Hvor er jeg?

Den gyldne hoppe trådte let fremad, i takt til de store skridt, som den ædle hingst lagde ud med. Det var klart, at den gyldne måtte tage lidt længere skridt end normalt, for at indfinde sig med den rytme, som han havde, men da først hun havde fundet den, var det ingen last for hende at følge den. Hun smilede let, da hans maskuline, venlige stemme brød frem igen, og hun lyttede intenst til hvert et ord han sagde. Hun smilede, leende, over hans konstatering. Ja, hun burde vel lede an; men hvad nu hvis deres vandring ikke var en rundvisning, men derimod en opdagelse? I så fald, ville det give mest mening, hvis hans ben første an, i den retning han ønskede at opdage. Hun puffede let imod hans brede hals, og da hans spørgsmål om Lyset var fremsagt, mødte hun hans blik, mere direkte igen.

,,Thorondor, det jeg bærer om halsen er Lyset. Eller, en del af det. Ser du, i dette land er Lyset en kilde til livet, og jeg er ganske sikker på, at du selv mødte det Evige Lys, da du kom hertil. Alle jeg kender, er blevet modtaget af Lyset. En slags guddom, tror jeg vel man kan kalde det. Jeg mødte Lyset igen, og er blevet velsignet med dette Lys, og nu skal jeg bærer det og vogte det, fra den ondskab der hviler i landet her. Jeg kan godt forstå, hvis dette måske lyder abstrakt og svært at forstå, men det korte og det lange er, at det jeg bærer om halsen er en del af landet her. Og hvis jeg mister dette, kan det have konsekvenser for landets helhed. Derfor beskytter jeg det”

Sagde hun med et lille smil. Hun var Lysets vogter, det var hun skabt til; og nu var det ligeså hendes skæbne at passe på det. Hun prustede mildt, inden hun lod blikket glide fremad igen. Hun lod derpå en lille lyskugle fremmanes foran den muskelfyldte hingst.

,,Med Lyset fik jeg ligeså en evne til at fremkalde Lys. Således kan jeg oplyse mørket, når det er tættest.”

Sagde hun med den milde stemme, inden hun lod kuglen af lys slå et par krumspring i luften, for derefter at forsvinde igen. Hendes evne var endnu ikke særligt stærk, men med tiden ville hun kunne kontrollere Lyset helt og derned yde det, den bedste beskyttelse hun kunne magte. Hendes ben fortsatte da, i en yndefuld dans, ved siden af den kraftfulde hingst.

T H O R O N D O R
"In the end, it’s only a passing thing, this shadow. Even darkness must pass. A new day will come. And when the sun shines it will shine out the clearer."

---

Thorondor nød at gå; han var ikke sikker på hvor lang tid, der var gået siden han 'døde', men hans muskler føltes stive, ømme. Han kunne godt finde på at sætte farten op en smule, men undlod at gøre det, da Illana begyndte at besvare hans spørgsmål. Han så på hende, lettere undret over det hun sagde. Lyset. Lys kan ikke direkte være en livsgiver, kan det vel? Det virkede meget usandsynligt; umuligt hvis han skulle være ærlig. Alligevel sagde han dog ikke noget, men for hvert ord hun sagde, blev hans undren øget. Han betvivlede ej, at Illana kunne beskytte noget, men det virkede ret tåbeligt at give noget, med så stor betydning, til en enkelt, strejfende hest. I det mindste kunne væsnet, som skulle beskytte Lyset, da have været en del af en større gruppe. Sådan syntes han i hvert fald det burde have været. Et sted mente Thoron bare ikke, at noget så værdifuldt skulle gives til en ganske almindelig dødelig.

,,Ej for at betvivle dine ev.."

Næsten inden hingsten overhovedet var kommet igang, fremmanede hoppen en kugle af lys foran ham. Med ørerne lagt fladt ned af nakken, kneb han øjne let sammen og fnøs ud efter kuglen. Hvad var det? At hun havde vist sin evne til ham, gjorde ham blot mere mistænkelig overfor tingen; Lyset. Af flere forskellige grunde troede hverken han eller nogen af dem han havde delt sit liv med, at nogen form for guddomme fandtes. Du kunne sige, at de var snæversynede, men for dem var alt de ikke kunne forklare noget ondt; noget som ikke burde være der. Der skete sjældent ting, som de ikke kunne forklare og hvis der gjorde, så fandt de en naturlig forklaring; i hvert fald fandt deres to-benede familie en. Der var intet, der gav Illana evnen til at fremkalde lys, udover Lyset, men.. nej.. for Thoron hang tingene bare ikke sammen og uanset hvor godt lyset end måtte ses, selv havde han set det, så stolede han bare ikke på det.. han kunne bare ikke stole på det. En anelse forsigtigt rettede han ørerne fremad igen, da kuglen af lys forsvandt.

,,Hvordan kan det være at du stoler på 'Lyset'? Jeg betvivler ej din dømmeevne, men en plante kan se spiselig ud, men være dødelig giftig. Hvordan ved du, at 'Lyset' virkelig er på den gode side, så om sige?"

Den gyldne hoppe fulgte den store hingsts skridt Ganske godt. Hun havde danset med de tungere typer før, og havde i det hele taget let ved at følge sit selskab, fordi hun netop var så sensitiv som hun var. Hun brummede ganske mildt, tilpas endda, alt imens de fulgtes ad. Der lå noget over denne hingst, der endnu var den gyldne ganske fremmed, som blot var yderst behageligt at være i nærheden af. Om det var hans naturligt venlige aura, eller hans hingstede adfærd, der var en smule afdæmpet, vidste hun ikke - Men hun brød sig om ham, allerede.
Da den gyldne hoppe havde fremmanet den kugle, der mildt lyste op foran dem, vippede hun et øre over imod den guldfarvede hingst, da hans stemme begyndte, men hurtigt blev erstattet af et fnys. Illana hævede hovedet en smule, det kom vel bag på hende, at han reagerede så kraftigt på hendes Lys. Men på den anden side, kunne hun heller ikke forvente at alle ville tage imod det, med samme åbenhed, som dem hun kendte til, havde gjort det. Hun brummede en smule, ja næsten undskyldende, inden hun sænkede farten en smule. Hans ord, der snart var nået til ende, skulle hun svare på, og det ville blive et svar, der krævede en masse arbejde at udfører; for hvis han ikke havde tiltro til Lyset, så var det svært at forklare, hvorfor hun netop havde det. Hun stod et øjeblik, tænksomt, inden hun trådte nogle skridt fremad igen, med et langt lavere tempo, end det som de to sjæle før havde begivet sig af sted med.

,,Jo, ser du, Thorondor. Din skepsis kan jeg relatere til; men lad mig prøve at forklarer. Da jeg trådte til denne verden, havde jeg først vandret i det, der føltes som uendeligheder i mørket. Jeg frygtede mørket, førhen. Jeg var bange for de skygger, som der sad på træerne og som kunne vandre frit når mørket havde lagt sit tæppe over landet. Men efter jeg kom hertil, efter jeg mødte Lyset, hvis stemme er renere end vandet i søen, da blev jeg overbevist om, at skyggerne ikke kunne nå mig. Nætterne var ikke længere et mareridt at komme igennem, men et behageligt hvil ovenpå dagens nye indtryk. Så her, for noget tid siden, mødte jeg dette Lys igen. Det viste sig for mig, mens jeg var ganske alene og det talte til mig. Det fortalte mig om landets fortid, hvordan det havde ligget hen i mørke. Jeg kender meget lidt til det, som Andromeda var før det vi ser nu, men mørket herskede, indtil dette Lys, som man vel kan kalde en sjæl, kom til. Det overvant mørket, Thorondor, og for at holde mørket i skak, blev skyggerne spærret inde i vulkanen, og en kilde til det Lys der skinner på vores himmel blev gemt på jorden. Men skyggerne findes, det lærte jeg, og de leder efter denne kilde for at slukke den og for at svække landet. Jeg blev bedt om at passe på denne lille dél af Lyset, for at sikre, at hvis skyggerne engang finder denne kilde, vil der stadig være lys i landet, selvom de da skulle slukke det. Men, Thorondor, jeg har kendskab til endnu en der har mødt Lyset, og han har, ligesom jeg fik det, en opgave han skal udfører. Og jeg tror, at Lyset som du har mødt, da du kom hertil, deler ting der kan hjælpe ham med at beskytte landet, ud til dem der beboer det, således at skyggerne har svært ved at få krammet på ham; da det ikke er én ting længere, men mange ting, de så skal slukke for, så at sige. Og det Lys jeg har, tror jeg, er blot én af de vigtige ting der holder landet kørende.”

Sluttede den gyldne hoppe da, og først nu lod hun sit blik søge imod hans. Hun var vel usikker på, hvordan han ville tage hendes forklaring, nu hvor det lå tydeligt i kortene, at han havde en vis skepsis overfor det, som den gyldne hoppe kunne og havde sagt. Og det var ikke fordi, hun ville prædike om en guddom, som han ikke troede på; nej. Hun fortalte blot det, hun havde oplevet, vidste og havde kendskab til. For Lyset, Den Vise, fandtes og han havde engang for længe siden befriet Andromeda for mørket. Og nu hvor skyggerne, som hun havde stiftet bekendtskab med, var ude af vulkanen igen, ville Den Vise gøre, hvad end der lå i hans magt, for at holde landet fri for ondskaben.

T H O R O N D O R
"In the end, it’s only a passing thing, this shadow. Even darkness must pass. A new day will come. And when the sun shines it will shine out the clearer."

---

Thorondor følte en vis skyld, da hoppen tydeligvis blev overrasket, hvis ikke forskrækket, over hans kraftige reaktion. Han kunne nok have været mere blid, men det samme kunne hun vel. Det var ikke smart at gøre sådan noget, i hvert fald ikke når det gjaldt ham. Nok tog han det meste som det kom og følte sjældent en trang til at reagere på ting, men det der, lige præcis sådan noget, det kunne han bare ikke lige klare. Århundrede af år med logisk tænkning gjorde vel det til en, så ingen kunne vel bebrejde ham.
På trods af sin uro omkring Lyset, så lyttede Thoron til Illana's ord, om end noget skeptisk. Det lød langt ude hvis han selv skulle sige det; mørke var ikke levende og lys kunne ikke beskytte en. Hvis man havde viljen, styrken og lysten, så ville det være nok; hvis ikke, så var ens tid blot overstået i denne verden og det var tid til at drage videre til en ny. Han sagde det dog ikke så lige ud, men tænkte en kort stund over hvad han skulle sige.

,,Vandet i en sø er kun rent så længe det er stille; når noget rusker op i det, så bliver det grumset, om end kun for en stund." sagde han før han vendte blikket mod himlen et sekund. ,,Det er ikke fordi jeg ikke vil tro dig, men jeg har svært ved at tro, ved at forstå, det du siger. Historien forstår jeg, men jeg kan ikke se hvordan noget som lys, uanset hvor livsgivende det er, kan være så magtfuld. Det samme gælder skyggerne."

Han så på hende med et mildere blik og håbede at hun forstod. Han ville virkelig ikke være mod hende, det ville han ikke, men det hun sagde virkede for ham som noget et barn, et føl, ville sige. Der var ikke noget forkert i at frygte skyggerne, at frygte mørke, men de var ikke farlige. Skygger havde aldrig været farlige for ham og blot fordi han var i et andet land, så skulle de ikke blive det. For Thoron virkede det mest af alt som om den gyldne hoppes eget sind bedrog hende, fyldte hendes hoved med ideer, men det stemte ikke helt overens; hvor kom halskæden fra? Hun kendte ikke nogen to-benede, så hun havde næppe fået den af en. Hingsten rystede på hovedet, det gav meget lidt mening for ham; det gav alt for lidt mening! Uanset hvad der var sandt, uanset om Lyset virkelig var en frelser og Skyggerne en ondskab, så ville han ikke lade det gå i vejen for deres bekendtskab. Kort smilede han, en anelse anstrengt, men det var ikke mindre ægte af den grund.

Den gyldne hoppe studerede sit selskab ganske nøje; det var tydeligt, at hans skepsis ikke var ment som en hån imod den gyldne, men hans undren kom fra ham selv af. Og hun vidste godt, at Lyset ikke var nemt at relatere til, hvis ikke man havde oplevet noget, der kunne bevise, at dette fandtes. Den gyldne hoppes moder, havde snakket om Lyset fra hun var lille af. Derfor kom det vel naturligt til hende at tro på det, i nogens øjne, overnaturlige, fordi det var kommet til hende igennem hendes unge år. Og med hendes moders udlægning af Lyset, og det at hun havde mødt det her, havde i den grad overbevist hende om at ting og sager fandtes. Hun mimrede let med mulen, og selvom den guldfarvede hingst tydeligt ikke ønskede at bruge tiden i hendes selskab på blot at diskutere, følte den gyldne hoppe at hun måtte komme med en form for forklaring; ikke at den skulle designes til at overbevise ham, men i det mindste give hende muligheden for at forklare sig en smule mere.

,,Jeg vil ikke prøve at overbevise sig, Thorondor, om at det jeg siger er sandt. Men i dette land findes de levende skygger. De kan kravle over jorden, de kan snakke og udfører det man kalder magiske ting. Og ligeså findes Lysets kilde, som er en energi, der holder skyggernes egentlig form og styrke gemt under jorden i landet, således at det ikke kan herske. Men, Thorondor, engang vil du nok møde Lyset endnu engang, det er jeg sikker på”

Sagde hun med et lille mildt smil, som afsluttende kommentar til dén samtale. Hun vidste, at der skulle mere end blot fremkaldelse af en lyskugle og ord til, førend denne hingst ville tro på de ord, som hun sagde. I stedet ville hun lægge den snak lidt på hylden, om ikke andet blot et par timer, så han kunne tygge lidt på hendes ord, og så hun ligeså kunne vælge sine næste ord med omhug. Det kunne være, at hun gemte på noget, der kunne overbevise den guldfarvede hingst omkring hendes ord sandhed, men det var ikke hendes vision at overbevise alle om Lysets rolle i landet. Hun skulle blot vogte det. Hun puffede derefter let imod hans brede hals.

,,Thorondor, har du familie der hvor du kommer fra?”

Spurgte hun da, for ligesom at lede samtalen over på noget nyt, noget anderledes, end Lyset og dets livgivende rolle, som ikke kunne defineres; og som kunne vække skepsis overfor sjæle, med en naturlig fornuft der ikke hældte imod det overnaturlige, som den, den massive Thorondor besad.

[Tråd afsluttet - Out]