Do I dare? Yeah.. let's do it.

Sage of Zoran

Hans kraftige, men ædle hoved nikkede. Det havde denne røde hoppe ret i. Men han følte ikke at der lå mere i det, at han behøvede at svare på det. Så som sagt, gav han bare et nik fra sig, som et signal på at han havde hørt hende. Han skævede tilbage til hende, idet hun gik skråt bag ham. Han kneb øjnene sammen et kort øjeblik, før han rettede blikket ligeud, og løftede hovedet lidt, så den tykke sorte man vuggede med i bevægelsen. ”Mit navn er Sage of Zoran” han skævede endnu engang tilbage til hoppen. Som altid var hans navn udtalt roligt med en kraftfuld accent. Han følte godt han kunne fortælle sit navn til hende. Hun havde trods alt ikke gjort noget forkert endnu. Han brummede kort. Han var tryggere ved at hun gik ved hans side, og ikke bag ham, og derfor trådte han sidelæns ud i græsset for at signalere hun godt måtte komme op ved hans side. Hun havde været meget påpasselig med ikke at overtræde hans grænser, og derfor accepterede han hende også. Ellers ville han ikke have fortalt hende sit navn. Det handlede alt sammen om handlinger og ord når man var i hans selskab. Han så ligeud igen mens han lyttede og så efter dyr. Men han havde stadig et øre rettet mod Armonia. For opmærksom var han på hende, stadigvæk. Han kunne høre nogle dyr. De var sikkert ude og jage efter intetanende fugle eller egern. Han prustede roligt.

Mine ben bevæger sig af sted, med fjerlette bevægelser. Bevægelser, jeg altid har bevæget mig i, for jeg ønsker at kærtegne den jord vi bevæger os på. Sørge for, at den ikke pludselig forsvinder under os, fordi for mange skabninger har glemt, hvor meget den giver os; vores liv. Er denne jord her ikke, er vi her heller ikke, men det tænker de færreste over, og det bebrejder jeg dem nu heller ikke. Mit blik viger imod ham, da han siger hans navn – jeg håbede han ville, men jeg havde også en fornemmelse af før, at jeg ikke skulle spørge ham, men blot vente. Og det har jeg hermed gjort. Sage of Zoran, den lyse skovvandrer, det vil jeg huske. Et nik og smil glider fra mig, for at vise at jeg har hørt ham. ,,Sage of Zoran, det vil jeg da huske så” Smiler jeg mildt. Da han tripper sidelæns, opfatter jeg godt invitationen til at træde op til hans side i stedet. I en let bevægelse slår jeg frem i en trippende og fjerblød trav, indtil jeg når hans side, hvor jeg der sætter ned til skridt igen, så vi kan følges side om side, som ligemænd, og ikke som hersker og følger. Ikke at vi før gjorde det, men nu er det symboliseret bedre, ved at vi går side om side i stedet. ,,Er der noget du ønsker at se, eller vil du blot gå, hvor dine hove bærer dig hen?” Spørger jeg ham så. Jeg har været her længe, og kender områderne ganske godt – jeg kan vise ham hvad han søger, hvis det da er til at finde, eller jeg ved hvor det er.

Sage of Zoran

Hans blik gled ned på hendes ben, som elegant strøg over jorden, og kun ganske let trådte ned på jorden. Han prustede kort, og rettede blikket tænksomt ligeud igen. Hendes bevægelser var ganske lette. Som en slags hyldest til hendes spinkle krop. Men det passede skam også sammen. Hans egne skridt var let rytmiske. Og man kunne sagtens se det spanske blod der løb i hans årer. Han trådte ikke nær så let og blidt som Armonia. Ikke fordi han så klodset ud af den grund, han gik bare anderledes – trådte mere direkte ned. Hans ører rettede sig et kort sekund fremad, da han fangede hendes blik, før han vendte dem bagud igen. Han nikkede dybt. Det var da altid noget at hun ville huske hans navn. Han trådte et enkelt skridt til siden så han kom ud på stien igen. Han opretholdte stadig plads mellem dem, men han ville gerne gå herude på stien. Så så det heller ikke ud som om han var bange for Armonia for forbipasserende heste hvis de altså ville møde nogle af dem – Sådan kunne det måske godt se ud, hvis han gik helt ude i buskadset og hun gik ved hans side. Han overvejede kort hvad han skulle svare, da hun spurgte hvor han ville hen. ”Der er skam ikke noget særligt jeg har lyst til at se, røde hoppe. Har du nogen indvendinger? Nogle steder du syntes jeg bør se?” brummede han. Han spurgte hende rent faktisk hvilket han normalt ikke gjorde. Men nu havde han heller ikke haft så mange chancer til det, taget i betragtning af at han ikke havde snakket så længe med en hest i flere år.

Han havde på fornemmelsen at hun kendte mange steder her i landet, og derfor var den helt rigtige at spørge.

De røde øre vipper ganske stille omkring, lyttende til de omgivelser vi bevæger os i. Jeg kender denne ø ud og ind, da det er her jeg betragter det hele som mit hjem. Selvfølgelig er Andromeda i sin store helhed mit hjem, men jeg har en foretrukken ø; nemlig denne ø, Chibale, hvor træerne dominerer og breder sig ud i stor mangfoldighed. Mit blik viger over til ham, betragtende imod hans rytmiske og direkte bevægelser. En flot rytmisk gang, det må jeg indrømme. Et smil falder naturligt over mine læber, uden nogen egentlig grund, andet end jeg blot er smilende og mild af natur. Da han træder væk fra buskadset og ud på stien til mig, mindskes afstanden mellem om, blot en smule. Men han virker som om, at det er okay for ham, og derfor vælger jeg ikke at flytte mig, men blot stadig følges side om side. Han taler nu; og jeg lytter dermed intenst.

,,Der er mange ting, jeg gerne vil vise dig, Sage of Zoran, men det vil kræve længere tid end som så. Her er flere øer end denne, og du burde have et indblik i dem alle; men det er jeg os sikker på du får, enten på egne ben eller med andre. Men på denne ø, vil jeg gerne vise dig det sted, jeg betragter som mit hjem. Et sted jeg holder ganske meget af, og et sted som andre ikke bevæger sig så ofte ind på. Det er ikke mit sted, det er jeg klar over; men det er der jeg hører hjemme. Det er ydmygt, og måske ikke af meget, i andres øjne. Men jeg vil selv lade dig bedømme det”

Besvarer jeg ham så med et mildt nik, inden jeg knejser blidt op i nakken, og drejer til siden ned af en anden sti. Den vil snart blive smallere, men der vil stadig kunne gå to side om side, blot tættere. Ønsker han ikke det, er muligheden at gå lidt bagved i stedet.

Sage of Zoran

Han skævede nu og da til hoppen ved hans side. Men også til afstanden i mellem dem, som han hele tiden sørgede for var en tilpas længde. Han lyttede opmærksomt på hende eftersom han godt vidste hun ville have et godt svar til det. Hans øjne kneb tænksomt sammen, idet hun snakkede. Og til sidst gav han et nik fra sig. ”Det lyder ganske lovende Armonia. Det glæder jeg mig til at se” sagde han. Han var forundret over at hun ville vise ham det sted, hvor hun følte sig hjemme. At det betød noget for hende. Det var ganske mærkværdigt for ham, at hoppen ville åbne sig sådan op for ham. For hvis han skulle være ærlig, så tvivlede han selv på om han kunne gøre noget lignende, lige gyldigt hvem det var. Men nu vidste han heller ikke om det blot var en procedure hun fulgte. At hun direkte var vant til at fortælle andre om stedet. At der så stadig ikke var mange der besøgte stedet. Ja der kunne grundene være mange. For han var jo ikke tankelæser. Han kunne kun gætte sig frem til det.
Han funderede sagte over hendes intuition med at vise ham stedet.

Han havde ingen ide om hvordan ’hendes’ sted ville se ud. Og han havde virkelig heller ingen ide om hvor hun ville føre ham hen. Han vidste bare at det betød noget for hende og han derfor nøje ville iagttage stedet. For at få endnu et indblik i hvordan hun var som person.

På den måde aflæste han også andres personligheder. Nogle gange bevidst, nogle gange ikke. En ting var sikkert. Hans hjerne kørte hele tiden på højtryk, også selvom han så ganske rolig og stille ud udefra.

Hans blik gled hen over stien der snart ville blive smallere. Han brummede kort. Nok kunne han gå ved siden af hende nu. Men der var også mere plads imellem dem end der ville være på den nye sti. Så han faldt langsomt tilbage. Stilfærdigt og roligt. Intet postyr eller læggen op til drama. Dette var blot endnu en af hans måder at sige på at han nok selv skulle rykke grænsen – Det kunne både være frem, men også tilbage. I dette tilfælde var det dog ikke på grund af en andens skyld. Dette skyldtes hvordan naturen havde vokset, og havde derfor ikke noget med andre at gøre.

Mine hove ved skam godt hvor de skal føre mig hen.. Hjem. Hjem til det sted, hvor min sjæl føler sig tryllebundet af at være, hen til det sted, hvor jeg hviler så inderligt i mig selv, og hvor mine drømme kan flyde frit. Drømme jeg også drømmer, selv i vågen tilstand. Billeder i mit hoved, der opstår i levende live, lige foran mig – selv i vågen tilstand. Ja, det er i sandhed det sted, hvor jeg føler at jeg hører hjemme, og hvor jeg føler at jeg kan være lige præcis som mit hjerte ønsker, uden at nogen ser sig skævt på mig. Jeg er altid mig selv; men der er jeg blot endnu mere mig selv. Mine øre vipper omkring, da han taler, inden jeg da nikker og smiler mildt til ham. Jeg kan ikke svare på det han siger, ikke ligenu.

,,Jeg håber, at du vil følge mig Sage of Zoran, men vi skal en anelse ind imellem træerne. Dog er der veje dertil, hvor træerne ikke er så tætte, og hvor det er muligt at træde igennem uden at grene knækkes og rammer os. Men hvis det bliver for besværligt, så sig da til”

Siger jeg så med den lette og milde tone, inden jeg drejer en smule til siden, og træder væk fra stien vi før fulgte. Der er ikke langt, men træerne kan genere ham, hvis han ikke følger den ”sti” jeg efterhånden har lavet mig dertil. Den er ikke voldsomt tydeligt, for dem der ikke ved hvor den er. Men jeg har let ved at følge den. Min krop snor sig imellem træerne, let som en fjer, med smidigheden i top. Jeg er vant til at gå her, det er tydeligt, og jeg må derfor minde mig selv om, at jeg har en ny sjæl med, som ej kender vejen; dermed sætter jeg farten en smule ned. Træerne er til at komme igennem, hvis han bare følger mig, for jeg har netop fundet en måde, at træde mellem træerne, hvor de ikke er for tætte og uigennemskuelige at komme gennem. Mit ene øre vipper hele tiden bagud, for at lytte til hans hovslag, om han er med?

Sage of Zoran

Hans blik gled over hende. Lige nu gik han nede ved hendes bagpart, skråt for hendes flanke i passende længde. Det var ikke fordi han ikke kunne lugte brunsten. Det kunne han sagtens. Den hang uundgåeligt i luften. Men det var bare ikke hans stil at hoppe op på enhver hoppe han mødte. Han havde heller ikke haft muligheden ofte. Men det var bare noget i hans hoved der sagde at det var forkert. Både hans tanker og faktisk også lidt hans hjerte, når han endelig gravede sådanne tanker frem. Personlighed som en gentleman.. eller noget. Så hvis hun på noget tidspunkt skulle tro han kunne finde på det, så ville han blive fornærmet – For sådan var han altså ikke. Hans ører rettedes endnu mere bagud ved tanken. Hun så ganske målrettet ud. Det var tydeligt at hun godt vidste hvor det var. Men det var jo også klart, hvis hun virkelig følte en så stærk forbindelse for stedet.

”Jeg skal nok følge med via den sti du følger, røde hoppe. Jeg stiller skam ikke store krav. Selv hvis der hang lavt hængende grene, så skulle jeg nok klare den.” sagde han roligt. Det var sandt. Selv hvis stien bestod af alt for tætte træer, så skulle han nok klare sig ud på den ene eller anden måde. Han skævede lidt rundt, mens hans ører også vippede rundt i takt med lydene.

Sage faldt langsomt tilbage, helt bag hende i en passende afstand fra hende, da stien blev langt smallere. Man kunne næsten ikke kalde det en sti. Mere noget nedtrådt græs og sårn. Men et svagt spor var der dog. Det var tydeligt at hun kendte vejen, Armonia. Hendes hove bar hende hurtigere end før, og han blev nødt til at sætte farten op selv. Træerne stod tæt på hinanden, og han måtte derfor sænke farten igen, før han kunne smyge sig ud og ind mellem træerne. Det var tydeligt at hoppen havde en toptrænet smidighed – Mere end hvad man kunne sige om ham. Men han kom da frem, bare ikke ligeså hurtigt. Det var som om at hun pludselig kom i tanke om at han stadig var med, for hun sænkede farten lidt. Han fulgte i hendes ’hovspor’, så det var også lettere at komme frem. Udenfor denne sti, stod træerne nemlig langt tættere. Han holdte sig lidt over 2 meter fra hende, men var stadig med. Absolut.

Min verden består ikke af ufatteligt mange ting. Men de ting den består af, er for mig ganske uvurderlige og ganske vigtige. Jeg taler ikke om at jeg bor i en lille verden; nej, for jeg bor i Andromeda. Men jeg taler om ”min” verden, den verden jeg har, når jeg er her, her i skoven på vej imod det jeg betragter som mit hjem. Det sted, jeg nu skal vise Sage, for at vise ham hvilken fortryllende skønhed der eksisterer i dette land. Jeg bevæger mig af sted med feminine og smidige skridt, af sted igennem træernes klamren og stikkende grene. Men jeg fører mig selv og Sage udenom, så godt som muligt. Jeg besvarer ej det han siger; for i det næste nu, ankommer vi til mit hjem..

Mine røde øre vippes helt frem, og jeg træder ind i den lille lysning der findes imellem alle de tætte træer. Et lille vandløb rinder igennem åbningen, og spiller en fortryllende og afslappende melodi. Overalt i det høje græs, stikker der små og fine blomster op, som pryder åbningen med farver og bevægelser. Et enkelt træ skiller sig ganske meget ud fra det andre, nemlig et piletræ, hvis lange og bløde grene hænger flot ned fra træet krone. Det står nær vandløbet, måske 3 meter derfra, og det er under dette træ, jeg plejer at sove. Men hele denne åbning, som ikke er voldsomt stor, men alligevel heller ikke lille, er det jeg betragter som mit hjem. Jeg har aldrig oplevet andre bevæge sig herind, og ej heller lugtet det; men jeg kan jo tage fejl.

,,Velkommen Sage of Zoran, til det jeg kalder for mit hjem” Ser bagud på ham, med et smil på læberne, behageligt og roligt. Ja, nu er jeg hjemme.

Sage of Zoran

Han fortsatte roligt efter denne milde hoppe kaldt Armonia. Hun snoede sig fortsat smidigt I mellem træerne, og selvom han prøvede at efterligne så så det bare ikke lige så ubesværet som hende. Han brummede kort og skævede rundt til skyggerne som træerne kastede fra sig. Der gik kun lidt tid, før han og den røde hoppe trådte ind i den lille lysning. Et kort sekund, tænkte han tilbage på sin oplevelse inden porten manifesterede sig frem foran ham, og reddede hans liv. Men det var der skam ikke grund til, nej dette sted var uden sammenligning, og han forstod godt hoppens begejstring overfor dette sted. Der var en fantastisk atmosfære. Vandløbet afgav også en harmonisk, næsten syngende lyd der virkede ufattelig afslappende.

Måske havde hun bare været ydmyg, da hun sagde at det ikke så ud af meget, men det syntes han. Efter hendes sætning, kom han med et forsigtigt prust han havde holdt inde. Han stod et kort øjeblik. Lod blikket glide hen over det smukke sted igen. Han skridtede roligt op til hendes side. Stadig ikke tæt, stadig i en passende længde. Han nikkede dybt til hoppen mens han skævede til hende. Så så han ligeud igen, ”Jeg forstår skam godt at du holder af dette sted, Armonia. Det er meget smukt” brummede han ganske roligt. Han kunne godt sige noget sødt. Det var bare ikke så tit det skete. Han var mere til noget ikke verbalt såsom et nik.

Han skævede roligt til hoppen. Hendes udstråling fik ham automatisk til at slappe af, og han vidste ikke helt hvad han skulle syntes om det. Det fik hans sanser til at sløves. Han brummede kort og rystede sin muskuløse hals, stadig skævende til Armonia.

Hvad denne hings vil synes om stedet, det kan jeg ikke vide. Men jeg kan heller ikke danne indtrykket for ham; det skal han selv gøre. Netop af denne grund, valgte jeg også at præsentere stedet som noget ikke særlig specielt, for ikke at danne billeder i hans indre, og dermed male en forestilling i hans hoved, som stedet måske ikke er.Men for mig, er det meget specielt. Unikt og smukt; mit hjem. Han træder op langs min side, stadig med afstand til mig, og dette respekterer jeg fuldt ud. Jeg ønsker ikke at presse ham ud i en situation han ikke selv synes om, for det er der skam ingen grund til – derfor flytter jeg mig heller ikke, men lader blot ham bestemme afstanden mellem os, så han så vidt mulig kan føle sig nogenlunde okay i mit selskab; forhåbentligt.

Mine øre vipper ganske stille omkring, idet han ser ud til at betragte stedet. Kort tid efter høres hans stemme. Smukt, det synes han at her er. Og det er jeg ganske glad for!

,,Det er et sted jeg har hold til, næsten siden jeg ankom til dette land. For mig, er det her jeg hører helt til. Nok er landet mit hjem og der jeg vandrer, men her.. her i denne lysning, der føler jeg mig helt hjemme, og her har jeg rum til blot at være den jeg er. Synge hen i tanker og illusioner, uden at nogen eller noget kan dømme mig.”

Et let smil breder sig over min mule, svagt og måske tænkende. Mit blik skæves nu hen til ham, fordi jeg kan mærke hans blik er hos mig. Måske han vil sige mig noget? Jeg ved det ikke, men min opmærksomhed ligger i givet fald på ham nu. Det har den dog gjort hele tiden, blot ikke med blikket, men med alle de andre sanser.

Sage of Zoran

Hans blik hvilede fortsat på hende. Ikke anstrengt på nogen made, det hviler bare let på hende, klar til at se videre på noget andet. Han lyttede opmærksomt på hendes ord. Han nikkede en enkelt gang. Han forstod hende skam godt, var det ikke også sådan han ville have det? Et personligt frirum så han kunne tænke uden forstyrrelser og indblandinger? Godt nok havde han ikke fundet en perle som dette sted endnu, men en dag.. Han havde på fornemmelsen at dette sted var et han blev. Måske ikke hele hans liv, men for nu. Ellers ville han bare tage en dag af gangen. Han manglede stadig at se en del.

Hvis man da overhovedet kunne stille det op på den måde. Hvad manglede han? Han havde spildt 4 år af sit liv på at strejfe, og før det 2 år i en flok han dybest set ikke gad være i. Hvad var meningen overhovedet med dette liv? Ja, han kunne vandre rundt og få set en masse. Men var det det han ville med sit liv? Stå på sidelinjen? Han var ikke sikker og han var heller ikke sikker på hvor han ville hen med disse tanker.

For han havde ikke lyst til at stole på nogen, så hvorfor have nogen i sit liv? Det hele var lige meget. Han vidste bare at han på nuværende tidspunkt var i sådan en ro, at der skulle gå meget galt før han gad bruge kræfter på spydigheder. I mellemtiden, hvor hans tanker var fløjet rundt i hans hoved, havde han kigget over på søen med blikket let sænket. Han brummede kort. Usikker på om han ville spørge hende mere ind til stedet eller om han fortsat ville lade det være op til Armonia at føre samtalen.

Han sagde ikke noget. Om hun ville stemple ham for ikke at tale meget, det måtte hun selv afgøre. Han havde ganske enkelt intet at sige. Han havde givet hende et nik, som svar på at han havde hørt hendes ord og forstået hende. At han ikke svarede hende, havde intet at gøre med at han ikke ønskede hendes selskab.

Den store hingst der fortsat står ved min side, er mig stadig ukendt. Men ikke fremmed. Han er langsomt blevet til en bekendt.
Mit blik viger ganske let henover det sted, der i mine øjne og i mit hjerte, er mit hjem. Ikke at jeg ej vil dele det med andre, for det kan jeg skam godt. jeg kan jo ej kræve, at dette helt og holdent er mit sted, og at ingen andre må betræde græsset der er under mine hove, såvel om Sages nu.

Knejser blidt op i den rødbrune nakke, inden jeg svagt kaster hovedet blidt op i luften, og slår frem i en taktfast men blidt trav, med hove der stadig kærtegner jorden under mig, som kunne den gå i stykker. kaster blidt hovedet op af igen, inden jeg sænker det en smule ned, og nipper mig selv på bringen, mens jeg traver en rundte omkring mig selv, for derefter at stoppe nogle m. fra ham, med fronten imod ham, og ørene fremme. Næseborene er let udspilede, og sådan som jeg står nu, med udspilede næsebor, hovedet højt og ørene helt fremme med lysende øjne, ja, da skinner det igennem at jeg er ung af alder - men aldeles ikke af sind. Jeg ved ikke hvad han siger til min invitation om en fælles dans; bliver jeg afvist, vil jeg blot fortsætte min dans alene, uden at være skuffet eller føle mig afvist.

Sage of Zoran

Han ville ikke sige at dette sted kunne bruges som hans ‘gemmested’ for verden. Hans sted skulle være hans eget. Ikke kendt af andre. Og Armonia følte tydeligt en forbindelse med det her sted. Det magtede han ikke at bruge kræfter på at bryde. Han ville ikke engang overveje det.

Han kunne godt dele, men dette var en ting han skulle have for sig selv. Et sted hvor ingen andre også delte deres tanker. Men kunne han være bekendt at sige sådan? Armonia havde vist ham sit sted. Men hun var trods alt også lavet af et andet stof end ham. Forskellige personligheder.

Men hvordan skulle hans sted så være? Et mørkt og dystert sted? Eller fyldt med lys og blomster? Han vidste det ikke engang selv. Når han så det, ville han vide det. Hvor kliché agtigt det så end måtte lyde.

Hans blik gled roligt over hoppen, idet hun satte frem i trav. Han fulgte hende med øjnene, og prøvede på at analysere det. Hvad ville hun? Han gav et hingstet prust fra sig og kastede hovedet stolt tilbage, da hun stoppede op nogle få meter fra ham. De stod nu front til hinanden. Han kneb øjnene let sammen – skeptisk og overvejende. Brummende nikkede han med hovedet, før han løftede det igen – lagde det på skrå og afventede næste træk fra den røde hoppe.

Ville han deltage? Højest sandsynligt ikke. Men han havde givet hende hans accept – han ville se hvad hun ville gøre som det næste. For en ting han mente det var, at man kunne lære meget af andre gennem deres bevægelser. Der lå så meget bag. Hvorfor valgte hun det? Hvorfor gjorde hun ikke dét..

Men lige nu kunne han kun gætte sig til, hvad Armonias næste træk ville være.

[/size][/blockquote]

Vælger at afslutte denne tråd nu, da jeg kan se at den har kørt siden starten af Juli :-D Så årstiden har os ændret sig en del MEN! Jeg vil meget gerne starte en ny tråd, hvis dette har interesse (: