Forrest, oh forrest, my sweet friend

Nour brummede sagte, solen var på vej ned, og aftenen var nær. Hendes ører spidsede, alt var synligt, hun spejdede ud efter en anden hest, måske allermest en hoppe? for hun var i brunst, og hvis hun kendte sig selv godt nok ville hun ikke altid være i stand til at holde sig tilbage. Den grålige hoppe trådte ud på engen for at få et bedre overblik, nyde de sidste solstråler, og fuglenes kærlighedssang. Hendes brune øjne afspejlede ensomhed, hun havde været alene igen! Efter hendes føl var der ingen andre end hende, vinden, græsset og den åbne blå himmel. Træerne svejede blidt bag hende, og bladende klaprede sammen for derefter at lave en sød brummende sang, ment til hende, den ensomme hoppe ude på engen. Nour løftede atter halen og brød ud i et vrinsk, hvis der var nogen måtte de gerne vise sig...

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Fjernt, med et genskær der var mere uvirkligt end heste der ellers var fra dette land, vandrede en skikkelse. En skikkelse med så dansende skridt, og fyrrige svingninger at alene tanken om at dette spøgelse skulle være iblandt de levende kunne være til dyb forundring blandt de fleste. Men han var levende, ræven var stadig i live. Det troede han ihvertfald, hvis da ikke den bankende puls han kunne høre som genlyd af sine tanker skulle være indbildning. Ganskevidst var hingsten ikke blandt de klogeste, men han havde indset og lært at denne ensformige banken der til tider steg når hans humør ændrede sig var et tegn på liv.
I princippet var han ikke meget i live, hvis han skulle følge sine tanker til ende. For hans hoved var ét stort virvar af alt imellem himmel og jord. Et virvar af tanker om skæbne, død og endnu mere om sommeren der snart ville gå på fald. For alt forfaldt i sidste ende. Bare ikke hadet.. Nej.. Nej, hadet, hadet ville aldrig uddø. Det var han sikker på.. Troede. Et kraftigt slag med hovedet afbrød hans tankerække og han stoppede med en højlydt prusten efterfulgt af et dominerende og iretsættende hvin - til sig selv. Han var ikke begejstret for de veje hans tanker ledte ham. Helst så han at han kunne blive fortalt alt. men på den anden side ville det også være kedeligt, mente den unge snehvide, alt for kedeligt. For da ville der ikke være noget at leve for... Andet end hopper naturligvis. Tanken sendte en let sitren igennem hans muskler, og han samlede sine muskler for at kaste sig ud i et voldsomt spring ladet med energi, hvorpå han faldt tilbage i den dansende blanding af skridt og trav. Hopper ja.. Han måtte finde en hoppe at aflede tankerne med.

Den grålige hoppe kastede hovedet atter op da hun hørte et hvin længere fremme, det var en hvid hest? Var det en hest. Den grå hoppe spændte i hele kroppen, hendes elegante hale var atter rejst og ørene var rettet forude. Nour satte i trav hen til denne hest, et vrinsk undslap hende, et velkommende, men dog stadig forsigtig. Hendes trav elegant, hurtig og med præcise skridt. Vinden var blevet stille det passede timingen. Da hun var kommet tættere på så hun at det var en hest, og det var en hingst. Nour brummede til hingsten, hendes stemme smukkere en fuglenes kvidren, når kærligheden skulle udtrykkes, hun havde alt for ofte prøvet at hingstene ikke ville have hopperne i deres nærhed, så denne her gang valgte hun at vente til han accepterede hendes nærver, hovedet røg ned i knæhøjde, et signal til den kraftige hingst om at hun på ingen måde var en trussel over for ham. Hingsten så yderst speciel ud, smuk ikke desto mindre, hoppen stod og betragtede ham, studerede ham.... Han var ikke abre hvid, han lignte et spøgelse.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Netop som hingsten havde tænkt sine tanker til ende, eller så godt som han nu var istand til uden at bringe den indre diskussion ud til en grænse hvor hans eksistens blev for ligegyldig, vakte en brummen hans tilstedeværelse. For han var ikke altid let at få ud af sin tankeverden, den var for knudret til at han selv uden videre kunne finde vejen ud. En grålignene hoppe tonede frem af det omgivende mørke, med månens blege skær som kontrast til det ellers mørkegrå skind. For han gik da ud fra at hun var af den farve. Natten og mørket gjorde ofte farver svært at skælne for hingstens lysfølsomme øjne.
Dog virkede hun på ingen måde som dem han før havde mødt. Der var ingen energi at spore i hendes skridt, som ej var dansetrin men et middel til at bringe hende videre, og den måde hvorpå hun omgående underkastede sig ham virkede ham kedsommelig og gammeldags. Ganskevidst havde mange hopper i tidens lys være underkuret af hans fader, men den unge hingst var ikke sin far, og ville aldrig blive det.
For at komme du af den kedelige procedure udvidede hingsten sine skridt, føjede en smuk løftning til gangen, og bragte sig selv nærmere hoppen... for at nappe hende i skulderen, snurre rundt, og sparke en enkelt gang ud efter hende, hvorpå han stak frem i sin smukke yndefulde galop i håb om at hun tog jagten op. Ganskevidst ønskede han at føre sig nærmere hoppen, og måske ligefrem kurtisere hende. Men hvis hun fra starten ikke ydede nogen modstand eller interesse forekom det ham for kedeligt.

Den grå hoppe vågnede en smule da han kom hende nærmere, men da han så nappede hendes skulder og vente sig om for at sparke sprang hun hurtigt til siden for derefter direkte at accelerere efter hingsten, hendes galop var hurtig, yndefuld, og lydløs. Hendes man flagrede i vinden, hoppens ører lå nede, hun var egentlig ikke sur, for hingsten prøvede ikke at sparke hende, men hun ville efter ham for at give igen, hans galop var yndefuld, men tung at se på, det måtte være hans krop, men uden videre var han smuk, hans hvide cremefarve skinnede smukt under måneskinnet, hun blev helt paf af at se på ham, paf af at han var så smuk det havde den selv smukke hoppe ikke lagt mærke til, at han kunne tryllebinde hendes øjne, og holde dem fastlåst på ham..... Var hende uvist.
Hoppen satte hovene hårdere i jorden og kom op på hingstens side, denne gang returnerede hun hans nap i skulderen ved at efterabe hans egen akt. Hendes ører lå nu halvtnede, hun havde taget det som en leg, også skulle det da også tages til det fulde, at være forsigtig var åbenbart ikke noget man skulle i nærheden af denne hingst. Hun kastede med hovedet og hvinede højlydt imens hun bukkede imod ham, hun ville ikke skade ham, men hidse ham mere op, hun udfordrede ham. Halen stod lodret og hun glemte heldigvis hendes brunst, hvis de bare skulle løbe ville der intet problem være. Hoppen prøvede at komme ind foran ham for at drille en smule. Hendes krop var spinkel men dog stadig smuk, alle hendes fine muskler afspejlede sig i månens skær, det var nemt at se på grund af hendes grålige farve, så solen var der ikke altid brug for.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Idet hoppen godtog hans leg begyndte hingstens skridt igen at minde om de svævende og dybt underlige bevægelser. Ikke mange herfra havde set en danser i bevægelse, det var han klar over. Og siden han var en af disse var det noget han agtede at lave om på. Idet hoppen bed ud efter han idstillede han sine skridt anderledes i få trin, så tænderne udelukkende strejfede hans hvide skind. Han agtede ikke at gengælde endnu engang... Endnu, og fulgte istedet i hoppens rytme, hvilket øgede flyvemomenten i den forvejen forundrende galop. Hendes bukspring fik ham til at vige tilbage, sagtne farten til en langsom trippen, hvorpå han med et voldsomt kast med hele kroppen genoptog forfølgelsen, nappede efter hendes hale, og fór op på den anden side af hende. Hun var finurlig og hurtig som en hjort, noget der ikke lå ligefremt til alle, og var dybt beundringsværdigt i hingstens øjne. Efter hans mening burde hun udnytte den lethed og medfødte elegance til at danse, og ikke lade sig underkue af alt og alle. Ganskevidst bemærkede han hendes brunst, og bed mærke i den. Men nu var ikke tidspunktet at udnytte den viden, nej, nu var tidspunktet til at bruge al den energi den hvidfødte havde oplagret så længe. Men han lov den slanke hoppe lede legen denne gang, selvom han havde lagt op til det, var hun tydeligvis ivrig efter at fortsætte, endnu en beundringsværdig dyd fra den fremmede.

Hoppen iagtog hans ændrende bevægelser, og smukke dansetrin, hvordan gjorde han det? Den grå fik dog ikke muligheden for at opretholde hendes nye tanker, da hingsten nappede efter hendes hale, hoppens reaktion var at sparke ud i leg, da han kom op ved hendes side igen, fastholdte hun hendes blik i hans, en forførende side af hende der kom frem som tegn på hendes brunsts yderste. Hun puffede til ham for derefter at sætte farten op yderligere, denne her gang var det dog kun for at træde ind foran ham for at brage ind i den hvide hingst. Nour legede tit som unghingstene gjorde, og det avr sjældent hun var forsigtig under disse lege, for al energien røg igennem hende, hun udfordrede ham atter igen i legen ved at rejse sig yndefuldt op og danse to skridt til siden på hendes to forben for derefter at lande igen og fnyse af hingsten. Hoppen var blevet så ophidset af deres leg, at hun næsten dirrede, hun skulle måske aldrig være stoppet med at løbe? Hun vendtede spændt, klar til at stejle imod ham, eller tage endnu et løb. Alt med glæden strålende ud af hende

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingsten lod sig drage af hendes fordærende trin, spillede op i musklerne, og prustede for at understrege den ganske spinkle, men yderst smidige og udholdne krop. Netop da skød hoppen frem, og ind foran ham, hvilket kom som lidt af et chok for den unge ræv. Han var ikke vandt med hopper der legede som andre hingste, og resultatet var den slækkede opmærksomhed der forsagede ham til at sætte sig halvt ned, og stadig bumpe ind i hende, ikke mindst grundet hendes ændrede kurs direkte imod ham.
"Heey!"
Mukkede han, men blev snart revet med af hendes legende bevægelser igen. Han snappede efter hende, så det gungrede i luften, rejste sig på bagnene og snurrede rundt for at udfordre hende med et udslag fra de gyldne hove. Derpå kastede han sig bagud, stadig i luften, og forsagede dermed et baglæns hop, før han igen slog sig ned på jorden og betragtede hende tydeligt årvågent, som var hun en udfordrer i en af hingstenes lege. Denne hoppe måtte han endelig ikke tage fejl af. Hun syntes at være yderst behændig til at kæmpe ligesom ham selv. Men hendes tydelige glæde beroligede ham på visse punkter. Helt galt gjorde han det dog ikke. Tanken fik et blæret smil til at glide frem på den rosa mule, og han hvælvede kækt i halsen imens han øjnede hende. Hvor hurtigt ville han kunne få hende ned på knæ? At hun var af det modsatte køn hjalp en del på det, det vidste han. Det snehvide skind og hans krystalklare øjne havde ofte heldet med sig.

Hoppen grinte bare højt da hingsten bumpede ind i hende, en nydelse for hende i sidste ende, så hun valgte ikke at sparke denne gang men lade det gå, hun blinkede drillende til ham. Nour betragtede opmærksomt hans fremvisning, han var dygtig, MEGET dygtig. Den grå hoppe fnøs af ham, og lavede en yndig men dog stadig lynhurtig undvigelse af hans udfordring og gyldne hove. Hun rejste sig igen, og da alle fire ben ramte jorden, lynede hendes mandelfarvede øjne op, de slog næsten gnister, hendes øjne var fastlåste på hingsten, nu skulle der leges! Den grå hoppe satte i galop de sidste to meter der var imellem og stillede sig helt ind til ham, hun kendte udmærket godt legen de skulle til at lave, den der først faldt på knæ tabte, medmindre den anden joinede, så gjaldte det om at vælte hinanden i stedet. I hendes tidligere flok havde hun selv været med til at træne og lege med de helt unge hingste, så alle tricksene kendte hun for godt, men hvor vidt hun var bedre en hingsten anede hende ikke, og hun havde da ikke tænkt sig at vente! Hoppen tog drillende fat i siden af hans knæ, legen var begyndt…