Når ensomheden er den eneste ven..

Hvad andre tænker om mig, det rører mig absolut ikke. Jeg interesserer mig ikke for det, og jeg lader mig helt sikkert ikke påvirke af det. For min skyld kan man mene, hvad man vil, og jeg er ikke interesseret i, at alle skal mene det samme. Dog ser jeg helst, at det er meget få, der opfatter mig som noget direkte positivt, da jeg ellers har spillet mine kort helt forkert. Jeg er jo ikke noget lam, ej heller en ulv. Jeg er mig, og hvordan man definerer det udefra, det er mig underordnet. Ligeledes er jeg sådan set også temmelig kold overfor, hvem andre er. Jeg har sjældent lyst til at lære nogen at kende, og skulle det ske alligevel, kæmper jeg hårdt for, at de ikke lærer mig at kende. Det kan dog til tider være noget af en opgave, da jeg ofte oplever, at andre ikke giver mere igen, end hvad jeg selv giver dem. Nogle gange kan det endda irritere mig, hvis de gør, for så er de alt for godsindede, og så kan jeg da ikke andet end at lære dem, at det bør man ikke altid være, og det er jeg sikker på, at jeg kan være et ganske godt eksempel på. Hans svar morer mig en anelse, og endnu en gang løber en særpræget trækning henover min mule, som kunne minde om et anstrengt smil. Det overrasker mig, at jeg endnu en gang føler trangen til at ryste en smule på hovedet, og hele scenariet begynder at minde om en bror, der lytter til sin yngre bror og er fornøjet over de ting, han siger. Langsomt er min tvivl om, hvem der er ældst, også blevet slået ihjel, og jeg erkender med fornøjelse, at det må være mig selv. Så kan han i hvert fald ikke kue mig på min alder.

,,Hvad du siger, det er helt op til dig selv, Jaidev. Det vil jeg absolut ikke afgøre for dig.”

Når det nu endelig en sjælden gang sker, at jeg lader tanken om, hvad andre mener om mig, strejfe mit sind, er det kun, når den anden også interesserer mig en anelse. Jeg tvivler da også stærkt på, at Jaidev finder mig kedelig. Hvorfor skulle han så spilde sin tid på at stå her? Og lige netop det udsagn gælder også for mig selv. Havde han ikke fanget min opmærksomhed, havde jeg ikke stået her. Og det havde da været fuldstændig udelukket, at jeg skulle have ført en samtale med ham så. Noget tyder dog også på, at vi efterhånden er på vej over til noget, der er en smule mere fysisk. Teste hinandens grænser. Han reagerer til min skuffelse ikke negativt på min tilnærmelse, men derimod giver han tydeligt udtryk for, at han ikke er bange for også at træde fremad mod mig. Et skridt, jeg lige skal have aftalt med mig selv, om jeg kan kapere. Det vil jeg dog ikke lade være op til ham, og derfor træder jeg endnu et skridt fremad mod ham med nøjagtig samme kropsholdning og nøjagtig samme ro som før.

[/size][/color]

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs kulsorte, perleformede, mørke øjne hvilede på den sorte hingst. Dog var hans blik ej ubehageligt, indgående eller krænkende, som forsøgte han at være bedre end den sorte hingst; nej, hans blik havde et glimt af ægte respekt og accept til netop denne sjæl han befandt sig foran. En sjæl, som han vel og mærket ikke vidste, hvordan han skulle kategorisere, men alligevel en sjæl som han ganske særpræget og ikke mindst spændende for den sags skyld; der var mening i denne hingst. Der var noget rapkæftet og drengerøvet blandet med noget selvkontrol. En ganske særlig blanding som man ej stødte på tit, og måske var det grunden til, at han faktisk virkede interessant. I Jaidevs øjne var alle sjæle interessante på hver deres måde – nogen mere end andre, men denne støbning var af, var mere end interessant end andre hingste. Men det betød også, at Jaidev ville være mere opmærksom med denne hingst, netop fordi han havde nogle træk, som Jaidev ikke rigtig vidste hvordan han skulle forholde sig til; blot det med at gå nærmere hele tiden, var noget som overraskede ham. Dét, og så at han var uenig i hvordan han havde tiltalt møde tidligere. Da Seths stemme atter lød mellem dem, lod Jaidev ørerne glide frem for at lytte intens til hvad han havde at besvare med. Da ordene var sagt, og stilheden atter trådt til, lod han sine mandelformede øre dreje bagover, og overvejede svaret i tavshed, inden han lod stemmen lyde som svar, trods det ej var et spørgsmål Seth havde stillet.

” Det ville De absolut heller ikke få noget ud af, Seth.”

Jaidev gjord et enkelt ryk med det fintformede, markerede hoved efter at havde afsluttet sætningen. Det var ej for at belære denne hingst, men det var få at træde i karakter, hvilket han ej var bange for at gøre. Langsomt lod han hovedet glide på skrå, og rynke brynene en smule diskret, da denne sorte hingst atter lod et skridt komme nærmere. Han var tydeligvis ikke blevet skræmt af Jaidevs lille ’trussel’ mod også at gå frem mod ham. Et ganske dæmpet, hingstet bryn nynnede et øjeblik fra ham, inden han udfordrende trådte frem mod Seth med et dansende, flydende skridt, og et øre vendt frem mod ham. Nu gjord han alvor af truslen, for som sagt; Jaidev var ikke bange for at træde i karakter.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Jeg er ganske vist klar over, at jeg godt kan være lidt overilet en gang imellem. Lidt overmodig. Dette gjaldt især da jeg var yngre, men med de år, der er gået, bliver fænomenet naturligvis sjældnere og sjældnere, da det er sjældent, at det gavner mig det mindste. Det eneste, det giver, er flere erfaringer. Og om jeg har lyst til at gøre en erfaring med ham, det begynder jeg stille og roligt at tvivle mere og mere på. Jeg bemærker, nu da vi efterhånden står temmelig tæt, at der ingen højdeforskel er mellem os. Alligevel er jeg klar over, at jeg er.. mindre. Hans muskler er tydeligere på ham, end de er på mig, hvilket bevidner om, at jeg står foran en, som jeg umuligt kan slå i kamp. Og da jeg ikke kender ham godt nok til at kunne snøre ham på anden vis, er jeg godt klar over, at vi efterhånden er kommet dertil, hvor jeg kan bakke ud og se, hvad der så sker, eller jeg kan bide tænderne sammen og tage imod de slag, der skulle kunne komme ud af det. Jeg lytter til hans ord, og jeg bryder mig ikke synderligt om tonen. Han behøver ikke at fortælle mig sådan noget. Men jeg ved, at jeg skal træde varsomt nu, og derfor vælger jeg at dæmpe den ulmende vrede.

Han interesserer mig, denne Jaidev. Ja, som en af de få, har han formået at vække interessen i mig. Ganske stille lader jeg begge ører vippe ud til hver deres side, og lige nu er det absolut ikke til at læse, hvad det er, der foregår inde i mig. Men da han træder frem mod mig med en bevægelse, der absolut ikke er til at tage fejl af, går klappen ned. Som om jeg fik stød, træder jeg bagud med et meget markant skridt, der tydeligt giver udtryk for, at jeg afviser hans udfordring. Jeg vil ikke være med til det. Ikke nu. Og slet ikke på den måde. Han kom for tæt, og den tæthed er ganske enkelt noget, jeg endnu ikke har lært at acceptere. Jeg bider tænderne sammen, og denne gang går der et stykke tid, før jeg kommer tilbage i balance og roligheden lægger sig over mig igen. Jeg har aldrig været enig i, at det her er min svaghed. For min skyld må han gerne se det som det, hvis han synes, for han vil alligevel ikke kunne forstå. Ingen forstår det.

[/color][/size]

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Jaidev havde aldrig været bange for at blive udfordret; om han så tog mod udfordring var noget helt andet. Han kunne til tider være mere dumdristig end fornuftig, men det havde altid endt i erfaringer og lærdomme, som han ville kunne udvikle sig af. At han havde udfordret denne sorte hingst ved at gå tættere på, var ej for at starte noget negativt sammenstød mellem dem, ej for at finde et ømt punkt på den sorte. Det var blot en lektion til ham om, at han ikke skulle tro, at han kunne være den førende i dette selskab; hvis Seth dansede op til ham, ville han danse med. Men hvis han derimod udfordrede ham eller prøvede at finde en grænse, så kunne han allerede lære udfaldet at kende fra starten. Jaidev var ej til at knække, ej til at tirre, ej til at forme. Afstanden var gjort betydeligt mindre mellem dem, eftersom han var trådt Seth nær; et enkelt skridt og de ville med lethed berøre hinanden. Nu skulle den ene blot strække sig en smule. Det overraskede ham, at Seth tillod at han kom så nær, men overraskelsen blev hurtigt dræbt. Med ét sæt bakkede Seth tilbage i en hastig fart, som havde han fået et rap over snuden. Han afveg tydeligt den udfordring han selv var begyndt at starte op, men at han stoppede den eller trak sig var i Jaidevs øjne ej en svaghed, men en styrke i sig selv. Man er svag hvis man ikke tørre at give slip, men stærk hvis man tørre give slip. Han slap. Jaidev lod langsomt hovedet glide på skrå, mens han tavs betragtede hvordan Seth ’samlede’ sig selv igen efter oplevelsen, inden han lod et dybt brum lyde, og trådte selv et elegant, velafbalanceret skridt bagud, for at give Seth den plads, han nu engang måtte have behov for.

” Fortæl mig Seth. Hvad synes De om Andromeda? ”

Jaidev slog en indbydende gang med det mørke hovedet, en smule sigende mod den sorte Seth. Han vidste ej, om Seth ønskede at starte endnu en samtale med ham, men hellere tage initiativ til at starte en samtale, end at vandre bort i tavsheden. Med elegante og gyngende skridt bevægede han sig fremad, og lod et bryn hæves på en spørgende måde, da han passerede Seth; ville han med på en gåtur, eller ønskede han at gro fast her?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Jeg kender mine begrænsninger. Når man er af min støbning, er det noget, man meget hurtigt finder ud af, og engang var det absolut ikke så nemt for mig at huske på, at min krop ikke er bygget til hvad som helst. Jeg har lært at styre det, især efter at fornuften har stjålet en plads i mit sind, og det gør da helt sikkert livet lettere. Det, der sker her, er, at jeg for det første er mere end klar over, hvem der er hvem overlegen, og det er egentligt ikke noget, jeg har brug for at teste. Og så er der nok den vigtigste del af det, som er, at den trykken, der kommer, når nogen er for tæt på, bliver for voldsom. Men nu da jeg er trådt i afstand, mærker jeg, hvordan det lige så stille aftager.

Mit ene øre vippes ud mod siden, da han selv vælger at træde et skridt bagud. En handling, de fleste ikke ville have gjort. En handling, jeg er mere tilbøjelig til at se som en fornærmelse frem for en hjælp. Jeg ved godt, at det nok ikke er sådan, han ønsker, at jeg skal opfatte hans gestus, men jeg bryder mig alligevel ikke om det. Alligevel føler jeg ikke rigtigt for at udtrykke det lige nu, og derfor får han ingen anden reaktion end mit øre, der nu ligger flappet ud til den ene side.

Han stiller mig et spørgsmål, som kræver en personlig vurdering fra min side. Noget, jeg ikke så gerne gør mig i. Kort efter træder han fremad med en elegance, der tydeligvis ligger ham lige for. Jeg lader ham passere mig, og jeg lader ham bevæge sig videre frem, indtil jeg alligevel beslutter mig for, at jeg gerne vil følge ham. Med mine egne lange skridt, nakken knejset og min fyldige, sorte hale vajende efter mig, vælger jeg at træde fremad efter ham. Jeg siger endnu ikke noget, og jeg går ud fra, at han ikke har svært ved at opfatte, at det er et emne, jeg ikke har lyst til at ytre mig om på nuværende tidspunkt.

[/color][/size]

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Hvordan Jaidev havde det i selskab med den sorte, ædle hingst, Seth, vidste han egentligt ikke. Seths sorte skind sendte hele tiden en advarsel gennem hans erindring om fortiden; en erindring der var præget af at, han burde passe på. Men på den anden side, var en forsigtig nysgerrighed begyndt at røre på sig, nysgerrig efter at finde ud af mere om denne Seth, hvis karakteristisk var langt anderledes end hvad han før var stødt på. Seth var ligefrem spændende, fordi han ikke kunne gennemskues. Han var forudsigelig med det meste, og det gjord, at en interesse for denne sjæl blev født; en sjælden interesse, der sjældent ramte hingste. Og specielt ikke hingste, der mindede om dem fra hans fortid.

Et lydløst prust forlod den silkebløde mule, hvor en anspændt rynke befandt sig. Stilheden virkede anspændt og altædende, og det var dér, at det gik op for ham, at Seth ikke havde besvaret spørgsmålet. Jaidevs sortnede øjne skævede til Seth med intetsigende tomhed i blikket; ingen undre, intet forsøg på at få svaret ud af ham. Tomhed. Det var et personligt spørgsmål, der havde krævet at Seth havde udvist en del personlighed og egen mening, men hvis han ej ønskede at belære ham og Seths meninger, så skulle Seth ej tvinges. I stedet nikkede Jaidev en enkel gang med det velformede hovedet, inden den kulsorte pandelok gled ned over de døde øjne, der atter blev tiltrakket af at betragte skovens skønhed.

De var et usædvanligt par, de to hingste. Som de kom gående der, hver med deres knejste nakker, deres flydende, elegante bevægelser, deres stolte attitude… Hver med deres meninger og uenigheder. I tavshed og kun påbegyndt bekendtskab. Var det harmoni, at kunne vandre i stilhed med en fremmed sjæl?
Næseborende blev udvidet og ganske afslappet indåndende Jaidev den tunge luft med duften af frisk mos, bark og blade. Mulen blev stukket fremad på en sigende måde efter denne velkendte duft, der altid ville være ham en nydelse at indånde. Hvor han dog elskede denne skov. Ganske dæmpet åndende han ud igen, mens han lod de mangfoldige muskler spændes velbalanceret under hans stærke krop. Øjnene, der havde søgt væk fra Seth end stund, fandt nu frem til den sorte hingst igen, og trods de stadig var gemt under Jaidevs pandelok, rynkede han udfordrende på brynene; han havde vist Seth hvad han nød; skoven. Ville Seth mon vise ham, hvad han også holdte af?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Normalt plejer jeg faktisk at have det svært med hingste, og jeg har efterhånden mødt så mange af dem, hvor det ikke just har været en succesfuld oplevelse, at jeg har meget svært ved at forkaste min teori om, at det simpelthen bare ikke gå. Derfor er jeg absolut ikke meget for, at Jaidev netop er ved at bevise det modsatte; at der rent faktisk findes hingste, som har hovedet skruet ordentligt på. Jeg har i mit liv mødt så få hingste, jeg har følt en interesse for, at det kan tælles på mine ører. At Jaidev skal vise sig at blive den tredje, er nok bare noget, jeg er nødt til at acceptere. Og det de med at acceptere, det er ikke just noget, der falder mig let for. Jeg har det faktisk normalt bedst med at lade være.

Jeg kan sagtens benægte, at jeg føler en nysgerrighed for at lære mere om ham, men nu ligger landet bare sådan, at jeg ikke lyve. Det sker, at jeg gør en undtagelse, men jeg afskyer virkelig løgne. Lyver man for mig, kommer der helt sikkert også en konsekvens af en eller anden art. Det kan man sagtens stole på. Derfor har jeg valgt at erkende, at jeg gerne vil vide mere om ham. Hvem han er. Og det kommer helt sikkert ikke til at foregå på den sædvanlige vis; jeg kan jo godt se, at han besidder mere styrke end jeg, og jeg har slet ikke brug for at erfare det på egen krop og få det bekræftet. Alligevel er det ikke, fordi jeg holder mig selv tilbage. Nej, jeg har blot valgt at appellere til min fornuft…

Vi vandrer i stilhed. Ikke en ubehagelig stilhed, men måske en anelse anspændt. Jeg har sjældent oplevet noget lignende; igen, det kan nærmest tælles på mine ører. Jeg bemærker kort efter, at der lægges en lidt afslappet sfære om ham, da han strækker halsen fremover og udvider næseborene for at indånde en duft, han sandsynligvis værdsætter. Og jeg kan da godt dufte det. Det kan jeg da. Men jeg er absolut ikke den store naturnyder, og jeg deler ikke rigtigt hans begejstring. Jeg mærker hurtigt, at hans blik falder på mig, og mine ører falder langsomt bagud, inden jeg lader en anstrengt trækning krølle på min mule. Jeg bemærker godt hans udfordrende udtryk; ”nu er det din tur…”

Jeg snapper en enkelt gang frem for mig, inden jeg igen lægger bånd på mig selv. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at give noget af mig selv, for at det her skal kunne fungere, men jeg kan ikke komme på ret mange flere ting, som jeg hader mere end det. Det er ikke en let opgave, han stiller for mig, og den bliver absolut ikke nemmere af, at det er ham, der stiller den for mig. Jeg giver et kort suk fra mig, inden jeg retter blikket mod ham. Jeg vil gerne sige noget, men hvad? Det ved jeg ikke, for jeg er ikke rigtigt tilbøjelig til at sige noget, der kan forklare det. Derfor stopper jeg op.

[/size][/color]