Sunshine between the trees.

Den brogede hoppe traskede roligt i sit eget tempo, ned af en sti, i den tætbevoksede skov. Hun havde ikke travlt. Måske skyldtes det at hun heller ikke havde noget mål med den her tur, ej vidste hun hvor hun ville havne henne. En masse grene havde fundet sin vej frem til hendes man, og hale, og hun så noget forpjusket ud som hun gik der, med uglet man og en lettere beskidt pels. Det eneste vand hun var stødt på, var i nogle pytter, så hun kunne ikke en gang få skidtet vasket ud. Hendes ører var vendt bagud, lyttende, og hver gang en lille lyd forekom, stoppede hun og rejste hovedet. Hendes blik var vågent, og enhver der kom forbi ville ikke være i tvivl om at én høj og farlig lyd, ville få hende til at stikke halen mellem benene og flygte. Hun sænkede hovedet igen, da der ikke kom flere lyde, og fortsatte så sin gang. Solen begyndte at titte frem fra den ellers overskyet himmel, og efterlod et flot skær af solskin i mellem de mange træer. Hun prustede hjerteligt, før hun drejede ind på en noget bredere sti, og satte fremad i trav.

T H O R O N D O R
,,Life never ends, it just starts again in a new place´´

---

Thorondor skridtede afslappet afsted igennem skoven. Det overraskede ham hvor meget af en ø der kunne være dækket af skov, for den her var nærmest ikke andet end skov. Han fulgte en af de mange stier som kun kunne ses på skovbundens vegetation. Hvis han skulle gætte hvem der havde lavet stierne, så ville han gætte på hjorte, for stierne var ikke helt stier, nærmere blot veksler. Roligt rystede han sit store hoved før han stoppede ved et træ og stilfærdigt snusede til bladene. Uden tøven åbnede han munden og hev et par blade, inkl. et par små kviste, med sig før han satte afsted i skridt igen Den eneste nye ting var at han nu gumlede på en klump blade. Uden selv at have lagt mærke til det var han nået frem til noget man kunne kalde en sti og uden at tænke nærmere over det trådte han ud på den. Først så han op langs stien; der var ingenting i sigte den vej. Så så han ned langs stien og her bæev han mødt af synet af en slank, lidt lavere end ham, hoppe. Hun så ud som om den mindste lyd i verden kunne skræmme hende. Han sank det sidste han havde i munden før han gav et kort, stille prust fra sig. Der var ingen grund til at skræmme denne hoppe mere end omverdenen skræmte hende.

Hun sænkede farten til skridt igen. Både fordi at vejen var blevet smallere, men også mere ujævn, og selvom hun ikke var typen der snublede, så ville hun heller ikke friste skæbnen. Hendes ører var nu fremadrettede. Hun var i et godt humør - Vejret var dejligt, og så var det dejligt bare at komme ud og røre sig lidt. Hun løftede hovedet, og stoppede da hun syntes at høre en lyd, og hun spidsede ørerne. Efter et lavmælt prust, var hun ikke i tvivl. Hun vippede ørerne til side, før hun vendte sig om mod hesten. Han stod et stykke væk fra hende, men alligevel kunne hun ikke lade vær' med at bemærke hans fascinerende farve. Hun udstødte et prust, lidt højere end hans. Hun kiggede nysgerrigt over på ham. Han tilhørte den kraftige model. Måske var det bare sådan med hestene heromkring? Taget den røde i betragtning. Hun sænkede hovedet forsigtigt, "Goddag" svarede hun så tøvende, før hun hejste sit hoved igen. "Ude at vandre?" prustede hun. Hun nægtede at blive paranoid. Desuden var det jo - som sagt, et godt vejr. Det var da klart at der var flere der havde tænkt på ideen om en lille gåtur.

T H O R O N D O R
,,Life never ends, it just starts again in a new place´´

---

Hoppen var måske ikke så let at skræmme som han troede. I hvert fald hoppede hun ikke ligefrem over hans prust, men vendte sig blot og så på ham før hun prustede tilbage. Han vippede roligt sine ører lidt mere fremad, men stod fast som han stod. Hun var broget, hvilket var lidt uset hvor han kom fra, men det var ikke noget han fandt direkte interessant. I hovedet havde hun dog en mærkværdig stjerne. Kort så han på hendes hove, de var næppe mere end halvt så store som hans, før han så op på hende da hun begyndte at tale. Først hilste hun lidt tøvende, men så stilede hun et spørgsmål. Han nikkede let til hende før han stilte sig helt ud på stien og høfligt ventede på en invitation til at komme nærmere.

,,Goddag´´ sagde han, eller nærmere gentog han hendes hilsen. ,,Vandre kan man måske ikke ligefrem kalde det, jeg er nærmere blot ude for at se mig omkring.´´

Thorons stemme var dybere end de flestes og havde en venlig klang, der på en måde fik ham til at lyde som en rar, ældre onkel. Han smilede venligt til hoppen, men ventede stadig på invitationen til at komme nærmere.

,,Hvis du kan bruge det til noget, så er mit navn Thorondor, men jeg kaldes oftest bare Thoron.´´

Hun strakte sin hals fremad. Hendes blik hvilede forbeholdent på hingsten som han stod der. Usikkert, tog hun et lille skridt frem mod ham, men blev så stående. Hun vippede ørerne fremad, idét han nikkede til hende, og hun lagde forsigtigt hovedet på skrå, og betragtede hans handling med en vis undren. Så gik det op for hende, hvad han mente, og hun kiggede kort ned på jorden, før hun bakkede et par skridt som signal på at det var okay for ham at komme over. Hun slog lettere legesygt med hovedet, før hun rettede sig op.

"Åh, på den måde. Samme her" Hun overvejede at spørge ham om endnu en ting. En ting hun havde gået og tænkt på. Hun strakte mulen lidt mod ham, "Synes du ikke også skoven spiller en de særeste puds? Jeg ved slet ikke hvordan man skal finde rundt. Så snart jeg tror jeg er kommet på den rette vej ud, opdager jeg at jeg bare har gået i ring" sagde hun forsigtigt, men dog med en munter undertone. Et slags tegn på tillid til hingsten - Måske kunne han hjælpe hende? Hans stemme var rar. Den slags stemme der straks ville få en til at stole på vedkommende.

"Det kan jeg i hvertfald Thoron.." hun smagte kort på navnet, før hun fortsatte: "Jeg har har altid haft det på den måde, at jeg bedst kan lide at kende navnet på den jeg snakker med. Mit navn er forøvrigt Antheia"

T H O R O N D O R
,,Life never ends, it just starts again in a new place´´

---

Thoron stod blot stille, afventende, men ikke utålmodig, og så på hoppen. Først trådte hun usikkert frem, men så bakkede hun et par skridt. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle se på den handling, men da hun slog legesygt med hovedet valgte han at hun nok havde inviteret ham. Med kraftfulde, men afslappede skridt begav han sig frem imod hoppen. Det var ikke meget, men jorden vibrerede let under hans tunge skridt. Hans fletninger fulgte roligt hver af hans bevægelser og de svingede langsomt fra side til side i takt med hvert skridt han tog. Forsigtigt, så han ikke skræmte hende, snusede han til hendes mule før han gav den et lille, opmuntrende puf. Hendes spørgsmål undrede ham lidt; om skoven spillede sære puds? Egentligt syntes han ikke selv det var svært at finde rundt i skoven, men han kunne godt se at det kunne blive en svær opgave hvis man ikke vandrede væk fra stierne.
Antheia var hendes navn. Fint og nemt at udtale. På trods af det kortede han det dog af til Theia i hans tanker, før han tænkte over hvordan han skulle svare hende. Det tog ingen tid at komme til et svar.

,,Hvis du kun følger de store stier kan jeg godt forstå at du synes skoven spiller dig et pus," sagde han først, roligt og uden bebrejdelse. ,,Hvis du gerne vil ud af skoven, så vil jeg gerne lede dig på vej. Man skal blot gå væk fra stierne og tage vekslerne".

Han nikkede roligt imod en meget lille sti. Man kunne nemt komme til at overse dem medmindre man direkte ledte efter dem. Han vendte blikket tilbage mod den brogede hoppe som havde præsenteret sig som Antheia.

Hendes blik hvilede på den kraftfulde hingst, med de kæmpemæssige hove, så man skulle tro at han havde 2 hove på hvert ben, idet han kom nærmere. Hun stod ikke solidt i jorden, hendes hove var placeret let på jorden, klar til at undvige. Da han rækker mod mig med min pule, udspiler jeg næseborerne, og pruster hoppet, før jeg gør det samme. Jeg indsnuser hans duft, så jeg til enhver tid kan genkende den. Hun kastede endnu en gang legesygt med hovedet, da han puffede til hendes mule, og hun nappede venskabeligt tilbage. Nok var han fremmed, men lidt leg var der altid plads til. Hun så på ham, med sine intense blå øjne, idet hun afventede svar.

Hun lo med det slags tonefald, når man godt selv ved at man sagtens kunne have kommet frem til svaret, hvis bare man havde tænkt sig lidt om. "Du har formentlig ret". Hun nikkede taknemligt med det fine, elegante hoved. "Det ville være dejligt Thoron" Hun fulgte hans blik med øjnene, og udspilede næseborene af den lille sti. Hun kiggede tilbage til ham, gengældte hans blik, før hun satte i en frisk gang mod den lille sti. "Hvad venter vi så på? lad os komme afsted!" sagde hun muntert, før hun skævede tilbage til ham.

T H O R O N D O R
,,Life never ends, it just starts again in a new place´´

---

Den brogede hoppe lo og Thoron kunne egentligt godt lide lyden af latteren, men selv lo han ikke. Han smilede dog venligt og vendte kun kort ørerne væk fra hoppen da en fugl lettede fra et træ i nærheden. Han nikkede kort da hun takkede ja til hans tilbud og så satte afsted i en frisk gang mod stien han før havde henvist til. Han rystede kort på hovedet, hun var tydeligvis ung. Han var ikke selv gammel, langt fra, han tog bare tingene i et langsommere tempo. Roligt satte han efter hende, men fik da øget sin fart efter et par skridt. Så gammel var han jo heller ikke. Stilfærdigt svingede han med halen og spidsede ører da hun munter lagde op til et hurtigere tempo."Ungheste" tænkte han blot, men slog da over i trav.

,,Vi er ikke alle lige unge og hurtige."

Hans stemme havde en lidt drillende tone. Dog ikke drillende på samme måde som den brogede hoppe han nu kom op på siden af. Han log hende gå i vekslet mens han selv trampede afsted gennem den tætte bundvegetation, som han næsten ikke ænsede. Den gav blot efter under hans vægt og han formåede da også næsten at give vekslet en parallel sti.

Hendes ører var fremadrettede, idét hun med friske skridt begav sig ud på vekslet. Det var en smule ujævnt, men nogenlunde plan. Hendes hove gav nærmest ikke aftryk i den bløde jord. De få der dog var dukket op, var aftryk af nogle små fine hove. Hvilket fik hende til at tænke på Thorons kæmpe hove. Hun skævede tilbage til hingsten, idet han kom travende op til hende. Han virkede stadig en smule tilbagetrukket, men hun forstod ham nu godt. Hvorfor åbne sig for en fremmed lige med det samme? Hun kastede forsigtigt hovedet, og så tilbage til ham. Hun prustede muntert, ”Hm? Jeg synes du lægger op til et spørgsmål” sagde hun drillende, tænksomt, før hun slog med halen, og sænkede farten en smule – Hun kom frem til at hans kommentar havde været en pæn hentydning. ”Hvor gammel er du så?” hendes ører vippede ud til siderne.

Hendes spørgsmål var ment godhjertet. Ikke udfrittende, eller dømmende. Hvis han havde lyst til at lade hende vide hans alder, måtte han hjertelig gerne fortælle hende det. Hvis ikke, skulle hun nok overleve. Hun var taknemlig for at han havde ladet hende gå i vekslet, hvor det lignede nogenlunde en sti. Hun ville formentlig bare sidde fast hvis hun skulle træde udenom.

Der var en masse ting der puslede i buskene, og hun satte instinktivt farten op. Hun havde aldrig vænnet sig til disse mange lyde. Selvom hun elskede skoven, og dens mange gemmesteder, så var engen også en af de ting hun holdte meget af. Selvom der var åbent og frit, og alle kunne se alle, vidste hun for det meste hvor lydene kom fra. Det var ikke tilfældet her. I det mindste lod det til at hun havde en bundsolid følgesvend med sig.

T H O R O N D O R
..Life might bite you, but then just bite back..

---

Indvendigt sukkede Thoron tungt over hoppens drillende sind og spørgsmål, men udvendigt smilede han blot kort. Hun var måske ikke lige det selskab han brød sig mest om, men hun var ikke desto mindre godt selskab. I det hun sænkede farten sænkede han sin. Hun havde nok taget hans kommentar anderledes end han havde ment den, for da hun spurgte om hans alder vendte han alligevel kort ørerne tilbage. Man spørger ikke ind til alder, specielt ikke uden at kende vedkommende man spørger. Alligevel vippede han ørerne fremad igen og mimrede kort med mulen mens han tænkte. Hvad var han oppe på nu? 8 somre? Nok mere. 9 somre og et par måner lød meget rigtigt, men han var ikke sikker. Han bekymrede sig sjældent om tiden der gik, men så hellere frem imod den der stadig ventede.

,,9 somre vil jeg tro," svarede han med den samme rolige, venlige stemme som før.,,og et par måner. Ærligt talt tænker jeg sjældent på det."

Han drejede sit hoved lidt så han bedre kunne se på hende før han smilede kort. Han spurgte dog ikke ind til hendes alder, det ville være helt forkert hvis han gjorde. Lydene i skoeven så ud til at have en effekt på den, i hans øjne, lille rødbrogede hoppe, en dårlig effekt. Selv lagde han ikke mærke til dem, for der var ikke en lyd der kunne stamme fra noget der egentligt var en trussel for dem. Ligenu var det mest blot fugle og i ny og næ en ræv eller hjort. Ingen af dem kunne gøre skade på de to heste, selv hvis de prøvede.

,,Du behøver ikke at frygte skovens lyde. Der er intet her der er stort nok til at turde lægge sig op med en på din størrelse, tro mig, jeg taler af erfaring."

Hendes hove bar hende trofast af sted igennem det vilde buskads. Det måtte være en ren farve roulade, når man kom forbi og så dem. En broget, og en specielt farvet hest der kom trampende i et buskads af træer og busker med alle mulige røde, gule og grønner nuancer. Hun smilte ved tanken, og skævede til Thoron. Hendes ører vippede forvirret til siderne, da han kortvarigt lagde ørerne tilbage. Hun udstødte et forundret prust. Mest for at understrege at hun ikke havde regnet med den handling, og at hun formentlig ikke ville have spurgt ham om det, nu når det stødte ham. Hun havde trods alt ingen idé om hvad hun kunne spørge om.

”Kun? Du skal da ikke beklage dig, du burde godt kunne følge med” sagde hun muntert, og nappede imod hans skulder, idét hun opmuntrede ham til at gå lidt stærkere. Der måtte godt være lidt mere fart på feltet, hvis det stod til hende.

”Og du er sikker på det?” sagde hun langsomt. Det var nu ikke ment som et spørgsmål, men mere til sig selv – En slags hjælp for hende, til at acceptere at der virkelig ikke var noget derude, der kunne skade hende. Hun satte dog farten ned. Hun ville trods alt heller ikke fremstå som en tikkende bombe, og slet ikke i denne hingsts selskab. Han virkede tålmodig med hende, men det skulle ikke undre hende hvis hun blev overladt til sig selv så snart de var ude af skoven.

Hendes mor havde også altid fortalt hende at hun var for vågen. At hun var for anspændt, og skulle slappe mere af. Men hvordan kunne hun det, når hun havde tilbragt så mange timer med andre der havde oplevet det utænkelige? Blive mødt af bjørne, ulve.. Kun overlevet på et hængende hår? Det sad dybt i hende. Ej var det sket for hende, men de oplevelser i detaljer, havde spillet igen og igen i hendes hoved, og blevet et slags bånd hun til enhver tid kunne spille i hendes tanker, når hun hørte en lyd.

Da de havde gået et stykke tid endnu, stoppede hun op, da vejen delte sig. ”Hvilken vej?” spurgte hun nysgerrigt, og sørgede for at indprente sig omgivelserne, hvis hun nu skulle komme her igen.

T H O R O N D O R
-The biggest brute of them all-

---

Thoron rystede kort sit tunge hoved, hoppen havde tydeligvis ikke forstået hvad han mente. Og nok var han ikke den ældste, men ikke alle var lige hurtige. Thoron var nok ikke langsom, men en hurtigløber var han heller ikke, han stolede på sin evne til at forsætte med at løbe når andre sænkede farten. Den brogede hoppe nappede opmuntrende til hans skulder og han puffede let igen som et bevis på at hun var tilgivet, selvom der vel ikke var noget at tilgive.

,,Helt sikker."

Thorons svar var kort, men med en rolig, forsikrende tone. Der fandtes ikke noget stort nok til at begå sig i en skov som denne og stadig nedlægge dyr som dem, i hvert fald ikke såvidt han vidste og det var det han handlede ud fra. Ingen grund til at gå rundt og være bange hele tiden.
Han forsatte taktfast afsted ved siden af Theia og havde ikke i sinde at forlade hende, overhovedet ikke. Hvorfor skulle han? Nok var hun måske en lille bitte smule irriterende, men han havde haft med langt værre heste at gøre, bare tag nogle af dem han havde levet med! De var nogen man hurtigt mistede temperamentet med, eller andre gjorde i hvert fald. Thoron selv havde aldrig gjort noget.

,,Vi burde forsætte lige ud, ind i krattet, men jeg tror denne vej også vil føre os ud."

Thoron gjorde et let nik mod den højre sti før han skridtede ned af den. Generelt tænkte han ikke meget over hvilken vej han gik, oftest gik han blot igennem hvad end naturen gav ham, men det ville den brogede hoppe måske ikke helt være i stand til, så han valgte blot den vej der så ud til at være rigtig. Måske var den, måske var den ikke. Før eller siden ville de finde ud, ingen tvivl om det. Hvor og hvor hurtigt kunne dog diskuteres.

Antheia

Hoppen gik med let sænket hoved, idet hun fulgte ham ved hans side. Hendes ører var flappet ud til hver sin side, og hun skævede en anelse spørgende til ham. Som vidste hun ikke helt, hvad hun skulle stille op. Hun fornemmede at hun ødelagde selskabet, med hendes små kommentarer og udbrud, og det brød hun sig ikke om. Så hun tonede en anelse ned, og betragtede ham blot. Han var kraftig og muskuløs. Sådan en type man kunne se pløje igennem alt – mudder, vand, og hvis vi skulle være rigtig dramatiske - ild, uden at tage notis af noget. Og selvom hun ikke havde mødt mange af disse typer, så virkede de altid meget mere rolige, og det var ikke en undtagelse med Thorondor – Og kunne hun virkelig bebrejde ham for ikke at ville følge med hende i hendes tempo? Det kunne hun ikke. Heller ikke selvom hendes undskyldning var at hun bare var en energibombe, der skulle ud med noget af energien, inden det sprængte hende. Hendes ører vippede fremad, da han puffede tilbage til hende, og hun gav et kort forsigtigt prust fra sig – taknemligt. Så så hun ligeud igen. ”Okay.. Godt, jeg stoler på dig Thorondor” sagde hun med et beslutsomt nik. Han havde givet hende sit ord, og hun følte at hingsten vidste hvad han snakkede om. Så hun satte sin lid til ham.

Hun lod blikket glide rundt i skoven. Ligeud var der noget af et tætbevokset krater, som ville være hårdt at træde ned, for sådan en som hende. Så hun blev lettet da han snakkede om en anden vej. Hun så hurtigt over på stien, og så krateret. Når den gik til højre, så kunne det sagtens være at den ville krydse krater-vejen på et tidspunkt, så de ville komme ud det samme sted. ”Der tror jeg muligvis du kan have ret. Lad os prøve den vej” sagde hun optimistisk, og nikkede. Hendes ører var som sædvanlig fremme, mens hun skyndte sig efter ham. Lige pludselig var han kommet et stykke foran, og selvom hun nok skulle finde ud på et tidspunkt på egen hånd, hvis hun blev væk fra ham, så ville hun ikke forspilde chancen nu, så hun satte det lange ben foran. ”Du ved Thorondor. Jeg er glad for at du hjælper mig, jeg er sikker på at du havde andre ting at tage dig til. Så tak” hendes blik gled hen på ham, og hun nikkede til ham, forsigtigt.

T H O R O N D O R
-The biggest brute of them all-

---

Thorondors brune, milde øjne fokuserede kort på den brogede hoppe. Hun var spinkel i hans øjne, alt, alt for spinkel, men sådan var hestene generelt her. De var underligt byggede og i hans øjne kunne de umuligt klare særlig meget, men måske tog han fejl af dem. Måske kunne de klare mere end han troede? Uanset om de kunne eller ej, så ville han ikke dømme dem, han ville blot undgå at få dem til steder han ikke mente de kunne klare. Theia stolede på ham, hvilket da på sin vis glædede ham, men på den anden side også bekymrede ham lidt. Hun var ung, knap halvdelen af hans alder, så han kunne vel ikke dømme hende for det. Selv var han ikke ligefrem mistroisk af natur, men stole på nogen efter kort tid, det gjorde han næppe. Hoppen kunne vel kaldes en anelse naiv og uerfaren, men hun ville nok lære det med tiden, på den ene eller anden måde.

Først var Thoron foran hoppen, men hun kom så op til hans side. 'Andre ting at tage dig til'. Han kunne næsten le over det hun sagde; Hvad andre ting skulle han da lave? Han kunne ikke slæbe træer eller dele historier og minder, alt han kunne var at vandre, delvist hvileløst, rundt og lave intet andet end at holde sig i live, hvilket ærligt talt var ret let ligenu. Han smilede mildt til hende og kunne så ikke dy sig for at spørge.

,,Som hvad Theia? Hvad forestiller du dig at jeg kunne lave i stedet for at hjælpe dig på vej?"

Hans stemme var venlig som altid og han kluklo kort, ikke højt, men blot lavt for sig selv. Hans øjne veg ikke fra Antheia, men granskede ikke. De brune, venlige øjne iagtog, men dømte ikke.

Antheia

Hendes ører var som sædvanlig fremme. Men de kom hvis muligt længere frem, da hun hørte den sagte lyd af latter fra hingsten. Hun betragtede ham kort, en anelse forbløffet, men blot for at se om det var en ægte latter eller om han blot gjorde grin med hende. Han virkede ikke som typen der gjorde sådan noget, men alligevel. Hun havde ikke regnet med denne reaktion, så hun skulle lige være helt sikker. Da hans ord så begyndte at synke ind, begyndte hendes ører at vippe lidt rundt. Hendes blik blev et kort sekund forvirret idet det hvilede på ham. ”Jah altså.. Du skulle måske møde en ven.. Eller.. Bare tænke? Tænke over livet” Hun gav et beslutsomt nik fra sig. Det sidste kunne meget vel være rigtigt.

Idet hun snakkede blev det efterhånden mere spørgsmål til ham, som han kunne svare ja eller nej på, end gæt fra hende selv. Men et godt bud – hvis det stod til hende, var at tænke. For.. Det var altid lettere at gøre alene, ikke? Så det var altså det hun havde svaret ham som sit sidste bud. Hendes hoved var sænket, mens hun gik ved siden af ham. Som en lille hund der ikke helt vidste hvordan dens ejer ville reagere. Men hendes ører var trods alt igen fremme. Thorondor var et ganske fint selskab for hende. Anderledes end hvad hun var vant til, men ikke på nogen dårlig måde. Hun kedede sig da ikke. Hendes ører var begyndt at blive mere rolige. Hun lyttede ikke nær så meget til lydene som før. For Thoron havde sikkert ret. Der kunne umuligt være dyr herude, der turde stille op mod 2 fuldvoksne heste.