Drip, Drop, Drip, Drop..

Der er noget ved denne hoppe, som på en eller anden måde behager mig. Hun irriterer mig ikke som så mange andre; og det er noget af en kompliment. Faktisk vil jeg gå så langt og sige, at hun nok er en af dem, jeg ville kunne acceptere hen af vejen, til at være i mit selskab. Ligesom Illana. Vipper kort med de mørke øre, inden de igen finder deres vante plads bagud; ikke negativt ment, men af ren vane.

Da hun spørger om jeg så ikke kender mange, kan jeg ikke lade være med at komme med et kort brum, som nok er ment som et sarkastisk ’grin’ som ikke er negativt ladet til hende, men måske mere til mig selv, inden jeg så lader min stemme flyde ud igen, og samme imod hende.

,,Nej, jeg kender ikke mange i dette land, selvom jeg har vandret i landet i et helt år. Jeg kender kun ganske få, og det er af egen fortjeneste. For her er nok at møde og snakke med, men jeg ønsker ikke alles selskab, men vælger dem med omhu”

Besvarer jeg hende så, ganske ærligt egentlig, og langt. Det er sjældent at jeg snakker meget, men jeg har en fornemmelse af, at den markante hoppe, Taia, ikke er typen der dømmer så ganske hurtigt, som mange andre.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Taia stod der blot. Stod og iagttog uden at dømme, påtog sig meninger uden at fastsætte dem i sten. Hun havde lært at gå forbi det; lade tingene gå sin gang og tilgive hvis hun havde den mindste grund til det. Volontaire behøvede på ingen måde tilgivelse fra hende, men heller ikke på nogen måde var der grund til at hun dømte ham. Han var en... anderledes hingst, hvis hun skulle sige det pænt, men bestemt på en god måde. Et eller andet sted var det i hvert fald på en god måde.

,,Hver sin smag, men jeg forstår hvad du mener. Selv burde jeg måske vælge med mere omhu, men man ved aldrig hvem der gemmer sig bag skindet."

Den arrede hoppe kunne ikke mene det mere oprigtigt end hun gjorde lige nu. Hun af alle burde vide at man ikke bør dømme på det ydre, men hvis han følte sig bedst til rette med at gøre det, så vel være med det; hun ville i hvert fald ikke begynde at modsige ham. Der var nogle af dem hun havde mødt indtil nu, som hun hjertens gerne havde undgået hvis det var muligt.

Det ville næppe være sandt at sige at hun kunne lide Volontaire, men hun brød sig vel om ham. Han var underlig, lidt afvisende og det irriterede hende gevaldigt at han nægtede hende øjenkontakt, men i bund og grund var han fornuftigt og interessant selskab.

Ørene vipper ganske svagt rundt. Stille, og uden nogen form for hast. Men de er blot lyttende og opmærksomme. Som den hingst jeg er, er jeg blot opdraget og bygget til at sørge for, at det selskab jeg er i, er beskyttet af den krop der er blevet mig givet. Og det er også derfor jeg står med den ranke krop, der er fyldt med ganske mange muskler efterhånden, helt rank og med bringen skudt frem. Det er ikke for at virke arrogant eller som om jeg er noget bedre end hun; men det er blot tilrettelagt dem, der kunne risikere at betragte os udefra. Jeg ved, jeg kan blive stærke, og det har jeg også intentioner om at blive; men det tager tid.
Jeg nikker dybt af de ord hun fremsiger, og lader kort mine mørke øjne falde ind i hendes, da jeg svarer hende. Måske ser hun det ikke som noget ganske unikt, men de få der får lov at se ind i mine mørke øjne, er nøje overvejet i mit sind.

,,Du har ret, Taia. Hvis ikke du var så forståelig, og ikke dømmende, havde du nok heller ikke budt mit selskab særlig velkommen i dit; og det bebrejder jeg dig ikke”

Svarer jeg hende med den dybe tone, inden jeg trækker hovedet lidt op, for at skule omkring os. Men her er ingen at se. Ikke lige nu. Svirper med den mørke hale, der slår imod min bagpart og lår, inden jeg drejer blikket imod hende igen, men dog uden at ramme hendes øjne med mine.

,,Vil du følge mig, på en vandring?”

Spørger jeg hende så, og lader blikket falde ud imod horisonten, hvor solen nu er næsten helt opstået. En perfekt morgen, at vandre i, med duggen der hænger på græssets strå, og får dem til at bue.

T A I A
"While the night may seem like an endless darkness, a new day will always arise."

---

På trods af at det kun er et øjeblik, et splitsekund som mange måske ville have overset, så fyldte en glæde, og et sted stolthed, Taia. Volontaire havde valgt at dele hans blik med hende, om end kun kort, og den stolthed hun følte, den var bestemt rettet mod ham. Et blik fra hendes egen side var alt svar hun sendte ham, men hun håbede han ikke misforstod det; hun lagde skam meget i at han havde set hende i øjne, uanset hvor kort tid han havde gjort det.

Med hendes arrede øre vendt lyttende omkring, det andet rettet mod ham, lyttede hun til hans ord og nikkede svagt et lydløst tak, for det skulle vel ses som et kompliment, det han sagde. Hans tilbud om, hvorvidt hun ville følge ham, blot for en stund, var tiltrækkende; det var en flot morgen og hun havde egentligt også brug for at få musklerne igang. På trods af at hendes pels var tyk, der hvor der da var pels, så var den lige nu våd, kold og klamrede sig til hendes krop.

,,Det vil være mig en glæde at følge dig denne morgen, Volontaire."

De mørke øjne som altid er hos mig, betragter den arrede hoppe der foran mig stadig står. Hun er en af de hopper, der længst tid har været i mit selskab; ligesom Illana. En af dem, der ikke har fnyst og vendt ryggen til, eller blot misforstået de ord eller signaler jeg har sendt; nej, hun er her endnu, hvilket jeg nok ikke havde regnet med. Men jeg dømmer også ret hurtigt, men dog er det ikke sådan at når jeg har dømt, at mine fordømmelser så ikke kan ændres; for det kan de.
Da hun siger det ligefrem vil være hende en glæde at følge mig denne morgen, vippes mine øre kort omkring. En ære… Det tvivler jeg nu stærkt på, at det er for nogen, at være i mit selskab. Svirper med den mørke hale, inden jeg vender mig skråt omkring, og bevæger mig fremad, i nogle nogenlunde afslappede skridt; dog slapper jeg aldrig af. Min nakke er knejst hårdt op, og bringen skudt frem; typisk for mig, når jeg vandrer med andre. Jeg føler en form for trang til at beskytte dem jeg er sammen med, hvis de da på en eller anden måde har fortjent det, eller hvis jeg blot bryder mig en smule om dem; og det er tilfældet med den arrede hoppe, Taia.

,,Taia, en ære ligefrem? Jeg ser ingen ære i at vandre en tur med mig denne morgen; men jeg takker for dine ord.” Siger jeg så roligt, inden jeg igen åbner munden. ,,Vil du så gøre mig den ære, at fortælle mig hvad du mener om dette land?”

Lægger det ene øre i hendes retning, lyttende, mens jeg stadig bevæger mig af sted med afslappede men solide skridt.