Solo dans

Når jeg ligesom ikke rigtigt han ’flytte’ folk ved at træde frem mod dem, får jeg oftest meget travlt med at komme væk igen, for jeg ønsker på ingen måde at stå tæt på nogen, hvis de ikke har noget imod det. Naturligvis er jeg da klar over, at den unge Asira ikke var positiv om den korte afstand mellem os, men når hun ikke reagerer, skal jeg gerne gøre det i stedet. Og det gjorde jeg. Mine ører vippes en anelse mod min nakke, mens jeg giver et langtrukkent, dybt prust fra mig.

,,Absolut ikke.”

Mit tonefald ændres ikke, men alligevel taler ordene jo lidt for sig selv, og man kan sagtens læse mellem linjerne; jeg er glad for, at jeg ikke er født her. Jeg træder en anelse sidelæns med stor ynde, mens jeg lader en lidt særlig trækning tegne sig på min mule, inden jeg bider tænderne sammen. Efter at have rystet den ubehagelige følelse af at være for tæt på, er jeg fyldt med nyt mod, og med mine lange skridt bevæger jeg mig fremad mod hende igen. Men absolut ikke på en skødesløs måde, jeg er jo godt klar over, at hun nok ikke jubler indeni, når jeg nærmer mig. Nej, jeg er forberedt på det, hvis hun skulle finde på nogle genstridigheder.

[/size][/color]

Han virker ikke selv, som om han synes det er særlig herligt at stå tæt på mig, og derfor passer det mig også ganske fint at han er trådt tilbage, så afstanden er bedre end den før var. Mit blik viger kort omkring os, skuende, og opmærksomt. Men nej, der er ingen. Mit blik falder så tilbage på ham, inden jeg knejser op i min nakke, da han igen taler Han virker ikke som om det er noget der gør ham noget, at han ikke er født her. Han virker nærmere glad for det? Men jeg spørger ikke mere ind til det. For jeg er vel egentlig ligeglad med det, er jeg ikke?

Jeg får ikke længe til at tænke over det, for pludselig træder han mig tættere igen, efter et stykke tid; måske skulle han lige samle sig selv, til at træde mig nærmere? Jeg ved det ikke. Men da han træder mod mig igen, lægges mine øre tydeligere tilbage denne gang, end de gjorde første gang. Mine øjne knibes sammen, og hovedet hæves en smule op, mens næseborene udspiles. Jeg er ikke nem at lege med, men jeg slår ikke ud; ikke endnu. For det er der ikke grund til; i hvert fald ikke endnu! Men jeg er klar.. Meget klar. Jeg spænder ikke i kroppen endnu, men nakken er fortsat knejst, men med nakken højt oppe.

Jeg får endnu en gang ikke de ønskede reaktioner fra hende, og derfor passerer jeg hende blot denne gang. Jeg orker ikke at prøve en gang mere, og derfor vælger jeg at byde hende op til en lille dans ud i det regnfulde vejr, der heldigvis bliver afskærmet lidt af forårets tætte trækroner. Hun kan vælge at følge mig, hvis hun ønsker det, men ellers skal jeg gerne lade hende få fred denne gang og lade være med at give hende et alt for slemt indtryk af mig.

Hvis hun nu vælger at følge mig, skal jeg dog ikke kunne sige, hvordan det kommer til at gå, for hun er trods alt ung. Ikke at det skulle være noget negativt, men det har til tider sine komplikationer. Jeg lader min nakke knejse sig, så halsen bues og den lange, sorte man hvælver galant ned langs halsen. Min fyldige, sorte hale vajer efter mig.

[/size][/color]

Han virker ikke vitterligt tilfreds med den reaktion han får, netop at jeg bliver stående og ikke rykker rundt på min krop. Han træder derfor udenom mig, og skaber dermed afstand igen. Da han træder sådan forbi, ryger mine øre lidt omkring, tænkende og overvejende. Jeg har lysten på en eller anden måde, til at være i hans selskab; lære mere. Men jeg er alligevel skeptisk ved denne sag…

Da han er trådt nogle skridt væk, kaster jeg kort med hovedet, inden min nakke knejses rigtig godt op, og ryggen rankes, og derefter sætter jeg frem i trav, forbi ham, men dog ikke for at søge væk, men bare fordi jeg er ung, og jeg nu har accepteret at ’danse’ med ham, denne aften. Om det så er klogt, det finder jeg vel ud af senere. Mine øre ligger igen lidt skråt bagud, for lige at vise, at intet har ændret sig. Kaster kort med hovedet, inden jeg så slår i skridt, og bevæger mig ved hans side, dog med nogle m. imellem os.

Roligt lader jeg den sorte, fyldige hale smælde omkring min spinkle bagpart. Jah, spinkel, men man skal alligevel ikke betvivle de vedhæftede muskler, for selvom de ikke står ud i øjnene på en, så er de der. Sådan er det vel egentligt bare generelt med mig. Jeg er slet ikke noget stort brød med spillende muskler. Nej, jeg er så sandelig ikke skabt til at skulle blive uovervindelig i bokseringen. Jeg er helt indforstået med, at jeg af og til bare er nødt til at kende min plads, men den har jeg heller aldrig forsøgt at lave om på. Til gengæld er enhver, der kalder mig svag, nok egentligt bare dum at høre på. Jeg har mine begrænsninger, det ved jeg, men jeg har så sandelig også mine stærke sider, og dem lærer man jo at udnytte.

Hun vælger at følge mig, denne grå hoppe med de særlige aftegn. Stadigvæk er der noget ved hendes duft, der virker bekendt, men alligevel utrolig forandret, og derfor kan jeg stadigvæk ikke rigtigt afgøre, om jeg forveksler hende med nogen, eller om jeg har ret i, at jeg på et eller andet tidspunkt er stødt på hende før. Mine ører lægges bagud, da hun bevæger sig forbi mig i en trav, der ellers er ganske yndig, men det er absolut ikke noget, jeg påskønner særlig højt. Da hun kort efter vælger at gå ved siden af mig, lader jeg mit blik falde på hende gennem øjenkrogen, idet et spørgsmål presser på.

,,Hvem er din mor, Asira?”

[/size][/color]

Seth er en hingst af muskuløs kaliber, det tror jeg i hvert fald. Men det er nu ikke noget der er vanvittigt tydeligt. Han er spinkel i kropsbygningen, men når han så alligevel ranker sig og knejser nakken, er det tydeligt i hans nakke, at musklerne spændes. Desuden er han en del højere end mig, hvilket jeg ikke er helt tilfreds med! Mine grå øre, vipper ganske kort omkring. Min krop bevæger sig langs hans side, god med god afstand og opmærksomheden og skepsissen gemt i mine øjne; jeg er skam vågen. Han spørger hvem min moder er, og da ordet ’mor’ kommer frem, vippes mine øre endnu mere bagud, og næseborene vibrerer kort. Kniber mine øjne en smule sammen, anseende på ham, med blikket direkte i hans.

,,Min mor er Hawaet El Nour, og min far er Djange.”

Dette bliver mit svar. Da jeg siger min mors navn, er mit toneleje en smule anderledes end ellers. Det bliver kort en smule mere skingert, ikke lyst og fint, men mere sammenbidt og hurtigt. Da min fars navn nævnes, er min tone dog præcis som den altid er. Han har ikke skuffet mig, ligesom mor. Mit blik vendes kort fremad, opmærksomt imod mine omgivelser, men blikket vendes dog hurtigt tilbage på ham, for at holde øje med hans reaktion. Hvorfor vil han overhovedet vide det?

Hun er klog nok til at holde sig på en pæn afstand af mig, og jeg vil gå ud fra, at det er af hensyn til hende selv og egen sikkerhed, for selvom jeg har givet udtryk for, at jeg ikke bryder mig om at være for tæt på hende, er jeg ret sikker på, at det ikke er for min skyld, at hun passer lidt på. Og skulle det endelig ske, at hun drister sig for tæt på, skal jeg hellere end gerne vise hende, at det ville være et meget dumt træk. Jeg betragter hende roligt ud af øjenkrogen, men det er ikke for at hive oplysninger ud af hendes kropssprog, nej, det er blot for at vise hende, at hun har min opmærksomhed. Mit ene bryn hæves en anelse, hvilket naturligvis ikke er synligt på grund af min pandelok, da hun nævner sin mors navn. Hawaet El Nour. Så giver det hele pludselig meget mere mening. Det her er den lille klump, som den grå hoppe holdt skjult, men som jeg alligevel kunne lugte.

Jeg kan se på hende, at hun undrer sig en anelse over mit spørgsmål, da hun klart søger efter en reaktion på hendes svar. Men jeg giver hende absolut ingenting at se. Hvis hun vil vide noget, så må hun da bede pænt om det. Jeg nikker blot ganske kort, og selvom jeg som nævnt ikke giver nogen reaktion på min nyindvundne viden, så er jeg absolut ikke bleg for at lade et særligt blik plante sig i mine øjne, der fortæller noget om, at jeg har fundet ud af noget, men at jeg ikke siger det af mig selv. Det kan selvfølgelig være, at hun er ligeglad, men så er der alligevel stadigvæk intet tabt fra min side af.

[/size][/color]

Mit blik viger ikke fra ham i nogle sekunder, da jeg har fortalt hvem mine forældre er. Og det ser ud til, at han måske ved hvem de er. Men jeg er ikke sikker. For jeg kan ej se nogen genkendelse i hans blik da navnene nævnes. Svirper kort med den sorte hale, i en taktfast bevægelse, inden jeg fjerner blikket fra ham igen. Jeg holder mit i den samme afstand som hele tiden, uden at ville træde tættere på ham. For det vil ikke gavne hverken ham eller jeg.Men noget i mit sind, irriterer mig. Hvorfor, vil han vide hvem de er? Jeg har brug for at vide nogle ting nu. Om han så vil svare på det eller ej, det kan jeg ikke vide. Mine grå øre vippes svagt bagud, inden min stemme igen fremtoner.

,,Hvorfor vil du vide hvem de er? Kender du dem?”

Mit blik falder igen på ham, nysgerrigt men stadig skeptisk. Men jeg viser dog ikke mere end det. Til trods for at der er mange forskellige tanker i mit sind, samt følelser. For hvis han kender dem… Så har han måske hørt eller set min moder for nylig. Måske er hun i live?
Knejser op i nakken igen, og lader blikket falde fremad, opmærksomt på mine omgivelser. Mine hove slår imod jorden, ikke vredt, men heller ikke lydløst.

Det morer mig ganske svagt, da jeg sagtens kan mærke, at jeg har hendes blik hvilende på mig. Var jeg typen, der smilede, ville det her have været et godt tidspunkt for mig. Der er noget, hun gerne vil vide, det er jeg helt sikker på. Men hvor langt hun vil gå for at få det at vide, det er absolut svært at sige for mig, når jeg ikke har kendt hende længere, end jeg har. Jeg ville gerne kunne kalde hende en svær hoppe, men for mig er det aldrig tilfældet. Jeg har ikke behov for at klassificere dem som noget, og jeg bruger heller ikke så gerne udtryk som en for stor mundfuld for mig. Kald mig gerne hovmodig. Jeg skal gerne lade andre leve i den tro. Mit øre vippes svagt mod hende, da hun taler, og som jeg sagde; der er noget, hun gerne vil vide.

,,Kender er et stærkt ord. Jeg har mødt din mor.”

Og det er længe siden. Det nævner jeg naturligvis ikke, for jeg har det egentligt bedst med at være en anelse sparsom med mine ord. Jeg er af den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at komme med en masse informationer, hvis mit selskab alligevel ikke ønsker at lytte til dem. Nå, ja, og lige i det her tilfælde gør jeg det velsagtens også for at drille hende en anelse. Hun kan selv spørge. Det har hun godt af at lære.

[/size][/color]

Kender hende, gør han så ikke. Men han har mødt hende. Det er i hvert fald det han siger. Svirper en smule med den mørke hale, overvejende. Men jeg er pludselig i tvivl om, hvad jeg egentlig skal sige til det. Lader ørene vippe kort, inden de falder tilbage imod min. Ikke vredt, men overvejende.Lader så min stemme flyde frem igen, idet jeg har fundet mit rette spørgsmål.

,,Er det længe siden, du har set hende?”

Jeg er som sådan ligeglad med om hun er død eller levende. For i min verden, har hun været død i to år, da hun jo ikke ligefrem har været at finde de sidste to år. Men det ville alligevel være rart at vide om hun er at finde eller ej. Ser overvejende mod ham, inden jeg tripper sidelæns, væk fra ham. Jeg er stadig meget ung, og har en del energi. Og efterhånden trænger jeg snart til at bruge den energi. Men jeg holder dog mig selv i skindet. I hvert fald lidt endnu. Jeg har en fornemmelse af, at det egentlig morer ham, at han nu har noget der interesserer mig. Men så meget interesserer det mig nu altså heller ikke.

Jeg kender ikke hendes forhold til hendes mor, og jeg har egentligt heller ikke lyst til at træde ind i en dybere samtale om mor-emnet. Så da hun spørger, om det er længe siden, at jeg har set hende, nikker jeg blot ganske kort. Både fordi det passer, men også for ligesom at vise, at jeg faktisk ikke er interesseret i at snakke videre om det. Samtidig er jeg klar over, at det er lidt af et humørskifte jeg tager mig, og jeg virker vel nok en smule afvisende – det er selvfølgelig meningen. Om hun bemærker ændringen, det ved jeg dog ikke. Kort efter tripper hun sidelæns væk fra mig, og jeg hæver ganske stille hovedet en anelse, mens jeg kortvarigt mimrer med mulen og derefter snapper en enkelt gang frem for mig.

Jeg er lige så stille begyndt at kede mig; der må gerne ske et eller andet. Jeg lader mine ører spidses mod hende, idet jeg træder et langt skridt sidelæns, så jeg nu går temmelig tæt op ad hende. Det kræver en hel del overtalelse at blive her, for det er absolut ikke behageligt, men det ses absolut ikke på mig lige nu. Jeg skal bare ikke røre ved hende. Nej, så overskrider jeg grænsen x100.

[/size][/color]

Mine øre ryger kort omkring, lyttende til de omgivelser vi bevæger os i. Jeg kender Leventera ud og ind efterhånden, da denne ø og chibale er den jeg har befundet mig mest på. Svirper kort med den sorte hale, inden jeg knejser nakken op i en stolt og fyrig holdning. Jeg bevæger mig med trippende bevægelser, og næseborene er udspilede. Kommer med et kort prust, og kaster hovedet energisk op i luften, inden jeg skuler lidt sidelæns. Et humørskift er tydeligvis kommet til ham, for han virker som om han keder sig. Irritabel måske?

Jeg når ikke at tænke tanken til ende, før han er trådt et langt skridt til siden, og dermed tættere på mig. Udspiler næseborene yderligere, og mine øre ryger helt bagud i nakken. Men jeg har haft denne dans med ham før; og det eneste der da virkede hos ham, var ikke at flytte sig. Det ser han måske som en sjov jagt, at træde efter mig så. Så jeg fortsætter ved hans side, og træder endda et svagt skridt tættere på ham, så vores skuldre kun er millimeter fra at ramme hinanden. Mine øre ligger stadig helt bagud, og mit øje der er vendt imod ham, er skulende rettet imod ham, opmærksomt.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan det summer over alt i min krop. En summen, der stammer fra, at vi lige nu bevæger os meget tæt på hinanden. Det lægger et pres af ubehag over alt på mig, og min slanke krop beder mig om at rykke mig væk. Men hvorfor skulle jeg lytte til det? Roligt bevæger jeg mig af sted ved hendes side med en afstand, der kun bliver formindsket, da hun også rykker et lille skridt tættere på. Jeg lader min lange, sorte hale slå om min spinkle bagpart en enkelt gang, og jeg kan mærke, at den også rammer hende. Jeg kan tydeligt se, at hun gør noget ud af at holde sig selv i en rank holdning, og det er vel nok en af de få ting, vi deler.

,,Modigt. Tør du godt komme tættere?”

Jeg drejer hovedet en anelse og betragter hende med mit sædvanlige rolige, men meget levende blik. Min drengede stemme, der dog endnu bærer præg af den høflighed, jeg er opdraget med, kan uden tvivl godt få mine ord til at påtage sig en lidt provokerende tone, men hvordan hun vælger at høre mine ord, det er helt op til hende.

[/size][/color]

Min sorte hale, viger rundt langs min bagpart, i nogle hårde smæld, der indikerer mit humør ganske godt; iltert og ungt.
Med lette bevægelser fortsætter jeg ved hans side, uden så meget som at trække mig blot en smule bagud eller vige længere væk fra ham. Dette, ser jeg ingen grund til. I stedet slår mine hove taktfast imod jorden, med lange benbevægelser der tydeligt smidige, og let feminine, men som også gemmer på en snert af at være knapt så tøset som mange andre.

Blikket i mine mørke øjne er intetsigende nu, og jeg kan godt mærke hvordan vi begge har indledt en form for ’kamp’ imod hinanden, især da han ord kommer frem. For hvem træder til sidst væk, eller hukker frem i et markerende bid? Mig, eller den ravnsorte hingst? I en let bevægelse svirper jeg atter hårdt med halen, og bider tænderne sammen så mine kæber bliver markeret. Holder mig meget rank i kroppen, og viser ingen svaghedstegn. Ser vigende imod ham, med det øje der er vendt mod ham. Hæver et ’bryn’. Men jeg træder ham ikke tættere. Jeg er ikke dumdristig..

I stedet forbliver jeg ved hans side, mens mine hove slår taktfast i jorden. Mit ene øre er helt bagud, det andet vendt mod ham grundet min opmærksomhed der er fæstnet til ham

Det er virkelig noget, der sidder dybt i mig, det der med at jeg ikke kan lide at have nogen som helst tæt på. Det er noget uforanderligt, for jeg har ikke lyst til, at jeg nogensinde skal kunne nyde at have nogen tæt på. Der er ikke nogen, der skal have lov, medmindre jeg selv har en grund til det. Og selvom jeg normalt er ret god til at finde på grunde, der giver mig tilladelse til en hel masse, så er det altså et meget sparsomt forråd, jeg har lige på det punkt. Men jeg viser stadigvæk ikke mit enorme ubehag. Jeg trækker mig ikke, uanset hvad hun finder på.

Det er interessant, at jeg lige nu er i selskab med en hoppe i hendes alder. Jeg kan naturligvis ikke stå her og påstå, at hun er uerfaren, men jeg er helt sikker på, at jeg har set langt mere, end hun har. Der er mange erfaringer, livet stadigvæk ikke har skænket hende. Jeg trækker noget luft til mig, inden jeg lader det sive ud gennem mine næsebor i form af et temmelig udefinerbart suk. Jeg vil utrolig gerne teste hende, finde ud af hvor meget hun har lært i sit korte liv. Jeg vil gerne provokere hende, køre noget fysisk eller psykisk terror på hende. For træder hun så forkert, så skal hun ikke skyde skylden på mig. Roligt lader jeg min hale svinge om mig i en vedvarende rytme, hvor jeg åbenlyst sørger for, at min hale også rammer hende.

[/size][/color]