Den evige stilhed

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Den unge hingst lyttede til den brogedes ord uden at fortrække en mine, før et let smil trak mundvigene let opad da svaret kom frem. Et tilfreds og glædeligt smil. På sin vis kunne han vel minde om den luskede type, men den tydelige glæde forstyrrede det ellers komplette billede. Med lette skridt dansede den hvide hingst til siden, og vendte sine isblå øjne imod vulkanens tågede top.

,,Det glæder mig, for i det tilfælde er du næsten også en bror af mig, Volontaire. For skyggerne, mørket, fascinerer mig dybt, trods det er en modsætning af mit sunds luner. Men jeg gætter mig dog til at modsætninger tiltrækker hinanden, det har jeg ihvertfald ofte hørt."

Med trin der var langt mere jordnære end de tidligere vendte han sig helt imod vulkanen, og spilede næseborene ud i et forsøg på at opfange de fjerne skyggers duft, trods de ingen havde. Derpå gled hans isblå øjne tilbage imod hingsten, med en tålmodig ventende mine. Ville den fremmede slå følgesskab med ham, eller blot følge hans vej? Ræven vidste trods de mange ord stadig ikke meget om denne Volontaires tankespind.

Den hvide hingst, kan til dels se ganske lusket ud, med det smil der hænger om hans mule, tilfreds. Men hans glædens sind, forstyrrer lidt det luskede billede, og dermed krakelerer det en anelse. Men jeg er dog sikker på, at denne hingst ikke bare er en glædens hingst, jeg tror, at der er en skyggeside hos ham, som der er hos de fleste. Hvor stor den så er, det kan jeg ikke vide – og jeg vil heller ikke gætte på det.

,,Fuyu no Kitsune, skyggebrødre kan man vel kalde os, da vi deler den samme glæde ved de skygger den findes. Men ja, modsætninger mødes. Kig blot på den krop jeg besidder, hvor lys og skygger, nat og dag, forsøger at vinde over mit udseende. Den evige kamp, der også eksisterer i vores verden.”

Besvarer jeg ham så. Idet han vender omkring, træder jeg ham nærmere, og nu vælger jeg at træde op til hans side, som ligemænd, så vi kan følges side om side, så jeg ikke følger trop af ham, og han ikke følger trop af mig. Det er sådan, jeg har det bedst, hvis jeg endelig skal vandre med nogen. Medmindre jeg da er ude på at beskytte dem, så går jeg gerne blot nogle centimeter i forkøbet, for at sørge for at fremmede ikke kommer nærmere. Men det er ikke tilfældet nu.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

,,Vel talt, broder."

Nynnede hingsten, med en indre melodi der synes at blive tydeligere og tydeligere i hans gang. For med natten i fuldt flor ønskede han endnu mere at hylde den måne der havde rejst sig på den mørkeblå hvælving. Han var trods alt en danser, og en sanger, af både hjerte og sjæl. Selvom skyggerne ganskevidst havde hånet den, følte han sig ikke nedgjort af det, tværtimod. Men hans dansende skridt blev igen begrænset da et kuldegys gled ned over hingstens ryg, og han rettede de to ensformige hvide øre imod skyggerne omkring dem. Jo nærmere deres skridt bragte dem højningen hvorfra en grålig røg udsprang, jo tungere blev mørket, jo flere ord kunne hingsten tyde derfra. Selvom ordene ikke var ord, men billeder, fremkaldt af de historier han var blevet fortalt.
Vul vokunne.. Drem yol lok, zeymahhe.. Alun Al fen koraav hinne sille.... Drem yol lok.
Ord der ej gav mening, og dog varslede om meningen for den hvide hingst. Han var usikker på hvorvidt hans flerfarvede selskab kunne høre de leende stemmer, eller om det blot var ham selv der var drevet ud på alt for dybt vand.

Stedet som vi nærmer os, gør at skyggerne i mit indre bliver større og større. Om dette er ganske godt, det er nok et spørgsmål jeg må stille mig selv, og ikke andre. Jeg følger den hvide hingsts side, uden tøven. Jeg har ikke noget at frygte; men noget at se frem til. Min nakke er let knejst op, inden jeg i nogle lette men meget hingstede bevægelser, tripper en anelse sidelæns, og fremad. Kaster hovedet op af, inden jeg igen skridter ved hans side. Kådhed, over at skulle møde noget der er mig ukendt, og en form for ærefrygt vel også. Jeg kan høre noget i mine sensitive øre, men for mig, er det ikke til at tyde endnu. Det er for utydeligt. Som noget mumlen. Mit blik glider op imod det vi skal op til, for derefter at betragter den sne hvide hingst. Jeg har valgt på en eller anden måde at stole på ham, hvilket er sjældent sker. Men netop det grundlag, at vi begge søger skyggerne, har været en stor del af det!

Silence ..
De mange skygger, den éne skygger, der boede I og omkring den mægtige vulkan, havde fulgt Fuyu og hans kompagnon i alt den tid, de havde befundet sig inden for deres radius. Fuyu havde gjort det godt, han var på vej til at udfører sig opgave og skyggerne søgte at prise ham, opfordre ham til at tage skridtene hurtigere, men de vidste, dén vidste, at det ville være farligt at bryde ind nu.
I stedet lod enkelte skygger en kulde dæmpes over de to sjæle da de var tæt på toppen og først der, fortættedes mørket omkring dem, så skyggerne kunne flyve frit over og kærtegne de to, der skulle hjælpe dem, hjælpe den, med at befri den Herskende Alun Al, der sad i vulkanens dyb. Hvislende tunger begyndte at synge for de to hingste; lokkende og forførende. Fuyu, der kendte til skyggernes luner, var ikke forventet at reagere voldsomt, men den brogede Volontaire, som de havde fundet navnet på nu, var de, var den ene skygge, noget mere sikker på ville reagere.
Pludselig for alle skyggerne sammen og lod sig glide over jorden, som at hav af sort masse, imod de to efter at have sunget deres forførende toner. Det tykke tæppe af skygger gled hurtigt hen ved hovene på de to hingste og langsomt klæbede de sig til deres ben, kølede dem, for at få dem til at stoppe. Inden de to de sidste skridt op til deres alles fællesherre, skulle skyggerne lige se, om den hingst Fuyu nu havde bragt, havde den rette støbning. En hånsom latter brød frem og steg langsomt i volumen, indtil en nærmest skinger tone brast i hovedet på Volontaire. Skyggerne satte sig på ham, hurtigt, klemte om ham og begyndte at undersøge ham; alt imens dem, der ikke sad på Volonitare, kælent sørgede for at Fuyu ikke frøs under den kulde, som de havde pålagt dem.
En skygge begyndte da at tale til Volontaire, sagt og lokkende.
¤Voooolontaiiiiire. Du er på vej til vore herre, din herre, MIN herre; men inden du går der op, skal du vide, at vi kan give dig alt, jeg kan give dig alt hvad du end måtte ønskeeeeee. Lad os nu vise dig en sandhed, du skal bruge, for at kunne blive én af os!¤
Sagde skyggerne, hviskede skyggen inden en skygge trængte ind i sindet på Volontaire og fremmanede billeder af den sande verden, som Andromeda engang havde været. Et mørkt sted, men ikke som mange havde troet; det var faktisk smukt, idyllisk og tiltalende, men lagt hen i mørket der kælede om dem alle. Sådan som Andromeda skulle være! Da først disse billeder var vist til ende, trak skyggerne sig fra både Fuyu, som de havde kælet og rost alt imens og fra Volontaire, som de havde fastholdt. En skyggehingst blev nu fremmanet foran de to, og så snart den kæmpe, sorte hingst med de gennemtrængende øjne var fremme, kom den gysende stemme frem igen.
¤ Hver hilset Fuyu, vinterræv. Du har tjent os godt, og dette vil du snart blive belønnet for! Volontaire, du vil snart tjene os godt. I kan nu træde op til vulkanen, hvor jeres skæbne vil blive ændret, fra den i betræder nu, til den i skal betræde!¤
Hvislede skyggehingsten, hvorefter han gik i opløsning og langsomt gled skyggerne op imod vulkanens op, med en forventning om at de to hingste fulgte med.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Den hvide hingst mærkede hvordan frygten langsomt hobede sig op inden i ham, han hørte og så skyggerne trække sig tilbage, og dog vidste han at andre der ej var opmærksomme på det ikke ville bemærke det. De var levende! Hans brødre! De ville.. Hvad ville de? Panikken hobede sig op i de isblå øjne, samtidig med at en let syg latter brød frem i hans indre, lo om kap med frygten. Splittet i to stavrede ræven vidre, de sidste skridt imod toppen. Han afholdt sig fra at flygte, men han var alt andet end tryg ved de skygger der langsomt begav sig nærmere.. Og dog. De var hans brødre, en del af ham. Latteren smittede hans fysiske udseende, og et sygt smil dansede over den lyse mule. Frygten forsvandt, ædt op af latteren og panikkens alt opsugende indre. De var her, han havde bragt dem det de havde ønsket.
Hans skridt antog igen den selvsikre dansende gang, og han stoppede op da skyggerne bragte sig tættere på, og hans hoved faldt let på skrå da han lod de glasagtige øjne glide kælent over skyggerne der straks strøg op omkring ham som ild. Derpå lukkede han øjnene og lyttede udelukkende til dem, irriteret over hans puls der dundrede afsted som tusinde hove. Da de trak sig væk igen stod den hvide hingst ganske kort, utilfredst før han igen åbnede øjnene og ventede på den skyggehingst der før havde vist sig for ham. Hans verden var så indsnævret at han ej huskede den strejfende broder han havde samlet op før skyggehingsten nævnte ham. Hans øre faldt ganske let tilbage, før de vendtes opmærksomt imod ham, Volontaire. Det syge smil erstattedes af et yngre, mere imødekommende, og han kastede ganske let med hovedet efter skyggerne, som tegn til at hingsten skulle samle sig og optage forfølgelsen. Derpå satte han selv igang, med bevægelser der var som trukket af mørket og skyggerne; Dansende, og frem for alt næsten lydløse.

Det der før virkede som en simpel gåtur, med den hvide Kitsune, er nu blevet til noget ganske andet. Som vi nærmer os toppen af ildbjerget, vulkanen, mærker jeg en pludselig kulde omkring mig, og automatisk stander jeg da op. En sort masse af skygger farer hen imod os begge, i en voldsom og hurtig bevægelse. Nok har jeg set skygger bevæge sig hurtigt, men dog ikke så hurtigt! Mit hoved farer svagt op, mens mine næsebor udspiles voldsomt. Skyggerne rinder over mig, omkring min krop, og det der før var hvidt på min krop, er nu skyggefuldt. Sådan, som jeg ønsker det skal være. Mørkt, og uden dagens lys der skal pryde min krop. Stemmerne er høje, tonerne er lokkende. Noget nyt er virkelig i sinde, noget, jeg ikke kender til, og aldrig har kendt til. Men jeg står stille. Mit hjerte dumper dog af sted i voldsomme bevægelser, men min krop er stille. Jeg bevarer overblikket, til trods for det pludselige kåde sind, der gerne vil bevæge sig i voldsomme bevægelser, reagere på skyggerne. Men i stedet står jeg blot her, lyttende. En skygge bevæger sig ind i mit sind, viser mig billeder af et tidligere Andromeda, lagt i kærtegnende skygger, og uden så meget lys og sol. De kan give mig alt jeg ønsker, det siger de i hvert fald. Men jeg ved ikke om det er sandt. Om det virkelig er sandheden, for mange kan lyve; næsten alle.
Så hurtigt som de kom, ligeså hurtigt er de forsvundet, gledet op til vulkanens ende og top. Mit blik søger imod Fuyu, der er trådt fremad, for at følge efter dem. Jeg vælger at sætte frem i skridt ligeså, stadig uden at sige et eneste ord. Jeg følger skyggerne, og Fuyu der ligeså gør det. Men jeg er ikke overbevidst; men måske kan de det. Vi lander nu på toppen af bjerget, side om side Fuyu og jeg. Mit blik glider rundt, observerende. Ledende måske. Men hvad skal der ske?

Skyggerne, skyggen, skyggehingsten og skyggehavet havde samlet sig ved vulkanens top. De, nej, den havde ventet de to sjæle længe og nu hvor de havde fået dem herop, nu hvor Fuyu havde udført sin opgave, kunne de ikke lade værre med at fryde sig i hånefulde versioner af latter. Skyggerne, der var mange og en på samme tid, samlede sig til den kæmpestore skyggehingst ved vulkanens mund og da de to var trådt an, lyste øjnene af ren ondskab på skyggehingsten, der priste hans hjælpere velkommen.
¤Fuuuuyuuuu, du har udført din opgave og din belønning skal du have!¤ Sagde den gyselige stemme, inden nogle skygger fór fra skyggehingstens krop, gled over jorden og hen til Fuyu, hvor de begyndte at hæfte sig fast på ham. De ville påsætte sig ham, give sig selv til ham, så han kunne blive dem og omvendt; så han kunne få kræfterne der skulle til at føre deres planer ud i livet, så han kunne blive én og mange. Forvandlingen skete langsomt, og den følelse som Fuyu måtte føle, var en blanding af nivende stik og en behagelig varme der samtidig kærtegnede ham for at lindre smerten. Alt imens disse skygger påhægtede sig den hvide ræv i en hingst’s skikkelse, vendte skyggehingsten, der stadig var intakt, sit blik imod Volontaire.
¤Volontaiiiiire, du der har vandret med Fuyu, jeg vil nu give dig en opgave.¤ Hvæsede skyggehingsten. Det var tydeligt at man skulle yde noget, for at fortjene en belønning og en mere venlig udgave af skyggernes, af skyggens stemme.
¤Du skal hente noget for ooooos, for mig. Den godhed som der siges at herske i landet har uddelt en hoppe et Lys, som er en del af det Lys der varmer jer og giver jer frodighed. Dét lys skal i bruuuuuge, til vores opgave, til at kunne gøre landet til det det var engang! Hent det, Volontaire og du vil blive belønnet med en farve sort som natten og de evner du end måtte lyste at bærer. Gå, Volontaire, nu!¤
Sluttede skyggehingsten. Den, de, ville ikke høre mere fra Volontaire og sendte ham nu af sted med et kraftigt pust, der fik ham vendt om og sendt af sted ned af bjerget igen. Om han ville udføre opgaven eller ej, vidste de ikke; hvis ikke han gjorde, ville de få Fuyu til at finde en anden, og hvis han da kom tilbage med lyset, ville de, ville DEN belønne ham.
Alt imens at skyggehingsten havde snakket med Volontaire, var Fuyu’s forvandling næsten fuldendt. Men undervejs, pludselig, strøg et lyn fra himmelens top og ned i skyggerne, ned i skyggen. De, der endnu ikke havde påsat sig Fuyu veg med et skingert skrig og søgte tilbage til vulkanen med det samme, mens skyggehingsten forblev fremme. Med et hvæs begyndte den at tale hastigt til Fuyu, for det var vigtigt at disse ord blev sagt, inden den selv måtte søge i læ, forinden det næste lyn måtte ramme.
¤Fuuuuyu, du har nu fået nogle skygger, noget af mig på din krop. De vil give dig styrke, give dig indsigt og brug dem vel! Du er en god hjælper, en god broder og vi, jeg vil glæde mig til at byde dig velkommen endnu engang til vores vulkan. Men gå nu, vi vil finde dig når vi, når jeg skal bruge dig!¤
Sagde skyggehingsten, inden den gik i opløsning og forsvandt ned i vulkanen, sammen med de skygger der før havde siddet på Fuyu; og væk var han, var den, var de.

(Fuyu ændrer nu udseende og får + 5 i styrke, fordelt af skyggerne selv.)

[Out]

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Vinter ræven følte den stikkende smerte som var det tusinder af nåle der langsomt og med skingrende latter borede sig ind i hans sjæl, stemmerne tog til, blev flere, og knapt hørte hans dens, deres, hans, hendes, Zeymahi... Smerten, latteren, og de varme, kølige kærtegn var ved at drive den snehvide hingst så langt ud, at han i øjeblikke troede at voldsomme klipper ved ved at bryde sammen i hans indre, et knæk genlød i hans tanker, og med et forsvandt smerten, erstattet af morskab. Ganskevidst følte han, følte de den, men den var så fjern.. Så uendeligt fjern.
Og med et bragede det igennem ham, og han skreg, sammen med sine brødre, søstre, sammen med dem, skyggerne. Noget havde skadet dem, og han trak sig forpint væk sammen med de spraglende rester af ham. For de var 'ham', ham var blot et overordnet ord for deres bevidsthed.
Deres herre, deres brødre, dem selv begyndte igen at tale, og med en forpint smerte åbnede de deres øjenlåg, selvom der ganskevidst kun var to, og de begge sad på den hingst der før havde været snehvid. Brændsår, skygger prægede hans flanker og før så helhvide skind.
Da de, han, havde hørt sin broders, Vokun zeymahi ord til ende, vendte de om med en påtaget stilhed og rolighed som var intet hændt. Deres fælles skridt var så mange gange lettere end før, for de bar selv de lyse hove afsted, samarbejdede som at samle den mægtige krop de sammen besad. Kun ganske kort vippede de ørene tilbage for at lytte om et sidste ord skulle komme fra deres brødre, men da ingen kom derfra, bød de sammen til dans, og lod den mægtige krop bryde frem i en mægtig galop. Sammen kunne de alt, vidste de alt. De lo sammen, hvorvidt latteren krydsede hans, deres, mule forekom dem ligegyldig. Vejen bragte dem blot fremad i en halsbrækkende fart.

Mit sind, er godt klar over at der er en form for lusk over disse skygger. Og jeg er vis på, at de søger brødre til at udføre deres opgaver for dem, for at genskabe det gamle andromeda. Den sorte skyggehingst, vender sig da imod mig, da nogle af de andre skygger har ”angrebet” Fuyu, i en mørk dans på hans krop. Han vil blive forandret at se på nu, det siger det selv. Men mit fokus er på skyggehinsten, der har valgt at fortælle mig noget nu. Min opgave. Jeg lytter danske intenst til hvad det er han ønsker jeg skal. Men allerede kort tid efter han er begyndt, og nævner Lyset, er jeg godt klar over, at den opgave aldrig vil blive udført fra min side af. Men jeg skal sige farvel til et ønske, et ønske om at gå i et med natten. Men jeg har svoret Illana noget, at jeg ville beskytte hende; og lyset. Så at tage dette fra hende, er mig en umulighed. Mine øre lægges i nakken, da han har fortalt færdigt, og jeg tror godt at denne skyggehingst kan regne ud, at hjælpen fra mig, ikke er at finde i dette øjeblik. I et ordentligt pust, er jeg atter udenfor, sendt ned fra bjerget igen. Mit blik glider op, da jeg ser Fuyu kommer galoperende i en hæsblæsende fart; nok kan jeg ikke selv udføre denne opgave, men det ser ud til, at jeg hjalp Fuyu med sin. Så lidt ”godt” har der vel været ved dette? Mit blik falder rundt på øen, inden jeg begiver mig fremad, med ørene dybt i nakken. Illana skal findes, nu. For vil jeg ikke tage hendes lys, vil de nok sende andre for at hente det. Og jeg har ikke tænkt mig, at gå i stilhed med dette. Nej, hun skal vide det. I en voldsom bevægelse, kaster jeg mit hoved op, med et dybt og men skingert vrinsk, mens tænderne kort blottes. Faretruende ser jeg ud. Min krop kastes fremad, og på et kort sekund, er jeg fremme i en voldsom galop, en galop der er rettet af sted mod de andre øer, med en søgen der kun omhandler en ting; at finde Illana.

[Out (; ]