Når ensomheden er den eneste ven..

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev, hingsten med det brunrøde pelspagt der nærmest glødende i omgivelserne, bevægede sig fremad med skridt, der var så lette og dansende så det lignede at det var selve vinde, der legede med ham, der førte ham gennem dette rige, Andromeda. Men Jaidev var ingen ’vinddanser’, det lå i gerne; det var med i den forbandelse han selv mente, han havde fået. En forbandelse der var overført ved naturens gang; han havde gener fra sin fader. Det lå alt fra faderen; det karakteristisk V på forbenet, den glødende farve, bevægelser.. Han lignede denne hingst så forbandet meget; han lignede en forræder. Men hvad når forræderen bliver offeret? Han havde aldrig forrådt nogen, og havde ej i sinde at gøre det nu. Men han vidste udmærket, at han ej kunne undgå at blive bedømt af andre sjæle, han havde ingen idé om hvad de mente om ham. Men som om det betød noget, han var egenrådig, egensindig, han var herren over sig selv. Og det vidste han også tydeligt med den stolte udstråling, som nærmest skinnede ud af ham. Men der var meget mere i denne hingst, end hvad øjet ville kunne se; han var en kriger. En kriger som havde en uopklaret opgave; en opgave om at se frygten i øjnene. Stoltheden skulle overvindens, han måtte lade stoppe op og lade tiden overhæle ham. Men hvad gjord han så, når tiden havde gjort det? Var tilværelsen blot intetsigende derefter? Et spørgsmål rejste flere efter sig. Han vidste intet, han var så uvidende. Alligevel vidste han noget, men det gjord alle de andre også, han var overbevidst om at han ej var den eneste som havde fået en snert af hemmeligheden til dette land; måske var han unik, men i hans verden var alle unikke. Pludselig stoppede hingsten op, og nynnede op i en dyb, hingstet brummen, mens de mandelformede ører flappede sidelæns, og den brede hals knejste sig langsomt sammen. Et hårdt fnøs lød fra den silkebløde mule, mens hans sortnede øjne, sorte som perlekugler, skævede omkring i en intens søgning på liv. Var han alene i dette drømmeland, hans yndlings rige, eller blev han forfulgt, eller opdaget af andre levende sjæle? Det måtte tiden vise.

[ ÅBEN TRÅD. ]

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Et hårdt fnys får mig til at vågne en smule op fra tankernes verden, som jeg langsomt var hensunket til. Jeg kniber mine øjne en anelse sammen og flapper ørerne ud mod hver deres side, inden jeg ganske kortvarigt ryster mig over – som om jeg havde stået her længe og ville ryste støv og edderkoppespind af mig. Så længe har jeg naturligvis ikke stået i mine egne tanker, jeg kan bare godt lide, at min sorte farve kommer til udtryk bedst muligt. Og sort, det er jeg. Om sommeren, når selv de mindste af mine dun fra vinteren har forladt mig, er jeg lige så sort som det allersorteste; og spejlblank i pelsen. Min man og hale, den fyldige hårpragt, bærer heller ingen røde eller brune hår. Nej, jeg er ganske enkelt sort. Om det er en kedelig farve, det betager mig egentligt aldrig, for det er min farve, og jeg har lært at bære den med stolthed. Stolthed. Det er en af de større dele af mig, en af de ting, jeg vil gå rigtig langt for at bevare. Jeg står inde i en lille lund, som er omgivet af alskens grønne træer, som er et tydeligt tegn på, at foråret har vundet over vinter og snart vil give sin pligt videre til sommeren. Langsomt hæver jeg hovedet i vejret og knejser nakken hingstet op. Med mine lange, taktfaste og galante skridt bevæger jeg mig ud fra lunden og ud mellem træerne, hvor noget får mig til at stoppe op; en hingst, en hingst med en dyb rødbrun farve står stille nogle meter fra mig. Mit forhold til hingste er ikke så meget anderledes end det er til hopper. Jeg viser stadigvæk ingen respekt, men angriber de ikke mig, angriber jeg heller ikke dem, medmindre de giver mig grund til det. Og derfor puster jeg mig ikke op. Næh, jeg bevarer mit rolige kropssprog. Afslappet, kontrolleret. Mit ene øre vippes en anelse bagud, og jeg fjerner ikke mine mørke øjne fra ham. Hvad han søger i denne skov, det rager i bund og grund ikke mig, men han har vækket mig fra tankernes verden. Og søger han at begive sig videre på sin vej, skal jeg ikke stå i vejen.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Selv her er luften kvalmende tyk. Den sødme brunsten bærer med sig, hænger nærmest overalt. Flere gange har den mørkglødende hingst måtte stoppe op, og inhalerer denne sødme, som har tændt hans hormoner i kroppen, og gjort ham mere dominerende end ellers; men det er som om, at brunsten ikke stopper, men at han tværtimod må leve med den resten af livet. Og derfor må han vænne sig til den. Men hvordan vænner man sig til en lugt, som indprenter sådan et stærkt indtryk? En lille, utilfreds rynke blev blottet på den silkebløde mule, mens ørerne vippede bagover og musklerne spændte en anelse. Pludselig rammer en anden lugt ind mellem den erotiske brunst; en mare markant og firkantet lugt, som kun han stamme fra en hingst i nærheden. Det ene næsebor blev krænket opad, mens øjnene kneb sig en anelse sammen, som var han et varmesøgende missil, der lige skulle orienterer sig om, hvor varmen – lugten – befandt sig. Langt væk der var den bestemt ikke. Elegant drejede hingsten den muskuløse krop, og fangede en levende skygge. En hingst med en kulsort, dunkel farve stod i det fjerne. En ravndragt. Hvis han blot havde ejet den sorte farve, den elegante farve, ville han aldrig ligne en forræder; eller ville han? Tankerne blev slået væk, mens han gjord et let ryk med det fintformede hoved. Hvor længe den sorte skyggehingst havde stået og beluret ham, var han godt uvidende om. Og han havde heller ikke kunne lugte den fremmede, nu hvor brunsten var sådan en dominerende lugt. Jaidev knejste dybt op i den brede hals, og stod i en ædel parade med en intens opmærksomhed på den fremmede skyggehingst. En så intens opmærksomhed der udfordrede denne skyggehingst; ville han komme nærmere eller vandre væk?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg kan godt lide foråret. Men foråret bringer noget med sig, som får flere hingste til at have svært ved at holde koncentrationen. Mange forandrer sig. Synderen er brunsten. Naturligvis kan hopperne ikke gøre for det, det er en del af naturens gang, men til tider ville det hele være lettere, hvis duften bare kunne blive hos dem i stedet for at skulle mænge sig mellem hingstene. Jeg vil ikke betegne mig selv som en gammel nar. Jeg er jo på ingen måde en ældre herre, men jeg er heller ikke ny og nyskolet. Jeg vil sige, at jeg er i min bedste alder; jeg har lært noget om livet. Jeg er erfaren. Men på trods af det skal det da ikke være nogen hemmelighed, at selv jeg har svært ved at holde kontrollen intakt på denne årstid. Da den rødbrune hingst opdager mig, er jeg ikke i tvivl. I en elegant bevægelse drejer han omkring, og der går mange minutter, mens vi blot står og betragter hinanden. Hans bygning fortæller mig noget om, at han ikke er meget yngre end mig selv, men han er bestemt heller ikke ældre. Han er muskuløs, men stadigvæk slank. Vi er ikke langt fra hinanden, men alligevel er jeg af en lidt anden kaliber. Jeg er spinkel, men utrolig graciøs, og selvom musklerne ikke står op i ansigtet på folk, så er de der altså. Og så er der min silkebløde, lange man og pandelok, samt den fyldige hale. Jeg spidser min mule en anelse og smækker halen om mig et par gange. Han lader ikke til at føle sig truet af mig, og det er gengældt. Men jeg bemærker hans intense opmærksomhed, og jeg er en anelse i tvivl om, hvordan den skal tolkes. Jeg beslutter mig for at give det her et forsøg; måske kan jeg lære noget af mødet. Med mine lange skridt bevæger jeg mig fremad mod den rødbrune hingst.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Allerede nu, havde den mørke Jaidev lært noget om denne sorte skyggehingst; han tog imod en udfordring. Om det var positivt eller negativt, det kunne der være individuelle syn på; men for Jaidevs vedkommende, var det positivt. Det gjord blot denne fremmede mere interessant, netop fordi han turde tage en chance. De sortnede øjne betragtede hvordan det sorte muskelbundt kom nærmere og nærmere, men uden at øjnene ville æde denne fremmede; tværtimod gled de over den sorte pels med et glimt af accept og fascination. Men de følelser blev hurtigt ædt af intetheden i Jaidev, som lod øjnene glide mod den fremmede hingst sorte hoved, hvor en lang pandelok skjulte hans øjne. Det gik først op for Jaidev der, at hans spejlblanke øjne også var dækket af den ravnsorte pandelok, nu hvor han stod med næseryggen i en lodretlinje og halsen buet elegant. Den sorte skyggehingst bevægede sig med sikre skridt, som viste en stor stolthed, men ej virkede han truende. Og derfor holdte Jaidev sig også neutral; hvis denne fremmede var god ved ham, ville han også være god ved ham. Hvis det var omvendt, så ville han ikke være bange for at spille med de mange muskler. ” Goddag, fremmede. ” Lod Jaidevs stemme da den sorte var tæt nok på; en hæs, mørk stemme, der dog havde en hel unik undertone og en behagelig klang. Ørerne drejede sig fremad, nysgerrigt og opmærksomt på den sorte hingst, alt imens han ihærdigt forsøgte at sætte ord på, hvad den fremmede lugtede af.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg er ejer af en ganske pæn mængde stolthed. Den er en stor del af mig, og jeg ser på ingen måde, at der bliver trådt på den, og selvom den går i spil med min selvkontrol, der er lige så kæmpe, så er det altså ikke ret meget, jeg kan hive og trække i den stolthed der. Jeg er normalt en ret beskeden hingst, og det kan netop lade sig gøre på grund af min selvkontrol. Jeg har ikke behov for, at alle skal høre mig eller se mig, for den sags skyld, men jeg forsøger da bestemt heller ikke at skjule mig. Det betyder også, at min stolthed ikke ligefrem emmer ud af mig, men på grund af min baggrund kan jeg heller ikke gemme den helt væk. Jeg er klar over, at jeg har meget ædelt blod i mine årer, og det skinner klart igennem i min noble bygning. Men den rødbrune hingst, der står overfor mig i det øjeblik, jeg stopper op, er bestemt lige så velansat. Det er jeg slet ikke bleg for at indrømme. Jeg er klar over, at jeg skal opføre mig pænt. Det her handler om, at der ikke er en, der tirrer den anden, for kommer det dertil, holder jeg ikke igen. Jeg har da også valgt at holde en pæn afstand mellem os af samme årsag.

,,Goddag.”

Jeg vælger at holde mig til et enkelt ord. Dette er der flere årsager til, og en af dem er, at jeg forsøger at gøre ham nysgerrig for at høre mere af min stemme, der sandsynligvis ikke er helt, som man kunne regne den for at være. Min stemme er ikke helt så mørk som hans, og den er ej heller rå. Vel er den ikke feminin, men den er eller ikke ultimativt maskulin. Min stemme er drenget, men alligevel helt utroligt opdragende, og havde han været en hoppe, havde der sandsynligvis ligget en charmerende undertone bag det hele.

,,Hvad kan jeg kalde dig?”

Blot for at gøre udtryk for, at jeg ikke er umulig at snakke med, skal jeg da gerne være den, der tager et initiativ til at starte en samtale. Om han er interesseret i det, det er jeg på nuværende tidspunkt ikke klar over på nogen måde.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Enhver lille detalje denne fremmede, sorte hingst ejer, er alle blevet optager hos Jaidev; indprentet på den gode hukommelse. Han stopper i en acceptabel afstand, og derved vises det igen, at han ikke udgøre en større trussel; i hvert fald ikke lige nu. Hans bygning er meget ædel præget; en stæk men slank krop. En nobel bygning, ville man beskrive hans kropslegeme som. Det vækker inderst inde en interesse hos Jaidev, for hvilket land kommer han fra? Dog bliver interessen slået ned igen, da det egentligt ikke kommer ham ved, hvor denne fremmede høre til. Men dét som virkelig gjord at nysgerrigheden flammede op, var den velopdragende, drenget stemme. En stemme som var så velkendt, og alligevel glemt for Jaidev; hans egen faders stemme. Hovedet gjord et kort ryk, mens de mandelformede øre vippede en smule bagover, trods det kunne ligne at det blot var et insekt, eller viden for den sags skyld der irriterede hans øre, ej den fremmedes stemme. Alligevel gjord det ham nysgerrig, draget.

Den fremmede er ej bleg for at snakke, og hans ord er også ganske høflige og velopdragende, men ej vil Jaidev tro på denne høflige attitude, for mistroisk som han er, stoler han ej på andre. Alligevel lader han også sin høflighed skinne igennem, da han knejser i halsen for den fremmede, i en form for respektfuld hilsen, inden hans stemme atter eskalerede omkring dem; en stemme som virkede ældre, erfareren end den sortes mere drengede stemme, trods de måtte være omkring samme alder. ” Mit navn er Jaidev. Hvad må jeg tiltaler Dem med? ” Langsomt drejer det ene øre sig fremad, for at vise en interesse, som er ganske ægte.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg er opdraget til at være høflig ud over alle grænser, men oprindelsen af dette skete i de dage, som jeg så inderligt forsøger at glemme, og jeg er klar over, at jeg er nødt til at kaste tanken fra mig, mens jeg endnu har muligheden for det. Det er af samme årsag, at min stemme er præget af, at jeg er godt opdraget. Eller, det var jeg i hvert fald. Jeg er af den opfattelse, at når man er godt opdraget, så har man en god grobund til videre udvikling, og den udvikling er så sandelig også sket. Jeg er klar over, at jeg den dag i dag ikke ville leve op til de kriterier, min mor forsøgte at opstille for mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har løsrevet mig. Været rebelsk. Opført mig en anelse.. tosset. Og havde jeg ikke gjort det, ville jeg da heller ikke være, som jeg er i dag. Jeg har erfaret nok i mit liv til at vide, hvad jeg har tænkt mig at gøre i enhver tænkelig situation. Dermed ikke sagt, at jeg ved alt, for det ville være en smule optimistisk at sige. Hingsten udgør en hilsen for mig, og det jeg især bider mærke i, er at den har en ufattelig lighed med respekt, og i et kort øjeblik har jeg lyst til at ryste på hovedet af ham. Jeg udviser aldrig respekt, og han kommer i særdeleshed heller ikke til at opleve den fra min side af. Naturligvis sparer jeg mig selv fra at ryste på hovedet. Der er ingen grund til at fornærme ham.

,,Mit navn er Seth.”

Jeg bebrejder ikke min mor for det navn, hun har givet mig. Et enkelt navn på en enkelt stavelse, der udstråler prægtighed. Jeg er klar over, at jeg med disse tanker kan lyde en anelse selvfed. Jeg mener, at selvtillid og selvværd er gode egenskaber, men jeg mener absolut ikke, at jeg er bedre end alle andre. Jeg føler mig ikke højerestående end nogen anden. For mig er vi alle lige. Men alligevel afgiver jeg aldrig min respekt.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Der er noget, som ikke passer til denne hingst; han udstråler høflighed og virker velopdragen, alligevel ligner han en som blot vil ryste respekten af ham, som om det er noget som han ikke behøves; og ikke behøver at give andre. Jaidevs øjne kniber sig en smule sammen, mens hovedet langsomt rykker en smule sidelæns. I hans verden, er respekt vigtigt; det viser, at man accepterer hinandens sjæle. At han accepterer den sorte hingst, at han ej har ondt på sinde. Men ak, der er vel forskellige syn på respekt, og hvis denne skyggehingst er for højstillet overfor andre sjæle, så er der ingen grund til at pudse trofæet; hvis han ikke giver respekt, så er der heller ingen grund til at give ham det. Han skal i hvert fald ikke tro, at han er Jaidev overlegen – for så er Jaide ikke bleg for at puste sig op. Men at skyggehingsten virker høflig og velopdragen af sind, viser også at han ej har bagtanker; men hvem falder for facaden? Den glødende hingst stoler ikke blot på lidt høflighed, der skal langt mere til.

Seth. Navnet på skyggehingsten. Ørerne drejer sig opmærksomt fremad, mens navnet bliver taget til ham. Et navn som er indprentet sammen med udseendet fra en knaldsort hingst. Navnet er kort, men alligevel er det ikke intetsigende, det passer egentligt til ham, skyggehingsten. ” Det er en ære at møde Dem, Seth. ” Et let nik understreger ordene, nærmest for at gøre dem mere ’lysene’, mere sande og fangende, så denne Seth kan se at Jaidev taler oprigtigt. Man kommer jo længst med sandheden. Men dog bluser der ingen respekt op i stemmen eller holdningen denne gang, der er kun efterladt et lille spor af accept i de sortnede øjne, som er gemt under den ravnsorte pandelok. ” Hvor længe har De vandret i Andromedas rige? ” Tidligere havde den sorte hingst ikke været bleg for at starte en samtale, og det tager Jaidev nu fat i og udnytter.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg bider mærke i, at han ikke er helt tilfreds med min temmelig kolde afvisning af hans respekt. Dette er ikke ment som en fornærmelse mod den rødbrune hingst, men blot en af mine roligere måder at udtrykke på, at han ikke kommer til at få respekten fra min side af, og at jeg absolut heller ikke behøver den fra hans side af. Jeg er klar over, at Jaidev endnu er fremmed for mig, og jeg kender ikke hans temperament. Men han er trods alt en hingst, og jeg tvivler på, at han er en vattet en af slagsen. Derfor er det en forsigtig dans, jeg træder. Jeg kender trinene, og jeg har ikke tænkt mig at snuble. Jeg gør mig ikke så meget i det med facader, og selvom jeg godt kan give udtryk for det modsatte, er jeg altid mig selv. Det er bare en meget lille del af mig selv, jeg viser. Om den rødbrune hingst er klar over dette, det er for mig også ligegyldigt. Han må tænke lige nøjagtig, hvad han vil. Han nævner, at det er en ære at møde mig, og hvordan jeg skal tolke det, det løber igennem mit sind i nogle øjeblikke, hvor jeg blot holder mine øjne, der er knebet en smule sammen, rettet mod ham. Jeg betragter ham velsagtens en smule, indtil jeg giver et ganske kort nik fra mig, hvorefter jeg ganske kort spidser mulen.

,,Hvordan kan du afgøre det på så kort tid?”

Udtales disse ord med et forkert toneleje, kan det lyde helt forkert. Bebrejdende. Anklagende. Nedværdigende. Sætter man de rigtige toner på, får de dog en helt anden betydning. Med min rolige stemme, der ej indeholder nogen form for negativitet, skulle de gerne få en tilnærmelsesvis positiv mening. Jeg er blot interesseret i at vide, hvordan han så hurtigt kan afgøre, at det er ham en ære. Hvad er det, der får ham til at sige det? Hvad er det ved mig, som han finder en ære ved at møde?

,,Min tilværelse er endnu kort. Få uger. Og du?”

Jeg bemærker, at han med stor høflighed tiltaler mig i De-form, hvilket jeg måske også burde have valgt, men man ved trods alt aldrig, om det selskab, man står i, fortjener at blive tiltalt så formelt. Og starter man ikke med det, lyder det trods alt pænest, hvis man konsekvent gennem hele samtalen benytter sig af samme tiltaleform, som man startede med.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jeg lader mine mørke øjn hvile på den ædle, sorte hingst foran mig, mens mine mandelformede ører er rettet fremad, opmærksomt og interesseret i at finde ud af hvem han egentligt er; ikke blot med navn, men mere dybdegående. Jeg ønsker at grave dybere ned gennem den kølige attitude han har sat op, for noget har vækket min interesse. Måske er det den store afgrund der burde være fra velopdragen og høflig, og så alligevel den mere drengerøvet aura han skinner så tydeligt med. Det er fremmede elementer for mig, i hvert fald når jeg tænker på de møder jeg har gjort mig i dette land, men det er meget familiær. Det får mig til at tænke på fortiden, som hele tiden prikker til mig, ligegyldigt hvor mange gange jeg forsøger at ryste den af mig. Den er der hele tiden som en sort sky, der hænger og tordner over mit hoved.

Pludselig lyder hans stemme igen, og jeg drejer al opmærksomheden mod det spørgsmål han stiller. Et spørgsmål der prikker lidt til mig, og jeg er næsten sikker på at der er bevidst. Men hans tone er ej så nedværdig eller provokerende, som jeg først ville tro den ville være; den lyder i stedet næsten nysgerrig efter at høre svar. Langsomt strækker jeg halsen en smule, dog ikke direkte mod ham, blot en smule for at løsne op i de spændte muskler, og for at give et velovervejet svar. ” Ser De, for mig er et møde med enhver sjæl en ære; ligegyldigt hvor længe jeg har kendt denne sjæl, eller hvad den sjæl synes om mig. Min mening er, at ethvert møde med en anden er noget man lære af, og det i sig selv er en ære. Så derfor mener jeg, at det er en ære at møde Dem, Seth. ” Svarer jeg i en oprigtig tone, der tydeligvis bærer præg af sandhed og en snert af respekt for hans karakter.

Hans svar om hvor længe han har levet i Andromeda, viser sig at han ikke har levet her mere end et par uger. Jeg gøre et lyttende nik, der tydeligt viser hvor meget jeg egentligt lytter til hans svar, og ikke blot spørger for at få en passiv, intetsigende samtale i gang. ” Modsat Dem har jeg vandret i Andromeda længe; måneder. Jeg har set årstiderne skifte. ” Svarer jeg i en dyb tone, alt imens jeg nikker bekræftende. Langsomt træder jeg fremad med et enkelt, dansende skridt, lidt for at prøve ham af og se hvor hans grænse er tegnet, eller om han tillader mig at komme nærmere. ” Jeg antyder at De ej har oplevet meget i landet endnu? ” Spørger jeg i en rolig tone, mens det ene øre vippes en smule bagover; hvis han ikke ønsker mine spørgsmål, kan han blot lade være med at svare.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg indeholder meget mere, end det blotte øje har tilladelse til at se. Men det er ikke mere end to, der kender dette indhold. Kun to, der er blevet præsenteret for alt det, jeg ikke lader dagslyset skinne på. Kun to, der har fået lov at mærke den side af mig, som jeg hver dag gemmer væk. Ja, der er jo egentligt tre, men den tredje døde for mange år siden. Jeg har bare lært, at jeg fungerer meget bedre, når jeg kun behøver koncentrere mig om mig selv. Jeg er absolut en enspænder, jeg er min egen lykkesmed. Og der er absolut ikke nogen, der skal prøve at ændre på det. Jeg blander mig jo heller ikke – for det meste ikke – i, hvordan andre vælger at leve deres liv. Det er jeg sådan set ret ligeglad med, og jeg er sjældent interesseret i at lære folk at kende, for hvad skal jeg egentligt bruge det til? Jeg betragter den rødbrune hingst med en vis interesse, da han tygger lidt på mit spørgsmål, og jeg ved, at det måske var lidt af et sats at komme med sådan en. Men jeg kender mig selv, og jeg stoler på, at jeg kan finde ud af at formulere mig korrekt. Det ved jeg jo, at jeg kan, men det er bare ikke altid, at andre ser det lige så tydeligt, som jeg selv gør. Da han strækker halsen, lader jeg mit ene øre vippes en anelse bagud, men jeg forholder mig rolig, da jeg få øjeblikke efter opdager, at han ikke nærmer sig, men derimod bare rent faktisk strækker halsen. Men for pokker, man kan jo aldrig vide! Da han svarer mig, lytter jeg til hans svar, men til min skuffelse føler jeg igen en trang til at ryste på hovedet. Selvfølgelig er dele af det, han siger, også noget jeg kan relatere til, men størstedelen er absolut ikke noget, jeg er enig i. Naturligvis ryster jeg da heller ikke på hovedet denne gang.

,,Det kan du tilnærmelsesvis have ret i. Jeg opsøger ikke oplevelserne, men jeg er ej heller fattig på dem. Jeg antager dog, at du efterhånden må have taget en del med på ryggen.”

Han skal på ingen måde være i tvivl om, at jeg lytter til ham, og at mit koncentrationspunkt ligger hos ham. Skal jeg være ærlig, glæder det mig, at jeg for en gangs skyld har krydset veje med en hingst, der ikke er en kampmaskine, men i stedet har bare en smule hjerne. Kan jeg blive fri for det, holder jeg mig så vidt muligt udenfor konflikter. Står de i vejen, er det dog ikke tilfældet, og jeg er da heller ikke bange for at give udtryk for det, når jeg er utilfreds. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg skal sige det; men jeg gør, som jeg vil. Da han træder tættere på, har han begået sin første rigtige fejl. Jeg hæver markerende hovedet en anelse, knejser nakken, og mens mine ører falder bagud, træder jeg et enkelt skridt bagud for at øge afstanden mellem os igen. Men mere end en meget, meget mild markering bliver det ikke til. Jeg har et iltert temperament, men også en selvkontrol, der er trænet nok til at holde fat på mig selv.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

At vi deler forskellige syn på livet og tilværelsen, gøre mig egentligt intet, tværtimod faktisk. Hvis vi alle så verden gennem sammen øjne, altid blev draget og betaget af det samme og altid hadede og afskyggede det samme, så ville verdenen godt nok være et kedeligt, sort-hvid sted. Men det at der er forskellige meninger og erfaringer gør, at der bliver tegnet med flere farver på den ellers intetsigende tilværelse; livet bliver simpelthen mere spændende. Jeg selv har et meget positivt syn på livet med masser af farver på tilværelsen, trods det ikke er mange der ser de farver, når jeg blot står her med mine sortnede, spejlblanke øjne, der kunne minde om perlekugler. Jeg har for længst lært, og erfaret for den sags skyld, at det langt fra er klogt at lukke enhver ind og se mine farver; jeg deler måske ud i små bider, men ej åbner jeg min låste bog for alle og enhver, som jeg har oplevet mange andre gøre. Denne skyggehingst virker på det punkt ligesom mig; han holder kortene tæt til kroppen. Han er en stærk karakter, og det finder jeg ganske tiltalende hos en fremmede – at vi så ej deler samme syn på fx det med ære, ja det er jo blot der hvor der opstår farver. Mine ører vipper opmærksomt, da jeg opdager hvor anspændt han bliver på min bevægelse, og af en genetisk refleks, trækker jeg hurtigt hovedet til mig igen, og knejser i den muskuløse hals, hvor der under pelsen gemmer sig store, tydelig muskler. Måske er det hans aura der for noget ungdommeligt og kådt op i mig? Jeg finder i hvert fald en ukendt trang til at udfordre ham, og der afsløre mit spørgsmål også. ” Sig mig, Seth, hvor finder De ære henne? Hvad er ære for Dem? Langsomt glider mit mørke hovedet på skrå, og det resulterer i, at pandelokken langt om længe forlader de sortnede øjne, der kigger dødt på skyggehingsten.

Men trods de døde øjne, taler min aura tydeligt. Den samt attituden viser, at jeg tydeligt lytter til ham. Og da hans svar lyder, drejer jeg med lethed ørerne nysgerrigt frem, for at lytte til hans ord om oplevelser i dette land. Naturligvis har han ej haft tiden til at udforske stedet endnu, og derfor ej er rig – som han antyder det så smukt – på oplevelser endnu, men lidt må han da have set, nu hvor han ej er fattig. Det er ikke et spørgsmål han stille, blot en antagelse, men alligevel vælger jeg at besvare hans ord af al respekt. ” De har ret. Jeg har set og oplevet en masse her i Andromeda. Og jeg er sikker på, at De også vil opleve en masse. ” Mine ord er ej ment som negative, de er ment som en indbydelse, en velkomst til at opfordre ham til at gå på eventyr i dette land, som vi begge bor i nu.

Han reaktion overrasker mig en smule, da jeg trådte nærmere. Han reagerer på en voldsom kom ikke for tæt på! måde, som jeg ej ser grund til at overskride. Et dybt, hingstet brum nynner dæmpet fra mig, inden mine slanke ben krydser hinanden, og jeg tråder et dansende skridt sidelæns, for ej at virke som en fjende for ham. Hvis han ej ønsker at jeg komme for tæt, holder jeg med glæde en passende, acceptabel afstand; ingen grund til at lege med ilden.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg har et meget særligt forhold til det der med at stå tæt. Ganske enkelt, så hader jeg det. Jeg synes, det er modbydeligt, og det føles forfærdeligt, når nogen nærmer sig, uden at jeg har bedt dem om det. Og det er da endnu værre, hvis de rør mig! Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt. Hvorfor er det ikke nok bare at kigge? Jaidev, den rødbrune, kom ganske enkelt også for tæt på, og jeg gider ikke en gang undre mig over, hvorfor han nærmede sig. Ingen grund til at lægge mine tanker i de baner. Jeg er klar over, at jeg står under ham, hvis man kigger på mængden af de muskler, der er placeret på hans krop i forhold til på min. Styrkemæssigt er han mig klart overlegen, og det er også udelukkende derfor, at jeg ikke reagerede voldsommere, end jeg gjorde, da han nærmede sig. Jeg står endnu med hovedet hævet og nakken knejset op, og mine ører har stadigvæk fundet en plads langs min nakke. Mit kropssprog bærer derfor en snert af advarsel, men er ej truende på nogen måde. Jeg har absolut ikke tænkt mig at lægge op til noget, medmindre han selv tirrer mig til det. Jeg lytter til hans spørgsmål, hvilket planter en trækning henover min mule, der kunne minde om et anstrengt smil. Det er det selvfølgelig ikke, eftersom jeg ikke smiler. Jeg giver et ganske kort fnys fra mig og lader mit ene øjenbryn hæve sig en anelse. Jeg er klar over, at dette er en form for udfordring, men lagde jeg ikke også selv ud med at spørge ind til et af hans spørgsmål? Jo, det gjorde jeg. Og han skal så sandelig også nok få et svar.

,,Ære er vel ære. I mine øjne er det bare ikke noget, man opnår i sådan en fart, som jeg opnåede den fra dig.”

Mit svar er ganske ærligt, og igen ved jeg, at mine ord meget let kunne komme til at have en forkert betydning, hvis de siges med de forkerte toner. Men der er ingen negativitet i mit svar, jeg påpeger jo blot min egen mening, og det var den, han bad om. Jeg er ikke bange for at sige tingene lige ud, og man kan altid regne med et sandt svar fra min side af. Jeg lader mine øjne betragte hans, og langsomt lader jeg mine øre flappe ud mod siderne igen, og det er tydeligt at se, hvordan mit kropssprog bliver roligt igen. Jeg bider mærke i, at hans sorte øjne bærer et udtryk, der mildest talt virker en smule dødt. Dette er en klar forskel på ham og jeg. Jeg er utrolig god til at styre, hvilket udtryk, der skal præge mine øjne; selvkontrol, jo. Desværre kan jeg ikke rigtigt gøre for, at de alligevel altid vil bære en varm glød. Den forsvinder kun, når jeg er vred, og der er da ingen grund til at gå rundt og være vred hele tiden.

Til hans svar giver jeg kun et ganske kort nik fra mig, da jeg føler, at vi ligesom har afsluttet den. Jeg er ikke til småsnak, og jeg undgår gerne de slags samtaler. Men der er ingen grund til, at vi skal stå her og kigge på hinanden, og langsomt sniger en lille ide sig frem til mit tankecenter. Jeg har for nogle øjeblikke siden vist, at jeg ikke bryder mig om, at han nærmer sig. Dog har jeg et lidt andet forhold til, hvis det sker omvendt, og jeg er interesseret i at se, hvordan ham her kan finde på at reagere. Uden at ændre mit rolige kropssprog, træder jeg fremad mod ham med et langt skridt. Ha.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Mine mørke øjne hviler opmærksomt på den advarende attitude, som Seth satte op for mig da jeg kom for tæt; men det er ikke første gang, at jeg oplever at andre sjæle ikke ønsker nærkontakt. Hvorfor, det undre mig lidt når jeg selv er utrolig sensuel og nyder berøring, såvel som selv at give den. Måske er det savnet efter at blive rørt, da jeg var mindre. Hvad end det er, er det ikke noget som jeg ønsker at gå i dybden med; jo mindre tanker om fortiden jo bedre. Min stærke hals er højstillet knejst sammen, mens mit bryst er skudt stolt frem, da jeg ikke er bange for hans advarsel. Jeg ved, at jeg har en stor mængde muskler gemt under pelsen, men jeg er ej en slagsbror, og derfor er der ingen grund til at tirre denne hingst, nu hvor han er så touché med berøring. Da hans drenget stemme atter bryder ud i den stilhed der er opstået imellem os, rynker jeg en smule på den silkebløde mule af hans svar, som ikke er videre dybdegående, blot en beretning om at det i hvert fald ikke er noget, som han mener, skal skænkes så hurtigt på en anden. Jeg rynker en smule mere på mulen, inden jeg drejer hovedet på sned. Jovist er hans stemme ej negativ, det er blot svar på tiltalen. ” Det ville have passet Dem bedre, at jeg havde sagt, at det var en glæde at møde dem? ” Min maskuline stemme for en hel unik legende undertone. Den er udfordrende, men alligevel opfordrende. Hvordan han tolker min legende undertone, interessere mig faktisk; jeg er meget opmærksom og nysgerrig af sind, så hvad andre gøre og tænker, er noget som jeg bliver interesseret i. Måske fordi vi alle er så anderledes og unikke på sammen tid. Jeg betages af forskellighed, ingen tvivl der. Og da ham her, Seth, virker så cool med det hele, som om at han har nok i sig selv til at klare hele verden, ja så vækker det da en snert af intens nysgerrighed hos mig.

Pludselig bryder hans den ramme, som har lige har lagt. Han nærmere sig mig. Mine muskler er altid spændte, anspændte for at være ærlig, og de tråder blot endnu mere i karakter da han kommer tættere på; har han ondt på sinde? Men det eneste han gør, er at tråde frem med et langt skridt, uden anden holdning til rolighed. Jeg virrer kort med mit velformede hoved, og udstøder et hingstet, dominerende fnys, alt imens de mandelformede ører vipper frem og tilbage, da jeg egentligt ikke ved hvordan jeg skal reagere til at starte med, og derfor står mine ben ganske stille. Men da det langsomt går op for mig, at det ej er et angreb der kommer farende, skyder han brystet frem og læner min krop trodsigt frem mod ham, alt imens de sortnede øjne borer sig ind i hans; jeg er ikke bange for at træde frem mod ham, og det viser jeg også tydeligt. Jeg er helt parat til at tage et skridt frem.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING