Could this be.. home?

· Demon Chander ·

Forbeholdt Za.

Hele dagen havde han ventet på dette. Mørkets frembrud. I skyggen af et stort træs krone stod han, og skulede til himlen. Han ventede på at kunne se hans evige følgesvend, og dens store stjerneslæng. Dog havde sollyset endnu ikke helt afgivet tronen til månen, men den sært mønstrede hingst vidste at der ikke kunne gå lang tid før han atter ville være i sit rette element.
Overvejende vendte han i stedet blikket ud over området. Han havde ingen anelse om hvordan han var kommet hertil, men noget ved stedet her gjorde ham alligevel glad for at være her. Det var som om at græsset bare var lidt grønnere, fuglene sang lidt højere, og solen skinnede lidt behageligere en dér hvor han kom fra. Derfor håbede han selvfølgelig, at månen måske også ville lyse lidt kraftigere end han var vant til.
Hans ører var som altid vendt en anelse bagud, og hans isnende øjne viste ikke en skygge af følelse, eller noget som helst. Holdningen han bar sig i var rank og stolt, og så alligevel så ukuelig, som forsøgte han at have tro i sig selv, uden egentlig at have det. Måske passede dette også? Who knew.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe med det evigt ivrige sind, og den spinkle krop som summede af energi, bevægede sig en i en dansende, velovervejet trav henover området. Hendes mørke hoved, der stod i kontrast til hendes ellers råhvide krop, var hævet op i en opmærksom gestus. Det nysgerrige glimt funklede atter en gang i hendes sorte,muntre øjne. Dette var ikke en af de øer, hun havde tilbragt mest af sin tid med at udforske, men det havde hun nu besluttet sig for at gøre. Netop derfor bevægede hun sig nu ivrigt afsted, med ørerne vippende rytmisk rundt, for at få så mange indtryk som muligt med sig. Der går ikke længe, før en fremmed duft når hendes let opspilede næsebor. En duft, der indikerer at en fremmed er i nærheden. En fremmed hingst. Ivrigt giver Za et kast fra sig med hovedet, førend hun retter sig imod det sted, hvor duften tydeligvis kom fra. I det fjerne kan hun spotte en skimlet, fremmed skikkelse. Øjeblikkeligt rettes hendes ører imod vedkommende, og en blid, imødekommende brummen sendes fra hendes lille, fløjsbløde mule imod ham. En spørgende klang hviler over hendes brummen, en gestus, der har et tydeligt formål: at høre, om hun må få lov til at komme tættere på, eller om hingsten helst vil være fri af hendes selskab. Za håber selvfølgelig mest på det første, men vil accepterer det, hvis hans valg falder på det sidste.

· Demon Chander ·

Endelig kunne den måneskimlede hingst skimte, hvad han havde ventet på alle dagens timer forinden. Svagt stod månen frem på himlen over ham, og i takt med dens frembrud kom mørket også. Af den grund trådte han ud ad trækronernes beskyttende skygge, og løftede det ædle hovede mod himlen. De isfarvede øjne han besad fik altid et helt nyt liv, når denne tid på dagen ankom.
I det samme rev en fremmed lyd ham ud af denne trance. Med er ryk rettede han blikket i retning mod lyden, og skimtede en fremmed sjæl også. I hendes kald var det tydeligt, at hun spurgte om hun måtte gøre ham selskab, og hvorfor skulle han dog sige nej? Alligevel stoppede han brat, drejede front mod hende, og spilede næseborerne undersøgende ud. Hun skulle vide med det samme, at han ikke fandt sig i alt. I en brat bevægelse løftede han den ene forhov, og hamrede den derefter i jorden med strakt ben. Samtidig med dette lød en skinger, sær tone fra hans strube. Trods den nok var fremmed for de fleste, var det nemt at høre, at det var en accept af hendes selskab. Derefter stod han blot, og betragtede hende, med de ligegyldige, isnende øjne. Hans ører hvilede som altid i nakken, uden ændring. Ville hun gøre ham selskab, var hun skam velkommen - hvis hun ville følge hans nattevandring.

Berbeza - " Za "

Et par meter foran den unge hoppe, træder denne fremmede sjæl nu frem fra sit skjul under træerne. Ligesom hende selv, gør hans farve at han absolut ikke kan gå i et med mørket - tværtimod lyser hans skimlede, lyse farve nærmest op i det omkringliggende mørke. Som er hans pels oplyst af månen. Noget er dog anderledes. Za's egne mørke funklende øjne, de er ikke rigtig til at se i mørket, udover glimtene i dem, men hos denne hingst, er det næsten hans øjne der er aller mest fremtrædende. Selv på afstand, er det dem, som drager den unge hoppes nysgerrighed til sig. Disse fascinerende, isnende øjne, som straks gør, at hun føler sig draget mod denne fremmede. Og da han nu giver et tegn til, omend ved hjælp af en lyd hun ikke før har hørt, er hun ikke længe om at sætte i en målrettet, velovervejet skridt mod ham med fine, feminine bevægelser. Hendes næsebor udspiles, vejrer luften omkring ham, hendes øjne følger ham og hans bevægelser, betragter hans prægtige, særprægede skikkelse, før de falder til hvile ved disse ganske særlige øjne. Za's mørke øjne spidses heeelt fremad mod ham, og med et blidt, blødt prust standser hun på en halvanden meters afstand af ham. Forsigtigt strækkes hendes mule imødekommende frem mod denne hingst, blot for at se, om han er endnu en af dem, der med det samme vil afvise hendes nærvær, eller om han vil være en af de få, som accepterer hendes holdene berøring. Hele tiden hviler hendes blik ved hans, for at opfange de reaktioner han vil komme med. De reaktioner der vil fortælle hende, om hun øjeblikkeligt skal trække sig tilbage, eller om hun godt må lade sin mule strejfe hans skimlede bringe. Indtil videre lader Za blot stilheden herske mellem dem, hun føler intet behov for at bryde den. Hun har skam givet sin hilsen til kende i form af en høflig brummen og hele hendes åbne, imødekommende kropssprog. Men det kan jo godt være, at denne hingst gerne vil udtrykke sig med ord, og det skal han da så sandelig være velkommen til.[/size]