... The Introduction

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia så kort på den røde hoppe der stillede sig ved siden af hende. Et kort nik var den eneste hilsen hun gav. Normalt ville hun have været mere åben, men hingsten i centrum gav hende en urolig fornemmelse. Flere heste kom til, hvor af hun genkendte den brune hingst, men den rødbrogede hoppe havde hun aldrig set før. Mind kendte tydeligvis ikke denne 'Rumpel', så hvordan han kendte Minds navn var Taia en gåde. En gåde hun havde tænkt sig at få løst.

,,Hvor kender du hans navn fra?"

Taias stemme var næsten snappende og hendes spørgsmål kom hurtigt efter Rumpels svar. Hun brød sig allerede meget lidt om denne hingst, det var ikke normalt at kende andres navn medmindre de kendte ens. Den brune hoppes ører lå ned af nakken og det var bestemt kun den underlige hingsts skyld. Hans adfærd, udseende og latter hjalp bestemt ikke på det og hvis hun ikke vidste bedre havde hun smidt ham i gruppen af onde ånder; dem som Orctics nægtede at give ly.

Jeg er skam ganske opmærksom på alt hvad der foregår. Og bag mig, kan jeg nu høre at der kommer endnu flere til. Den enes hovslag kan jeg genkende. Det er den kære Jaidev. Og en hoppe, jeg ej heller kender. Men jeg fjerner ikke blikket fra dem jeg står hos, og mest af alt holder jeg øje med denne mærkelige hingst, der igen bryder ud i sin skumle latter.Han kender den enes navn, Mindraper, til trods for at Mindraper ej kender den fremmedes navn. Dette undrer mig, og jeg holder derfor stærkt øje med den fremmede, uden dog at stirre eller virke bange. Men jeg siger såmænd ikke noget, for den brogede hoppe ved min side, fører nu ordet. Og derfor siger jeg intet, da dette vil skabe en grad af samtale, der så er svær at følge med i.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Det fremmede var spændende, men ej skræmmende. Jaidev ville ej benægte at denne skabning, der lavede sådan et mærkværdig lyd, var fascinerende på sådan en måde, at han ønskede at vide mere om den, om ham, men dette var blot følelser der ej blev blottet. Et sted bag ham kom endnu en sjæl til, en sjæl der såvel som ham var blevet draget af den hysteriske latter. Jaidev drejede langsomt blikket væk fra skabning, for i stedet at betragte den nye fremmede, som var en rødbroget hoppe, der forsigtigt holdte sig i baggrunden. Han betragtede hende ej længe, for en velkomst fra Myth ramte hans sensitive hørelse, og han drejede hurtigt de sortnede øjne mod Myth, hvorpå han gjord et hilsende nik mod hende, for at vise at han havde hørt hende, og givet en hilsen tilbage. Inden han havde nået forsamlingen, havde den spraglet hingst ved Myths side stillet det første spørgsmål; hvad var navnet på denne fremmet hingst? Langsomt lod Jaidevs øjnene betragte skabningen; han virkede spinkel og muskelfattig, ikke videre en fjende. Men der var alligevel noget, der virkede anderledes ved ham, end på de andre sjæle. Rumpelstiltskin. Navnet på skabningen, som også kendte den spraglede hingst navn; Mindraper. Jaidev lod en uhørlig, mørk brumme lyde for sig selv, da han betragtede hvordan en anspændthed blev formet blandt alle sjælene, over at Rumpelstiltskin vidste, hvad Mindraper hed. For Jaidev var det blot en bekræftelse; en bekræftelse om, at dette væsen var overnaturligt. Det skræmte ham ikke, at det vidste Mindrapers navn, tværtimod gjord det ham blot en smule mere nysgerrig, for Jaidev havde ført mødt en højere magt, der kendte hans navn, og på det punkt var han mere ’rutineret’. Langsomt samlede han sig sammen i en galant parade, vippet ørerne sidelæns, og hævede det ene øjenbryn bag den sorte pandelok, da Taia nu trådte i karakter, og ville vide noget om dette væsen. Jaidevs mørke øjne gled mellem dem, Rumpelstiltskin og Taia, mens han ganske roligt gjord et upåvirket smæld med halen. Den anspændthed de andre ejede, var ej noget det smittede af på ham. Nej, nu ville han blot se hvad denne Rumpelstiltskin havde at sige; han var måske klogere, end han så ud til?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Hun var ankommet samme tid som den mørkebrune hingst, opdagede hun hurtigt. Hendes ører fløj rundt i alle retninger, mens hun prøvede at opfange de andres sindstemninger. Der var ikke yderligere begejstring overfor den mærkelige centrum hingst. Den specielt farvede hingst var trådt frem til centrum hingsten, og Antheia’s ører rettede sig fremad, inden hun trippede til side. Bare for at komme lidt væk fra skudzonen, hvis der skulle ske et eller andet. Hingsten blev efterfulgt af den sortbrogede hoppe, der gik op til hans side – Beskyttende, kunne man godt kalde hendes fremtoning. Centrum hingsten, præsenterede sig som Rumpelstiltskin. Et lidt for langt ord, til at hun ville kunne udtale det rigtigt, så hun kortede det ned til Rumpel i sine tanker. Det var også tæt nok på. Hvad hun dog undrede sig over, var at Rumpel kendte hingsten – Mindraper var hans navn, men hingsten ikke kendte ham. Det gav et sæt i hende, da Rumpel lo sin absurde latter endnu engang, og hun lagde kort ørerne tilbage. Det var lige for højt til at hendes ører kunne klare det. Hun gav et utilfredst prust fra sig, da hingsten ved navn Rumpel blottede sine.. knap så kønne tænder. Dog turde hun ikke spørge ham om noget. Nej, det ville hun lade de andre om.

Hun følte sig en anelse malplaceret i gruppen. Som ny, vidste hun stadig ikke hvordan det fungerede heromkring. Hvorfor var de alle så fjendtlige? Jo, han var underlig.. Mildt sagt. Han kendte en anden hests navn, der tydeligvis ikke kendte hans.. Også underligt. Hun prøvede at koble det sammen til noget fornuftigt i sine tanker, mens en anden hoppe stillede sig frem og spurgte Rumpel, hvorfra han kendte hingsten – Mindrapers, navn.

… Nyahahahaha

Rumpel lod sine nærmest ravfarvede øjne, der lignede nogle fra et uvirkeligt væsen borer sig ind i Mindraper’s gule, efter at have annonceret at han kendte til hans navn. Smilet forblev på hans mule i de splitsekunder det tog den brogede Taia at samle sig til et spydigt svar og Rumpel grinede da atter igen, hvorefter han spankulerede over til den brogede hoppe, der stod ved Armonia.

,,Samme sted som jeg kender dit navn fra, Taia. Samme sted jeg kender alle jeres navne fra, nyaaaa!”

Sagde han med en ophøjet latter inden han slog hovedet op i en ivrig bevægelse. Hans lalleglade attitude, der var blandet med det skumle og luskede fra en slange, var så tydelig at selv en blind ville kunne se den. Derpå lod han sine øjne borer sig ind i Taia’s ganske kønne øjne hvorpå hans smile blev endnu bredere og mere skummelt.

¤Og jeg ved, hvor du kommer fra!¤

Hviskende han i hendes ører, med en nærmest slesk og lumsk tone og hans øjne boret ind i hendes, hvorefter han trådte ned mellem hende og Armonia. Han snappede efter Armonia’s bagdel og drog derpå imod de to nyest ankommende, Jaidev og Anthesia.

,,Mine herskaber, Mindraper, Midnight Myth, Taia, Armonia, Jaidev og Anthesia; Jeg er kommet for at blive i dette land, for at tilbyde min service til jer der kunne være i nød eller længsel”

Sagde han hvorefter han søgte imod Jaidev. Hans spinkle krop spankulerede af sted og rundt om hingsten, hvor hans skumle smil mødte Jaidev.

,,Jeg kan give jer, hvad I ønsker jer. Skjule jer, hvis i føler jer fanget i søgelyset”

Sagde han spottende imod Jaidev, hvorefter han luskede sig videre over imod den nye hoppe.

,,Berige jer med alverdenes viden!”

Den nye hoppe, der som sagt var ny, kendte jo intet til dette land; og en lokkende aura strøg da over Rumpel da han passerede den yndefulde rødbrogede. Derpå drog han imod Mindraper og Myth igen, for at fortsætte sin præsentation.

,,Give jer magt, magi, egenskaber ingen anden besidder!”

Sagde han med den ivrige, skingre stemme, inden han atter trak skuldrene rullende op og udbrød i sin latter. Derpå vendte han tilbage til sit udgangspunkt, Taia og Armonia, hvor han standsede op igen.

,,Eller forvise de ar, der kunne gøre en krop mindre attraktiv, eller lade en træde ind i den drømmeverden, som de altid har ønsket sig.”

Han smilede lumsk til de to hopper, inden han drejede om sig selv og søgte til midten igen, i den spankulerende vals.

,,Jeg kan give jer alle det, som I ønsker; men husk altid. Magi koster; og den pris, skal I betale.”

Han afsluttede i sin umådeligt skingre, skøre og nærmest hånefulde latter, og hans blik var atter på en flyvsk runde over de sjæle der var mødt op. Uh, hvor kunne han klappe ivrigt, hvis han kunne.

De isblå øjne fulgte denne Rumpe, som talte højlydt i et tonefald der irriterede hende grænseløst. Hun beherskede sig dog. Hendes ører vippede opmærksomt frem og tilbage og hun opfangede godt Jaidev's diskrete hilsen. Så magien fandtes i dette land i følge denne hingst. Hun rynkede på mulen og blottede svagt tænderne af ham da han passerede hende og fnyste i afsky. Jo det kunne være rart at blive sit gamle jeg igen, men ikke for en pris. Hun rettede derpå fokus på sin søn, da hun vidste at Mindraper rent faktisk godt kunne finde på at tage imod sådant et tilbud. Derfor bevægede Myth sig op til sin søn, og nappede irrettesættende til ham, som en: Du vover på at.. advarsel, selvom hun ikke kunne tage ansvar for hans handlinger mere.

Hanstale fik den spraglede hingst til at spidse de mandelformede ører og hæve hovedet. Han brummede ganske dystert og lyttede fortsat opmærksomt på hvad han havde at sige. Jo Mindraper overvejede det, men hvad var prisen, for visse ting ville han ikke ofre. Da hans mor så nappede ham, så blev Mindraper så irriteret og han lod sin baghov klaske mod hendes bringe, ganske mildt, men det lød voldsomt. Han trådte nu frem mod denne Rumpel og løftede hovedet.

" Og hvordan kan man vide sig sikker på det ikke bare er luft du lukker ud!? "

Mindrapers stemme var slået over i det mere dystre, samt de tomme gule øjne var blevet mere mørke. Om han nu var blevet en anelse bitter var ikke til at vide, men Mindraper hadede dette stadie af sit liv mere end noget andet. Ja hjemve kunne man vidste godt kalde det.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Den arrede hoppes ører blev endnu fladere end før, de gik næsten i et med hendes nakken. Hun smældede hidsigt med halen og hans næste ord gjorde det ikke bedre. Han vidste hvor hun kom fra, sagde han i hvert fald. Hun gjorde dog ikke noget mod ham, det kunne blot falde tilbage på hende selv hvis hun gjorde. Han var en ond ånd, en forvildet sjæl som Orctics havde afvist, og nu var alt han kunne at være en ren pestilens! At røre et sådan væsen ville blot gøre det stærkere, sådan lød historierne i hvert fald og Taia troede fuldt og fast på de historier. Som sagt gjorde hun dog ikke noget, men lyttede blot til den, i hendes øjne, usle skabnings ord.
Han havde åbenbart, måtte Orctics vide hvordan, formået at få evnen til at give en hvad man ønskede. Det var i hvert fald det han sagde. Han lagde ikke mærke til de fødste ting han tilbød, men da han nævnte ar, tydeligvis de ar hun havde, blottede hun tænder og kom med et vredt fnys. Hvor vovede han at påstå han vidste hvad hun ønskede.

,,Kun en ussel sjæl uden ære tilbyder noget så billigt! Hvad Orctics giver, modtager jeg, godt eller skidt."

Det var ikke andet end en vred mumlen, nærmest hvæsen, så om nogen hørte det regnede hun ikke med. Måske den røde hoppe ved siden af, men det var ligegyldigt. Nu trådte Mind frem og Taia så blot til. Hendes ører rejste sig ikke det mindste, men hun stoppede dog med at blotte tænder.

Det hele begynder for mit vedkommende, at udvikle sig til noget jeg ej kan li. De heste der er omkring mig, bliver nu nævn af denne fremmede hingst, Rumpel. Han siger hver vores navne, mens han kigger på mig, og jeg er derfor nu sikker på, hvem de heste er, som jeg står sammen med. Alle ved navne nu, men ej af personlighed. Mit blik hviler på Rumpel, der siger nogle ting, der for mig ikke alle er lige gode. Da han træder mellem mig og den brogede hoppe, Taia, og derefter snapper til min rumpe, ryger mine øre direkte i nakken, af ren refleks, og jeg udstøder et brum, der er advarende. Jeg har ændret mig en smule i dette land, efter mødet med Seth, og derfor reagerer jeg voldsommere på disse handlinger. Mens han bevæger sig mellem os, holder jeg øje med ham, og jeg lytter til alle hans ord. Han kan skænke os alle noget, som vi ønsker. Men det tror jeg nu ej på. Men da han atter er endt hos Taia og jeg, er der ikke tvivl om, at han ved mere om mig, end blot mit navn. Han ved, at jeg ønsker mig noget. Noget andet end denne verden; drømme. Men om han også har ret hos de andre, det kan jeg ikke vide. Mine øre forbliver en smule bagud, dog ej i nakken. Men en smule er de stadig tilbage, fordi han gør mig utilpas. Jeg træder derfor nogle skridt bagud, for at øge afstanden til ham, og Taia. En anden hingst, Mindraper, er rykket tættere på, og overtager dermed min plads der er tættere på Rumpel. Heldigvis. Jeg er ikke interesseret i en konfrontation, mellem denne magiske hest, og jeg selv. Det ville alligevel sikkert ikke ende godt for mit vedkommende. Derfor skaber jeg i stedet afstand til ham, både fysisk og mentalt. Men min mund forbliver stadig lukket. Jeg er vis på, at andre sikkert har mere at sige, end jeg har. Lige nu i hvert fald. Og ganske rigtigt, Mindraper, den spraglede hingst, spørger nu atter ind.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidevs sortnede, mørke øjne betragtede Rumpelstiltskin, der gjord det tydeligt, at han kendte alles navne. Ethvert navn blev formet og dannet fra denne Rumpelstiltskin, og derved kom der endnu et ukendt navn, der måtte tilhøre den broget, lidt forsigtige hoppe, der så klogt forholdte sig i baggrunden, men det var ej nok til at fjerne fokus fra dette væsen, der begyndte at bevæge sig omkring dem. Væsnet kom tættere og tættere på Taia og Armonia, hvor han hviskede ord til Taia og rørte Armonia. Øjnene kneb sig endnu mere sammen, da væsnet nærmede sig. Hver en muskel var spændt og tydelig under Jaidevs pels, mens halsen bøjede sig endnu mere sammen, og bringen skudt dominerende frem, da væsnet begyndte at cirkulere omkring ham. Et kort, advarende fnys forlod hans mule, mens han hidsigt virrede med det fintformede hoved; væsnet skulle ej overskride hans grænse, for så skulle han nok lære det, hvor grænsen var. Ørerne gled langsomt fremad, da væsnet begyndte sine tilbud; og et specielt tilbud til Jaidev. Et tilbud om at skjule sig. Et ej tiltalende tilbud, da han aldrig havde følt trangen til at skjule sig, i hvert fald ikke i Andromeda. En afvisende rynke talte for sig selv, på hans silkebløde mule, mens han fulgte væsnet omkring, og lyttede til de usle tilbud om at fjerne ar og tilbyde drømmeverdener, viden og magi. Jaidev rykkede en smule op i hovedet, da Mindraper begyndte at spørger ind, og blikket fangede også hurtigt Taia, der viste sin utilfredshed ved disse tilbud. Han var ikke særlig godtaget, det var tydeligt; han vidste i hvert fald ikke nok om disse sjæle, til at vide hvad de mest ønskede. Alligevel vidste han noget, og det i sig selv kunne være nok til at man skulle passe lidt ekstra på. Langsomt tippede han et øre mod Armonia, der virkede til at bakkede ud af forsamlingen, da det hele nok virkede en smule overvældende, men øjnene var låst fast på dette væsen, det virkede til at have det herligt dér i centrum. Næseborende udvidede sig en smule, mens luften virkede tung af alle de lugte, der var blandet sammen, og et dybt fnys forlod ham for at rense luftvejene. Egentligt forholdte han sig blot i ro, og lod de andre føre ordet. Der var ingen grund til at tale i munden på hinanden.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Antheia prustede kort. Hun stod nu meget godt her, lidt gemt væk af de andre – men uden at have et spærret udsyn. Hendes blik fæstnede sig på Rumpels blik, der borede sig ind i Mindrapers øjne. Hans øjne havde en mærkværdig farve – En farve der var lidt for fordrejet til at være naturlig. Hendes ører vippede fremad, da han begyndte at snakke igen. Hun brummede kort, lavmælt for sig selv. Hun begyndte langsomt at se hvorfor de andre virkede så truet af ham. For han var truende. Selv gemt bag det groteske grin, og hans skumle smil. Kastede et blik på den røde hoppe, hvis bagpart Rumpel snappede til. Han førte sig frem, og Antheia trådte instinktivt et skridt tilbage. Men han fangede hendes opmærksomhed igen, da han begyndte at snakke om dem alle – Og om havde han kunne tilbyde os alle, hver og en. Hun løftede hovedet en anelse, og vendte advarende ørerne tilbage, da han passerede hende med kommentaren ’Berige jer med alverdenes viden’ og lige da han gik forbi hende, kunne hun ikke lade vær’ med at se nysgerrigt efter ham, idét han gik videre til den næste. Hendes ører var nu også fremme. Hun havde altid hadet ikke at have alle informationer på plads. Måske.. måske ville det være lettere for hende, hvis hun vidste noget om det her mærkværdige sted? Hun rettede sig op igen, og brummede igen. En smule.. forvirret, nu hvor han var forbi. Han fortsatte videre til den røde hoppe, og den specielt farvede hoppe, og da han talte om ar, lod hun blikket glide hen over hoppen. Hoppen virkede tydeligvis vred over tilbuddet. Hendes ører lå fladt i nakken. Antheias blik blev dog brudt, da hun hørte ordet magi. Magi? Virkelig? Hvordan kunne det lade sig gøre? Endnu engang lagde hun ørerne lidt ned – Det grin var begyndt at gå hende, og hendes ører på.

… Nyahahahaha

Rumpel havde været rundt omkring dem alle, luftet sine liflige tilbud og deres reaktioner undrede ham ikke. Han udstødte et afstumpet grin igen, inden Mindraper trådte frem, for at puste sig op og nærmest opfordre Rumpel til at bevise sin snak. Som en slange snoede han sig omkring Mindraper med en hånefuld latter, hvorefter hans øjne slog imod Taia, der var ganske oprevet over hans ord. Han sprang let og spankulerende imod hende, da hendes udtale var mest direkte rettet imod ham. Hans smil, der blottede hans grimme tænder, viste hans nærmest tilfredshed over hendes reaktion.

,,Ussel, nyaah, kald mig endelig det. Men jeg er ikke mere ussel, end du, min kære. En tro på noget du ikke kan se, er måske ikke så holdbart igen?”

Sagde han med et smørret grin. Rumpel så dog ikke hoppen som ussel, langt fra. Hun var delikat, smuk, men hans adfærd var tilrettelagt så hun netop måtte blive oprevet, for at han i sidste ende måske kunne lokke en aftale ud af hende. Et oprevet sind er altid lettere at pille ved. Han lo atter engang inden han spankulerede tilbage mod Mindraper. Han smilede hånligt til ham, inden han stillede sig op i midten og rankede sig op. De andre havde forholdt sig tavst efter hans visit, og det lod til at de alle afventede, hvad den lumske Rumpel kunne finde på. Han lod blikket flyve over dem med en ren overlegen aura, inden hans skingre stemme begyndte at fremsige ord igen.

,,Nyyaah.”

Udstødte han inden han med et svirp med hovedet fremtryllede en ring, der var stor nok til at kunne sættes om benet på en af de heste, der stod i omgangskredsen, og han lod den svæve foran Mindraper. Ringen lyste op i det pureste guld og en spænding kunne mærkes for dem, der stod tættest, Myth og Mindraper. Så vendte han sig direkte imod Mindraper og lod sine øjne borer sig ind i hans.

,,Denne ring .. Kan give dig en styrke, langt højere end alle dem, der står om dig til sammen. Du vil jo gerne være stærk, ikke?”

Sagde han med et smørret grin, inden han da lod den svæve hen forbi snuden på hver enkelt sjæl der var samlet om ham.

,,Den kan give jer alle styrke. Men, men, vil nogen betale prisen?”

Slog han ud i en latter, inden han trådte nærmere centrum af dem alle, imens ringen svævede lokkende rundt, i en cirkel der sluttede alle sammen. Hans øjne, der var lunefulde og lumske nåede forbi alle ligeså og den grimasse af selvtilfredshed der var at spore i hans øjne, var vel nok til at få alle, til at ville hade ham, hvis ikke de allerede gjorde det. Derpå lod han ringen forsvinde i den blå luft igen, inden han rankede sig op, ganske stolt af sig selv.

,,Som sagt; jeg kan give jer alle lige, hvad I vil.”

Afsluttede han, inden hans skingre grin brød ud igen.

Myth øjne hvilede kun på Rumpel der virkede til at være lidt over det hele. De isblå øjne flyttede sig dog da han frembragte denne ring. Myth fnyste opstemt da hun mærkede spændingen og det gik op for hende denne hingst var seriøs. Hun snappede dog efter ringen da den fløj forbi hendes mule. Hun stirrede nu igen på Rumpel, men vippede ørerne frem og slappede derpå mere af i det hun nogenlunde havde fundet ud af hvem han var. Hun skridtede så frem og havde overskud til at snuppe en tot græs på vejen. Hun tog dog ej blikket fra ham i det hun skridtede ganske tæt på denne mystiske fremmede. Ja faktisk så tæt at hun stod inden for rækkevide og stak mulen frem mod ham for at inhalere duften af ham, så hun ville kunne identificere den hvis hun skulle møde ham en anden gang.. Et risikabelt træk, men alt andet ville trods alt være kedeligt.

Mindraper mærkede ligeså spændingen fra ringen og missede derfor let med de gule øjne. Han var til dels overbevist, men ikke begejstret over at hingsten kendte ham for godt. Derfor måtte han også kende til alt det andet. Mindraper lagde ørerne i nakken og stirrede blot tilbage på hingsten efter at have beskuet ringen et øjeblik. Han så dog undrende på sin mor der åbenbart ikke synes der var noget underligt ved hingsten. Dette fik Mindraper til at bakke et par skridt.

" Vi tales ved.. "

Var det eneste der lød fra Mindraper, og dette var meget lavmældt så han knapt selv kunne høre det. Han ønskede ej at ytre sine behov foran så mange heste. Det var taktisk dumt. ( Især på Paradise Hote... Andromeda ) Mindraper vendte derpå rundt og begyndte at skridte væk fra området. Han skænkede ikke de andre heste et blik, men bibeholdte det tomme udtryk i de gule øjne som tilhørte slangen.

// Mindraper out ~ Mor siger det er over hans sengetid

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia snappede efter den usle skabning da han vovede at påstå at troen på Orctics ikke var holdbar. Det overraskede hende dog ikke at han ville sige sådan noget, han var trods alt blevet afvist. Hun trak forholdvis hurtigt hovedet til sig igen og så blot olmt på hingsten. Hun lagde ikke meget mærke til andre end hingsten, men han var trods alt også den eneste der havde nedgjort hendes tro, den tro hun altid havde levet med og levet efter. Igen smælede hun med halen, men vippede så kort ørerne fremad da hingsten skabte en ring ud af ren luft. Eller gjorde han nu også det? Måske var det blot et trick? Hun fulgte den med øjne da han lod den svæve, lod den friste en hver der var her. Den kom nærmere og nærmere hende og hun åbnede munden for at tale.

,,I det mindste giver min tro ren styrke, i modsætning til dine 'varer'."

Med de ord rejste den arrede hoppe sig halvt på bagbenene og slog kraftigt sit ene forben ud mod guldringen, så den slingrede faretruende ud af kurs. Det var hvad hun mente om hans tilbud. Han troede måske han kunne give alle noget, men han havde tydeligvis ikke mødt en så stærk i sin tro som Taia.