..Vandrende blandt nye vidder

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jeg ved at det er et meget følsomt emne jeg har spurgt ind til; det er meget intimt, i hvert fald for mit vedkommende. Rejsen var en pinsel for mig, en hård prøvelse om at bevare min stolthed. Men end ikke lidt ondskab og mystik vil brække den stolthed, jeg har opbygget gennem mine ensomme år, som har forsøgt at nedbryde mig. Nej, jeg er stolt, men ej kæphøj. Mine sortnede øjne er låst tålmodigt fast på Armonia, som langsomt ville begynde at åbne hendes livsbog, for hendes rejse startede allerede tidligt; fra da hendes kære moder ej levede længere. Som om at, det var moders hensigt at der ventede en Armonia en helt unik skæbne. Mine mandelformede øre er rettet tålmodigt fremad, mens jeg har sænket hovedet en anelse for hendes skyld, simpelthen af ren respekt. Jeg ønsker nemlig at stå og virke overlegen, når hun deler disse følelser og fortider minder med mig; minder der er utrolige sårbare, nu hvor hun måtte leve i ensomheden. En forfærdelig ting, som jeg selv har måtte igennem; dog er min historie en helt anden. Min handler om forræderi, om indebrændt had.. Og ja, ensomhed. Svigt. Og savn. Mine øre flapper kort sidelæns ved disse sørgelige minder, men da Armonia genoptager efter hendes pause, drejes mine øre elegant fremad, og min intense opmærksomhed bliver atter sporet ind på hendes fortælling om hendes rejse.

Gennem hele hendes fortælling, bliver jeg stående som en lyttende statue; ind imellem gør jeg et lille ryk med hovedet, rynker svagt på mulen eller vipper lidt med ørerne, men lytte oprigtigt, det gøre jeg så sandt. Hun skal ikke være usikker på at tabe mig, eller at jeg mister interesse for hendes fortælling, for det er bestemt ikke det som sker. Jeg har selv spurgt ind til hende, spurgt ind til et dybt emne, og derfor er det vigtigt at jeg viser, at jeg lytter til hende, forstår hende og føler hende. Og først da hun stopper, gøre jeg en dæmpet, hingstet brummen, dog med en opmuntrende og trøstende undertone; det har helt sikkert gravet i nogle indre sår at fortælle om hendes bortrejste bror og hendes afdøde mor. Jeg strækker forsigtigt mulen tættere på hendes, og giver den et ømt puf af ren medlidenhed. ” Jeg er beæret, Armonia. ” Mine mørke stemmer bærer brug af dyb respekt for hende, mens jeg kort følger blikket udover havet af ren refleks; hvis der nu var fjender. Men da det ej er det, finder mine øjne atter den røde hoppe. ” Det gør mig ondt med Deres moder, men jeg er overbevidst om, at hun har været en vidunderlig sjæl. ” Mine ord er ment som en kompliment for hendes personlighed og karakter.

Jeg træder med høje knæløft gennem det iskolde havvand, og strækker den brede hals. Ørerne glider sidelæns, for at vise et roligt kropssprog. Mine mørke øjne skæver til hende, inden jeg lader mine silkebløde mule gnubbe hende blidt på skulderen; en helhjertet trøst over at have gravet så dybt i hendes indre sår.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Igennem hele min fortælling, er der revet små sår op, som med tiden i Andromeda blev helet, og langsomt blev til ar, som ikke var tydelige, men aldeles heller ikke glemt. Men nu hvor jeg har fortalt en sjæl om den rejse jeg gennemgik, er der revet en smule op i det igen. Men jeg ved, at mit sind er i stand til at klare det, for jeg er en stærk hoppe i mit indre, måske ej udadtil, men jeg kender mine egne grænser, og mine egne hensigter. Jeg ved hvad jeg vil finde mig i, og hvad jeg ej vil finde mig i. Jeg kender mit indre, og grænserne deri, men dermed ikke sagt at disse grænser er fastlåst – og for mig er det en stor styrke, at jeg kan gradbøje mine grænser, alt afhængig af det selskab jeg er i. Ligenu, befinder jeg mig i et selskab, som jeg ønsker at dele min historie med. En historie, jeg gerne deler med andre, hvis jeg synes de fortjener det, og jeg tror at de kan holde på det. Og det betvivler jeg ej, at Jaidev kan. Jeg tror inderligt på, at han interesserer sig for min historie, for ellers ville han ej havde spurgt – ville han?

Mit blik hviler hos ham, da jeg er ganske færdig med at fortælle den lange historie. Og i hans blik finder jeg en medlidenhed, jeg ikke har set i lang tid. En medlidenhed, der i nogle øjeblikke får mig til at drømme ganske let tilbage til min broders og moders blik. Men noget andet er også vækket i mit indre for denne mystiske og stærke hingst, et bånd til ham, som jeg håber vil blive styrket, og ej styrket. Jeg holder ganske meget af ham allerede nu, og jeg håber at vores bekendtskab vil udvikle sig til et solidt venskab – hvis han da ligeså ønsker det, og ser mig fortjent til det. Men for mig, er han allerede en del af mit liv i dette land, det er alle sjæle. Nogle mere end andre. Og han er mere, end andre er indtil nu, da han er den jeg har stiftet mest bekendtskab med. Mine øre vipper ganske stille rundt, da jeg mærker hans puf imod min mule, og et mildt og let smil bryder frem på min mule, for at vise at jeg ganske vidst er okay igen. Et varmt og dæmpet brum forlader min mule, inden det dør hen, da han taler.

Han er beæret over at jeg har fortalt ham min historie. Men jeg er faktisk endnu mere beæret over at have mødt ham nu, end jeg før var. Hans kropssprog mens jeg fortalte, er noget jeg sjældent ser blandt hingste, en respekt til mig, og min historie.
,,Jeg er beæret blot over at have mødt Dem, Jaidev.”
Et respektfuldt knejs finder nu sted i min nakke, og jeg bøjer let i min forkrop, for at lave et dybere buk. Denne form for respekt, giver jeg ej til alle. Jeg har respekt for alle, alle enhver, men at stå i denne stilling, er ej noget jeg gør som det første, da det kan opfattes som overfladisk så.
Jeg retter mig atter op, da han komplimenterer min moder. ,,Hun var i sandhed en ren sjæl, der kun ville alle det gode – en hoppe, jeg håber at leve op til engang”
Besvarer jeg ham med en varm stemme, der både er tilegnet ham, men også mindet om min moder.

Da han træder lidt imod mig, men længere ud i vandet, betragter jeg hans kropssprog der er afslappet, noget, jeg virkelig holder af at se. Det at han er afslappet i mit selskab, ser jeg bestemt som noget positivt. Hans mule der rammer imod mig, resulterer i at jeg sænker mit hoved ned, ligeså afslappet som han selv, og med en fløjlsblød bevægelse, lader jeg min mule ramme imod hans skulder, blidt, og for at vise, at jeg er okay, og at han ej skal tænke mere over min historie.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Der var én ting, som Jaidev altid håbede på; og det var, at når han åbnede sig for andre, eller blot talte med dem, at de så ej lyttede af høflighed, men af interesse. Hvis svaret ej ville vække interesse hos andre sjæle, så var der ingen grund til at spilde tiden på at spørgere ind. Høflighed kunne være sådan en overfladisk ting, som var begyndt at blive mere og mere misforstået gennem årerne, i hvert fald hvis man så gennem denne hingst sortnede øjne. Men netop på grund af denne holdning, så spurgte han indtil ting, som ville vække nysgerrighed i ham, og han ville aldrig blot lytte halvhjertet og af høflighed. Enhver fortælling andre ville dele med ham, var speciel og ukendt. Hvad andre havde oplevet fremmede steder, var en ganske spændende ting, fordi at han aldrig selv ville kunne se disse ting med sine egne øjne. Armonias fortælling om hendes tidligere liv og hendes rejse hertil, var ligeledes en ting som gjord hingsten opmærksom på hvad hun egentligt fortalte. Men erfaring havde gjort, at han udmærket vidste, at fortidens dybe ar kunne være modbydelige at tale om, og dele dem med andre var noget han ej selv gjord sig i. Hans fortid var hans alene, og han ønskede kun at flygte fra den; flygte så hurtigt og ustyrligt, indtil han en dag ville falde død om. At hun turde vise så meget personlighed og karakter overfor ham, var en storsindet ting fra denne røde hoppe; et tillidsfuld bånd ville blive vævet tykkere blandt dem, og det gav ham blod på tanden at vise hende, at hun ikke kun kunne stole på ham, men at han også turde åbne sig en smule for hende..

Hingstens mandelformede ører vippede lyttende fremad, da hendes blide, varme stemme besvarede hans tiltale fra tidligere. Men de ord som slap fri fra Armonias fløjlsbløde mule, var ej hvad han havde forudsat. Hvor han havde sagt, at han var beæret over at hun ville dele sin livshistorie med ham, var hun beæret over blot at have mødt hans sjæl. De sortnede øjne spærrede sig en smule op, mens de betragtede den respektfulde gestus hun gjord. Ørerne vippede sidelæns, mens hans næsebor blev en smule større. Dybt i det indre, følte han sig fortvivlet og usikker på dette; hvad var det at være beæret over ved ham? Han var jo blot en bastard. Men en anden følelse kæmpede mod den ondskabsfulde dæmon der nagede hans forpinte sind; en følelse, der fortalte at han var meget værd, og det værd havde denne røde sjæl set. Det gav stoltheden et ryk opad, og gav den lille flamme styrke nok til at danse lystigt og livsmuntret rundt i mørket, som ej så ud til at genere den lille glød. Da emnet stiftede, bøjede hingsten en smule mere i halsen og lod den ravnsorte pandelok skjule de sortnede øjne, men dog gled ørerne fremad, for at opfange et hvert enkelt ord hun ville dele med ham. Dele med hendes moder. Han brummede en kort, men utrolig dyb brummen da hendes ord nåede enden, inden han lod den silkebløde mule puffede til hendes markerede kæbe. ” Jeg tvivler ej på, at De er ligeså ren i sjælen som Deres moder. Jeg kan sagtens se denne hoppe for mig, og jeg kan også sagtens se, at De lever op til Deres moders natur. ” Sagde hingsten i en oprigtig tone, der var så præget af det intime fra fortiden, at den blev mere dyb og omsorgsfuld.

Den silkebløde mule nulrede omkring hoppens skulder i sirlige mønstre, der alle var ment til at trøste og opmuntre hende. Da hun selv så ud til at slappe af, og i en diskret berøring forsikrede ham om, at hun var okay, puffede han mulen op i hendes røde man; dybt forsvandt mulen og næseryggen under manen, og han lod sin varme ånde ramme mod hendes nøgne hals under den tykke man. De sortnede øjne skævede opmærksomt til hende, inden han forsigtigt nippede hende i skindet der på halsen; ej hårdt, blot som et lille ’klap på skulderen’. Mulen drev langsomt fri igen, og forsvandt fra hendes varme nærvær, for i stedet at finde den stolte placering foran det muskuløse korpus, da han satte i gang med at bevæge sig længere ud. Men agtede hun at følge med på en svømmetur – endda væk her fra?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Igennem mine år, som egentlig ikke er mange, har jeg dog erfaret en ting der ofte gør sig gældende i dette land, og andre steder jeg har befundet mig – høflighed. Men høfligheden kan have mange vidder, for nogle gør det af ren vane, og ej fordi de mener det. Andre gør det af opdragelse og manérer, mens nogle helt tredje udviser høflighed fordi de virkelig mener det. Men høflighed er mange ting – noget vi kan vise, noget vi kan mene, og noget vi kan dele. Jeg er vis på, i mit inderste indre, at Jaidev udviser høfligheden for mig, fordi han mener det, og ej blot fordi han måske er opdraget til det. Nej, jeg er vis på, at hvis han ej mente at høfligheden skulle tillægges til mig, så ville han ej gøre det, og dette varmer mit indre, at han derfor udviser det for mig. Han lytter og spørger ind – det er høflighed og nysgerrighed – men han lytter måske også kun, fordi de spørgsmål han stiller, virkelig er ment af nysgerrighed, og ej blot for at fylde tavsheden med ord, som så mange andre ville gøre. Vi har delt tavsheden sammen før, ja, det gjorde vi nærmest hele vores første møde, hvor sneen da stadig prydede de åbne enge, og lå mellem de nøgne træer. En hel nat, var vi ved hinandens side, udforskede og så tingene sammen. I stilhed. Noget, alle ikke kan, da de finder stilheden intetsigende – men jeg tror, at Jaidev og jeg, netop den nat, lærte ting om hinanden vi nu kan bruge i fremtiden, til forhåbentligt at skabe et bånd sammen, et bånd, der måske kan udvikle sig til et solidt venskab mellem vores to vandrende sjæle. Jeg ved i hvert fald, at jeg lærte noget om ham den aften, som jeg aldrig vil glemme.

Mine ord der rammer den flotte og maskuline hingst, rammer vidst dybere end det blotte øje kan se. Måske finder han ej nogen grund til, at jeg føler mig beæret over at have stødt på hans sjæl, igen og igen. Men jeg ser en grund. En stor grund. Men jeg deler den ej med ham, fordi det nok ville skabe ravage i hans indre, hvis jeg begyndte at tale om min grund til at være beæret over hans selskab, selvom grunden er ganske simpel. Mit blik hviler varmt og roligt på ham, og jeg bemærker den let lystige ild i hans øjne, den ild, jeg før har skimtet ganske kort. Et meget svagt smil kommer langsomt indover min mule, men hun svagt og næsten useligt. Men det er der skam. Mine røde øre vipper ganske stille rundt, og fæstner sig da hos ham igen, da hans mørke men rolige stemme rammer imod mine sensitive øre. ,,Det glæder mig at De kan se, noget af min moder i mig, trods De ej mødte hende. Jeg forsøger at leve efter det min moder fortalte, trods det både kan skabe venskaber og fjendskaber. Men dette tager jeg gerne med, og forsøger at skabe en tilværelse for mig selv, en god en af slagsen, som jeg forhåbentligt kan videregive til de sjæle jeg omgås.” Besvarer jeg ham ganske mildt og roligt.

Min mule sænkes ganske svagt, over hans sirlige bevægelser der rammer imod min skulder, trøstende og opmuntrende. Afslappet står jeg der, med hovedet svagt sænker, og øjnene der let misser af behag. Da hans mule føres op under min man, og dermed gemmer sig lidt der, drejer jeg mit hoved i en rolig bevægelse, hvorefter jeg lader min mule ramme imod hans skulder, hvor jeg begynder at nusse ham med fløjlsbløde bevægelser. Hans nap imod hals, gengælder jeg imod hans skulder, inden jeg med et friskt blik i øjet, hiver hovedet ind til mig selv, og ser på ham, nysgerrigt, da han træder ud imod vandet, længere og længere. Mit blik hviler hos ham, inden jeg med høje knæløft kommer i en let og elegant trav, der følger ham ud til siden. Jeg sprøjter med vand, men forfriskende det er det for mig. Virrer svagt med hovedet, inden mit blik falder på ham, da vi nu står side om side. Viger hovedet fra ham igen, og kigger ud imod det blå hav, søgende. Jeg vil følge ham derud, hvis han da ligeså ønsker mit selskab på svømmeturen.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Sjælenes første møde skete dengang et følsomt, skrøbeligt pulverlag sne dækkede Andromedas smukke land. Deres møde var intenst på sådan en hel unik måde, at andre sjæle ej ville kunne forstå den form for intensitet de to sjæle havde fundet sammen i tavshed; for ord var der ej blevet delt mange af. I stilheden af de udforsket hinanden, set hinanden an og ladet hinanden komme den anden nær. En ganske unik og speciel oplevelse for denne glødende hingst, som ej kunne have ønsket et anderledes møde med denne milde sjæl, bosat i den slanke, men stærke, røde krop. Nu herskede sommeren over Andromeda, deres begges land, og det havde bragt forandringer med sig; forandringer mellem dem og på dem. Men dog var der noget, der ej var ændret, og det var, at han stadig nød denne sjæls selskab; et ganske afslappende og stabilt selskab uden alt for mange dikkedarer. Han kunne få lov til at slappe af, få lov ti at åbne hans livsbog ligeså forsigtigt, bid for bid, og blomstre op for denne hoppe på en hel særpræget måde, han ej havde oplevet før, for en sjæl der hvilede så meget i sig selv, skulle der ledes længe efter; sjæle som hendes fandtes der ej i hans hjemland. I dyb tavshed stod han der, der stolte Jaidev, og betragtede den røde hoppe med de sortnede, men respekterende øjne. Han havde hørt, hvad hun sagde om hendes moder, men valgt ikke at besvare det yderligere, nej i stedet havde tankerne plantet en idé i hans sind. En idé, en plan, påmindet en mission. Da Armonia kom travende og lod havvands dråber danse over hans rødbrune hårpagt, lod han et dybt men tilfreds suk lyde fra sig, og slog kådt med det velformede hovedet, så vandet plaskede omkring hans stærke bringe, da mulen borede sig ned gennem havoverfladen. Han ville med største glæde stå der i vandet, og lege med den røde Armonia, men den stikkende tanke i sindet fik det til at glippe i ham. En fremmet nysgerrighed boblede i det indre, mens en kugle af frygt og dårlig samvittighed rev i ham. Var hun mon den rette at belære? Hovedet sank en smule, mens øjnene lod sig skjule under den knaldsorte pandelok, hvor de under den betragtede hende i tavshed. Turde han stole på hende, turde han se frygten i øjnene og vigtigst af alt: turde han give slip? Mulen dannede en diskret lille rynke, inden han satte gang i de stærke ben, der virkede til at være frosset fast i vandet af bar anspændthed. Og det var da også først da han begyndte at bevæge sig, at han opdagede hvor spændt hans krop og muskler var, opdagede hvordan hjertet øgede dets takt i hans dybe indre, opdagede næseborendes store størrelse, flankerne der pumpede. Ligeså forsigtigt, som var det en fjers blide berøring der ramte, gled hans silkebløde mule over Armonias skulder; en invitation. Et øjeblik skævede de sortnede øjne mod hendes varme, mørke chokoladefarvet øjne, inden han drev ind mod bredden med tunge og alligevel elegante skridt. Tiden var inden, nu var Armonia den altafgørende.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Den mørke hingst, der i mit sind bærer en elegant mystik over sig, er den jeg længst har haft bekendtskab med. Vi har begge været her, på nogenlunde samme tid; men af forskellige årsager. Vi ankom begge, da sneen blot lige var begyndt af falde, og dækkede det store landskab med et hvidt tæppe lignende udseende, smukt og fortryllende det var det i sandhed at beskue. Men det var ej det, der som sådan hentede min opmærksomhed dengang. Nej, det var møde med den mørkebrune hingst, jaidev, der drog min opmærksomhed til sit højeste, for at komme ham nærmere. Allerede ved første møde, skabte vi et forhold til hinanden, som jeg aldrig før har oplevet det; og se nu blot her, nu er sommeren landet i dette store land. Træerne er ej længere nøgne, og græsset har nu sin skønne grønne farve, og her står vi stadig, Jaidev og jeg, med vores kroppe nær hinanden, i endnu en fælles dans. Vi er begge placeret ude i vandet, der endnu ikke er særlig varmt, men dog ej heller bidende koldt, netop pga. årstiden som vi bevæger os i. Den muskuløse og elegante hingst der i ved min side, tæt men ej klistrende, er en hingst jeg for alt i verden ikke vil miste; han er den af mine selskaber, jeg er tættest på at betragte som en ganske god ven, netop grundet vores flere møder sammen, der for mig, trods få negative kontroverser, har været ganske fantastiske at være med i. Han er for mig en hingst, jeg føler mig ganske tryg og rolig i nærheden af; hos ham, føler jeg blot, at jeg kan være mig selv, og at han intet forventer af mig, andet end det jeg nu engang er. Jeg kan ikke tilbyde ham mere, end det jeg gør, nemlig mit selskab, min sjæl. Og ikke andet. Men det har jeg ej heller følt at han forventede, eller forventer. Men en ting, jeg er ganske lykkelig over, i hans selskab, er den udvikling han selv har gennemgået i mit selskab. Han er vokset ganske meget, mentalt, og han virker mere rolig i mit selskab. Og det er i sandhed noget, jeg virkelig sætter pris på! Jeg ønsker at han slapper af i mit selskab, at han tillader sig selv, blot at være som han nu engang er, og ikke som en anden. Men jeg presser ham aldeles heller ikke, da dette ikke er den rigtige vej frem for mig, eller for nogen anden.

Da han lader sin mule strejfe min skulder, i en fjerblød bevægelse, drejer jeg mit hoved imod ham, med det altid milde blik i mine nøddebrune øjne. Jeg betragter ham derefter, i stilhed, som jeg så ofte nyder, mens han bevæger sig ind imod bredden, med nogle pludselig mere stive bevægelser og udspilede næsebor, som om noget pludselig går ham på? Men hvad dette så er, det kan jeg ej vide mig sikker på. I stedet vælger jeg at vende mig omkring i en smidig, samlet og blød bevægelse, mens jeg holder blikket hos ham. Jo, han inviterer mig med ham. Jeg vælger derfor at sætte frem i nogle forsigtige bevægelser igennem det stadig kolde vand, og træder da med ham op til bredden. Da jeg kommer ham lidt nærmere, strækker jeg min mule ud imod ham, trods den er våd af vandet, og let rør jeg derefter hans skulder i en fjerblød flygtig bevægelse, inden jeg da trækker mulen til mig igen, og træder længere op på bredden. Da jeg er nået helt op af vandet, ryster jeg min røde krop, så vandet driver ned af mig, i nogle hurtige bevægelser, men rolige som altid. Derefter, drejer jeg min krop, så min front er imod den kære Jaidev. Mit blik er let spørgende, og hovedet sænket en smule; hvad går ham pludselig så meget på? Men jeg spørger ham ej, for jeg tror skam godt, at han tydeligt kan se på mit kropssprog, at jeg har set hans pludselige ændringer i kroppen; men at han ej heller er tvunget til at fortælle mig, hvad der går ham på. Det er hans helt eget valg.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Var hun den rigtige? Var det et klogt valg at stole på hende? Tillid og troskab var noget, som han for længst havde lagt fra sig. Hvorfor, ja det ville den røde hoppe, Armonia, snart finde ud af. Den glippede i det indre på den rødbrune hingst; de indre dæmoner rasede rundt i hans indre, ude af kontrol og overvældet af hvor målrettet hans sind var om denne mission; opgave. Alle hans fordomme om hans fortid, alt hans frygt måtte blive skyllet væk; ligesom bølgerne der skyllede harmonisk ind mod vandkanten og slettede ujævnheder i vandkanten. Da benene forlod vandkanten, for at betræde det gyldne sand, lod han ganske dæmpet suk lyde, og stoppede i en ædel parade. Hovedet gled sidelæns, og de sortnede øjne skævede tilbage mod Armonia, den tillidsfulde sjæl, der blindt ville følge ham hvor end han måtte tage hende med sig. Hun stolede på ham, det var han overbevidst om. Og ikke mindst beæret over; han havde aldrig været nød til at bevise for hende, at hun kunne stole på ham. Hun havde læst ham, læst hans indelukkede natur, og alligevel valgt at stole på hans forpinte sjæl, hvis ar hun snart skulle lære om. Jaidevs silkebløde mule strakte sig frem mod Armonias røde skulder, og lod et sagte prust ramme, mens de sortnede øjne gled i, og en indre styrke måtte samles sammen. Det ville ej dræbe ham, denne opgave, men den ville i den grad præge hans sind. Langsomt åbnede han øjnene, og lod dem betragte Armonias; betragte den ro hun ejede. Uvidenhed. Hun havde ingen idé om hvad der snart ville ske. Kærtegne strøg han mulen op ad hans bringe, inden han trak hovedet til sig, og satte fremad i en gyngende, velafbalanceret trav. Ørerne gled bagud, tilbage mod Armonia, mens en mørk, ru brummen kaldte hende til sig; jovist kun hvis hun agtede at følge ham, hvilket han regnede med. Stranden endte hurtigt på denne ø, Chibale, for i stedet at blive hersket af mægtige træer. Hvor han dog elskede de træer… Målrettet dansende han ind mellem de tykke træstammer, hvor svage skygger sulten rakte ud efter hans dansende krop. Men solen var høj på himmelen, og lod varme stråler glide ned gennem de mosegrønne bløde, som glimtrede som uendelige diamanter. I et elegant ryk slog han ned i skridt, og skridtede energisk fremad, mens han atter skævede tilbage, for at forsikre sig om, at Armonia fulgte ham.
Normalt strejfede han altid rundt på de store stier. Men efter at have fået opgaven, var han begyndt at søge fjerne, dunkle steder i skoven. Derfor havde han fundet et idyllisk, roligt sted i skoven, hvor han var overbevidst om, at der ej vandrede andre sjæle. Græsset var for højt, for uberørt; det lignede ej, at der kom mange dette sted. Langsomt vandrede han denne det kærtegnede græs, som mildt slog mod hans stærke ben. Et gav ham allerede mere ro i sjælen ved at befinde sig dette sted. Som om han bedre kunne tackle hele situationen. Med maskulint ynde vendte han sig mod Armonia, og knejste i nakken. Knejste for hende. For hendes sjæl. Hun var hans udvalgte.

” Armonia, kære sjæl. Jeg ønsker at fortælle dig oplysninger, De ej må glemme. Men ej heller må De huske dem til al evighed. Ej må De dømme mig ud fra disse oplysninger. ”

Jaidevs mørke, ru stemme havde et slør af sårbarhed over sig. Han var bestemt ikke glad for, at disse oplysninger skulle ud, og han frygtede et sted hvordan hun ville se på ham efter det, men hvor intet vover, intet vinder. Og måske stolede han lidt på hende, eftersom hun var hans udvalgte. Nu var det blot tid til at se, om det var fornuftigt at stole på en hoppe igen.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Der er noget i gærde. Noget, jeg ikke ved hvad er, og ikke ved hvordan jeg skal føle om. Jeg er i tvivl om, hvad det er han vil mig, hvorfor han pludselig er så alvorlig i sit sind, og hvorfor han pludselig ser så forpint ud. Jeg ønsker at lindre den smerte jeg kan se han ejer, jeg ønsker at vise at jeg vil være der for ham; uanset hvad. Han er en sjæl, jeg holder ganske meget af i mit indre, mere end som så mange andre. Men det er også fordi Jaidev og jeg har været i hinandens selskab et utal af gange efterhånden, og for hver gang, føler jeg at jeg lære mere og mere, både om ham men ligeså om mig selv. En egenskab, der er vigtig for mig; at lære ting.

Hans mule glider henover min røde skulder, i en let og fin bevægelse, og mit skind bevæger sig ganske svagt, ikke af foragt, men af nydelse. Jeg kan godt li at have denne kontakt til ham, det er ikke alle jeg bryder mig om at have nærkontakt med, men dog de færreste hvor jeg ligefrem bliver forarget ved det. Et prust glider fra ham, og jeg sænker svagt mit hoved ned til hans højde, med blikket imod ham, til trods for hans let lukkede øjne, og giver dermed et svagt og blidt prust fra mig ligeså. Hans øjne åbnes, og til min korte overraskelse er hans blik direkte i mit; et bånd i mit indre kommer nu stærkere frem, sådan som jeg står med blikket i hans sorte øjne, der for andre måske er tomme, men for mig, er de fyldt med mange flere ting, ting, jeg end ikke kan beskrive. Men de er dybe, ikke tomme. Jeg fjerner ikke mit blik, før han selv gør, fordi han lader sin mule glide kærtegnende op langs min bringe. Et let nip imod hans kindben, det giver jeg ham, blidt og fløjlsblødt.

Men denne ro, stopper pludselig idet han sætter frem i en velafbalanceret trav imod skoven. Mit hoved viger kort op og ned, overrasket og en smule ude af sind, fordi jeg ikke er sikker på om jeg skal følge ham eller ej. Tripper lidt fremad, inden jeg igen standser op, med hævet hoved, for at følge ham med blikket. Men da han skæver tilbage, er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal følge ham. Sætter frem i trav, efter ham. Dansende, elegant og yndefuldt; men ganske vidst også forsigtigt. For hans humør er blandet, og det virker til at han har et virvar af tanker i sindet, og jeg ønsker ikke at presse ham ud i noget, han ikke vil. Træder ind imellem træerne, hvor skyggerne hiver og flår i mig, men de ændre sig hurtigt til kærtegnende bevægelser; mig kan de nemlig ikke vinde over. Følger ham med blikket, mens jeg forholder mig en smule bag ham, for at kunne følge ham der hvor han nu vil hen. Vi ender ud i en lille slags lysning, hvor græsset er højt og nærmest uberørt. Vipper kort med ørene, blidt i bevægelserne, inden jeg standser op ved ham, der hvor han er. Skridter om til hans side, ved hans skulder. Nipper svagt dertil, inden jeg lader min næseryg bevæge sig blidt op af hans hals, kort. Trækker derefter min mule til mig, og lader mit blik falde imod ham, idet han taler. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige i første omgang, for det han siger, lyder så alvorligt, som skal han til at blotte hele sin sjæl. Men som altid, finder ordene sin vej ud af min mund, i den blide og varme tone.

,,Jaidev, jeg vil aldrig dømme dig ud fra noget der måske hører din fortid til. For fortiden er fortiden, en del af dig, men ikke din fremtid. Jeg holder allerede af dig, nok til ikke at ændre mit syn på dig, til trods for det du vil fortælle. Glemme det, det vil jeg ikke. Men jeg vil ej heller tænke på det, til al evighed. Det vil jeg gerne love dig.”

Nikker ganske blidt, inden jeg lader mine øre falde lidt bagud, forsigtigt.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

I det indre, dybt og gemt, slog hjertet hurtigere og hårde mod den brystkasse, der havde fængslet det stærke hjerte. Hvert slag sendte små pinefulde stød gennem den muskuløse og ædle krop, der så genspejlede Jaidevs galante personlighed. Hans sorte øjne var fængslet på den røde hoppe, Armonia, og en lille rynke havde fundet vej på den silkebløde mule; havde han nu kræfter til at gennemføre dette? Den ene tanke vandt hele tiden over den anden; de trak til hver deres side, som var han et stykke reb og de havde gang i en tovtrækning. Langsomt lod han sine dunkle øjne glide i, og et dybt suk blev hevet ned i lungerne, da Armonia bekræftede, at hun aldrig ville bedømme ham for hvad han havde gjort. Mon det nu også var sandt? Skeptisk rynkede han på brynene, og lod de sortne øjne glide på skrå, dog var de flygtet fra Armonias oprigtige, ærlig sjæl, og i stedet fandt han sig selv, ved at stå og glo fjernt på træerne, hvis grene så smukt var begyndt at blive nøgne. Efteråret var kommet. Hans ynglings årstid.

” Ser De, Armonia. Jeg vil fortælle Dem en historie, men ikke hvilken som helst historie. Denne historie er unik, sjælden; aldrig har den forladt en mule før. Ingen kender til denne historie, foruden den der har oplevet den. ”

Hingstens stemme var mørk, ru og alligevel fløjlsblød og drømmende; tiltrækkende. Som forsøgte den at snige sig ind til Armonias sind, og finde hendes nysgerrighed frem, for at forføre den, tiltrække den, få den til at ønske, at høre mere om denne historie. Ørerne gled langsomt sidelæns, mens de sorte øjne skævede et øjeblik til Armonia, inden de atter genfandt deres fjerne udsyn på træernes toppe.

” Jeg blev født i et landet Ukobach; et land der minder om Chibale. Det var et stort land, præget af træer og majestætisk harmoni. Et smukt land. Jeg blev født i en stor flok, som jeg aldrig fik navnet på. Forstår du, jeg var ikke accepteret i flokken. Min moder var en chokoladebrun hoppe uden aftegn, og det var meningen at hun, såvel som alle andre hoppe i den flok, skulle bære lederens afkom. Lederen var en stor, stærk, sort hingst; jeg glemmer aldrig hans ravnsorte skind. Men min moder havde en affære med en strejfer hingst, som lederen bestemt ikke kunne udholde. Det blev holdt skjult, deres intime forhold, indtil den dag hvor jeg kom til verden. Jeg lignede overhovedet ikke lederen, og ej heller lignede jeg min moder særlig meget; jeg tværtimod lignede min fader helt utroligt. Lederen kunne ikke tolerere tanken om et bastard føl i hans flok, og ville derfor smide mig og min moder ud af flokken. Hvordan hun gjord, ved jeg ikke, men min mor blev tilbage i flokken, og jeg blev udstødt da jeg ikke var særlig gammel. Tingene var hårde, og jeg var dømt til at dø, uden at nogen ville huske mig, hvis det ikke havde været for min fader; en sølle men charmerende strejfer hingst. Min tid med denne hingst, var en spraglet tid; han lærte mig en del. Og med det mener jeg ej, hvad der et rigtigt og forkert i verden, eller hvordan man begår sig med andre. Han lærte mig, hvordan svigt og forladelse føleles, hvordan forræderi blev oplevet, og hvilken forræder han var. Det gav mig mulighed for at udforske verden på egen hånd. Til at starte med var jeg nysgerrig og frygtløs, men en ung hingsteplag lærte hurtigt hvad respekt handlede om; jeg snusede mig flere gange op til forskellige flokke i mine yngre år. Til at starte med var det et håbløst forsøg på at finde tryghed og socialitet, senere fordi hormonerne simpelthen lokkede mig dertil. Ukobach virkede stort, og man skulle tro at rygter aldrig ville kunne overleve i sådan et stort land, men det var bare en løgn; der lød mange rygter om en strejfer hingst, der vandrede hvileløst fra flok til flok. I Ukobach var det uhørt at være en strejfer, men som afkom af min fader, var jeg dømt til det; alle kendte min fader, den charmerende forfør der havde været hos mange forskellige hopper. Jeg lignede jeg, og det var som om rygterne blev fodret med oplysninger for hvert dag; den legendariske hingst ensomme søn ville følge faderens fodspor. Dengang forstod jeg ej, men jeg blev hurtigt klog på, hvor farlig samvær kunne være; forstil dig en berygtet, ung hingst nærme sig en flok med hopper… Jeg holdte mig på afstand, og fulgte kun enkle flokke i smug, blot for at føle en form for tidsfordrivelse. Indtil jeg mødte hende. Hun var stadig en ung plag første gang, men det ændrede intet. En varm, mørkebrun hoppe, med store, livsmunter øje og en mild, kærlig stemme. Hun var strejfet væk fra flokken og draget på eventur i den lyse morgen, og det var det vi mødte hinanden. Jeg forelskede mig øjeblikkeligt i dette pragteksemplar. Lilith, var hendes navn. Det udviklede sig til en forbudt kærlighed mellem os; den magiske, hemmelighedsfulde kærlighed der foregik i skjulet. Aldrig har jeg elsket en sjæl så meget som Lilith. Indtil jeg fandt ud af det hele blot var en opbygget løgn. Som rygterne var blevet spredt længere ud, var de blevet fordrejet og til flere løgne. Det gik på, at jeg var en lumsk hingst, der tvangsbedækkede hopper. Der var mange små flokke i Ukobach, og de forskellige ledere var begyndt at blive irriteret over min tilstedeværelse; det var et pres for dem hele tiden, at skulle være sådan på vagt. Forstår du, det var ikke normalt at man var strejfer; alle tilhørte en flok. Det var ikke muligt at være en bastard, eller det burde det ikke være. Reglerne var strenge, og traditionerne skulle være opholdt.
Jeg var lige blevet fader til mit første føl, en velskab, smuk søn, hvor Lilith var moderen. Han var så smuk, den lille dreng. Han så stærk og elegant ud så tidligt; jeg var sikker på, at han nok skulle blive en vidunderlig søn, elsket af alle. Men det viste sig hurtigt, at Lilith var blevet brugt; og hun havde brugt mig. Hun var blot en lokkedue, et bevis på at jeg var den stygge hingst, der bedækkede hopper. Min søn var ikke accepteret, og for at udslette bastarderne, blev han dræbt af lederen i flokken… Og jeg var dømt til ensomheden endnu en gang; denne gang med tabet af kærlighed, familie, med alt.”

Da tav Jaidev endelig. Det var som om en trance var blevet lagt over ham mens han delte fortiden med hende. Men nu hvor ordene var væk, sætningerne havde forladt hans mule, fik han endelig følelsen af hvad han havde sagt. Og med det samme ramte et ubarmhjertigt stik af savn ham. Savnet af Lilith og hans elskede søn. Savnet fik selskab af væmmelse; væmmelse ved tanken om det sidste syn af hans ellers så smukke søn; der havde forladt verden, banket og tæsket ihjel. Væmmelse over Lilith falske kærlighed.
Væmmelse over ham selv.
I et elegant skridt, lod Jaidev sin muskuløse krop glide tilbage, både for at sluge hvad han lige havde sagt, og for at give Armonia mulighed for komme sig over hans lange tale. Hans sorte, blanke øjne skævede et øjeblik sårbart til Armonias varme, venlige øjne, inden han da lod dem falde mod jorden. Den silkebløde mule gled langsomt fremad, og nænsomt kærtegnede han et gammelt ar på knæet, i tavshed og anspændthed. Han var knækket, ødelagt, nedbrudt; han var åbnet op, og nu klar til at blive manipuleret med. Den stærke murblokade var væltet. Og han var knækket med.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Hvad den mørke hingst har i sinde at fortælle mig, det har jeg ingen idé om. Men jeg kan se på den kønne hingst, at det ej er noget der er nemt for ham at sige. Inderst inde, er jeg i gang med at berede mig selv på en skrækkelig historie, et savn. Ja, alt hvad der kunne have skabt denne hingst der nu står foran mig, muskuløs, stolt men svækket i sindet. Mine røde øre vipper ganske stille omkring, idet han starter ud med at sige, at det er første gang historien nu vil blive fortalt fra den mund, som historien tilhører. Og jeg bliver dermed sikker på, at Jaidev, den mystiske hingst, nu vil fortælle mig noget, som jeg er ene om at have fået af vide af den historien tilhører; Jaidev.
Idet han lader sine øjne falde mod træerne, begynder den historie, der skal vise sig at være skrækkelig i mine øre. Igennem hans fortælling, hviler mine øre i hans retning, men da det når klimakset med hans søn, der bliver slået ihjel, og løgnen fra Lilith, glider mine øre sørgmodigt bagud. Sørgende, på Jaidevs vegne. Det at vide, at intet af det har været sandt, end ikke kærligheden, må ikke være nemt at bære. Men det giver mig også et stort indblik i, hvorfor Jaidev, den ædle men mystiske hingst, nu engang er som han er. Han er knækket. Ødelagt, og føler sig vel stadig efterladt af dem han elskede, men hvor det ikke var gengældt. Mit hoved glider langsomt længere ned, mens fortællingen begynder at fade ud, og der ej er mere at fortælle. Han træder et skridt bagud, og skaber dermed plads for ham selv og for mig. Men den plads, den har jeg nu ej brug for. Mit hoved er stadig sænket ned, og mit blik søger imod ham, da han klør et gammelt ar på benet..
Træder langsomt to skridt frem, imod ham, med ørene stadig let bagud, sørgmodigt og ej vredt. Overhovedet.
Min mund åbnes herefter, og den varme og fløjlsbløde stemme finder sin vej frem, og imod ham med luften.

,,Jaidev.. Din historie, din fortid.. Det gør mig inderligt ondt, at så meget skulle hænde blot én enkelt sjæl. Din søn.. Han ladede livet uden nogen grund der var gyldig eller korrekt.” Holder kort en pause. ,,Men det er så vigtigt for mig, at du fortår én ting, kære Jaidev. Det var ej din fejl. Du valgte ikke din egen skæbne, dit eget liv, din fortid eller din fader. Men dine følelser, kære du, dem kan du ej selv kontrollerer.. DU valgte kærligheden, og den er stor. At du så ej opnåede kærligheden fra hende, gør mig inderligt ondt. At du mistede din søn, gør mig om end ikke endnu mere ondt. Jeg ville ønske jeg kunne lindre din smerte, men det kan jeg ej. Men det er vigtigt for mig, at du hører dette; du valgte ikke din far, eller din fortid. Men du vælger selv din fremtid kære. DU vælger selv, hvem du vil være i dette land. Hvem du vil se, hvem du vil omgås, og du vælger selv, om dit indre skal heales eller ej. Du bliver nødt til, at lade være med at bebrejde dig selv hvad der skete dengang, for det var ikke dit valg. Du bliver nødt til, at slippe dig selv. Og komme ud over den mur, du selv har opbygget for at beskytte dig. Du er havnet her af en grund kære. Udnyt den grund; udnyt den chance du har fået, for at leve det liv du ønsker, uden at nogen kender dig, og dermed ej kan dømme dig.”

Min stemme er hele tiden blød og varm. Sådan er jeg blot. Lader mulen glide frem, for derefter at nippe meget forsigtigt til hans skulder. Han er nødt til at slippe sin mur. Lade den falde sammen. Trækker mulen til mig igen, for at se hans reaktion.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Den ædle Jaidev forblev tilbagestående, reserveret. De mandelformede øre var gledet baglæns, mens hele hans udstråling lyste af utilpashed og fortrydelse; ej en fortrydelse over at han havde skænket hans livshistorie til Armonia, men fortrydelse til hvilke hændelser der var sket i løbet af fortidens tid. Hvis han blot havde været stærkere, så kunne han have beskyttet hans søn, det var han overbevidst om. Men han havde været for svag, og derfor ukampdygtig allerede inden skæbnen havde fanget ham. Hævnen.
Hvor længe blikket hviler mod jorden, vides ej, men duften af Armonia blev pludseligt kraftigere, og det berettede om, at den røde, milde hoppe var rykket nærmere. De sorte øjne hævede sig langsomt op mod Armonia, søgende efter hendes varme, rare øjne. Kærlige øjne. De var beriget med al den kærlighed, han havde savnet hele livet igennem. Et sted i det indre var en brændende længsel efter denne kærlighed; en længsel efter at føle den, opleve den, synke hen i den og forblive der til evig tid… Men en kraftfuld magt holdte ham tilbage, og nedtrykte dette savn. Det havde været en svaghed at vise sin kærlighed, og ikke mindst hvor stor kærlighed man havde til en anden sjæl, så derfor blev denne boblende længsel nedtrykt, undertrykt. Ørerne blev langsomt lokket fremad, da Armonias stemme brød tavsheden. Hendes ord fik ham til at ranke den muskuløs krop op, mens han med oprigtig intensitet lyttede til ord, tog dem til sig og forstod. Hun var som Lyset, han havde mødt for ukendt tid siden. Hun mindede ham om, at han kunne være dén han ville være, men han var nød til at stoppe med at bebrejde sig selv.

Da hendes tale var over, ramte et blidt nip den mørke hingst, hvis sortnede øjne gled mod den bløde mule og dens berøring på hans varme skind. En lille, tilpas rynke blev dannet sigende på hans silkebløde mule, inden han med galant udstråling, trådte den røde hoppe nærmere. Front mod front stod de. De sortnede øjne betragtede længe Armonias varme, brune øjne, mens ørerne var vippet sidelæns, og hele holdningen var en blanding af respekt og ærefrygt for den røde hoppe. Hun havde bestået hans prøve, nu var det blot et spørgsmål, om hun også ville bestå Lysets test. Fjerblød var kærtegnet, da han blidt puffede til hendes kæbe, og lod et sigende, forførende glimt passere gennem de spejlblanke øjne.

” Kom med mig, Armonia. ”

Det var ej en ordre. Det var en forførelse, hun selv måtte vælge om hun ville følge med i. Stemmen havde dykket nogle toner ned, så den var en blanding af maskulinitet og charme, alt imens den rugende, tomme fornemmelse var erstattet af behaglighed og visdom. Øjnene afventende hendes reaktion på hans indbydelse, mens kroppen trådte en smule fremad, mod retning hvor de var kommet fra; havet. Lyset var efterhånden begyndt at svække, så nu skulle de blot betræde hans forhadte rige. Hvis hun da agtede, at følge med ham atter en gang.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Mine fine bevægelser, er aldrig blevet erstattet af mere kantede bevægelser; det ligger blot ikke til mig. Alle de bevægelser jeg dermed foretager mig i nærheden af denne mørke og stadig mystiske hingst, er derfor ganske blide og forsigtige i sig selv. Blot en enkel berøring af den stolte og muskuløse Jaidev, udfører jeg med stor ømhed og blidhed, som kunne han gå i stykker for øjnene af mig, selvom jeg jo godt ved, at dette aldrig vil blive til virkelighed.
Jeg ved også godt, at hingsten der står foran mig, som han så tit har gjort, nu har blottet sin sjæl overfor mig, ved at fortælle mig sin historie. En historie, der er meget hjertevarme i, sorg, glæde og ikke mindst tab. Men den mørke Jaidev, må blot aldrig give op, og lade fortiden indhente den fremtid han har i dette land; og hvis jeg kan, vil jeg forsøge at sørge for, at det ikke sker. Han skal leve sit liv i dette land, måske ikke det liv han havde troet han skulle; men dog er han altid med til selv, at vælge hvilken vej han ønsker at tage. Den snoede, mørke vej, med bakker og nedture, for at straffe sig selv for en fortid han ikke kan ændre, eller tage den lyse sti, med åbne muligheder for at skaffe et liv der er ham langt mere værdigt, end det han har nu. Jeg kan tydeligt se, at han er utilpas over den situation han nu står i, som om han fortryder han har fortalt mig det; men noget i mit indre, siger at det ikke er det. At det nok nærmere er den fortid han har haft, han fortryder. I en let bevægelse, træder jeg ham en anelse nærmere, og sænker hovedet ned, mens et sagte og opmuntrende prust forlader min fine røde mule. Han hæver langsomt sit mørke hoved, og lader sine øjne falde ind i mine, som søgte han den kærlighed jeg har at give. Han lader til at føle sig kort hjemme i mine øjne, i stedet for at føle sig skræmt af den varme og blidhed de besidder. Da mine ord er fortalt, er jeg sikker på, at jeg trods alt har fået ham til at forstå hvor jeg ville hen, og jeg lader ham derfor bearbejde de ord han måske har tænkt sig at sige, ved selv at forholde mig ganske tavs.

Da han træder mig nærmere, for at vi så står front imod front, virker det til at jeg i hans øjne har været værdig nok til at kende hans historie. Hans fjerbløde puf rammer imod min kæbe, og dette gør at jeg i en blid bevægelse tager hovedet en hak op, så jeg ikke længere står så lavt med det nede. Hans holdning overfor mig, er anderledes nu, som om en respekfyldt aura vandre omkring ham, overfor mig. Noget, jeg ikke havde regnet med. Mine varme øjne forbliver i hans, med en ømhed, inden jeg med et let nik i nakken, lavt med hovedet, og let lukkede øjne, udviser den selv ramme respekt overfor ham. Åbner da øjnene igen, da hans stemme nu høres, en indbydelse til at gå med ham, i en forførende tone. Hans stemme der før var så tom, er nu indbydende, maskulin og charmerende; måske, har mine ord virkelig været behjælpelige for den mørke Jaidev; Jeg håber det inderligt. Hans øjne hviler på mig, afventende, inden han træder en smule fremad, imod havet som vi kom fra. Uden tøven, drejer jeg omkring, og bevæger mig skråt langs hans side, inden et blødt puf lander imod hans skuldre, og jeg vandre nu med forsigtige skridt imod jorden, bløde og svævende, som kunne jorden gå i stykker, i stilhed ved hans side. Jeg vil altid følge hans side; så længe han ønsker mig der.

TRÅD FORSAT HER: kyana.proboards.com/index.cgi?board=zenobia&action=display&thread=774