Natteravn på nattevandring

The darkness is my friend
Det var noget så tydeligt, at hingsten ikke forstod hendes lille handling. Det gjorde hun derved heller ikke selv helt endnu. Det var som om noget ved denne sorte hingst lokkede hende. Lokkede hende mere end de andre i dette land. Måske fordi hingsten i sig selv mindede hende om den muskuløse hingst, hun en gang havde fundet så utroligt fascinerende. Zekaryah… Var hans navn, men hun havde mistet modet til at finde ham. Hun ville ikke være en plage, og hvem vidste – måske prøvede han at skjule sig for hende?
Ørene vippede hun let tilbage, mens hun lod blikket glide over i mod den sorte hingst som stolede lige så lidt på D’zard, som hun stolede på ham. Men alligevel var der noget tiltrækkende ved denne sorte hingst, som hun ikke lige før havde fundet. Han var en ganske temperamentsfuld sjæl; og det var måske det som fangede hendes opmærksomhed. Hun var ikke tvivl om, at noget i ham terroriserede hans sind på en eller anden måde. Hun kunne slet ikke beskrive hvordan hun på en helt speciel måde, kunne følge ham. Forstod hans reaktion. Eller rettere; accepterede og respekterede hans væremåde.
De fleste ville nok finde begge hestes adfærd uvant. Og disse to var måske hinandens helt store modsætninger, trods de begge var lige ravnesorte. Men D’zard; hun var from og blid. Man fandt intet ondskabsfuldt i hende. Ikke det mindste overhovedet – og her var Seth mere en hårdhændet hingst. Mere barsk, men alligevel havde han vist hende nåde, om man ville. Han agtede ikke at gøre hende fortræd, trods hans kropssprog fortalte alt andet. Det var ikke svært for D’zard at se hans indre kamp.

Det pinte hende, at se andre som havde problemer, men han ville garanteret aldrig indrømme det var et decideret problem. Hingste var generelt for stolte til at tilstå deres mangler og svagheder. D’zard vidste hun var svag, men hun levede endnu – blot som en stor undskyldning, der blot ønskede at udvise andre respekt. Men hun levede.

"Tilgiv mig, for det jeg kommer til at sige..."

Den sorte hoppe havde måske begået en kæmpe stor fejl ved at overhovedet at have startet en samtale med denne hingst. Endnu større fejl ved røre ham. For lige nu pinte det hende, at hun bestemt ikke kunne være normal. At alt og alle rent faktisk foragtede hende; og så hende som en pestilens. Men hingsten var tilsyneladende ganske nysgerrig; for han spurgte ind til hvordan hun overhovedet turde, at røre ved ham og det var et ganske godt spørgsmål. Hendes sorte øre vendte i mod ham kort varigt. Hendes ustabile, spinkle ben vaklede en anelse nærmere på ham, men hendes øjne forsikrede ham om, at hun ikke ville røre ham.

”Jeg har aldrig i mit liv gjort noget lignende før,”

forsikrede hun, mens hendes blik fastholdte hans, for at vise sin sikkerhed i stemmen, for første gang kunne man ane en smule styrke i hendes fløjlsbløde stemme. Hoppen mærkede hvordan hendes hjerte slog et slag over, af ren og skær ængstelighed overfor hvordan han ville tage hendes svar. For som hun havde sagt, så løj hun ikke, men det var sandeligt ikke fordi det huede hende synderligt meget, at skulle fortælle Seth, at hun rent faktisk havde en slags mistanke, om hvorfor at hun egentligt turde.
Et dybt suk lød fra hende, men hun tog sig sammen og manede sig op så godt hun nu kunne, for hun var på vej til at skulle krænge en del af sig selv ud, som hun ikke før havde gjort overfor nogen. Og da bestemt ikke en fremmed.

”Du er anderledes. Du er en modsætning af mig, men jeg føler mig … knyttet til dig. Normalt ville jeg blive gjort fortræd ved sådan en handling, men jeg føler mig mere sikker ved dig end ved nogen anden. Du er anderledes; men på en helt ubeskrivelig unik måde, som gør mig tryg, om man vil,”

Det fik hende til at gispe, men hun mærkede hvordan det smertede at sige det. Hun hadede at gøre sig endnu mere svag og blottet end hun i forvejen er. Men nu var det overstået. Hendes broer var brændt, og nu kunne hun blot vente på hans reaktion.

Jeg er stolt. Meget stolt. Og man skal på ingen måde forsøge at pille min stolthed fra mig, for så har jeg et temperament, jeg sandelig ikke har tænkt mig at holde nede. Men trods min stolthed, så mener jeg ikke, at jeg er perfekt. Ingen er perfekt, og det har jeg gennem mit liv fået illustreret op til flere gange. Jeg mener ikke og har aldrig ment, at jeg er bedre end andre. Så hvis blot de andre ikke blander sig i min måde at leve på, så skal jeg sandelig heller ikke blande mig i deres. Dertil kommer, at jeg, om end det er med min gode vilje eller ej, godt kan indrømme, hvis jeg har begået en fejl. Naturligvis er det lettere at indrømme det for mig selv, end det er at indrømme det for andre, og det sidstnævnte sker temmelig sjældent. Jeg er utrolig privat, og at det kan få mig til at virke som et arrogant møgdyr, at jeg ikke er så villig til at indrømme dumheder og fejl over for andre, det er bare noget, jeg må tage med på vejen.

Min intention har aldrig været at være ond, bare for at være ond, men de grundlag, jeg bygger mine af og til mindre pæne handlinger på, er ikke altid lige lette at gennemskue. Jeg indrømmer da også gerne, at det af og til udelukkende er for at prøve grænser af. Den kulsorte hoppe foran mig åbner munden, blot for at bede om tilgivelse for det, hun har at sige. Men hvorfor? Det er nok næppe fordi, at hun mener, at jeg har sarte ører, og hvis hun tror det, kan hun i hvert fald godt tro om igen. Jeg tror efterhånden, at jeg har hørt det meste. Desuden har hun nok ikke det store at frygte, i hvert fald ikke så længe hun lader være med at røre mig, for så kan det godt være, at filmen knækker. Jeg kan sagtens være tolerant, men når jeg får nok, så er jeg bestemt ikke sen til at sige fra.

I et kort øjeblik frygter jeg dog, at det er det, hun har tænkt sig, for ganske ustabilt vakler hun en anelse tættere på. I en kvik bevægelse retter jeg begge mine ører direkte bagud, så de nærmest lægger langs min nakke. Et tydeligt tegn på, at hun vover sig ud på et sted, hvor hun kan være sikker på, at det går galt. Men om det skræmmer hende, det ved jeg ikke. Jeg tror snarere, at hun er dygtig nok til at se igennem det, og at hun i stedet for at lade sig skræmme ser en af mine svagheder; at jeg for alt i verden ikke vil have nogen tæt på. Et kort vip med mit ene øre afslører en svag usikkerhed. Men på grund af blikket i hendes øjne er jeg klar over, at hun ikke har tænkt sig at røre mig igen; men det betyder stadigvæk ikke, at jeg accepterer den afstand, der nu er mellem os. Igen åbner hun munden, denne gang for at forklare mig, hvad der gav hende modet til at røre mig.

Hendes ord kommer absolut bag på mig, og i lang tid lader jeg dem blot hænge i luften, mens jeg lader mit blik hvile mod hende. Langsomt bider jeg tænderne sammen og lader dem skære mod hinanden, og pludselig spænder jeg op i musklerne under mit kulsorte skind på en nærmest dyrisk, sulten måde. En gammel vane får mig til at reagere, og havde det været for nogle år siden, havde jeg ikke haft kontrollen til at holde mig selv i ro. Problemet er nemlig, at jeg slet ikke vil høre på de ord, hun siger lige nu. Tryghed. Hun kan da ikke finde tryghed ved mig. Markant træder jeg et skridt bagud, simpelthen for at sørge for, at jeg ikke giver mig selv lov til at sætte tænderne i hende. Og så vælger jeg simpelthen at skifte emnet.

,,Hvad er dit navn?”

[/size][/color]

Han undveg hendes lange prædiken; og det smertede i hendes sind. Det gjorde mere ondt end først antaget. Hun kunne mærke hvordan ydmygelsen bredte sig i hele hendes krop og hun sank skuffet og afvist hovedet ned i mod jorden igen. Hendes øjne fangede ikke længere den sorte hingsts øjne, men havde da tavst fundet sig til rette ved den placering hun mest var vant til - undvigende. Hun søgte ikke kontakt hos hingsten i det hun mærkede hans afvisning, så hun følte det som et kæmpe hårdt og jagende slag i maven. Hun kunne ikke rigtig finde ord på hvad hun dog nu skulle svare eller gøre. For han listede lige så fint over på et nyt emne og det sårede hoppen.
Hingsten huskede tydeligvis ikke at hun havde præsenteret sig selv, og da måtte det jo betyde at hun ikke havde gjort sig særlig meget bemærket eller gjort et godt indtryk. Hun sukkede tungt, mens hun vigende så i mod hans øjne, dog kun for en ganske kort stund.

"D'zard..."

Tavst lod hun svaret eppe ud. Hun mærkede en tom fornemmelse inden i sit dystre sind - dog havde hun alverdens påpegelser og kritik vendt mod sig selv. Selvfølgelig havde det være så latterligt af hende at åbne sig op for sådan en hingst. Han osede af selvhøjtidelighed og var ganske vidst en reserveret hingst. Han var ikke interesseret i at skulle lære hende at kende. Hun bed tænderne hårdt sammen - mens hun trådte et par skridt tilbage.

"De kaldte mig Sorte, der hvor jeg stammede fra,"

Peb hun svækket. Hun kunne slet ikke finde ud af om hvordan hun nu skulle opholde sig. Følelsesregistreret blev kørt hele vejen igennem. Følelsen af jalousi - fordi hun skulle behandles sådan altid. Følelsen af ydmygelse, afmagt, ængstelighed, tomhed, bitterhed, sårende, fortrøstningsløs, anger, irritation, vrede og den værste følelse: Afvisthed.
Var der noget som krænkede eller sårede denne hoppe aller mest - så var det at blive afvist.

"Undskyld."

Jeg ser det vel ikke som en dårlig ting, at jeg har en samvittighed, men jeg er ikke meget for at indrømme, når den prikker til mig og får mig til at overveje, om jeg mon kunne være det bekendt, som jeg lige gjorde. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have reageret meget anderledes, men i det øjeblik, hun sænker hovedet mod jorden, sænker en særdeles melankolsk stemning sig over hende. Hun søger ikke længere mit blik, og det er tydeligt, at min tavse afvisning ikke var, hvad hun havde brug for, og da er det, jeg mærker et lille bitte prik et sted inden i. Værre bliver det, da hun siger sit navn, der med det samme vækker genkendelse i mine ører. Hun har jo præsenteret sig før, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan en ulmende vrede breder sig rundt i min krop - jeg plejer absolut ikke at være glemsom, og det passer mig ikke, at hun skal tage mig i det.

Da hun træder bagud, lader jeg mine ører falde mod min nakke. Ikke fordi hendes handling er forkert, men fordi det ikke var meningen, at det her pludselig skulle tage sådan en drejning. Problemet er, at hun har valgt at søge tryghed hos den forkerte. Dette bliver kun et endnu større problem af, at jeg ikke nænner at gøre det klart over for hende, og egentligt påvirker det mig vel mere, end jeg har lyst til at indrømme, når hun pludselig virker så fortrøstningsløs. For en stund bliver jeg stående, hvor jeg er, men da hun siger undskyld, ryster jeg med det samme på hovedet og giver et lavmælt, hvislende fnys fra mig, inden jeg forsigtigt træder et skridt mod hende. Det irriterer mig, at jeg opfører mig som et lille lam, men hun forstår sandelig at få tankerne til at køre rundt i mit hoved.

,,D’zard, du skal ikke undskylde. I stedet vil jeg bede dig lytte til mig, for jeg skylder dig vel en forklaring.”

[/size][/color]