Do I dare? Yeah.. let's do it.

Sage of Zoran

(Reseveret til Maja og Armonia! ;D)

Den skimlede hingst lod sit blik bore ind i den mørke skov, der syntes at virke som et uendeligt dybt sort hul. Hans øjne var knebet let sammen, mens hans tanker kørte på højtryk. Man kunne næsten høre alle tandhjulene knirke ind i hans hoved. Han kastede med hovedet imod skoven, og dukkede sig, før han igen rettede sig op, med halsen og hovedet højt hævet. Hans næsebor var udspilede. Han overvejede kraftigt at udforske skoven. Som lille, havde han altid elsket at gå på opdagelse i skoven. Det var altid en anden oplevelse. Man vidste aldrig hvad der gemte sig, i forhold til engen.. eller stepperne hvor man som regel kunne se alt hvad der befandt sig, blot ved et enkelt blik.

Og det var da i sandheden rigtigt. Havde han måske vidst at skoven opbevarede 3 rovdyr, der nær havde fået ham dræbt? Nej, man vidste aldrig hvad man ville finde. Han prustede, der ville sikkert ikke være nogen stemme og port der ville redde ham nu, hvis han kom ind i problemer. Men han havde aldrig været den der pakkede sig selv ind i vat, og derfor besluttede han sig også for at træde ind i den tætte skov. Hans hoved var sænket, idét de første grene hang lavt. De borede sig ind i ham, og han kunne mærke at hans lange man også fik et par stilke med på vejen. Han piskede utilfredst med halen – som heldigvis ikke fik fanget noget med sig. Han nåede sikkert ud på den brede sti. Solen stod stadig højt på himlen, og lyste ned på ham. De steder hvor han var mørkest, kunne han mærke varmen. Ellers var det som om at hans nærmest hvide pels, reflekterede solen tilbage.

Han sørgede for at gå stille og roligt, så han ikke vækkede nogle af dyrene der lå og sov. Han vidste udmærket hvor agressive sådan nogle dyr kunne være, hvis de ikke fik deres skønhedssøvn.

Denne ø, er for mig, mit hjem. Her føler jeg mig mest tryg, og hjemmelig. Det er ej fordi jeg higer efter at skulle gemme mig, dette er aldrig min intention. For jeg ser ingen grund til at gemme den jeg er, væk – flov over mig selv, det er jeg skam ej, og det vil jeg nok heller aldrig blive. Hvilket i sandhed er en god egenskab at eje. Mine rødgyldne øre vipper blidt omkring, mens jeg med de altid lette og fløjlsbløde skridt begiver mig af sted med stor smidighed imellem træerne. Jovist, jeg holder af at bevæge mig yndefuld, ej for andres skyld, men helt og holdent for min egen; jeg kærtegner nemlig den jord jeg betræder, som var den lavet af noget skrøbeligt, der for alt i verden ikke må knække under min hove. Derfor, placerer jeg mine hove så ganske forsigtigt, som en let fjer, eller et forsøg på det i hvert fald. Min vandren alene, i den harmoniske stilhed, bliver dog kort tid efter afbrudt, ved lyden af knækkende grene. Mit hoved hæves ganske svagt op, for at titte imod det sted, hvor lydene kommer fra. Det er noget stort, og ikke et rovdyr. De er påpasselige med at knække grene og lave den slags lyde, da de ved vi så hører dem, og dermed er de afsløret. Og jeg får ganske ret. I det fjerne, ser jeg nu en ganske lys hingst, med let skimlede træk, komme vandrene af sted igennem de tætte grene der er lige der, indtil han så når ud på den brede sti, hvor grenene ikke er så lave og tætte. Et smil hviler over mine læber, ganske roligt og mildt, inden jeg da stiller min front i hans retning. Jeg står længere til højre, henne af stien, og er derfor også i hans synsfelt.

,,Godaften, du lyse skov vandrer. En ganske fortryllende aften, ikke sandt? – Grenene hænger ganske vidst lavt og tæt, i det område du lige har passeret. Søger du længere ind i skoven fortryllende indre, vil du dog opleve en større alsidighed og bredere stier, der dog ikke er synliggjort som sådan. Men de er der, hvis du blot lader hovene vise dig vejen”

Sådan vælger jeg at udlægge min tale til den lyse herrer der kommer gående der. Mine rødgyldne øre hviler imod ham, og mit hoved er hældt ganske let og mildt på skrå, mens de varme øjne nysgerrigt betragter ham, uden at virke granskende eller iagttagende.

Sage of Zoran

For et kort sekund stoppede han op. Blot for at nyde denne dejlige aften, og indprinte sig alle lugtene, og sanseindtrykkene, til når han engang skulle besøge dette sted igen. Han kunne allerede nu sige at det ikke ville blive sidste gang. Hans lange man, bølgede hen over hans muskuløse hals, idet han skævede rundt. Et egern sad og gnaskede et agern oppe på en af grenene. Han sendte en lavmælt brummen til den. Alene, præcis som ham selv. De havde noget tilfælles, og derfor accepterede han dette lille dyr. Han spidsede ørerne, da nogle lyde afslørede, der kom noget i mod ham. Han svinger bagparten til side, klar til enten at angribe, eller flygte. Hans ører var lagt ned, af ren refleks. Da en rød hoppe viste sig, og stoppede foran ham, vippede han kort ørerne ud til siderne, nysgerrigt. Men han sørgede hurtigt for at fjerne udtrykket, og blot lægge ørerne på plads, hvor de hørte til – i nakken. Han lod blikket glide direkte over den fine skikkelse, uden at skjule det. Hans blik var fjernt, som tænkte han på noget helt andet. Men han havde sin fulde opmærksomhed rettet mod denne hest. Sidst han så en hoppe, havde han fået nogle hak. Agressive hoppe dyr, var nogle af dem. Hvis han kunne, havde han afventende hævet et bryn. Som et: Ja, og hvad så? Hvad sker der så nu? Det viste hans udtryk i hvert fald. Nu havde han scannet hoppens fine udseende. Hvad havde hun så at byde på? Han løftede hovedet, med sammenknebne øjne. Før han langsomt nikkede til hoppen, stadig med ørerne lagt tilbage. Hans blik hvilede længe intenst på hoppen, før han endelig tog sig sammen til at svare.

Godaften, fremmede røde.. Jeg kunne vidst ikke have været mere heldig, at møde en af de eneste heste, der tilsyneladende lever her, til at høre dét. han sendte et køligt blik i hendes retning. Hans stemme bar en sarkastisk undertone i sætningen. Hun havde ikke ladet ham vide andet end det han allerede vidste. Han besluttede sig for at denne milde hoppe, formentlig ikke planlagde at angribe ham, og han vendte sig mere front mod hoppen. Hans blik borede sig stadig intens ind i hoppens øjne. Nu ville han vide, ville hun gå, eller blive?[/color]

Det er længe siden, at jeg har mødt helt fremmede i denne skov. De fleste af mine selskaber, er efterhånden bekendte, fordi vi netop er stødt på hinanden mere end blot en gang. Men denne lyse skov vandrer, er ny i mine øjne, for jeg har aldrig set ham før. Men det er jo ej ens betydende med, at han er ny i landet. Han kan have vandret her længe, ligesom jeg selv har gjort efterhånden, måske er vi blot ikke vandret forbi hinandens veje; før nu. Men han kan da ganske rigtig også være helt ny i området, og dermed er det klart vores veje ej har snoet sig sammen, så vores veje er mødtes.Hans måde at kigge på mig, med det intense blik, går mig som sådan ej på; Det er der ingen grund til. Men de nedlagte øre, der søger langt ned i nakken, gør mig ikke just glad. Jeg ønsker ikke at gøre nogen ilde til mode i det selskab jeg har at byde, men jeg kan dog heller ej se, hvad jeg skulle have gjort, siden denne lyse hingst ser sig så ganske sur på mig, allerede nu, inden særlig mange ord er talt. Men jeg dømmer aldrig nogen – for han har nok sine egne, private og særlige grunde til, at han er som netop han er. Og derfor ser jeg ingen grund til at påpege dette med en sur mine. Jeg bibevarer blot min rolige kropsholdning, og det nysgerrige og milde sind, mens jeg fortsat holder fokus hos ham, idet han taler.

,,Jeg beklager, hvis jeg har bragt dig i unode, lyse skov vandrer. Dette var ej min intention ej heller hensigt. Mit navn er Armonia, og jeg strejfede din vej ved en tilfældighed – god eller dårlig, det vil jeg lade dig bedømme”

Et smil er stadig over min mule, for jeg er skam ikke vred. Let træder jeg til siden, med lette og fløjlsbløde bevægelser, for at sørge for, at han kan træde forbi mig, hvis han da ikke ønsker mit selskab. Men hvis han ønsker det, er han velkommen til ligeså at blive her, på denne sti, hvor også jeg befinder mig.

Sage of Zoran

Han brød sig ikke om at se denne hoppe krympe under hans ord. Så mild og fin at se på. Hendes øjne lyste af godhed. Han havde ønsket hun ikke havde krydset hans vej, for nu var hun som fanget under en regnsky, kun forbeholdt hende, med torden og lyn. Han flappede i stedet ørerne ud til siderne, mens han skeptisk kiggede på hende. Imens hun blot stod stille, og tavs, tog han notis af de små detaljer. Hun var lidt lavere end ham, nogle centimeter maks. Hun havde hvide aftegn i hovedet, samt hvide sokker. Hendes man var lang, præcis som hans egen. Han kastede hovedet tilbage, og så køligt på hende.

”Armonia..” han lagde hovedet på skrå. ”Røde hoppe, du bringer mig skam ikke i unode, ved blot at komme med din løsning på tingene. Sandheden er bare, at jeg også var kommet frem til den samme konklusion.” det varede et øjeblik, imens han overvejede om han ville fortælle sit navn. Det gjorde han normalt ikke, han var trods alt ikke sikker på at han ville møde denne hoppe igen. Så hvorfor skulle hun vide hans navn? Han kiggede endnu engang skeptisk på hoppen. Hendes intuitioner virkede rene nok, og hun havde fortalt sit eget navn. Han ville lade det være op til hende, om hun ville vide hans navn. Hvis hun virkelig, i sandheden, troede de ville mødes igen, måtte hun spørge efter det. Han betragtede hende idet hun trådte til side, så han kunne komme forbi. Han skulle lige til at sætte fremad, før han stoppede sig selv. Selvom han ikke brød sig om at starte en samtale, så måtte han spørge. ”Røde hoppe, hvad er det for en mærkværdig stemme, uden ansigt, der bragte mig hertil? Min intuition siger mig, at du ved en hel del om stedet her, og hvem ved hvor lang tid jeg skal vente, før jeg møder en anden hest, jeg kan spørge.” Han brummede kort.

Jeg beholder min rolige aura og holdning, sådan er jeg såmænd bare. Jeg er ej typen, der blot bliver ræd for ord som de han sagde, eller blikke som andre har sendt. Jeg drager ej forhastede konklusioner eller dømmer andre ud fra det første minutter vi er i hinandens selskaber. For det er jo ej alle, der er åbne og lige til, som jeg selv er. Og de der er lukkede og mere forsigtige, skal det skam også være plads til; i hvert fald i min verden, og i mit sind. Alle er på lige fod hos mig, trods muskler og størrelse. For mig, er det det indre der tæller, og ikke det ydre på nogen måde. Den lyse hingst åbner da munden, og besvarer de ord jeg før sagde. Et let smil er stadig på min mule, ikke provokerende, overhovedet, blot mildt og let.,,så beklager jeg, at jeg dragede en konklusion du allerede havde draget, lyse skov vandre”
Besvarer jeg ham da derefter, og nikker ganske svagt, med nakken blidt knejst op. Han træder da frem, og og ligner en der er klar til at sætte af sted i trav, og forsvinde fra mig og mit selskab. Men noget stopper ham pludselig, og det er tydeligt for mig at der nu kommer et spørgsmål. Og ganske rigtigt. Da spørgsmålet er stillet, tænker jeg kort over svaret jeg nu skal komme med.

,,Skov vandrer, den stemme du har hørt, hørte jeg ligeså. Men jeg kan ej give dig et specifikt svar på, hvem stemme tilhører. Men en højere magt må det være, siden det ganske vidst er en stemme der kommer ud af det blå, og når vi mindst har ventet det. Stemmen bød mig velkommen, ligesom den nok har gjort ved mig. Men ingen har set kroppen til den stemme, og jeg må derfor være dig et svar skyldig, til trods for at jeg længe har vandret i dette land. Men du nævner at der kan gå længe før du støder på andre – der tror jeg du tager fejl. Landet Andromeda, rummer mange sjæle, og hvis du blot ønsker det, og ej følger skovens tætte træer, så vil du hurtigt møde flere”

Siger jeg så afsluttende, med den blide og altid varme stemme, der er lys og let. Ja, en hoppe stemme, men stadig med mit helt eget præg på den.

Sage of Zoran

Sage betragtede hoppen længe. Det lod til at de begge have givet hinanden sit eget navn. Han var lyse skovvandrer, og hun var den røde hoppe. Det var ikke for at være ond, at han lige præcis havde valgt at kalde hende det, i stedet for hendes navn, nu når hun allerede havde præsenteret sig for ham. Han brød sig bare ikke om at kalde hestene ved deres rigtige navn, medmindre han havde fået lavet en forbindelse på en eller anden måde, til dem. Og som det var lige nu, havde hun stadig ’Røde hoppe’ navnet på sig. Han nikkede blot roligt til det hoppen svarede. En slags accept. Han havde intet at sige til det, intet svar at komme med, og derfor måtte den lydløse handling være nok for nu.

Han bed tænderne let sammen. Han kunne bedst lide at gøre ting selv, og derfor også at finde ud af sådanne ting selv. Det var som et slags puzzlespil for ham, og det var ren hjernegymnastisk – Men ikke på nogen dårlig måde, nej han elskede at udforske sådanne ting. Så han kunne bruge hovedet, og ikke bare lallede rundt, helt tomhjernet. Hun skulle ikke bruge lang tid på sit svar, det kunne han tydeligt aflæse, og han brummede kort over svaret, før han trådte et skridt tilbage. Han var kommet lige lovlig tæt på hoppen, og selvom han kunne lugte brunsten i luften, holdte han sig på en sikker afstand. Han skulle ikke i berøring med hoppen, på noget tidspunkt. ”Det kan meget vel være sandt, røde hoppe. Du har også tænkt over det, hører jeg?” han havde lagt sine spydigheder på køl. Han havde ikke brug for at sige noget provokerende til hoppen i dette sekund, hvor de bare snakkede ligeså fredeligt. Dog var hans blik stadig en smule afvisende, og hans ører var stadig lagt markeret tilbage. Ikke helt nede i nakken, men klart afvisende. At han så skulle møde flere, det havde han svært at tro på. Men hun lød til at have styr på det. ”Nu må du forstå mig ret røde hoppe, jeg tror dig, og lad os nu sige at jeg på et tidspunkt finder ud af denne skov. Så er det ikke fordi at vi alle lever klods op af hinanden, og opretholder sådan en facade, overfor alle nye der kommer hertil, at vi har det ih så dejligt, når alle ved at det ikke forholder sig sådan som strejfer? Hvis han skulle være en strejfer, så skulle det også gøres ordentligt. Ikke noget med sådan en ’fri’ flok. Det ville han slet ikke holde til, på nuværende tidspunkt. Ellers måtte han drage videre. Han lagde hovedet på skrå, og kiggede granskende på hoppen.

Den lyse hingst, er stadig fremmede for mig, og det vil han nok være i et godt stykke tid, alt afhængig af hvornår vores veje atter støder sammen, hvilket jeg da håber at de vil gøre igen. Han svarer ej på det jeg i første omgang siger, men til gengæld er hans stilhed nok for mig, samt hans nik. En accept af det jeg siger, og det er ganske vidst nok for mig. Jeg behøver ikke altid ord, for handlinger kan ofte sige mere end ordene kan, i sig selv.
Det virker som om, at den lyse hingst, ikke helt kan beslutte sig for hvad han ønsker. Om han vil blive i mit selskab, lytte og snakke. Eller om han vil af sted på egen hånd, ud og se Andromeda som den sande strejfer han er – hvilket vi alle er i dette land. Jeg har i hvert fald ikke hørt om nogle flokke, hvilket jeg som sådan egentlig undre mig en anelse over. Måske er der bare ikke nok hingste, der er stærke nok, eller populære nok, til at opstarte en sådan flok, hvor et stort ansvar også medfølger?
,,Jeg har tænkt over det, meget. Men jeg må sande, at jeg måske aldrig får et svar på mine tanker, og dette er jeg efterhånden ved at have accepteret. Men det tog tid”
Nikker ganske let efterfølgende, for ligesom at understrege det. Han træder et skridt tilbage, for at øge afstanden mellem os, og jeg har ikke i sinde at træde ham nærmere, for det ønsker han ikke.

Men dog virker det til, at han har valgt at lægge sin spydighed en smule på hylden, og i stedet tale med mig. Måske har han fundet ud af, at jeg alligevel ikke er så slem at være i selskab med? Hvem ved. Da han atter taler, lytter jeg ganske intenst til det han siger.
,,Der er ikke nogen facader i dette land. Ikke nogle jeg har oplevet i hvert fald. Der er plads til de fleste, men på trods af dette, er landet ikke i dyb harmoni. Her er ingen facade med, at alle kan lide alle, for det er ikke sådan det forholder sig. Her er mange stærke personligheder, og jeg er stødt på nogle af dem. Nogle af møderne har for mig, ikke været lige sjove altid. Og det er da også lykkedes mig at opleve min første kamp, hvor jeg selv var indblandet. Så nej, en facade for nye, er der ikke at finde, ifølge mig”
Besvarer jeg ham så, og håber at dette var svar nok på hans spørgsmål.

Sage of Zoran

Hoppen fremstod meget mild overfor ham, og han vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere det. Han var bedre tjent med personligheder, der blot blev skræmt af hans til tider skarpe kommentarer, og den måde han fremstod. Typen man ikke stod til ansvar til. Han blev altid forvirret i sådanne selskab, som nu var med den røde hoppe. Eller Armonia, som hendes sande navn var. Hans blik gled hen over hende, og hans øjne kneb kort sammen. ”Nej, det ville være risikabelt at mene man vidste man kunne svare livets mange gåder. Men er det ikke det filosofi er for til? Så vi selv kan komme med vores egne løsninger, og selv kan finde finde ud af det i vores eget tempo, uden der er noget rigtigt eller forkert? Nej. Det skal absolut over analyseres af såkaldte eksperter. Jeg er træt af at få pillet ved mine tanker, og få frataget min frie vilje” han fnøs kort. Måske skulle han bare lade det med den mystiske stemme ligge. Det var en hemmelighed, kun stemmen vidste – og sådan skulle det fortsat forblive. Denne hoppe der ellers havde været i landet længe, vidste det heller ikke. Det var der en grund til, det var han sikker på. Han kiggede stadig på den frie passage, til at gå igennem og ud i den stille skov. Men han ville ikke gå, uden at høre hendes syn på tingene. Hans ører forblev på deres plads, urokkelige. Han nikkede så, "På det punkt er jeg lettet. Jeg er ikke en stor fan af sådanne arrangementer" brummede han. En strejfer, er en strejfer, vil man have beskyttelse, må man enten få en allieret, eller en rigtig flok. En flok holdte ikke altid et løfte om at de ville hjælpe alle. Det vidste han alt om, derfor havde, strejfer livet været at foretrække, i hvert fald for Sage – Man sørgede for sig selv, men havde til gengæld kun sig selv som selvskab.. Han lagde mærke til at hun sagde, hun selv havde været med i en kamp. Det virkede en anelse underligt for ham, men han skulle ikke være den til at dømme. En kamp, var en kamp. Der kunne være så mange grunde til at hun var blevet indblandet.

Han virker stadig ikke voldsomt begejstret for at være i mit selskab. Han slapper i hvert fald ikke af sammen med mig. Men det bebrejder jeg ham ikke; men jeg vil da forsøge at gøre dette møde så godt som muligt, for ham, så han ej går herfra med en følelse af skuffelse eller nederlag. Men jeg vil dog ej ændre på, hvem jeg er, for at han skal føle sig tilpas. Jeg kan tilpasse mig hans grænser og ønsker, men jeg vil aldrig ændre mig selv for evigt. Mit blik hviler roligt på ham, idet han fremsiger nogle ting igen. Jo, han er en herre af egne ord og mening, og dette ser jeg altid som et stort plus. Dem der blot taler andre for munden, er ofte ikke selvstændige, og mere nervøst anlagt. Det er denne lyse skov vandrer ikke.

,,Filosofi er til for, at vi alle kan filosoferer, det er ganske rigtigt. Men det du siger, med at få frataget din frie vilje.. Det er jo noget, du selv er herre over, lyse skov vandrer. Du vælger altid selv din vej, og hvem der skal være din herre. Ønsker du ingen herre, så lad ingen blive din herrer, men i stedet en ligemand.”

Besvarer jeg ham så, med hovedet blidt hældt på skrå, jeg ved ikke om han kan følge mig, men jeg har nu svaret som jeg kunne, og som jeg følte for. Herefter, er det op til herren foran mig, at vurdere om svaret kan bruges til noget. For det er ej en selvfølge at han kan bruge dette udsagn til noget, blot fordi jeg kunne bruge det til noget, da min moder fortalte mig det. Det sidste han tilføjer, til området og facaderne, besvarer jeg ikke. Blot giver jeg ham et mildt og simpelt nik, for at vise at jeg skam har hørt ham, og at han derfor ikke taler for døve eller ligeglade øre, for det gør han bestemt ikke. Han spørger ikke ind til min slåskamp, men at dømme ud fra hans tænkende mime, vælger jeg at sige noget om kampens hede.

,,Det kom bag på mig, da den ravnsorte hingst angreb mig, uden synelig grund. Men han må have følt sig presset eller irritabel. Pludselig angreb han blot, og jeg indrømmer gerne, at kampe aldrig er noget jeg har brudt mig om. Dette var min første af slagsen, så teknisk var det ikke. Men vi gik derfra, begge to, og har mødtes siden, uden at det samme skete. Så hvad der trickede ham, det kan jeg ej vide..” Vælger jeg så afsluttende at sige, med et svagt og mildt smil.

Sage of Zoran

Han stod roligt, afmålt, og kiggede på hoppen. Hans blik var fortsat køligt – tillod hende ikke til at tro, at han muligvis var ved at bløde op, for det var han ikke. Stadig ikke. Han ledte efter ændringer i hoppens kropssprog, som muligvis kunne medføre at hun skulle til at rykke tættere på, eller bare sige noget mere. Mørket var begyndt at falde på, og kastede dunkle skygger i skoven. Det gjorde ham ikke noget. Der kom blot flere steder at gemme sig, og være alene. Men han måtte indrømme at hoppens svar var originale, og det nød han. For en gang skyld en med sine egne meninger. Han lyttede opmærksomt på det hoppen havde at sige, og han gav et nik fra sig. ”Røde hoppe, der må jeg nok give dig ret. For mig, tog det noget tid at indse. Men, jeg må tilføje, Armonia. Der er så mange, der prøver at underkue én. Så mange, man vil møde på sin vej, og det kan ikke undgås. Og jeg synes det er så trist, at man ikke kan leve sit frie liv, uden nogle ondsindede indblandinger. Fordi de tror de har svaret på alt.” Det var ikke fordi at man kunne se følelser i hans øjne, eller kropssprog. Nej, han var ganske rolig, og han talte i et behersket kropssprog. Når det så var sagt, kunne man også høre på ham, at han havde en stærk mening om emnet.

Han lod blikket glide hen over hoppen, endnu engang. Han gav et nik fra sig. Han ville ikke spørge hende, hvad det var for en ravnsort hingst. Han ville ikke bede hende om at hænge andre ud. Sage ville formentlig falde over ham på et tidspunkt. Og der ville han selv kunne mærke, om det bare var hingstens rutine at gå til angreb på første møde, eller ej. Han ville heller ikke prøve at trøste hende, for sådan var strejferlivet blot. ”Fanget i krydsilden af en hest, med sine egne grunde, der lader dem gå ud over den første og den bedste. Det er ikke en sjældenhed, selvom man nogle gange ville ønske det var..” brummede han, med et kort nik. Hans blik udstrålede ikke meget interesse. Som var det bare en hverdags ting, som han udmærket selv havde prøvet.

Jeg er aldrig ude på, at skulle presse andre ind i mit selskab, eller presse dem ud i situationer, hvor de ikke befinder sig godt i dem. Og denne hingst, denne lyse skov vandrer, er ingen undtagelse i dette. Jeg ønsker skam heller ikke at presse ham på nogen måde, og hans afmålthed gør også, at jeg blot bliver stående lige her, her i denne afstand, og med det stadig afslappede kropssprog jeg nu ejer. Jeg er ikke ude på noget; og det har jeg heller aldrig været. Da han atter taler, ser han sig ikke sur på min udtalelse, hvilket andre kunne have gjort. I stedet er han enig, hvilket jeg da er ganske glad for.

,,Det giver jeg dig ganske ret i, lyse skov vandre. Mange vil forsøge at smide deres mening til os, og skabe en anden mening i os, fordi de mener deres er bedst – men så handler det igen om, at bibevare sin egen mening og holdning, og ikke give afkald på den, uanset hvilken situation vi så end havner i. Trods underkuelse og muskler der er foran mig, vil jeg aldrig lade nogen skabe mig en ny mening, og tage min egen fra mig. For det er min, og den skal ikke ændres pga. andre, der forsøger at være højere end jeg selv”

Besvarer jeg ham med et roligt smil på læberne. Hans blik lander igen på mig, da han vælger at besvarer den kamp, jeg lige har fortalt ham om. Og jeg er skam enig med ham, men jeg kender dog ikke voldsomt meget til det.
,,Det er desværre sådan nogle ter sig, ja. Men strejferlivet er således, fordi vi netop er på egne hove, medmindre vi finder en der er vores ’makker’ eller blot en nær ven at støtte sig op af, og selv støtte” Brummer jeg mildt, inden jeg roligt lader blikket falde hos ham igen, men dog ikke i øjnene, da jeg ikke ved om han ønsker dette..

Sage of Zoran

Hoppens umiddelbare simple og rolige fremtoning, fik det til at slappe af i hingsten. Hans muskler var ikke nær så spændte. Nu var det stadig kun ørerne og blikket der kunne fremstå som noget dårligt. Hans blik gled hen over hoppen endnu engang. Det så ikke ud til at hendes krop bar af nogle synlige ar, kun skinnende glat pels. Han skævede lidt til hende. Han kunne lige forestille sig, hun var en rigtig fredsmægler. En der sjældent kom i konflikt og altid hjalp andre. Men hun lod til at have bare en smule ryggrad. Men sådan han lige havde analyseret.. sådan virkede hendes væremåde blot – og det dømte han fra hendes kropssprog i den tid de havde stået der. ”Det har du fuldstændig ret i røde hoppe. Føler man at ens holdninger er værd at holde fast på, så er det klart man skal holde fast i dem, selvfølgelig” Ikke sagt at man sagtens kunne ændre mening hvis vedkommende virkelig fremlagde nogle gode argumenter som var så stærke, at de kunne få en til at skifte mening. Det var virkelig svært, men blot at høre på hinandens meninger, så var man allerede et stykke længere. Han nikkede kort til det hun sagde. ”Ja.. Det er jo så noget man vælger, hvis man kan fungere sådan” brummede han, og skævede til hende. Han skridtede fremad imens han holdt blikket på hende. Overvejende, og idet han passerede hende, slog han et kast med hoved, som tegn på at hun godt måtte gøre ham med selskab på hans tur. Efter deres samtale, syntes han det ville være uhøfligt at lade vær’ – Især nu når de begge havde deltaget aktivt i deres samtale med deres meninger.

Han virker ikke længere helt så skeptisk over for det selskab jeg har at byde ham. Men dermed ikke sagt, at jeg har ret. Måske er paraderne der stadig, men blot knapt så synlige? Jeg kan ikke vide det, men jeg har nu heller ikke i sinde at spørge, eller træde ham tættere for at finde ud af det. Nej, jeg vil lade ham bestemme tempoet, og det passer mig egentlig ganske fint, så længe han ikke betræder eller træder over mine egne grænser og personlige sfære; men de grænser jeg ejer, er dog små og ganske bøjelige og smidige, i de flestes selskaber. Men aldeles ikke i alles dog. Mit blik hviler imod ham, roligt, mens han atter taler. Efter lidt stilhed, besvarer jeg ham derefter.

,,Man skal altid lytte til andres meninger, som du selv lige, lyse skov vandrer. For er argumenterne på plads, kan ens egen holdning til tider modbevises; dermed ikke sagt, at man altid når til enighed”

Et smil falder igen over min mule, efter jeg har svaret ham. For mig, handler det ikke om at opnå enighed imellem os alle, og alle fremmede, men om at opnå en vis form for respekt for hinandens holdninger; en balance, såvel som en form for harmoni. Da han svarer på det sidste, kan jeg ikke tilføje noget; men i stedet træder han forbi mig, og bevæger sig af sted langs den brede sti. Men han forlader mig dog ikke, men indbyder mig til at træde med ham. Jeg vender da omkring, og skridter efter hans veje, da jeg ikke ser grund til at slutte mødet, før han selv ønsker det. Hans selskab er for mig, ganske fint. Jeg holder mig skråt bag ham, ej som en hvalsende hundehvalp, men blot fordi jeg ikke vil træde til hans side, og dermed måske presse ham til en smule tættere kontakt. Derfor, holder jeg mig her.

Sage of Zoran

Hans kraftige, men ædle hoved nikkede. Det havde denne røde hoppe ret i. Men han følte ikke at der lå mere i det, at han behøvede at svare på det. Så som sagt, gav han bare et nik fra sig, som et signal på at han havde hørt hende. Han skævede tilbage til hende, idet hun gik skråt bag ham. Han kneb øjnene sammen et kort øjeblik, før han rettede blikket ligeud, og løftede hovedet lidt, så den tykke sorte man vuggede med i bevægelsen. ”Mit navn er Sage of Zoran” han skævede endnu engang tilbage til hoppen. Som altid var hans navn udtalt roligt med en kraftfuld accent. Han følte godt han kunne fortælle sit navn til hende. Hun havde trods alt ikke gjort noget forkert endnu. Han brummede kort. Han var tryggere ved at hun gik ved hans side, og ikke bag ham, og derfor trådte han sidelæns ud i græsset for at signalere hun godt måtte komme op ved hans side. Hun havde været meget påpasselig med ikke at overtræde hans grænser, og derfor accepterede han hende også. Ellers ville han ikke have fortalt hende sit navn. Det handlede alt sammen om handlinger og ord når man var i hans selskab. Han så ligeud igen mens han lyttede og så efter dyr. Men han havde stadig et øre rettet mod Armonia. For opmærksom var han på hende, stadigvæk. Han kunne høre nogle dyr. De var sikkert ude og jage efter intetanende fugle eller egern. Han prustede roligt.