~ Rainbow?

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

x FORBEHOLDT VOLLE :b x

Den ellers så blå himmel havde åbnet sine sluser, og langsomt begyndte støvregnen at fylde luften. Dråberne havde allerede sat sig talrigt på træernes blade, da Auraya kom skridtende ind mellem dem. Hendes skridt var tunge, og hendes karakteristiske hovede hang så langt nede at hendes mule netop strejfede skovbunden, der kun blev tungere og tungere jo flere regndråber der ramte den. Stammerne stod tæt hvor Raya befandt sig, og af den grund strejfede deres blade konstant hendes pels. Dråberne satte sig som små perler på hendes blanke pels, hvor nogle blev siddende, og andre løb ned langs hendes hals og ribben, til de til sidste ramte jorden. Regnen irriterede hende alligevel ikke - hun syntes om den måde luften blev renset.
De sære, vinrøde øjne hun var i besiddelse af spejdede vågent rundt mellem stammerne - hun kunne umuligt være den eneste til at søge herind, i håb for at finde lidt ly for regnen. At være alene var noget hun syntes om, men samtidig nød hun også ofte at have selvskab.
I en lav, men nemt hørelig tone strømmede en karakteristisk, næsten knurrende brummen fra hendes strube. Var der andre, ville de høre det. Lyttende vippede hun ørerne ud til siderne, måske håbende på et svar, og måske ikke. Who knew?

I disse dage, er stilheden den ven jeg har mest nær, samt ensomheden. Det kommer og går, hvilken en af dem, jeg følger mest. Om det blot er stilheden jeg søger – eller om det er ensomheden. Det er en gåde. Både for mig selv, og for andre.
Jeg har begivet mig ind på Chibale, en ø, hvor skoven hersker på sit højeste, og hvor enhver anden sjæl kan holde sig skjult for andre, grundet de tætte farverige træer. Jeg er søgt hertil, uden nogen grund. Ikke på grund af regnen, for den irriterer mig ikke, da jeg netop ved at regnen har sin grund til at eksistere. Men det er ikke ens betydende med, at jeg synes den er ufatteligt morsom at bevæge sig rundt i – men den skal jo være her. Mine gråsorte øre, ligger en anelse flat bagud, mens jeg bevæger mig mellem de tætte stammer, med tunge og maskuline skridt, der alligevel på sin vis er elegante at betragte, lange og rummelige bevægelser. Mit blik glider mellem træerne, anskuende, med let sammenknebne øjne. Nakken er voldsomt knejst, og halen let hævet. Jeg viser tydeligt, at det ikke er alle og enhver der skal komme til mig, med min ranke og maskuline let afvisende kropsholdning.
Lyden af hovslag har jeg længe kunnet høre, og har svagt kunnet skimte en skikkelse i det fjerne. En fremmede hoppe, jeg ikke har set før. Hun ser ikke ud til at have opdaget mig, for hun udstøder en brum, for at give sig til kende overfor andre, og søge deres selskab. Jeg standser. Brat. Mit blik fejer rundt, men her er pt ikke andre end hende, og jeg. Mit blik våger over hende, overvejende – om jeg skal give mig til kende. Mit humør er ikke til fremmede selskaber. Men at fordufte nu, så tæt på, ville være kujon agtigt. I stedet smælder jeg hårdt med halen, og i en voldsom bevægelse slår jeg min ene forhov i jorden foran mig, med strakt ben, mens jeg virrer hovedet højt så musklerne spændes, og et dybt, hæst og højlydt brum forlader derefter min strube – det er ikke til at tage fejl af hvor jeg er nu, med alle de lyde. Så er hun i hvert fald godt dum, eller ekstremt døv!

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

Ved lyden af et højt smæld stoppede Auraya op i én flydende bevægelse. Det karakteristiske hovede hævede hun højt, og nysgerrigt da hun fik øje på en skikkelse, ikke så langt fra hendes egen. Han var skam nem at høre, sådan som han gjorde sin entré, dog forstod hun sig ikke på hans voldsomme bevægelser. Hun havde skam intet imod det, da hun kendte til det fra sig selv. Alligevel undrede det hende.

Raya tog et par rolige, velplacerede skridt mod denne fremmede hingst, med det ædle hovede sænket en anelse. Hun ville vise ham med det samme, at hun ikke var en trussel og at hun havde respekt for ham. Ikke at hun som sådan underkastede sig, det ord brød Raya sig i hvert tilfælde ikke om at bruge, men blot så han ikke betvivlede hendes respekt. Nu var der blot tilbage, og han ville tage imod denne? Og gengælde? Igen lød den karakteristiske, sære brummen fra hendes hals, så dyb at hendes lysker svagt vibrerede. Afventende svirpede hun den fyldige, mørke hale omkring sin bagpart, så små kaskader af vand stod derfra. Nysgerrigt hvilede hendes lokkende øjne på ham. Hendes man var i komplet uorden, hendes pels våd og hendes hovskæg klistrede til hendes koder, som hun stod dér. Ikke én af hendes muskler var unødigt spændte - hun prøvede ikke at være noget hun ikke var. Aldrig.

Blikket er fæstnet på den rødbrun brogede hoppe, der nu standser op i en samme flydende bevægelse. Elegant, måske. Men hun er også en hoppe, og elegante er de fleste af det modsatte køn, så hvorfor skulle hun ikke også være det. Jeg har aldrig særlig høje tanker om nogen, måske mig selv til tider, men jeg er en hingst med et stort H, og jeg fører mig også frem på den måde, hvis humøret er der til det. Dermed ikke sagt at jeg er fejlfri, for det ved jeg til hver en tid, at jeg aldeles ikke er. Ikke med den fortid jeg har på bagen, og det blod jeg har haft hængende på mine hove og min mule. Ørene forbliver en smule bagud, skråt og ikke særlig imødekommende. Dog vipper jeg det ene øre skævt frem imod hende, for at lytte til hende, hvis hun skulle risikere at sige noget. Men det gør hun ikke. I stedet træder hun nogle skridt imod mig, og sænker sit hoved i en respektfuld gestus – men jeg gengælder den ikke. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har aldrig været typen der sænkede hovedet for andre, før der var noget at sænke det for. For mit vedkommende, er det ikke muskler der skal bestemme det. Men det der er imellem ørene på dem jeg møder. Er de dumme som bølgepap, så er der ikke noget for mit vedkommende, at respekterer. Og derfor gør jeg intet, endnu. Før jeg kender hende bedre, og dermed kan konkludere om hun skal have den eller ej. Illana, lysbæreren fik den også først efter nogle møder, samtaler og derefter fik hun respekten fra mig, hvilket er en stor ting. Jeg betragter blot denne brogede hoppe, med en smule skepsis. Inden min mørke og dybe stemmer kommer til udtryk.

,,Goddag, unge frøken”
Dette bliver min simple og korte hilsen.

~ Auraya ~

Trods hingstens afvisende fremtræden, valgte han alligevel at åbne sig nok til at hilse Auraya. De kølige, lettere flabede øjne studerede ham en anelse - så ham an, kunne man vel sige. Inprentede hans skikkelse, for aldrig at kunne glemme denne igen.

”Vær hilset, unikt mønstrede skovvandrer.”

Rayas hilsen var kort og kontant, som hun jo oftest også var. Igen havde hun hævet hendes karakteristiske hovede en anelse, for også at give udtryk af, at hun ikke var naiv og underkaste sig én hun aldrig før havde stiftet bekendtskab med. Blot respekt, endnu intet andet, da hun yndede at respektere alle, så vidt hendes temperament nu tillod det. Langsomt var støvregnen begyndt at stilne af, og havde efterladt hendes pels i en lidt mere glat og skinnende facon. Kort rystede hun sin muskuløse, brunbroge krop, da hun ikke brød sig om dette ’slikkede’ udseende, man hurtigt fik i fugtigt vejr. Eller, hun var sådan set pænt ligeglad med om andre sjæle bar dette udseende, hun brød sig blot ikke om selv at gøre det.
Afventende rettede hun igen sin fulde opmærksomhed mod den karakterfulde hingst foran hende. Ventende på at høre hans stemme igen, eller blot på en slags kommunikation. Selv var hun glad for at kommunikere via kropssprog, men nogle budskaber var skam også problematiske at få ’igennem’ kun ved brug af dette. Dér var talens kraft en egenskab hun satte pris på, og gerne også brugte.

Hun er en fin hoppe. Ingen tvivl om det. De brunbrogede mønstre hun bære, har jeg endnu ikke set i dette område. Jeg har set det der hvor jeg kommer fra, men aldrig her. Men hun er ikke mere unik end andre er; ikke i mine øjne i hvert fald. Dermed ikke sagt at hun er som alle andre; nej, men jeg synes ikke andre er unikke. Bortset fra én i dette land. Og om det er noget godt, eller noget skidt, at jeg netop mener at én i dette land er unik, det ved jeg ikke.Mine øre forbliver bagud, tæt imod manen, men ikke i nakken, for jeg er ikke truende endnu, eller vred. Men den afvisende og skeptiske holdning, den forsvinder ikke bare sådan lige.

,,Hvad er dit navn, brunbrogede hoppe?”

Spørger jeg hende så. Jeg har det bedst, når navnene er på plads. For så har jeg et navn at huske og relatere til igen, hvis jeg nu skulle møde hende igen, eller blot høre andre tale om hende. Derfor, er navnet en vigtighed af et møde, for mig i hvert fald. Om det så også er for hende, det kan jeg ikke vide. Hendes pels sidder klistret imod hende, ligesom min også gør. Hun vælger da at ryste sig – men det gør jeg ikke. Jeg lader blot vandet drivle ned langs min side, i lange ’tårer’ der triller ned i zig zaggende hurtige bevægelser. Men slikket, det ser jeg ikke ud, grundet mine mangler muskler, den ranke krop og den fyldige man. Nej, pelsen sidder tæt, men den fremhæver dermed også bare mine muskler endnu mere.