Når arrene græder blod..

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Den mørkglødende hingst, hvis pels kunne glimte som et flammehav når solens stråler ramte ham rigtigt, dansede uden på den åbne eng. Han var ikke mere end blot en sort silhuet, der flaksede rundt i det fjerne, for solen var ved at blive ædt af det dunkle mørke, der kom snigende oppefra. Men den stærke kriger solen altid ville være, kæmpede for at lade de sidste stråler skænkes mod Andromeda, og det gav himmelen en hel unik farve; en farve der var en blanding mellem lilla og blå. Det hele virkede så idyllisk, når himmelen begyndt at skifte, og Jaidev ville aldrig benægte, at han elskede natten. Han elskede mørket, skyggerne, lydende.. Han elskede at være usynlig for omverdenen. Det lå som et gammelt instinkt at være usynlig for omverdenen, det var hans overlevelse engang. Nu virkede det blot tåbeligt, for her var intet at frygte; der var ingen morderiske fjende. Men det lå alligevel i ham som et uhyggeligt stramt greb, der aldrig ville kunne slippes. Den muskuløse hingst prustede højlydt, mens hans mandelformede ører var vippet en smule bagover. Her ude på den nøgne eng, hvor det knæhøje græs bølgede i den svage vind, var der ingen lyde; det eneste han hørte, var hans eget hjerteslag og tunge åndedrag. Hvor længe han havde danset omkring, var en gåde. Men han havde brug for at bruge musklerne, og han nød at strække dem, nød at bruge kroppen. Men når han bevægede sig, så forlod han også den trance, hans tanker hele tiden kredsede omkring. Han havde en mission, der skulle løses. Men hvordan kunne han det? Det var umuligt. Umuligt at stole på nogen. De mørke øjne kneb sig en smule sammen ved denne tanke, da mindernes ondskabsfulde greb tog pusten fra ham. Det smertede helt inde ved hjertet, når han tænkte på fortiden; hver et ar begyndte at bløde af smerte og savn. Græsset kildede blidt og legesygt hans slanke ben, og det tog hurtigt fokus; han var et øjeblik reddet fra fortiden. Et dybt, men stille brum nynnede fra ham, mens han knejste i den muskuløse hals, og sprang frem i en flydende, velafbalanceret galop uden at have et mål i sinde; medmindre frihed og harmoni ville være et mål, man ville kunne opleve ved at flygte.

[ Reserveret til Za. ]

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe, med den særprægede, spraglede farve bevægede sig henover græsset i hendes sædvanlige dansende gang. Det sidste lange stykke tid, har hun holdt sig alene - egentlig ikke som sådan bevidst, men hun har i hvert fald ikke mødt andre sjæle på sin vej i hvad der føles som en evighed. Dog har hun i stedet fået lejlighed til at udforske området grundigt, hvilket hun har nydt godt af. Men nu ulmer en trang indeni hende til at der sker noget. Et eller andet. Den nysgerrighed, som altid findes i hende som en glød i hendes øjne, er nu ved at blusse gevaldigt op. Det er ikke nok for Za, blot at kende området - nej, hun vil da også kende dem, som hører til i dette område, ligesom hende selv. Og derfor er hun lige netop nu, på vej i sin yndefulde trav afsted over området. Hendes røde hoved er løftet vågent til vejrs, ørerne er spidset og blikket er funklende af livsglæde og munterhed. Et lille, ivrigt hvin undslipper hendes fintformede mule, da hun ikke længere kan holde sig tilbage.

I det samme drages Za's opmærksomhed mod en ganske, ganske stille lyd. Begge den unge hoppes mørke ører flappes imod lyden, der viser sig at være en brummen. Glædeligt slår Za et par kast med sit hoved - en brummen må jo betyde, at der er en anden sjæl i nærheden af hende. Let til bens bevæger Za sig i retning af brummen, og får et kort øjeblik efter øje på dets ejermand. Minsandten, om det ikke er en, som hun kender! Endda en sjæl, hvis selskab hun fandt utroligt fascinerende. Den ædle, mørkebrune hingst, som tidligere gav hende den ære, at ville deltage i hendes dans. Jaidev, er denne hingsts navn, husker Za tydeligt. Et glimt lyser op i den unge hoppes øjne, et glimt der tydeligt viser hendes glæde over at møde denne hingst igen. En blid, feminin brummen lyder fra hendes mule i Jaidevs retning. Dernæst gør hun et kækt kast med sit fintformede, mørke hoved og sætter fremad i en flydende trav mod denne sjæl. Hele tiden er hun dog opmærksom på, om han skulle udsende signaler til hende, om at han ikke ønsker hendes selskab. Dette håber Za dog ikke er tilfældet, for hun ville elske at befinde sig i denne hingst selskab endnu en gang. Dette ville være hende en ære, at få lov til!

Da hun endelig er indenfor hans rækkevidé, tager Za farten ned, og bevæger sig videre imod Jaidev i en rolig skridt - dog er det alligevel tydeligt at fornemme på hendes skridt, den ivrighed, som hun ellers forsøger at skjule. Atter en gang lader hun en blid, harmonisk og imødekommende brummen lyde mod ham, mens hun hilsende og forsigtigt strækker sin mule frem imod hans ædle, mørke korpus. Hendes funklende øjne glider diskret henover hans skikkelse, før de falder til ro, og hviler imod hans øjne.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Da galoppen blev den dominerende gangart, blev den tunge vejrtrækning dybere og højere. De silkebløde næsebor udspilede sig, og udstødte gentagende prust ud fra sig. Luften var stadig en smule tyk af brunst, og den mørke hingst vidste udmærket hvorfor: her var kommet flere hopper. Jo flere hopper, jo mere brunst. Det ene næsebor krænkede sig en smule opad, ingen han fnysende slog med det velformede hovedet, så den ibensorte pandelok fløj omkring, og da hovedet fandt plads tæt på bringen, bøjede han i bagbenene og hoppede fremad i et sælsomt hop, mens et langt, slankt ben blev kastet ud i luften. Da forbenene atter fandt plads på den tunge jord, lænede hingsten sig øjeblikket fremad, så vægten var på forbenene, og han kunne derved springe sidelæns med bagpartiet. Hver en bevægelse han udførte, var sikker og fyldt med balance og smidighed; det osede nærmest af ham, hvor meget kontrol han havde over den muskuløse krop. Han var en sand danser, en ægte danser. Han forsøgte ej at gøre bevægelserne lette eller elegant, det var med i den forbandelse han havde fået; gener fra hans fader. Hovedet rystede ivrigt på sig, så den sorte man blev kastet som en kaskade omkring ham, alt imens han hævede forbenene i høje bevægelser. Han var en fri sjæl, og enhver der ville beskue ham, ville se dette. Ingen skulle have fornøjelsen af at tæmme ham.

En pludselig lyd ramte hingstens utrolig sensitive hørelse, på trods af at han i det sidste stykke tid havde været optaget af kun at lytte til åndedraget og hjertet stabile rytme bag hans brystkasse. Lyden var et bekendt hvin fra en hoppe, som han ikke havde set i lang tid. Enhver bevægelse stoppede på ham, og han stod pludselig i en ædel, samlet parade med det fintformede hoved højt i vejret, og spejdede efter denne sjæl. Hun ville ej være svær at finde, for hun ejede en kridthvid, silkeblød pels, med cremefarvet man og mandelfarvede hoved og ben. Hun havde været et intenst selskab sidst han mødte hende, og alligevel havde hun været utrolig spændende. Mulen dannede en lille, diskret rynke, som vidste hvordan han overvejede situationen; ønskede han selskab? Det rykkede svagt i kroppen på hingsten ved tanken om den ensomhed han havde vandret rundt i denne nyfødte nat, og derfor vendte han ensomheden ryggen, og med lange skridt travede han mod den kønne hoppe, hvis skikkelse nærmede sig med hastighed.

Der fandtes mange forskellige sjæle her i Andromeda. Der var ingen, der lignede hinanden i karakter. Denne sjæl var af en karakter, som tiltalte ham. Hun var en af dem, han kunne slippe sig selv en smule, og risikere at finde sig selv i at danse med hende, i stedet mod hende. Mange forstod ikke denne sammenligning, og det gjord egentligt ikke noget for Jaidev, så længe han selv forstod det. Hendes fine, slanke skikkelse nærmede sig, og en imødekommende brum eskalerede stilheden mellem dem, indtil hun var ham nær. Jaidev selv var stoppet op, og lod hende komme til ham, alt imens han selv stod og brummede maskulint til hende, og knejste respektfuldt op i nakken. De sortnede øjne betragtede hendes skikkelse, de søgte efter eventuelle ændringer ved hende, indtil han begravede mulen i den cremefarvede man, og prustede dybt til hende. Hun havde allerede fået sig plantet i ham, og han måtte indrømme at han havde savnet denne kække hoppe.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Berbeza - " Za "

At Jaidev ønsker hendes selskab, får en umådelig glæde til at blusse op i den unge hoppe, hvilket tydeligt kan se i hendes mørke blik, som i det samme funkler en tand mere. Hun er ikke en der gør sig i det store med smil, men igen så er det tydeligt at se, at denne hingst atter har bragt et indvendigt smil frem i hende. Idet han begraver sig mule i hendes man og pruster, sænker Za sit hoved en anelse af veltilpashed. Det er længe siden at hun har haft nogen som helst fysisk kontakt med andre, hvilket hun egentlig har savnet. Svagt mimre hendes mule en anelse, og hun drejer sin hals og sit hoved blødt på skrå. Dernæst træder hun et forsigtigt skridt tættere på denne ædle skikkelse, og lader sin mule blødt stryge over hans bringe. Derefter trykker hun blidt hele sin næseryg ind mod hans bringe, og kører langsomt sit hoved op langs hans hals, før hun til sidst atter trækker sit hoved og hals til siden, og træder et lille skridt bagud, så hun atter kan skæve op mod hans øjne. Endnu et blidt brum lyder fra hendes mule, idet hun kækt lader et mindre nip falde mod hans mørke mule. Hele tiden er hendes ører spidset mod ham, og blikket holder opmærksomt øje med, om hun er ved at overskride nogle af hans grænser - da dette absolut ikke er hendes hensigt, og hun derfor gerne vil være i stand til at stoppe, før hun når så vidt.

" Godaften, Jaidev. Det er mig en enorm ære, at få lov til at nyde glæden af dit selskab endnu en gang."

Som sagt tidligere, passer Za's stemme egentlig ikke særlig godt til hendes energiske ydre. Hendes stemme er nemlig helt modsat - behageligt afslappet, harmonisk og blid, og ganske feminin. Og også yderst ærlig, intens, idet hun bryder stilheden mellem disse to sjæle. På en kær, spontan måde hælder hun sit mørke hoved en anelse på skrå, så hendes cremefarvede pandelok falder henover hendes ene, funklende øjne. Derefter løfter hun sin mule, og nipper drillende ud efter Jaidev lange, kulsorte pandelok.Za er udmærket klar over, at hun ved denne handling fuldstændig blotter sin strube, og derved står i en sårbar position, men selvom hun selvfølgelig ikke kender denne sjæl foran hende til fulde, er det dog ikke hendes indtryk, at han kunne finde på at gøre hende noget. Så, han kan jo vælge at se denne handling som en lille form for tillidserklæring fra Za's side af. Eller blot som endnu en kæk handling, hun har brug for at udføre, for at komme af med noget af sin overskydende energi. Igen trækker Za sin mule og hoved til sig igen, og gør et energisk kast med sit hoved i stedet. Hun kan altså heller ikke afholde sig fra at trippe ganske kort på stedet med sine mørke, slanke forben. Dog hviler hendes øjne hele tiden ved Jaidevs.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hvor længe han stod der, med den silkebløde mule begravet i hendes cremefarvet, fine hår, vidste han ikke. Tiden virkede så fjern, mens han stod der og inhalerede hendes eksotiske duft; en behagelig blanding. Overlæben mimrede dybt igennem hendes hår, indtil han nåede indtil hendes råhvide hals, som hans varme ånde landede på i sensuelle åndedrag. Fysisk kontakt var noget, som han nød så utroligt meget. Der var aldrig nogen bagtanker med dette, men det havde altid været et savn at røre andre og selv blive rørt ved. Derfor undrede det ham altid, når han oplevede hvordan nogle sjæle ligefrem afskyede berøring. Hvorfor de skyede det så meget, ville altid være noget som han ville undre sig over og tænke over, på trods af at det ej var noget, der kom ham ved. Da hun trådte tættere, strakte hingsten mulen fremad under hendes man, så hele hans markerede næseryg var gemt under hendes glatte, bløde man, mens de mandelformede ører vippede opmærksomt frem og tilbage. Det var første gang, han var så tæt på denne lille hoppe, hvilket blot gjord mødet mellem dem endnu mere intenst og spændende, netop fordi hun var ’fremmede’ lige på det punkt. En let trykken ramte hingsten muskuløse bryst, og for at forsikre hende om, at berøringen er godtaget, brummede han dybt og maskulint under hendes bløde, lyse man som stod i stærk kontrast til hans lange pandelok, som blandede sig med den cremet farve hun ejede. Selve mønsteret var sælsomt og skrøbeligt, som tegnede hans sorte pandelok sirlige streger i hendes man, men trods for dette, var det et smukt bånd der bandt dem sammen. Den varme mule blev trykket mod hendes bløde pels, og de sortnede øjne lukkede sig på halv, mens paraderne i det indre dalede en smule.. Hun røre atter på sig, den lille dansende hoppe, og da hendes mule udforskede hingstens hals, blev hans brummen dybere, mørkere, dog beholdte han den behagelige klang. Da hun så bakkede tilbage, trak hingsten langsomt hovedet tilbage, og de sortnede øjne skævede mod deres sammenflettet man, hvor det unikke bånd af lys og mørk blev brudt på grund af afstand, inden hans øjne gled mod hoppens øjne, hvor muntrere følelser spejlede sig i mørket. Han lod et dæmpet prust lyde mellem dem, inden han opmærksomt vippede ørerne frem, og lyttede interesseret i, hvad hun sagde. Hvordan hun sagde, at det være en enorm ære at møde ham igen.. Et sted i det indre varmede det at høre disse ord; han følte sig værdsat. Men ej viste han nogen af disse følelser, kun den lille flamme i øjnene gjord livsglade spjæt. ” Æren er på min side. ” Svarede Jaidev tilbage i en galant, høflig tone, mens han atter knejste i nakken for dette pragteksemplar af en hoppe. Da hendes fine, mørke hoved nærmede sig, gled hingstens markerede hoved på skrå, og et dybt fnys forlod den silkebløde mule, hvor næseborende dirrede en anelse. Hun udviste tydelig tiltro til, at han ej var ond – i hvert fald ikke i hendes øjne. Da hendes mule ramte hans pandelok, kastede han vildt med hovedet, og da hun tog hovedet til sig, hævede han ryggen og bøjede smidigt i halsen. Ørerne gled nysgerrigt fremad, og de slanke ben bevægede sig harmonisk og dansende tættere på hende. De sortnede øjne betragtede hende udfordrende, inden han lod et legesygt nap søge mod hendes skulder. Nappet var ej hårdt, mulen strejfede blot hendes råhvide pels, inden han kastede sig sidelæns i et elegant spring. Den ravnsorte hale hævede sig i en stolt bue bag ham, og hans udstødte et højt fnys af hende, mens øjnene betragtede hendes intenst.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Berbeza - " Za "

Den tavse, men alligevel ganske intense stemning der lægger sig omkring disse to sjæle, idet de berører hinanden, er ikke noget Za ofte har prøvet før. Faktisk er det vel nok en af de eneste gange, at hun har oplevet dette. Hidtil har hun aldrig mødt nogle, som var de store fans af nærkontakt - og derfor har hun heller ikke gjort sig så meget i det. Men i dette øjeblik går det op for hende, hvor meget hun har manglet lige netop dette. Denne venskabelige, tillidsfulde berøring. Det føles som om at tiden ikke længere rigtigt eksistere, og hun har ikke den fjerneste anelse om hvor længe de står sådan, to kontraster der mødes. Let tippes Za's mandelformede, mørke ører fremad, da Jaidevs mørke brummen når hende - et tydeligt tegn på, at han også finder dette ganske behageligt. Za' lader sin egen feminine, blide tone blande sig med hans dybe, maskuline. Ganske kært mimre hun afslappet med sin mule. Det er sjældent, at man får denne unge, spraglede hoppe at se være så afslappet, i så lang tid. 'Magien' brydes dog efter en rum tid, hvor meget har Za intet indtryk af, idet Jaidevs fremtoning foran hende begynder at tage en mere energisk, dansende og udfordrende form. Hvilket selvfølgelig straks vækker Za's interesse. Et let nap sendes fra hingsten mod den unge hoppes skulder, og som reaktion på dette giver hun et gevaldigt kast fra sig med sit hoved - så ustyrligt, at hendes forben kort løftes fra deres plads på jorden. Hendes reaktion kommer ikke som tegn på ubehag, slet ikke. I stedet lader hun sit intense, mørkt funklende blik møde hans, og hun gengælder blot kækt og drillende det udfordrende glimt, som også lyser frem i hans øjne. Den lille, spraglede hoppe er mere end villig til at tage endnu en dans, med denne prægtige, fascinerende hingst. Det ville igen være hende en stor ære - og ikke mindst glæde! Idet han fnyste højt imod hende, napper hun legende ud efter hans underlæbe, ganske blidt selvfølgelig. Dernæst danser hun drillende og elegant frem og til siden, så hun ender med at snige sig smidigt indunder hans hals - hun er jo ikke ligefrem særlig høj - og derefter napper hun ham kækt, men ganske forsigtigt, i huden lige bag ved hans forben. Og så, forhåbentligt før han kan få taget gengæld overfor hende, bakker hun hastigt ud fra sit skjul under hans hals. Da hun er på en passende afstand af ham, sender hun et sidste udfordrende blik imod ham, efterfulgt af et fyrigt, feminint hvin. Za's mørke hoved kastes til vejrs, hvilket får den cremede man til at bølge i vinden langs hendes spinkle, råhvide hals. Hoppen lægger dernæst al sin vægt om på bagbenet, og ganske hurtigt har hun fået snurret sig rundt - og sætter fremad i en fri, dansende blære-trav. Hendes hale bølger elegant efter hende som en lys fane, idet hun med høje knæløft bevæger sig i en halvcirkel om på hans anden side. Her nipper hun mod hans smukke, sorte man, før hun så ikke længere kan holde sig tilbage. Et puf sendes mod hans muskuløse skulder, og legesygt og blødt halvstejler hun op af hans side, og napper mod hans pandelok, lige mellem ørerne. Derefter danser hun let fremad i sin trav igen i højt tempo, dog nærmest helt sidelæns, da hun har hovedet og halsen bøjet afventende tilbage imod den ædle hingst. Hun venter selvfølgelig på, at han også skal tage del i dansen igen. Hvis han lyster.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

I det tætte, sensuelle møde de to sjæle havde delt sammen, havde tiden ej herskede over dem. Et øjeblik havde de besejret den. En utrolig sejr, det måtte Jaidev erkende, men det var også den bedste sejr af dem alle. Men nu var tiden atter trådt i karakter, men med tiden havde et ganske sælsomt slør af ballade lagt sig over de to sjæle, der nu stod klar til at udfordre hinanden ved dans og spilopper. Jaidev havde i hvert fald spillet op overfor denne smukke hoppe, hvis energi blev tændt i hendes indre. En hel unik udvikling, som kun denne hoppe herskede. Andre hopper han havde mødt, var alle mere dæmpet eller reserveret, men denne sjæl derimod, hun var fyldt med livsglæde. Da hun nappede mod hans underlæbe, spændte han med det samme i overlæben, og lod den stærke hals bøje sig ind i en smidig svanehals, hvor musklerne trådte frem under den silkebløde pels han ejede, mens han samtidigt mimrede med underlæben, for at undgå at hun skulle få fat. Dog havde denne koncentration den virkning, at han først opdagede forsendt hvad hun havde i sinde, for pludseligt ramte hendes bløde mule hans muskuløse, slanke ben. Den knejste hals eskalerede hurtigt, da han lod mulen ramme mod hendes manke, alt imens han en smule hastigt trak sit forben til sig – alt for hurtigt. Et øjeblik svigtede balancen ham. Det andet forben strakte sig lynhurtigt ud i en refleks, men det andet gled ind under ham. Der stod han så, knælende foran den kridthvide hoppe, som allerede var smuttet af sted. De sortnede øjne brændte sig fast på hoppen i sådan et blik, at det ej ville kunne føles ubehageligt; de nærmest kærtegnede hende, mens ørerne tippede fremad. Da lød et udfordrende, feminint fnys fra hoppen, som blot tændte udholdenheden i ham. I et sæt strakte han forbenene, og var elegant oppe og stå på sine slanke ben, der dansende trippede på stedet. Dog har øjnene ej sluppet den lille hoppe, som nærmer sig med energiske skridt mod hans side. De før dansende bevægelser blev erstattet af en ædel stående parade, mens ørerne vipper nysgerrigt mod hendes hensigt. Ej når han at reagere på nappet mod manen, for da har den lille danser allerede rejst sig. Da forbenene forlod jorden, søgte hingstens mule med det samme mod hendes mave, som fik et gengældende nap – og naturligvis også for at gemme pandelokken for hende. Derefter lod hingsten sine ben krydse i en flydende gang sidelæns, mens hovedet var højt og stolt hævet, alt imens hoppen dansende afventende videre, ventende på sin dansepartner. Et hingstet brum forlod Jaidevs stærke krop, inden han satte fremad med høje knæløft, halsen bøjet og ryggen hævet. Da han nåede hende, sænkede an farten, og smøg sig op af hendes korpus, inden han pludseligt rejste sig i et stejl og nappede ud mod hendes mandelformede øre, alt imens hans forben støttede på hendes mave, og de stærke bagben kæmpede for at holde han oprejst, lige indtil balancen svigtede, og han ramte jorden med et bump. Men ej stod han der længe, for det øjeblik hvor alle fire ben var placeret på jorden, dykkede hovedet ned mellem hans forben, og en serie af rejehop kom fra den glødende hingst. Pludseligt vendte han fronten mod hoppen, og stod helt stille. Kun næseborende dirrede på ham, mens vejrtrækning var udgjort af smyk, rytmiske ryk gennem hans muskuløse krop. De store, sorte øjne betragtede hende med ægte intensitet, og da han havde fået vejret igen, dansende han målrettet frem mod hende med de lette, smidige og bløde bevægelser han ejede. Ørerne vippede sidelæns, mens han lod mulen nappede til hendes bringe, dog var det kun et hurtigt og overfladisk nap, for han stoppede ej. Han forsatte videre op til hoppens side, for hans puffede til hendes mave og nappede mod hendes lår. Dog var hver af berøringer forsigtigt og ej med ond hensigt; det var kun i leg.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Berbeza - " Za "

Den stilhed der for få stunder siden omgav dem, en stilhed som denne unge hoppe havde nydt til fulde, er nu fuldstændig forsvundet, og er blevet erstattet af en legende stemning, så fuld af energi, at man nærmest kan forestille sig, at der burde slå gnister op mellem disse to sjæle, der på trods af deres fysiske store kontraster, nød af hinandens selskab. Eller, for Za's vedkommende, så nød hun i fulde drag denne prægtige, elegante hingsts selskab, og selvom han også udstrålede, at han følte ligeså, kunne hun jo ikke tillade sig at vide sig sikker på, hvad han i virkeligheden tænkte. Dette vil Za dog ikke bemægtige sine tanker med ligenu, for uanset hvad der foregår i denne hingsts egne tanker, så har han dog også den samme, begyndende gnist i øjnene, som der også lyser frem i Za's egne, mørke øjne. Glimtet i øjnene forstærkes med det samme, da Jaidev endnu en gang vælger at følge op på hendes udfordring og danser travende efter hende. En energisk sitren går gennem hele hendes krop, og uden egentlig at korrigere det efter ham, så sprænger de begge ud i en serie af mærkværdige spring og hop, stort set samtidig. Dette får et glædeligt, feminint hvin til at slippes fra Za's strube. Kort efter standser den ædle, stolte skikkelse dog brat op ved hendes side, hvilket gør at Za's egen krop helt instinktivt reagerer på samme måde. Hendes lille, spinkle krop samles i en så brat parade, at bagbenene skubbes helt indunder hendes krop, og hendes forpart og forben kort løftes fra jorden, for kort efter at lande med et blødt bump. Hun står nu i fuld balance, elegant samlet, og med de glimtende, mørke øjne rettet mod den fabelagtige, fascinerende hingst foran hende. Et lille, blidt prust lyder fra hende, idet hendes flanker hæver og sænker sig en tand hurtigere end normalt, og hendes næsebor vibrerer synligt. Men derudover står hun for en gangs skyld fuldstændig stille, med ørerne rettet forventningsfuldt frem mod Jaidev, idet han med sine smidige bevægelser atter træder mod hende. Hele Za's spinkle krop dirrer af nysgerrighed, og hendes mule og hals strækkes automatisk frem mod hingstens nærmende skikkelse. Hans mule rammer først mod hendes bringe, og det er egentlig hendes mening at ville nappe gengældende mod hans pandelok, men før hun kan nå dette, har han rykket sig videre, og hans berøring rammer hurtigt efter hendes mave og lår. Den unge hoppe brummer legagtigt, gør endnu et kast med sit mørke hoved, der får den cremefarvede man til at flagre. Hendes hoved og hals drejes derefter rundt, og hendes mørke blik følger den mørke hingst. Et lille smæld fra hendes hale bryder stilheden i mellem dem, en vane hun har for sig, og som hun stadig har, til trods for hendes brunst. Dette er måske ikke det klogeste, men det er ikke noget, den unge hoppes tanker strejfer. Dog kan hun godt begynde at mærke instinkterne røre på sig, da Jaidev bevæger sig ned langs hendes side. Za ryster let på hovedet, for at klare tankerne, og dernæst gør hun endnu et muntert rejehop, og vender omkring så hendes front ni er rettet mod Jaidevs side. Blødt lader hun de samme berøringer falde mod ham, som han havde ladet falde mod hende. Hendes lille, fløjsbløde mule glider langs hans kryds, flanke, mave og videre op over skulderen og halsen, før hun ender ud i at nappe drillende mod hans lange, sorte man. Alt imens en blid, feminin brummen lyder fra hendes mule, der hurtigt begynder at tone over mod det energiske igen, idet hun ikke kan lade være med at trave dansende fremad igen, så hun ender et par skridt foran ham. Her standser hun igen, med blikket rettet funklende og udfordrende tilbage imod ham, afventende hans næste træk.