Is anybody out there?

Jeg er ligeglad med, hvor meget hun prøver. Jeg slipper hende ikke, nej, ikke før jeg selv synes, at det må være nok. Og det er da naturligvis også mig selv, der bestemmer, hvornår det er nok. Jeg kan mærke på mit greb om hende, at jeg ramte ganske rigtigt på hende, da hun bliver en anelse tung at holde i balance. En særlig duft, som naturligvis kommer fra hende, sætter en lille ide i hovedet på mig, som jeg ganske vist har overvejet et par gange nu, men med min voksende irritation er det klart for mig, at jeg efterhånden skal beslutte mig for, hvad mit mål er, inden jeg bliver for… voldsom. Jeg mærker klart hendes forben, der rammer mod mig endnu en gang, og selvom det absolut ikke gør mindre ondt end før, lader jeg det bare stadigvæk ikke komme til udtryk, for hvad nytte skulle det gøre? Absolut ingen. Det er jo logisk.

Jeg har tænkt mig at gøre nytte af, at hun stadigvæk er en smule svimmel, da det helt klart er en fordel for mig, hvis jeg kan drage fordel af, at hun er lidt rundt på gulvet. Men hun gør det da sandelig endnu bedre, da hun selv vælger at træde et skridt tættere på mig, hvor hun forsøger at hakke ud efter min skulder. Da hun gør det, lader jeg hende få fat uden modstand for derefter at slippe hendes næseryg og gribe fat lige ved starten af hendes ryg, inden jeg smækker mit forknæ op mod hendes hoved for at forsøge at få hende til at slippe min skulder. Om det lykkes eller ej, det er mig underordnet, for få øjeblikke efter hæver jeg mig i et stejl og slår forbenene henover ryggen på hende. Så kan hun holde fat eller lade være, for jeg har fundet mig et mål. Og er hun diffus nok, skulle det ikke være for svært for mig at ende på ryggen af hende – jeg gør i hvert fald et forsøg.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Det går meget hurtigt op for den unge hoppe, at hun endnu en gang har begået en stor fejl, og gjort et meget, meget dumt træk. For ikke så snart har hun fået hårdt fat i hand skulder, før hun mærke grebet om sin næseryg forsvinde, for kun at blive flyttet til starten af hendes ryg. En sitren løber gennem hele Za's spinkle krop, idet det går op for hende, hvilke planer, denne hingst måske er ved at få. For at få sig selv på mere sikker grund igen, er den unge hoppe ved at slippe sit tag i hans skulder hastigt igen, for at kunne komme på afstand af ham - desværre er hendes reflekser i forvejen lettere distraherede, af det første slag mod hendes hoved, og hun er derfor ikke hurtig nok til at flytte sig for det andet, da hans forben atter en gang hamres mod hendes hoved. Et dæmpet, smertefuldt fnys kan ikke længere holdes tilbage, og hendes hoved dirrer ganske let, i det den unge hoppe forsøger at klare sit blik, der atter en gang slører til. Hun er dog ikke så langt væk, at hendes alarmklokker ikke begynder at ringe voldsomt, idet denne sorte hingst slår sine forben over hendes ryg. Hendes spinkle krop krymper sig en anelse sammen, både pga af hans vægt, men ligeså meget af overraskelse og den der svage følelse af klaustrofobi der dukker frem i hende igen. Endnu en strøm af energi løber igennem hendes skikkelse, og får hendes tanker til kort at forsvinde, og lader hendes instinktive forsvarsmekanismer træde i kraft i stedet. I et forsøg på at få rystet ham af sig, giver hun et kådt spjæt fra sig, - ikke helt et bukkespring, da hans vægt fra forbenene over hendes ryg tynger hendes bevægelser - men alligevel ganske voldsomt og ustyrligt, og losser voldsomt ud mod ham med bagbenene. Han står dog i en sådan vinkel, at hun sikkert ikke vil kunne ramme ham. Derfor er hun hurtig til, efter alle ben er balanceret plantet på jorden igen, at rykke sig dansende og smidigt sidelæns. Samtidig drejer hun sit hoved og hukker hårdt ud efter hans forben. Et tydeligt signal der siger, at han godt kan se at komme ned! Za's bevægelser mangler dog den skarphed, velovervejethed og koordination, hun normalt altid ejer, da slagene mod hendes hoved, stadig påvirker hende - især hendes syn er i problemer, da det slører til, hvilket frustrerer hende umådeligt. Hun hader at være svag, og at hendes syn ikke helt fungerer, det er så sandelig en alvorlig svaghed. Samtidig med at det stadig føles som om at jorden drejer rundt under hendes hove..

Der lyder et første smertefuldt fnys fra hende, og jeg kan ikke lade være med at føle en lille sejr. Hun skal da bare lade være med at spille så sej, for jo sejere hun tror, hun er, jo hårdere får jeg bare lyst til at slå, og så beder hun vel lidt selv om det, ikke sandt? Hun giver et spjæt fra sig, der sandsynligvis havde været meget stærkere, hvis jeg ikke havde hængt sådan over hende, og naturligvis fremskynder det ligesom ikke ligefrem min proces med at komme til at stå rigtigt placeret og alt det der, hvilket jeg få sekunder efter er ganske tilfreds med, at jeg ikke var nået til endnu, da der kommer et voldsomt spark fra hendes baghove. Efter at hendes hove er placeret på jorden igen, går der kun få sekunder, før hun rykker sidelæns i et forsøg på at gøre det langt sværere for mig, men hvorfor ikke bare udnytte det? Imens hun bevæger sig, gør jeg sandelig også, og ved at lægge lidt mere vægt på hende, uden at det skulle være for stor en belastning for hende, forsøger jeg at sænke hendes bevægelser lidt, så det bliver lettere for mig at trippe lidt rundt på mine bagben, så jeg kan komme ordentligt på plads. Det betyder dog også, at jeg ikke har mulighed for at holde fokus på, hvordan det går med mine forben, og kort efter mærker jeg et huk mod det ene af dem. Som straf strammer jeg mit bid og forsøger at smække hoven tilbage mod hendes mule for at fortælle hende, at det kan hun sandelig godt droppe! For min skyld er hun velkommen til at fortsætte med at forsøge, men jeg har ikke tænkt mig at give op. Nu har jeg sat mig et mål, og så ville det da være ærgerligt at lade være med at udføre det, ikke sandt? Derfor håber jeg blot, at hun mister en smule energi. Ikke at hun skal være helt uden kampgejst, for det ville gøre det en smule.. kedeligt.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe giver en anstrengt brummen fra sig, idet han lægger endnu mere vægt mod hende, da hun forsøger at bevæge sig væk fra den sorte hingst. Men i stedet for at tage energien fra hende, får det blot hendes adrenalin og energi til at strømme endnu hurtigere, voldsommere igennem hende. Det virkede som om at hendes spjæt kort tid før, gjorde at hans planer blev udskudt en smule, og hvis hun blot kan blive ved med at udskyde dem - så kan det være han ender ud i at give helt op. Za kan mærke hvordan han tripper omkring med sine bagben, hvilket skærpner hendes opmærksomhed øjeblikket - til trods for at det stadigvæk slører for hendes blik, og snurrer rundt under hendes hove. Men hun nægter simpelthen at lade slå sig ud af dette. Idet han denne gang langer et forben mod hendes mule, er hun forberedt på denne reaktion, så derfor giver hun blot et fyrigt fnys fra sig, og når lige akkurat at tage hovedet til sig, kort før han rammer. Dernæst strækker hun sit hoved frem og ned mellem sine ben, før hun atter en gang giver et ordentligt spjæt fra sig - denne gang gør hun virkelig et forsøg på at få kastet ham af sig, med alle de kræfter, hun kan få samlet, til trods for svimmelheden. Men denne gang tynger hans vægt hende også dét mere, og hun er derfor ikke sikker på at hendes forsøg hjælper det mindste. Et frustreret brum slippes fra hendes mule, idet hun hastigt, og i et pludseligt ryk, forsøger at bakke adskillige skridt bagud. Samtidig slår hun voldsomt adskillige gange med sit hoved, i håb om at det kan løsne hans greb om hendes ryg, selvom Za godt på forhånden ved, at det er næsten så godt som nytteløst. Uanset hvad, så viser det i hvert fald et signal fra hendes side af, omkring at hun stadig ikke har tænkt sig at give op.

Jeg kan sagtens se, hvor det er, hun vil hen, når hun sådan forsøger at spjætte. Og ikke at jeg er ultimativt erfaren, men lad mig bare sige det sådan, at det i hvert fald ikke er første gang, jeg står i den her situation. Ikke desto mindre forsøger jeg at holde balancen så godt som muligt ved at klemme forbenene hårdere om hende for at holde mig fast, og jeg har absolut heller ikke tænkt mig at slippe mit greb ved enden af hendes hals. Jeg bider tænderne hårdere sammen for at advare hende om, at hun nok skal til at passe lidt på, for jo mere hun teer sig, jo strengere har jeg tænkt mig at være. Mit slag mod hendes hoved rammer ikke, men det gør mig nu egentligt ikke så meget, for det ændrer jo stadigvæk ikke på det faktum, at jeg endnu hænger på hendes ryg, og jeg vil egentligt ikke så gerne ned herfra. Da hun bakker, handler det jo egentligt bare om at følge med, for det vil nok egentligt ikke gøre nogen gavn at forsøge andet. Jeg er godt klar over, at det her også kan være lidt hårdt for mine bagben, og derfor har jeg ikke tænkt mig at bruge mere tid på det, end hvad nødvendigt er. Så da hun er færdig med at bakke, tøver jeg ikke med at gøre mit forsøg. Mit greb om hendes hals er stadigvæk stramt, og med et hingstet prust forsøger jeg at begive mig i gang.

Øv, det er ikke sjovt at beskrive sådan noget xD

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Frustration, og også en bølge af modløshed skyller ind over den unge hoppe. Det er tydeligt, at han har.. mere erfaring på dette punkt, end hvad hun selv har. Han virker helt bestemt, som en, der har stået i denne situation før. Og da dette går op for Za, vækker det endnu en gnist af kampgejst indeni hende, som får hende til at kæmpe videre, selvom det ser lettere umuligt ud for hende, at slippe fra denne situation, som hun har sat sig selv i. Men hun nægter simpelthen at være blot endnu en i rækken, og hvis hun skal være dette - jamen så bliver det i hvert fald ikke uden kamp! Et voldsomt, fyrigt fnys lyder fra hendes vidt opspilede næsebor. Svimmelheden har efterhånden lagt sig, og da hendes syn atter er nogenlunde klart, og jorden ikke snurrer rundt under hendes hove, forsøger hun atter en gang at kaste sig ud i en lille serie af bukkespring. De er dog langtfra så voldsomme, som hun kunne have ønsket sig. Men det er også svært, når man er så lille af størrelse, som hun er, og med en andens vægt ovenpå sig også. Hendes blik flakker omkring, hendes ører tipper rundt i hastige små ryk, og hendes flanker kører nærmest på højtryk ud og ind. Hun er træt, ja, men ikke fuldstændig færdig endnu. Hun mærker skam udmærket, hvordan han bider hårdere sammen om hendes ryg, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Den smerte må hun tage senere. I stedet forsøger hun i et brat ryk, at kaster sig fremad, og håber inderligt, at det vil få ham til at glide af. Noget siger hende dog, at det gør han højest sandsynligt ikke - og derudover er det måske nok allerede forsent.

Hahaha, nej, kunne jeg godt forestille mig xD

Om jeg har nogen levende afkom, det er jeg egentligt ikke klar over. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan huske, hvad jeg har bedrevet gennem livet, men kender man mig ret, er man godt klar over, at jeg ikke just er typen, der er interesseret i, hvad der sker bagefter. Men misforstå mig nu ikke, jeg gør det jo ikke bare for at gøre det. Til gengæld kan jeg tydeligt mærke, at Za ikke er interesseret i, at det skal ske overhovedet. Det er jeg naturligvis slet ikke enig i. Det virker, som om hun får et lille nyt pust af energi, da hun på ny forsøger sig med bukkespring, men det er helt klart ikke i den mest voldsomme kategori, hvilket nok hovedsageligt skyldes, at hun tynges af min vægt, og måske er hun endda en lille smule træt? Men hun gør helt klart et godt forsøg, for det kræver da noget fra min side at holde balancen, så jeg ikke ryger af hende. Jeg kan godt mærke, at utålmodigheden ulmer en anelse indeni, men jeg vælger at tøjle den, for jeg er slet ikke med på at skulle give op. Pludselig springer hun fremad, og der er det absolut ikke nemt at blive på hende, men mit bid om hendes nakke hjælper helt klart til, og derfor er det bare med at forsøge at springe efter hende. Men nu er det altså også nok. Jeg ved naturligvis ikke, hvad hun kan finde på, men jeg klemmer forbenene hårdt sammen om hende, og så forsøger jeg ellers meget ihærdigt at gå i gang.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Denne sorte hingsts overlegenhed i forhold til Za, er ikke gået hende henover hovedet. Hans styrke er både større end hendes, men også hans teknik - og tydeligvis også hans erfaring er langt større end hendes. Et fyrigt, feminint fnys slippes endnu en gang fra hendes mule - før hun så erkender sit nederlag. Den unge hoppe ved udmærket godt, hvornår et slag er tabt, og dette her, er et af dem. Og hun vil hellere kunne gå herfra med en smule oprejst pande, end at fortsætte med at kæmpe imod indtil hun vil knække sammen af udmattelse. Bogstaveligt talt. Derfor står hun nu blot stille, tydeligvis bryder hun sig ikke det mindste om det, hvilket hendes små snap ud i luften er et meget klart udtryk for. Men hun har erkendt at det ikke nytter noget, at kæmpe mere imod i lige netop denne situation - så hellere tage sin hævn senere hen, hvor hun måske har bedre chancer end nu, hvor alle odds stortset er imod hende. Kort stamper hun hårdt en forhov ned i jorden, ganske utålmodigt, mens hun egentlig venter på at han kommer ned derfra. Hendes temperament ulmer indeni hende, og hun kan ikke lade være med at give et sidste trodsigt, demonstrativt spjæt fra sig. Som for at signalere, at måske har han nok vundet dette slag - men han har langtfra fået hende helt ned med nakken. Langtfra. Den spinkle hoppe rystede voldsomt på sit mørke hoved, før hun hævede det rankt til vejrs. Hendes ører var klistret ned langs hendes nakke, og hun kunne ikke vente til at få lov til at hakke ud efter denne sorte hingst, ligeså snart han var nede derfra.

Jeg tror bestemt ikke, at det er fordi, hun accepterer det her, for det har hun da vel heller ikke særlig megen grund til. Det ved jeg jo godt. Men jeg har jo på heller intet tidspunkt bedt hende om at acceptere det. Jeg forlanger intet af hende, fordi jeg netop godt ved, at jeg er hende overlegen. Dette har jeg dog egentligt ikke behov for at understrege yderligere, så da jeg er færdig med mit foretagende, tripper jeg et par skridt sidelæns og bagud på mine bagben, inden jeg ganske stilfærdigt lader min forpart glide ned fra hende. Min sorte, fyldige hale smældes kraftigt omkring min spinkle bagpart, idet jeg træder yderligere et skridt sidelæns. Efter at dømme på hendes små snap i luften og sidste forsøg på at understrege hendes utilfredshed, er jeg godt klar over, at jeg nok ikke får lov til at vandre herfra uden enten den ene eller den anden form for skældud. Jeg ved ikke, om hun er til det der med at give verbale skideballer, men jeg er sikker på, at det ville give langt mere underholdning. For at beskytte mig selv drejer jeg forparten mod hende for at være mindre sårbar. Og når vi så står her, begynder konsekvenserne af min få øjeblikke gamle handling at sive ind i mit hoved. Det her kommer til at betyde et afkom. Et afkom, jeg kommer til at skulle kigge på og vide, at det er mit blod, der løber i dens årer. Mit blik slås væk fra hende, men stadigvæk er mit ene øre rettet mod hende.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

[/center]

Inden i den unge, spinkle lille hoppe ulmer vreden, og hendes temperament, som hun til tider har problemer med at styre, kan hun nu også tydeligt mærke blusser op indvendig. Mest og alt er det dog ren og skær frustration over denne situation, som gennemstrømmer hende. Og denne frustration er rettet mod hende selv - for at have været så utrolig tankeløs, at have bragt sig selv ud i det her. En følelse af skam gennemstrømmer hende ligeså, men hun bider tænderne sammen om denne følelse, nægter at lade den komme frem i lyset. I hvert fald ikke nu, mens Seth stadig befinder sig i hendes nærhed. Hun vil så absolut ikke lade ham se, at han faktisk mere eller mindre har givet hendes stolthed et knæk. Under ingen omstændigheder. Så da han endelig glider ned fra hendes ryg, gør Za et sidste kast med hovedet, hvorefter hun ranker sig gennem hele kroppen og knejser elegant nakken. Dernæst vender hun sig med front imod ham med et noget fyrigt, men stadig feminint fnys. Hendes mørke, næsten sorte øjne, borer sig imod ham, til trods for at hans eget blik ikke er rettet mod hende. Dette er dog en underordnet detalje. Han vil højest sandsynligt fornemme det alligevel. [/colour]

" Gør du det mod alle, der napper imod din åbenbart meeget værdifulde man? Eller var jeg blot uheldig? "

Hendes kommentar er ikke ligefrem en hun er stolt af - den er hverken særlig velformuleret, skarp eller på anden vis noget, som kunne fremkalde bare en smule respekt for hende. Dette er Za godt klar over, men hendes temperament har dog allerede gjort sit indtog, og i stedet for at kaste sig fysisk over ham - hvilket uden tvivl vil gå galt - gør hun i stedet dette. Za er dog ikke helt sikker på, om hun i særlig lang tid kan holde sig fra at flyve i flæsket på ham. Hun vil så umådelig gerne påføre ham blot den mindste smule smerte, nu hvor han på sådan en brutal måde har krænket hendes stolthed.[/colour]

Ved lyden af hendes fnys hæver jeg mit ene bryn en anelse og lader mit blik falde mod hendes, der borer sig mod mit; sandsynligvis ikke for at fange mit blik, men nok mere et udslag af den vrede, jeg kunne forestille mig, der bobler inde i hende. Hun er galt på den, hvis hun tror, at jeg ikke forstår, at hun er vred, men det ændrer jo bare ikke på, hvad der er sket. Selvfølgelig kunne jeg sagtens have forhindret, at det skete, men hvorfor skulle jeg? Jeg gider ikke en gang ligge og køre rundt i, at hun selv har været ude om det, for det er sådan set fuldstændigt underordnet; jeg gør, hvad jeg vil, når jeg vil. Der er ganske enkelt ikke meget mere at sige til det.

Da hun taler, bliver jeg stående i et stykke tid, hvor jeg blot kigger på hende. Mit blik er ikke rigtigt til at læse, men der ligger det samme hemmelighedsfulde, men meget ærlige udtryk i dem, som der altid plejer at gøre; det er bare sjældent, at der er nogen, der forstår det, da de to ting ikke harmonerer særlig godt med hinanden. Ja, både det, og så at der aldrig er nogen, der forstår mig. Og det giver jeg dem så absolut heller ikke nogen grund til, for jeg ønsker ikke, at det skal være sådan. Da jeg har givet udtryk for, at jeg egentligt ikke skylder hende et svar, rømmer jeg mig dog alligevel kort og lægger an til at tale.

,,Regner du da med, at det er sådan?”

Hendes spørgsmål lægger ikke op til et bedre svar end det. Nej, naturligvis gør jeg da ikke det. Tværtimod, så plejer det sjældent at være den her metode, jeg gør brug af. Jeg bryder mig bare ganske enkelt ikke om, at nogen kommer for tæt på mig, og hvis de så oven i købet rører ved mig, har jeg bare ikke tænkt mig at lade dem gå ustraffet fra det. Jeg er klar over, at det så er en meget hård straf, jeg har givet den unge hoppe foran mig, men hun kan lige så godt lære det fra start af; fejltrin betyder konsekvenser.

[/size][/color]

Berbeza - " Za "

Som den unge hoppe også havde forventet, så fornemmede denne Seth tydeligvis hendes borende blik, som hun havde rettet mod ham - han vendte i hvert fald sit blik imod hendes. Ufortrødent lod Za fortsat sine mørke øjne, der ligenu glødede og gnistrede imod ham, bore sig imod ham. Ligeglad med hvordan dette ville virke ganske uhøfligt - men hvorfor skulle hun også bekymre sig om sådanne ting nu? Dét, som han lige havde udsat hende for, kunne heller ikke ligefrem beskrives som værende høfligt, så hun så absolut ingen grund til, at hun skulle behandle ham pænt længere. Tværtimod, så havde hun lyst til at være ganske ubehagelig overfor denne sorte hingst, og selvom det faktum at han var hende langt overlegen, burde få hende på bedre tanker, tirrede det hende blot endnu mere. Men hun formåede fortsat, med nød og næppe, at holde sig i skindet. Holde sig selv på plads, hvor hun var. Dog kunne anspændtheden tydeligt ses i hendes spinkle krops kropssprog, idet en sitren løb over hendes skikkelse.

" Jeg ved ikke, hvad jeg regner med. Men du virker ganske samvittighedsløs, så det skulle ikke undre mig, hvis du havde gjort brug af dén reaktion før. "

Za ville ønske, at hun kunne sige, at hun havde selvkontrol nok til også at holde vreden fra hendes stemme - men frustrationen og de mange andre følelser der gennemstrømmede hende i dette øjeblik var for voldsomme, hvilket resulterede i at hendes ord blev slynget mod ham i en snerrende, spydig tone. Hendes blik var fortsat rettet mod hingsten foran hende, og det faktum, at han virkede så uberørt, så ligeglad, forstærkede atter hendes trang til at flyve i flæsket på ham - bogstaveligt talt. Hvilket højest sandsynligt var ganske tydeligt at se, idet Za's ene forben med de mørke aftegninger slog ud i luften, med en lettere voldsom kraft. En sitren løb atter gennem hendes krop, og hun kunne ikke længere holde sig tilbage - energien og følelserne der fór gennem hende, kunne ikke længere kontrolleres. I et elegant, balanceret og meget pludseligt angreb, sprang hun frem mod ham, og sendte et velovervejet, præcist huk ud mod hans næseryg - dog selvfølgelig uden at vide med sikkerhed om hun ville ramme, for den afstand der var mellem dem, gav ham en nogenlunde god mulighed for at nå at reagere. Men lykkedes hendes angreb, så ville hun holde sig fast - præcis som han havde gjort mod hende tidligere.

Za vidste så udmærket hvor dumdristig - ja direkte åndssvag hendes handling var, men den energi der evigt summede indeni hende, havde det med nogen gange at overtage kontrollen, og skubbe alt hvad der hed fornuft til side. Hvilket var det, som skete i det øjeblik. Hun var ligeglad med hans overlegenhed, ligeglad med de konsekvenser hendes handling sikkert ville udløse. Hun håbede dog på, at hun ville nå at få bragt ham en smule skade, før han nåede at sætte konsekvenserne ind mod hende. Hvilket hun ikke var i tvivl om, at han ville.

Jeg føler, at jeg er færdig her. Det gør jeg. Der er for mig ingen grund til at blive stående her og lytte til hendes spydige kommentarer, for jeg kan simpelthen ikke bruge det til noget. Alligevel står jeg her endnu, måske endda fordi jeg selv er en anelse påvirket af min handling, hvilket absolut ikke kommer til syne gennem nogen tydelige tegn. Jeg har en enorm selvkontrol, og selvom det måske ikke ligefrem er det, jeg har givet allermest udtryk for over for hende, så skal hun slet ikke betvivle det. Jeg lytter til hendes ord, og det er blot endnu en anklage. En anklage, som jeg ikke kan bruge til noget, og den er ikke en gang god nok til at irritere mig. Jeg har ikke brug for at forsvare mig, og det er ganske enkelt fordi, at jeg absolut ikke har lyst til at dele noget af mig selv med hende. Samvittighedsløs. Samvittighedsløs, kalder hun mig. Jah, den tro vil jeg så sandelig gerne lade hende leve i.

På trods af min selvkontrol, er det alligevel ikke alting, jeg har tænkt mig at tolerere. Som efterfølgeren af hendes spydige kommentar flyver et af hendes mørke forben pludselig gennem luften, og jeg er ikke i tvivl om, at hendes lille gestus er rettet mod mig. Da jeg sandelig ikke har tænkt mig at stå stille og se til, hæver jeg mig advarende i et stejl med et advarende hvin, hvilket viser sig at være en heldig handling, for kort efter kommer hun springende frem mod mig med gabet åbent for at placere sine små bisser i mig, hvilket så absolut ikke falder i god jord hos mig. You’re going dooown, biatch! For at forsvare mig selv, kyler jeg mine forben frem mod hende for at få hende lidt på afstand. Jeg kan naturligvis ikke lukke gabet på hende, og umiddelbart er det ikke helt let at sørge for, at hun ikke får fat nogle steder, men jeg har i hvert fald forsøgt at sikre mit hoved og øverste af min hals mod hendes bid.

Da jeg lander, træder jeg flere skridt bagud for at vise hende, at jeg egentligt ikke er interesseret i at fortsætte med at kæmpe mod hende. Jeg er færdig her, og jeg har ikke tænkt mig at slippe kontrollen igen. Jeg skal gerne besvare hendes slag, jeg skal gerne give hende igen, men det bliver ikke mig, der holder den her slåskamp kørende. Jeg ved ikke, om det er en personlig kamp for retfærdighed hun har gang i, eller hvad det er, men jeg er overhovedet ikke interesseret i at skulle være en del af den mission.

[/size][/color]