En gådefuld sjæl

Mens solen skinnede over den grønne eng, begav Altaïr, den skimlede hingst, sig afsted i en nobel dansk imod skovens mørke; ikke et dunkelt mørke, men et tiltrækkende og mystisk mørke, hvor tankerne kunne få frit spil og sindet blive inspireret. Hans lange ben og rummelige bevægelser gjorde ham meget ædel at beskue, for dem der end måtte kigge med og hans naturlige ranke form fik ham blot til at fremstå mere hingstet, end hans personlighed måske var. Altaïr var skam hingstet ingen tvivl om det, men hans sind var langt mere drømmende end magtsygt, og her skilte han sig ud fra mængden. Da han nærmede sig skovbrynet slog han hovedet iltert til siden hvorefter han udtrykte sin tilpashed over at befinde sig i dette tusmørke, som der var i skoven, med et dybt prust. Den skimlede hingst standsede derefter sine ædle skridt og stoppede op i en parade, der fik ham til at samle sig korrekt og løfte ryggen tilpast. Der var stille på denne tid, men stilheden var behagelig. Som sang den sin egen, tavse melodi, som den skimlede hingst kunne lytte til i fred. Dog var der noget, der sagde Altaïr, at hans sjæl ej ville være alene hele denne smukke aften, for der var noget i luften, som ikke ’blot’ var naturen. Nej, der var noget andet i hans nærhed, noget lig ham selv. En anden sjæl.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Den brune hoppe kunne være søgt i ly mellem træerne, men havde valgt at lade være. Hun var ovre det stadig; hun ville ikke gemme sig mere, aldrig mere! Her betød hendes ar ikke mere end en forstørret interesse fra andre. Dette betød dog ikke at Taia ville lukke op; hun ville langt fra dele sin traumer med andre. De ville næppe forstå, det var hun sikker på og hun holdt fast i det. Der var ingen grund til at starte en diskussion over noget som kun en part forstod og hvis andre ikke accepterede hendes skygge sider, så var de ikke godt selskab. Hun lod kort tankerne strejfe hver og en hun havde mødt, genkaldte deres første reaktion. Den eneste der overhovedet ikke havde reageret var føllet Asira. Mon hun ville se det skravl igen? Et kort smil bredte sig på hendes mule da hun huskede føllet. Hun ville nok selv ende med endnu et engang i fremtiden. Måske i en nær fremtid? Det var trods alt den tid på året. Hun svingede kort med halen og sænkede tempoet en anelse da hun nåede til endnu en eng. Hun var ikke på familiært territorium, så hun valgte at stoppe op og se sig omkring.

Taia var ikke en af de hopper der faldt for den første og bedste der bød sig, langt fra. Hendes to første føl havde været på den måde, men hun var ikke længere en kulret unghoppe der faldt pladask for den første der sagde hun var smuk. Kort rystede den brune hoppe sit lidt tunge hoved; hun havde været så uvidende dengang. Hun smilede igen, men blev så opmærksom på nærværet af en anden hest. Ørerne blev spidset mens hun så direkte hen mod skovbrynet. Hun rørte ikke en muskel, men ventede blot. Hvad hun ventede på var dog hende uvist.

Den skimlede hingst, der havde nået skovbrynet, havde sanset en duft i luften; mild, men svag og samtidig feminin. Der gik ej længe før Altaïr, der stod rankt på afstand af en brun hoppe, med hvide aftegn, måtte bryde sin form og slå frem i en løs og rummelig skridt imod denne hoppe, han havde fået øje på. Han rømmede sig, med en dyb brummen, da han begav sig imod hoppen, der stod i det mere åbne og holdt øje med alt; og hun havde sikkert også set ham, den årvågne hoppe, før han havde set hende. Altaïr lod sine øjne løbe over hoppens krop; hun var mere robust end andre, han havde set, men hun var harmonisk sat sammen, med gode lange ben, en pæn hals, pæn figur og et smukt hoved. Altaïr bed sig mest mærke i hendes hoved, med de store blå øjne, der sad som ædelsten og prydede hendes udtryk. I takt med at Altaïr kom hende nærmere, tillod han sig at kaste et blik mere på hendes krop, hvor hans øjne fik set på de ar, som hoppen besad. Han sænkede sin fart lidt pludseligt og endte i en hel parade godt og vel 2 meter fra hende; normalt var han en hingst, der gerne søgte hopperne direkte og kærtegnede dem, som de gudinder de var, men noget fik Altaïr til at stoppe lidt før denne gang - Ikke afsky eller direkte medlidenhed, eller angst. Nej, nærmere beundring og omsorg. Hoppen så han for at være skråbelig; ikke svag af sin, eller krop, men skrøbelig som det fineste glas. En fli og det vil knuse i tusinde stykker ved blot den mindste berøring - Og Altaïr så nu en sjæl, af det reneste glas, smuk som naturen omkring dem, med en lille fli - Disse ar hun bar, måtte være ar fra en tid før dette land. Men de ar, kunne være årsag til at hun kunne gå i stykker under hans berøringer, og derfor ville han først sikre sig, at hun ville tillade ham at røre, førend han gjorde noget, så han ikke var skyld i at dette rene væsen ville splintre. Altaïr vidste skam godt, at hoppen ikke ville gå i stykker, hvis han rørte hende, men allerede nu nærede han en dyb respekt for denne sjæl, der ikke indgik under magt eller visdom, men simpelt for hendes krop og udtryk. Hun var en hoppe, der skulle værnes om, i hans sind, og han ville værne om hende, så godt han kunne. Han bukkede dernæst høfligt, efter at have ladet sine tanker sno sig et øjeblik og da han rejste sig atter engang, søgte han hoppens blik, for at finde en reaktion på hans gøren.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Det viste sig at være endnu en langbenet, slank, ædel hingst som havde fået Taia til at vende sig blik mod skoven. Hun kunne ikke begribe hvorfor alle her syntes at være af den slags. Igen undrede hun sig over hvor hendes egen slags var; måske var den her overhovedet ikke? Hun svirpede med halen og studerede let hingsten, men på den korte tid hun havde fandt hun intet af betydning, intet der kunne give hende et præg om hvem han var. Dog fastholdte hun has blik i nogle sekunder og fandt her noget. Der var noget drømmende over dem, noget hun ikke havde set hos andre hun havde mødt. Det dragede hende ikke, tiltrak hende ikke, men det facinerede hende lidt.

At hingsten sænkede farten, om end kun lidt, og stoppede godt en hestelængde fra hende, glædede ikke ligefremTaia. Hun rankede sig en anelse og ørerne røg tilbage i et sekund før hun spidsede dem igen. Hun havde skam indfundet sig med at hun var et særsyn og næppe kunne forvente at møde mange der fuldstændigt ignorrede hendes ar, men alligevel generede det hende. En ting mildnede hende dog: hun så ingen medlidenhed eller afsky i hingstens øjne. Hvad hun så, kunne hun ikke sætte en hov på, men det var bestemt ikke noget.. dårligt. Det næste hingsten gjorde forbløffede hende en anelse og undrede hende en del. Han... hun var ikke sikker på hvad han gjorde eller hvorfor han gjorde det. Det var første gang i sit liv hun nogensinde havde set en hest gøre det han gjorde. Hun svingede med halen og tiltede hovedet let på skrå. Hendes blå øjne veg ikke et sekund fra ham. Et undret blik var alt hun kunne sende hingsten, for hans opførsel var uden for alt hvad hun havde set.

Den skimlede hingst, der havde trådt an foran den brunbrogede hoppe, fornemmede en intens følelse der bredte sig I hans krop, da hun mødte hans blik. Hun var overrasket, det var ganske tydeligt, over hans opførsel. Han smilede kort, vel galant en på en charmerende måde, men ej den måde der tegnede flirtende. Nej, Altaïr var naturligt charmerende, men han lagde som sådan ikke op til hopperne, på den måde som alle andre gjorde det. Han gik op i at opvarte hopperne til det punkt, hvor de følte sig specielle, unikke, men ej dertil hvor de følte sig elsket. Eller, det vil sige, Altaïr havde aldrig mødt en, der fortjente dén slags opvartning, men det skulle ikke udelukkes, at han engang gjorde.
Hoppen virkede en smule fornærmet over hans ankomst; hans vigen, da han så hendes ar, var sikkert ikke noget, hun forbandt med noget godt, og det kunne Altaïr sagtens sno sit sind omkring. Hvis han bar ar, eller andre synlige skader, ville hver kommentar, hver bemærkning omkring det, gøre ondt. Han brummede dybt, måske en anelse undskyldende overfor denne rene sjæl, i den skadede skal.
Derpå lod han sin mule søge fremad med hvælvet hals, for at komme denne hoppe lidt nærmere; sensitiv var han, nærmest følende, som strøg han sin mule over et lag af det tyndeste is på sin vej imod hoppen. Trådte han forkert, kunne hans underlag let forsvinde, men var han heldig og kom sikkert i land, ville han måske kunne se nærmere på dette smukke væsen. Han slog hovedet en smule op og ned, alt imens han udsendte nogle dybe, hingstede brummelyde, som både var en reaktion på hendes brunst, men ligeså en tilnærmelse, der lå til den uskyldige side. Efter lidt begyndte han dog at tale, da han havde nået den afstand han havde sat sig for.

,,Melady, godaften. ”

Sagde han med den ganske drømmende undertone, i hans hingstede stemme. Det var tydeligt at Altaïr langt fra som alle andre - Hans drømmende sind og store fantasi lå yderst i hans pels og han ønskede virkelig at vise den, til alle og enhver. Hvis blot de havde fantasien til at lytte og forstå.

,,Hvad siger du, hvis jeg siger ordet ’Stjerne’?”

Ja, man kunne godt kalde Altaïr ligefrem, for han yndede at starte sine samtaler meget spontant og abstrakt, i stedet for at spørge direkte indtil sindet på hans selskab med det samme. Han havde erfaret at mange ofte blot holdt sig i overfladen, når de første spørgsmål blev udvekslet, og det så Altaïr som værende ganske overflødigt. For ham var det langt mere interessant at se de meninger og holdninger som selskabet, denne smukke brunbrogede hoppe, havde uden filter på. Uden de formelle handlinger og ord, som navn og herkomst, men blot ærlige meninger, om det han nu ønskede at høre. Han forlod ikke ét sekund hoppens øjne; nej, hun var alt hans opmærksomhed ønskede at se nu, og derfor så han kun hende - Intet andet.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Hingsten havde charme, det måtte Taia giver ham. Det var bare synd at charmen ikke rigtigt fangede hende på nogen måde. Dengang hun var yngre, ville hun nok være faldet pladask for en hingst som ham. Hans charme var dog ikke flirtende, den var bare naturlig og det kunne hun vel egentligt godt lide. Han var tydeligvis ikke som andre hun havde mødt, ikke at andre var det, men han stod uden for alle grupper hun normalt kategoriserede andre efter. Det rykkede kort i hendes ører da hingsten kom med en nærmest undskyldende brummen. Hendes ører vippede kort tilbage før hun spidsede dem igen. I hendes hoved havde han tydeligvis undskyld og hun lod fornærmelsen forsvinde med vinden. Der var ingen grund til at huske ham på det længere. Hvad hun ville huske ham på ville bestemt være hans opførsel. Der var noget ekstremt ungt over ham, noget uskyldigt hvis hun skulle være ærlig. Han virkede dog ikke ung nok til at besidde den form for uskyldighed, men alligevel gjorde han det. Om det var hans uendeligt langsomme, og nærmest forsigtige, bevægelser eller de, til dels, uskyldige brum han kom med kunne hun ikke sige.

Melady. Taias tanker snørklede sig omkring ordet, prøvede at finde dets mening, men det blev tabt i mørket. Hun havde aldrig hørt det ord før, præcis som hun aldrig havde set hingstens tidligere gestus før. En ting var hun dog sikker på, det var et tilnavn til hende. Andre ville have introduceret dem selv eller spurgt om hendes navn, men han gjorde ingen af delene, han gik blot videre før hun nåede at svarer. Hans stemme forundrede Taia en smule, den dragede hende endda lidt, men ikke så meget at det havde en betydning. Hans spørgsmål derimod gjorde ikke andet end at efterlade hende i mørket. Hun fandt ingen logik i spørgsmålet, heller ej en mening, men ikke desto mindre gik hun igang med at finde et svar. Stjerne. Hvad betød det for hende? Ærligt talt betød det mere end det nok gjorde for de fleste. Ligesom ilden var de et tegn på Orctics, de var dem der tidligere havde levet og dem der senere skulle få liv. De kunne lede på vej, men kunne også lede en til forkerte steder. De var alt og alligevel intet, for de var bare lys og lys kunne ikke røres.

"Jeg siger.. eller rettere tænker på mange ting."

Hendes umiddelbare svar var kort, kontant som sædvanligt, men hun vidste godt at det ikke var nok. Hun havde heller ikke nogen grund til ikke at uddybe i denne sammenhæng. Hun hævede sit hoved lidt og fastholdte hingstens mørkeblå øjne, inden hun begyndte at dele sine tanker med ham.

"Stjernen i nord er Ortics selv. Alle de andre er de sjæle som har levet eller som mangler at få liv i en verden; denne eller andre. Hver gang nogen fødes forsvinder en stjerne og når noget dør skabes der en. Stjerner kan lede vej, både til det man ønsker at finde og det man ikke vidste man søgte.
Men sig mig Gråling, hvad betyder det for dig?"

Taia mente intet ondt med tilnavnet Gråling, det faldt hende bare naturligt. Hun kunne ikke finde et andet ord der bandt sig bedre til hingsten end det. Hvorfor hun havde smidt spørgsmålet tilbage i hovedet på hingsten vidste hun heller ikke. Det havde bare virket.. naturligt.. på en eller anden underlig måde.

Den skimlede hingst, der stod nær den brunbrogede hoppe, lyttede intenst til hende. Både til de ord, der fremkom ovenpå hans spørgsmål, men ligeså til hendes kropssprog, som fortalte en del. Ikke noget om hendes personlighed, som sådan, men om hendes måde at værne om sig selv på. Altaïr gættede sig til, at denne hoppe, den smukke brunbrogede hoppe, var en hoppe der så alt og observerede alt. Altaïr brummede atter, dybt og ganske roligt, men samtidig ganske intenst. De ord som Taia fremsagde med en stemme så mild som sommerregnen, fik Altaïr til at lægge hovedet let på sned. De ord hun sagde, om denne Ortics; ja, det fik Altaïr til at skabe billeder i sit sind, som han ønskede at dele med denne hoppe. De ord hun sagde om stjernerne var dybsindige og tiltrækkende for Altaïr’s sind - Hun var ikke bange for at have en mening om stjernerne, og den var langt fra overflødig, den mening hun så havde. Det lod til at stjernerne for hende og hendes kultur var livsbringende og livstagende; en energi der blev lånt af de levende og som skulle betales tilbage når livet på denne jord var ovre. Og samtidig var de en ledende skikkelse, som kunne vise vejen, til det som hjertet søgte, men som sindet ikke vidste.
Da hoppen så fint og elegant lagde spørgsmålet over på Altaïr selv, rankede han sig en smule op. Altaïr var på mange måder en sjov størrelse, der ofte sneg sig udenom spørgsmål henvendt til ham selv; men det spørgsmål som hoppen nu stillede ham, som var lig det han stillede hende, henvendte sig ikke til ham som en fysisk skikkelse, men til hans meninger og holdninger; og dem delte han gerne ud af. Han nikkede kort, hvorefter han endnu engang lod sine øjne hvile i hendes smukke, lysere blå øjne, og derpå begyndte han at tale, med den let charmerende, men ligeså drømmende og hingstede stemme.

,,Melady, stjernerne er for mig, ubeskrivelige. De ord du sagde, om at de bringer liv, er jeg enig i. Jeg har altid set stjernerne som et sted hvor liv opstår og ender, måske ikke på samme måde som du, men lidt derhen af. Men jeg ser dem samtidig også som et fællesskab af energier der blot venter på at blive udforsket. Ser du, melady, jeg tror at stjernerne er et sted for drømmene. De drømme, som du og jeg drømmer, når vi sover, men også dem som vi søger at udleve og føle. Jeg selv er en drømmer, det indrømmer jeg gerne, og mit sind ynder at vandre frit blandt stjernerne eller over det uendelige ocean, hvor ingen andre kan nå det. Især blandt stjernerne er der fred, men også plads til at skabe. Der kan skabes verdener deroppe, melady, hvis blot man tør og vil udfolde sig sind og lade det forlade kroppen”

Altaïr havde sagte meget nu - ALT for meget. Han delte normalt ikke hans vision med andre, førend han vidste om de var i stand til at forstå. Dog var der noget ved denne brunbrogede hoppe, der tiltalte ham på en sådan måde, at han turde udfolde sine sande tanker for hende, allerede nu. For han vidste, at enten ville hun ikke bære notits af dem og glemme dem, eller også ville hun søge at studere dem; ja, for denne brunbrogede hoppe var ikke en af dem, med et sind der frygtede eller var usikker på sig selv, på en sådan måde, at det blev ubærligt for selskabet. Nej, bar hun usikkerhed, gemte hun den for sig selv, og gjorde ikke brug af den overfor Altaïr. Og samtidig lod det til, at denne hoppe havde en form for vilje og lyst til at give sit sind hen til noget i samme grad, som de stjerner hun beskrev. Noget unikt og specielt, som det hun kendte til. Altaïr trådte da et skridt tættere på hende og søgte hendes mule med hans; prallede hans ord af på hendes sind og aura, eller tog hun dem til sig, undrede sig over dem og forstod dem?

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Den skimle hingst foran hende var af en finurlig dimension. Hans opførsel passede ikke til hans udseende, eller måske var det nærmere den anden vej? Udseendet definerede ikke personligheden, så meget vidste Taia i hvert fald. Hun var selv et levende bevis på det: uden på var hun mere hærget end de fleste, men på trods af det var hun også optimistisk og åben. Kun til et vidst punkt, men ikke desto mindre åben for det meste. Søgende, men i det skulte, lod hun kort sine blå øjne glide henover Gråling, som hun så fint havde døbt ham, i søgen efter noget der fortalte mere om ham end hans ord. Han var en gennemført drømmer, ingen tvivl om det, og havde ingen fysiske tegn på at være en slagsbror. Hun ville dog heller aldrig havet gættet på at han ville være sådan; det lå for langt fra hans, for nogen måske, perfekte ydre. Han var det mange søgte og alligevel ville mange nok afvise ham for hans alt for snørklede tankegang. Taia fandt dog tankegangen interessant, ny, direkte spændende om man ville. Det lå ikke direkte i hendes natur at være filosofisk, men det harmonerede med hendes opdragelse og kultur. Hans drømmende sind og hendes kultur baseret på at alt kun lånes, at livet ikke er forbi efter døden, snoede sig ind og ud af hinanden. Der blev skabt forbindelser og nogle af disse blev brudt flot for at skabe en ny forbindelse. På trods af disse forbindelser og Taia's næsten åbenlyse, nyfundne interesse i hingstens tankegang, blev hun efterladt i mørket ved hans næste ord. Det var som om han talte et sprog hun kende, men ikke var i stand til at tyde. Hun forstod skam hvad han mente og hvor hun ville hen med det. I hendes kultur gik man fra en verden til en ny, for stjernerne var delt af alle, præcis som hun selv havde gjort. Alligevel nagede det hende at han mente at stjerne og drømme hang sammen. De eneste drømme hun havde haft, var mareridtsagtige genfortællingerne af den værste nat i hendes liv. De drømme og skønheden af Orctics neutrale rige skulle ikke blandes sammen.
Grålingen trådte et skridt nærmere og søgte hendes mule med sin egen. Med en anelse forsigtighed stødte Taia sin mod hans, kort og blidt, før hun trak sit hoved til sig igen og kort lukkede øjne længere end blot for at blinke. Hun ønskede egentligt ikke at udfordre hans ideer om verdenen, de virkede så gode, men alligevel passede de ikke sammen. For hende var der fejl i dem, men ingen kunne vel finde perfektion alene? Perfektion kunne kun opnåes gennem forbindelser mellem mere end en sjæl og ingen ren skikkelse var hjem for mere end en sjæl.

"Jeg forstår din tankegang Gråling, den er meget lig min egen kultur, men alligevel må jeg sige dig imod. Jeg tror ikke på at drømmene, vi drømmer, hænger sammen med stjernerne. Det deroppe er Orctics rige og han ville ikke lade mig se, hvad jeg ser om natten, hvis drømme kom fra hans rige."

Hvis muligt havde Taia slugt den sidste sætning hun sagde, taget den tilbage og ødelagt den, men det var ikke muligt. Egentligt ville hun ikke dele så meget som hun gjorde, med nogen hun end ikke kendte navnet på, men det var som om hun havde sat en side af sig selv af. Aflagt den efter hingstens første spørgsmål. Hun havde, for nu, mistet den normale mistro hun havde til dem hun mødte. Det var som om hun ikke rigtigt behøvede den overfor denne grå, drømmende sjæl. Måske ville hun endda have været i stand til fuldstændig at fjerne blikket fra hingsten, på trods af at hun ikke vidste mere om ham end at han var en drømmer, men det var hun ikke. Det var dog ikke mistroen eller instinkterne der holdt hende fra det; det var noget andet, noget hun ikke helt vidste præcis hvad var.

Den skimlede hingst, der var ved denne unikke, brogede hoppe, studerede hende ganske fascineret og alligevel en smule tilbagetrukket, da hun skulle have plads til at tænke over de ord, som den skimlede havde delt med hende. Han brummede dæmpet og spidsede mulen en smule, for at nippe forsigtigt til en tot af hendes man, der havde forvildet sig om på den anden side af hendes hals; og forsigtigt førte han den tilbage, tidsnok til at kunne trække mulen til sig, da hun begyndte at snakke. Hendes ord kom ud, med en ganske bestemt tone, som den skimlede vel kendte til, men som han ikke kunne sætte ord på. Den brogede hoppe så sig uenig med Altaïr og hans ord, på det punkt at drømmenes verden lå i stjernernes. Dog dét, at hun forstod hans ord, var en bestået test, han ikke havde regnet med, at hun ville bestå - Ikke fordi, at han betvivlede denne brogede hoppe, men fordi hun måske havde lidt for megen smerte, til at kunne forstå en abstrakt tanke, som den Altaïr havde præsenteret for hende. Vel overrasket rankede han sig en smule op, for da at træde hende nærmere i en ædel bevægelse, der var kontrolleret helt ned til mindste detalje. Han valgte at træde hende nærmer, fordi han havde opfanget den tillid, der lå i luften omkring dem; en tillid til, at han ville lytte til hende og ligeså omvendt, og samtidig at han ville forstå hende, hvis hun lod ham. Han strøg hende forsigtigt over den plettede hals, hvor hendes ar også sad, med en så forsigtighed, som var hun lavet af det reneste glas. Hun var ulig alle andre hopper, han havde mødt, og en trang voksede i hans indre, til at forkæle denne hoppe, værne om hende, beskytte hende for selv vinden og ikke mindst glæde hende. Han rømmede sig kort, efter nogen tid, hvor han havde stået i sine egne tanker og da vendte han blikket imod hendes.

,,Melady, drømmende hører til i vores sind, men de drømme, som vi drømmer udsnit af, har jeg oplevet kan finde sted i stjernernes rige; blandt dem, udenom dem, men aldrig ét med dem. Men, denne Orctics, er han den guddom, der bor i stjernernes rige? ”

Altaïr valgte at spørge ind til hendes version, hendes religion, fordi den lå hende nær. Fordi det var noget hun kendte til, og ej meninger som Altaïr, Gårling, havde og skulle udforske. Nej, han ville ej presse på hendes sind, som han gjorde med andre, men i stedet for søge tilladelse, til at lærer af det, udforske det. Denne hoppe havde en tro, som ingen anden havde, og netop dét fangede hans interesse - For måske, ja, måske var hendes tro mere virkelig, end hans? Selvom han inderligt ønskede at indvie denne hoppe i hans verden, stod det ham klart nu, at han først måtte se hendes verden; for at forstå.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

En hys hoppe ville måske have snappet efter Grålingen for at være så nærgående og en anden hoppe ville måske være faldet i staver overfor hingstens charme og kærlige opførsel, men Taia var ingen af de hopper. Hans kærlige opførsel gik dog ikke for blinde øjne og hun tog sig selv i at lade sine parader falde lidt i hans selskab. Opførslen var dog hende fremmed, ikke at de ikke var kærlige derhjemme, men det var en anden form for kærlig. Den ene var ikke værre end den anden, de var blot så forskellige og alligevel så ens. Med et blev paraderne dog bygget op ny, næsten gjort stærkere, da hans bløde mule strøg henover hendes ar. Hun spændte sine muskler og en anden hest, specielt en anden hingst, ville meget vel være blevet mødt med hendes tandsæt, men ikke Grålingen. Han havde jo i grunden ikke gjort hende noget, han havde blot rørt hende som hun havde rørt ham. Alt han havde gjort var at kæle for hende, opvarte hende, men alligevel følte hun noget ulme under hendes skin. En del af hende ville vige, en anden ønskede at blive. Da han rømmede sig og vendte sine blå, næsten sorte, øjne mod hende igen og talte, døde vreden langsomt hen. Han ønskede at hun delte noget, som hun ellers ikke havde forventet at nogen ville finde en interesse i. Endnu en 'Kan'/'Kan ikke'-kamp udspillede sig i hendes tanker og det endte med at hun valgte at kunne. Orctics og hendes ar var lige så forbundet som skyer og regn, men alligevel kunne hun vel godt undgå den ene del, lade som om forbindelsen ikke fandtes?

"Efter mit folks traditioner, så ja. Orctics er den der bor blandt stjernerne, sammen med dem der har levet og dem der endnu venter. Han er dog ikke bundet til himlen, men ynder at besøge os, vandre blandt os og nogle siger endda at han har vejledt eller frelst dem. Orctics er både en vejleder, en beskytter og en frelser."

Den brune hoppes øjne vej ikke fra den grå hingsts. På trods af at han var en fuldblodet drømmer, betvivlede hun en smule hans evne til at godtage en enkel, altvidende skikkelse. At drømme betød ikke nødvendigvis at man kunne sætte sig ind i at tro på noget man aldrig havde set, endda lægge sit liv i andens varetægt som hendes folk ofte gjorde. Deres tro og kultur var så baseret på ham at nogle måske ville sige de var fængslet af ideen om ham, men det var de ikke. De yndede blot at have nogen de kunne tro på, bede til, selv når alting så ud til at mislykkes.

Det var ganske tydeligt, at den brogede hoppe blev påvirket af hans nærhed; endda var der en blandet følelse af vrede og måske glæde, der vældede op til overfladen i et øjeblik, hvor den skimlede hingst var hende aller tættest, der hvor han rørte hendes plettede hals. Han brummede en smule undskyldende; for han ønskede ikke at gå imod hoppens vilje, selvom hun burde handles som en sand gudinde; som glas, skrøbelige ædelsten, der skulle beskyttes for alt i verdenen. Han tippede ørene fremad, da hendes blå, blå øjne ramte hans, der var nået mørkere end hendes. Der var en renhed i hendes blik, en uskyldighed, og ligeså en kamp i hendes indre, der blev afspejlet i en tøven, inden hun svarede ham. Hun havde valgt at lade ham se mere af hendes sind og fortid, hun havde accepteret hans anmodning om at høre mere om hende - Og det fik han lov til. Hendes ord, var dybe og sande; måske ikke for alle, hvilket også var irrelevant, men for hende var de sande; som Altaïr’s verden var for ham, og det var dét, der betød noget. Han smilede efter noget tid - For hendes ord, ja, dem kunne han sagtens relatere til. Det var sådan, at Altaïr havde set noget på sin vej til dette land, noget i stil med den guddom, hun beskrev. En guddom, der ikke var fængslet i de høje skyer, men som kunne vandre til og fra, komme og berøre, frelse, tale og begå sig. Her var det dog ikke en konkret skikkelse, med Altaïr havde en fornemmelse af, at det lys som han havde set, kunne tage form, så det ville blive solidt og ens med de sjæle, der begik sig i dets land. Han hvælvede nakken let, alt imens han så på Taia; hendes tro var så ren og stærk, og hun havde valgt at indvie ham i den - Og som tak, ja. Altaïr var ved at være sikker. Dog var tiden endnu ikke til det, men når den var, så ville Taia opleve noget unikt.
Han lod sin mule blive let tilbage, da han ikke ønskede at tirre hendes sind, ved hans berøringer; noget var sket for denne hoppe engang, der havde givet hende disse ar, og den oplevelse måtte have påvirket hende så meget, at nærkontakt var svært; og det ville han da acceptere, selvom han havde en trang til at røre denne hoppe.

,,Denne Orctics, kunne det tænkes, at han kunne nå rundt omkring i alle verdens stjerner? Melady, da jeg ankom her, oplevede jeg noget, der kunne beskrives på samme måde. Et lys guidede mig, som en guddom, omfavnede mig og bød mig velkommen. Måske kunne dette, være en version af din guddom, eller måske den selv samme?”

Altaïr vidste godt, at hans ord blev abstrakte nu; men hvis hendes guddom var så bred og kunne være overalt, så kunne han vel også være her?

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Igen undskyldte den skimle hingst og igen lod Taia det falde i baggrunden. Der var meget hun gjorde anderledes omkring denne hingst, men han var heller ikke som andre hun havde mødt, her såvel som i Taruhk. Hendes ører havde været vendt bagud, ikke lagt, men dog vendt. Nu vendte de fremad igen og hun brummede kort, dæmpet, for blot at forsikre ham om at hun skam havde tilgivet ham. Stilfærdigt svingede hun med halen og iagtog hans reaktion. Han lod til rent faktisk at kunne forstå; han var i stand til at forstå ideen, i hvert fald dele af den, men der var også noget andet. Måske forstod han ikke blot, måske havde han direkte oplevet det? Egentligt havde hun vel også selv oplevet det: Ildhingsten der skærmede hende og hjalp hende videre kunne nemt have været Orctics selv eller en af hans utal af sønner. Orctics var jo både livsgiver og den der kom for at tage en videre. Han var lynene der flækkede træerne, men også livet der spirrede frem i asken. Grålingens stemme bragte hende tilbage fra hendes tankestrøm da han begyndte at tale, stadig med den samme drømmende stemme som altid. Igen lyttede hun med sand interesse og en lille glød kunne anes i hendes øjne. På samme måde som hun forstod hans drømme, forstod han det hun troede på, det hun tilbad. Hun følte langsomt en større samhørighed med hingsten, som hun end ikke kendte det sande navn på, i det han sagde at han var blevet vejledt af et lys. Orctics kunne nemt være et lys, det blev endda sagt at det var sådan han foretrak det. Et lys kunne ikke sættes som han eller hun, som stort eller småt. Det var der blot, livsgivende og vejledende.

"Lyset kunne nemt have været Orctics."

Taias blå øjne holdt fast i Grålingens blåsorte indtil hun hævede sin mule mod himlen. Hun strøg den kort i en bue mod himlens mens hun forsatte med at svare.

"Dette lande, Andromeda, deler himmel, jord, hav og luft med Marfarek og sandsynligvis mange andre lande. Orctics eksistere i alt i Marfarek, så han eksistere nok også i alt her."

Langsomt sænkede hoppen hovedet igen og så på ham igen. Det kunne vel være ligegyldigt med hans navn, for hende var han drømmeren Gråling, om hans navn så var noget helt andet. Gløden fra før var blusset en anelse op og en barnlig glæde kunne spores i hendes øjne hvis man virkelig så efter.

Den skimlede hingst lod sit hoved sænkes. Der lå en ganske intenst stemning over de to sjæle, en stemning af samhørighed, forståelse, tillid, men det hele var også en smule ustabilt. Den brunbrogede hoppe, var en såret hoppe; både på krop og i sind. Hendes skade var helet, men havde efterladt ar, og disse af, var endnu skrøbelige. Han havde læst hendes reaktion, og selvom hun tydeligt havde tilgivet ham, for at have berørt hende, så søgte han hende endnu ikke igen; for han ville ikke presse den hårfine grænse der var tegnet mellem de to. Ikke endnu. Den grænse, skulle hun selv gøre op med, og når hun gjorde, ville han med glæde træde over den, gerne langt over den. Han ville stå ved hendes side, berøre hende, kæle for hende og passe på hende. Han brummede dæmpet, da hun drog sin konklusion, om at dette land som de befandt sig i, delte himmel og vand med verdener udenfor. Det var en ganske spændende tanke, for den skimlede hingst kendte ingen veje ud af dette land - Ja, faktisk havde han hørt, at det ej var muligt at forlade dette land, der ikke synede til at have andre grænser end det blå hav, der omringede de forskellige øer; men som alligevel måtte have klare grænser, siden det ikke var muligt at vende tilbage til det land, som man kom fra. Men måske var Taia anderledes? Måske var hendes verden tæt på denne, og måske var hun særligt udvalgt til at dele lige netop denne del af en måske større verden, på lige fod med alle dem, der kom udefra? Altaïr lod sit hoved glide let på sned, inden han lod blikket vandre direkte ind i de perfekte blå øjne.

,,Dit land, er det Marfarek? Melady, jeg er ganske overbevist om, at det jeg nu vil spørge dig om, vil være for meget at stille. Men, hvordan er du kommet til det her land, som vi begge er i nu?”

Normalt interesserede disse ’fakta’ ikke Altaïr; for andres herkomst og navn var ham ligegyldige. Dog vidste han, at den måde Taia var kommet hertil på, havde påvirket hende på en anden måde end andre, der blot så det som en oplevelse; og fordi hun var mærket af denne rejse, interesserede det ham. Han nikkede kort, galant, for at understrege at hun ikke behøvede at svarer ham; for kun de ord, som hoppen ønskede at sige, ønskede han at høre - Selvom han selv havde spurgt ind til det.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Den arrede hopper lod igen, omend langsomt, paraderne falde til jorden. De forsvandt dog ikke, men blev liggende, klar til at blive bygget op igen om nødvendigt. Hun nød i fulde drag den skimle hingst selskab dog det gjorde hende et sted trist at hun ikke kunne klare hans berøring, men hun vidste også at det blot kunne være et spørgsmål om tid. Intet sår heler på en enkelt dag og selv et ar tager tid at vende sig til. For nu måtte hun nøjes med at dele tanker med den drømmende Gråling og det var i sig selv også nok for hende. I den korte tid mellem hendes stemme og hans sænkede hun hovedet for at klø nogle af arrerne på sit venstre forben, men stoppede lidt brat da han spurgte om hendes land var Marfarek. Havde hun ikke sagt det? Havde hun overhovedet sagt noget om Taruhk? Det havde hun vel i grunden ikke. Dette måde gik så langt forbi det normale at hun glemte hvad hun havde sagt og hvad hun ville have sagt til andre. Roligt hævede hun hovedet igen, mødte hans intelligente, blå øjne med sine egne og nikkede, men hun stivnede ved det næste spørgsmålet. Gløden i hendes øjne døde langsomt hen i takt med at hun overvejede hvorvidt hun skulle fortælle ham eller ej. Han havde delt sin kommen med hende og han forstod. Han var i stand til at forstå det hele, han havde endda måske selv mødt Orctics, blevet ledet af ham, men ville det stadig være en god ide at stole på ham? I grunden frygtede hun jo egentligt ikke det at hun var kommet her, men det der var sket før. Mulen blev vendt mod jorden og hun kneb kort øjne i, før hun åbnede dem langsomt igen og så på ham. Den glædelige glød var borte, erstattet af en svagt bølgende blanding af frygt og underligt taknemmelighed. Hun var ildhingsten evigt taknemmelig for at have reddet hende og mindet om dengang fik det til at vise sig i hendes øjne.

"Jeg... Noget gik galt på en særlig aften."

Taia startede langsomt ud, med en tøvende svag stemme. Hun sukkede kort og lod skuldrene falde inden hun forsatte. Hendes blik blev dog ikke ved hingstens blåsorte, men veg til siden før de endte med at stirre blindt mod horisonten.

"Jeg pådrog mig de skader jeg bære ar fra nu. Jeg blev frelst fra en tidlig død af en hingst lige så fyrig og flammende som en steppebrand, helt bokstaveligt talt. Og på grund af vores samtale, tror jeg næsten at det var en af Orctics sønner eller måske direkte ham selv."

Taia lukkede øjne igen og sank kort. Havde hun virkelig lige fortalt det til en hun ikke engang kendte navnet på? ... Hvad var det hun snakkede om?! Navnet kunne vel være ligemeget, hun følte en større samhørighed med ham end hun gjorde med andre, så hvad hun vidste om ham var vel ligegyldigt?

Den skimlede hingst, der havde holdt sit navn hemmeligt for alle, lod sine øjne søge lidt over den brunbrogede hoppe, hvis navn han ikke var interesseret i; men hvis personlighed og udtryk han var så fascineret af, at han kunne bruge timer, på at snakke med hende og udforske hendes sind, tanker og denne åbenbare religion, som hun havde. Den var spændende, især fordi den havde fællestræk med det land som de vandrede i nu; med en evig skikkelse der lå langt over alle, men som alligevel kunne vælge at begå sig blandt dem, og dele ud af sin frelse. Han bemærkede godt den mine, der gled over hoppen, da han havde stillet sit spørgsmål; og da fortrød han vel lidt. Han havde presset grænsen imellem dem til det punkt, hvor den kunne have bristet, men hun holdt den alligevel sammen. Hendes glæde, der før var blusset op i hendes smukke øjne forsvandt. Det, hun nu overvejede om hun skulle fortælle, var noget der smertede hende, og det brød han sig ikke om. Dog, selvom han ønskede at berøre hende, for at prøve at berolige hende, så hold han mulen for sig selv, fordi han godt vidste, at dette var det bedste i denne situation; og så længe hoppen ikke selv inviterede ham tæt.
Der gik lidt hvorefter hoppen begyndte at snakke, alt imens hendes blik forsvandt ud i horisonten. Det var en smule smertende for den skimlede hingst at lytte til, selvom det alligevel greb hans interesse intenst. Hun var blevet udsat for noget så smerteligt og voldsomt at hendes krop havde været døden nær, hvorefter hun var blevet frelst af en ildhest, der måtte have været som en rigtig brand, som den brogede hoppe fremlagde det. Altaïr forholdt sig tavst i nogen tid; ikke fordi, at det hun sagde, var uvirkeligt, for hvis der var nogen der troede på det uvirkelige, så var det ham - Blot så følte han så meget med denne hoppe, at han næsten var bange for at blive for meget. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, før en tanke strejfede hans sind; og fik rettet ham af sted på kursen igen.

,,Melady, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige; din oplevelse er en, som ingen fortjener, og alligevel, så mener jeg at du har været heldig. Ikke heldig på den måde, at dine skader har været hverken heldige eller at du har gjort dig fortjent til dem, men det møde du havde, med denne ildhest. Dén der redede dit liv. Det, melady, tror jeg kun er de færreste og de mest fortjente, der får lov at opleve.”

Altaïr’s ord skulle ikke menes sådan, at hoppens skader var irrelevante eller ligegyldige, for de betød meget; for hende selv, men sikkert også for hendes omgang med andre. Det var sikkert ikke alle, der som den skimlede hingst, kunne acceptere at hun så således ud, og det måtte da virke hæmmende for hende. Men Altaïr valgte at lægge vægten på den frelse hun havde modtaget, både fordi at han kunne mærke på hende, at selve emnet voldte hende så stor smerte, at han ikke ville bede hende uddybe det mere, men også fordi at hun havde mødt en guddom, eller en magi, der kunne redde hendes liv; og måske havde hun modtaget livet, fordi hun netop var speciel, unik, ren i sindet?