Med bjergene i baggrunden

Illana, den gyldne, havde bevæget sig ud imod den åbne eng, efter at have vandret i skovens dunkle mørke, der hverken var klæbende, eller dystert. Om hendes hals hang lyset; et lys, der diskret lyste den gyldne hoppe op på hendes vej. Hun var bestemt til at følge det, indtil hun mødte dén ene hun skulle føre til bjergets top, der hvor hun skulle udføre sin opgave. Dog havde lyset ikke fundet den sjæl endnu, som hun skulle følges med, og tålmodig som hun var, hastede hun heller ikke med at finde den. Hun vidste at hun måtte stole på lyset, som hun var blevet stolet på, af en kræft langt højere end hun nogensinde ville blive. Den gyldne hoppe standsede op et stykke ude på engen. Der var stille, på denne smukke dag og luften var ren og frisk. Det havde regnet for lidt siden og Illana’s gyldne pels var endnu lidt våd, fra de dråber der havde vandret gennem træernes dække og ned på jorden. Illana slog let med det gyldne hoved, hvorefter hun vendte blikket imod bjergende der lå i horisonten. Hun vidste at hendes vej engang skulle føre hende dertil; og det ville blive en hård rejse, fyldt med kringlede stier hun skulle sno sig igennem. Med et kort suk vendte hun blikket tilbage på engen der bredte sig omkring hende. Var hun alene, på denne smukke dag, eller vandrede andre også i de samme egne?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Normalt søgte hingsten ind i træernes dunkle beskyttelse. Han var draget af skov; af Chibale. Det var en familiær følelse at vandre på den lille ø, opslugt af træer. Han nød hvert et øjeblik på den lille ø, og det var nok også derfor at det var blevet hans base i dette land. Når de andre steder virkede for uoverkommelige, søgte han tilflugt her. Men hvorfor han var søgt her til netop denne smukke dag, var han ej klar over, for han vandrede ej blandt træerne. I stedet var han ude på det åbne stykke, hvor det knæhøje græs kærtegnede benene i blide, legesyge bevægelser, og efterlod perleformede dråber. Luften var ren og indbydende at sluge ind i lungerne; himmelen havde et øjeblik grædt og ladet regnen ramme ned over ham, hvilket gjord at han over ryggen ejede en mørkere nuance, og gennemsigtige regndråber var placeret tilfældige steder i den sorte man. Hingsten strakte hovedet ned til det mosegrønne græs, der virkede så meget grønnere når regnen havde badet det. Den silkebløde mule ramte et øjeblik, og han udstødte et dybt suk til græsset, som ej virkede til at bøje sig efter ham; det var van til at stå imod større vindstyrke. Ørerne vippede langsomt på sig, inden han atter tog det fintformede, markerede hoved op. Da så han hende. Lysets hoppe. Han stoppede op i en flydende, samlet parade, og lod de sortnede øjne betragte den smukke hoppe, der stod i skovåbningen, med fronten ud mod den eng han selv vandrede på. En hoppe, han ej havde set længe. Et pragteksemplar. Ørerne drejede sig opmærksomt frem mod den gyldne sjæl, som stod der og lyste området op med sin tilstedeværelse. Jaidev knejste dybt og respektfuldt i nakken for hende, og lod en maskulin brumme henvende sig til denne gyldne hoppe; en brummen der nynnede af en fjern glæde over atter at se hende.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Illana, den gyldne hoppe, der havde ramt skovbrynet, lod sine øjne glide over det grønne hav af græs, der bredte sig fra skovlinje til skovlinje. Det var et smukt syn, sådan som solen havde fået fat og nu belyste det våde græs, hvor dråberne sad fæstnet som perler på en snor. Hun brummede for sig selv, lyst, sensitivt, inden hun bemærkede en reaktion, fra det lys, der han om hendes hals. Det lyste pludselig op, kraftigere end det havde gjort tidligere på dagen, og inden længe opdagede hun hvorfor; en hingst hun havde kær, havde givet sig tilkende og hans brummen nåede da hendes øre. Hun lod sit gyldne hoved afgive et kraftigt nik, for at vise overfor den ædle Jaidev, at hun havde hørt ham og snart efter var hun på vej imod ham i en sirlig, yndefuld dans gennem det våde græs, der afsatte dets perledråber på hendes slanke ben, så de kunne hefte sig i hendes ben og afkøle hende. Følelsen var rar, for dagen var skam ganske varm, og sådan som græsset kærtegnede hende, følte hun ingen ubehag. Jaidev, der havde fået øje på hende, søgte hun nu, og i takt med at hun nærmede sig, begyndte lyset at gløde mere og mere hvidt. Hun fornemmede en ganske bestemt ting; nemlig, at hende og Jaidev var mere end nu, end før. Hun havde oplevet noget, noget der havde startet den rejse hun skulle ud på - Men ligeså havde den mørke, ædle hingst, som hun var glad for, at hun nu skulle gense. Og måske, ja måske, skulle deres veje krydses snart?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs stod helt stille; bene var placeret i en stabil, ædel parade, mens hans muskuløse hals var knejst sammen. Ørerne var fremadrettet, og viste tydeligt hvor opmærksom han var på den gyldne hoppe, der kom dansende gennem det fugtige græs. Et ganske stille prust forlod den silkebløde mule han ejede, hvor en lille rynke blev blottet, da han selv trådte fremad for at imødekommende hendes dans. Hver en enkel af hans dansende trin frem mod Illana var flydende og elegante, og viste hans stabilitet i et terræn som dette. Under ham legede græsset mod hans slanke ben, afkølede og fugtede dem. Flere nye perledråber ville blive født på ny på hans stærke ben, mens den glødende sol foroven lagde et slør af varme over dagen. Da han var tæt nok på Illana, lod han et dyb og maskulin brumme lyde mod hende. En brumme, hvor en undertone af glæde spillede med inde; for han var i sandhed glad for at se den gyldne hoppe igen. Da han var tæt nok, stoppede han atter på i den ædle holdning, og slog en enkel, men hilsende gang med det fintformede, markerede hoved, hvor hans sortnede øjne sad og betragtede den gyldne. De søgte forsigtigt over hans gyldne pels, for at finde forandringer ved hende, såsom skader. De fulgte hendes linjer omhyggeligt, fangede øjnene i et øjeblik, indtil et ukendt, hvidt lys gav udtryk for at ville have opmærksomhed. De sortnede øjne der havde betragtet Illanas varme øjne, søgte nu ned til den eneste ændring der var at finde på Illana; men en stor ændring. Omkring hendes slanke hals hang et varmt lys. Langsomt strakte han halsen, for at bevæge hovedet en smule tættere på denne ukendte, fremmede men fascinerende ting, dog med en respektfuld afstand. Hvad var dette? Og hvor havde hun fået den fra? Langsomt hævede han blikket mod Illans øjne, en smule søgende. Søgende efter svar. En lille, diskret rykning gjord at han rynkede det ene næsebor, da en tanke spillede; havde hun mødt det mystiske lys? Langsomt trak han sit hoved tilbage, for i stedet at træde et skridt tættere på hende. Da afstanden var gjort mindre, lod han sin silkebløde mule søge frem mod hendes, hvor hans varme ånde ramte hende i sensuelle pust.

” Illana.. Det glæder mig at se Dem igen. ”

Jaidevs mørke stemme hviskede af oprigtighed. En ægte oprigtighed. Ligeså blidt nappede hen til hendes mule, inden han strakte halsen og lod mulen udforske Illana. Det var længe siden de sidst havde set hinanden, men ej var hun glemt. Hver en detalje fra deres møde stod i klarhed hos ham. Næseborende udvidede sig, da han lod mulen ramme mod hendes hals, og indåndede den karakteristiske duft hun ejede. En ganske mild og beroligende duft, men samtidig også med et erotisk strejf af noget ukendt. Noget mystisk. I sensuelle strøg gled mulen ned mod Illanas skulderparti, hvor hans varme ånde blev ved med at ramme mod hendes pels, indtil han fjernede berøringen, og i stedet betragtede halskæden om hendes hals. Ville hun fortælle ham noget om den, eller var den hemmelig?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Illana, den gyldne, der bar lyset om sin hals, mødte Jaidev’s blik, da han efter sin dans igennem det våde græs, havde mødt den gyldne hoppe, trådt an ved hende og hilst hende an. Det var tydeligt at han var glad for at se den gyldne hoppe igen, allerede inden han havde fremsagt sine ord, for hans handlinger nåede at blive færdige, forend hans ord havde forladt hans mule. Det glædede hende oprigtigt at denne Jaidev lod til at være så glad, for at gense den gyldne hoppe; og samtidig havde han opfanget det lys der hang om hendes hals og havde givet udtryk for en spirende nysgerrighed herom. Illana prustede mildt, følsomt nærmest, da hans mule kom hendes nær og dernæst, efter hans ord, søgte imod hendes hals og skylder. Selv lod hun sin mule stryge sensitivt hen over hans muskuløse hals, hvor musklerne sat, hvor de skulle. Der var ingen skævheder eller andre særpræg over hans bygning; han var ædel og nobel. Som en hingst nu skulle være. Illana lukkede kort sine øjne, hvorefter et skarpt lys fra hendes bringe, tvang hende til at åbne dem igen. De reagerede på noget, noget tæt; på Jaidev. Da trak hun sig en smule tilbage med et lige så spørgende udtryk, som han før havde sendt hende; Han havde set det samme, som hun? Mødt det lys der levede i Andromeda, herskede her og som havde bragt dem hertil? Hun udstødte en dæmpet prusten, hvorefter lysets reaktion gik i hjertet på hende og gav hende svar. Jo, Jaidev og hende havde mere tilfælles end man skulle regne med. Han havde ligeså gjort sig fortjent til at møde den, der havde bragt dem til dette land, og mon ikke også han havde fået en opgave at udfører? Illana puffede blidt imod hans mule i dét lyset dæmpede sig en smule, for at gøre plads til at de begge til sluge den reaktion det var kommet med. Illana nikkede kort med det gyldne og feminine hoved, hvorefter hun lod sin stemme komme frem, for at bryde stilheden.

,,Jaidev, du ædle, jeg er oprigtigt glad for at se dig ligeså; men, jeg må spørge dig, om du har set det lys, der lyser mange gange kraftigere end det, der hænger om min hals? Det lys, jeg har fået tildelt af det evige, skarpe og rene lys?”

Hendes stemme var nærmest ilende, da hun havde fået en mærkelig hjertebanken; hun var ikke den eneste i landet, der havde oplevet det unikke at møde Lyset. Hun var ikke den eneste, der havde formået at føle den varme og energi, som der fulgte med. Og endelig, ja, endelig havde hun en, at dele denne oplevelse med; og at det skulle være den brune Jaidev, det var en meget positiv overraskelse. Og hun var helt sikker på, at han ligesom hende, havde fortjent det, han end måtte have oplevet.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Jaidevs sortnede øjne blev oplyst af den halskæde som Illana ejede; en halskæde, hvor et unikt lys levede. Dets varme lys havde fanget hans opmærksomhed, og aldrig før havde han været så tæt på noget, der kunne skinne så kraftigt, som han samtidigt kunne kigge på det, hvilket han udnyttede. De sortnede øjne blev opslugt af det varme, rene lys, som lokkede hans ægte øjenfarve frem. Udadtil så øjnene tomme, spejlblanke og sorte ud; som overfladen på en mørk sø. Selv solen var alt for fjern til at finde den sande farve i hans sortnede øjne, men det rene, klare lys der ramte ham fra Illana var kraft nok. Mørket blev jaget på flugt, og i stedet trådte en varm farve frem; en blanding mellem chokoladebrun og nøddebrun, som harmonisk var blandet ind mellem hinanden. Han var ganske nysgerrig omkring denne halskæde, og alligevel var han chokeret på samme tid; var han ikke den eneste, der havde oplevet Lyset? Fandtes der virkelig en sjæl, han havde mulighed for at dele oplevelsen med? Tanken fik en brummen til at nynne dæmpet fra ham, mens han betragtede den gyldne hoppe, der så ud til at have fået den samme mistanke som ham: de var ikke alene, men delte hver en unik oplevelse. Da Illana tog ordet, og lod hendes stemme bryde stilheden mellem dem, lagde Jaidevs hans hovedet let på skrå, og trådte et skridt tilbage. Hans oplevelse med Lyset var en hemmelighed for ham; eller i hvert fald en oplevelse, som han ej havde delt med nogen. Ingen vidste det, modsat til Illana, hvor andre sjæle sikkert var blevet præget af Lyset omkring hendes slanke hals. Han bar ingen tegn, og derved kunne ingen vide hvad han gik og bar rundt på af oplevelser og opgaver. Illana var den første, der kunne vide noget, og spørgsmålet var blot, hvor meget han turde fortælle hende. Jovist følte han, at han kunne stole på denne hoppe – specielt nu hvor Lyset havde velsignet hendes med et strejf af lyset selv, men han var påpasselig. Trods den afstand der var blevet skabt mellem dem, da han havde taget en skridt tilbage for at sluge oplevelsen, lod han mulen søge frem mod Illanas og derved forkorte lidt af den nye afstand mellem de to sjæle.

” Jeg har, såvel som Dem, Illana, mødt et Lys. Et lys, hvis kræft prydes af renhed og retfærdighed. ”

Besvarede Jaidev en smule forsigtigt, mens hans mørke øjne betragtede halskæde der hang ved Illanas bringe. Han havde forsøgt at skubbe tanken fra sig, tanken væk fra mødet med Lyset og derved tanken om den opgave han havde fået tildelt; han forsøgte at flygte fra opgave, ligesom han forsøgte at flygte fra tiden. Men han vidste, at tiden ville indhente ham, det havde den gjort nu. Men hvis Illana havde mødt Lyset, måtte hun også være udsat for en opgave, ukendt for ham og resten af sjælene i Andromeda. Mon hun havde klaret opgaven, siden hun ejede Lyset omkring halsen, eller var det blot en ”lille bid af kagen” indtil opgaven var fuldført? Endeløse spørgsmål vandrede ind i Jaidevs tankespil, og efterlod ham mere fortvivlet end han var i forvejen. Men i det mindste havde han en af dele disse tanker og uforståeligheder med. Og han kunne ikke ønske sig andre end Illana, at dele disse tanker med.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

[Fordi jeg har været så (sorry) ond at svare så langsomt, vil jeg lade Illana være helt velsignet, som hun er nu, i samtalen :3 Håber det er okay ^^ Selvom jeg startede med, at hun skulle udføre sin opgave.]

Den gyldne hoppe, der havde været så utroligt meget igennem, siden hendes sidste møde med denne unikke, let tilbagetrukne hingst, betragtede hans krop og træk ganske intenst, efter at have hilst ham an; efter at have formodet at han, ligesom hende selv, havde mødt det Lys, der gav liv og varme til landet. Det Lys, der var i alt, overalt og var alt. Hun prustede dæmpet og et lille smil prydede hendes mule, da hun fik kigget imod hans klare øjne, der havde set nærmest sorte ud ved det forrige møde. Nu skinnede en gyldenbrun farve i hans øjne; mørk ja, men intens og varm. Han sande øjne. Hun lod derpå sin mule søge imod hans, da han tilbød den hendes nærvær, og langsomt samt følende, lod hun sin mule komme hans helt nær uden at røre. Hun vidste at man skulle omgås Jaidev nænsomt og følende, for ikke at træde forkert. Hun vidste, at hun havde trådt forkert før og ønskede ikke at gøre det igen. Derfor holdt hun meget intenst øje med ham, alt imens hendes mule nærmede sig, og først da den var så tæt på, at spændingen imellem dem kunne mærkes i mulen, standsede hun. Og hun lyttede dernæst til hans ord. Ja, han bekræftede at have mødt det samme som Illana; men hvordan det var gået til, kunne Illana kun gisne om. Det eneste andet møde, hun kendte til mellem Lyset og en anden, var da den mægtige ørkenkonge Zekaryah, var blevet velsignet. Det havde været en underlig, men intens oplevelse at får det syn, der havde vist hende hans forløb, men samtidig havde det også fuldendt det, hun var stævnet ud for at begynde, efter hendes møde med Lyset. Nu, ja, nu flød Lyset i hendes krop og hjerte, bogstaveligt talt. Hun prustede let, inden hun trak sig en smule væk fra den meget mørkebrune Jaideiv, for at kunne beskue ham i fuld figur igen, og kunne møde hans blik. Det var tydeligt, at han var søgende omkring viden, og det var ikke fordi at Illana ikke ville berige ham med noget af den viden hun havde, men først ville hun vise ham, hvad hendes Lys nu da kunne gøre. Hun smilede til ham, sigende og beroligende, inden hun lod et lille lys tændes imellem dem. Et lys uden synlig oprindelse; et lys der kom fra hendes sind. Det svævede i luften imellem dem, som en lille kugle der var samlet af energi fra verdenen omkring dem. Den lyste dog kraftigt nok til at vise alle nuancer på Jaidev’s, såvel som Illana’s krop, og havde mørket været sænket over dem, ville lyset der nu hang i luften, oplyse dem begge tydeligt nok til, at de ville kunne se hinanden og andre omkring ville kunne se dem på afstand. Dét var den gave, den evne hun havde fået for at udføre den opgave, hun var blevet stillet ved mødet med Lyset, det Lys der var essensen af dette land. Hun lod derpå det lys hun havde fremkaldt forsvinde og da lod hun sit fuld fokus ramme Jaidev igen.

,,Jaidev; jeg blev mødt af Lyset og blev mødt af en opgave. Denne opgave har jeg udført, og jeg har modtaget en velsignelse, en gave og en evne jeg kan bruge til den opgave, jeg er skæbnebestemt til at udfører. Jeg er sikker på, at der vil vente dig noget i samme stil, nu hvor du har mødt det Lys, som jeg ligeså har, og selvom det måske vil virke uoverskueligt, så ved jeg at du er i stand til det, for ellers var du ikke blevet stillet overfor det.”

Sagde hun med et lille smil, inden hun nikkede og trådte ham en smule nærmere. Hendes ord, var ikke en irettesættelse eller belæring, det var blot en måde hvorpå hun kunne fortælle Jaidev, uden at sige for meget, at hun havde udført en opgave og at hun vidste at han ligeså ville kunne gøre det samme.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det havde altid været omkring normer og traditioner. Reglementer og identiteter, man var født ind i. Man var født i en boks, hvor fremmede evner og unik kvalitet ikke var velset. Hvis man skilte sig ud af mængden, var man dødsdømt. Dette var rammerne, der var blevet sat for at forme Jaidev for længst, på trods af de var fejlet; allerede ved fødslen var han faldet ud fra de kategorier, han skulle tilpasses efter. Da han så var ankommet til Andromeda, havde den for længst opdaget, at unikhed og særpræg var gældende. Alle enhver i Andromedas land var forskellige, ejede spændende personligheder, udseende, sjæle. Men han var på højde med dem alle; alle havde den samme status i Andromedas land. Lige på nær én. Der var én, hvad han vidste af, der lige hævede sig op over standarden; Illana. Der var allerede blevet bevidst, da hun var blevet anerkendt af Lyset, og foræret et smykke om den slanke hals. Et smykke, hvis hvide lys havde skinnet som de reneste, fjerneste og mægtigste stjerner. Et smykke han havde beundret. Han var draget af dette lys, fordi han ej kendte til det; hverken det, eller den skæbne der ventede Illana. De sorte øjne betragtede ømt den gyldne hoppe, hvis nærværelse havde været savnet i den tid, hvor han ej havde stødt på hendes milde sjæl. Det gav ham ro at vide, at hun ej virkede såret, men samtidig gjord det ham anspændt og utryg ved at vide, at der ventede Illana en skæbne med det lys, hun var blevet skænket. Da Illana smilte beroligende, lod Jaidev sit hoved glide på sned; havde hun læst hans nervøsitet? Men inden han nået at reagere yderligere, dannede der et ukendt lys mellem dem. Et rent, varmt lys, der oplyste deres skikkelser og fremhævede farven i hans sortnede øjne. Øjnene blev med det samme spærret op, mens hele den ædle krop gjord et overrasket glip. Trods han ej ville, løsrev han blikket fra lyset, for at se sigende mod Illana, hvis aura lyste ligesom lyset; lyste af rolighed og ærlighed. I en sensitiv bevægelse strakte han mule frem mod det klare lys, og lukkede øjnene i et ømt øjeblik, hvor lysets stråler dansede over hans næseryg, slikkede ham over den kridthvide blis og oplyste de mørke nuancer og skygger, hans ansigt altid lå tilbagelagt i.

Da forsvandt lyset atter. Langsom åbnede Jaidev øjnene igen, og lod dem finde plads på Illanas kønne hoved. Hele oplevelsen med at være så tæt på et lys, så pure og rent, havde været ganske intens for den unge hingst, så derfor lod han ørerne glide sidelæns og blikket hvile en smule tomt på smykket om Illanas hals, for lige at samle tankerne og indtrykket efter denne oplevelse. Pludselig ramte en velkendt stemme hans følsomme hørelse, og med det samme lyttede han med intensitet og oprigtighed til den gyldne lysbære. Lyttede til hendes ord om, hvorvidt hun var blevet velsignet af Lyset, efter at havde klaret hendes opgave. I det indre puffede hun til hans forsvar og fordom om Lyset, og lokkede ham nærmest til at tørste efter at finde svar; hun gjord det i hvert fald klart for ham, at det var ej ondt der ville ramme ham, når opgaven var fuldendt. Derpå trådte hun nærmere, og en længsel efter at berøre den gyldnes silkebløde pels væltede gennem Jaidevs krop. I et dansende, elegant skridt trådte han hende nær, og i en kærtegnende bevægelse, strøg mulen hen over hendes slanke, men stærke hals. Ej lod han ord dannes mellem dem, han lod blot den varme ånde ramme hendes skind i sensitive åndedrag, og derpå bekræftede, at han havde hørt og forstået hver af hendes ord.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Den gyldne hoppe, der får lidt siden havde ladet det Lys, som hun besad, lyse over Jaidevs sjæl, brummede ganske mildt alt imens hendes lys forsvandt igen. Dét, der havde hængt i luften imellem dem, det Lys hun havde evnen til at fremkalde. Hun smilede let, især fordi Jaidev havde reageret, som han havde. Han havde hildt Lyset velkommen og ladet sig kærtegne af det - Og det ville kun en ganske speciel sjæl gøre. Mange havde vendt hovedet den anden vej eller gransket Lyset med skeptiske spørgsmål, men endnu havde kun Jaidev blot budt det velkommen med hele sin krop. Der var ingen skepsis at hente og ingen tvivl. Måske var det fordi, at han ligesom hende selv, havde mødt Det Evige Lys, det Lys der havde velsignet hende og snart ville med ham. Han havde gjort sig fortjent, havde vist sig ren og værdig nok, til at modtage den opgave, han skulle udfører; og det skinnede tydeligt igennem nu, at han var unik. Illana lod sit hoved sænkes en smule og langsomt føres hen imod ham, mens han stod der, efter at have modtaget varmen fra Lyset. Snart efter måtte hun dog hæve sit hoved igen, da han med elegant fremtoning trådte hende nærmere og lod sin mule berøre hendes hals. Hun lukkede sine øjne, den gyldne, og mærkede blot hvordan hver enkelt lille bevægelse han lavede, ned langs hendes hals, forplantede sig i hendes krop og sind. Han var en følsom og nænsom hingst, og der var ingen tvivl om, at han havde hørt og forstået hendes ord, overhovedet. Hans krop svarede blot, i stedet for hans stemme. Og Illana modtog og svarede tilbage, ved at lade sin mule berøre ham lidt efter. Sensitivt og følsomt lod hun sin mule kærtegne hans skulder, der besad en del stærke muskler efterhånden. Ja, Jaidev var ingen svag hingst, langt fra. Men han var ikke en af dem der havde behov for styrken - For han havde talen og sindet i sin magt. Han var ikke en af dem, der hovedløst sprang imod en udfordrere uden at tænke sig om først, og det var noget den gyldne hoppe beundrede ham for. Illana havde i øjeblikket ikke brug for ord, til at fortælle Jaidev, hvad hun syntes om dette, om ham. Jaidev var en sjæl, hun allerede nu syntes vældigt godt om. Nok havde han mange blindgyder i sit sind, der skjulte mangt og meget, men det var ikke noget han skulle dømmes på. Nej, hans sind og fremtoning, hans opførsel overfor den gyldne, havde fanget hendes interesse, og hun skulle da ikke være blank for at indrømme, at Jaidevs selskab var et at de bedre hun kendte til. Hun prustede dæmpet, inden hun lod en lyskugle dukke op endnu engang. Den startede med at forme sig foran hendes mule og hun førte den derefter om imod Jaidevs hoved, der jo befandt sig længere nede af hendes hals. Følsomt bevægede Lyset sig rundt foran hans øjne og påvirkede ham med en svag varme, der forhåbentlig kunne give ham en form for behag. Hvor langt Jaidev var med hans opgave, kunne Illana ikke gisne om, og ej heller ville hun spørge. Blot ville hun nyde selskabet nu, med denne mørkebrune hingst. Hun lod Lyset flakke i en drillesyg dans, inden hun trak det om til sig selv igen, for at kaste et kort blik på det. Det var hende endnu fascinerende, at hun selv var i stand til at kreere dette Lys og lade det danse i den retning hun ønskede. Med et smil hang hun det over de to sjæle, som en meget nær stjerne, der mildt oplyste de to sjæle, mens de stod hinanden nær.