Den evige stilhed

Efterhånden som årstiderne er gået i dette land, er det gået op for mig, at jeg har været her længere end som så. Jeg har set en del sjæle, men nok ikke mange i forhold til andre. Og mest af alt, har jeg set sneen komme, set den forsvinde, set bladene komme igen, og alt det grønne spire op. Ja, nu har jeg efterhånden set alle årstiderne i dette land. Og det har fået mit til at erkende, at jeg ikke kan komme herfra. Jeg er bundet til dette sted, dette land, og disse øer, til jeg engang drager i helvede hvor jeg hører til. Mange andre sjæle vil drage til de evige græsmarker; det ønsker jeg for én sjæl i hvert fald. De andre jeg har mødt, dem har jeg så småt glemt igen, da de ikke har indprintet sig i mit sind.

Smælder med halen, ganske let, inden jeg med et hurtigt ryk i hovedet, vågner af min dvælende fornemmelse i hovedet. Tankerne stopper deres spind, og jeg står tilbage med en mærkelig følelse af tomhed, som var noget taget fra mig. Viger med hovedet igen, i en endnu voldsommere bevægelse, inden jeg da knejser min nakke voldsomt op, og slår et smæld med den helt mørkegrå hale, der har tendens til at se sort ud i aftens tusmørke. Mit blik glider imod den buldrende vulkan, som er et godt stykke fra mig, men jeg kan stadig tydeligt se og høre den, da det kun er omkring 100 m. Jeg står nemlig for foden af den, nær en sø der skaber stor kontrast til den næsten døde ø. Her, her hersker der ingen grønne nuancer, og varme nuancer. Nej, her er der askegråt, og orange… Dødt. En ø, der er skabt til min eksistens, en ø, der er skabt til evigheden ensomhed og stilhed – evighedens straf. Og den er tilegnet til mig, af mig selv, og mine handlinger. Svirper med halen, inden jeg igen ser frem med et tomt og mørke blik, ud imod inteheden, og tomheden. Jo, ligenu, er jeg stadig alene.

[/blockquote][/color]

Reserveret til Sunrise Saint

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Med en stilhed og elegance der syntes dybt umulig i det mørke landskab vandrede en svagt selvlysende hvid skikkelse på må og få. Han lyttede desperart, imens han håbede at han intet ville høre, og imellemtiden bad om at de ville tale til ham igen. Han følte sig dybt ensom, som en enkel hvidglødende sjæl i mørket, og ønskede så dybt at hans hvide skind skulle præges af de smukke skygger der lurede over øen. Fra tid til anden vendte han forhåbningsfuldt de skræmmende tomme isblå øjne imod det højeste punkt på øen, hvorra en svagt gulligmørk røg steg imod himlen. Hans herre, deres herre... For herren var ikke hans endnu ventede deroppe. Eller ventede han stadig? Tænk hvis han havde glemt den hvidfødte vinterræv, tænk hvis han glemte alt? Nej.. Nej.. Nej.... Herreren ville ikke glemme, aldrig glemme. Han eksisterede udelukkende for ikke at glemme.. Eller gjorde han? Ville han glemme? Nej.. Nej.. Nej.. Nej.... Hingsten gav sig til at mumle, diskutere med sig selv og sine tanker imens den formålsløse vandren igen blev genoptaget. Herren var på ingen måde så simpel at han, en simpel lys skabning ville kunne forstå ham. Skyggerne havde vist ham meget og intet, men de havde ladet ham forstå én ting; Han forstod intet.
Og netop da tonede en fjern skikkelse frem i det døde landskab, en mørk hingst med pletter præget af månens nuancer. Et svagt fnys forlod den hvide rævs mule og et barskt grin trådte frem på mulen... Før han huskede på at han ikke var sådan, og istedet udsendte han et overdøvende krigsfløjt, som udfordring til hingsten og sprang frem fra de dødlignene skridt til en kraftfuld og flyvende galop. For han var en danser af både hjerte og sjæl, selvom han havde en tendens til at glemme det i disse mørke stunder.

De mørkegrå øre, der matcher den askrgrå masse der sommetider falder ned fra vulkanen, vipper ganske svagt omkring. Men der er indtil videre ikke nogen at se, eller høre. Mit mørke og tomme blik, glider da frem imod en skikkelse, der pludselig viser sig i det fjerne. Han er nem at se, med hans hvide farve. Ikke en farve der er nem at skjule, på en ø hvor mørkets farver hærger, og ej lysets. Mit blik hviler imod ham, årvågent og ganske vidst også opmærksomt. Det er tydeligt for mig at høre, at et fnys glider fra den mørke hingst, et grin vel sagtens – som grinte han af mig.
Mine øre ryger derfor bagud, og min krop hæves op, i samme øjeblik som han sender sit øredøvende krigsfløjt. Da denne lyd forlader ham, er jeg hurtig til at skimte henover hans krop, se han muskler, vurdere ham, vurdere fjenden – hvis han da kommer til mig, med fjendelige hensigter, og ej i det gode. Min bringe skubbes fremad, mens jeg udstøder et voldsomt og markant brum, for at fremvise at jeg ikke flygter fra ham. Nej, der skal langt mere til.
Desuden er jeg selv ganske trænet efterhånden, og jeg kan ej se ligeså mange muskler på hans krop, som jeg har kunnet se på andre jeg har mødt. Han er i hvert fald ikke den stærkeste jeg er stød på, i dette land.
Jeg er skam ikke typen, der bakker væk, hvis andre udøver denne form for trusler eller dominans. Tværtimod. Jeg tropper gerne op, hvis det da er mig de udfordre. Udfordre de andre, som jeg ikke kerer mig for, så blander jeg mig ikke. Men den hvide hingst, som nu kommer imod mig med en flyvende galop, virker ikke til at have gode hensigter. Min krop hæves en smule, så jeg står med fremskudt og muskuløst korpus, ørene bagud, og hovedet højt, samtidig med at nakken er knejst. Jovist, jeg udviser den samme adfærd som han, hvis han ikke snart ændre sin holdning gevaldigt!

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingstens spring øgedes i både styrke og størrelse efterhånden som han kom nærmere den tvefarvede gråligehingst, der reagerede yderst negativt på hans tilnærmelser. Med et voldsomt kast med kroppen ændrede han derpå retning, og fór som et månehvidt spøgelse omkring hingsten i en stor cirkel. Snart faldt farten, og trinnene blev langt mere yndefulde før hingsten stoppede, vippede ørene imod hingsten, og snart igen dansede afsted i underlige mønstre. Ikke en traditionel hilsen, men ræven var træt af alt det traditionelle, han ønskede energi og den velbårne og komplette følelse han udelukkende bestod af når han dansede. Dog læste han konstant på den fremmedes reaktion. Han havde virket yderst opsat på at mødet skulle tage en skarp drejning med det samme den sølvhvide hingst havde vist sig i hans nærvær, det havde han skam bemærket. Og selvom spøgelseshesten på ingen måde ønskede at kamp skulle være det første møde imellem de to, ville han ikke holde sig tilbage hvis det kom så langt. Ganskevidst synede denne hingst langt mere erfaren og stærkere end ved første øjenkast. Men ung som vinterens sendebud, den hvide hingst, var mente han ikke at andre kunne stå op til hans energiske bevægelser.

Mit blik hviler stift på denne hvide hingst, der bevæger sig med stor hast. Han virker så opsat på noget, siden han kommer så hurtigt i mit nærværd, og dette gør netop at jeg er ekstra opmærksom på ham, i forhold til hvad jeg er med andre. Andre sjæle jager jeg væk, når de forsøger at komme i min nærhed. Undtagen én sjæl. Men det er også den eneste, der får lov at komme mig tæt, og være i mit selskab. Andre, nej. Mine øre vipper kort, inden jeg udstøder et voldsomt brum, da han begiver sig rundt om mig i cirkler, som et rovdyr der forsøger at afskærme byttedyrets flugtmuligheder, i dette tilfælde er det mig, der er byttedyret, og dette er jeg overhovedet ikke interesseret i! Med en voldsom bevægelse, vrider jeg hovedet op, og kaster mine forben fremad, for derefter at knalde dem i jorden, med stor lyd og maskulinitet. Ikke imod ham, men det er en tydelige advarsel, og tegn på utilfredshed. Han standser ikke sine dansende bevægelser, men danser i stedet rundt i mønstre i mit nærværd. Mit blik hviler stadig stift på ham, og mere gør jeg ikke nu. Nu må vi se, hvad den unge sne hvide hingst vil mig, siden han kom i så stor hast – det har jeg ikke oplevet før. Ikke på denne ø. Og de gange jeg oplevede det hjemme, var det kun for at spille op til en fælles ’dans’, som udviklede sig til kamp.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Da hingsten tydeligvis ikke ønskede at danse med den unge ræv tonede hans energiske bevægelser gradvist bort, indtil han blot stod og betragtede den fremmede med næsten meningsløs interesse og hovede vippet på skrå, som håbede han at denne sjæl ville foretage sig noget der kunne opildne den gnist der lige var blevet slukket hos den unge sølvhvide. Der var dog ikke meget der tydede på at den brogede askehingst endnu havde nok leg i hjertet til at deltage i den unge hingsts dans til ære for..... Til ære for... Netop da hingstens tankerække nåede dertil dynes alt omkring ham at dø, erstattes af en komplet blank facade tydeligt præget af voldsomme hændelser. Ønskede skyggerne at han dansede for dem? Han vidste det ikke. De havde før hånt ham for de bevægelser, for det skind han besad. Og han ønskede på ingen måde at skille sig ud fra sine brødre og søskende. Skille sig ud fra de væsner han så inderligt ønskede at være en del af.. Og frygtede.
Der løb en kort skælven igennem den hvidfødtes skind, og han glippede med de næsten gennemsigtige krystalblå øjne. Hvilken lysseslukker den fremmede var. En svag rykken blev fortaget i rævens øre, der blev vippet lettere reserveret tilbage. Hvem var denne askegrå der lod andre synke hen i så dystre tanker?

Blikket hviler fortsat imod den hvide hingst, som langsomt begynder at ændre sin dans, for derefter at stå ganske stille. Meget bedre for mig, for nu kan jeg se ham an, og bedre følge hans bevægelser, hvis han skulle finde på at gøre noget overilet, eller angribe. Men det virker pludselig ikke som om, at den hvidlige hingst har tænkt sig at angribe, sådan som han står dér. Hans øjne ændre, og kropssproget ligeså, som om han tænker noget, der døser ham hen, ændre hans dans og dermed han energiske fremtræden der før var.Med hovedet stadig lidt højt, grundet hans hurtige fremtræden imod mig, holder jeg blikket mod ham. Nu en anelse mere uforståeligt end før. ,,Hvorfor, kommer du dansende sådan imod mig, hvidling?” Mit blik er stadig imod ham, en smule knebent sammen i øjnene, fordi jeg tænker ganske vidst, over hvorfor han kom farende. Er der nogen på vej, siden han skulle af sted i sådan en hast?

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingstens ord forekom den unge fjern, og det tog ham gentagende forsøg før han kom i nok kontrol af sin krop til at kunne røre på den stivnede holdning. Han trak sig let tilbage, vippede et lyttende øre imod den grå imens han talte. Endnu en tid gik før han svarede, hans tanker var langsomme, vendte konstant tilbage til det han var blevet vist.

,,Der hvor min slægt stammer fra, fremmede, dér danser vi alle i møde, dans er vores sprog og gang."

Hingstens ord var ganske sande, dansen var en del af ham, lige så meget som den var en del af alle han havde slægtskab til. Idet hans tanker blev afledt livede energien igen op i de smukke sølvhvide krop, der igen virkede som en levende guddommelig del af det omgivende landskab og ikke blot en skygge som før. Rævens øre var rettet let frem imod den tvefarvede hingst, aflæste af hans kropssprog og lærte af hans bygning. Tydeligvis var denne han stod over for en ganske erfaren overlever.

Den sølvtonede hingst, der står overfor mig, virker så ganske ung, og så alligevel ikke. Hans kropsholdning virker ikke uerfaren, men dog virker han ikke gammel, grundet hans dans imod mig, på trods af min noget afvisende og truende holdning. Min holdning nu, er stadig årvågen, og jeg slapper skam ikke af. Ikke fordi jeg frygter ham, for det gør jeg ikke. Jeg frygter ikke noget. Ikke noget, som er til stede i hvert fald. Kun mig selv. Mit blik hviler på ham, da han taler.
,,Jeg kan ikke følge dig helt, i dansen, sølv hingst. Men der hvor jeg kommer fra, var dans heller ikke på sit højeste.”

Besvarer jeg ham så, mens mit blik stadig er hos ham. Han liver op igen, som om min stemme der før brød stilheden, fik ham ud af sin ukontrollerede trance. Min hale smælder bag mig, mens jeg stadig aflæser hans mere livlige holdning. Jeg er ikke sikker på hvad det er han vil mig. Om han overhovedet vil mig noget. Eller om jeg blot var på det sted, han skulle til. Men jeg har ikke tænkt mig at spørge hvad han vil. Ikke endnu. Det kan jo være at det viser sig, at han er en hingst der kan være fin at være i selskab med. Det modsatte kan dog også ske.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Ræven rykkede utroligt på sig da den fremmedes blik synes at bore sig ind i hans flanker. At denne ikke kunne danse, eller ikke ville, forekom ham som en sørgelig sandhed, men han betvivlede heller ikke hans ord, for hans væremåde var alt for vis og gammeldags til at leve et strejfende liv under almas måne... Under skyggernes nat. Et voldsomt slag med hovedet kastede den unges pandelok i vejret, og han rejste sig igen på bagbenene, ivrig efter at komme vidre, væk fra stedet så skyggerne ikke ville låse ham til stedet igen. Selvom han noget så inderligt ønskede at tale med dem, hans brødre... Vokun Zeymahhei. Et dybt fnys forlod den hudfarvede mule og han faldt til jorden, som hypnotiseret af de ord der var trægt frem i hans tanker.

,,Vokun Zeymahhei."

Mumlede han igen, mine skygge brødre. Endnu et ryk gled igennem hans krop da han igen rettede de livlige krystal blå øjne imod den fremmede.

,,Det ærger mig inderligt, strejfende. Men fortæl mig da hvad dit navn er? Måske jeg kan byde dig på en dans en anden gang."

Jeg holder mit blik hos ham, skeptisk stadig til dels. Men samtidig også en anelse nysgerrigt. HVorfor er han kommet så hurtigt imod mig, hvis han intet ville? Ja, det er mig sandelig en gåde! Men jeg forbliver nu her, for jeg stod her, og har ikke i sinde at gå, medmindre noget andet skulle have fundet min interesse. Men der er kun én her i landet, som kan fange min interesse. Og den ene person, er her ikke at se. Heldigvis. Jeg ønsker ikke vedkommende på denne ø. Og det er vedkommende heldigvis heller ikke. Hingsten foran mig, siger nogle mærkelige ord, jeg ikke forstår. Og det får ikke ligefrem min skepsis til at blive mindre. Hans pludselig stejl, gør at jeg spænder op, og svagt løfter det ene forben, kun få cm fra jorden. Blot fordi jeg er klar til at parere, hvis hans stejl er en trussel mod mig. Men han lander hurtigt igen, og taler så atter.

,,Mit navn, fremmede hvide hingst, er Volontaire. En dans, tvivler jeg på. Så yndefuld er min krop slet ikke. Men at vandre, det kan du nok bedre indbyde mig til. Men hvad er dit navn selv?”

Besvarer jeg ham så, med den dybe og ru stemme, der er tilegnet mig igennem årene. Men jeg har ikke altid haft den stemme. Den er kommet nu her, inden for de sidste par år, grundet mange forskellige ting.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Den unge strejfer lod let hovedet dumpe på skrå, og så hingsten an. Ganskevidst var han kraftigere end den snehvide, men den fremmede virkede mere muskoløs, med den lette bæring ville han kunne flyve lige så elegant som ræven selv. Men hvis det ikke var i hans interesse, ønskede den unge hingst ikke at presse ham. Faktisk slet ikke. For hingsten var både mere vidende, og stærkere end ham selv, det tvivlede han ikke det mindste på.

,,Mit navn er Fuyu no Kitsune, vinter ræv."

Hans isblå øjne rettedes igen imod natten over dem, lettere fraværende. Han var yderst urolig, i både kropsholdning og ikke mindst i blikket. Det flakkede konstant til nye steder, undersøgte muligheden for at der skulle gemme sig skygger i skyggerne. For det både frygtede og ønskede han. Med ét slog det ned i den lyse hingst, hvorfor ikke spørge denne fremmede vidende sjæl til råds? Måske han tilmed kunne..... Skyggernes ord rungede igennem hans sind idet minderne trængte sig på igen. De havde giver ham en mulighed, en mulighed der meget vel kunne realiseres med den fremmede hingst foran. De lyse øjne blev knebet let sammen, og et strejf af den unge livlige charme strøj over hans bevægelser og blik, som malet på det hvide skind.

,,Sig mig, Volontaire, har du hørt skyggerne synge? "

Hans navn, Fuyu no Kitsune, er ikke ligefrem et navn der er mig bekendt. Hvis jeg havde hørt om ham, ville jeg kunne huske det ganske tydeligt, fordi hans navn er så specielt og ikke et navn man ofte hører. Mit blik glider let omkring, opmærksom, selvom jeg ikke frygter at være her. Her, er det jeg kalder mit hjem. Den hvide hingst, hvis navn må betyde vinter ræv, virker pludselig så livlig. Livligere end før, som om et lys er gået op for den unge robuste hingst, der af natur er en smule kraftigere bygget end jeg. Men han er nok ikke helt så muskuløs, men dette gør nu ikke at jeg ser ned på ham, på nogen måde. Det er der ingen grund til. Han har intet gjort, endnu. Gør han det, skal han skam nok få det af vide.

,,Skyggerne, har ikke talt til mig i denne verden. Men de følger mig, altid. Og jeg vandrer blandt dem, med stor respekt. Skyggerne er for mig, mit hjem. Derfor, er denne ø også det optimale valg”

Sådan vælger jeg at besvare ham, mens jeg holder blikket hos ham, nysgerrigt. Det spørgsmål vækkede alligevel min interesse, for jeg ønsker da som sådan at vide, hvorfor netop det spørgsmål pludselig kom.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Rævens ændrede holdning fik ham til at lytte med stor tålmodighed til Volontaires ord. Hans isblå øjne var fyldt af en klarhed, og balance der ikke havde været der før, for disse skygger, hans brødre, havde efterladt det indryk på ham. Det skiftede imellem alt fra frygt til den rolige tilstand han befandt sig i nu.

,,Hvis de er dine brødre, dine følgesvende, bør du også lytte til deres hvisken. Hvis du ønsker det, kan jeg vise dig et under, vise dig stedet hvor de tydeligst høres?"

Den unge hingsts stemme var præget af en fjern mystisk kombineret med en lettere forførende og lokkende tone. Hans blik var fæstnet urokkeligt til den fremmede, lettere udfordrende men dog tålmodigt som før. På ingen måde ønskede han at tvinge sit nye selskab til at mødes med Rævens brødre, men han ønskede noget så inderligt at den fremmede skulle vide den historie han selv, den snehvide, var blevet fortalt. Om de løgne, og de sandheder der var skjult i denne verden.

Den hvide hingst, Fuyu no Kitsune, har fanget min opmærksomhed på en måde den ikke har været fanget på længe. Nok fordi det han siger, ikke er noget jeg før er blevet tilbudt. Møde skyggernes hjem, møde det sted, hvor de taler højest. En sand forhåbning jeg længe har haft, netop fordi skyggerne er der, hvor jeg føler mig aller bedst tilpas. I skyggerne, hvor andre sjældent vandre, sjældent af en mening der er som min i hvert fald. Men denne hvide hingst, virker til på en eller anden måde at dele sammen passion for skyggerne, og derfor er paraderne lagt en anelse tilbage nu.
,,Mine følgesvende, vil jeg kalde dem. Brødre, er de nok ikke. Ikke endnu. Deres fulde accept, har jeg måske ikke fået. Får jeg den, vil de måske kalde mig deres broder. Jeg vil gerne følge dig, til det sted, hvor de høres tydeligst, Fuyu No Kitsune”

Besvarer jeg ham så, efter meget kort tids tænken. Jeg kan ingen grund se, til at skulle tænke længe. For at kunne høre skyggerne tydeligt og klart, det ønsker jeg.