Hvor er jeg?

Åben for: Illana

T H O R O N D O R
,,Life never ends, it just starts again in a new place´´

---

Langsomt blev varmen Thorondor følte indeni erstattet af en varme udefra. Det var solen der skinnede kraftigt, ingen tvivl om det, og åbnede sin øjne for at se sig omkring. Hvor han var, var bestemt ikke hvor han havde været før. Da han åbnede øjne blev han blændet af hvor lyst det var og lukkede dem hurtigt igen. Han strakte sine ben, de føltes ømme som om han havde ligget stille i lang tid, og prøvede at komme på benene. Så snart han var kommet lidt op faldt han dog igen, dog mest bagenden, og jorden rungede let. Irriteret fnøs han, men blev liggende, der var ingen grund til at komme op hvis hans ben alligevel ikke ville bære ham ligenu. Han prøvede at huske hvorfor han var her; måske var det en af de små enge oppe i bjergene? Det ville give mening, han lå jo i græsset, men det sidste han kunne huske var regn. Regn, torden og... Med et spærrede han øjne op, for så at komme med nogle skældsord mod ham selv for at være så dum at åbne øjne igen, da han huskede hvad der var sket. Minderne oversvømmede hans tanker, men han lukkede af for dem, gav sig selv tid til at se på hver enkel ting han huskede. Hvad var vigtigt og hvad kunne tages senere. Først og fremmest; alle udover ham havde været oppe på klipperne, det var en god ting. Udover det; han var død. For nogen ville døden være en dårlig ting, men Thoron vidste at de andre var i live og døden blot var starten på et nyt liv, men der var noget galt med at han var død.

,,Jeg burde kke være i stand til at huske noget´´ mumlede han for sig selv. ,,Jeg burde have glemt alt og så være blevet genfødt i en ny verden. Jeg ved ikke meget på det punkt, men ligenu føles det ikke som en ny krop.´´

Forsigtigt missede den store hingst med øjne og langsomt, langsommere end nogensinde før, vænnede hans øjne sig til lyset. Han var i bjergene, for der var klipper omkring ham. Sagt mere detaljeret; han var i bjergene, på en lille lund fyldt med græs og et par vindblæste træer på den ene side. Nogle meget små vindblæste træer. Han gjorde endnu et forsøg på at komme op og denne gang lykkedes det. Han var bestemt ikke i sit hjemland længere, ingen tvivl om det, men hvor han var havde han ikke den ringeste anelse om. Prøvende tog han et skridt frem, så et mere, for til sidst at stå og stirre udover landet nedenfor bjerget, eller bjergene, han nu var på. Han var ikke langt over havoverfladen, det var sikkert, og med lidt held ville han sagtens kunne komme herfra og ned til lunden nedenfor. Der var ikke mere at finde for ham her, så han begav sig ned af en mindre, usikker sti. Stien viste sig dog hurtigt for usikker og han tog i stedet for vejen ned af selve bjerget. Han havde gjort det før og med lidt held formåede han at skure ned mod lunden på sine hove. Solidt plantede han sine hove i lundens græs før han lod blikket vandre rundt. Sagte mumlede han et spørgsmål til sig selv, som han dog godt vidste at kun en anden sjæl ville kunne svare på.

,,Hvor er jeg?´´

Den gyldne hoppe, der bar navnet Illana, havde bevæget sig op I nærheden af de kæmpemæssige bjerge. Det var en stille dag, hvor solen stod højt over landet, der bugtede sig af sted i horisonten, for derefter at stige til vejrs langs det bjerg, der lå forrest i rækken. Hendes færden var ikke bestemt af noget, andet end hendes lyst til at udforske det endnu ukendte område, som dette sted var for hende. Hun havde været mange steder, havde set mangt og meget, men endnu var denne oase af græs, der lå for foden af bjerget endnu uudforkset for den gyldne hoppe, der bar lyset om hendes hals. Den krystallignende smykke hang vel løst om hendes hals og lyste op i en hvid tone, som reaktion på den spænding der lå i at udforske et nyt sted; lyset var ganske kraftigt i forhold til den intensitet det plejede at lyse med og Illana vidste godt, hvorfor. Ikke nok med, at dette var nyt og spændende, så var der også en fremmed sjæl i den gyldne hoppes nærhed, som lyset havde sanset længe før hun selv havde det. Hun ledte ikke direkte efter denne sjæl, der måtte færdes i det samme område som hende selv, men der gik ej længe før hun fik øje på denne nogle, store hingst, der havde fundet vej til det åbne område, fra skovens side af. Hun lagde hovedet en smule på skrå, betragtende, inden hun søgte imod denne store hingst. Hendes yndefulde skridt bar hende nærmest tættere på den store, guldfarvede hingst, i en dans hvor lydløs musik spillede til. Hun lod ørene vippes fremad og de mørke, ravfarvede øjne søgte imod den fremmede hingst, som var af en type Illana ej havde set mange af før; og især ikke i en farve, der mindede om hendes moders. Hendes dans ophørte langsomt, da hun kom ham endnu tættere; og hans sagte ord, som ej var henvendt til hende, men nok til ham selv, kunne hun ligeså høre. Illana prustede dæmpet og i dét at hun var standser op i nærheden af denne ædle hingst, udsendte lyset om hendes hals en impuls af endnu kraftigere lys; et signal om, at denne hingst blot var passeret fra en verden udefra og hertil. Lyset, som Illana havde om sin hals, var en del af det lys, der havde taget imod hende, da hun ankom her, som det havde taget imod alle andre - Og dén del af lyset, som Illana beskyttede, bød nu ligeså denne fremmede velkommen til denne verden, Andromeda. Illana lagde hovedet lidt på skrå, med et smil, hvorefter hun valgte at besvare den fremmede, med den milde tone som hun ejede.

,,Du er i landet Andromeda, du ædle fremmede.”

Sagde hun med en informativ, men mild stemme. Hun søgte derpå blikket hos den fremmede, for at finde ud af, om hun måtte træde ham tættere og hilse ham an, eller om han ønskede nogen afstand imellem dem; nu hvor han lige var passeret igennem porten til denne verden, behøvede ham måske noget tid til at sunde sig og samle sig igen.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

Hingsten, som måtte være den tungeste af alle på øerne, lod sit blik glide mod himlen hvor det fulgte en fugl der svang sig afsted. Der var et eller andet over fulge, de opnåede den frihed som ingen sjæl bundet til jorden kunne nå. Intet kunne overgå fugles dans over himlen, men alligevel besad Thoron en æresfrygt for det, for han havde ofte set vinden tage en fugl og næsten slynge den til jorden. En dæmpet brummen slap fra ham før hans betragtelse af fuglens dans blev afbrudt af en hoppes stemme. Først vendte han sit let flossede øre mod stemmen før hans enorme hoved fulgte trop og synet der mødte ham overraskede ham mildest talt. Der, ikke så langt fra ham stod en hoppe lettere end alle andre han havde set og han troede ellers den brune hoppe fra hans hjemsted havde været lille. I hvert fald havde hun været smal, men den gyldne hoppe der havde besvaret hans spørgsmål var slankere end andre han havde set. Han spidsede begge ører mens han blot så på hende i nogle sekunder før han svarede.

,,Andromeda...?"

Det var alt han lige kunne komme på, for hendes udseende undrede ham altså. Hvordan kunne nogen være så.. lille? Lille var måske det forkerte ord, men rent massemæssigt var hun lille i hans øjne, meget lille. Hans øjne gled ned til tingen hoppen havde om halsen. Det var en form for amulet, men hvorvidt den var godsindet eller ondsindet kunne Thoron ikke helt blive enig med sig selv om. Den så på sin hvis god ud, for den lyste kraftigt og intet skabt af lyset kunne være ondt.. vel? Men alligevel vidste han at synet kunne bedrage lige så let som en anden sjæl kan, men hoppen foran ham, den gyldne, lille hoppe, var ikke just indbegrebet af ondskab. Hans øjne vippede op mod hoppens igen inden han vendte sig lidt mod hende, dog kun så han stod skråt mod hende.

,,Undskyld mig, men...hvad er dit navn?"

Et smil vandt vej til hingstens mule mens han så på den lille hoppe. Tankerne fløj afsted, for hvad var det hoppen bar om halsen? Hvordan kunne hun vide hvad landet hed? Og hvorfor var hun så lille?

Den gyldne hoppe, der bar navnet Illana, betragtede denne hingst med en muskelmasse større end alle andre hun havde set. Han var dog ikke bygget underligt, langt fra, han var bygget harmonisk så musklerne passede der, hvor de var sat, hans hals var bred og hingstet, og i det hele taget var han præget af, at kunne lave noget, denne hingst. Illana, der havde betragtet ham, mens hans blik havde været vendt imod himlen og havde besvaret hans spørgsmål, der var stillet imod hans egen sjæl, smilede da, da den lyse hingst drejede sit hoved og så på hende. Lidt efter fulgte kroppen delvist med, så den store og muskelfyldte hingst stod med fronten skråt imod hende.

,,Andromeda, ja, det er navnet på det land du er havnet i. Hvordan og hvorfor, det kan jeg ikke give dig svaret på, men du kan finde det i dit sind, hvis du kigger efter.”

Sagde hun med et lille smil, inden hun rakte mulen en smule imod ham. Han havde en speciel, men ganske tiltalende duft, som den gyldne hoppe straks bed mærke i. Derefter trak hun hovedet til sig selv igen, for ikke at virke for nærgående, og da brød hendes stemme frem igen med hendes navn.

,,Mit navn, ædle fremmede, er Illana. Illana - Lysets vogter”

Præsenterede hun sig selv om. Hun var jo Lysets Vogter nu, den der skulle passe på lysets oprindelse i dette land. Og fordi hun netop vogtede lyset, bar hun det også om sin hals; og i sit hjerte. For nu, efter det der var sket for ganske nylig, flød lyset faktisk i hendes krop og var en del af hende. Ligesom hun var sikker på, det havde været en del af hendes moder, dengang hun levede. Illana prustede sagte, efter at have præsenteret sig for denne ædle hingst.

,,Men, du fremmede, hvad er dit navn?”

Spurgte hun da nysgerrigt, efter at have fortalt ham, hvem hun var. Hans oprindelse, sind og navn var skam noget hun ønskede at vide mere om - For allerede nu stod det klart for hende, at han var anderledes end alle andre, hun havde mødt. Han lod til at være en, der bar på megen viden og styrke; og sikkert også en masse visioner omkring verdenen og livet selv.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

De første ord den gyldne hoppe sagde var nok til at få den massive hingst til at falde fladt og forstå ingenting. Han havde aldrig været den filosofiske type, så at lede i hans sind efter et svar var ingen mulighed. Nok kunne han gøre det, men han forstod ikke meningen og trods han var tålmodig, var ideen om at søge i sit sind efter svar ikke den mest tiltalende. Først ville han have dømt hoppen som religiøs, men hendes navn, sammen med hendes titel, for ham til at bestemme sig for at lade være. En kort hovedrysten var alt han gjorde som tegn på sin undren og delvise fortabthed angående det hun snakkede om. Han kunne dog lide lyden af hendes navn; Illana. Det var næsten, hvis ikke helt, et navn en hoppe fra hans hjemland kunne have haft! Og alligevel var denne gyldne hoppe så langt fra dem derhjemme.

,,En glæde at møde Dem, Illana. Mit navn er Thorondor, men de fleste korter det af til Thoron."

Et kort nik, en venlig hilsen, følger trop før Thoron igen lader blikket glide henover den spinkle, gyldne hoppe. Det var ikke granskende, men der var en tydelig interesse fra hans side, en nysgerrighed som umuligt kunne overses. Han kunne dog se at hoppen overfor ham var mindst lige så nysgerrig. Det var pudsigt hvordan man næsten altid mødte nogen der havde den samme mening og dem som de havde om en. Han kunne ikke lade være med at le kort over hans egne tanker, ikke at de i grunden var så morsomme igen. Med ørerne spidsede tiltede han store hoved en anelse på skrå.

,,Jeg kan se du er nysgerrig, Illana. Er der noget du har lyst til at spørge om?"

Et venligt, tæt på faderligt smil kunne ses. Hans brune øjne hvilede mildt på hoppen mens han ventede på svar.

Den gyldne hoppe, med Lyset om halsen, stod sagte foran den store hingst, imens hun afventede hans svar. Der virkede til at være en undren i hans sind, omkring de ord hun fremsagde. Om det var hendes første ord, eller hendes sidste, var ikke til at greje, men da han præsenterede sig selv, smilede den gyldne hoppe oprigtigt. Hun nikkede hilsende imod ham, for at vise ham at glæden skam også lå på hendes side. Den gyldne hoppe rakte da mulen en smule imod ham - For hans aura lod ikke til at være reserveret, og da han havde opfanget den nysgerrighed der lå gemt i den gyldne hoppes attitude, og spurgte indtil hendes ønske om viden, da vidste hun, at han ikke var bange for at vise sig selv, hvilket hun tolkede som noget positivt.

,,Jamen, ja det er der.”

Startede Illana ud, med et lille og uskyldigt smil. Hun var som regel ikke typen der så direkte begyndte at spørge indtil andre og deres herkomst, men nu hvor denne hingst lod til at tillade netop dette, så ville hun da prøve.

,,Du virker ikke som en, fra områder jeg kender til. Forstå mig ret, men jeg har ikke set meget andet end eng, skov og strand i mit hjemland. Du virker som en, der kan begå sig i bjerge og barske steder, så jeg vil egentlig godt vide, hvor du kommer fra?”

Spurgte hun med oprigtighed i sin stemme. Hun ville ikke være for direkte, og det lå i hendes spørgsmål, at han ikke behøvede være præcis omkring sin herkomst, hvis han da ikke ønskede det. Hun trådte da en smule tættere på hingsten, så ledes at afstanden nu var mindsket, så de kunne røre hinanden ved at strække deres halse. Hun brummede mildt, inden hun lagde hovedet en smule betragtende på sned. Dette muskelbundt af en hingst, var lidt af et mysterium. Ikke fordi hans sind virkede mystisk, men fordi han netop var den, han var og med den aura han havde.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

I det den lille hoppe strakte sin mule frem mod Thorondor, svarede han ved at gøre det samme. Efter et par sekunder trak den store hingst hovedet til sig igen og rankede sig let, dog på en meget afslappet måde. For ham var det ikke at han skulle se stor ud, men at han skulle stå ordentligt, men alligevel afslappet. Alting omkring var næsten afslappet, dog ikke dovent, blot roligt og uden trang eller grund til hast. Da hoppen sendte ham et uskyldigt, lille smil, sendte han et varmt smil igen. Det glædede ham at hun havde spørgsmål til ham, men han håbede at hun ikke havde noget i mod det hvis han stillede hende nogle senere.

'...hvor du kommer fra?' Godt spørgsmål var alt hvad han havde som svar, men han sagde det ikke. Hvor dette 'Andromeda' lå i forhold til hans hjem ville han ikke engang gisne om, men han kunne da navnet på hans hjem. Normalt gik det bare under navnet Hjem, men formelt hed det Maern og var den nordligste by i Baldar området, omkrænset af havet på den ene side og bjergene på den anden.

,,Jeg ved ikke hvor mit Hjem ligger i forhold til Andromeda, men vi kalder det Maern. Ganske rigtigt ligger de lige op til bjerge, men barsk kan det nu ikke kaldes."

Hingsten smilede skævt før han begyndte at hvile på højre bagben. Han kunne godt lide denne hoppe; hun virkede venlig nok, på trods af dimsen hun bar om halsen, han var stadig ikke sikker på præcis hvad den var. Han undrede sig dog stadig over hvorfor hun var så lille; så spinkel...! Hvordan kunne man overleve? Hun måtte være hurtig på benene, han ville ikke undervurdere hende, men hun kunne da umuligt holde længe mod nogen.

,,Ikke for at snage, Illana, men hvad med dig? Hvor kommer du fra?"

Den gyldne hoppe blev skam glædeligt overrasket, da hingsten svarede hende igen ved samme handling; at række mulen frem. Langt de fleste havde ej gjort det samme så tidligt under et møde, og det beviste overfor den gyldne hoppe, at denne hingst måske var lidt mere åbensindet end de andre hun havde mødt. Da han trak sit hoved til sig, gjorde hun det samme og lod sine øjne betragte den ganske flotte hingst; både af farve, udseende og udstråling. Nok var Illana selv en spinkel hoppe, men hun fandt de tungere hingste ganske fascinerende og flotte.
Der gik lidt tid, fra hendes spørgsmål havde lydt, til den massive hingst svarede, og da han gjorde, lyttende hun intenst.
Hans land, hans Hjem, blev kaldt Maern. Det fik kort den gyldne hoppe til at kaste tanker imod Taia, den brunbrogede hoppe, hvis hjemland også havde et specielt navn, og var fyldt med kultur og tro. Illana smilede kort for sig selv, over tanken om Taia, men lod den forsigtigt glide til side, for at koncentrere sig om Thorondor. Hans land havde ligget tæt ved bjergene, og det skulle ikke undre Illana, om han med tiden ville føle sig hjemme i Andromedas bjerge, når først han havde lært dem at kende.
Da han spurgte indtil hende, hvor hun kom fra, smilede hun ganske mildt.

,,Thorondor, mit land lignede til dels dette som vi er i nu. Der var hverken uendeligt langt til havet, bjergene eller de store skove. Søer var der også rigeligt af, så vandet var heller ingen mangelvarer. Landet besad både kolde og varme tider, men hverken så kolde eller helt så varme, som jeg har oplevet det her. Året var mere jævnt, hvis man kan sige det på denne måde. Jeg kender dog hverken navnet på det område jeg boede i, eller landet i sig selv og desværre havde min flok ej meget at tro på og ikke mange historier at fortælle. Vi var en strejfende flok, der ikke havde til hensigt at blive i det land jeg kendte, for altid. Og om de drog videre, efter jeg kom hertil, kan jeg kun gætte på”

Sagde den gyldne hoppe, med den ganske milde og unikke stemme. Hun nød vel at fortælle om sig selv, og om hvor hun kom fra - For hver gang nogen spurgte, kunne hun mærke en ivrighed i sindet. Ivrighed for at dele ud af hendes viden, men ligeså lytte til det som modparten havde at sige. Hun lod atter sin mule søge en smule imod denne Thorondor, blot for at se om hun endnu var velkommen i hans nærvær, efter hendes snak omkring hendes land.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

Thorondor lyttede interesseret til hoppens ord. Hun havde været en del af en strejfergruppe. Der havde været strejfere i Baldar, men de var oftest blot en eller to sammen; hun snakkede om hele grupper! Det virkede.. underligt.. at tænke på en verden hvor man ikke havde hjem. Thoron havde brugt alle de år han havde levet i det samme område; over halvdelen af tiden i Maern, en del af resten i Bjergene og den tid der var tilbage var blevet brugt på forskellige steder i resten af Baldar. De rejste sjældent, hans 'folk', men forstod hvordan man fik et område til at give føde året rundt, på trods af det vejr som nogle gange kunne hærge området.

,,En strejfende flok... Jeg kan forestille mig at du har set langt mere end jeg har." Han lo kort, dæmpet, over ordene. Det virkede underligt ikke sandt? På trods af alt det han vidste, havde han kun set meget lidt af verden. ,,Vi flyttede os sjældent, vi havde ingen grund til det, for vores liv delte vi med..."

Den store, gyldne hingst blev pludseligt i tvivl. Han vidste ikke hvad han skulle kalde dem. Det var sjovt som han aldrig i sit liv havde overvejet hvad de blev kaldt. Med de mente han dem hestene delte liv med. For ham var de også blot heste, men han vidste udemærket godt at det var de ikke, han vidste blot ikke hvad de så var. Han sendte den spinkle hoppe et kort, undskyldene smil.

,,Vi delte vores liv med en anden slags heste. Det er svært at forklare hvad de var, men de vidste hvordan man lagrede f.eks. græs, så der var ingen grund til at strejfe, for vi havde altid føde."

Kort rystede Thoron sit hoved, da et insekt kom for tæt på hans ører, alt for tæt. Fletningen på hver side af hans hoved svingede fra side til side, selv efter bevægelsen var tilendebragt. Han skyndte sig at se på Illana og sende hende et undskyldende smil i tilfælde af at han på en eller anden måde var kommet til at skræmme hende ved den pludselige bevægelse.

Den gyldne hoppe lagde godt mærke til, at hingsten lyttede efter, hvad hun sagde. Og han lyttede ikke bare, han lod også til at lagre dem, gemme dem, hvilket var usædvanligt. Hun kendte kun få der gjorde dette - Langt de fleste så ikke vigtigheden i at huske samtaler og deres indhold, så længe man blot huskede sjælen. Illana var af en lidt anden mening, for hun huskede gerne begge dele; og mente at samtalerne var med til at forme den måde sjælen ville blive husket på. Han prustede mildt, da hendes ord var afsluttet, og mens afventede svar fra den gyldenfarvede hingst foran hende, der bar samme mørke markeringer på sine ben, som hendes moder havde haft det. Hun smilede ganske let og da hans stemme brød frem igen, røg hendes øre lige en tak længere frem, om muligt.
Hans ord hørte hun skam; og undrede sig ligeså. Han havde delt sit land med andre, og det tog lidt fokus fra den gyldne hoppe, der ellers gerne slog sig ud i snak omkring hendes flokliv.

,,Thorondor, en anden slags hest? Aldrig har jeg set andre slags heste, end dem som du og jeg. Dem med 4 ben, man og hale”

Sagde hun med et lille, uskyldigt smil. Måske havde hun set mere land, som han sagde, ja. Men aldrig havde hun set andre slags heste. Hun studsede kort over det, inden hun mimrede en anelse med mulen.

,,Disse anderledes heste, hvordan så de ud? Og hvordan kunne de gemme det græs der vokser på jorden?”

Spurgte hun, oprigtigt nysgerrigt. Det måtte være en slags hest, der på en eller anden måde kunne sammensætte et skjul til græsset, så andre ikke ville spise det. Men hvordan de kunne få det til at holde sig? Det kunne hun ikke gætte sig til. Hun vidste at græsset ville visne og blive tørt og kedeligt, hvis det blev fjernet fra jorden og ikke spist med det samme. Kunne de mon trylle, disse heste? Illana mimrede atter tænksomt med mulen, inden hun med et smil kastede sig over en kort besvarelse af hendes egen flok.

,,Min flok var nok det man kalder nomader. Vi fulgte efter græsset, der hvor det var grønnes og vendte sjældent tilbage til det samme sted igen. Vi blev omkring et år i det land jeg kender bedst - Og inden flokken nåede at vandre videre, måtte jeg se mig frastødt. Kort efter kom jeg heldigvis hertil, hvor mit nye liv og hjem dermed kunne opstå”

Sagde hun med et lille, men en anelse sørgmodigt smil. Det havde ikke været rart for hende, at blive frastødt på grund af hendes moders sygdom, og deres syn på hendes farve. Men uanset hvor ondt det gjorde, og uanset hvor meget hun så end savnede sin moder, så vidste hun, at hendes frelse lå her i landet, og ikke i den verden hun kom fra.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

Thorondor var ikke sikker på hvor han skulle placere denne gyldne, spinkle hoppe. På den ene side virkede hun meget flink; en venlig hoppe der interesserede sig oprigtigt for sit selskab. På den anden side var der tingen hun bar om halsen; han stolede ikke helt på den. Han vidste ej hvad det var, end ikke om det var godt eller ondt, så han følte ikke at det kunne stoles på. Hvis man satte det til side, så brød han sig dog bestemt om Illana og vippede kort med ørerne over hendes første ord. Han manglede vel i grunden et ordentligt ord, for de 'heste' han snakkede om var ikke mere hest end en ræv var det.

,,De er vel egentligt ikke heste, men de har skam man og hale. De har dog kun to ben og så to, du ved næppe hvad jeg snakker om,-" Den store hingst smilede kort, udemærket klar over at det næste han sagde nok ville lyde som nonsens i hoppens fine øre. ,,-'arme'. Det er svært at forklare og det er egentligt også ligegyldigt. Jeg tror ikke at de findes her, siden du ikke kender til dem."

Det var ikke fordi han så Illana som altvidende, langt fra, men hun ville vel vide hvis de fandtes her omkring. Thoron rystede kort sit hoved ved den velkendte summen fra et insekt. Hvordan de gemte græs var egentligt et godt spørgsmål. Han levede sammen med dem og de havde skam fortalt ham hvordan det fungerede, men forstod han det? Langt fra, men han kunne alligevel godt lide smagen af det. Der var et eller andet over det; det smagte anderledes, godt, men om det var bedre end frisk græs kunne nemt diskuteres.

,,Jeg er desværre ikke sikker på hvordan de gør, men det er noget med at vente til græsset er tørt og så skal de gemmes på et tørt sted. Mere ved jeg ikke."

Den gyldne hoppes næste ord undrede ham. Han forstod det med nomaderne, men var hun blevet udstødt? Frastødt var egentligt hvad hun sagde, men det var vel det samme? Eller hvad? Han vippede hovedet let på skrå og så en anelse undret på hende, da hendes mine gik fra glad til en anelse sørgmodigt.

,,Det er ej for at snage, Illana, men hvorfor blev du frastødt?"

Den gyldne hoppe betragtede den muskelbesatte hingst ganske nøje, mens han tyggede på hendes spørgsmål. Hans venlige attitude strålede klart ud fra hans krop, og Illana følte sig allerede rigtig godt tilpas i hans selskab - Men hun var ikke helt sikker på, om han følte sig ligeså tilpas i hendes, som hun i hans. Dog var han åbensindet og åbenhjertet, og et smil prydede den gyldne hoppes mule, da han begyndte at svare på hendes spørgsmål. Det lå klart, at det at skulle beskrive disse ’heste’ der ’gemte græsset’ ikke var noget, der var nemt. Måske havde han aldrig haft behov, for at forklare dette før. Måske vidste alle fra hans hjemstavn, hvordan de så ud, så hvorfor beskrive dem? Dog fik Illana et spøjst billede af, hvordan de så ud, og hendes smil blev ikke mindre da hans stemme eppede ud. Hun prustede mildt, og inden hun gav sig til at kommentere, på hans ord, gav hun ligeså ham et rum til at sige mere, hvis han ønskede - og da hans spørgsmål var faldet fra hans mule, blev Illanas blik et ganske lille øjeblik fjernt. Ja, hvorfor hun var blevet frastødt. Det havde altid pint hende, at det var sket. Men alligevel var det ikke noget, hun havde svært ved at snakke om. Derpå mødte hun blikket på den ædle hingst foran hende igen og smilet vendte atter tilbage.

,,Disse samlende heste lyder fascinerende. Og jeg kan godt se, at svaret er svært at finde. Det skal ses, førend det kan forstås. Men, du ædle, derfra hvor jeg kommer, var min farve en sjældenhed. Den farve som din ædle krop bærer, bar min moder og det gyldne arvede jeg fra hende. Alle andre bar røde, brune og sorte farver, de farver der kan gemme en hest bedst muligt i naturen og undgå at den skiller sig ud. Men jeg blev født således, gylden og udsat. Min moder valgte at leve de første måneder udenfor flokken, da jeg skulle lærer at begå mig stille, førend det var sikkert nok at bringe mig til flokken; rovdyrene ville let kunne finde mig, hvis ikke jeg kendte naturens veje. Et halvt års tid før jeg kom hertil, blev min moder syg. Hun forsvandt, og hendes skæbne er uvis. Dog kan jeg føle i mit hjerte, at hun er draget til den verden, hvor de døde er. Hvad der skete, ved jeg ikke; men jeg fik skylden. Jeg havde forhekset hende, sagde de. Jeg var anderledes og det anderledes blev til deres fjende. De udstødte mig, så jeg ikke kunne gøre det imod dem, som de mente jeg havde gjort imod min moder. Og efterfølgende kom jeg så hertil.”

Hendes stemme forblev munter, selvom emnet var dystert. Hun havde ikke flyttet sine øjne fra denne guldfarvede hingst foran hende, og hun ventede vel nu kun på hans reaktion; og håbede vel på det bedste.

T H O R O N D O R
"He told everyone to keep up the mood, to keep on fighting, but all he wanted was to give up, to give in..."

---

Thorondor lyttede, smilte kort over hoppens første ord, men hans udtryk ændrede sig i takt med at hoppens forklaring udformede sig. En sjælden farve, beskyldt for at bringe dårligdom og ulykke. Det virkede underligt, sært, direkte forkert, at nogen ville udstøde en hest, blot fordi man troede noget. For Illana's flok havde blot troet; de havde ingen beviser. Vel? Nej, Illana var ikke en hoppe der bragte farlige ting med sig, det nægtede han at tro på. Han kunne se at hendes farve måske var en ulempe, men selv havde han klaret sig fint; der havde aldrig været problemer med hans farve. Hans opvækst havde været anderledes, på nogle måder sikrerer, men han tvivlede på at hun kunne have haft flere problemer med sin farve end han havde haft.

På samme tid var det betryggende at hoppen holdt sin muntre tone, men på den anden side følte Thoron, at hun næppe tillod sig selv at komme helt over, det hun snakkede om. Som om hun delvist nægtede at indfinde sig med det der var sket. Måske tog han fejl, sandsynligvis tog han fejl, men det ændrede ikke på hvordan han følte.

,,Det gør mig ondt at du blev udstødt, for noget du end ikke havde del i, og jeg er sikker på at din moder vandrer videre i et andet land, genfødt som vi alle bliver det en dag."

Den kraftige hingst bukkede hovedet en gang, før han mumlede et par ord som de fleste ville have svært ved at gengive. De gav ingen mening, end ikke for ham selv. De var blot en samling af ord, æld gamle ord, som gennem tradition stadig blev husket. De var ord man sagde når nogen var gået bort, uanset rang, kendskab og årsag for døden.

,,For at modsige din tidligere flok, vil jeg dog gerne sige, at din farve er flottere end den er upraktisk."

Et venligt smil spillede på hingstens mule da han hævede sit hoved igen og lod sine brune øjne hvile på den mindre, gyldne hoppe. Mon hun ønskede at lave andet end blot at stå her?

Den gyldne hoppe betragtede sit selskab ganske intenst, men lagt fra granskende, imens hans sind påtog sig de indtryk, som hun havde efterladt, og de fakta hun havde afsløret omkring sig selv, overfor denne muskelsatte hingst. Han var en nobel herre, det var ganske klart for den gyldne, og han lyttede. Han lyttede, og det var noget den gyldne hoppe bed mærke i. I hendes sind var det vigtigste ved at have en samtale, at lytte. Hun smilede let, blot for sig selv, inden hendes øre vippede fremad igen, lyttende efter hans maskuline stemme, der kom med en reaktion på hendes ord. Hans ord var ganske oprigtig, det det lettede hende vel en smule, at han ikke gik i de helt store detaljer omkring det der var hændt hende - Og hans afsluttende kommentar, fik hende til at smile endnu bredere. Han så ej hendes farve som en ulempe, som var blevet indprentet i hendes sind, fra hun var ganske spæd af. Hun rakte mulen fremad imod denne store hingst, med et oprigtigt smil på mulen.

,,Du ædle, jeg takker. Og jeg er også selv overbevidst om, at min moder har det godt nu, hvor end hun er. ”

Lyset om hendes hals, der havde reageret på denne hingsts tilstedeværelse, på at han var nyankommen, begyndte nu at gløde i en lidt mere rolig nuance, men stadig lige så kraftigt i lysstyrken. Det gik fra hvidt, til mere gulligt og det betød, at Lyset nu havde vænnet sig til ham. Han var blevet budt velkommen og var en del af dette land, ligesom hun selv var det. Illana prustede dæmpet, inden hun trådte frem i en afslappet skridt, i en cirkel om denne store hingst, for da at ende ved hans side.

,,Du ædle hingst, jeg kan forestille mig, at der er mange nye indtryk der venter på dig i dette land. Vil du have noget imod, at jeg følger Deres side i en tid?”

Spurgte hun da, da hun havde indfundet sig godt i hans selskab, og hun så ingen mening i, at deres selskab skulle slutte her. Hans muskler under det guldfarvede skind, havde afsløret at han ønskede at bevæge sig lidt. Og hun fulgte ham gerne, om det så gik til havet, til skoven, højere imod bjergenes top, eller blot i en dans på det sted de nu befandt sig. Hun nikkede derefter sigende, for at vise ham at han blot skulle føre an, og hun ville være hans dansepartner resten af dagen, hvis han ønskede.

T H O R O N D O R
"In the end, it’s only a passing thing, this shadow. Even darkness must pass. A new day will come. And when the sun shines it will shine out the clearer."

---

Thorondor gengældte hoppens bevægelse med at række mulen frem mod ham, ved at gøre det samme. Han gengældte også hendes smil, hendes oprigtige, dejlige smil. Det var sært hvordan en hest kunne lide noget hos en anden, mens en anden kunne lide noget helt andet omkring den samme hest. Når det gjaldt Illana, så var det han bedst kunne lide, nok hendes smil. Hun var en køn hoppe, ingen tvivl om det, men af alt kunne han bedst lide hendes smil og det venlige, imødekommende gemyt hun havde. Han havde gerne trukket hovedet til sig langsomt, men da talismanen, som han havde bestemt sig for at det var, skiftede farve, trak han hovedet til sig hurtigere end han egentligt ville. Uanset bæreren af den, uanset hvad den var, så stolede han ikke på noget. han ikke kunne forklare; og den ting der, kunne han bare ikke forklare.

Den gyldne hoppe cirklerede om ham og han fuglte hende langsomt med blikket, vågende, men venligt. Havde det ikke været for det hun bar om halsen, så havde han næppe været på vagt, men indtil han vidste hvad det var, ville han ikke sænke paraderne helt. Talismanen blev dog glemt, da hun spurgte om hun måtte følge ham. Han vendte sine lodne ører frem og kluklo kort, lo sin sædvanlige dybe, men venlige latter. Hun følge ham? Det burde nærmere være omvendt, for han kendte jo ikke mere land her end det han havde betrådt i det korte tidsrum han havde været her.

,,Undskyld Illana, tro ikke jeg griner af dig, men det burde nærmere være mig, der skulle dig. Jeg burde spørge, men jeg tager, at du næppe vil have noget imod at vise mig rundt, uanset hvem der leder og følger." Den brede hingst smilede venligt før han forsatte. ,,Men nej, jeg vil ikke have noget imod det. Det vil faktisk være mig en glæde."

Hingsten, hvis farve ikke kunne finde sin ligemand i dette land, nikkede let til den gyldne hoppe før han trådte fremad. Hans store hove havde efterladt en mærke, der hvor han havde stået, og hvor han trådte kom der lignende, om end mindre tydelige spor. Ikke fordi han følte at det var nødvendigt, men Thoron så på Illana igen, sikrede sig at hun var med og ved godt mod, før han åbnede sin mund igen for at snakke.

,,Jeg ville ej være uvenlig før, men...Hvad er det du bære om halsen?"