.. En ny modstander

~Denne tråd er forbehold Cher ~

Det er på tide, atter at vende hjem. Og det er hvad jeg har gjort. Jeg er vendt hjem til Foehn, den ø, hvor jeg befinder mig bedst. Her er få at se, hvis ca. ingen. I dag kan jeg i hvert fald ingen se, og det gør, at jeg føler mig ganske godt tilpas ligenu. Jeg er ’hjemme’, og her er jeg på hjemmebane, hvis noget uventet, eller nogen uventet kommer. Smælder med den næsten sorte hale, inden jeg knejser nakken op. Jo, her er ikke ligefrem harmonisk at vandre rundt. Nærmere dødt og intetsigende. Men netop for mig, er det dét der før øen så indbydende. For jeg ved nemlig, at ikke mange andre ville opsøge denne ø, uden nogen speciel grund. For lad os se det i øjnene – denne ø, indbyder vidst kun til fortabte og mærkelige sjæle, nogle som mig, og sikkert også andre.
Min krop er let spændt op, men ikke meget. Kun en smule. For netop på denne ø, ser jeg ingen grund til at rende og være opspændt og afvisende overfor andre, for her er ikke noget. Mit blik søger op imod vulkanens top, inden jeg så begynder at begive mig imod vulkanen. Jeg har besluttet, at jeg vil bevæge mig en smule derop af. Ikke meget, men bare lidt, for netop bare at lave noget. Mine ben bevæger sig tungt og maskulint under mig, men alligevel på sin vis elegant. Min nakke er knejst, og ørene en anelse skråt bagud, og blikket stift imod vulkanen – ligenu, er dén min modstander. Det er dén jeg skal bestige..

x Cher x

.. the naive, breathtaking stranger.

Tiden var inde til, at udforske dette uvirkelige område. Om hun så var skræmt eller ikke. Med hovedet undersøgende sænket kom Cher skridtende hen over den ujævne grund som denne ø, Foehn, besad. Hendes mørke, tillidsfulde blik søgte langsomt opad mod dette ildbjerg, der hævede sig truende fra jorden. Hun anede ikke hvad dette kunne være, men hun havde stor ærefrygt overfor det. Gylden som hendes pels var skilte hendes skikkelse sig ud her på øen, og af den grund følte hun sig yderst udsat, i denne mørke ørken, som det vel nærmest var. Hun kunne i hvert tilfælde intet levende se, så langt hendes blik nu rakte.
Nysgerrig som hun var faldt hendes opmærksomhed endnu på dette ukendte bjerg. Det fascinerede hende mindst ligeså meget som det skræmte hende, så, naiv som mange nok ville beskrive hende, fortsatte hun mod ildbjerget med lange, fjerlette skridt. Vinden i hendes man, og hendes særartede, prøvende bevægelsesmønster var yderst tiltalende at betragte, som hun fortsatte sin undersøgende vandring mod ildbjerget.

En forstyrrelse.. En forstyrrelse af mit indre opstår. Her er andre nu. Det kan jeg mærke i min sjæl. Og ganske rigtigt. Da jeg vipper kort med det ene øre, opfanger jeg lyden af lette hovslag – ergo, må det være en hoppe. Min vandren stopper brat, og jeg er end ikke kommet få m. op af bjergets skrænt, kun knapt to meter. Og der står jeg så, som en eller anden bjergged, på vulkanens skråning, med hovedet drejet imod denne gyldne skabning i denne stund. Hvorfor, er der så mange gyldne hopper, der skal minde mig om den fortid jeg aldrig vil kunne løbe fra? Et svagt suk glider fra mig, og en rysten på hovedet, irritabelt vel nærmest. Og mest af alt; hvorfor skal jeg altid støde på dem? Let og med stor balance, lader jeg mig glide ned af bjergskråningen, så vulkan sten og støv, ryger med mig, og det skaber en sky omkring mig, af det grå aske der forvandles til fint støv omkring min gråsorte og hvide krop. Det ser vel nærmest fortryllende og eventyrligt ud – eller måske er det mere et mareridt der skabes af dette syn af mig, der kommer ud gennem en røgsky. Jeg ved snart ikke. Jeg ved jeg larmer, og det er heller ikke min hensigt at være stille. Intentionen er ikke at skræmme hende, og derfor gør jeg opmærksom på mig selv. Men jeg opsøger hende ikke med et kaldende brum, et smil eller andet. Nej, jeg glider bare ned, for derefter at kunne fordufte.. Men lige nu, er jeg dog blot kommet ned af skråningen, og venter på at støvskyen fortager sig, så jeg atter kan se hoved og hale i hvad der er himmel, og hvad der er jord..

x Cher x

.. the naive, breathtaking stranger.

I en brat bevægelse standsede Cher op, ved synet af en stor støvsky ikke langt fra hende. En anelse nervøst brummende hævede hun hovedet højt til vejrs, mens hun stirrende på støvskyen, ventende på at få at se hvad den indeholdt, eller hvad der var grund til den. De gådefulde øjne var knebet en anelse i, da en sortgrå, unikt mønstret hingst trådte ud af støvskyen. Måden han bevægede sig ud ad støvet, nærmest som trådte han ud fra et vundet slag, fik ham til at fremstå meget ædel og majestætisk i hendes øjne. Dog så han ikke ud til at være i det bedste humør, han så nærmere ret afvisende ud. Den måde han så på hende på, fik hende næsten til at føle sig skyldig. Hans udtryk når hans blik faldt i hendes retning, lignede at hun havde gjort ham noget. Noget utilgiveligt. En anelse nervøst slog hun med den lyse, fyldige hale, og sænkede hovedet. Hun anede ikke hvad det var hun havde gjort, men alligevel, som den underkastende sjæl hun jo var, ville hun undskylde. Hadede hun noget, så var det at se andre være ilde redt, på grund af hende. Selv hvis hun ikke anede hvor hun muligvis havde fejlet, ville hun gøre sit ypperste for at glæde denne fremmede sjæl, og få tilgivelse, eller bare få ham til ikke at se så afvisende på hende. Hun forholdt sig tavst, samtidig med at hun lidt forsigtigt flyttede på sine hove. Håbede gjorde hun, på at han i det mindste ville give hende lidt indsigt i, hvor hun havde trådt forkert. Men hun anede jo intet endnu, det var jo trods alt slet ikke sikkert, at hun var skyld i noget?

Den gyldne hoppe, der dog ikke er lige så gylden i sin farve som Illana, men mere over i den rødorange gyldne farve, får skam også øje på mig, grundet den røgsky jeg formår at få lavet, selvom det nu ikke var hensigten. Hun har skam set mig, det er ganske tydeligt. For der står hun pludselig, med hovedet højt i en form for forskrækkelse over min sky, og pludselig sænker hun hovedet – ikke blot i respekt, men i en stor underkastelse. Det undre mig egentlig ganske meget. Hun har jo som sådan ikke gjort mig noget synderligt ondt. Hun har bare forstyrret mig, og det bryder jeg mig da ikke om. Men en underkastelse, det havde jeg ikke set komme. Mit blik hviler lidt skeptisk på hende; er det bare spil for galleriet? Er hun mon virkelig så underdanig og urolig, eller gemmer der sig en djævelskab bag denne facade? Smælder med den mørke hale, mens jeg blot stirrer en smule på hende, men aldrig i øjnene. Det ser jeg ingen grund til, overhovedet. Kaster kort med hovedet, inden jeg da knejser det op igen, og lader min rungende og dybe stemme finde frem.,,Hvorfor vandrer du på denne ø, glødende skikkelse?”
Glødende tilegner sig hendes farve, og derfor tiltaler jeg hende på denne måde. Ikke fordi hun er varm, men fordi hendes farve virker som en glød.

x Cher x

.. the naive, breathtaking stranger.

Igen løftede Cher hovedet lidt, da hingstens blik mildnedes en anelse. I hvert fald så han ud til at ville give hende en chance, og hun havde på ingen måde i sinde at spilde den. Da hun ikke så ofte havde gjort brug af talens kraft før, tog det hende altid lige nogle få sekunder længere at få den fulde mening af andres ord til at hænge sammen.
”Min nysgerrighed bragte mig hertil, tvefarvede askevandrer. At se alt hvad værd ér at se i dette nye land, er mig et behov jeg må opfylde.”
Forsigtigt mimrede hendes mule en anelse. Hendes ene øre var peget venligsindet fremad, mens det andet var vippet tilbageholdende og høfligt til siden. Nødigt ville hun virke frembrusende, da denne fremmede virkede som en sjæl, hvor man i hans hovede ikke skulle træde langt ved siden af hans grænser før han ville reagere drastisk. Disse tanker skubbede hun dog hurtigt fra sig - dømme sjæle på den måde var ikke hendes norm, eller hvad hun havde i sinde at gøre.
”Men hvorfor vandrer du selv på denne ø? Eller mere specifikt, i retning mod ildbjergets top?”
Et spørgsmål som dette kunne nemt lyde flabet, men Cher formåede at tone det ned så det ikke var svært at høre, at kun nysgerrighed og søgen efter indsigt stod bag det.
Sigende nikkede hun i retning mod det majestætiske og yderst ærefrygtindgydende bjerg, der tårnede sig op over øen. Ville han ikke indvie hende i hans tanker, ville hun ikke plage ham. Og ville han, ville hun være taknemmelig. Men et spørgsmål var jo aldrig forbudt. Et spørgsmål åbnede jo blot for et valg - at besvare, eller ikke at besvare.

Den unge hoppe, der er foran mig, virker ganske stille og forsigtig af sind. Men jeg lader mig aldeles ikke narre. Mange ondskaber kan lure i hendes indre. Nok virker hun så ganske fredelig; men dette kan være en fantastisk facade, som mange kan bære og bruge. Jeg har oplevet det før, og er ikke interesseret i igen at gennemgå denne form for indre lidelser. Hoppen taler igen, besvarende på mit spørgsmål til hende, jeg før stillede. Nysgerrigheden har bragt hende, ligesom den bragte Berbeza hertil. Oh ja, hvilken nysgerrighed hopperne nu ejer, den er stor, og fyldig. Men den kan være deres største fjende!
Jeg besvarer dog ikke det hun siger, da jeg blot ville komme med en spydig kommentar; og det er jo trods alt ikke hende, mine frustrationer handler om, er det?
I stedet lytter jeg til det næste hun nu spørger mig om. Hvad jeg selv laver her; og det er vel et logisk spørgsmål.

,,Jeg er her, fordi det er her jeg kan være, unge hoppe.”

Besvarer jeg hende da, med den ru og hæse stemme, der kommer helt fra mellemgulvet. Jo, der er ingen tvivl om, at jeg er en hingst med den kaliber og stemmer jeg bærer med mig. Men sådan har stemmen skam ikke altid været. Nej, den har været lysere, drenget og ganske charmerende. Men alt dette, det er væk nu, i takt med fortidens skavanker og kvaler. Mit blik glider kort fra hende, for hun er mig ikke en fysisk trussel, som så mange andre kan være. Mit svar, indeholder meget. Det er jo ikke fordi der ikke er plads til mig, fysisk, andre steder. Men det er her, jeg hører hjemme, mit sind, har hjem her.