Is anybody out there?

Berbeza - " Za "

Den lille hoppe med den spinkle bygning, med den ganske særlige blanding af farver, bevæger sig i en vanlig, energisk gang afsted mellem skovens træer. Hendes råhvide krop, med de slanke, mørke ben og ligeså mørke hoved, er samlet i en fin trav, mens den cremefarvede man bølger langs hendes hals. Et muntert prust lyder fra Za's vidt opspilede næsebor, idet hun gør et ivrigt kast med sit lille hoved. Mørket er efterhånden begyndt at sænke sig, og herinde, mellem skovens træer, virker det til at falde på endnu hurtigere. Hvilket gør at Za's lyse farve, får hende til at springe endnu mere iøjefangende frem, mellem hendes dystre omgivelser. Dette er dog egentlig ikke noget hun tænker så meget over, da hun endnu ikke har haft nogen grund til - i dette område, i hvert fald - at skulle skjule sig for andre tilstedeværende. Så hun har absolut intet imod det mørke, der langsomt opsluger hendes omgivelser. Det gør hende tværtimod blot endnu mere nysgerrig efter at finde ud af, om der evt. kunne være nogle, med en mørkere farve end hende selv, som kunne være til stede, måske endda i nærheden af hende? For at finde svar på dette, løfter hun sit hoved højt til vejrs og spidser de små ører lyttende, idet hun samtidig udspiler sine næsebor endnu en gang, og forsøger at vejre luften, i håb om måske at opfange en enten fremmed eller velkendt duft. Hun må dog lade sig skuffe, da det ikke lige umiddelbart lader til, at der er andre til stede blandt de mørke træer. Za giver ikke helt op endnu, men forsøger sig ved at give sin egen tilstedeværelse til kende, med et kort, ganske kækt hvin, i en livlig tone der tydeligt passer til den ivrige gang, hun bevæger rundt med. Dog er dette energiske ydre, langtfra alt hvad denne unge hoppe indeholder. Det er blot det eneste, som hun viser overfor andre. Men det behøves de andre selvfølgelig ikke at vide, medmindre hun vil vise hendes andre sider overfor dem. Dæmpet brummer hun i en lys, feminin tone og ryster kort på hovedet, for at få tankerne lidt på afstand igen, idet hun atter retter sin fulde opmærksomhed mod sine omgivelser.

Reseveret til Seth ;D

Jeg er absolut ikke mørkeræd, og der er intet i mørket, som jeg er bange for. Jeg finder det derimod en anelse mere interessant at befærde sig i mørket – især fordi jeg til tider er mørkere end mørket selv. Det skal jo ikke være kedeligt at være sort, og det sørger jeg helt sikkert for, at det ikke er. Skoven omkring mig er mørkelagt, og træernes mørke silhuetter fletter sig ind i hinanden, alt imens de bevæger sig stille og rokkende fra side til side på grund af vinden, der får bladene i trækronerne til at hvisle en særpræget vuggevise. Og selvom der er utrolig mange lyde, der blander sig med hinanden i natten, er der især en, der adskiller sig fra de andre. Og til den lyd hører en særlig duft, der aldrig kan forveksles. Den er, hvad den er: en hoppe. Jeg har aldrig brug for at gøre opmærksom på mig selv, men jeg gemmer mig ej heller i skyggerne, og eftersom jeg endnu er mørkere end mørket, er min skikkelse da også til at få øje på mellem træerne. Ud af øjenkrogen kan jeg se en lille hoppe. Ja, lille. Hun er lav, og så har hun en bygning, der passer dertil. Hun er spinklere end jeg, hvilket egentligt glæder mig en smule. Jeg er ikke glad, når hopperne er bredere, end jeg er. Med hendes farve er hun også en hel del opsigtsvækkende, men sådan er det vel med alle heromkring. Jeg har set mange flere interessante farver her i de få uger, end jeg har i resten af mit liv. Hun bevæger sig i denne retning, og langsomt drejer jeg mig, så jeg står med fronten rettet mod hende. Om hun opdager mig, det er aldrig til at vide. Jeg gør ikke noget for at skjule mig, ej heller for at vække opsigt, men mine dufte, der bliver bragt rundt af vinden, burde efterhånden afslører mig. Og så er hun vel desuden ikke blind.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Det første stykke tid er der ingen ændringer i den unge hoppes omgivelser. Men idet et pust af vinden strejfer forbi hende, opfanger hun en duft, der straks for hendes næsebor til nysgerrigt af vibrere. Det er helt tydeligt, at der er en anden sjæl i nærheden af hende - en, hun ikke førhen har mødt, og derudover er det også tydeligt ud fra duften at tyde, hvilket køn det er, hun har med at gøre. En hingst. Ivrigt tippes hendes mandelformede, mørker ører fremad, ud gennem hendes cremefarvede man. Et let kast med hendes hoved gør, at den lange pandelok falder ud til siden, og giver hende et mere frit syn til at betragte sine omgivelser, vågent. Det gør det altså lidt sværere, at se hvor denne fremmede sjæl holder til, i dette mørke. Men dér, foran hende, springer en mørk silhuet hende pludselig i øjnene. Indtil videre er det ikke meget Za kan se omkring denne skikkelse, udover at han er en del højere end hende og helt mørk. Til at starte med, bevæger den unge hoppe sig videre i trav frem mod ham, da han ikke har givet nogen tegn til, at han ikke ønsker hendes selskab - og det lader til, at han havde opdaget hende, før hun havde opdaget ham. Så havde han ikke ønsket selskab, så var han nok forsvundet før hun havde opdaget ham. Dog vil hun ikke komme så anmasende imod ham, derfor slår hun ned i en rolig skridt, med målrettede skridt. Og til trods for at hun forsøger at skjule det, så udstråler hendes bevægelser den ivrighed, energi og nysgerrighed som brænder inde i hende. En blid, feminin brummen lader hun lyde fra sin mule, en hilsen mod denne fremmede hingst. Idet hun nærmer sig, kan hun også gøre mere ud af hans silhuet. En prægtig hingst, det er han, uden tvivl. Fuldstændig mørk, men dog med forskellige nuancer. Slank, men ganske muskuløs bygget. Og en vældig lang, fascinerende hårpragt. En ædel hingst, ligner han, synes Za. Da hun er vel omkring to meter fra hans front, standser hun elegant op i en fin parade. Et blødt prust lader hun falde mod hingsten, idet hendes ører vipper let omkring, før de vågent rettes mod ham. Hendes blik standser også sin vandren over hans krop, og i stedet lader hun sine funklende, mørke øjne hvile mod hans. Hun har dog tidligere i dette område mødt sjæle, der ikke brød sig om øjenkontakt, så hun forsøger derfor ikke at gøre kontakten alt for direkte, hvis han nu skulle være endnu en af disse. En energisk sitren går gennem hendes spraglede krop, og hun gør et kækt lille kast med sit hoved, og slår et sidste, hurtigt svirp med sin hale. Derefter holder hun kontrol over sig selv, og står stille, mens hun muntert, afventende betragter ham. Forsigtigt strækker hun hilsende sin hals frem, dog uden at komme for tæt på ham. Kan være, at han jo ikke bryder sig om dette. Derefter giver hun endnu en hilsende brummen fra sig, ganske livligt, idet hun hælder sit mørke hovedet en anelse på skrå, med et imødekommende glimt i øjnene. Som sædvanligt gør Za ikke så meget brug af snak, som hilsen, men i stedet lyde og sit kropssprog. Så må hun jo se, om han også bedst kan lide dette, eller om han er den mere snakkende type.

Det er sjældent, at jeg gider lægge mig i de baner, hvor jeg dømmer mit selskab. Hvorfor skulle jeg? Så længe alting forløber, som jeg gerne vil have det, kan de opføre sig lige så tosset, som de har lyst til. Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig gør mig korte overvejelser om, hvad det er, jeg har med at gøre. Ikke fordi det interesserer mig, ikke fordi det kan gavne mig, men blot fordi det er normalt. Hvordan man definerer normal, det er helt klart en meget individuel ting. Mit bud er, at ingen er normale. Alle er unikke på hver deres måde, men det betyder absolut ikke, at man ikke kan handle normalt. Min pointe med det hele er, at jeg ikke har tænkt mig at lægge min hjerne i blød for fastlægge, hvad hende her er for en. Det kan man for det meste aldrig, og hvad skulle det egentligt også gavne mig? Jeg gør jo egentligt alligevel bare, som jeg selv har lyst til, fuldstændig uafhængigt af, hvem og hvad hun er. Udadtil kræver det til gengæld ikke nogle særlige eller store overvejelser om, hvad hun er for en. Som allerede nævnt, er hun en del lavere end mig. Ikke kriminelt, men alligevel et stykke. Og som jeg også har nævnt, hører en vis spinkelhed med til hendes højde. Noget siger mig, at var hun på samme højde som jeg, ville vi være lige brede. Jeg er med stor sikkerhed en af de smalleste hingste, der er at finde her i egnen. Det betyder også, at jeg ikke rigtigt kan true nogen med min størrelse, men jeg har jo ganske vist også mine alternativer. Ha. Hendes farve er en anelse bemærkelsesværdig, og den er absolut mere opsigtsvækkende end min egen. Hendes ben og hoved er farvet en varm brun, mens resten af hendes krop bærer en lys, cremet farve. Har hun stået i en mudderpøl og dyppet hovedet deri? Tanken morer mig en anelse, men det giver jeg helt og aldeles intet udtryk for. Jeg står rank med hovedet hævet i vejret, men også med nakken knejset i en nobel bue. Min lange fyldige man hvælver galant ned langs min hals, og indtil hun er begyndt at komme nærmere, har mine ører været rettet ud mod hver deres side. Jeg er klar over, at mine ædle gener ofte er til fordel for mig, og jeg har helt sikkert lært at spille på det. Ikke at jeg åbenlyst forsøger at charme med mit ydre, men jeg er fuldstændig indforstået med, hvordan jeg kan bruge det. I lang tid har hun bevæget sig i trav, og i få sekunder inden hun rent faktisk stopper op, overvejer jeg, om hun har tænkt sig at løbe ind i mig. Det har hun ikke, men allerede få sekunder efter, at hun er stoppet op på de to meters afstand, begår hun sin første fejl. Hun skal overhovedet ikke strække halsen frem mod mig. Mine ører lægges bagud, og med et hårdt fnys skulle det være ganske tydeligt, at dét skal hun ikke gøre igen. Til hendes held står hun trods alt to meter borte, for havde hun stået tættere på, havde min reaktion absolut ikke været lige så mild. Hun siger intet. Selvom jeg selv er en hingst af få ord, synes jeg dog, at det er på sin plads at sige noget.

”Godaften, frøken.”

Min stemme er nok ikke helt, som man forventer det. Den er ej rå. Ej vildt dyb. Ej overdrevet maskulin. Naturligvis er den ikke feminin, og den er heller ikke lys. Den er drenget, og så er den helt utrolig opdragen. Kontrolleret. Adjektiver, der i realiteten ikke burde harmonere særlig godt med hinanden, men det gør de absolut i dette tilfælde. Jeg har tænkt mig at gøre, hvad jeg kan, for at hun finder mig interessant. Og lige nu ser det ikke ud til, at hun forlanger meget mere af mig, end at jeg bare er her.

[/color][/size]

Berbeza - " Za "

Det går hurtigt op for den unge hoppe, med den spraglede kropsfarve, at denne hingst vidst er endnu en af de sjæle på egnen, som ikke bryder sig om nærkontakt. Hans hårde fnys og tilbagelagte ører, idet hun strækker halsen ganske lidt frem mod ham, er et tydeligt tegn på dette. Dette respekterer denne unge hoppe, selvom hun aldrig har kunnet forstå, hvad andre har sådan imod nærkontakt. Ikke fordi hun ikke har sine grænser, men hendes evigt brændende nysgerrighed, har altid bragt hende tæt på andre. Men som sagt, så respekterer hun denne hingsts valg i ikke at ville have hende tættere på, så hun trækker straks sin spinkle hals og sit hoved til sig igen. Opmærksomt tippes hendes mørke ører frem mod hingsten, idet hans stemme lyder i form af en hilsen imod hende. Hans stemme er meget karakteristisk, og ikke helt som hun havde forventet, må Za indrømme. Men en ganske behagelig stemme, som måske siger mere om den personlighed, der lægger bag? Hvem ved, det kender Za dog slet ikke denne sorte hingst godt nok til at kunne udtale sig om.

" Godaften, du sorte hingst. Mit navn er Za. Hvad er dit? "

Ligesom denne mørke hingst foran hende, er Za's stemme ofte også en overraskelse for hendes selskab. For i modsætning til hendes ydre ustråling, som altid emmer af overskydende energi og ungdommelig munterhed, føres hendes stemme altid i et kontrolleret, dæmpet - næsten fortrolige stemmeleje. Hendes tone er blid og feminin, og nogle gange kan den endda virke lettere forsigtig. Altså står den i stor kontrast til resten af hendes udstråling. Hvilket gør, at hun kan virke forvirrende på nogen sjæle, da man ikke helt kan gennemskue, hvor man har hende henne. Hvilket man, uanset hvad, egentlig heller ikke kan vide. Til trods for, at Za ikke omtaler folk med samme høflige tiltale, som de fleste andre i dette område, så er det ikke af mangel på respekt, hvilket også tydeligt høres og ses på hende. Det falder hende blot unaturligt og fjernt at sige 'De' til folk. Faktisk ville hun føle sig mere disrespektfuld ved at sige dette, da hun synes det virker upersonligt og skaber endnu mere distance mellem to fremmede. Men om den sorte hingst foran hende, deler samme opfattelse, eller ej vides ikke. Za håber dog selvfølgelig ikke på, at han vil tolke hendes manglende tiltale som uhøflig. Nysgerrigt hældes hendes mørke hovede en anelse på skrå, idet hun lyttende tipper ørerne frem mod ham endnu en gang, afventende på hans svar. Hendes blik hviler fortsat roligt ved hans, dog uden at virke for nærgående og granskende. Eftersom de har stået stille et mindre stykke tid nu, kommer Za's indre energi dog til udtryk endnu en gang i form af at hun ganske let tripper på stedet med sine forben, samtidig med at en let sjælden lyder fra hendes hale. Dette er ikke ment som at hun keder sig, eller på anden måde er rastløs i denne fremmede hingsts selskab, blot et tegn på at hun er fuld sf energi, som hun endnu ikke til fulde har lært at beherske. Men denne hingsts selskab keder hende bestemt ikke, tværtimod, føler hun sig draget imod ham, sf en uforklarlig årsag. Selvfølgelig drager alle fremmede sjæle hendes nysgerrighed til sig, men især denne prægtige hingst foran hende. Og hun håber da ikke, at han vil finde hende uinteressant og forlade hendes selskab, før hun har lært mere at kende omkring ham.

Hun har ej set mange somre endnu, denne hoppe; med andre ord er hun stadigvæk ganske ung. Dette er jo næppe en dårlig egenskab, hvis jeg skal se det fra mit eget synspunkt. Selvfølgelig afhænger det lidt af, hvad jeg håber på at få ud af dette selskab, men da jeg sjældent er særlig interesseret i at dele ud af tanker og erfaringer, vil det absolut ikke være en dårlig ting, hvis hun er ung og dum. Dum behøver hun heller ikke at være; det skal jo helst ikke være alt for let for mig. Jeg er ikke så glad for at kede mig, men noget siger mig, at kedsomhed langt fra ville kunne blive min årsag til at afslutte dette selskab. Hun har en gnist, og det fremgår meget tydeligt, at hun ikke har mangel på energien. Hun præsenterer sig selv efter en kort hilsen, hvor hun, som så mange andre, kommenterer min farve. Unødvendigt, og måske endda en lille smule unfair, for jeg har absolut ikke mulighed for at gøre det samme. Hvad skulle jeg måske kalde hende? Hendes farve er jo ubestemmelig. Til gengæld giver hun mig som nævnt sit navn, der tilnærmelsesvis også er ubestemmeligt. Za. Det var dog besynderligt. Jeg er klar over, at jeg selv har et kort navn, men dette er usædvanligt kort.

,,Za? Er det alt?”

Mit direkte spørgsmål står i stor fare for at blive misfortolket, hvis man ellers har taget negativitetshatten på. Hvordan hun vælger at tolke det, er egentligt også ligegyldigt for mig. Jeg mener det ikke som en fornærmelse, men jeg får det heller ikke til at lyde, som om jeg virkelig interesserer mig. Det er et spørgsmål, som skal forstås, som hun har lyst til. Og hvordan hun vil tolke det, det vil helt klart også fortælle noget om hende. Jeg lægger derudover mærke til to ting. For det første har hun bestemt, at vi tilsyneladende allerede er dus, og selvom jeg er opdraget med høfligheden tæt på, er det i orden for mig. For det andet står hendes stemme i stor kontrast til resten af hende, men dette er dog heller ikke negativt. Det er en behagelig stemme, der dog alligevel har en forkert klang i mine ører; det er fortroligheden, jeg ikke bryder mig om. Jeg betragter hende med et roligt, kontrolleret blik gennem mine store, mørke øjne, der, om jeg vil det eller ej, altid indeholder en karakteristisk varme. Jeg gør jo også gerne lidt ekstra for at holde mig interessant, men netop den varme kan jeg ikke gøre så meget for at fjerne, selv hvis jeg ønskede det.

,,Mit navn er Seth.”

Et lille vindpust afslører meget hurtigt en lille ting, der kan give vores møde et helt særligt twist, og jeg er helt sikker på, at hun er den, der vil bryde sig allermindst om det. En velkendt duft rammer mine næsebor, og selvom det absolut ikke ses i mit kropssprog, tænder det alligevel en lille ting i mig; man er vel en hingst. Til gengæld besidder jeg en egenskab, der kaldes selvkontrol, og i situationer som denne har den ofte vist sig at være utroligt nyttefuld. Dog vil det altid have den effekt, at jeg har en smule sværere ved at vende ryggen til.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Den unge hoppes evigt tilstedeværende energi fortsætter med at blusse op indeni hende, og hun kan ikke holde et lille, glædefuldt kast med sit mørke hoved tilbage, der får den cremede man og pandelok til blidt at flagre i vinden langs hendes hvide hals. Dernæst hælder hun atter en gang hovedet på skrå, mens hun retter sit funklende, nysgerrige blik op imod hingstens store, mørke øjne. Hun må atter en gang indrømme overfor sig selv, at han nok er en af de prægtigste hingste hun har mødt. Han er nemlig bygget på en ganske særlig, meget ædel måde. Han er højere end hende selv - hvilket der nu heller ikke skal så meget til for at være - men på trods af at han er tydeligt muskuløs, virker han ikke skræmmende meget større i bredden end hende. Dog har hun skam bemærket, at han højest sandsynligt er ejer af en del mere styrke, end hende selv, også selvom han langtfra er den bredeste hingst, hun har set og mødt. Men styrkeforskellen er ikke noget der skræmmer hende. Hvorfor skulle det også gøre det? Indtil videre har han ikke vist nogen tegn på fjendtlighed overfor hende. Men hun holder selvfølgelig et vågent øje med ham, hans bevægelser og hans reaktioner. Dette er ikke fordi han er stærkere end hende, det er skam noget hun gør i alle de selskab hun befinder sig i. Både af ren og skær nysgerrighed, for grundigt at studere hvem hun nu er i selskab med, men selvfølgelig også af opmærksomhed, da man aldrig helt hundrede kan vide sig sikker i andres selskab. Og det ved den unge Za udmærket. Den lille hoppes tanker afbrydes, da den sorte hingsts behagelige stemme atter når hende, i den der karakteristiske drengede tone, som hun absolut bryder sig om. Hendes ører tippes let fremad imod ham, for at vise, at hun lytter til, hvad han har at sige. Hans spørgsmål undre hende egentlig ikke, da det er et hun har fået stillet før. Men hun har ikke noget imod, at besvare det endnu en gang.

" Nej, det er ikke alt. Mit fulde navn er Berbeza. Men jeg foretrækker nu blot Za. "

Den unge hoppe giver et lille nik fra sig med sit hoved, som for at understrege sit svar. Dog ikke på nogen bestemt måde, for det skal ikke virke som en ordre, som om at denne hingst ikke må kalde hende andet. For det er han skam velkommen til at gøre, dette er ikke noget Za lægger særlig meget vægt på. Selvom hun godt ved, at det er der mange andre, som gør. En ivrig sitren går igennem hendes spinkle krop, hvilket resulterer i endnu et svirp med hendes lyse, let gyldne, lange hale. Brunsten som også sitre i luften, er egentlig ikke noget, hun som sådan tænker over - selvom hun måske burde. Ikke udover det faktum, at den blot giver hende endnu et skud ekstra energi. Hun er selvfølgelig godt klar over, hvilken påvirkning duften kan have på hingstene, det er blot ikke noget hun tænker over, ikke noget, som ændrer hendes vaner. Og dét, at svirpe med halen er en helt tydelig vane hun har, når hun skal af med sin overskydende energi, uden at få hendes selskab til at tro at hun er rastløst, eller keder sig i deres selskab. Idet samme lader også hingsten sit navn lyde, hvilket får Za til et kort øjeblik at glemme den sitrende energi, der brænder i hendes krop, da hendes nysgerrighed i stedet overtager nu. Seth. Et ganske kort navn, men som ligger ganske behageligt på tungen. Eller, det tror den unge hoppe, at det gør, så derfor prøver hun da lige at sige det højt:[/colour]

" Seth. Rart at møde dig."

Endnu en gang giver den spraglede hoppe et nik fra sig, for at understrege hendes ord. Et lille glimt funkler også for en stund i hendes mørke øjne. Hun er ikke en hoppe, der gør sig så meget i smil, men bemærker man dette lille glimt, er det helt tydeligt, at hun smiler, til trods for at det måske ikke ses omkring hendes mule. Za mener sine ord i dette øjeblik, for indtil videre har det været et ganske rart møde, hun har haft med denne sorte Seth. Egentlig ved hun jo i og for sig ikke, om det bliver ved med at være det, men man behøves ikke at tage sorgerne på forskud, vel? Hun håber da heller ikke på, at det vil ændre sig til ikke at være rart. Og det tror hun da heller ikke. Men under alle omstændigheder, vil hun i hvert fald ikke være den, som står til skyld for at skabe dårlig stemning. Hun har allerede én gang prøvet det i dette land, hvor hun overskred sit selskabs grænser, og det vil hun for alt i verden undgå. Medmindre der selvfølgelig er én, som overskrider Za's grænser først - så kan det godt gå hen og blive en anden sag. Men indtil videre har hun blot et kækt og funklende blik rettet mod den mørke, ædle hingst foran hende, idet hun gør et ivrigt, elegant kast med sit hoved og kortvarigt tripper mod siden. En stille, blid brummen, med en let udfordrende kant lyder fra hendes mule, og hun gør endnu et kast med hovedet, denne gang en anelse vildere, voldsommere. Vil han mon gøre hende med selskab i en lille dans eller udflugt, eller vil han hellere blot blive stående her, hvor de er? Valget er op til ham. Hvis han da forstår, hvad det er hun forsøger at kommunikere til ham.

Den som forblinder. Betydningen af mit navn. Et navn, som min mor fandt mig passende, allerede da jeg var ganske lille. Om det passer til mig, det har jeg vel ikke rigtigt nogen grund til, at kommentere på. Jeg forblinder jo ikke mig selv, og jeg søger heller ikke at forblinde andre. Jeg vil bare gerne lokke dem til mig. Ha. Nej, spøg til side. Jeg er klar over, at jeg ikke altid har så meget at stå imod med, fordi jeg er bygget, som jeg er. Langbenet, smal. Gennem tiderne har det været klart, at mange mente, at jeg nok mest bare var til pynt, grundet min lange, fyldige man og den lange pandelok, der ofte dækker mine øjne. Og selvfølgelig den kulsorte farve. Alligevel har jeg, når det har været nødvendigt, gerne understreget, at jeg ikke er til pynt. Jeg er ikke en barbie. Ej heller en porcelænsfigur. Og jeg skal gerne give mit ord på, at man ikke en gang skal forsøge at påvise det modsatte. Jeg klager jo derimod heller ikke over, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg ved godt, hvordan jeg kan spille lidt på mit udseende, og at manipulere, det skal jeg da heller ikke afvise, at jeg til tider også gør brug af. Det er dog aldrig særlig åbenlyst, og til tider sker det en anelse underbevidst. Vil jeg have noget, er der sjældent nogle midler, jeg skyr. Den unge hoppe fortæller mig, at hendes fulde navn er Berbeza, og ikke blot Za. Jeg havde ikke regnet med andet, men man skal vel aldrig sige aldrig; i hvert fald ikke i sådan et tilfælde. Jeg lader det ganske kort strejfe mit sind, om jeg nu har tænkt mig at kalde hende det ene eller det andet, og jeg kommer frem til, at blot fordi jeg kender hele hendes navn nu, vil det alligevel altid være nemmere at tiltale hende Za.

Hun fortæller mig, at det er rart at møde mig. Javel. Mine tanker om den udtalelse er, som altid, ikke særlig positive, for hvordan har hun dog nået at skabe sig baggrundsviden for det? Derudover synes jeg generelt bare ikke særlig godt om hendes udtalelse, for det betyder blot, at jeg spillet mine kort forkert. Det er jo egentligt ikke helt meningen, at hun skal bryde sig om mig. I hvert fald ikke som mere end en bekendt, og jeg er sikker på, at hun i det længere løb nok skal blive overbevist om det modsatte. Nu ved jeg godt, at jeg skal passe på med, hvad jeg siger, for det er jo heller ikke sådan, at jeg gerne vil have, at alle hader mig eller tænker dårlige tanker om mig. De skal ganske enkelt bare ikke have lyst til at knytte sig til mig – i hvert fald ikke, hvis det ikke kan gavne mig. Jeg bemærker ganske hurtigt, at hun har for vane at slå med halen. En vane, der ikke just gør hende bedre stillet i det her selskab. Tværtimod; var jeg hende, ville jeg nok passe lidt på. Det er selvfølgelig let for mig at sige, når nu jeg kender mig selv og mine små tendenser. Duften, der konstant sendes i min retning og blander sig med den ilt, jeg trækker, giver mig blot et anelse mere vågent udtryk, der alligevel ikke rigtigt bemærkes. Til dels fordi det er mørkt, til dels fordi min selvkontrol lader mit rolige kropssprog overmande gejsten, så at sige.

Hun begynder at rumstere en anelse i form af nogle kast med hovedet, og jeg behøver ikke gøre mig særlig mange overvejelser for at konkludere, at hun byder mig op til en lille dans. Modigt, det må jeg sige. Ja, eller også er hun bare dumdristig. Godtroende. Normalt gør jeg gerne arbejdet selv, da jeg gerne selv vil styre det og sørge for, at tingene bliver, som jeg vil have det, men jeg skal da ikke afvise, at det ikke er en dårlig ide, hun kommer med der. Og hun kan være helt sikker på, at jeg vil udnytte den situation, hun er ved at skabe. Jeg strækker forbenene en anelse, stemmer hovene i jorden, så jeg ganske stille ’hæver’ mig en anelse fortil, hvorefter min nakke knejses på ny. Jeg står rankt. Nobelt. Og derefter lader jeg min samlede krop bevæge sig fremad i en dansende skridt med lange, taktfaste skridt og halen vajende efter mig. Om hun tør følge mig, den lille hoppe, det er jeg absolut ikke i tvivl om.

[/color][/size]

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe vipper let sine mørke ører mod den ædle, prægtige hingst. En anelse afventende i begyndelsen, først får at se om han har tænkt sig at svare på det hun sagde. Dog bliver hun hurtigt klar over, at han ikke har i sinde at svare. Dette gør hende absolut ikke det mindste, hun er ganske klar over at det var en hurtig bekendtgørelse at komme med, når nu de kun har været i hinandens selskab i så ganske kort tid. Men som sagt, indtil videre mener denne spraglede hoppe hver og et af sine ord. Dette vil måske virke utrolig ungt og naivt, men sådan ser hun ikke selv på det. Hun ser det nærmere som at lægge en god tone an for starten, vise imødekommenhed, i stedet for fra starten af at regne med noget dårligt fra andre. Denne holdning er ikke kommet af, at hun aldrig har haft nogen negative oplevelser, for det har hun, men i hendes verden vil det at være nervøs fra starten af, hver gang man stødte på en fremmed sjæl, være utroligt belastende og ikke særligt givende for nogle af parterne. Pludselig spidses hendes ører endnu mere mod den sorte hingst, idet han vælger at tage hendes opfordring, der måske godt kunne minde lidt om en udfordring, op. Han bevæger sig væk frs hende i en dansende skridt, og et kort øjeblik skæver hun blot efter ham med fe funklende, mørke øjne. Dog kun et ganske kort øjeblik. Derefter gør hun endnu et kast med sit mørke hoved, og sætter afsted efter ham i en fornem lille trav. Snart er hun oppe ved siden af ham, men fortsat i trav. Za's skridt er små og fine, men på ingen måde anstrengende, de er flydende og velovervejede, til trods for den korte skridtlængde. Kigger man efter, er det dog tydeligt at fornemme den energi der nærmest emmer ud af hver og en af hendes bevægelser, en energi der går gennem hele hendes spinkle krop, og som bare venter på at få lov til at blive sluppet fri. Den spraglede hoppe holder dog bånd på sig selv, og slår i stedet bare kort med halen i ny og næ, mens hendes ører flapper frem og tilbage, vågent, i takt med hendes skridt. Mens hun elegant vimser travende afsted ved hans side, holder hun blikket rettet mod denne sorte hingst, Seth. Det nysgerrige og livsglade glimt er som altid at finde i hendes funklende, sorte øjne - derudover har de en let udfordrende, legende glød over sig, idet hun prøvede strækker halsen mod ham, og blødt napper mod hans fascinerende lange man. Dernæst udslipper et feminint, energiske brummhendes mule, idet hun gør endnu et kast med hovedet. Hun forlænger sine skridt en anelse, før hun skæver afventende mod Seth. Vil han være med til at øge farten en smule? Hvis ikke, er dette også noget hun vil accepterer. Godt nok længes hun efter at komme af med noget energi, men ligenu vil hun hellere have glæden af et selskab, end glæden af at bevæge sig. Men kan hun kombinere de to ting, ville det nu glæde hende! Hele tiden holder hun øje med de signaler hans kropssprog sender hende, blot for at være sikker på, at hun ikke overtræder nogle af denne hingsts grænser. Den spraglede, unge hoppe indrømmer gerne, at hun godt kan lide at lege lidt tæt på kanten af grænserne nogle gange, selvom det aldrig er hendes mening at såre nogen, eller træder nogen over tæerne på denne måde. Det er blot sådan hun er. Hendes nysgerrighed og mod på livet, nærmest tvinger hende til at udforske disse grænser. Hun kan ganske enkelt ikke lade være. Ikke før at hendes selskaber siger fra, så er hun hurtig til at trække sig, og hurtig til at lære, hvor mange eller hvor få grænser hendes nuværende selskab har. Derfor kan hun på nogle virke nærgående i starten, indtil hun lærer at se, hvor langt hun kan gå, lige netop i dennes selskab. Endnu en sitren af energi brænder igennem hende, og udløser et lille, elegant spark fremad med det ene, spinkle forben, hvorefter hun lystigt traver videre, i sin korte, trippende, men stadig elegante gang, der følger hingstens lange, dansende skridt.

Efter at jeg er begyndt at bevæge mig fremad, kan jeg kort efter fornemme, at hun vælger at følge mig, og der går kun få øjeblikke, for hun vimser af sted ved siden af mig med en afstand mellem os, der pludselig bliver meget kort. Velsagtens al, al for kort. Nu er jeg jo absolut ikke det, man kan beskrive som tolerant, men jeg er klar over, at det for mig ville være det allerbedste, hvis vi blot fortsatte fremad nu, og så kan jeg undervejs selv beslutte, hvad jeg har tænkt mig. Men det er, som om jeg ikke en gang får lov til at tænke den tanke, før hun pludselig strækker mulen mod min for at nipse i min man. Min man! Og så ser jeg altså ellers rødt. Min man, min lange sorte man, den er der så sandelig ikke nogen som helst, der skal røre ved. Jah, kald mig bare forfængelig, men sådan ligger landet. Og det vil jeg hellere end gerne vise hende. Uden egentligt at lade noget ændre sig i mit kropssprog, drejer jeg meget pludseligt mit hoved mod hende i en meget slangeagtig bevægelse med et åbent gab, der meget målrettet forsøger at placere sit tandsæt lige omkring hendes næseryg. Eftersom hendes mule er ret tæt på min hals, vurderer jeg, at mine chancer for at få fat på hende burde være gode, men jeg er ikke gud, og jeg kan ikke forudsige hendes handlinger, det er jeg godt klar over. Til gengæld ved jeg nok om situationer som denne til at vide, hvad der plejer at virke, og hvad der helt bestemt ikke gør. Jeg kender ikke til hendes erfaringer indenfor kamp, men jeg vil dog alligevel vove at påstå, at jeg har fordelen her, eftersom jeg er hingsten og ham med musklerne. Til gengæld har jeg ikke svært ved at mærke på hende, at hun er en meget livlig hoppe med en tank af energi, der ikke rigtigt virker til at kunne tømmes, og derfor vil jeg helt sikkert ikke først og fremmest gå efter at køre hende træt, for det ville da absolut være spild af tid. Det skal derimod heller ikke forstås som, at hun kan køre mig træt, for jeg har sandelig prøvet det her før. Jah, det har i perioder af mit liv været et af mine gøremål.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Til trods for at den unge hoppes mørke, funklende øjne hviler årvågent mod hingsten, glimtende af nysgerrighed og opmærksomhed, så må hun indrømme, at hun ikke havde regnet med en sådan reaktion, som den der følger fra Seths side af. Hvilket er umådeligt dumt af Za, og idet hans tandsæt sænker sig ned i hendes næseryg, bander hun over sig selv. De andre den unge hoppe har været i selskab med på dette sted, har, hvis de ikke har brudt sig om hendes nærhed, først givet et hint fra sig omkring dette, som hun kunne nå at reagere på. Denne sorte, stolte hingst reagerer øjeblikkeligt, og med en vilje, der tydeligt viser, at han ikke bare vil markere, men også vil gribe fat i hende. Hvilket han formår, da hun er alt for tæt på, til ordentligt at kunne nå at rykke sit mørke hoved væk. Selvfølgelig forsøger hun i et brat ryk at slå sit hoved til siden, men denne reaktion kommer fra sent fra den unge hoppes side af, for der har han allerede fået fat. Hvilket blot gør ondt værre, da det får hans tænder til at ramme endnu mere mod knoglen på hendes næseryg. Et dæmpet fnys slipper hendes mule, frustreret over hendes egen uopmærksomhed og dumhed. Hendes øjne søger op mod hingstens, der dog ikke rigtig er til at se ordentligt, bag hans lange, sorte pandelok. Af en eller anden grund, har Za på fornemmelsen, at selvom hun undskylder overfor Seth nu, så vil han ikke slippe. Derfor griber hendes instinkter automatisk ind i stedet. Den unge hoppe ved udmærket, at et sådan greb om næseryggen, slipper man ikke bare sådan ud af, så i stedet for overhovedet at forsøge, så vælger hun i stedet at slå et forben hurtigt og smidigt ud mod hingstens ene slanke forben, ved knæet. Endnu bruger hun ikke særlig mange kræfter, så det burde ikke ramme ham hårdt - hun vil blot lade det virke som en markering, en hentydning til at han meget gerne må slippe hende - og det med det samme! Hvis han så ikke retter sig efter det, vil Za ikke holde sig tilbage for at slå hårdere næste gang. Selvom hun dog udmærket er klar over, at hun er den sårbare i denne situation, da han er den som har overtaget ligenu, plus han er en del højere, og har en pæn del mere styrke end hende. Men dette får hende ikke til at give op, uanset hvor dumdristigt dette end måtte virke.

Jeg er klar over, at mange ville være venlige nok til at komme med en hentydning om, at hun er for tæt på, men det skal hun overhovedet ikke forvente fra min side af. Der er ikke noget, der hedder regler, når det kommer til kamp, og hvis der var, ville jeg nok være den sidste til at håndhæve dem. Jeg har absolut ikke ondt af hende, over at hun er havnet i den her situation, for det burde være noget, hun skulle have liggende i sit baghoved, når hun er, som hun nu en gang er, og det tror jeg ærlig talt også godt, at hun er klar over. Hun er ung, ja, måske en anelse dum, men jeg skal gerne sige, at jeg absolut ikke sammenligner dum med ordet uintelligent. Nej, absolut ikke. Hun er ikke uintelligent. Men jeg gider egentligt ikke stå at analysere hende, for lige meget hvor mange konklusioner, jeg kommer frem til, vil de alligevel ikke kunne ændre på, at det lige nu er mig, der er størst, mig der er stærkest, og mig der har placeret mine tænder omkring hendes næseryg, hvor jeg ikke har tænkt mig at give slip lige foreløbig. Jeg mærker tydeligt, at hun planter et slag i området omkring mit ene forknæ, men hun er helt forkert på den, hvis hun tror, at det skulle hjælpe på noget. Jeg slipper ikke. Nej, i stedet strammer jeg mit greb, knejser nakken op og spænder i halsen, inden jeg ganske kort forsøger at ruske lidt i hende som en let distrahering for nemmere at kunne placere et hårdt slag mod hendes forben, dog med en del mere kraft, end hvad hun lagde i sit slag. Om det var meningen eller ej, det ved hun bedst selv. Mit formål med det her er mig endnu en smule ubestemt, eftersom jeg er klar over, at jeg kan gå mange veje lige nu. Og hvor meget hun så end har tænkt sig at gøre modstand, kan hun være helt sikker på, at det ikke får mig til at give op.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Selvom Za udmærket ved at hun har dummet sig, og forskellige eder og forbandelser mod hende selv, kører omkring i hendes hoved, vælger hun nu at lukke af for disse tanker. De vil ikke kunne gavne hende noget som helst, i denne situation hun nu har fået rodet sig ud i. Tværtimod, vil de nok nærmere kunne distrahere hende, hvilket i sidste ende vil gøre det endnu være for hende selv. Et sidste feminint, fyrigt fnys slipper dog hendes vidt udspilede næsebor, og hendes ene øre lægges ned langs nakken, og begraves i den cremefarvede man. For fanden, hvor er hun dog frustreret over dig selv i dette øjeblik. Men man kan sige, at det vel nu har lært hende, at hun aldrig - aldrig - nogensinde, skal forsøge at sammenligne forskellige heste med hinanden. For det viser sig tydeligt, at en fremmed sjæl pludselig kan skille sig ud fra mængden, og reagerer fuldstændig anderledes end de andre. Hvilket denne Seth så sandelig gør. Za's ene øre, som ikke er lagt i nakken, er spidset fuldkommen mod ham, hendes øjne der fortsat funkler imod ham, holder vågent øje med ham. Det er dog ikke helt nemt, at holde øje med alle hans bevægelser, når nu de står hinanden så nær. Men det er alligevel tydeligt, at han nærmest ikke ænser hendes slag mod hans knæ, og uanset om han har forstået hentydningen eller ej, så reagerer han ikke på den. Han slipper ikke sit greb. Tværtimod. Grebet om Za's spinkle næseryg bliver endnu strammere, hvilket får hendes fløjsbløde mule til at mimre ganske svagt som tegn på smerten. Derudover siger hun ikke en lyd, den tilfredstillelse vil hun ikke give ham. Da han nu også rusker i grebet, forsøger hun så vidt muligt at følge grebet, i stedet for at spænde imod, da ville gøre det endnu mere smertefuldt. Som sagt, kan hun ikke lægge mærke til alle hans bevægelser, hvilket tydeligt kommer til udtryk, da hun slet ikke opfanger hans spark med forbenet, før det rammer mod hendes eget knæ. Et frustreret, lettere hidsigt fnys undslippes hendes mule, idet hendes forben er ved at forsvinde under hende. For at redde sig selv for at knæle sammen, gør hun det modsatte. Hun løfter begge forben let fra jorden, og idet hun kort efter lander igen, hamrer hun denne gang af fuldt kraft begge sine forben mod ham, uden at holde sig tilbage denne gang. Nu vil hun altså have ham til at slippe, hvilket tydeligt ses i beslutsomtheden i hendes mørke øjne. Til trods for at hun står midt i sådan en situation, får det nærmest blot energien til at blusse endnu mere op i hende, hvilket resulterer i at hendes hale slår omkring hende i et noget hidsigt, energisk mønster.

Jeg er ikke et monster. Nej, det har aldrig været et ord, som jeg har brugt om mig selv. Jeg husker de fleste af mine gerninger, og der er absolut ingen af dem, som kunne være gjort at et monster. Måske af en meget, meget slem personlighed, men ikke af et monster. Det er naturligvis bare min mening, og jeg er da godt klar over, at der nok findes nogle derude, der ikke er enig med mig, og som absolut ser mig som et monster, men det vil jeg lade være deres eget problem. Blot fordi jeg ikke tidligere har været et monster, betyder det til gengæld heller ikke, at det er fordi jeg ikke kan. Nej, det handler egentligt mere bare om, at jeg godt kan holde mig fra det. Jeg kan godt kontrollere mig, så det ikke bliver for slemt. Og selvom jeg til tider har svært ved at holde kontrollen, giver jeg aldrig fuldstændigt los. Det vil jeg ikke. Det minder mig for meget om en person, jeg for alt i verden forsøger at glemme.

Jeg kan godt mærke, at hun bliver ramt ret præcist på sit forben, da jeg kan føle, at hun i et kort øjeblik bliver en smule tung i mit greb, fordi hun skal genfinde balancen. Jeg har ikke nogen særlige forventninger om, at hun skal finde på noget, men hos nogle kan man ganske svagt ane et mønster i deres teknik, og eftersom hun slog igen før, kan jeg ikke se, hvorfor hun ikke skulle forsøge sig igen, eftersom det er hende, der sidder i saksen. Derfor er jeg absolut ikke uforberedt, men jeg ved til gengæld heller ikke, hvad jeg skal forberede mig på. Kort efter bliver jeg ramt af begge hendes hove, og da der er en del mere kraft på denne gang, kan jeg naturligvis sagtens mærke hendes slag, men jeg viser det absolut ikke i mit kropssprog.

Til gengæld skal hun absolut ikke slippe godt fra det, og derfor vælger jeg at spænde kraftigt op i min muskuløse, men slanke hals, hvilket gør, at jeg har hende i et slags jerngreb. Dette vil jeg sandelig udnytte, og derfor presser jeg voldsomt hendes hoved nedad for derefter at smække mit knæ op og ind mod hendes tinding, og hvis jeg rammer hårdt nok, skal det gerne give hende et kort tids svimmelhed. Kort efter trækker jeg hendes hoved opad for at forøge svimmelheden.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe bryder sig bestemt ikke om at være holdt fanget på denne måde. Det er det selvfølgelig de færreste, der vil, men for hende bringe det en nærmest klaustrofisk følelse frem i hende. Energien blusser op og sitre gennem hele hendes spinkle krop, og hun tripper omkring med sine bagben, mens hun forsøger at finde et hul, en mulighed for at kunne sætte et slag ind mod denne hingst foran hende, så hun kan komme fri! Za er ikke glad for at koste andre smerte, ikke det fjerneste,men i en situation som denne, har hun ingen anden mulighed. For er der noget, hun endnu mindre vil end at koste andre smerte, så er det at give op overfor dem, som forårsaget hende smerte. Og det gør Seth lige netop nu. Za's eget slag med sine forben går vidst temmelig rent ind, men ligesom hende, viser han ingen tegn på smerte. Men ud fra hans næste reaktion, vil hun da tro, at det må have gjort lidt ondt på ham, siden han øger sit eget greb, som vil han som gengæld påføre hende endnu mere smerte. Idet han presser hendes hoved nedad, ser hun ingen anden udvej, end at føje ham. Za lader derfor sit mørke hoved sænkes, men tilgengæld bider hun så hårdt som muligt ud mod hans skulder, som er lige ud for hendes ansigt. Men selvom hun så endelig får fat, brydes hendes greb straks, da hans forben slåes imod hendes tinding, hvorefter han han trækker hendes hoved op igen. Svimmelheden slører hendes syn, men Za forsøger trodsigt at bide tænderne sammen om smerten. Endnu en gang langer hun et forben mod ham, med al den styrke hun kan præstere. Hun har selvfølgelig fundet ud af at det intet nytter, men det sender dog alligevel et budskab om, at hun ikke har givet op. Til trods for at hendes hoved nok må virke lidt tungere i hans greb, mens svimmelheden stadig får hendes verden til at snurre rundt. Alligevel forsøger hun at fokusere sit blik, på det sted hvor hans øjne må skjule sig bag den lange pandelok. Og til trods for alt hvad der er hændt, er det funklende energiske blik der stadigvæk, uden et enestevtegn på smerte. Et dæmpet fnys undslipper hendes mule, idet hun atter forsøger at hakke ud efter hans skulder, ved frivilligt at træde et skridt tættere på ham. Afhængig af hvor forberedt han er på dette, og hvor stærkt hans greb er, kan han højest sandsynligt godt holde hendes hoved på afstand af sig, men hun forsøger dog alligevel.