Just walking..

Sage of Zoran

Den skimlede hingst stod roligt og kiggede ud over steppen. Han brummede lavmælt for sig selv. Der var sket meget i løbet af den korte tid han havde været her, allerede. Han havde mødt flere heste, med kortere mellemrum, end hvad han ville møde derhjemme. Han vippede med ørerne ved tanken. Hjemme. Det var så underligt at tænke på. Dette her var hans nye hjem. Eller det ville han ikke kalde det, endnu. Men det var i hvert fald det nye sted hvor han spiste, sov og vandrede. Han stod foran en kæmpe klippesten, så han var i ly, hvis der skulle ske drastiske ændringer i vejret. Han nød at være ude og røre sine muskler igen. Han havde absolut ikke sluppet hændelsen, der var sket for ham, kort forinden porten havde manifisteret sig foran ham. På det tidspunkt havde det følt helt uvirkeligt at han nogensinde ville kunne gå normalt igen. Og nu, som en slags gave til hans nye chance, kunne han ikke lade vær’ med at blive glad over at føle sandet under sine hove, som dette landskab bar på. Lade hovene bære ham hen til sted, som de mente han burde besøge.

Han satte fremad i en jævn rytme. Hans hoved var sænket, og idet han gik, svingede hans lange man frem og tilbage i en rytmisk rytme. Hans pandelok var stadig flettet op, og hang ned fra hans øje. Hans ører lyttede intenst efter farlige lyde.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe med den særprægede, spraglede kropsfarve bevægede sig afsted i en flydende, elegant trav. Hendes fine, feminine bevægelser emmede af den sædvanlige energi, som altid befandt sig indeni hende, og som gjorde, at hun næsten altid var i gang. En flyvsk sjæl, ville de fleste nok kalde hende. Dette gjorde hende ikke det mindste, hvad andre mente om hende. De kendte hende ikke, og ville højest sandsynligt heller ikke komme til det. Alligevel elskede hun selskab, elskede især, hvis det var et selskab, der ejede samme energi som hende selv. Eller et selskab, hvor hun kunne frembringe denne energi. Za's mandelformede, mørke ører, der stod i kontrast til hendes ellers lyse farve, spidsedes opmærksomt, idet de flappede frem og tilbage i takt med hendes skridt, og årvågent opfangede de forskellige lyde omkring hende. Der var dog ganske tyst ligenu, som om mørket havde lagt et tæppe over landskabet. Et feminint prust lyder fra hoppens fløjsbløde mule, idet hun gør et kast med hovedet, og i sin smidige trav, danser sidelæns over engen. Let og nysgerrigt vejrer hun luften, og idet samme rammer en duft hende. En fremmed duft, som fortæller, at en fremmed sjæl er i nærheden. Øjeblikkeligt rettes hele hendes opmærksomhed mod det sted, hvor duften kommer fra. Med kontrollerede, målrettede skridt rettes hendes dans nu imod denne fremmede sjæl. Za vil dog ikke vade direkte mod denne fremmede, hvis denne ikke ønsker hendes selskab. Så da hendes øjne kan skimte udsnittet af en silhuet længere fremme i mærket, sænker hun farten en anelse, og giver et blidt brun fra sig, i en imødekommende og også spørgende tone. Må hun komme nærmere?

Sage of Zoran

Hans ører rettede sig fremad, da han fik øje på noget der bevægede sig i græsset. Han var ved at træde ind på græsset, og derfor vidste han også, at der var flere gemmesteder for de små krybdyr. Han kiggede intenst på pletten, før en slange kom til syne. Den snoede sig fremad, som ejede den det hele. Sage ville dog ikke udfordre dette stille dyr, i dens vej frem – Måske til noget mere frodigt? Som en sø? Han vidste kun alt for godt, hvor hidsige disse dyr kunne blive, hvis man skulle være uheldig og stå i vejen for dem. Nogle ville måske mene at det var lidt for pibet, at gå udenom. Men hvorfor risikere at blive bidt af et par skarpe tænder med potentielt livsfarligt gift, blot for at spille en eller anden slags martyr? Det skulle Sage være den sidste til at gøre – Hvad ville han opnå med det?
At lære af sine fejl, havde han indtil videre formået ganske godt, ifølge ham altså. Så han trådte lydløst, og forsigtigt en stor bue udenom slangen, der upåvirket fortsatte. Sage rettede sig op, og vippede ørerne lyttende tilbage, da han hørte en lyd, der indikerede et andet væsens tilstedeværelse. Han trådte et skridt tilbage, og lagde ørerne markeret tilbage. Hans blik blev straks hårdt. Tillod ingen at se igennem hans øjne, og måske finde smuthuller i ham. Kort tid efter, lagde han mærke til skikkelsen der kom til syne et stykke fra ham. Hans kropssprog udstrålede af ro, her var der ingen optræk til kamp. Men ak, hvor kunne det dog skifte hurtigt. En feminin brummen, fangede hans ører. Han så overvejende på hoppen, han kun lige kunne ane i mørket. Han kunne dog tydeligt se at hun var hvid, i hvert fald på noget af kroppen. Til sidst svarede han blot tilbage med et lavmælt brum. Hun måtte gerne komme nærmere, bare ikke for tæt. Hvordan ville hun præsentere sig? Eller ville hun lade det være op til ham? Og hvis ja ville hun så forvente et svar?

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe spidser straks interesseret ørerne, da denne hingst lader hende komme tættere på, både tonen sf hans brun og hans duft indikerer tydeligt, at det er en hingst hun er på vej imod. En, som hun ikke tidligere er stødt på. Hvilket selvfølgelig vækker denne spraglede hoppes nysgerrighed. Hun fortsætter mod ham i hendes dansende trav, indtil hun er et par meter fra ham, og hun lettere brat men elegant slår ned i et lavere tempo, og behersket skridter frem mod ham det sidste stykke, selvom hun egentlig ville have foretrukket at nærme sig hurtigere. Dette gør hun dog ikke, af den simple grund, at det har skabt negativt indtryk på flere af de sjæle hun har mødt heromkring - og det vil hun ikke risikere skal ske allerede igen. Hendes mærke, funklende blik, der nærmest gnistrer af den energi og livsglæde som strømmer gennem hende, glider betragtede over denne skimlede hingst foran hende. Dernæst lader hun endnu en blid, imødekommende brummen lyde mod ham. Afslappet standser hun foran ham og strækker langsomt sin hals og mule hildede fremad. Ørerne er spidset helt frem, øjnene en anelse på vagt. Hun ved jo ikke, om han er for eller imod nærkontakt, men hvordan skulle hun kunne finde ud af det, hvis hun ikke blot prøver sig frem?

" Godaften, du fremmede.

Zas stemme er så blid og rolig, ganske feminin og dæmpet, som man overhovedet kan forestille sig. De fleste,med hun, regner med noget helt andet når de har set hendes energiske, ungdommelige udstråling. For det indtryk hun giver med sig kropssprog, passer langt fra til den stemme og det toneleje hun fører. Hvilket kan skabe et meget blandet billede af, hvem denne hoppe egentlig er. Hvilket er et svært spørgsmål af svare på, og de færreste kender svaret. Og ingen af sjælene her, kender svaret i hvert fald. Forsigtigt lader hun et prøvende nap falde imødekommende og blidt, så blidt så det næsten kun er et kærtegn, mod hingstens skimlede bringe. Hendes mørke øjne retter sig let mod hans, nysgerrigt og vågent.

Sage of Zoran

Brunsten hang i luften, som en tung sky. Han brummede endnu engang af hoppen, idet hun med sine elegante bevægelser, kom travende mod ham, for så at sætte ned i skridt. Han sendte et kort køligt blik i hendes retning, før han trådte tilbage. Han havde aldrig brudt sig om, at stå tæt på den han snakkede med. Både fordi han i sin lange rejse som strejfer, aldrig havde mødt nogen der kunne stå tæt, uden de havde bagtanker med det. Så nu var han blot blevet vant til at have folk på afstand, og det var en grænse han nok selv skulle sørge for at flytte, hvis han følte for det. Men lige nu, gjorde hoppen klogt i ikke at træde ham nærmere. Hans kølige blik gled intenst hen over hendes øjne. Han prustede endnu engang. I hendes øjne var der at spore en utæmmet livsglæde. Han kom hurtigt frem til at enten havde hoppen haft let ved at tilgive, ellers havde hun bare ikke prøvet ting, der kunne sætte skår i sådan en glæde. Han besvarede hendes energiske kropssprog, med et let afventende blik. Han ville se om hoppen var interessant. Da hoppen strakte mulen frem mod ham, røg hans ører nogle grader mere ned. Dette faldt ikke i god smag hos Sage. Han brummede markerende, men blev ellers stående. Trådte han tilbage i dette øjeblik, ville han være den svage, og det havde han ingen hensigter om at vise sig som. Han lyttede til hendes korte, men dækkende hilsen til ham. Han nikkede kort, han havde ingen hensigt om at besvare denne sætning, så han lod i stedet sit blik glide åbenlyst hen over hoppens spinkle bygning. Hun havde en mærkværdig farve, og han hævede hovedet en anelse. Hun var en del lavere end ham. Hoppens rolige, næsten afmålte stemme passede ikke til hendes udstråling. Idet hun nappede imod ham, blev han et kort øjeblik forbavset, før hans ører straks lagde sig i nakken, og hans forben stampede hårdt ned i jorden – Markerende. Hans stemme der nu lød, var afmålt, og kølig som is. ”Hoppe, hvis du vil have noget at nappe i, må du hellere finde dig en legekammerat, eller et træ.” han brummede endnu en gang hingstet. En lyd der kom helt nede fra struben, og derfor mere lød som en slags knurren.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppes ører spidser sig lyttende og årvågent fremad mod hingsten, da hans reaktion på hendes nærhed er klar og tydelig: han bryder sig bestemt ikke om den. Til dette reagerer Za ved straks at trække mulen til sig, ikke så meget i frygt for at få et hak over mulen, men blot for at vise, at hun accepterer hans mening. Til trods for at hun dog aldrig har forstået, hvornår nogle har så meget imod nærhed. Hun kunne måske forstå det, hvis hun på nogle måde udgjorde en trussel overfor ham. Men med sin bette højde, og spinkle, feminine bygning, er der hende, som er klart mere udsat i dette selskab, end han er. Men som sagt, havde hun ikke prøvet st se hvor hans grænser gik, vil hun jo aldrig have fundetbud af, at han ikke brød sig om at få hende tættere på. Og, så kunne det være sket, at hun først fandt ud af det, når hun havde trådt godt og grundigt over grænsen. Så er dette en klart bedre løsning, synes Za. At få lagt grænserne frem allerede nu. Hans kølige stemme, og nærmest kurrende brummen får hendes mørke ører til at flappe en anelse rundt, før hun beslutter sig for, at tilbyde ham endnu mere afstand, ved at træde et enkelt skridt bagud. Za sænker sit fintformede hoved den mindste smule, for de fleste vil det nok gå ubemærket hen, men denne handling er ment som en undskyldende gestus mod hingsten. Hendes undskyldning er dog ikke en hun vil sige højt, det lægger bare ikke til hende. Hurtigt efter har hun da også rettet sit hoved ivrigt til vejrs igen, med et blødt lille prust. En energisk sitren går gennem hendes krop, hvilket resulterer i en svingen med hendes hale og at hendes ene forben skraber mod jorden. Dog skal dette på ingen måde opfattes som rastløshed eller kedsomhed, det er blot en del af hende. Og hendes blik forlader på intet tidspunkt hingstens, dog uden at hendes øjne forsøger at granske hans, for det prøver hun på ingen måde.

" Hvad er dit navn, du fremmede?

Za's mørke hoved hældes blidt og spørgende på skrå frem mod hingsten, mens nysgerrigheden atter stråler ungdommeligt ud af hendes øjne. Hun er udmærket klar over, at hun pga af sin udstråling i manges øjne fremstår som værende utrolig naiv og ung, nogle ville måske få det indtryk at hun heller ikke har særlig meget mellem ørerne. At hun aldrig har oplevet noget i sit liv. Her tager de dog fejl. Men dette behøves de nødvendigvis ikke at vide. Det kan nemlig meget nemt være til Za's fordel at hun så ofte bliver undervurderet.

Sage of Zoran

Hans ører vippede kort fremad, og hans øjne gled let hen over hoppens blik, da hun forstod hans hentydning – hans meget direkte hentydning, om at hun ikke skulle komme nærmere. Han brummede kort, accepterende til hoppen, da hun trådte tilbage, og aflagde afstand i mellem dem. Han kunne ikke bebrejde hoppen for at undersøge, men han foretrak at lægge kortene på bordet fra starten af. Hans ører rettedes endnu engang skeptisk tilbage. Nu var hans ører ikke lagt tilbage af vrede, nej, mere mistænksomhed mod den fremmede, spinkle hoppe, hvis blik lyste af vågenhed, og energi. Han spændte ikke i kroppen, fordi han på det givne tidspunkt ikke så nogen grund til det. Hun afprøvede hans grænser i god mening, og det var det. Han lagde kort hovedet på skrå, da hoppen vippede sit hoved en anelse ned for et kort øjeblik, og han nikkede til hende. Han godtog undskyldningen. Idet hoppens hoved endnu engang røg i vejret, i en energisk handling, hævede han selv roligt hovedet, så pandelokken røg ned foran hans øje. Idet hendes rolige, og milde stemme, lod ham vide at hun spurgte efter hans navn, lod han de mørke brune, hvile et langt sekund på hendes. Ikke stirrende, mere.. Undersøgende. ”Tror du at du vil møde mig igen?” brummede han, og lagde hovedet på skrå, mens han kiggede på hende med sine intelligente brune øjne. Det kraftige, men ædle hoved var hævet nærmest som var han en kongelig. Han besvarede ikke hendes spørgsmål. Det lod han hænge i luften. Det havde han for vane at gøre. Lade andres spørgsmål glide ubesvaret hen, så han selv kunne spørge dem om noget andet. Især hvis han kom i tanke om et eller andet, så skulle han nok prøve at få det kringlet ind i samtalen på en eller anden måde. Han kiggede endnu engang på hoppen, med sit nu lettere fjerne blik. Hvis hun før havde været i en flok, var det så normalt det sted, at have sådan en farve?

Berbeza - " Za"

Den unge hopper fornemmer, at hingsten foran hende godtager hendes undskyldning med det samme, hvilket hun tager som et ganske godt tegn. Så føler hun nemlig, at hun har mere plads hun kan forsøge at bevæge dig rundt på, hun har en lidt større frihed til at danse sig nærmere hans grænser, for hvis han blot give dem til kende så hurtigt som nu, og han også godtager hendes undskyldninger så hurtigt som nu, så vil det blive lagt nemmere for hende, at lære denne hingsts grænser at kende. Og derved vide, hvor meget rum hun har at arbejde på i hans selskab. Hans mistænksomhed og skeptis overfor hende er der dog tydeligt stadigvæk, hvilket gør at hun selv rynker mulen undrende igen. Har Za på nogen måde lagt op til noget, der kunne bringe denne mistænksomhed frem hos ham? Well, selvom hun ikke selv har synes at have gjort noget, så må hun vel have gjort det, siden han skæver så mistænksomt mod hende. Han har dog også et ganske intelligent glimt hvislende i hans mørkebrune øjne, idet han let og elegant undviger hendes spørgsmål, og i stedet stiller hende et nyt. Hans hoved er hævet højt, og for at kunne vedholdne sit blik mod hans, er Za nu nødt til at hælde sit hoved en anelse op afd - hun er jo ikke en særlig høj hoppe. Hans spørgsmål får hendes ører til at vippe lidt tænksomt, mens hun overvejer hvordan hun skal gribe det an.

" Med dette spørgsmål, mener du så, om jeg har lyst til at møde dig igen, eller blot om hvor stor chancen er for at vi render ind i hinanden igen? Hvad har det forresten noget som helst at gøre, med mit tidligere stillede spørgsmål? "

Den bløde, feminine og dæmpede tone lyder afslappet mod ham. Dog er den nu præget af en svag, provokerende og udfordrende klang, som ikke er sådan lige til at tyde, medmindre man lytter godt og opmærksomt efter. Za vil ikke lade ham slippe afsted med bare sådan at snige sig udenom hendes spørgsmål - det, plus at hun stadig forsøgte at afprøve ham en smule. Afprøve hans sanser omkring hvor meget han opfanger,men også hvordan han vil reagere på denne lette udfordring. Hvis hans sanser da ellers opfanger den. En energisk sitren går gennem Za's spinkle krop og hun slår kort, blødt en fortov i jorden foran hende, samtidig med at halen smælder ivrigt bag hende.

Sage of Zoran

Hans ører flappede ivrigt rundt i alle retninger som lydene kom fra. Det så helt forkert ud, i forhold til hans rolige udstråling, og det fakta at hans øjne blot fokuserede på hendes, uden at vige et eneste sekund. Han tillod hende ikke at se andet end det kølige skær der altid var at spore i dem. Og sådan skulle det forblive. Han skiftede med at fokusere først i det ene øje, og så i det andet. Ledte efter ændringer, ledte efter smuthuller. Han lagde diskret mærke til hendes undret rynkede mule, og han kunne ikke lade vær’ med at fryde sig indvendig. Han brød sig ikke om at de troede de havde regnet ham ud, eller bare var på sporet af det, hvis han ikke selv følte det var tilfældet. Han brummer kort da hoppen bliver nødt til at hæve hovedet endnu mere, for at holde hans blik. Det var nok også lidt unfair af ham, taget i betragtning af hendes størrelse. Men så besværet så det dog heller ikke ud for den lille hoppe, med det spinkle hoved. Han lagde hovedet rolig på skrå, mens han tålmodigt afventede hendes svar. Hans øjne hvilede på hende, som var hun et lille føl, og han skulle vente på at hun kunne formulere sig ordentligt – Det kunne hun godt, det var egentlig mere for at afprøve hende lidt. Han lyttede opmærksomt ”Hmm hoppe, den var svær, mh?” i hans stemme er der en anelse provokation. ”Det har alt at gøre med dit spørgsmål. Men jeg bebrejder dig ikke for ikke at kunne regne den ud. Hvis jeg nu hjalp dig lidt på vej, og sagde at du ikke skulle tænke så meget over det. Tror du at du nogensinde vil møde mig igen?” Hans blik mødte hendes, roligt og udfordrende, uden at vige fra hendes øjne – Han blev ikke skræmt af så lidt. Nej det gjorde han ikke.. ikke mere. End ikke da hun smed et forben i jorden, veg hans blik fra hende – For ham ville det være et tegn på svaghed.

Berbeza - " Za "

Hvis det ellers faldt denne unge hoppe naturligt at smile, så ville man have kunnet se et smil om hendes læber nu - dette kan man dog ikke, men i stedet bliver det funklende glimt i hendes øjne stærkere, kun for en enkelt stund. De fleste ville knsp bemærke dette, og hun ved heller ikke om hingsten der nu står foran hende vil gøre det. Det er nu også ganske ligegyldigt, men det der fik hendes øjne til at blusse ekstra op, var det faktum, at han gav hende lov til at folde sig en anelse ud. Han gengælder blot den selvsamme provokation, som hun har startet. Hvilket giver hende muligheden for at fortsætte. Ikke fordi hun er en sjæl, der nyder at provokere andre - langtfra - men hun elsker, at kunne leve livet lidt på grænsen, udfordre sig selv, ved nogle gange at skubbe blidt til andre. Hendes mørke blik strålede idet hun også fortsat holdt dine øjne ved hingsten. En tavs udfordring var vidst dukket op mellem dem på dette punkt også. Ingen af dem ville slippet blikket først, det ville være det samme som at vise svaghed, hvilket ikke interesser nogle af disse to sjæle. Hans udfordring, som han sender til hende gennem både dine ord og sit blik, vækker noget ved Za. Selvom hun normalt aldrig ville overskride en grænse, en anden hest havde tegnet for hende, så gør hun nu en undtagelse. Et funklende, udfordrende glimt dukker op i hendes egne øjne, idet hun træder et elegant, velovervejet skridt tættere på den skimlede hingst. Afstanden mellem dem er dog stadig passende stor, men hun vil blot se hans reaktion. Måske den har ændret sig? Dernæst hælder hun sit hoved på skrå, da hun besvarer hans spørgsmål med endnu et spørgsmål af hendes egne. De kunne sagtens være to om denne leg, med at undvige at besvare spørgsmålene direkte.

" Du skimlede, fremmede hingst. Spørgsmålet er: Ønsker du selv, at møde mig igen? "

Denne gang er den flabede udfordring i den unge hoppes stemme ikke til at skjule, til trods for den fortsatte bløde, afslappede feminine tone. Hendes hoved er hældt på skrå, blikket er rettet mod hans, og ørerne er spidset helt fremad mod ham, afventende og utrolig opmærksomt. Hun aner ikke, hvorfor denne provokation er dukket frem hos hende i selskab med denne hingst, men nu er den der altså.

Sage of Zoran

Der dukkede et kort øjeblik et glimt i hans intense øjne. Et glimt der fik ham mere op på dupperne, et glimt der symboliserede konkurrence, et glimt der fik ham til at ville vinde denne. For hoppen ville give ham kamp til stregen, det var han ikke i tvivl om. Så nu skulle han spille sine kort rigtigt. Men på denne måde, kunne han også få lov til at bruge hovedet, og det var noget han nød. Diskussioner var for ham ikke en dårlig ting, det var blot et pænt ord for at kunne ytre sine meninger, uden at pakke dem ind.
Men han ville ikke kalde dette en diskussion. Han vidste ikke hvad man præcis kunne kalde det. Han vidste bare, at den der til sidst ikke have noget at sige eller noget argument ville tabe. At tabe.. det var et vidt begreb. Man kunne tabe en kamp, man kunne tabe noget græs. Her ville man nok bare tabe ansigt. Han behøvede ikke at sige noget, deres ordløse udveksling med deres øjne var nok. Hun havde taget imod hans mere direkte udfordring, så nu skulle det nok blive sjovt at se hoppens ordvalg. Da hoppen meget vovet – ifølge ham, trådte et skridt tættere på ham. Brummede han langsomt, men truende. Hans ører røg også længere ned, og hans øjne signalerede at hvis hun trådte endnu et skridt tættere på, så skulle han nok markere det mere tydeligt for hende, så hun ikke var i tvivl. Han var ikke typen der med det samme gik grassat på enhver der kom tæt på. En chance måtte de godt få, adskillige kunne de også godt, eller det kunne man ikke engang kalde chancer, der blev de blot reddet af hans rolige gemyt – men så skulle man også bare være forberedt på at hans humør absolut ikke ville være det bedste til næste møde, hvis man nogensinde skulle møde ham igen. Medmindre man selvfølgelig alligevel var så interessant for ham, at man kunne redde det, hvilket han tvivlede stærkt på der var nogen der kunne. ”Nå hoppe, så det mener du alligevel spørgsmålet er? Lad mig høre, hvis jeg nu sagde nej, ville det så såre dit ego? Eller hvis jeg nu sagde at vi nok skulle møde hinanden igen, men kun på grund af tilfældighederne?” hans øjne lyste af udfordring. Det kunne sagtens være at han ville møde denne hoppe igen. Det morede ham kun med nogle han kunne være spydig ved. At de så også ydede modstand, trænede ham kun psykisk.

Berbeza - " Za "

Denne unge hoppes øjne stråler, det er klart at se i hendes udtryk, at hun helt klart har taget udfordringen op. Hun har tænkt sig at køre den videre, hun har ikke tænkt sig at give op. Dette er for hende næsten ligeså godt, som havde hun fået lov til at galopperer afsted i en fri, udstrakt galop. Dette er netop sådan en beskæftigelse der gør, at til trods for at hun i den fysiske forstand står helt stille, så bruges hendes evigt strømmende energi alligevel. Dog på en ganske anden måde. Normalt er hun ikke vild med en verbal udfordring, da ordene aldrig rigtig har stået i hendes magt. Derimod har hun det meget bedre med en fysisk udfordring, hvilket hun egentlig også gør brug af, da hun jo trådte tættere på hingsten igen. Hun bemærker helt tydeligt hans reaktion, da han truende brummer af hende. Dette får et fornøjet glimt fremme hendes øjne, ds denne reaktion fra hans side af, giver hende den perfekte anledning til at sende endnu en udfordrende, flabethed mod hingsten.

" Sig mig engang, du skimlede hingst. Til trods for at du er langt større end mig, reagerer du fortsat på denne måde, hver gang jeg forsøger at komme i din nærhed. Er det et tegn på, at du frygter mig?

En lille , hånende klang kan nu spottes i Za tonefald. Noget, som man yderst sjældent hører fra hende. Men nu er den der, uden at hun kan svare på, hvorfor hun pludselig fik lyst til at gøre brug af den. Det faldt hende blot fuldkommen naturligt. Samtidig med denne provokerende hånen, lægges hendes fintformede hoved blidt og kært på skrå, og hun lader et uskyldigt glimt spille i de mørke øjne. Samtidig mimrer hun med mulen, på en måde der virker usikker, som for at dække over den kommentar, hun netop har fyret af. Hendes ører spidses mod hingsten, da hans stemme atter lyder, og hans ord får endnu et 'smil' til flygtigt at funkle i hendes øjne, fornøjet.

" Det ville bestemt ikke såre mit ego, nej. For at skulle såre mit ego, ville det kræve at man først havde min respekt..

Hendes bløde, syngende og afslappede stemme ebber stille ud mellem dem, og den hentydning den efterlader, burde stå lysklart for denne hingst. Han lsder i hvert fald indtil videre til at være en, som lægger mærke til de små detaljer. Og dette er ikke blot en lille detalje, men en ganske tydelig en af slagsen. Forventningsfuldt holdes hendes blik på hans, afventende en reaktion, idet Za ikke kan dy sig for, at forsøge med et lille, bitte skridt at træde tættere på ham. Hun foretager sig ikke en gang et fuldt skridt, men lader blot forhovene flytte sig få cm tættere på ham, for at se hvordan han reagerer på dette.

Sage of Zoran

I hendes blik var der et spor af beslutsomhed, som man også kunne finde i hans egne kølige, men intense øjne, der altid bar et præg af intelligens. Åh, han kunne næsten ikke vente med at høre hvordan hun ville svare ham, om hun ville forvride hans sætninger til noget helt tredje, eller hvordan. Ak, der var så mange muligheder, at han kun kunne komme med nogle par forslag oppe i hans hoved.
Selvom hans tanker strømmede af sted, var han stadig tilstede i realiteten hos hoppen og deres samtale. Hans egenskab han selv havde trænet, det med at kunne tænke en masse tanker, og samtidig lytte og se efter små forandringer i hestens adfærd, som han snakkede med – Nogle gange hændte det dog, at han blot gik i sin egen verden, og tænkte om alt mellem himmel og jord. Det gjorde han især hvis han havde været for social på en hel dag. For meget omgang med andre, gjorde ham træg, men først når han var alene. Så mange år uden ledsagelse havde sat sine præg på ham, både på den ene og den anden måde. Imens hun tænkte over sit svar, tænkte han tilbage på da han havde betragtet hende. Hun så ung ud. Han var selv ung. Men det var mere erfaringerne der bestemte hvor gammel man var – mente han. I hvert fald til en vis grad. Med sine 6 år følte han sig mere sig mere som en 8-9 årig mentalt, mindst. Men, nu skulle det dog også siges at han lod sit, tidligt pakket væk, legebarn ud engang imellem, hvis han var virkelig langt væk fra hvad der overhovedet kunne minde om liv. Så kunne det godt hænde at han blot tog en galop for sjov skyld, og ikke bare for at holde hans muskler smidige og stærke. ”Hvorfor skal det, at have sine grænser, absolut forveksles med frygt? Jeg har mine egne grunde hoppe. Præcis som du har dine egne grunde til at tage denne samtale op med mig” sagde han roligt, afmålt, mens han kiggede længe på hende. Som hvis han kiggede længe nok på hende, så skulle det nok på et tidspunkt synke ind. En anelse provokerende. Hans ører vippede kort fremad, og så tilbage igen, da han hørte hendes hånlige latter. På grund af det lagde han igen hovedet på skrå og kiggede på hende - pædagog agtigt. Som skulle han til at sige: ’Såså børnlille, sådan skal du ikke grine. Det kommer til at lyde utænkelig meget som om at du er ved at få dårlige vaner’. Hun tog det ellers meget pænt, det måtte han give hende. Hun spillede med. Til hendes næste kommentar, nikkede han. ”Hvorfor har jeg det på fornemmelsen at du tror at det vil såre mit ego? Livet er for kort til at prøve at tilfredsstille alle. Din respekt behøver jeg ikke.” hans øjne tillod ingen følelser at skinne igennem. Sandheden var at han for længst var kommet over alle de små bagateller. De styrede selv om de ville respektere ham. Han var en strejfer, han vandrede, han blev sjældent det samme sted – Hvad skulle han med respekt? Han kunne ikke bruge det til noget. Eller måske var dette her stedet han kunne.. Han havde på fornemmelsen at selv hvis han ville, kunne han ikke komme herfra. Han havde været på 3 øer indtil videre, og han kunne simpelthen ikke finde frem til en løsning, hvordan han skulle kunne komme væk herfra. Men han kunne godt lide stedet. Der var masser af græs, og vandhuller. Og en masse stille steder. Ja han var nok tvunget til at blive her, men det gjorde ham faktisk ikke så meget.

Til trods for hans tydelige advarsler, valgte hun stadig at træde et næsten umærkeligt skridt tættere på, og han slyngede forbenet ud. Ikke bevidst for at ramme hende, blot for at stampe - Markere hans værd som en hingst. Hun skulle til at passe på.

Berbeza - " Za "

Det fornøjede blik der praktisk talt stråler ud af den unge hoppes øjne over denne situation, viser med al din tydelighed, at alt dette, er bestemt ikke ment af en ond mening fra hendes side af. Det er blot en udfordring, som bruges til at teste dem begge - ikke mere end det. I Zas verden vil et 'nederlag' ikke som sådan betyde noget, for hun føler ikke at de netop nu kæmper om noget særligt. Andet end fortsat at forsøge at skubbe hinandens, og måske også deres egne grænser. Og det var dette, som den unge hoppe nød. Et lille energisk udbrud, resulterer i at hun gør et kækt kast med sit mørke hovedet, men uden at hun bryder deres øjenkontakt, som nu har holdt gennem hele deres møde. Hun lyttede vågent med oprigtig interesse og nysgerrighed til hans første svar.

" Såfremt jeg husker rigtigt, så lavede jeg ikke en konstatering - jeg fremlagde blot et spørgsmål. For du har ganske ret, det at have sine grænser, behøves så absolut ikke at bunde i frygt. Der kan sagtens lægge andre grunde bag, ja.

Selvom den unge hoppe giver hingsten ret i hans udtalelse, ligger den udfordrende, provokerende tone stadigvæk bag hendes blide stemme - især i starten af hendes svar, hvor hendes tone dvæler ved det hånende, for at understrege, at han åbenbart ikke helt havde været i stand til at forstå meningen bag hendes ord - og det, vil hun bestemt fremhæve for ham, netop på denne måde. Ved hingstens næste kommentar, der følger kort efter, kan Za ikke holde et lille, fornøjet brum tilbage, og et kækt, provokerende flabet glimt i hendes øjne funkler imod ham, hvilket bør være tydeligt for ham at se, når nu øjenkontakten fortsat er der.

" Well, der var vi vel nok utroligt heldige. For på det punkt, er jeg så absolut enig med dig.

Hendes svar bliver fremsagt i en provokerende munter tone, og hendes svar gælder kun for den sidste del af hans kommentar. At de ikke behøves hinandens respekt. Idet samme slynger han et forben mod hende, dog uden at ramme. Men dette vækker en gnist i hendes indre, i samme øjeblik som hendes evigt tilstedeværende energi, atter blusser op i hende. Og nu kræver den, at den også bliver bragt ud gennem fysisk handling. Et kort øjeblik overvejer Za sin situation. Et skælmsk glimt farer over hendes øjne, idet hun påtaget respektabelt trækker hovedet til sig og træder bagud. Men kun for en kort stund. For dernæst sætter hun frem i en elegant, flydende trav, ned langs hingsten side. På en først passende afstand, men i et kort øjeblik gør hun afstanden mindre, og hun lader et udfordrende og drillende nap falde mod hans manke, før hun giver et kådt hvin frs sig, og hurtigt er ude på en passende afstand af ham igen. Derefter standser hun, så hendes front nu er ud for hans kryds, dog med mindst tre meters afstand, hvis han nu har løse baghove. Spændt venter hun på hans reaktion, mens en sitren går igennem hende og hun slår et smæld med sin hale. Za er så udmærket klar over at hun ikke længere blot danser tæt på grænsen, hun er næsten fuldstændig sikker på, at hun nu har overtrådt den. Og nu vil hun se, hvad dette kan betyde.

Sage of Zoran

Han vidste ikke helt hvad han skulle mene om denne hoppes åbenlyse.. glæde over at de nu var i gang hver især med at finde de bedste argumenter frem. Han vidste ikke helt hvorfor. Muligvis fordi at han altid følte en underlig trang, til så at fremstå uinteresseret. Som var det ikke noget, som var det bare et kort øjebliks ’sjov’ der burde overstås hurtigst muligt så snart der var en der viste for meget interesse for det. Så udtrykket i hans øjne, bliver en anelse mere fjernt. Han stirrede et kort øjeblik på hoppen idet hun kastede sit hoved i en kæk handling. Han svirpede kort med halen, og så så fortsat på hende med det samme udtryk i øjnene – lagde op til mere udfordring. Når han så på de 2 udefra, så var det tydeligt hvem der havde mest brug for at komme ud med så meget energi som muligt. Hoppen skulle enten skrabe i jorden, eller slå med hovedet.. være i bevægelse. Sage stod stille, bomstille. Kun den lette vind legede med hans lange fyldige man. Så lignede han da ikke en statue helt komplet. Ved hoppens ord, lyttede han opmærksomt. ”Måske har du ret hoppe. Men jeg tillod mig at gøre det til en konstatering, når du så fint lagde op til det” hvis han kunne, havde han trukket på skuldrene. Som i et: Nårh ja, jeg tillod mig lige det der, for det havde jeg lyst til – Og det havde han, og derfor gjorde han det også. Hoppen havde givet ham ret, i hvert fald det sidste, så han kom frem til at hun godt vidste hvad sådan noget lå i – Måske havde hun endda selv prøvet det? Han behøvede ikke at vide det med sikkerhed, det var bare gæt, som han selv ville kunne hive frem, hvis han mødte hende på et tidspunkt, og hun gjorde noget, han ikke helt vidste hvorfor. Hoppen var stadig med. Hun satte sit eget præg på tingene ved hjælp af hendes hånlige toner, og flabede glimt i øjnene. Han brummede kort, tænksomt. ”Jeg ved nu ikke om det skulle være heldigt. Der er heldigvis flere der deler den samme mening.” svarede han tilbage, ikke helt gengivende på hendes provokerende tone. Mere på den der laid back måde, som sagtens kunne forveksles med arrogance.

Han brummede kort, hingstet, da hun endelig – og endda høfligt, ikke sagt at det var ægte, trak sig tilbage. Men han nåede at opfange det lumske skær der fløj ind over hendes blik, og det fik ham instinktivt til at spænde op. Han stod dog stadig roligt, afventende til hvad hun skulle gøre, men klar til at springe til siden eller andet, for det havde hans strejfer liv lært ham. Idet hoppen strøg ned mod ham, blev han stående. Både fordi at han lagde mærke til at han havde vundet deres lille stirre konkurrence, men også fordi at han ikke regnede med at hun decideret ville gøre ham noget. Nok brød han sig ikke om fysisk kontakt, men han var heller ikke et eller andet hypersensitivt dyr der troede det andet dyr ville æden den, så snart de var i berøring. Så da hun strøg ned af hans side, spændte han blot ekstra meget op, og var klar til hvis hun skulle bide ham i haserne. Noget han dog især ikke brød sig om, var da hun nappede ham i hans man. Dén skulle andre bare ikke røre. Han svirpede irriteret med halen, men udenpå var han skam helt rolig. Uden at se sig tilbage, velvidende om at hun stod lidt bag ham, satte han fremad i skridt. Et dybt suk udstødte fra ham, før han sagde. ”Lad mig vide når du er klar til at opføre dig modent, hoppe.”