Natteravn på nattevandring

Forbeholdt Seth og D’zard

I aften er der sort. Meget sort. Skyerne ligger som tykke vatdyner og sørger for, at det sølvfarvede lys fra månen ikke får lov at strække sig ned og kærtegne jorden, hvilket er den klare grund til, at det er svært at skille landskabet fra hinanden. Men det gør det også svært at se mig, og det kan vel både være en fordel og en ulempe for mig. Mit ene øre er vippet til højre mod skoven, der hvisker en sælsom vuggevise; de hvislende blade, de knirkende grene. I det fjerne kan man høre skrig fra nattens fugle, der er på færd. Men her på engen er der stille, og efter at have tilbragt meget af natten her, beslutter jeg mig for, at jeg vil begive mig videre. Roligt samler jeg mig sammen, inden jeg med mine lange, taktfaste skridt bevæger mig fremad. Med min kulsorte farve ligner jeg en skygge, der bevæger sig af sted gennem nattelandskabet. Et eventyrligt syn, jah, det kan man vel sagtens kalde det.

[/size][/color]

The darkness is my friend…
Det var ikke nogen hemmelighed, at mørket var en del af den sorte hoppe. Hendes rolige adfærd var bestemt ikke noget hun var vant til at vise. For hun plejede altid at være denne spændte hoppe, fuld af mistro til hvad der lurede sig derude. Hun turde aldrig stole på nogen, som gemte sig derude, men hun følte sig tryg i mørket. Hun følte sig som en del af det og hun følte at hun nemmere kunne skjule sig. Nattens natteravne var hun bestemt ikke ræd for. Mange var ganske ængstelig for, at vandre rundt i mørket alene, men ikke denne sorte hoppe. Hendes blik farede forvirret rundt i det lyden af baskende vinger lød ude i mørket. Hun fnøs kort, mens hun hævede hovedet opmærksomt og hendes blik vovede over det område, som var omkring hende.Hoppen fandt det ganske trygt at det var i mørket hun befandt sig. Hendes ravnesorte pels gjorde hende ideel som mørkevandre. For sådan som hun gik i et med mørket, var der ikke mange der formåede.

Men den sorte hoppe ejede heller ingen form for aftegn på sin spinkle, men fenimine krop. Hun havde blot disse to iøjenfaldende øjne, som gik nærmest i sjælen på andre, fordi farven så koncentreret. Farverne stod fuldkommen skarpt, der var ingen mathed i farven; ingen grålige toner, så den røde farve var ganske enkelt postkasse rød. Det kunne hun ikke komme udenom, og det også derfor hun tit så ned i jorden når hun befandt sig i mørket. Mange blev skræmt blot ved synet af øjnene i mørket, fordi de ikke kunne gennemskue hvad der gemte sig derude.

Men det var blot denne stakkels, amme hoppe. Hun havde ingen form for dæmon i sig. Ingen form for ondskab. Men derudover havde hun skabt sine egne dæmoner i sine tanker, som hele tiden mindede hende om hvilken vanskabning hun var blevet til. Og derfor blev hun også ganske ængstelig når der dukkede fremmede op. Netop som denne tanke om fremmede dukkede op i hendes kønne hoved; kunne hun længere væk skimte en ganske mørk hest og et stik af smerte plantede sig ubetinget i hendes spinkle korpus.
D’zard var ude af stand til at bevæge sig, og hun kunne blot fornemme hesten komme tættere på.

Lyden af hove som stampede i mod jorden, som herefter gav en rungende efterlyd, fik hende til at vige et skridt baglæns, men herefter var hun fastlåst i en position hvor hun ikke var i stand til at rykke sig ud af flækken. Sorte. Hviskede stemmerne i hendes sind; men hun nægtede at lade sig selv stå til regnskab med dem.
Frygt ej, Sorte. Vi gør dig intet, men vogt dig! Du kan ikke stole på dem. Vi ved hvilken smerte de påfører dig. Stemmerne i hendes hoved kom en gang i mellem. De var kommet efter mødet med den robuste Zekaryah. Og D’zard måtte indrømme, at hun ikke anede hvad hun skulle stille op med sig selv. For hun havde på en eller anden måde, rent faktisk nydt han selskab og hans nærvær, men hun huskede ham nu blot som en silhuet.

Vi advarer dig, Sorte. Husk nu på det … Nu er du advaret! Og derefter forsvandt de hvislende stemmer, da skikkelsen af en mørk hingst pludselig var så faretruende tæt på, at hun faktisk kunne fornemme hans vejrtrækning i mod sig.
”Hvem… hvem er du?” Spurgte hun nænsomt, men man kunne tydeligt se på den forpinte hoppe, at hun var skræmt. Som havde denne hingst forvoldt hende en masse smerte. Hendes sorte hoved havde dalet helt til jords og hun underkastede sig ham straks, mens de stikkende øjne fandt hans, efter længere tids overvejelse. Men det var af ren og skær høflighed.

[/font]

Jeg er absolut ikke bange for mørke. Tværtimod. Når man lever et liv som mig, lærer man af natten. Lærer at trives i mørket. Lærer at føle sig tryg. Og så er det da også ganske let for mig, eftersom jeg visuelt ikke rigtigt er til at holde øje med – til gengæld fjerner mørket hverken min duft eller lyden af mine skridt. Og hvis månen skinner, er der sjældent mørke nok til at holde mig skjult alligevel. Og det er nu ikke fordi, jeg søger at holde mig skjult, men jeg har sandelig heller ikke brug for at blive set. Heller ikke om natten. Alligevel er der to små, røde lys, som afslører, at det ikke bliver i nat, jeg får lov til at vandre i fred. Lys, der er temmelig atypiske.

Jeg stopper brat op, og det kan ikke gå hurtigt nok med at bakke bagud, og da jeg er trådt i afstand, kan jeg stadigvæk mærke den ubehagelige følelse i min krop af at have været for tæt på en anden sjæl. Foran mig står der en, der er lige så sort som jeg selv uden nogen som helst former for aftegn, nøjagtig ligesom mig selv. Mine ører er lagt bagud, tænderne er bidt sammen og min slanke, sorte krop er samlet sammen. Jeg fik ærlig talt lidt af et chok. Jeg havde ikke fornemmet eksistensen fra denne sjæl, der ligesom jeg selv har bevæget sig ud i natten.

I et stykke tid er jeg ikke særlig villig til at åbne munden og svare på det spørgsmål, som skikkelsen foran mig stiller mig. En skikkelse, der tilhører en ravnesort, spinkel hoppe, hvis øjne er en markant rød farve. Et temmelig sjældent syn, og for mit vedkommende er det første gang, jeg har set så røde øjne. Mine ører er endnu vippet bagud, og endnu et par øjeblikke skal der til, før jeg giver et lavmælt prust fra mig. Hun kan vel i princippet ikke gøre for, at jeg ikke nåede at se hende, før jeg kom for tæt på, og jeg kan tydeligt se på hende, at hun er langt mere påvirket end mig selv. Hendes hoved er sænket ned mod jorden, og hun bærer et lettere forpint udtryk.

,,Dig først. Hvem er du?”

Mit ene øre vippes skeptisk til den ene side, og mine store, mørke øjne er rettet mod hendes røde øjne. Jeg plejer ikke at dømme andre sjæle, fordi jeg ganske enkelt ikke har brug for det, og det gælder også denne sorte hoppe. Hun viser mig en høflighed ved at sænke hovedet, og jeg er godt klar over, at det måske ikke er den mest venlige gestus, at jeg beder hende give mig sit navn, før jeg vil give hende mit, men det er sådan set underordnet lige nu. Jeg gider ikke gøre noget ved det.

[/size][/color]

The darkness is my friend…
At den mørke hingst, uden aftegn, havde valgt at troppe op ved hende; gjorde hende lettere utilpas. Mange svansede hurtigt videre, når de opdagede hoppen med de tofarvede øjne. Det ene lyseblåt og det andet fuldkommen ildrødt. Så rødt, at man nærmest kunne mærke varmen og flammerne i det. Men den amme hoppe ønskede ikke, at skulle være så speciel. Og derfor misundede hun hingsten der nu stod foran hende; for han var belagt med den mørkeste pelspragt – og de mørke øjne var ganske velegnet til hingsten. D’zard sænkede hovedet, mens hun viste sin fulde ydmyghed, ved at være underdanig. Hun mimrede med mulen, mens hun lod hovedet glide omkring området; hendes tofarvede øjne fangede igen den mørke hingst. Den utrygge hoppe lod ørene glide let tilbage; men det var bestemt ikke for at vise nogen form for aggressiv adfærd, men i stedet fordi hun lyttede og hun udviste sin nervøsitet ved hans nærvær; men det var ikke fordi hun prøvede at jagte ham væk, for det prøvede hun vitterligt ikke.

Det var ikke nemt for hende på nogen måde. Det med at være tæt på nogen; og det kunne hingsten sikkert godt fornemme, for hendes adfærd var trykket. Hun lignede en der mest af alt havde lyst til at blive kastet for løverne end hun ville stå og have nær kontakt med nogen som helst. Ørene lå let tilbage på den kønne, men ufattelige usikre hoppe. Og trods sin skrøbelighed, besad hun en så indre og stor styrke. Men for at udvise sin venlige sjæl, og at slet ikke var en aggressiv sjæl, brummede hun mildt i mod hingsten, for så at trække sig tilbage igen. Da han valgte at udspørge hende i stedet vippede de sorte øre forvirret frem og tilbage og hun prøvede at gennemskue hans humør, for hun stolede ikke på nogen. Hun havde været udsat for så mange overfald, at hun ikke turde andet end at underkaste sig ham, for at udvise sin fulde respekt for hingsten.
”Hvem jeg er? Mit navn er D’zard … Men jeg er altid blevet kaldt Sorte,” Fik hun så sagt, og det sagde sig selv, at det var et øgenavn. Et spøjst et af slagsen. De fleste rynkede på mulen over det, fordi de tænkte at det sikkert var et mærkeligt øgenavn. Men for D’zard var det blot en del af hendes hverdag. Hun mødte mange, som pludselig kunne have et meget sært adfærd overfor hende. Det var utroligt hvad fremmede kunne finde på; mente den spinkle hoppe. For hun havde skam været udsat for lidt af hvert.

”Du … du er jo mørk som jeg,” fik hun sagt; nærmest skræmt og hun undveg med hovedet som havde han bidt ud efter hende eller som var hun forberedt på, at han ville skade hende. Hendes smertende blik ramte hans igen, og man kunne se hun skammede sig. ”Du må … meget undskylde; mine øjne. De … de er ikke normale; men jeg er ikke et uhyrer; det kan jeg forsikre dig. Jeg vil ikke gøre nogen ondt,” Og det forpinte blik slog ned i mod jorden, mens hun sukkede tungt ud. Denne undskyldingstale var hun efterhånden vant til; for hvis hun ikke undskyldte fik hun prygel, havde hendes forældre fortalt hende. Hun havde hele sit liv været opvokset med fremmedes frygt for forargelse; og det pinte hende så inderligt meget. Pinte hendes lille spinkle sjæl; og det havde knust hendes ellers robuste hjerte.
D’zard var lige som et knust spejl. For trods spejlet var samlet igen, så ville man altid kunne se revnerne i det. Se hvor ødelagt hun havde været og at hun aldrig ville blive hel. Derfor nægtede hun at nogen skulle være sammen med hende, for hun vidste, at hun ville være en kæmpe skuffelse.

Hun er den første, jeg har mødt i dette land, som er samme ravnesorte farve som jeg, og generelt er det faktisk sjældent, at jeg er stødt på nogen, som er så sort. Og det er nu ikke kun det, mine øjne fanger, for hendes bygning er jeg heller ikke sen til at sammenligne med min egen. Hun er meget spinkel. Fin. Slank. Nøjagtig som mig selv. Alligevel vil jeg nu gerne påpege, at jeg aldeles ikke er feminin – jeg er ikke formet som en hoppe, som hun naturligvis er. Alt andet ville jo være underligt. Langsomt løsner jeg lidt op i mine kæber og hæver hovedet en lille smule, inden jeg lader min nakke knejse sig og indfinde sig i den velkendte, galante bue. Inde bag min lange pandelok hviler mine store, mørke øjne mod hende, men hun har ikke nogen grund til at frygte det blik, mine øjne bærer, for medmindre nogen formår at gøre mig oprigtigt vred, finder man sjældent meget andet end et roligt, men levende blik.

Jeg har det stadigvæk ikke godt med, at vi kom så tæt på hinanden, selvom det ikke stod på i mere end et par øjeblikke. Det der med nærhed, det er slet ikke noget, jeg gør mig i, medmindre mit formål med det er alt andet end fredeligt. Jeg kan stadigvæk mærke den trykkende fornemmelse kravle under skindet på mig; en følelse, der opstod for mange år siden og har forfulgt mig siden da. Og det er så sandelig også en følelse, jeg ikke har tænkt mig at bearbejde. Jeg skal ikke have nogen tæt på, og jeg anbefaler heller ikke, at man prøver på det. Og selvom det absolut ikke var mig selv, der var herre over, at den sorte hoppe og jeg kom for tæt på hinanden, er der alligevel noget, der holder mig tilbage fra at lade det gå ud over hende. Jeg kan sagtens sætte ord på, hvad det er; jeg kender jo mig selv. Men jeg er ikke meget for at indrømme, at det er fordi, at hun endnu ser ud til at være langt mere mærket af det end mig selv. Enten fordi jeg er bedre og hurtigere til at se bort fra det, eller også er det noget helt andet.

Kort efter begynder hun at tale, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at hun er den, der på kortest tid har fortalt mig mest. Først præsenterer hun sig selv. Både med hendes navn, men også det navn, som hun bliver kaldt. Et navn, jeg også er blevet kaldt mere end en gang gennem mit liv, men som jeg sjældent har opfattet som negativt; jeg er jo sort. Og det kan jeg ikke lave om på. Og hvis jeg kunne, ville jeg heller ikke gøre det. Jeg når ikke rigtigt at overveje mit eget svar, inden hun fortæller mig mere. Denne gang undskylder hun for sine tofarvede øjne, og jeg forstår ikke hvorfor. Hvordan kan hun have behov for at fraskrive sig selv fra titlen uhyre, når det nok er det sidste, hun ligner? I et kort øjeblik kan jeg ikke lade være med at se det som en let fornærmelse; måske har hun ikke bemærket ligheden mellem os, men det har jeg. Og udover vores personligheder, er ligheden faktisk ret stor.

En krølle tegnes på min mule, inden jeg lader mit hoved falde en anelse på skrå, således at min pandelok flytter sig fra mine øjne og giver mig frit udsyn; naturligvis kan jeg da godt se alligevel, men nu er forskellen, at hun også kan se mine øjne. Jeg betragter hende nøje i nogle øjeblikke, men ikke på den der sultne måde. Jeg prøver ikke at afklæde hende med øjnene, æde mig hele vejen ind til hendes knogler. Nej, jeg betragter hende blot for at vise hende, at hun har min opmærksomhed. Og så bryder jeg ellers stilheden med min særlige stemme; en harmonisk blanding af drengede og høflige toner. Ej en dyb og rå stemme, men absolut heller ikke fimset og feminin. Maskulin er den da, men ikke ubehagelig. Autoritær og rolig.

,,Hvad får dig til at sige sådan?”

[/size][/color]

The darkness is my friend

Man kunne meget nemt og hurtigt se, at den sorte hoppe udadtil var ekstrem skrøbelig; og at der var noget vanvittig galt. For hvilke normale heste, undskyldte for sin eksistens? Ingen. Ergo; D’zard var en bastard og hun havde fra spæd af levet med fordommene og en masse vrede. Hun huskede kun sin fortid som dyster og mørk. Som om det var en silhuet i sit indre. Hoppen havde været belastet ualmindeligt meget, og derfor havde hun knækket under og blevet den skrøbelige skabning hun nu en gang var. Hun forstod ikke, at hingsten blot stod der og så på hende. Hun var vant til at få prygl, så snart hun viste at hun var svag, men hun ville ikke være i stand til at kæmpe tilbage; for hun havde altid fået af vide, at hun aldrig måtte kæmpe i mod andre. Hun måtte ikke skade nogen, trods de skadede hende. For der var nemlig en grund til at de skadede hende. Fordi hun var født som hun var.

I hendes opvækst havde hendes far aldrig rigtig været inde i nogen form for faderolle; for han var forsvundet fra flokken meget hurtigt, da han fandt sig en ny hoppe. Sort som mørket. Sort som D’zard. Det var desværre måske også grunden til D’zard var blevet den som hun var. Hun var blevet tryglet hele livet; men det værste i livet havde helt sikkert været hendes mors fornægtelse. Hun havde været rasende, fordi hun ikke var ravnesort som D’zard og hendes nyfødte datter mindede så meget om hoppen, som faderen var smuttet med. Derfor lod hun al sin vrede og jalousi gå udover hoppen, og mindede hende om, hvor lidt værd hun overhovedet var. Hun havde startet det hele. Opfostreret hende til at være bange for sig selv og kunne forstå andres forargelse; og det havde ikke gjort det bedre, at moderen fortalte at D’zard var besat af både en dæmon og en engel, så at man skulle tage sig i agt. Moderen fortalte at så længe man blot så ind i det blå øje, ville intet ske. For det var de røde øje som ville forudsage had og katastrofe.

Så man kunne ikke lige sige, at D’zards opvækst havde været en dans på røde roser. Den havde gjort hende til den hun var; men hun bebrejdede ikke sin moder. Det var måske det mest fantastiske ved D’zard. Hun havde ingen form for had og bagte ingen nag. For sådan var hun ikke. Sådan ville hun aldrig blive! Men det som overraskede mange, hvis man overhovedet lod hende snakke, var den så fine stemme. Nærmest engleagtige. Den var så fint balanceret og var ikke for kvalmende sød, men var blød og meget behagelig for ørene. Og det overraskede mange, at en fin og lys lyd kunne stamme fra den sorte, dystre hoppe. Hendes øjne fulgte atter den sorte hingst, som virkede til at nærvær heller ikke var det som kom i første række hos ham. D’zard var blot glad for, at han ikke var en af de anmassende hingste, som overrendte alle de grænser hun tydeligt ridsede op. For med hendes attitude var det tydeligt at se, at hun ikke blot var utryg ved selskab, men hun faktisk var skræmt. De fleste fandt hende mærkelig, men alligevel var der nogle som vovede at prøve at finde ud af hvorfor hun netop var skræmt.
Da hingsten pludselig valgte at snakke igen, bemærkede D’zard den måde han kiggede på hende og det hvilede ingen ondskab i ham. Derfor hævede hun hovedet en smule, men hun var stadig meget underdanig, ved at holde hovedet lavt, for at vise ham sin respekt og underkastelse.

Det han sagde vækkede nogle tanker, som tumlede rundt. ”Se på mig…” Nærmest hviskede hun, men med en så stor skuffelse. Selvtilliden fandt man ingen vegne på den ravnesorte hoppe, som blev forvekslet som mørkets datter; med dæmon øjet og engle øjet. Men hun var ej ingen dæmon. Besad ingen dæmoniske tanker. Men hun var blot en så splittet sjæl, som var født i en forkert krop; med forkerte øjne. Hun ønskede for alt i verden, at ingen andre skulle opleve dette. For hun var skræmt. Hun var så skræmt, fordi hun vidste, at hun ville ende op hele livet alene. Leve med sig selv alene i mørket. D’zard havde som plag leget med tanken om et føl en gang ude i fremtiden. Et føl, som hun ville give al den opmærksomhed og kærlighed, som hun aldrig havde fået eller ville få. Men jo ældre hun blev, jo mere kastede hun den drøm ud af hovedet. For hun ville ikke fejle som moder og ville ikke byde sit føl, at skulle være flov over dets moder.

... Ynkelig? Det kunne man vel egentlig godt kalde hende. Men hun var opvokset med disse nedladende tanker om sig selv, så hun vidste ikke bedre. Så man kunne ikke bebrejde hende, men hun bebrejdede heller ikke nogen for, at have dystre tanker om hende. ”Jeg er jo ikke på nogen som helst måde normal,” Hendes bløde stemme forbavsede mange, fordi den pludselig kom fra denne mørke hoppe. Hendes sårede øjne hvilte i mod hans. Behøvede hun at udstille sig selv mere? ”Det er derfor jeg lever i mørket; for ikke at vække opsigt.” Hoppens stemme var skrøbelig, men alligevel hvis man var en god hestekender, som lagde mærke til de små ting i andre, kunne man tyde en lille svag brændende styrke. D’zard var oprigtigt ked af, at hingsten måtte støde ind i hende. Men hun ville heller ikke jage ham væk, for det var ikke hendes indsigt.
[/blockquote][/font]

Jeg har aldrig været i tvivl om, at der er findes andre, som har haft en opvækst, der er meget værre end min egen. Fra mit synspunkt synes jeg heller ikke, at jeg har haft det hårdt. Tilnærmelsesvis svært, måske. Men jeg er selv den dag i dag lidt i tvivl om, hvordan jeg vil vælge at beskrive det, for det har jo heller ikke på nogen måde været nemt for mig. Som toårig satte verden et ultimatum foran mig, der hed, at jeg kunne lære at klare mig selv, eller jeg kunne lade være. Ingen af dem var på det tidspunkt særlig tiltrækkende, men med min lille families nærmest evige strejferliv var det jo ikke ligefrem fordi, at jeg var uegnet til at klare mig selv. Næh, egentligt var det jo alligevel forventet af mig på et senere tidspunkt. Men den måde, det endte på, det har så sandelig påvirket mig. Og i endnu større grad, den tid der kom efter.

Der har sjældent været nogen, der har fået lov til at opdrage på mig. Kun min moder, men to års indflydelse har ikke rakt langt, især ikke når jeg er så selvstændig, som jeg er. Egenrådig. En rigtig enspænder. Mine ører lægges ud mod hver deres side, og lige så snart de mere personlige tanker om min mor, min søster, min far og andre spøgelser fra fortiden begynder at række ud efter mit tankecenter, lukker jeg ned. Det kan jeg ikke tænke på nu. Ikke mens den sorte D’Zard står foran mig. Men der er intet at se på mit ydre. Nej, det eneste jeg viser, er en fattet adfærd. Rolighed. Jeg viser nøjagtigt, hvad jeg vil, og det er sjældent ret meget, medmindre det er meningen. Det er der mange, der mistolker som en facade, men jeg skjuler jo ikke, hvem jeg er. Det her er mig. Det er bare kun det her, jeg har lyst til at dele med resten af verden.

Det står i en pæn modsætning til den sorte frøken foran mig. Hun er ikke bange for at vise, at hun er skræmt, at hun føler sig utilpas, og at hun på ingen måde har det godt med sig selv, og jeg er ret sikker på, at hun er det slemmeste tilfælde, jeg nogensinde har mødt; og det siger altså ikke så lidt. Normalt trives jeg ikke særlig godt med typer som hende, fordi jeg for det meste ikke rigtigt gider sætte mig ind i deres situation og forstå, hvorfor de er, som de er. For et par år siden havde jeg endda gerne givet et skub på vejen til at gøre det endnu værre. Det vælger jeg dog at spare hende for, måske fordi hun netop er så hårdt ramt, og ganske kort lader jeg mine tanker fokusere på, hvad det dog er, der er årsagen til, at hun nærmest ligger på jorden af skam over sig selv.

Det er et held hun ikke er gylden, for med den bygning, hun er støbt af, kunne hun lige så godt have været min søster – men det er hun ikke. Min søster er gylden. Og det skal D’Zard nok være glad for, at hun ikke deler med hende. Jeg bider stille tænderne sammen, hvilket giver mig et kortvarigt anstrengt udtryk, inden jeg lader mine kæber slappe af igen. Det her er svært for mig. Lidt af en prøvelse. At være i selskab med hende er meget anderledes i forhold til det, jeg er vant til, og jeg vælger at lade være med at love mig selv, at det ikke går galt på et tidspunkt, for det kan det sagtens. Det er blot et spørgsmål om, hvad hun får sagt eller gjort forkert, og så springer bomben. Mine mørke øjne er endnu rettet mod hendes forskelligfarvede øjne. Noget, der absolut ikke skræmmer mig.

,,Se på mig. Se ligheden. Hvis du beskriver dig selv som unormal, skal jeg så kalde mig selv det samme?”

Det er første gang i dette land, at jeg har oplevet, at det ikke er mig selv, der skal tage initiativ til at føre en samtale. Det klarer den sorte hoppe foran mig ganske fint. Det er også første gang, at jeg har fået så meget at vide om en anden sjæl, uden at skulle tvinge det ud af dem. Jeg selv er ej den store snakker, men jeg har ikke svært ved det, så længe det ikke er mig, det handler om. Jeg er absolut ikke glad for at drøfte mig selv med andre, uanset hvad formål det end skulle have. Nej, jeg lader hellere bare være. Hjælp er heller ikke noget, man plejer at kunne hente fra mig, og det kommer sandsynligvis nok heller ikke til at ske for den sorte hoppe. Alligevel har jeg ikke rigtigt nogen ønsker om at drive videre i natten, og et kvalificeret gæt på hvorfor, er, at hendes elendighed har vækket min interesse. Og skal jeg endelig gøre en god gerning, så lad det da være for hende.

,,Hvorfor, D’Zard? Hvad er det, du frygter, at de andre vil sige?”

Kort vipper jeg hovedet til den anden side for at få min pandelok til at falde på plads igen. Jeg ved ikke, om det ville gavne hende mere, hvis jeg lod hende være alene i natten, for det er meget tydeligt på hende, at hun er meget mere end bare utilpas med at der er nogen i nærheden af hende. Nu har jeg dog aldrig rigtigt handlet efter andres ønsker og godtbefindende, og ligegyldigt hvor slemt hun synes at have det, er det noget, jeg agter at holde fast i. Sandsynligheden for, at det skulle være hende, der er i stand til at rette op på sider som den, er lige så lille for hende, som den er for alle andre.

[/size][/color]

The darkness is my friend
Mørket omkring de to individer havde opslugt dem fuldkommen, men alligevel kunne man ane bevægelserne. D’zard kunne ligeledes fornemme, hvordan musklerne bevægede sig i takt under den sorte hingsts pelslag. Silhuetterne af hingsten fremtonede en skikkelse som var i god stand; muskuløs og alligevel ikke meget større i bygning end D’zard og det fandt hun på en måde mere beroligende for sig selv. Hun var en af de skabninger som betragtede naturen som den var; lagde mærke til de helt små detaljer. Så som når natten havde fået sit overdømme over områderne og nattefrosten tittede frem, så kunne man se de små krystaller, som dannede sig i flokkevis rundt over landskabet. Naturen omkring den spinkle hoppe var det som holdte hende i gang. For hoppen så ud til hun rendt rundt i en cirkulerende elendighed. At uanset hvor meget hun prøvede at presse sig ud af det, så hjalp det tvært i mod ikke. Hun kunne nemlig ikke trodse cirklen, som havde forbandet hende til evig elendighed. Måske D’zards moder havde haft ret i ordende om, at D’zard aldrig ville finde ro. At selvom hendes krop måske døde hen en dag, så ville hendes sjæl for altid være forpint.
D’zard huskede at hendes moder havde undskyldt. Men ikke for sin opførsel eller hvordan hun oplærte D’zard. Ikke for hendes nedladende og destruerende ord, men derimod fordi hun havde fejlet som moder. At hun ikke havde været den moder hun havde villet være, netop fordi D’zard var den vanskabning som hun var, at hun havde fejlet ved at få et så vanskabt afkom.

Fortiden for denne hoppe var en deprimerende og endeløs tomhed. Mange havde garanteret bukket under, men D’zard havde knækket sammen på en helt anden måde. Hun var dybt traumatiseret og fuldkommen ribbet for al form for selvværd. Der var ikke nogen som helst selvtillid tilbage i denne hoppe, fordi hun var blevet behandlet som hun nu var. Undertrykkelse. Det sværeste for hoppen som var sort som mørkets datter selv, var at hun gik med til at blive sådan trykket af andre, for det fortjente hun helt sikkert ikke. D’zard var på ingen måde ondsindet; og var aldrig led. Hun havde aldrig haft ondskabsfulde tanker, men der lurede sig alligevel et temperament i hende, som hun havde arvet fra sin ædle fader.
Den sorte hingst Seth havde på ingen måde fået hoppen til at føle sig bare det mindste tryg. Hun så på hingsten, som prøvede at sammenligne hinanden; men D’zard så såret på hingsten, mens hun rystede på hovedet. Hun bed tænderne forpint og smertefuldt sammen, mens hendes blik blev kastet mod jorden.
”Der er ingen fejl ved dig. Jeg misunder dig. Jeg er født med disse øjne, og er bekendt ved min vanskabning. Jeg er opvokset i en familie, hvor jeg er nødt til at undskylde.” Det var ufattelig tydeligt, at høre hoppen var blevet undertrykt. Det var et ganske sørgeligt syn, men hingsten virkede bestemt ikke aggressiv overfor hende.

Ørene lå tilbage, men det var bestemt ikke fordi hun på nogen måde var sur eller vred. Næ, hun var fortvivlet. Fortidens djævle og dæmoner forfulgte hende konstant. De jagtede hende i en endeløs jagt. De lod hende bestemt ikke være i fred. Hele hendes fortid hjemsøgte hende konstant og mindede hende om, hvorfor hun var så ynkelig som hun nu var. Men det var nu synd for den lille spinkle gespens.
D’zard rummede ikke meget. I hvert fald ikke af mængde og bredde på det ydre. Men hun rummede en sjæl så from og ren. Et hjerte som blot var så godmodigt. D’zard var ikke en evig glad sjæl, som blot så livet som en dans på roser; og ville heller ikke have været en munter én af slagsen, selv hvis hendes opvækst havde været normal eller forholdvis normal. Hun ville altid være mere tilbageholdende, men der ville være en speciel varme i hende. En helt speciel form for omsorg, uden at det blev for klistrende eller for påtrængende, for hun brød sig ikke om påtrængende heste.

Hoppen så på hingsten, som lige så havde øjnene placeret i mod hende. Og alligevel – trods hendes evige frygt tog hun et skridt i mod hingsten. Ørene lå en smule usikkert ud til siderne, mens hun overvejede hans træk. Herefter rakte hun frem med mulen, blot for at fornemme om denne hingst ønskede at skade hende. Om han havde ondskab i sig eller hvordan det lige stod til. For D’zard betød det alt, hvis hesten foran hende var jordnær og ikke var påtrængende, men hoppens øjne … de søgte ustandseligt et lille spinkelt håb for at få den omsorg hun aldrig havde fået. Og hun nærmede sig også hingsten forsigtigt, inden hun pludselig ramte hans pelslag ved hans næseryg.
- Det var ikke en væmmelig følelse, men blot ved den meget korte; men alligevel så intense berøring kunne hun mærke varmen fra hingsten. En helt ubeskrivelig varme, som ingen andre havde fået hende til at føle. Og hun kunne ikke tro på det selv. Hun kunne nærmest fornemme hans kropstemperatur. Men så fandt hun ud af hvad hun havde gang i, og herefter trak hun sig forskræmt tilbage, mens hun sænkede hovedet underdanigt for at udvise sin skam og skyldfølelse. Som en undskyldning.

”Undskyld … det var ikke min mening,” hviskede hun; mens hun mærkede hvordan en forbitret smerte jog i gennem hendes spinkle korpus. De skrigende farvede øjne så sørgmodigt i mod hingsten og fangede hans blik. Det at han spurgte ind til hvad hun frygtede, gjorde hende tvivlsom, men hun agtede at svare. For det var ikke hver dag hun fik lov til at bruge sin fløjlsbløde stemme. Men hun var skam en snaksagelig hoppe, som sagde de nødvendige ting.
”Jeg frygter, at de ser mig, på den måde, som jeg ser mig selv. På den måde, som næsten alle ser mig. Som det uhyre, som jeg er opvokset som,” sagde hun såret; men hun krængede vitterligt sin sjæl ud foran hingsten. Men hun ville ikke lyve. Det vovede hun ikke at gøre overfor denne hingst, for det fortjente han ikke. Især ikke fordi han havde behandlet hende ind til videre med en form for respekt.

Respekt. En følelse, der helst skal være gensidig for at kunne bruges til det, som respekt skal bruges til. En følelse, der knytter sjæle sammen på den ene eller den anden måde. En følelse, som jeg ikke på vilkår udviser over for nogen som helst. Jeg nægter. Ganske enkelt. Der er ikke nogen, der burde have brug for at modtage min respekt, og ligeledes har jeg ikke brug for at modtage respekt fra andre. Jeg behøver ikke knytte mig til andre. Det skal ikke være mig, der viser dem, at de er gode nok. Jeg begår ikke fejlen igen. De få gange, jeg endelig har overtalt mig selv til at vise respekt, har været til sjæle, som jeg troede, jeg havde bag mig. Nej, jeg begår bare ikke fejlen igen. Naturligvis har det været nødvendigt, når jeg i mine unge år fik rodet mig ud i problemer, men hvem, som ikke kender mig, kan føle, om den er virkelig eller ej? Respekt er let at forgive. Og lige så at tage forgivet. Derfor har jeg det ganske enkelt med at betragte det som en fornærmelse frem for en venlig gestus. Respekt er bare ikke noget, jeg udøver.

Det er ikke helt med min gode vilje, at jeg lader mit blik hvile på hende, for ærlig talt er det lidt af en udfordring. Det er ikke særlig ofte, at jeg har fundet mig selv stå i en situation, hvor jeg hellere ville kigge væk, fordi jeg synes, at jeg får mere at vide om hende, end jeg egentligt ønsker, bare ved at se på hende. Hendes følelser sidder udenpå, de skriger mig lige ind i ansigtet, og jeg tvivler ikke på, at der ligger mange flere følelser inde bag hende. Hun er ikke hemmelighedsfuld over for mig, og det er på trods af, at jeg kun har kendt hendes navn for en lille stund. Jeg er ikke vant til, at det er sådan; normalt er det sådan, at jeg bogstaveligt talt skal vride det ud af de sjæle, der vover sig i selskab med mig, hvis jeg vil vide bare halvdelen af alt det, hun har fortalt mig. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at hun uden brok fortæller mig, hvad jeg spørger hende om. Måske har hun bare behov for at fortælle sin historie til dem, der gider lytte, eller synes hun, at der er et eller andet solidariserende over mig; hvis det er tilfældet, er det absolut ikke meningen.

Mit ene øre vipper af refleks ganske kortvarigt, da hun med sin fløjlsbløde stemme giver mig svar på det spørgsmål, jeg har stillet hende. Jeg har allerede forberedt mig på den tone, ordene er svøbt ind i, men alligevel har jeg en lille kamp med mig selv for ikke at blive påvirket af de triste toner, som hendes rene stemme udgiver. Hun misunder mig, siger hun. Hun misunder mig, fordi mine øjne er mørke og brune. Det, som ganske vist kan kategoriseres som normale øjne, men jeg er generelt ikke særlig glad for at sætte mig selv i bås som normal. Jeg prøver ikke at være normal. Jeg prøver at være mig, og eftersom at jeg er den eneste, der er mig, går det da for det meste ret godt. Alligevel er der af og til nogle krav, jeg sætter til mig selv, som godt kan være problematiske at holde ved, fordi de netop er lidt atypiske. Men det vil jeg hellere være; atypisk. Jeg er en lukket bog for min omverden, og de, der havde nøglen, har kastet den fra sig for evigt.

Da jeg trådte ind i det her selskab, hvilket jo i sig selv ikke rigtigt var meningen, var jeg ikke klar over, at det var nu, jeg skulle få den hidtil mest chokerende oplevelse, siden jeg ankom. Jeg er klar over, at den skulle komme før eller senere, men det er svært at forberede sig på sådan nogle oplevelser. Inden jeg når at åbne munden for at give hende en kommentar på det, hun lige har sagt, sker der noget, jeg ærlig talt havde regnet for umuligt. Set som noget, der for hende ville være fuldstændigt udelukket. Hun vælger at gøre noget, der ganske enkelt er forbudt. Noget, man bare ikke kan. Noget, jeg slet ikke kan kapere i mit hoved, fordi hver eneste berøring bringer ting frem i mit hoved, der er pakket dybt, dybt ned. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan undgå at nå at reagere, før jeg ganske kortvarigt mærker hendes mule mod min næseryg. Et højlydt, forskrækket prust forlader min mule, inden jeg hidsigt virrer mit hoved op, hvorefter min krop bevæges bagud i to skridt, hvis bevægelser sagtens kan beskrives som voldsomme.

Jeg har brug for at samle mig. Brug for at indse, at det er noget, jeg er nødt til at acceptere. Jeg kan ikke gøre handlinger om igen, og hvis jeg kunne, havde jeg ikke været bange for at forhindre hende i at røre mig på nogen som helst måde. Havde hun angrebet mig, havde det været noget helt andet. Så havde jeg bare angrebet hende. Det er det der med, at det er en forsigtig, nænsom berøring, og derfor skal jeg for alt i verden ikke røre ved hende nu; ikke en gang for at give hende en reprimande om, at hun ikke skal røre mig. Jeg får rimelig hurtigt fattet kontrollen over mig selv, og langsomt begynder jeg at trække vejret normalt igen, og jeg løsner lige så stille op i de muskler, som jeg åbenbart af refleks har spændt på grund af hendes lille påfund. Et påfund, som jeg simpelthen ikke forstår, hvor kommer fra. Min opfattelse var, at hun var skræmt over mig. At jeg virkelig ikke havde noget at frygte. Og fra mange andres vinkler er jeg godt klar over, at der heller ikke var noget at frygte over den lille, korte berøring, men så går vejen tilbage til det der med normal og atypisk; det, jeg frygter, er atypisk. Helt klart.

Jeg er ikke bange for mørket. Jeg er ikke bange for at være alene. Jeg er ikke bange for andre. Jeg er ikke som sådan bange for rovdyr. Jeg er ikke bange for torden. Ikke vand. Nej, det, jeg frygter, det er ganske enkelt nærhed og berøring. Det kan jeg bare ikke kapere. Langsomt bider jeg tænderne sammen, mens mine ører langsomt rykker sig en smule ud mod hver deres side. Jeg ser ikke vred ud, men jeg lader blikket i mine store, mørke øjne vidne om, at hun lige har begået en stor fejl. En fejl, som jeg ikke glemmer. Og selvom jeg gerne vil have, at hun ikke skulle kunne forstå det, så tror jeg netop, at det lige er, hvad hun kan. Det, jeg frygter, er mindst lige så atypisk som det, der forårsager, at hun ser sig selv som en vandskabning. Det kræver lidt at få mig selv overtalt til at lade det ligge. Prøve at sætte det til side i lidt tid. Jeg kan alligevel ikke bearbejde det, mens hun er her, og derfor er det et lille ultimatum, jeg sætter op for mig selv. Enten kan jeg vende ryggen til hende. Gå min vej. Give hende det skub ud i endnu mere elendighed. Eller også kan jeg blive her og hjælpe mig selv. Spare mig selv for den selvbebrejdelse, jeg alligevel ved vil komme, hvis jeg går.

Hun har forarget mig som den første i det her land. Men alligevel vælger jeg at lade være med at gå. Jeg vælger at blive her, og der går ikke ret længe, før mit blik igen er levende, men roligt, og roligheden hviler over min slanke, sorte krop. Men selvom det ikke længere genspejles i mit ydre, er jeg ikke i tvivl om, at hun godt er klar over, at den stadigvæk er helt gal indeni mig. Jeg anser hende for at være øvet i at lægge mærke til de små detaljer. Se ting, som andre ofte overser. Et ganske lavmælt prust får lov til at undslippe min mule, kun lige hørligt. Og selvom jeg ærlig talt ikke er meget for det, vælger jeg at lytte til de ord, hun siger. Det er dog de sidste ord, jeg hører, for de første ord er gået lige forbi mig. Det her er ord, der bringer min nylige, ubehagelige oplevelse lidt på afstand, selvom jeg er klar over, at den kommer til at ligge der, indtil jeg tager fat i den. Et uhyre, kalder hun sig selv. Et uhyre, fordi hendes øjne ikke har samme farve som alle andres? En anstrengt trækning tegnes på min mule, fordi det stadigvæk er lidt modvilligt, at jeg blot vælger at lægge det til side.

,,Hvordan opfatter du et uhyre?”

[/size][/color]

The darkness is my friend
Det kom som et kæmpe chok for den ravnesorte hoppe med de usædvanelige øjne. Det forpinte blik strøg hen over området, for at søge ly; eftersom hun var bange for hans reaktion. Ville han kunne tilgive hende? Ville han nu forlade hende i arrigskab og aldrig nogensinde skænke hende en tanke? D’zard var en hoppe som tænkte meget over alle handlinger som hun foretog sig. Hun ville for alt i verden ikke gøre nogen fortræd, og da slet ikke gøre nogen sure på nogen måde. Hendes øjne søgte igen den sorte hingsts mørke øjne, for at finde ud af hvordan han reagerede på hendes lille ydmyge strejf af hans pels. D’zard var ikke blot forvirret, men også overrasket over sin egen handling, for hun var virkelig kommet ud på dybt vand. Hun levede i en endeløs sorg.
D’zard havde ikke følt den trang til at være nær nogen siden den store Zekaryah havde kastet sine øjne på hende, men det var som om at det som ellers frastødte andre eller forundrede andre, tiltrak D’zard. Hun blev noget så interesseret, uden helt at vide hvorfor. Hun ville hjertens gerne fortælle Seth om det hele. Om hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Hvorfor hun lignede en krøbling. Hvorfor hun lignede en der konstant fik hug, hver eneste gang hun åbnede munden. Men D’zard vidste det ville være det dummeste for hendes vedkommende. Hun havde før været uvidende og lukket op for en anden hest, og han havde misbrugt hendes tillid på det groveste og gjorde D’zard endnu mere skamfuld end hun havde nogensinde været før.

Seths reaktion på hendes berøring var ikke som hun forventede. Jo, han trak sig hidsigt tilbage, men det at han ikke hakkede ud efter hende forundrede hende. Og hun vippede usikkert ørene i mod ham, mens hun med det dybt sænket hoved holdte opmærksomt øje med ham. Det kunne jo være han måske skiftede mening og gerne ville forudlempe den amme, spinkle hoppe. Men det lod til, at han hurtigere end hun lige forventede faldt til ro. Han havde altså en styrke. En ufattelig selvkontrol, og det beundrede D’zard tydeligvis. ”Det er jeg virkelig ked af. Tilgiv mig. Det kom helt uventet … jeg er ikke vant … til den slags … nærkontakt,” Det var tydeligt at høre skammen i hendes spinkle, men alligevel så rene og blide stemme. Den fløjlsbløde tone som altid vandrede ud af munden på hende, forbavsede andre omkring hende. At denne blide, rene og ikke mindst fromme tone kunne komme ud af hendes mund var i sandhed noget som de ikke forventede. De forventede en hæslig, dyb stemme; fordi hun var uendelig sort.

Men D’zard var ikke som alle forventede. Hun gjorde utilregnelige beslutninger, som hun måske ikke altid selv havde kontrol over. Og det skræmte en del, at hun pludselig kunne gå fra at være skræmt, til pludselig at tage kontakt. Hun kunne gå fra at være fuldkommen afslappet i sin holdning og ved en andens selskab; til pludselig at stikke halen mellem benene og forsvinde fra selskabet, selvom det måske lod til, at hun faktisk nød det. Men man kunne ikke regne med hende, ligesom hun ikke regnede med andre, men hun var en god hestekender, og hun vidste som regel hvordan deres respons var på hendes tilnærmelser. Men D’zard var også meget mere end blot det. Hun så ting som mange andre heste ikke lagde mærke til. For hvem lagde mærke til overgangen fra aften til morgen? Og omvendt. Morgen til aften? For jo de fleste vidste, at solen ville gå op og ned, men hvem bed mærke i de mange nuancer som pludselig skiftede i naturens farver? Hvem bed mærke i at hvert et træ i miles omkreds var levende på sin egen måde, og en del af den forunderlige naturs historie? At hvert et træ havde sin historie for sin opstandelse?

Men D’zard lagde også meget mærke til de som hun mødtes reaktioner, hun bemærkede hvordan de trak vejret. Hvordan de reagerede i stresset situationer, hvornår de blev nervøse. Selv hvad som gjorde at de blev mere interesseret. Men det som hun lagde mest mærke til, var øjnene. Hvad de fortalte og vigtigst af alt. Om de var levende. Og det kunne hun hurtigt fortælle, at det Seths. Det var de fleste hun havde mødt, og det var noget som fascinerede hende; fordi det betød de var villige til at kæmpe. Kæmpe for livet, og ikke tøvede et sekund på at leve livet.
Der kunne diskuteres om D’zards øjne var levende, men hun vandrede jo stadig rundt. Trak endnu vejret, fordi hun netop kæmpede for at være levende, trods alle odds havde været i mod hende.

Seth adspurgte hende om hvordan hun opfattede et uhyre, og det var nemt for D’zard at svare på – og så alligevel ikke. For det var svært at definere. Især for D’zards vedkommende, fordi hun ikke før havde stødt på et uhyre. ”Jeg har i mit liv, aldrig mødt et uhyre. Men jeg kan føle at andre eksisterende væsner væmmedes ved mig. At de frygter mig. Frygter den ondskab, som jeg måske indeholder. Forstå mig ret; jeg er hverken ondsindet og har ingen magiske evner, men under hele min opvækst har jeg været set ned på. Ser du, Seth… Jeg har været hånet og blevet jagtet tværs over mit gamle hjem, fordi de opfattede mig som et uhyre. Men jeg ønsker ikke at være et uhyre.”

Det kræver noget af mig at holde tankerne om hendes berøring ude af mit hoved. Selvfølgelig er hun da ikke den første, de r dristet sig til at røre ved mig, men forskellen mellem hendes og de andres måde at gøre det på er enorm. Min regel vil i alle tilfælde være, at det bare ikke er noget, jeg kan acceptere, men i det her tilfælde er det blot endnu sværere for mig at kapere det. Det er måden, hun gjorde det på, der var det værste ved det hele. Og bare tanken om det stikker voldsomt til mig og giver mig en plagende uro i benene, som om de ønskede at bære mig langt væk herfra og efterlade den sorte hoppe alene og lade mørket omslutte hende. Men jeg gør det ikke. Jeg ved, at de tanker, jeg kommer til at tænke, er nogle, som jeg helst vil udskyde lige så længe, det overhovedet er muligt for mig.

Jeg ved jo godt, hvor det egentligt er, at problemet ligger, men jeg er absolut ikke meget for at indrømme det over for mig selv og nikke genkendende til det, og derfor passer det mig absolut ikke særlig godt, at de kommer og angriber mig fra alle de minder, jeg i lang tid har forsøgt at holde på afstand. Det, jeg frygter, er, at jeg skal finde berøringer fra en anden rart. At jeg finder det rart at være i selskab med en anden. At der skulle komme en til, som jeg ikke ville kunne nægte mine følelser for. At det hele skal komme til at gå, som det gjorde sidste gang, jeg gav mit hjerte lov til at vælge. Jeg har valgt at spare mig selv for den smerte. Det hele er lettere for mig, hvis jeg lukker mig selv inde og lukker andre ude.

En dyb indånding hjælper mig til at samle mig en lille smule, selvom det er meget svært at falde ordentligt til ro. Det bliver nok ikke noget, der kommer til at ske lige foreløbig, og selvom min krop ikke længere er påvirket synderligt af oplevelsen, krøller en anstrengt trækning stadigvæk på min mule og giver udtryk for, at jeg stadigvæk har en lille indvendig kamp med mig selv. Men da hendes blide stemme lyder, hjælper det mig til at skubbe det hele lidt på afstand, og mens jeg lytter til hendes ord, viskes den anstrengte trækning langsomt bort. Hun undskylder, og selvom et undskyld normalt ikke plejer at rette op på noget som helst, har det i dette tilfælde en svag, beroligende effekt på mit stressede sind, som fokuserer på lyden af hendes stemme.

Kort efter lader hun den bryde stilheden igen, og nogle af de ord, hun siger, har jeg ikke nogle problemer med at nikke genkendende til. Nu er det jo ikke for sjov, at jeg hedder Seth; min mor gav mig navnet på grund af mit ydre. Som lille var der ikke mange, der kunne lægge øjnene på mig uden at bemærke mine fine træk. Men nu var jeg, og er stadigvæk, af en type bygning, som bestemt ligger i den spinkle afdeling. Havde jeg ikke mine bevægelser og gangmønster, der kun kan tilhøre en hingst, kunne min krop sagtens have tilhørt en maskulin hoppe - og tro ikke, jeg ikke hørte for det. Naturligvis er jeg da klar over, at jeg ikke ligner en hoppe nu, da jeg på ingen måde har nogen feminine træk; jeg er bare ikke robust, som mange andre er.

Der er dog meget stor forskel på de ting, der har plaget os - hendes oplevelser plager hende jo stadigvæk. Desuden er jeg aldrig blevet jagtet rundt på grund af det - nej, der har skam været andre årsager. Det kræver endnu lidt overtalelse fra min side at skulle åbne munden og tale til hende, fordi min krop stadigvæk er voldsomt forarget over oplevelsen. Men udover at jeg måske ser en anelse reserveret ud, er der ikke meget, der giver udtryk for, at det virkelig rystede mig, for jeg vælger simpelthen at gemme det bort.

,,Hvorfor har du aldrig sat dig op imod dem, der gjorde dig ondt?”

Nu er jeg jo ikke en hoppe, men det betyder ikke, at jeg ikke kender noget som helst til de ulemper og svagheder, man som hoppe er pålagt. Jeg er da godt klar over, at mange føler sig undertrykt og svage, fordi hingstene i evig tid har forsøgt at dominere dem. Men det, jeg gerne vil opnå, er at høre lige præcis hendes grund, og det skjuler jeg ikke fra mit toneleje. Hvis hun altid har haft det hårdt, kan det vel ikke blive værre, og hvorfor så ikke bare forsøge at gøre noget ved det?

[/size][/color]

The darkness is my friend
Hun bebrejdede dem aldrig for ikke at forstå hende. For hvem forstod hvorfor hun var så skræmt? Hvem kunne sætte sig ind i de tanker som konstant huserede uden pause i hendes lille forkrøblede hoved? Hende selv var ganske medtaget af alle de skavanker hun havde fået sig i gennem livet, men D’zard kæmpede i mod ved at leve videre. De fleste var garanteret hoppet i havet hvis de havde følt samme fornægtelse. D’zard skulle konstant være på vagt overfor fremmede, fordi de havde en mani med at skade hende uden nogen grund. De fleste gjorde det garanteret af afmagt og fordi de blev så skræmt af hendes tofarvede øjne. Men det som kunne gøre andre heste endnu mere irriteret på den mørke hoppe var ganske simpelt.
Hvorfor kæmpede hun dog for pokker ikke i mod? Snakkede for sin sag, og overbeviste dem om at hun var normal? Hvorfor gav hun dem ikke en lærestreng? Det var faktisk også noget som havde skænket den sorte hoppe en tanke eller to, men alligevel så holdte noget hende tilbage. Og det var måske også det som udløste at hun pådrog sig mere smerte selv end hun egentligt burde.

Den mørke hingst som før forarget havde trukket mulen til sig, lod til at falde til ro igen. D’zards øjne var til at læse uden man var bare en smule i tvivl om hvad hun tænkte. For hun var bestemt krænket; og hun var blevet såret og knust inden i. De tofarvede øjne havde igen søgt den sorte hingsts, og hun kunne ikke lade være med at føle endnu en trang til at undskylde for sin uacceptable opførsel, men hun kunne ikke tillade sig selv at være mere irriterende end hun i forvejen var. Hun behøvede ikke ødelægge det mere for sig selv, for han havde valgt ikke at gøre hende mere ondt, og det måtte hun være taknemmelig for, og derfor lukke næppet lidt i, for hvem gad høre på en som undskyldte for alt? Ingen.
Det gjorde til dels ondt i hende, da hingsten spurgte hvorfor hun ikke kæmpede i mod. Hvorfor hun dog ikke havde sat sig i mod dem, som prøvede at påføre hende smerte. D’zard måtte sukke tungt, men hun vidste at svaret var noget hun burde holde for sig selv.

Alligevel tillokkede noget af hendes sind hende til at fortælle ham det. Blot en kort version af det, for hun kunne gøre det noget så simpelt at forklarer. D’zards hjerne kørte på højttryk. Men måske var det fordi trods hingstens reserverede adfærd, så lod han til at kunne forstå at kommunikere med hende, og hun var villig til at svare så godt hun nu kunne på alle spørgsmål han stillede hende. For sådan var hun; hun svarede på det hun kunne og ville. Man fandt aldrig D’zard i nogen som helst kraftige humørsvingninger, som hopper ellers kunne have. Hun var hverken aggressiv eller diskussionslysten. Selvfølgelig havde hun lært at slå fra sig, men hun gjorde det bare ikke. Hun kunne ikke få sig selv til at skade nogen andre.
”Det gjorde jeg også. Deres højeste ønske var at få udslettet mig uden de selv behøvede at gøre det. De ønskede at mit sind skulle blive min død, men … jeg lever stadig, og det er hvad der minder dem om, at jeg ikke er en kujon.” Hendes øjne fulgte den sorte hingsts nøje, for at overveje hans reaktion på hendes svar, men der var også så meget andet som lurede bag. Så mange svar, som hun kunne komme med. Men hun ville nu heller ikke fylde ham med alverdens ævl. ”Men jeg slår aldrig fra mig, for uanset hvor mange knubs jeg selv får, så ved jeg at jeg ikke er bedre selv, hvis jeg lader mi temperament koge over.” Det var hårdt for den sorte hoppe at fortælle, fordi hun følte den smerte det påførte hende.

D’zard håndterede vrede på en helt anden måde. Hun fordrejede det til vrede mod sig selv. Hun havde en meget forskruet måde at gribe sine følelser an på; for uanset hvad skulle hun nok dreje dem over på noget, som skadede hende selv. Men én ting var sikkert. D’zard var det mest loyale væsen man fandt. Hun løj ikke. Hun ville aldrig gå bag om ryggen på nogen, og vandt man først hende hjerte ville hun gøre alt hvad hun kunne for at behage sin udkårne.
Den berøring som hun havde pådraget den sorte hingst, var noget som hun ikke bare lige gjorde. Det var slet ikke sådan hun var. Hun var bestemt ikke typen som blot rørte ved andre uden nogen mening. For ikke at sige; hun rørte vitterligt ikke nogen, medmindre hun blev tvunget til det. Og hun ville være rædselsslagen, men alligevel fortrød hun ikke at hun havde rørt Seth, fordi den berøring havde været så nænsom og intens… Men det var slet ikke berøringen det handlede om. Det handlede om hans reaktion.
Han havde ikke gjort hende ondt efterfølgende. Han havde reageret voldsomt, men ikke pådraget hende nogen form for fysisk smerte eller skade. Han havde forundret hende, men til dels også gjort hende … ”tryg” omkring ham.

Det var en usædvanlig følelse som huserede i hendes spinkle korpus. De sorte stænger stod ustabilt fast mod jorden. Hun lignede et vildt rådyr parat til at flygte uden tøven; men hendes øjne fortalte at det ville ikke ske, fordi hun følte sig bundet fast. Bundet fast til hingsten, som hun slet ikke kendte, men hun kunne ikke forglemme det øjeblik de lige havde delt, trods hun var sikker på han prøvede at kaste det minde langt væk; men hun håbede han en dag ville tænke tilbage på hvorfor hun måske havde gjort det.
Hun havde prøvet at søge den kærlighed, som ikke længere vandaliserede i ham. Hun havde forsøget at finde bare en smule gnist frem i ham. Finde ud af hvad der havde gjort ham til den han var, og han havde garanteret været i gennem noget, for tilnærmelser var noget han reagerede meget negativt på. Hun ville ikke overtræde flere af hans grænser, men man kunne se hendes øjne var søgende. Hun søgte en form for omsorg i ham, ikke som han skulle kaste over hende, men hun følte at han lukkede sig fuldkommen af. En fuldkommen modsætning til hende, hvilket måske også gjorde mødet var så interessant.

Engang havde jeg ikke noget imod at lyve. Engang betød det ikke noget, for hvad kunne der dog ske, hvis det nu gavnede mig selv? Der findes ikke nogen, som aldrig i deres liv har fortalt en lille hvid løgn, og jeg husker ikke, at det nogensinde blev til mere end hvide løgne fra min side. Det, der ændrede mit syn på løgne, var mødet med en helt særlig hoppe - en sjæl, som jeg nærer et enormt had til. Jeg har aldrig haft svært ved at føle vrede, og var jeg ikke i besiddelse af min enorme selvkontrol, er jeg ganske sikker på, at jeg ikke var i live den dag i dag. Det er vigtigt at kunne styre sit temperament, og selvom jeg nogle gange ynder at slække lidt på kontrollen, så er det meget sjældent, at det virkelig sortner for mig.

Hun, den sorte hoppe, har ledt mine tanker ud på et spor, som for mig er ubehageligt at betræde. Så mange minder, der ikke burde huskes, så mange følelser, der har været gemt væk. Sædvanligvis er det ikke noget problem for mig at lukke uønskede tanker ude, men det bliver langt mere kompliceret, når hun formår at ryste mig så voldsomt, som hun før gjorde ved at overtræde min vigtigste regel; rør mig ikke. Naturligvis hjælper det på det, når hun bryder den omsluttende stilhed med sin blide stemme. På grund af hendes ynkelighed er det ikke nødvendigvis den stemme, man forventer at høre fra hende, men se nu på hende. Se igennem den skræmte aura, der hænger tungt omkring hende; hvorfor skulle man ikke forvente det?

På trods af, at hun forsøger at give mig en forklaring på det, jeg bad hende svare på, føler jeg ikke, at jeg bliver særlig meget klogere af det, hun har at sige. Hun har jo ret; hun lever jo stadigvæk. Men hvorfor vælger hun så ikke blot at være stolt af det? Hvad er det, der bliver ved med at forhindre hende i at træde bort fra det, hun altid er blevet hadet for, og i stedet fokusere på, hvad hun måske kunne blive vellidt for? Jeg bider mærke i hendes sidste sætning; Men jeg slår aldrig fra mig, for uanset hvor mange knubs jeg selv får, så ved jeg at jeg ikke er bedre selv, hvis jeg lader mit temperament koge over.

Jeg er jo selv af en helt anden opfattelse. Der er ikke nogen, der skal tro, at de kan træde på mig og gå ustraffet derfra. Og alligevel har jeg lige gjort en stor undtagelse. Hun rørte jo ved mig. Hun gjorde det, som jeg afskyer mere end noget som helst andet. En nænsom, intenst berøring. Men der er jo en grund til, at jeg ikke valgte at slå på hende, for hvad skulle det dog hjælpe på? Jeg har ikke brug for at gøre andres arbejde færdigt; jeg har ingen interesse i at give hende det sidste skub. Og så har jeg absolut ikke på nogen som helst måde lyst til at røre ved hende, uanset hvad grunden til det end kunne være.

Jeg ønsker absolut ikke at skabe nogen som helst binding til det, og hvis jeg på noget som helst tidspunkt bliver nødt til at vise hende det på den hårde måde, fordi jeg måske har været for mild overfor hende, så vil jeg gøre det, selvom jeg helst ser det som en sidste udvej. Havde hun været mindre skrøbelig, havde jeg gjort det, lige så snart hun rørte ved mig. Jeg føler bare ganske enkelt ikke nogen grund til at gøre det endnu. Og selvom jeg ved, at det allerbedste for mig nok ville være at vende ryggen til hende og gå, så gør jeg det ikke, fordi det kommer til at koste en hel del energi at holde styr på mig selv.

Jeg ved ikke, hvad det var, der gav hende den ide, for så vidt jeg er klar over, er der ikke just noget på mig, der lokker til at røre ved mig, medmindre jeg har en grund til at lokke nogen til det. Mit syn på den sorte hoppe er absolut ikke positivt. Hendes berøring får mig til at mindes den vrede, der hviler inden i mig. En vrede, der har sine rødder i smerte, sorg og vel nok også afsavn. Det er jo ikke fordi, jeg aldrig har været til at komme i nærheden af. Selvom jeg var meget vred på min mor, fordi hun brød det løfte, hun gav mig, var jeg meget tæt med hende indtil min død. Og selvom hendes død klart har påvirket mig til at gå i den retning, jeg er gået i, så var det en helt anden, der for alvor fik mig til at lukke mig selv inde.

Naturligvis har jeg lyttet til det, hun sagde, og selvom jeg ikke svarer på det, burde det ikke være svært for hende at se, at jeg godt har hørt hende. Jeg tror, hun har lagt mærke til meget mere omkring mig, end nogen anden i dette land har formået. Der er mange ting, jeg holder bort fra mit ydre, og selvom hun får lov at opleve mine reaktioner, så holder jeg mine tanker og følelser for mig selv. Alligevel nærer jeg ikke nogen tvivl om, at hun er i stand til at anspore nogle ting omkring mig, som andre ikke gør. Og da er det, at et spørgsmål dannes i mit sind. Jeg vil egentligt allerhelst lægge det fra mig, men eftersom det synes at være umuligt lige nu, kan mit spørgsmål ikke skade mere.

,,Det, du gjorde, D’zard.. du rørte mig.. hvorfor?”

[/size][/color]

The darkness is my friend
Hvorfor denne forpinte sjæl havde rørt hingsten. Det var svært for hende at sige. Ikke fordi hun ikke vidste det, men hun vidste ikke hvordan hun skulle kunne forklare ham det. Hvordan forklarede man en anden sjæl, at hun faktisk behøvede den omsorg? Han virkede tilsyneladende til ikke at være interesseret i nogen form for kærtegn, og da slet ikke fra denne hoppe. Han var meget tilbageholdende og afmålt.
Tilbageholdende som hende selv, men hans lettere kølige ydre, var helt sikkert det som gjorde hende lidt mere usikker i hans selskab, fordi hun ikke anede hvad hun dog skulle stille op. Hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle ham, hvor bange hun rent faktisk var? Hvor meget hun savnede nogen nærmede sig hende, og kærtegnede hver et lille pelstrå af hendes sorte pragt… Det var umuligt. Han ville vrænge forarget på mulen. Han ville finde hendes tilbagemelding ganske upassende. Ganske påtrængende. Og hun ønskede bestemt ikke, at han allerede ville forlade hende, for lige nu havde hun faktisk et svagt håb om, måske at denne hingst kunne blive noget nær en ven.

Hun havde endnu kun mødt én, som havde formået at vinde lidt af hendes tillid. Den store, mægtige hingst – Zekaryah. Men han var forsvundet og hun havde ikke set ham siden, hvilket var ganske deprimerende. Hun fandt det i hvert fald trist, fordi hun for første gang i lang, lang tid havde fundet en form for interesse i en anden. Hun havde følt sig knyttet; og samme følelse ophobede sig på nuværende tidspunkt. Men da hingsten ville høre et svar på hendes berøring, kunne man tydeligt se smerten hobe sig frem i hendes sårbare øjne. Det var tydeligt på hende, at det berørte hende. Det berørte hende meget; mere end han nok opfangede.
De tofarvede øjne stirrede endnu på den mørke hingst foran hende, men det fortabte blik faldt til jorden, i det hun manglede ord. På en eller anden måde. Hun vidste godt, at hun kendte svaret. Men hun var bange for han ville reagere hårdt på det.
”Gør mig ikke fortræd. Men jeg vil ikke lyve. Det gør jeg aldrig; det er ikke tilladt,” Hendes tofarvede øjne fangede hans mørke øjne, som hun misundte noget så grueligt.

Hoppen hævede hovedet en smule og trådte et lille skridt tilbage, og sænkede hovedet afværgende, som var hun parat til at modtage tæsk. Men så sukkede hun, for så at svare på det hingsten havde spurgt hende op. Trods det var noget så hårdt for hende.
”Du er ikke som de andre. Jeg var nødt til at vide med sikkerhed, du ikke var en af de tusinde silhuetter i mørket. Din varme … den er tiltrækkende. Og … jeg er ikke vant til den varme. Den tiltrækning. Jeg kan mærke … du lige som mig, ikke bryder dig om tilnærmelser. Men at du ikke længes efter det … som jeg gør,” Det var det sidste hun sagde, som gjorde mest ondt. For hun savnede kærtegn, mere end noget andet. ”Jeg … havde brug for dit nærvær,” sluttede hun af med. Hendes sind straffede hende med en jagende smerte, som spænede rundt i hele hendes spinkle korpus, og man kunne snildt se hvad det gjorde ved hende. Hendes øjne fortalte alt man behøvede at vide. Hvor meget smerte hun lige nu påførte sig selv. Hvor meget hun straffede sig selv.

”Undskyld. Det. Var. Ikke. Min. Mening.” gispede hun. Hun ville ikke havde han troede hun var en eller anden vanvittig hest, for hun var bestemt ikke syg i hovedet, men blot en svigtet og ikke mindst fornægtet sjæl der prøvede at finde en plads i livet. Finde en værdig plads. Finde omsorg; og give omsorg fra sig.
Men hingsten foran ville ikke være i tvivl om hvor meget hun straffede sig selv, for hun krampede sig sammen flere gange. Hendes vejrtrækning var gispende og svaglig. Hendes ben stod ustabilt med jorden; i det hun rystede så meget, at man helt sikkert både kunne høre og se det. Alt ved hende lignede noget som ville gøre i stykker på sekunder.

Jeg havde jo aldrig forventet, at jeg kunne gå rundt i det her land for evigt, uden at nogen ville driste sig til at forsøge at røre mig. Det ville vel kun være unormalt, at ingen skulle have modet til det. Men at de skulle være den skrøbelige sorte hoppe foran mig, det havde jeg nok ikke gjort mig nogen forestillinger om. Og det er vel også derfor, at jeg er nødt til at vide, hvorfor det så lige var hende, der skulle finde på at gøre det. Ja, det er vel derfor, at jeg spørger. I et stykke tid siger hun ikke noget, men der er ingen tvivl om, at hun vel nok tænker over det spørgsmål, jeg har stillet hende. Der er så mange udtryk, der viser sig hos hende, g jeg kan tydeligt mærke på mig selv, at jeg ville have værdsat, hvis hun var i stand til at lukke de udtryk inde. Holde dem skjult for mig.

Smerte er et af de udtryk, hun viser mig. Men hvad det er, der får hende til at udstråle den smerte, det er jeg ret sikker på, at jeg helst vil holde mig udenfor. Hun bryder endelig stilheden ved at sige, at det er forbudt at lyve. Som nævnt var det ikke noget, jeg havde et problem med engang, men i dag er jeg enig med hende. Kan jeg undgå det, lyver jeg ikke. Så vil jeg hellere snakke udenom. Stilheden indtræder igen, og hun træder et skridt bagud. I et kort øjeblik kan jeg tydeligt mærke på mig selv, at jeg ikke ville have noget imod, hvis det var for at vende sig og gå. Men sådan bliver det ikke, for kort efter lyder hendes stemme igen.

Jeg havde egentligt ikke nogen forventninger om, hvad hun ville sige, og jeg havde heller ikke rigtigt nogen ide om, hvordan jeg ville reagere på hendes ord. Hun siger et par ting, og jeg bider mærke i hver og en af dem. Og mine tanker omkring dem er absolut ikke positive. Hun siger, at hun havde brug for mit nærvær. Men hvorfor mit? Hvorfor mit nærvær? Jeg lader hendes ord lyde i mit hoved en gang mere. Hun nævner, at jeg ikke er som de andre. At jeg har en varme, der drager hende. At hun havde brug for mit nærvær.. I en hidsig bevægelse trækker jeg mit hoved i vejret og lægger ørerne bagud, inden jeg ubeslutsomt træder et markant skridt sidelæns.

Jeg føler en trang til at slippe kontrollen og straffe hende for det, hun siger. Straffe hende for de minder, hun vækker i mit sind. Alle de tanker, minder og følelser, jeg for længst har gemt bort, banker på og stikker til mit temperament. Men jeg gør det ikke; jeg slår hende simpelthen ikke. Hvorfor ødelægge hende mere, end hun allerede er? I et stykke tid rokker jeg lidt fra side til side, mens jeg prøver at dæmpe mit temperament og styre mig selv. Det er jo ikke fordi, det er første gang, at jeg hører sådan noget. Men det var den første gang, der får mig til at reagere sådan her nu. Jeg vil slet ikke høre tale om det. Jeg nægter at erkende nogen som helst form for enighed.

,,Men hvordan tør du?”

Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Hvordan tør hun gøre det, når nu hun virker så sky og bange for alt andet? Især når hun nu fortæller mig, at hun godt fornemmer, at jeg ikke bryder mig om tilnærmelser.

[/size][/color]