|
|
Post by Mindraper on Jun 22, 2012 0:25:57 GMT 1
Vulkanen tårnede sig op i alt sin pragt mod den mørke himmel hvor skyerne have trukket sig sammen og nu ulmede og truede med regn og torden. Auraen omkring området var en anelse gustent, og det afskrækkede nogle sjæle, mens det tiltrak andre.
Den spraglede Mindraper var en af disse der ikke frygtede denne aura, fordi at han efterhånden havde oplevet det meste i sit korte unghesteliv. Han stod derfor en lille stykke oppe på en skråning og så ud i luften med sine iøjenfaldende gule slangeøjne som var så intense men alligevel så tomme. Han havde ikke mange positive bekendtskaber i dette fremmede land. Faktisk havde han kun den gyldne hoppe som han nød at have som selskab, fordi hun netop ikke var påtrængende. Men han lukkede sjældent nogle ind, men han vidste at skulle han kunne klare sig i dette land måtte han have noget socialt sammenvær, selvom det indebar at lave om på nogle vaner. Han rynkede på mulen ved tanken, men sukkede så ganske lavt fordi han vidste at han måtte lave en massiv omlægning af sin livsstil. Han udstødte en maskulin brummen og lod blikket vandre mod himlen og missede let med øjnene. Han udstødte nu en ganske lav fnysen mod den mørke himmel der besvarede med en ganske svag rumlen. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 23, 2012 12:11:28 GMT 1
T A I A
"May Orctics light guide your way"
Det rumlede truende et sted oppe over den brune, arrede hopper. Hun svingede stilfærdigt med halen mens hun skridtede afsted; torden skræmte hende ikke, der skulle lyn til før vejret kunne blive farligt. Der var også regn i luften, man kunne mærke, lugte og se det, og det glædede på en måde Taia. Hun kunne godt lide regnen.
Med et stoppede hun dog op og så direkte op mod en skråning. Hun vendte ørerne opmærksomt fremad og stod blot der. På skråningen stod der en spraglet hingst. Hun havde ikke før set en hest med den farve. Hun havde set en der mindede lidt om, en der var delt i sort og brun, men aldrig havde hun set en hest med 4 så forskellige farver. Et kort prust var alt hun kom med, for hun havde på fornemmelsen at der ikke var grund til at tiltrække mere opmærksomhed. Hingstens opmærksomhed var rettet mod himlen og kort lod Taia sit øjne følge hans, men fandt ikke selv noget, så de vendte blot tilbage til at se på hans spraglede skind. |
|
|
|
|
Post by Mindraper on Jun 23, 2012 17:39:44 GMT 1
Små forsigtede puslende lyde fik hingsten til et ligge sine ører i nakken og han fnyste højlydt. De gule øjne så nu ikke længere på den faretruende mørke himmel som bulrede ganske svagt, men på denne hoppe som havde valgt at vandre herop. Mindrapers øjne var tomme, men hans sind undrede sig over alle disse ar på hendes krop, for hvem var så lav at man ville skade en hoppe. Hopper skulle behandles med fysisk respekt, da disse var uundværelige på mange måder. Han hævede hovedet og rynkede på den mørke mule, men udslap en mere rolig og maskulin brummen. Han havde ikke i sinde om at gøre hende fortræd, før han havde set hvad hun var for en skabning. Duften af brunst ramte da også hans næsebor, men det var noget Mindraper efterhånden havde lært at skubbe fra sig, så længe han fokuserede på noget andet. Han vendte derpå fronten mod hoppen og iagttog hende blot med de intense, men ellers tomme gule slangeøjne.
" Hvem er du? " |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 23, 2012 19:13:26 GMT 1
T A I A
"May Orctics light guide your way"
Hingsten ejede nogle af de mest skræmmende øjne Taia i lang tid havde set. Ikke nok med at de var gule og mindede om slanger, men de virkede også tomme, på en uhyggelig måde. Ikke tomme som i 'jeg har oplevet noget slemt', de var bare tomme, ikke andet. Bare tomhed. Hun vendte ørerne lidt bagud, det varslede ikke godt når nogen så sådan ud. Vedkommende kunne være i forbindelse med onde ånder, sjæle som Orctics havde afvist. Ikke desto mindre blev hun stående og vendte ørerne fremad igen da han talte. Han virkede mere afslappet, men hans øjne var mindst så tomme som før, om end mere intense.
,,Mit navn er Taia og jeg er..hm.. en omvandrende hoppe?"
Han havde ikke spurgt om hendes navn, men hvem hun var. En hoppe der vandrede omkring og bar navnet Taia, det var hvem hun var. Ikkere mere eller mindre. Hendes blå øjne veg ikke fra hingsten på skråningen, men de var knap så intense. Nok brød hun sig ikke om ham, der var endda noget ved ham hun ville sige direkte skræmte hende, men der var ingen grund til at være uhøflig.
,,Nu ved du hvem jeg er, så hvem er du?"
Taia flyttede sig ikke da hun spurgte, men blev blot stående og ventede på en grund til at komme nærmere. Indtil videre var der ingen. |
|
|
|
|
Post by Mindraper on Jun 23, 2012 22:19:06 GMT 1
Mindrapers mandelformede ører opfangede hendes lyse stemme og omsatte den til ord. Han nikkede ganske svagt for at bekræfte at han havde hørt hendes ord. De gule øjne stirrede blot fortsat ind i hendes klare blå øjne. Han nærrede ingen følelser, eller jo, men de var gemt rigtig godt væk. Det var yderst sjældent de var i brug eller nødvendige at fremvise. Denne hoppe virkede varsom i sin omgang med Mindraper, men han vidste godt at hans øjne bar en stor del af skylden for at mange valgte at vandre videre når de så ham. Han havde ikke noget imod det, i det kontakt ikke var hans foretrukne hobby. Hoppen var ikke grim, til trods for de mange ar, for det var ikke det Mindraper lagde mærke til ved hende. Nej hendes ar faldte i god kontrast til hendes brune farve og det mindede ham en anelse om hans egen spraglethed. Hun talte nu til ham og han rettede et ganske kort øjeblik ørerne frem, men lod dem derefter faldte tilbage i den vante bagudvendte stilling.
" Jeg er Mindraper. ."
Lød det endnu en gang kortfattet fra hans ru stemme, der bar et tydeligt maskulint præg, der dog havde et hult og tomt toneleje som var hans sjæl ikke eksisterende. Som hoppen havde opfattet så var tomheden ikke en 'jeg har oplevet noget slemt' tomhed, men blot en tomhed der indikerede på at han ikke bar på nogle følelser og var blottet for alt empati. Det var til dels sandt. I det Mindraper havde besvaret hoppen så vidste han godt at hun måske ville blive forvirret over han ikke fortalte hvem han var, men Mindraper var hvad han var, i mere end en forstand. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 24, 2012 11:49:14 GMT 1
T A I A
"May Orctics light guide your way"
Jo længere Taia så ind i den spraglede hingsts øjne, jo sikrere blev hun på at det ikke var onde ånder der var på spil, men blot sådan hingsten var. Det ændrede dog ikke på at hun ikke brød sig synderligt om hans øjne og egentligt helst ikke så direkte ind i dem, men det gjorde hun. Hun holdt fast i hans blik så længe han holdt fast i hendes. Han vendte kun ørerne fremad da hun talte, hvilket på sin hvis gjorde at hun brød sig mindre om ham. Hun blev dog her alligevel. 'Mindraper' var hans navn, et navn hun aldrig før var stødt på og siden han sagde han var Mindraper lå der måske en bestemt position bag ordet. Burde hun vide hvem han var? Blot ved at høre hans navn, burde hun så have en respekt for ham eller var han så speciel at han ikke var andet end sig selv? Hun gættede på det sidste, for ingen hun havde mødt havde nævnt ham, hvilket de nok ville have gjort hvis hun burde vide hvem han var.
,,Mindraper.." gentog hun kort før hun hævede sit hoved lidt. ,,Vil du have noget imod det hvis jeg kommer nærmere i stedet for at stå her?"
Taia blev ved med at holde fast i hans blik, selvom hun egentligt ikke ønskede at gøre det. Hun stolede bare ikke på denne 'Mindraper', hvilket nok mest kom fra de øjne han havde. Det blev sagt at ens øjne var vejen til ens sjæl og hvis det var den rene sandhed, så lovede hans øjne ikke godt. |
|
|
|
|
Post by Mindraper on Jul 14, 2012 23:05:54 GMT 1
Mindraper iagttog denne hoppe meget nøje. Hendes ar, og anmodende attitude gjorde at han ikke gjorde andet end at stå og kigge på hende. Hans mule var svagt rynket og han ønskede egentlig ikke selskab, men prøvede da at være nogenlunde tilgængelig. Da hun så spurgte om hun kunne komme nærmere var det tæt på at han fnyste hånligt, men han kvalte det i et prust.
" Gør som du vil.. "
Lød det blot hult fra hans mørke stemme der bar tydeligt maskulint præg. Havde hun lyst og mod på at komme nærmere måtte hun gøre det, men han garanterede ikke for hans reaktion. Ganske få var velkomne i hans nærvær, men igen så var han ikke tilhænger af fysisk vold. Nej. |
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 19, 2012 22:47:34 GMT 1
T A I A
-Scars and a few smiles-
Taia vendte ørerne tilbage, det her ville blive akavet, for hun ønskede egentligt ikke at komme hingsten nærmere. Hun svingede med halen og hendes øjne veg kort ud til siden. Måske burde hun blot gå? Ja, det var vel en god ide, for hun følte sig på ingen måde tryg i nærheden af denne hingst med slangeøjne.
,,Ved nærmere eftertanke tror jeg bare jeg vil lade dig være i fred."
Den brune hoppe trak på smilebåndet, om end lidt forsigtigt, før hun skridtede videre. En enkel gang så hun op på hingsten, Mindraper, men det var også alt. En hest man ikke følte sig tryg i nærheden af, var næppe det bedste selskab. Måske kunne han blive det, men Taia ønskede ikke at spilde hverken hans eller hendes egen tid.
//OUT |
|
|
