I det gyldne sand

Jeg kan godt lide havet. Når jeg en gang imellem tager mig tid til det, stiller jeg mig gerne med hovene placeret i det våde sand, lige der hvor bølgerne kun lige kan nå, mens jeg lader tankerne få frit spil. I dag er det dog ikke helt det, jeg har i sinde. Jeg har begivet mig ud i bølgerne til knæhøjde, og med høje knæløft bevæger jeg mig af sted langs kysten. Solen står højt på himmelen i dag, og når man er sort, kan det hurtigt blive for varmt. Det salte havvand virker afkølende, men da jeg til sidst føler, at det er nogle temperaturer for køligt, bevæger jeg mig ind mod bredden igen. Jeg ryster mig en anelse over, selvom jeg egentligt ikke er våd på resten af kroppen; det er blot en lidt forfængelig vane. Jeg hæver hovedet og knejser nakken en anelse, og langsomt lader jeg mine mørke øjne skæve lidt rundt på mine omgivelser. Om her er andre, det er jeg indtil videre uvidende om.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Taia skridtede stilfærdigt afsted i vandkanten. Hun hævede kort sit hoved og så ud over vandet med et smalt smil plantet på hendes mule. Hendes familie, og venner for den sags skyld, ville sandsynligvis have elsket dette sted; men det var her ikke og det var der ikke noget at gøre ved. Svagt rystede hun sit hoved før hun sendte et par ord ud over havet og så skridtede videre. Bag sig efterlod hun et let genkendeligt spor af hovaftryk. Hendes gang var, anderledes fra mange andre på hendes alder, haltende, ikke meget, men stadigvæk var det tydeligt. Hun lagde sjældent selv mærke til det, nu var det blevet en helt normal ting; noget som bare var der. Hun stoppede ved synet af en sort skikkelse der skridtede op af vandet; opmærksomheden hos skikkelsen var tydeligvis rettet væk fra hende og hun ville gå ud fra at den overhovedet ikke havde set hende. Hun svingede kort med halen før hun gik videre, hun havde vel også tilladelse til at gå her?

Det der med at føle, når nogen er i nærheden, det har jeg præsteret op til flere gange. Jeg får en fornemmelse af, at nogen er tæt på, og der sker ofte få ændringer i den duft, der hænger i luften. Da jeg drejer hovedet, bliver jeg da heller ikke skuffet. En skikkelse, der hurtigt fanger min opmærksomhed, bevæger sig af sted langs vandkanten. Jeg drejer mig en anelse, så jeg ikke behøver at dreje hovedet for at følge skikkelsen. Farven er helt særlig, den er ikke som nogen, jeg har set før. Selvom bygningen er en anelse mere robust, end jeg er vant til, går det da hurtigt op for mig, at det her er en hoppe. En hoppe med en let haltende gang, som vidner om, at hun har været noget igennem. Jeg betragter hende nøje, og jeg bemærker, at hun også godt har opdaget mig. Men hun har ingen interesse for mig. Jeg ranker mig en anelse op og knejser hingstet i nakken, inden jeg sender et lavt hvin i hendes retning. Jeg laver alligevel ingenting, så hvorfor ikke udforske noget ukendt?

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Der går lidt tid før det går helt op for Taia at skikkelsen er en hingst. Hun havde det på fornemmelsen, men man ved aldrig helt hvad nogen er før man kommer tæt på. Selv havde Taia formået at kalde en hoppe en hingst selvom hoppen var tæt på. Heldigvis var der ikke sket noget, men siden da havde Taia været noget påpasselig med at smide en titel på heste når det kom til kønnet. Hingsten var større end hende, måske 2 hove, og en af de godt byggede hingste dog uden at komme nær hendes robusthed.
Egentligt havde Taia regnet med blot at passere, men et hvin fra hingsten fik hende til at stoppe op og se på ham i et par sekunder. Hun var ikke uhøflig, så hun valgte at slå ruten over mod ham i stedet for. Selskab var vel altid fint og der var intet over hingsten der gjorde ham til en fare. Kort vendte hun ørerne tilbage, men spidsede dem så. Hvad end hans reaktion på hendes ar var, så kunne hun tage den, håbede hun. Illana havde ikke reageret hårdt, så hvorfor skulle han?.. men igen, hvorfor skulle han ikke?

"Godeftermiddag Hingst"

Der lå intet ondt bag betegnelsen 'Hingst', Taia brugte den blot i mangel på bedre.

Der ligger noget helt særligt om hende her. Noget, jeg ikke rigtigt kan definere. Trods hun er en hoppe, er det mig, der står her i dette selskab med den spinkle krop. Mig, der er mest feminin med mine slanke, lange ben og den silkebløde lange pandelok og man. Det træder helt sikkert på min mandighed, men lige nu er jeg for nysgerrig til at lade mig mærke af det. Hun reagerer på mit hvin, og hun kommer da også herhen. Jeg flapper ørerne en anelse til siden, for jo tættere hun kommer, jo tydeligere bliver det for mig, at meget af den særlige farve har noget at gøre med, at denne hoppe er mærket. Hun har flere ar end nogen, jeg længe har set. Ganske stille lader jeg mit andet øre flappe til siden, inden hun lader sin stemme blande sig med lyden af bølgernes brusen. Hun bruger udtrykket hingst, og selvom det under normale omstændigheder sandsynligvis havde provokeret mig en anelse, er det ikke tilfældet denne gang. Næh, det glæder mig da bare, at hun kan se, at jeg er en hingst.

,,Godeftermiddag, hoppe. Må jeg spørge om Deres navn?”

Min stemme er sandsynligvis ikke helt, som man ville regne den for. Den er ej rå og maskulin, men naturligvis heller ikke feminin. Den er drenget, men alligevel utrolig opdragen. Det skader aldrig at fremstå høflig i starten.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Til trods for at Taia ved det er forkert, kan hun ikke lade være med at more sig lidt over at hun i dette selvskab er den robuste. I hoppers selvskab er hun normalt den robuste, ingen tvivl om det, men det er alligevel usædvanligt at møde en hingst der ender med at ligne hoppen i selskabet.
Hingstens reaktion på opdagelsen af hendes ar fandt Taia dog på ingen måde morsom, men der spirrede alligevel et håb da hingsten ikke gav noget verbalt udtryk for det. Hun havde selv oplevet, ikke mod hende selv men mod andre, at øgenavne var blevet givet til dem med for store eller for talrige ar. Kort vendte hun ørerne tilbage, men spidsede dem så igen; hun burde ikke dømme ham mere end hun ønskede han dømte hende.
Lyden af hans stemme lagde næsten endnu mere på morsomheden over hans udseende, men hun gav intet udtryk for at hun fandt det morsomt. Det var jo egentligt ikke morsomt for andre end hende, og måske ham, og hans stemme var heller ikke så feminin, men rå kunne den heller ikke kaldes.

"Mit navn er Taia"

Hendes svar kom kort, som det ofte gjorde, men det var ikke skyndt. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at sige noget, hun var bare ikke den der holdt af store, formelle sætninger som eksempelvis Illana gjorde. Tiltrods for dette brugte hun dog det samme ord som hingsten havde brugt.

"Hvad er Deres?"
(OOC: Jeg skulle lige spise ^^')

Hvordan hun har det med, at jeg er en del smallere end hende, det er jeg egentligt ikke klar over. Jeg går da ud fra, at hun har lært at leve med sin bygning, og at det derfor nok ikke gør hende misundelig på nogen måde. Jeg er bestemt heller ikke misundelig på hende; jeg tror ikke rigtigt, det ville klæde mig at være maskulin. Jeg har meget ædelt blod i årerne, det er jeg klar over, og det er da ikke for sjov, at jeg er så fin og spinkel. Jeg er bare bygget til andre forhold og omgivelser, end denne hoppe er. Hendes ar er ikke noget, jeg ser som negativt. Tværtimod gør det mig utrolig nysgerrig, og jeg er fastsat på, at jeg vil spørge ind til det. Taia, hedder hun, denne hoppe med den særlige farve.

,,Det er mig en fornøjelse, Taia. Mit navn er Seth.”

Jeg nikker ganske kort for at understrege mine ord. Jeg bruger, ligesom hun selv åbenbart, ikke ret mange ord, hvis jeg kan komme uden om det. Fyldeord er ikke lige mig.

,,Kan jeg spørge Dem om noget, Taia?”

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Det slog Taia, efter at have set rigtigt på ham, hvor meget han lignede Illana. Og med det fulgte andre ligheder. Han ville nok heller ikke klare det særlig længe i hendes hjemland. Ikke kun fordi klimaet var hårdt, men også fordi han på ingen måde ville passe ind. Nok var Taia tung, men hingstene der var endnu tungere og stærkere. Dog formåede de stadig at danse med ilden langt bedre end hun havde gjort; hvordan var hende en gåde.
Taia syntes hun så det glimt af interessere i hingstens øjne som tydede på nysgerrighed. Hvad der havde vagt hans nysgerrighed vidste hun dog ikke. Hans navn vagte derimod hendes nysgerrighed. "Seth". Kort og godt; ingen finurlige lyde eller lange ord. Ikke at hun havde mødt nogen med lange navne, men der var nogen derude med navne som på ingen måde gav mening; det var hun sikker på der var.
Hoppens spidsede øre ved det næste han sagde. Spørge hende om noget? Hvorfor dog ikke; Hvad kunne dog gå galt?

"Det må du godt, Seth"

Hvor grueligt galt på den hun måske var, havde Taia ikke den ringeste anelse om.

Jeg er født til et land med lange, flade enge og sletter med en varm temperatur. Ikke at jeg er født til at skulle have det let, men jeg er klar over, at jeg i et koldt og barskt og bakket terræn ikke ville klare mig særlig godt. Det ville ikke være en enkel opgave. Men jeg dømmer hende på ingen måde for at være en af de tungere typer. Tværtimod; jeg synes, hun er interessant, fordi jeg ikke har mødt nogen lig hende. Hun gentager kort mit navn, og for en gangs skyld gør jeg mig selv den ulejlighed at tænke over, hvad der egentligt løber igennem hendes hoved. Dette bliver dog afbrudt af, at hun giver mig lov til at stille hende et spørgsmål. Og til det spørgsmål forventer jeg helt bestemt et svar; også selvom hun ikke har lyst til at svare på det.

,,Dine ar er iøjefaldende. Hvordan har du dog fået dem?”

Min tone er på ingen måde negativ. Jeg siger det ikke, som om jeg mener, at det er underligt. Nej, hvis jeg skulle beskrive en af de undertoner, jeg har lagt i min stemme, så er det beundring. Om det er helt oprigtigt, det er jeg dog knap så sikker på. Men jeg ønsker et svar på mit spørgmål, ingen tvivl om det.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Taia ventede egentligt lidt spændt på hans spørgsmål. Hvad kunne det være? Hun håbede selvfølgelig at det ikke angik hendes ar, men der var så meget andet man kunne spørge om så hvorfor skulle det være hendes ar? Det viste sig desværre at hun tog grueligt fejl; han spurgte til hendes ar. På et splitsekund røg hendes ører ned i nakken og hun spændte op; sådan ville en hver reagere derhjemme.. men hun var jo ikke hjemme. Hendes muskler slappede af igen og hun vendte ørerne lidt fremad, men blev så usikker. Hvad kunne hun sige uden at sige for meget? Hun kunne kunne nævne ilden, men ikke dens rolle. Hun kunne heller ikke nævne selve traditionen; han ville ikke forstå, hvordan kunne nogen forstå den?

"Jeg blev.. hm.. hvordan kan man sige det.. fanget af ilden."

Taia vendte sit blik direkte mod hans og i stedet for et blidt, indbydende blik var der nu et lettere afvisende, hårdt et. Hun ønskede ikke at snakke om det; at forklare det ville være umuligt for en der ikke ville kunne forstå. Hun vidste at før eller siden ville hun nok ende med at forklare, men Seth, hvor venlig han end havde virket, var næppe den hun ville forklare sig til. Ikke at han på ingen måde kunne forstå det, men alligevel virkede han ikke som typen der kunne sætte sig ind i det.

Jeg er meget lige til. Er der noget, jeg vil vide, spørger jeg da! Man kommer ikke nogen vegne i livet, hvis man ikke er bare en smule bestemt og konsekvent. Jeg er sådan set også fuldstændigt ligeglad med, hvor hemmelige de ting, jeg vil vide, er. Det er naturligvis svært at hive ord ud af munden på andre, men man kan da godt tvinge dem til det. Det svar, hun kommer med, er dog på ingen måde tilfredsstillende, og hendes attitudeskift gør det slet ikke bedre. Men jeg er nysgerrig, og derfor vælger jeg at hole kontrollen ved lige. Det skal hun nok bare være glad for.

,,Det er du nødt til at forklare bedre, Taia.”

Min stemme er stadigvæk rolig, og jeg har ikke tænkt mig at ændre så meget på det endnu, men jeg må nok indrømme, at der ikke skal meget mere til, før jeg ikke gider være sød og venlig mere.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge? Hvorfor var det så interessant? Taia kendte godt selv svaret, men hun var ligeglad, han kunne da godt være så høflig at forstå at hun ikke gad svare fuldestgørende for han var tydeligvis ikke tilfreds med det svar hun havde givet. Hun svingede med halen og skulle lige til at stikke en lidt spydig kommentar, men lod så være. Det han havde sagt var i bund og grund forkert. Hun var faktisk ikke nød til at forklare noget som helst. Han havde spurgt, hun havde svaret og så var der ikke mere i det. Han havde på ingen måde autoritet til at bede hende om at fortælle noget hun ikke ville.

"Seth, der tager du fejl. Jeg er ikke nød til at forklarer det til dig, hvis jeg ikke ønsker at gøre det."

Taia svarede med en rolig stemme, langt fra flabet eller noget. Hun sagde jo blot en kendsgerning og hvis han blev sur over det var det vel hans problem. Hun rystede sit hoved en smule da et insekt kom for tæt på og vippede bagefter ørerne fremad mens hun så på ham. Hun havde lige slået ham i hans eget spil, sådan så hun i hvert fald på det. Dog viste hun ingen følelser omkring det, hun var blot tilbage ved sit venlige jeg. Tro dog ikke at vreden var forsvundet helt, den lå blot kun og ulmede nu.

Når der er noget, der ikke passer mig, mærker jeg det altid. Det føles, som om noget stikker til mig hele tiden. Nogle gange vælger jeg dog at lægge det bag mig; det er en af de funktioner, min enorme selvkontrol har. Og andre gange vælger jeg at lade det stikke så tilpas meget til mig, at jeg ignorerer selvkontrollen og lader min utilfredshed komme til udtryk. Havde hun ikke været så fuld af ar i forvejen, havde jeg ignoreret selvkontrollen og slået fra mig. Taget fat i hende. Men skal jeg sætte ar på folk, skal de helst være synlige. Disse ville blot forsvinde i mængden. Derfor nikker jeg ganske kort som et svar på hendes bemærkning. Jeg lader det ligge, men mit kropssprog, der i et øjeblik fremstår en smule advarende, gør tydeligt udtryk for, at jeg hverken accepterer eller respekterer det.

,,Hvad bringer dig ned til stranden?”

Mit spørgsmål bliver fremsagt med en ganske rolig stemme. Jeg ønsker stadigvæk at tale med hende. Ting, der er anderledes, har i alle tider interesseret mig, og Taia er ingen undtagelse. Men hvorvidt hun finder mig interessant, det tvivler jeg stærkt på.

[/color][/size]

T A I A~The scarred Mare

---

Det var tydeligt for Taia at Seth langt fra brød sig om det svar; han syntes at lade det ligge, men han forblev irriteret og en smule anspændt i hendes øjne. Inderst inde havde hun vel forventet et snap, at blive sat på plads trods at hun ikke havde været direkte flabet. Dog kom det aldrig. Om hingsten blot havde ekstreme mængder selvkontrol eller om han i blot ikke var den slags hingst, vidste hun ikke. Hun hælde dog til det første; han kunne sagtens være den slags hingst og var det nok også. Det interesserede hende vel egentligt. Derhjemme havde de selvkontrol, men mængden af den syntes mindre end hos denne hingst.

"Jeg kan lide at være her, ikke andet."

Hendes svar kom lige så roligt som hans. Nærmest usynligt begyndte hun at studere ham lidt nærmere. Hun så på små detaljer, ting som egentligt var ligegyldige, men som stadig kunne give viden til den som vidste hvad det betød. Enhver hest var dækket af ar, små eller store, talrige eller få. Hvis man vidste hvordan de forskellige ar så ud kunne man næsten bygge en hest historie op på dem. Taia selv vidste en del om ar; hendes kultur byggede jo delvist på dem.

"Hvad med dig? Hvorfor er du her?"

Spørgsmålet kom hurtigt efter svaret og efter det holdt Taia op med et studere ham, hun så blot på ham nu; viste interesse for hans selskab.

Jeg plejer for det meste at være ret ligeglad med, hvordan andre vælger at leve deres liv. For min skyld kan man da være, som man har lyst til. For mig handler det ganske enkelt om, at folk bare ikke skal prøve at lave om på mig, de skal ikke irritere mig, og så er jeg egentligt fuldstændig ligeglad med mine handlinger overfor dem. Jeg kan jo sagtens opføre mig ordentligt. Men jeg gør lige som jeg har lyst, og ofte har andre ikke lyst til at være med til det. Men det er jo ganske enkelt bare ærgerligt for dem. Hun siger, at hun kan lide at være her, og hun siger det i et ganske roligt tonefald, og det fortæller mig to ting; enten skjuler hun, at hun føler sig stødt over min påkrævelse om et bedre svar, eller også er hun bare glad for, at jeg har ladet det ligge. Hvilket af det, det gider jeg ikke beskæftige mig nærmere med.

,,Havet.”

Mit svar er et tostavelses ord, og jeg har da tænkt mig at sige mere, men jeg bliver distraheret et kort øjeblik. Jeg bemærker, at hun studerer mig. Ikke fordi jeg kan se det særlig tydeligt på hende. Det er nærmere følelsen af øjne, der kører henover mig. Hvad det er, hun studerer, det har jeg ikke nogen konkret ide om. Leder hun efter fejl, vil hun ikke finde mange. Mine ar er meget få, og de fleste er gemt. Dette vidner om, at jeg har været dygtig i de kampe, jeg har gået igennem. Om hun vælger at se det sådan, det er jeg dog ikke klar over. Ude fra kunne det lige så godt se ud, som om jeg er gået langs en beskyttet sti gennem mit liv.

,,Hvorfor kan du lide at være her?”

Budskabet i mit spørgsmål er klart. Jeg er ikke så meget til lange sætninger, hvis det kan koges ned til noget, der er meget mindre.

[/size][/color]