Wandering around, with a shadow and a foal

Den skimlede hingst trak sit hoved ganske let til sig, efter at føllet havde reageret; hun havde ranket sig og set ham an med store øjne, hvilket ikke var så forunderligt igen. Den nye verden, var stor og fyldt med nye indtryk, og det lod til at Hawaet havde haft sit at gøre, med denne fader til føllet, så måske havde dette også præget hende, allerede nu. Da Hawaet vendte tilbage til Altaïr, efter at hun havde bedt hendes unge datter om at hilse ordentligt an, smilede han ganske let. Han strøg Hawaet over hendes bløde hals, hvorefter han tillod sin stemme at bryde ud igen.

,,Hendes sind er upåvirket, i en sådan grad, at det ikke har indflydelse på hendes fremtid endnu, Hawaet. Men hun er skam påvirket, af de ting hun ser, de ting du lærer hende og det, hun allerede har oplevet. Rent, ja, det er hendes sind, men langt fra er hun den eneste - Selvom et rent sind, er en sjældenhed i dette land. Hawaet, tillad mig at spørge dig, om hvor stor kontakt hendes fader skal have med hende?”

Altaïr, der som regel ikke interesserede sig så meget for det, der lå udenfor de abstrakte tankers verden, havde dog en stor interesse i dette føl, og hvem der skulle påvirke det i fremtiden. Han vidste, at for at kunne se hans verden, skal sindet lærer at begå sig frit fra en ung alder; og om faderen skulle have noget med dette føl at gøre eller ej, kunne være altafgørende for, om Altaïr måske kunne bringe dette føl, til sin verden, engang i fremtiden.

Jeg lytter til alle de ting de siger, men det er ikke ligefrem det hele jeg forstår. Faktisk er det kun en smule. Min moders irettesættelse forstår jeg dog ganske godt. Hun skubber mig jo fremad, for at vise hvad hun mener, og dermed forstår jeg også hendes irettesættelse. Men den skimlede hingst der er foran mig, forstår jeg ikke helt. Hans stemme virker dog ganske anderledes i forhold til den anden hingst jeg mødte, den dag mor fik tæsk, og jeg flygtede ind i skoven. Der mødte jeg så Taia. Den store jordbrune hoppe, som jeg gav min kærlighed til i stedet, for at søge tryghed, mens jeg kunne høre de høje lyde fra mor og hingsten. Mens jeg står og tænker på denne måde, vippes mine øre rundt. Det er tydeligt, at der foregår en masse i hovedet på mig.

Men da mor har skubbet mig sådan frem, for derefter at træde væk fra mig, og op til hingstens side, træder jeg et lille skridt bagud igen, for at skabe en smule større afstand, dog ikke meget. ,,Hej.”
Siger jeg så med den lavmældte stemme, og dette er egentlig de første ord jeg siger. Andet har jeg ikke sagt. Mit blik hviler imod dem, meget opmærksomt, og måske en anelse stift på hingsten da han rør min mor igen, på halsen, da jeg forbinder ham med den anden hingst, der slog mor. Men det ser ikke ud til, at det er det han gør? Skader hende? Nej. Det ser nærmere ud som en kærlig berøring, på samme måde som mor berører mig. Mimre med den grå mule, inden jeg en anelse ivrigt slår mit hoved op og ned. Jeg er trods alt et føl.

Den grå hoppe ventede med at svare hignsten, hans spørgsmål gik direkte ind i hende, det var som om hun fik en tung vægt i brystet, noget der holdte hende nede, Djange var ikke en hingst hun nogensinde ville forbinde med noget der var godt, eller venligtsindet. Hendes øjne blev blanke et sekund, som om hendes tanker fløj afsted med vinden, afsted over engen og videre endnu. Et sekund senere kom hun tilbage igen og hun fnøs halv irriteret, før hun atter kiggede intenst på hingsten, hendes vrede var blusset en smule op, og halen var da også røget i vejret, hun var en hoppe der nemt blev hidsig, men hingstens rolige mine gjorde at hun med det samme slappede af igen. Hoppens mandelfarvede øjne så nu afslappet igen

"Djange skal ikke i nærheden af Asira, og i hendes opdragelse, men igen jeg vil ikke rigtig opdrage på hende, hun skal opleve verden som hun oplever den, og have lov til at drømme sine egne drømme"

hoppen smilte så inderligt igen, "Men vil heste lærer hende noget er de mere end velkommen, jeg er trods alt bare en beskytter, og den hun skal støtte sig på når hendes egne ben svigter"

Hoppen skulle til at sige noget andet men et lille 'hej'tog al hendes opmærksomhed, hoppen kastede nærmest hovedet i retningen af hendes føl, hun sagde noget? hun snakkede?! I et sprang Nour tilbage til hende, og lavede en masse små ivrige bevægelser, en form for ros og glæde, Asira skulle opmuntres til mere snak, så Nour overnussede hende over hele hendes krop, hun vrinskede da også begejstret en gang imellem, Halmet måtte sikkert havde troet at hun var skør, men glæden var så stor, at det gik ud i hendes krop i stedet.

Den skimlede hingst lod sit blik glide over den grå hoppe, der I et øjeblik blev fjern og spændt. Det var tydeligt et ømt emne, dette med føllets fader; men Altaïr vidste jo, at de begge havde været med til at skabe det uskyldige, rene føl, og af ren naturlov måtte han se sig uenig med hende; men for ham var det gode nyheder. Hvis dette føl kunne være uberørt, ja, da kunne han måske lærer det at drømme på den måde, han elskede og holdt af. Han brummede dæmpet og valgte at ignorere den side af hoppe, der valgte vreden frem for forståelsen; der var mange hormoner endnu der spillede ind, efter hendes foling. Da hoppeføllet da fik fremsagt et hej, lod Altaïr opmærksomt sit blik glide over på den lille skabning. Hans ører var fremme, og hans øjne udviste en sand ’stolthed’, nærmest, over at dette føl havde delt sine ord i hans selskab. Det var noget, han ikke havde prøvet før, og en faderlig side af ham, brød langsomt igennem. Dog ville han ikke lade den komme til udtryk her og nu, da afkommet hverken var hans eller hans at beskytte; men måske hans at forme engang.
Altaïr valgte at nikke til Hawaet, han ville ikke begå sig mere på emnet om føllets fader, især ikke nu hvor den grå hoppe så glædeligt opmuntrede sit afkom til at tale endnu mere. Altaïr smilede for sig selv og lod sit hoved sænkes en smule; måske var det snart tid til, at han skulle lade de to få noget tid alene - Føllet havde trods alt megen brug for sin moder i disse tidlige stunder.

Alle bevægelser de foretager sig, lægger jeg ganske meget mærke til. Jeg er nysgerrig af sind, fordi jeg stadig blot er et ungt føl, selvfølgelig på vej til at ældes, men det går jo ganske langsomt. Da mor spænder sådan op, og pludselig ændre sit kropssprog så markant, træder jeg hurtigt bagud, og smider ørene en anelse uroligt bagud – er der endnu et optog på vej, til endnu en kamp, mellem min moder og den fremmede hingst?Min krop er ganske stiv i det, fordi jeg er så anspændt over dette møde. Ender det ligesom det sidste møde, forsvinder jeg atter ind i skoven, væk fra min moder, og så skal jeg igen finde hende, når deres kampe er overstået.Men hun ændrer igen kropssprog, og mine øre kommer derfor fremad igen, dog en smule forsigtigt. Mor kommer nærmest springene til min side, da jeg har fremsagt det simple lille ord, med den lyse og endnu uskyldige stemme. Hendes nussen får mig til at slappe af i min ellers lille og anspændte krop, og jeg lægger svagt mit hoved på skrå imens jeg modtager al hendes ros og nussen. Ja, behageligt, det er det skam. Nipper op efter mors man, og da jeg får fat i en lille tot hår, hiver jeg svagt i det, med et føllet og legende brum.

Nour brummede stolt af sit føl, der tydeligt nød hendes nussen og kærtegn. Hendes mandelfarvede øjne slog op og stirrede direkte ind i hingstens øjne, der var ikke andet end glæde i øjnene, men dog måske en snert af træthed, hingsten var også selv blevet stille, måske han ville gå? Hun satte i let, elegant spring hen til ham og kiggede undrende på ham, ville han? Hendes øjne sagde alt, de gik fra glæde til lidt mere spørgende. Hun strøg blidt den gråskimlede på halsen som han havde gjort da han mødte hende, hun takkede for hans omsorg over for hende og føllet. Trætheden tog stille over hende, han havde gjort hende s afslappet at hun var blevet træt.
"går du?..." hendes stemme næsten uskyldig, men stadig en smule døsig at høre på. Hun blev ved med at nusse hingsten på halsen, hun takkede ham virkelig inderligt for at havde fået hende til at slappe af, det havde hun haft brug for, hun kunne godt lide ham, han var en drømmer der var mere en spændende, men hendes nyfunden kærlighed til ham var intet ment som mager, kun som venner... hvis hun kunne få sig selv til det havde hun bøjet sig for ham, for at vise at han havde fortjent hendes respekt og mere endnu.

Den skimlede hingst, der var ved de to unikke sjæle, betragtede dem ganske intenst. Hawaet, den smukke grålige hoppe, virkede så glad som hun overhovedet kunne være, over at hendes datter udviklede sig, hvilket var ganske smukt at beskue. Dog vidste Altaïr også, at de to trængte til at pleje hinanden lidt, nu hvor de ikke havde set hinanden nogen tid, og det spinkle føl, virkede heller ikke helt overbevidst om, at den skimlede hingst var et godt selskab; ikke at man kunne bebrejde hende, for hun kendte nok ej til noget positivt ved fremmede, men Altaïr vidste, at når hun blev ældre, ville han nyde at beundre hendes sind, se hvordan det voksede og se, om han kunne trække det i hans retning, imod hans verden. Han strøg forsigtigt Hawaet over halsen, med et lille smil; hun så træt ud, udmattet, og dette overbeviste Altaïr. Han brummede dæmpet og mødte derpå hendes øjne, der udstrålede alle hendes følelser.

,,Melady, jeg tror det er på tide, at dig og dit føl slapper af sammen og nyder hinandens selskab i fred og ro. Jeg vil trække mig, men jeg vil glæde mig til at se dig igen, du smukke hoppe.”

Sagde han med et lille smil, inden han takkede af med et galant nik. Han puffede ganske blidt til føllet, i dét han passerede det for at vandre ind i skoven og blive det spøgelse, som ingen kendte noget særligt til. Han så sig kort over skulderen, inden han da forsvandt ind i skoven, for at finde ly for natten.

[Altaïr out]