En ny verden, og dog alligevel så velkendt..

Endnu en ny verden at betræde.. Hoppens havblå blik gled rundt, granskende. Alt herinde var dækket af skygger, engang imellem på stien faldt solens stråler ned igennem trækronerne men det var sjældent. Trods det fandt hoppen dette utrolig fascinerende, da det var nyt og så alligevel meget velkendt. Hun var trods alt opvokset i en skov, og havde holdt sig det meste af sit liv inde i en skov. Derfor var dette terræn da heller ikke ukendt for hende, og hun dansede let hen over de forræderiske rødder og sten. Der kom et indvilligende prust fra hendes lyse mule af og næseborene vibrerede ved alle de nye lugte, de mandelformede ører drejede sig i retningen af de nye lyde. Alt dette var nyt, og det var noget som kunne udforskes! Hoppens sanser kriblede og fik hende til at sitre, inden hun spændte lidt i kroppen og forsatte sin yndefulde, uskyldige dans.

Den skimlede hingst, hvor lysets stråler dansede over hans krop i korte øjeblikke, hver gang han passerede en solstråle der havde fundet vejen ned i skovens indre, havde sine sanser så åbne, som han kunne. Han havde færdes i denne del af skoven i nogle timer nu, fundet de stier han faldt fascinerende og havde fulgt dem til ende. Han havde ladet sit sind vise ham vejen, som han gjorde så tit, og hans sind havde nu ledt ham i nærheden af en hoppe, der ligesom ham selv, vandrede i den indre del af skoven. En lys hoppe, med blå øjne og en cremefarvet krop. Altaïr, hvis navn ingen kendte, tilkendegjorde sig efter nogen tid, hvor han havde fulgt hende. Han brummede i en hingstet tone, hvorefter han søgte ud imod denne hoppe, der dansede af sted i skovens mystiske verden. Han havde fundet en vej op til hendes front ingen længe, hvor han tilbød sin side, til hendes dans; han ville være hendes dansepartner, hvis hun ønskede det; og det eneste han afventede, var hoppens reaktion på hans fremtræden.

Den cremefarvede hoppe dansede afsted i sin egen verden, men hendes sanser var skærpede for hun vidste godt at man aldrig gav sig fuldstændig sårbart hen - det ville være en stor risiko at løbe. Derfor gik der ikke længe før hun opfangede hingstens maskuline duft der ramte hendes følsomme, udspilede næsebor. Der kom et brum efter noget tid og Chess, rettede sine blå øjne mod en skimlet, robust hingst der kom hen imod hende og joinede hendes side. Nakken blev knejset og nysgerrigheden i hendes øjne tog til i styrke. Han ønskede at blive lukket ind i den ellers interne dans som hun havde gang i. Ørerne blev dog vippet imødekommende fremad og bringen blev feminint skudt en anelse fremad mens hun inviterede ham ind med et dæmpet, lyst brum.

Den cremefarvede, yndefulde hoppe, havde accepteret hans indtrængen og deltagelse I dansen. De to sjæle bevægede sig nu, side om side, og Altaïr lod sin hals hvælves og søge fremad, så hans ryg blev løftet tilpast op, så hans ædle skridt kunne matche hendes yndefulde. Hun var en hoppe, der var let at spotte fra mængden, for hun havde kvaliteter i sit udseende, der stod ud fra de andre. En speciel farve, smukt udtryk og årvågent sind. Han lod efter et stykke tid sin fart sænkes lidt, afventende om hun ville lade ham føre og da lod han sine mule søge imod hendes spinkle hals, for at berøre hende i en sensitiv bevægelser, der skulle kærtegne hende på en forholdsvis neutral måde, men som alligevel skulle bevise, at denne hingst nærmest tilbad hopperne og yndede at give dem den behandling, som de var skabt til at få. Da han først landede i den solide og rummelige skridt, lod han sit blik søge hendes blå øjne, der gemte på mage forskellige nuancer af både sind og viden. Hun var en ungdommelig hoppe - Og han håbede, at hendes sind ligeså ville være ungdommeligt og frit tænkende.

Hun kunne ikke lade være med at betragte denne smukke, ædle hingst som gjorde et yderst fascineret indtryk på hende som han kom dansende ind i hendes selskab. Hans lange grå man blafrede efter ham og den lange hale var elegant løftet og han bar sin krop med stolthed og ære. Det varede kun et øjeblik, så var hoppen faldt ind i hans dans med stor iver for at se hvad han havde og byde på. Hun knejsede nakken og buede kroppen en anelse udad inden han strejfede hendes hals. Det gjorde hende blot endnu mere nysgerrig på hvad han for én og hvad han ønskede af hendes selskab, hvad han kunne tilbyde af finurlige ting som kunne undersøges og opdages. Det gav hende igen en spændende kriblen i kroppen ved alt det ukendte..

Den skimlede hingst, der med rank holdning dansede ved siden af den cremefarvede hoppe, brummede fornøjet af hendes reaktion. Hun var udpræget nysgerrig over det selskab hun havde fået, og det gjorde i sandhed den skimlede hingst glad; for det tegnede til, at hun havde et åbent sind, der gerne tog imod alle de udfordringer, det blev udsat for, og som ikke havde nogle fordomme. Han slog derpå sit hoved op i en kontrolleret, men kraftig bevægelse, inden han sprang an i galop og afbøjede sin vej, så han søgte imod en cirkel, med den yndefulde hoppe i midten. Hun lod til at være let til bens og tilpas smidig, så hans ændring i deres dans, ville hun sikkert klare elegant; som hun jo var. Derpå begyndte den skimlede hingst at gøre cirklen mindre, så de måtte afpasse deres tempo, jo længere de kom imod midten, for ej at støde på hinanden; og hele tiden søgte han at guide denne hoppe på en så sensitiv måde, som muligt.

Uden ord guidede han den cremefarvede hoppe afsted i deres yndefulde dans og hun var lige ved at stoppe op af kort forundring da han satte af i galop. Det var kun indtil hun afgav et livligt prust og satte af efter ham i en afkortet, elegant galop. Da han søgte ind i cirklen begyndte hun at korte sine skridt af og da vi begyndte at strejfe hinanden søgte hoppen selv ind mod hingsten i en følsom gestus. En gestus der åbnede op for ham men stadigvæk var så utrolig følsom at man skulle være påpasselig. Hoppens mule strejfede ind imellem hingstens flanke og hals for at guide ham ind ligesom han guidede hende.

Den cremefarvede hoppe gjorde et godt stykke arbejde med at lede den skimlede hingst, på same følsomme måde, som han ledte hende. Hun lod af og til sin smalle mule søge hans flanke og han brummede dybt og hingstet hvert gang, for at fortælle hende, at han var glad for hendes opmærksomhed. Da først de var nået til en cirkel, så lille, at de måtte sænke farten, lod han sin mule strejfe hendes hals på en sensitiv måde atter engang. Hendes øjne, de blå, betragtede han kort, inden han slog fra en rummelig trav, ned til en fast skridt. Hun havde budt ham velkommen, og samtidig var han tæt på en usynlig grænse, som han skulle værne om og passe på; hvilket han gjorde. Han brummede sigende til hoppen, om at stoppe, og da den skimlede hingst havde standset sin bevægelse, ventede han på den yndefulde hoppe; ville hun standse med ham, eller ville hun søge videre, og blot sige tak for dansen? Dog havde Altaïr fornemmet den nysgerrighed, som der lod til at være i hendes sind - og han var derfor næsten sikker på, at hun ville blive ved ham, i hvert fald lidt endnu.

Hvert et skridt hoppen tog var fulde af glæde og iver over denne nyopdagede dansepartner som søgte hendes selskab lige så meget som hun selv søgte hans. Efter at cirklen blev så lille, slog hun ned i trav og et lille øjeblik efter satte hun i skridt og næsten i samme sekund stoppede hun op. Hun var standset ved hingstens side og lod nu nysgerrigt hendes mule søge hen mod hans galante hoved. De mandelformede ører var vendt fremad og der nærede en stor nysgerrighed i de isblå øjne.

Da de to sjæle først var stoppet op, og Altaïr fik kigget ind i de blå øjne, som hoppen havde, lod han et vel charmerende smil pryde hans mule. Ja, Altaïr var en ganske naturligt charmerende hingst, og han anstrengte sig aldrig for at opnå en charme, der ikke var ham naturlig; men ej heller udnyttede han sin ’evne’, til at få hoppernes interesse. Nej, han søgte en interesse på et andet punkt, som han snart ville præsentere for denne hoppe. Han strøg hende let over mulen, da hendes hoved søgte hans og inden længe udsendte han en dyb og veltilpas brummen; hvorefter han begyndte at tale.

,,Melady, hvad tænker du på, når jeg beder dig tænke på stjernerne, der hænger over vores hoveder?”

Ja, Altaïr var langt fra traditionel når han startede samtaler - og faktisk så interesserede alt det formelle ham ikke. Han havde ikke behov for at høre, hvorfra et selskab kom, eller hvad det hed, for det betød intet. Nej, det der betød noget for Altaïr, var de meninger og holdninger, som selskabet indeholdt og hvordan det gjorde brug af det. Han puffede let imod den yndefulde hoppes hals, hvorefter han rankede sig vel op, nysgerrig efter hendes reaktion, på hans ord.

- Den cremede hoppe så som fortryllet ind i den grå hingsts blå øjne. De delte samme øjenfarve, og på en måde kunne Chess ikke lade være med at tænke på at de måske delte samme sind også. Hun mimrede let med mulen da hingsten berørte den og hun vippede ørerne fremad igen. Der var en charme over denne hingst som tiltrak Chess, gjorde hende blot endnu mere nysgerrig på alt det som han rummede.. Hun tænkede ikke længe over spørgsmålet, da hun tit havde lagt og spekuleret over det da hun lagde som føl ved sin mors side og ikke kunne sove.

,,Jeg forbinder de klare stjerner med mine mors historier, hver aften ved sengetid når jeg ikke kunne sove fortalte hun om de lyse heste der flimrede rundt deroppe på himlen. Stjernerne er skinnende heste langt oppe i himlen som er blevet tildelt en speciel plads i hjertet ved en anden hest. Alle de lysende stjerner er skytsengle, som kigger ned på dig - beskytter dig og vejleder dig igennem dit liv så længe du lever. Når du dør, så kommer du op i himlen til din skytsengel - over den duggede regnbue og så vogter i sammen over det næste liv der har sat sig i dit hjerte."

Hoppen kiggede op på den lige nu solbeskinnede himmel og tænkte kort på hvordan hun ikke senere end den sidste aften lagde og tænkte på om hendes mor mon var deroppe. Hun fik aldrig af vide hvem hendes mors skytsengel var.. Det var noget der nagede hendes tanker hver aften.

Den skimlede hingst, der stod i nærkontakt med denne cremefarvede hoppe, bemærkede godt den ivrighed der lå gemt i hendes sind, da han stillede hende sit spørgsmål. Hun skulle ikke først tage sig tid, til at undre sig over det, hvilket Altaïr straks bed sig mærke i - Det var hun nemlig den første, der havde gjort. Ingen spørgsmål, eller undrende miner, men derimod et svar direkte fra hjerte og sind, som den skimlede hingst ivrigt lyttede til.
Hendes ord om de lysende stjerner over dem, var interessante; og princippet i hendes tankegang delte den skimlede hingst, men ikke selve udformningen. Han brummede dybt og sensitivt, inden han strøg hende over hendes spinkle hals igen.

,,Melady, jeg må give dig, at dit sind kan tænke frit uden slør og faste rammer, til at begrænse det. Tillad mig nu at spørge, om hvad drømme betyder for dig?”

Altaïr brød sig ikke med at skulle forklare hans mening om hendes ord, eller hans egen mening om emnet; det ville han skam, hvis hun spurgte, men indtil hun gjorde, ville han blive ved med at teste det sind, som hun ejede, efter de kundskaber, som han selv yndede. Han måtte da indrømme, at denne hoppe havde gjort et ganske godt indtryk på ham, allerede nu.

[Out]