På opdagelse

Det var tydeligt at hoppen tænkte over det spørgsmål, som den skimlede havde stillet hende. Og alt imens hun tænkte over det, betragtede Altaïr hende. Der, tænkende, med lukkede øjne, ville det være en løgn at sige, at hun ikke var smuk; for hun var smuk. Han prustede fornøjet, da hun åbnede øjnene og så på ham igen, lige inden hun gav ham et svar, som han lyttede intenst til.

,,Men, melady, hvad nu hvis vi ikke kan se uendeligt? Hvad nu, hvis der er noget, der gemmer sig bag det sted, vi kan se til? Men, jeg kan godt fortælle dig, hvad jeg tror at der er deroppe. Jeg tror, at der er en energi, som deles af dem der er på jorden; og jeg tror, at der findes en verden for drømmene. Både en, hvor drømmene kan drømmes, men også en hvor de skabes.”

Sagde han dæmpet, inden han strøg hoppen over halsen. Ganske sensitivt, som altid, for denne hoppe var skam ingen undtagelse.

,,Men, melady, jeg spørger dig om noget andet nu. Hvad er dit bedste minde?”

Han spurgte indtil noget lidt anderledes, end han plejede, for at finde ud af mere om denne sjæl. Mere om hendes liv, fortid, på en måde som ikke var traditionel. Han rankede sig en smule op, inden han trådte lidt tættere på hende, og søgte hendes øjne. Hvad gemte hun på?

Hun kunne godt fornemme at hingsten stod og kiggede på hende imens hun tænkte. Hun smilte stille for sig selv ved tanken. Hun svarede hans brummen med hendes milde version af det.
Hun kiggede intenst på ham imens han snakkede. Hans snak om drømme forvirrede hende lidt, hun havde aldrig tænkt på det på den måde. Al hendes logik fortalte hende at drømme bare foregik inde i hovedet på en og ikke i en anden verden, men man kunne jo aldrig være sikker, så hun var åben overfor hans ideer.

"Jeg vil give dig ret i at vi ikke kan se uendeligt, men det er også en af grundene til at jeg tror på at det er uendeligt. At der er noget der gemmer sig er ikke utænkeligt, vi kan jo kun se så langt øjet rækker. Hvordan skal vi kunne dele den energi der muligvis er deroppe? Jeg har aldrig hørt om drømme på den måde, det er fascinerende at tænke på."

Idet han kom med hans andet spørgsmål kom der et lykkeligt skær i hendes øjne. Hun havde mange dårlige minder, men enkelte gode minder var så stærke at de enkelte gange kunne få hende på helt andre tanker.
Hun lukkede igen øjnene og tænkte tilbage på dengang, hvor hun havde været lykkelig.
Et smil dannede sig stille på hendes mule, og hun sukkede lykkeligt.
Stadig med lukkede øjne begyndte hun at beskrive det for ham.

"Mit bedste minde er samtidig mit lykkeligste minde. Jeg var ikke særlig gammel, måske 1 eller 2 år. Det var en lun sommer aften, jeg kan stadig se fluerne danse i solens skær og græsset bevæge sig blidt fra side til side i den milde vind. Jeg var ganske alene på engen, min flok var stadig inde i skoven, men jeg var løbet forud, kun for at opleve den fred der var på engen på det tidspunkt. Jeg havde aldrig set den så rolig og stille. Der skete ikke noget utroligt i de minutter, der var bare mig. Jeg kunne høre flokkens sagte rumlen i skoven. Bevidst om at jeg stadig var i trygge hænder. Jeg tror at det var med til at gøre dette minde mit bedste, viden om at jeg ikke var alene, jeg var tryg." Hun åbnede øjnene og så på ham inden hun fortsatte.

"Jeg har aldrig haft et bedre minde end dette, det er ikke storslået eller ekstraordinært. Men viden om at jeg engang havde det sådan har hjulpet mig igennem de hårde tider." Endnu engang smilte hun til ham.

Den skimlede hingst lyttede intenst til den røde hoppes ord. Hendes respons på hans oprindelige snak, om drømmende, valgte han at ignorere for nu, for det lod til at hun ikke helt forstod hans idéer om, at energien de hver især besad, var lånt oppefra og skulle afleveres tilbage engang. Og netop derfor mente han, at det nok ville være for tidligt at inddrage hende i den snak. Han brummede sagte og lyttede dermed til hendes ord omkring hendes minde. At være alene og tryg på samme tid, det løs som et godt minde. Og det lod til at hoppen her værtsatte det, at være i ét med naturen. Og samtidig værtsatte at nogen passede på hende. Det var en god kombination, mente den skimlede hingst og han lagde hovedet en anelse på skrå, inden han strøg hende forsigtigt over halsen. Han forblev tavs i nogen tid, imens han betragtede hende. Hun virkede ganske berørt at dette minde, som om hendes liv havde været fyldt med mange hårde tider, og dette simple minde var noget af det bedste. Han kneb sine øjne sammen, kort. Selvom hans liv heller ikke havde været storslået, eller andet, kunne han ikke helt forstå at det minde havde været hendes bedste, men det var såmænd heller ikke hans mening, om hendes minde, der gjorde sig gældende. Men det, der fascinerede ham, var den måde hun fortalte det på, sensitivt og hengivent. Hun var nok en hoppe, der netop holdt meget af de simple. Han smilede derefter og nikkede kort, for at vise hende at han havde hørt alle hendes ord, og derpå brummede han sigende. Nu havde han spurgt hende om så meget; så nu var det tid til, at hun kunne spørge ham, om lige, det hun ønskede. Og han ville da gøre sit bedste for at svare hende.

Lune stod i lidt tid og drømte sig stille tilbage til den aften. Hvor hun savnede det tider, hvor hun havde haft det så dejligt. Det var nu længe side, at hun havde følt sig så tryg og afslappet. Men det havde da hjulpet lidt, siden hun var kommet hertil. Og denne hingsts tilstedeværelse gjorde det da også bedre. Med ham i tankerne, blev hun vækket og bragt tilbage til deres samtale. Der var da egentlig nogle ting, hun godt ville have svar på. Men hun håbede da, at hun havde tid nok til at spørge om det. Hendes øjne søgte op mod hans.

"Hvor længe har du egentlig været i dette land?"

For hende lignede han en, der havde megen livserfaring. Men hun kunne jo aldrig vide sig sikker. Måske vidste han, hvor man skulle opholde sig og hvilke steder man helst burde undgå.

Den skimlede hingst betragtede sit røde selskab ganske intenst, mens hun stod og drømte lidt for sig selv; drømte sig tilbage til tider, hun ej længere var en del af. Selv drømte Altaïr sig tit væk fra den tid, han egentlig var i, men som regel var det aldrig tilbage, nej nærmere frem hvis man skulle beskrive det, så det passede i kronologi. Dog var det ikke det helt rigtige ord for det, som Altaïr gjorde når han drømte, men det var nok der, der var tættest på, hvis han skulle holde sig til ord, der ikke blev abstrakte. Han smilede let, da hoppens øjne søgte imod hans, og da de ramte, blev de modtaget af et smil fra den skimlede hingst.

,,Jeg har været i landet et godt stykke tid nu, melady. Jeg har oplevet starten af sommeren og så til nu.”

Sagde han med en galant tone; han yndede gerne at svare på spørgsmål, især sådan nogen som dette, som kun omhandlede hans fysiske færden, og ikke hans person som sådan. Han puffede derefter let imod den røde hoppe, der med sine fine nuancer, passede godt ind i området. Han trådte let omkring hende, med galante og rummelige skridt, inden han standsede ved hendes side igen.

,,Melady, hvordan har du det med fremtiden? Er det noget du tænker meget over, eller er det blot noget der ligger og venter i det ukendte?”

Spurgte han da, med omhug. Nogen levede nærmest efter at nå fremtiden, andre var ligeglade med den; men dette sagde, som så meget andet, meget om personen der svarede på spørgsmålet, og derfor stillede Altaïr netop dette, til denne røde hoppe - Vel vidende om, at han nok fik det smidt tilbage i hovedet igen.

Hun havde selv overvejet, hvor længe hun mon ville opholde sig i dette land eller om hun ganske enkelt bare ville blive her. Lune var jo ung og havde mange forskellige muligheder foran sig. Da denne grå hingst svarede hende, nikkede hun en enkelt gang som tegn på, at hun havde hørt ham. Så havde han da været der i noget tid. I hvert fald i nok tid til at vide, hvem man skulle undgå og hvem man godt kunne færdes med.

Hun gav ham et lidt undrende blik, da han puffede til hende og begyndte, at gå rundt om hende. Hun forstod ikke helt princippet med det. Var det bare fordi han var rastløs, eller havde det bare været noget han havde haft lyst til?

"Fremtiden. Den har jeg skam tænkt over, dog ikke til hver detalje. Men jeg har da planer, som forhåbentlig vil gå i opfyldelse engang. Dog er det gemt lidt væk, da jeg først vil se mig lidt omkring i dette nye land."

Hun lod halen slå roligt om sig, inden hun, ja ganske enkelt stillede ham det samme spørgsmål.

"Hvad med dig?"

Hendes ord fangede hans nysgerrighed, den skimlede Altaïr. Sjældent lod han muligheden for at lærer mere om fremmede gå fra sig, og hendes ord pirrede hans sind; nysgerrig kunne man nemt kalde ham, for han yndede gerne at spørge ind, hvis hans selskaber luftede muligheden for det. Dog var han af høfligt sind, og derfor holdte han sin nysgerrighed lidt tilbage, da hoppen, som han forventede, spurgte ham om det samme. Han smilede kort, inden han strøg hende over halsen, forsigtigt og sensitivt.

,,Melady, fremtiden for mig, er som en drøm. Jeg har set den mange gange, men hver gang jeg ser den, eller drømmer den, ændre den sig. Og måske fordi jeg så på den, eller drømte om den, skifter den retning. For mig er fremtiden uforudsigelig, men jeg har håb om hvordan den vil blive og hvad den vil indeholde. Men, melady, hvad håber du på, at din fremtid vil indeholde?”

Spurgte han med en åbenlys interesse. Han var ikke bange for at vise andre, at han fandt dem spændende eller fascinerende, nej, der var han ikke typen der skjulte sin ivrighed. Han brummede sagte til hoppen, inden han lod blikket glide op mod himlen over dem. Fremtiden, ja. Den var hans egen. Det var ikke fordi, at han ikke brød sig om den røde hoppe, at han ikke gav hende et mere konkret svar, men simpelt fordi det ikke lå til ham, at fortælle om sig selv og hans ønsker. Hans drømme derimod, fortalte han gerne om, og om hvordan man udlevede dem, men førend han ville drage denne hoppe ind i den samtale, måtte han finde ud af, hvor bred hendes fantasi egentlig var.

[Tråd afsluttet - out]