Alert

Lune kom gående igennem den tætte skov, nogle enkelte solstråler ramte hende hist og her. Mosset fik hendes lette hove til at synke lidt ned, det var vådt og køligt, solen havde ikke kunne nå ned og varme det. Alle hendes sanser var vågne, træerne stod så tæt at man knap nok kunne se 4 meter fremme. I hvert fald ikke uden at skulle fokusere godt og grundigt. Ørerne kørte lidt frem og tilbage, fangede alle lydene omkring hende. Fuglene fløj igennem træerne og deres vingers susen blev kastet tilbage til hende. En gren knækkede til venstre for hende, på vagt stoppede hun op. Noget brunt kom frem fra træerne, Lune prustede for sig selv, det var bare en hjort. Normalt ville hun aldrig begive sig ind i sådan en tæt skov, der var så mange steder andre kunne gemme sig. Men hun havde besluttet sig at ville udforske dette sted og håbede da inderligt på at kunne finde bare en lille eng hvor hun kunne stå og slappe lidt af, inden hun ville begive sig videre. Bange var hun ikke, når hun tænkte efter så var hun det sjældent, men på vagt var hun da. En rimelig stor gren knækkede under hende og kom med en høj lyd. Hun skar lidt tænder af det, bare ingen havde hørt det.

Der var nu gået et par timer siden Nevan havde lagt sig til at sove og nu da søvnen havde sluppet sit tag i ham åbnede han forsigtigt øjnene. Han havde gennem hele sin søvn haft på fornemmelsen at mødet med sin mor og det nye land Andromeda blot var en mærkelig drøm. Men da han slog øjnene op og lod blikket glide rundt gik der en sagte skælven igennem hans kraftige krop. Nevan var stadig fanget i det nye land Andromeda. Usikkert vippede han ørerne frem og tilbage og rejste sig så med forsigtighed fra stedet hvor han havde sovet. Hans gyldne pels var ikke særlig ren, hvilket kunne tyde på at han absolut ikke havde sovet nogen stille drøm.
Nevan rystede sin krop helt inden han lod blikket glide omkring, rundt i dette nye landskab. Hvor var han dog kommet hen? Nervøst lagde han ørerne tilbage med et fnys inden han satte frem i en skridt, der mest af alt blot var bygget op af nervøse trækninger og korte steplignende skridt. Det lignede ikke ham at være bange, eller nervøs! Men dette var første gang han nogensinde havde været andre steder end sit hjemland og oven i dette, så var det ikke noget han selv havde valgt. Og endnu engang: oven i dette, havde han mødt sin mor? Nevan skøn tankerne ud af hovedet og brummede sagte. Gud, hvor var dette dog stort og skræmmende…

Hun fnyste irriteret på sig selv, hun burde se sig bedre for, hun havde lært at gå forsigtigt og ikke afsløre sig selv. Men hendes opmærksomhed var ikke på hendes hove men nærmere længere fremme. Imellem træerne havde hun skimtet noget gyldent, men det var forsvundet igen. Hun stoppede op med det ene ben hævet over jorden og rystede på hovedet. Nej nu måtte hun holde op med at forestille at hun så ting når de tydeligt ikke var der. Hun kiggede en enkelt gang bag sig for at være sikker på at der ikke var nogen efter hende. Tilfreds med resultatet begav hun sig videre. Efter nogle meter så hun det gyldne igen. Denne gang var hun sikker på at det havde været der og at det ikke bare var hendes øjne der spillede hende et puds. Forsigtigt brummede hun, lige højt nok til at det gyldne, hvad det nu end var, kunne høre det. Forhåbentlig var det bare en anden hest som hun endnu ikke var stødt på.

Nevan så sig omkring og prustede usikkert. Hvordan skulle han dog nogensinde kunne falde til her, når dette var et sted han ikke ønskede at være? En anelse irriteret lagde han ørerne ned med en surmulende brummen. Pludselig blev hele hans opmærksomhed dog sat på en prøve da en brummen lød. Med et nervøst hop, ændrede han retning så han stod med fronten mod lyden.
Inderst inde var han sikker på det bare var en anden hest, men hvis det møde med hans mor havde været sandt, så var der ikke nogen almindelige heste der. Mens Nevan søgte efter hesten der havde prustet, var hans hjerne gået amok med at forestille sig dæmonheste med røde øjne og onde store horn. Han tvang sig selv i ro og gav så et sagte vrinsk fra sig.
Han skævede rundt men kunne absolut ikke se noget her i den tætte skov. Derfor forklarede han sig selv at det nok bare var hans forsovede hjerne der spillede ham et puds. Alligevel kunne han dog fornemme en andens nærvær, men hvor kunne han ikke fortælle? Derfor blev han stående med en helt anspændt krop og et opmærksomt udtryk i de mørke dybe øjne.

Da et forsigtigt vrinsk nåede Lunes ører stoppede hun op. Det var en anden hest, og det lød som om det var en hingst. Hun vrinskede igen i forhåbningen om at det var en venlig sjæl hun var kommet i nærheden af. Det var svært at se, hvor han præcist befandt sig i den tætte skov. Så hun lod hendes sanser guide hende hen imod ham, hendes ører kunne høre hans lidt anspændte åndedrag og næseborerne kunne lugte ham. Hun var tæt på ham nu. Imellem to træer stod han, en mindre hingst end hun havde regnet med og efter hans udseende at dømme var han også yngre end hende. Hun brummede venligt imod ham og stoppede lidt fra ham, hun ville ikke være for anmasende da han lignede en der ville fare sammen af skræk hvis en gren knækkede. Mon han var helt ny her i landet?

"Goddag du fremmede." sagde hun blidt.

Nevan brummede sagte da et vrinsk ramte hans ører. Med et var de mandelformede ører rettet fremad og det nysgerrige udtryk var tilbage i hans mørke øjne. Selvom Nevan ikke var høj, så var han bestemt ikke en ”pony” beskrivelse værdig. Han var forholdsvis kraftigt bygget, med en smule hovskæg. De mørke sokker gav ham også et stærkt udtryk, i måden hvorpå de stod i kontrast til hans lyse farve.
Pludselig så han så hoppen der havde svaret ham. Hun lignede ingen dæmon hest, havde ikke røde øjne eller onde horn, nej faktisk så hun ganske almindelig. Nevan trak overrasket hovedet til sig i et svagt prust. Det var noge der ikke helt gav mening i hans hoved. Men som den livsglade hingst han nu var besluttede han sig for at prøve, det kunne vel ikke skade?
”Heej.. Mit navn er Nevan. Hvem er du?” Hans stemme var hverken lys eller barnlig. Tværtimod bar han faktisk en mørk charmerende stemme, der klingede blødt blandt træerne her i skoven. Han sendte hende et prøvende smil og vippede ørerne frem mod hende. Også hun havde farver der stod i kontrast til hinanden, den lyse man og hale farve stod i kontrast til hendes rødlige pels. Ikke nær så meget som hos Nevan, men alligevel en smule.
- Hun var smuk, tænkte han for sig selv som han nærmede sig hende. ”Kan du fortælle mig hvor jeg er?” At landet åbenbart hed Andromeda vidste han, men han spurgte nu alligevel for blot at vide sig sikker.

Hun betragtede ham imens han nærmede sig. Han var anderledes end de andre heste hun havde set i sit liv. Han havde en særpræget farve som man ikke så så tit. Hendes øret stod fremme imod ham. Hun rakte hovedet lidt frem indåndede hans lugt og prustede forsigtigt igen. Da han kom med sit spørgsmål stod det helt klart at han var ny. "Jamen goddag Nevan. Jeg er Lune Rouge. Du befinder dig lige nu i landet Andromeda på en af dets øer kaldet Chibale."

Den unge gyldne hingst rettede blikket mod hende, efter at have ladet det glide undersøgende ned over hendes krop. Hun var højere end ham og virkede ældre, måske mere moden? Men vigtigst af alt, så virkede hun almindelig. Det gjorde Nevan en anelse mere tryg ved dette nye sted. Undersøgende lod han blikket glide rundt i skoven, træerne var enorme og skovbunden dækket af mos. Det mindede ham om hans fødeland, men så alligevel ikke. Nevan ønskede heller ikke at dette skulle minde om noget fra det gamle, for dette var nyt og han var ikke helt sikker på om han brød sig om det.
Med et prust rettede han sig op, hvilket gjorde at den mere unghestede krop blev rettet ud og en - stadig ung - men mere bred hingst trådte frem. Hans mørke pandelok lå som et tungt tæppe henover hans brede pande. Nevan sendte hende et let smil og trådte et par skridt nærmere hende.
”Lune Rouge. Må jeg kalde dig Luna?” Lød det fra ham. Nevan mimrede med kort med den kødfarvede mule inden han sendte hende et lidt bredere smil. ”Sagde du … øerne? Er dette et ø land?” Spurgte han overrasket mens han prøvede at holde den voksende nysgerrighed nede. Han kunne ikke helt tillade sig selv at være nysgerrig omkring dette nye land, når han havde fornemmelsen af at have forladt sin far. Nevan virrede kort med hovedet og så med et tænksomt udtryk ned i mosset.

Hun iagttog ham imens han kiggede rundt, han virkede til at slappe lidt mere af jo længere tid der gik. Hans øjne så ud til at få et nysgerrigt glimt da hun fortalte om landet. Hvor mon han var kommet fra? Og hvorfor virkede han så påvirket af at være kommet hertil, endda lidt negativt påvirket. Lune havde selv været lykkelig da hun kom hertil, fortryllet af landets skønhed. Denne hingst virkede mere generet af at være her.

"Ja det må du godt. Det er et ø land, denne ø er dog en af de mindre. Jeg har endnu ikke været på dem alle.

Hun kiggede atter undrende på ham inden hun spurgte ham: "Hvor kommer du egentlig fra?"

Grunden til hans mere negative indstilling til landet skyldtes kun at han ikke selv følte han havde valgt dette. Men det var jo ham selv der ville besøge hængepilen. At den så vidste sig at være en portal til dette land kunne han ikke stå til ansvar for. Derfor følte han sig på en måde forrådt, af landet her. Andromeda havde lokket ham hertil, Andromeda havde fået ham til at forlade sin far, men omvendt havde Andromeda allerede nu vist en absurd skønhed og rejsen gennem portalen havde endda givet ham mulighed for at se sin mor for første gang siden hun døde efter hans fødsel.
”Okay .. Luna.” Lød det fra ham mens et smil gled henover hans mule. Han kunne godt lide hans kælenavn, det var sødt men som månen bar det også en vis styrke. Nevan brummede sagte og nikkede så interesseret til hendes ord. ”Og øens navn var Chibale? Ved du hvor mange øer der er? Hvordan kommer man rundt til øerne? Er der noget… ualmindeligt her i landet?” Hans spørgsmål var mange, men det sidste betød især meget for ham. Han anede ikke hvad han ville gøre hvis svaret var: ja, der foregår en masse unormale og overnaturlige ting her. Nevan rystede tankerne ud af hovedet og sendte hende et smil.
”Hmm. Jeg ved ikke hvorhenne det ligger i forhold til Andromeda. På en måde ligner skoven derhjemme også lidt denne skov. Her er bare flottere, som om dette land er blevet skabt af en med smag for skønhed..” Svarede han hende som han lod blikket glide rundt. Han anede ikke helt hvilket ben han skulle stå på i forhold til dette. Det hele var nyt og uvant, han havde ikke helt lyst til at være her, men det faktum at han ikke kunne andet fik ham til at prøve at nyde sine første oplevelser i landet. Luna havde jo vist sig at være en ganske venlig hoppe, så det var den første gode oplevelse.
”Hvad med dig, Luna? Hvor er du fra?” Spurgte han smilende men nysgerrigt. Hans ”sande” jeg var stadig gemt væk, til han havde lært dette land bedre at kende. Men han kunne mærke hvordan alle hans hjemmevante drillerier og spilopper kravlede rundt i ham, kæmpede for at bryde fri.

Hun studsede lidt over navet Luna da hun lige skulle vænne sig til det. Hun havde aldrig rigtig haft et kælenavn, andet end at folk bare kaldte hende Lune. Men hun kunne lide sit nye navn, nu hvor hun også var i et nyt land.
Spørgsmålene fløj bare ud af ham og hun måtte godt nok koncentrere sig om at få det hele med så hun kunne huske at svare på dem alle sammen. Hun måtte selv begyndte at tænke lidt over hvordan hun sulle svare på alle de spørgsmål, hun havde jo kun været her i et lille stykke tid. Hun nikkede til ham som tegn på at hun fulgte med i hvad han sagde og da var han færdig startede hun ud med at sige:

"Nu har jeg jo ikke været her så længe som mange andre i dette land, så om alle de ting jeg siger er sande ved jeg ikke. Jeg gentager ganske enkelt hvad jeg har hørt. Har kun været på tre af øerne." Hun stoppede op, tænkte. Hvor skulle hun dog starte? Jo nu havde hun det, hun bukkede det ene bagben let og lod det hvile. Dette kunne godt gå hen og blive en lang samtale hvis han havde så mange spørgsmål.

"Af hvad jeg har hørt består landet af i alt fem øer, men som sagt har jeg kun været på de tre, så om de to sidste findes ved jeg ikke.
Men den største ø hedder Enophis, der er alt fra enge til bjerge. Stort er der og du skal have meget tid for at kunne undersøge det hele, jeg har kun været i en lille del af den. Den anden største ø hedder Leventera, her er skønt med lange strande og store enge. Så er der Zenobia, om denne ø findes ved jeg ikke, men den siges at være fyldt med sand der er så gult at man skulle tro det var forgyldt, om dette passer må Guderne vide. Den fjerde ø er så Chibale her, for det meste finder du kun skov her, men imellem træerne er der små lysninger. Den sidste af øerne siges at hedde Foehn, det er den anden ø jeg endnu ikke har været på. Den siges at være opstået efter alle de andre øer, som et fængsel for Ondskaben, men samtidig skulle der være fyldt med liv. Men farligt er der også, vulkanen risikerer at gå i udbrud når som helst og andre trusler lurer i horisonten derude."

Hun tog en lille pause, de andre heste hun havde mødt havde ikke krævet så lange svar, så hun var lidt ude af træning.
Hun fortsatte derefter.

"Det eneste ualmindeligt der skulle være er Ondskaben, men om han eller den, hvad det nu end er, findes ved jeg ikke. Ellers er jeg ikke stødt på noget unormalt her."
Hun nikkede til hans fortælling om, hvor han kom fra inden hun svarede ham.
"Jeg kommer fra en stor flok, langt væk fra dette land. Men den gik i opløsning og jeg stod uden hjem. Så jeg drog ud for mig selv og sådan havnede jeg her."

Der dukkede et utålmodigt blik frem i den unge hingst mørke øjne, hvilket også viste sig i form af den pisken han gjorde med sin sorte kraftige hale. Hvorfor det betød så meget for ham om der var overnaturligt her kunne han ikke selv greje, måske ville det bare være alt for meget for ham. Ved Lunas første ord rystede han kort på hovedet, mens han svagt mumlede, ”Jaja, fortæl nu bare..” Det var ikke ment som noget ondt, det var blot endnu et tegn på Nevans usikkerhed og utålmodighed.
Da hoppen så endelig begyndte at tale rettede Nevan stift ørerne frem og lyttede intenst til hvert et ord hun sagde, hvorefter han for sig selv gengav det: Fem øer: Enophis, Leventera, Zenobia, Chibale og Foehn. Ud fra hendes tale lød det som om dette land var skabt af en ganske mægtig hest, i hvert fald lød det sådan når hun beskrev landet: ” sand der er så gult at man skulle tro det var forgyldt,” og ”som et fængsel for Ondskaben.” Det lød ganske mærkværdigt men skræmte også Nevan en smule.
Denne Ondskab lød absolut ikke særlig tiltrækkende, derfor konkluderede hingsten nu for sig selv at hvis denne ø, Foehn, eksisterede skulle den absolut ikke besøges. Den måtte ligge ukendt i den tid Nevan nu befandt sig i dette land.
”Så det er ikke sikkert at denne Ondskab eksistere? Måske er det bare en gammel skrækhistorie.., ikke?” Prøvede han at forsikre sig selv om, ved hjælp af et spørgsmål til den røde hoppe.
Hendes historie virkede ganske stille og rolig, ”.. Hvordan var din rejse hertil?” Spurgte han sagte og usikkert. Han vidste ikke helt hvad han håbede hendes svar ville være. Men i hvert fald ville han høre hvordan hendes rejse var, uanset om den var ligeså mærkelig som hans eller ej.