktion. ,,Jaidev.. Jeg har aldrig været i tvivl om, at der er langt mere mellem himmel og jord, end det vi kan se og høre. Jeg er af den overbevisning, du ædle hingst, at de kræfter der er i dette land, vil vise sig for dem der i sandhed fortjener det, eller har brug for det. Men jeg tror ganske vidst på, at der er langt mere mellem himmel og jord, end det vi kender, eller det vi ser”
Besvarer jeg ham, med den milde, og pludselig drømmende tone. Holder blikket hos ham, og fjerner det ej, før han selv ønsker at stoppe øjenkontakten.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev var ej uhøflig af sind, tværtimod havde han for længst lært at høflighed var den klogeste vej frem, såvel som respekt. Men lige nu havde han brudt noget af denne høflighed, nu hvor han havde ignoreret hendes spørgsmål, og blot spurgt i et helt nyt et. Dog var denne hoppe så god af sind, at hun ej misforstod ham, tværtimod så svarede hun oprigtigt og ærligt. Hun var nok den rigtige sjæl at stole på i dette land, netop begrund af den rolighed hun bar med sig; en rolighed der gjord Jaidev mere afslappet og tilpas i hendes selskab. En sådan egenskab var efterhånden sjælden at finde, i hvert fald var det ikke det letteste i hans hjemland. Men nu befandt han sig i et selskab med den mest tålmodige og godmodige sjæl han længe havde kendt. En dyb, ukontrolleret brummen dræbte pludselig stilheden blandt dem; en brummen der tydeligt som om, hvor meget han egentligt nød hendes selskab. Langsomt fandt øjnene Armonias runde, store øjne, og et øjeblik sank han ind i hendes milde øjne, der udstrålede så meget varme at han turde sænke paraderne for hende. Mulen puffede til hendes, ganske blidt som en fjerblid berøring; hun havde svaret rigtigt på spørgsmålet. Langsomt trådte Jaidev et skridt frem i det iskolde havvand, mens ørerne vippede sig tilbage mod hende, og hovedet gjord et indbydende nik til at hun skulle følge med; hvis hun da ville, naturligvis.

” Tillad mig at spørger Dem, kære Armonia, ” Startede han i en dæmpet tone, mens halsen blev sænket en smule, for at understrege at dette var et meget følsomt emne, selv for ham trods han ej skulle besvare spørgsmålene. ” Husker De hvordan de kom her til? Og hvis, vil De så dele disse oplysninger med mig? ” Jaidev kiggede mod Armonia med de sortnede øjne, hvor den lille, glemte flamme gjord et par dansede hop. Han var ganske interesseret i at finde ud af, hvad hun ville svare. Og lige nu glemte han alt om den smukke idyl de befandt sig i; omgivelserne var blot farveklatter. Armonia var det eneste, hans interesse var helt ind sporet på.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg ved at Jaidev gør alle sine handlinger af god mening, den opfattelse er jeg i hvert fald selv af. Men han er en anelse usikker af sind, det er jeg næsten vis på, for han tør aldrig give helt slip på sig selv, og blot lade alle paraderne falde. Men jeg håber på, at min rolige aura, gør at han trods alt føler at han kan slappe en anelse af. Blot en smule, så hans sind også får en smule ro engang imellem. Da jeg bemærker hans blik i mit, ser jeg hvordan hans krop ’sænkes’ blot en smule, som faldt paraderne en anelse. Noget, jeg bliver stolt over, men dette viser jeg ikke. Men jeg bliver stolt, fordi det glæder mig, at han sænker dem sammen med mig. Mærker hans fjerblide berøring af min fløjlsbløde mule, og et svagt og varmt brum forlader min krop, og kun henvendt til ham, og ej andre. Da han så træder væk, og ned imod vandet, drejer jeg mig en anelse, og følger ham. Træder ned langs hans side, så mine hove kommer let under vandet, dog ej meget da det så er for koldt for mig. Nipper svagt til hans skulder, inden jeg trækker mulen til mig igen, fordi han begynder at tale. Vil gerne give ham den plads han har brug for.

Jeg lytter intenst da han stiller mig det næste spørgsmål. Og nikker så ganske blidt, for at vise at jeg har hørt ham.
,,Jeg husker skam ganske tydeligt min rejse hertil. Men for at forstår denne rejse, må du vide hvorfor jeg tror, at jeg blev sendt hertil.” jeg holder en kort pause. ,,Jeg voksede op i en flok, med ganske mange individer. Min moder og bror var dem jeg holdt mig til, fordi min moder viste mig, og lærte mig alt hvad der skulle læres. Da hun døde, tog min bror sig af mig. Men desværre var hans muskulatur bred og robust, og han var en trussel for lederen. Der opstod små kampe og dominerende udfald, og min broder måtte forlade flokken. Jeg stod nu alene, og det havde jeg aldrig før gjort. Jeg blev skubbet mere og mere ud af flokken, og hørte ej rigtig hjemme. Så jeg forlod denne flok, og drog af sted. Men jeg måtte se i øjnene, at en hoppe som jeg, alene i for mange uger eller måneder, ej er noget jeg bryder mig om. Jeg begyndte at trække mig ind i mig selv, og dagene flød sammen. Da det hele virkede så ganske utåeligt og ligegyldigt, stod jeg ude foran en klippe, med blikket ned. Jovist, der var langt ned.” Her stopper jeg ganske kort op, for at sikre mig, at jeg ej har tabt mig med al min tale. Et let brum glider da fra mig, for at vise at jeg nu fortsætter. Historien er ej slut her.

,,Da jeg stod der, og så ned af skrænten, virkede det hele så fredfyldt. Som var det hele harmoni dernede. En stemme kom da frem, og ramte mine øre, en blid og tiltalende stemme, næsten drømmende, og i det næste nu, kom et lys frem, et varmt og mildt lys. Stemmen bag mig træde frem, og som var jeg en marionet dukke, trådte jeg frem. Jorden forsvandt under mig, og jeg var sikker på, at jeg nu skulle træde ind på de evige græsmarker, i himlen. Alt blev sort, i noget der føltes som en uendelighed, lige indtil min moders ansigt dukkede op foran mig. Mildt og varmt som altid. Hun talte til mig, beroligede mig. Men denne ro, blev overtaget af en kynisk hvisken, der talte til mit indre, om at intet ville blive godt. At jeg skulle vælge en vej, nu. Min mors stemme, og denne kyniske hvisken smeltede sammen, og jeg følte at jeg vandrede i mørket længe. Først den ene vej, efter mors fortryllende stemme, og så efter denne kyniske stemme, der på en eller anden måde snørede sig om mine ben, hev i mig, for at få mig i den anden retning, og ikke hen til min mor. Men jeg kæmpede i mit indre, vel nærmest sørgede, fordi så mange minder blev plantet i mit hoved, minder der var ægte, og minder denne kyniske stemme opfandt, med ødelæggelse og had, for at ødelægge mit sind. Som en evig prøve.. Men jeg trådte til siden, væk fra denne kyniske stemme, væk fra de falske minder, der virkede så ægte. Falske minder, der viste mig, og andre der talte bag min ryg. Mig, der blev ødelagt af andre, mig der fik bank, og mig der slog min moder ihjel. Som var verden ond.. De var så ægte.. Men jeg trådte væk fra denne stemme, og i det næste nu, opstod et lysskær så kraftigt, og jeg lå nu i græsset, i dette land. Andromeda”
Jeg stopper her, for nu er historien ej længere. Med et blidt og mildt blik kigger jeg på ham, men bag det blide blik, gemmer der sig et lille glimt af sorg, fordi disse minder, falske minder, dog har sat sin tvivl i mig. Om jeg slog min moder ihjel, for jeg husker ej hvordan hun døde. Mine røde øre vipper roligt frem, og jeg kigger da udover havet igen, for kort at samle mit sind, og ej af uhøflighed.