Fuglesang i krontoppende..!

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Præcise og taktsfaste skridt lød, mens Diegos hove trådte roligt over den bløde skovbund. Et knæk lød nu og da, når tørre nedfaldne grene blev betrådt. Et skævt smil prydede da Diegos hvide mule, mens de energiske øjne så sig frem imellem de tætte og frodige træer. Han var snart fremme; ved brynet der mundede ud til det lille stykke græs der nu var her på øen, før sandet og derefter det blå hav. Det var tidlig morgen, og kun fuglesang var at høre i krontoppende. Diegos opmærksomme øre flakkede nysgerrigt omkring, mens de helt gnistrede af glæde ud af de mørke og unge øjne. Diego humør var højt; som sædvanlig!

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Undertiden som alverdens ting var sket for den mørk hingst, Jaidev, var han begyndt at trække sig mere ind til sig selv, ind i sig selv. Det var ikke ens betydning med, at hans følelser var fejet af banen, nej tværtimod var hans indre i et voldsommere virvar end det plejede at være. Han havde oplevet ting, set ting og sat til opgave at udføre ting, som kun de færreste turde drømme om, og det lagde et tungt pres på ham. Han ville helst have søgt væk fra andre sjæle, søge ind til ensomheden og tænke tingene igennem, men tiden havde som altid været hans fjende. Han var blevet kastet ud i store udfordringer, som han var ligeså nysgerrig som skræmt over. Det havde følelserne naturligvis reageret på, og i stedet for at holde standarden, var han begyndt at glemme det vigtigste i verden: glæde. Al ballade og morskab virkede så fjernt, som om det aldrig havde eksisteret. Det var som om, det var gammelt og glemt; det fandtes et dunkelt sted i ham, indgroet med spindevæv. Et suk slap løs fra den silkebløde mule, mens de stærke ben bevægede sig fremad i en energisk skridtgang gennem skovens dybe ro. Morgen var tidlig, luften frisk og den eneste lyd han kunne høre, var den saglige lyd af fuglesang for oven. Selv den bløde skovbund under ham var tavs, såvel som resten af hans tilstedeværelse. Hans vejrtrækning var så dæmpet, at den var uhørlig. Han var blot en synlig skygge, der flaskede rundt i skovens tidlige morgen dunkelhed. Men pludselig strejfede en bekendt lugt hans sensitive næsebor; en sjæl fandtes længere fremme. En sjæl, han ej havde set længe. I et ryk stoppede Jaidev op, og knejste nakken galant sammen, mens han en smule hidsigt inhalerede den friske duft af hingst der hang i luften. Det var den eneste duft af hingst, som kunne få ham til at brumme en smule fornøjet. En rød hingst ejede denne lugt. En hingst, hvis udseende mindede om hans eget. Jaidevs gjord et smæld med den tykke, sorte hale og satte da fremad i en stolt og målrettet trav, mens ørerne gled sidelæns, for at opfange enhver fjern lyd. Hvor mon denne hingst gemte sig?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Diego fortsatte atter, og ingen længe ville han være nået skovbrynet. Men dundrende skridt i den bløde jord under Diego var at føle. Diego stoppede lidt brat op, hvor en hver anden ville have spejdet en smule vildfarent omkring sig, klar på en farer; så Diegos nysgerrige og sprudlende blik bare til, mens de røde øre opmærksomt lyttede håbningsfuldt omkring sig, mens Diego vendte lidt omkring. Han syntes at kunne ane en strømme dufte, som han genkendte, nu… nu… NU! Som han vendte og drejede sig, kom de fra lige dén retning. Diego smilede bredt over den hvide mule, ivrigt kastede han den hvide mule i vejret, i form at et slag med det røde hoved, før han ej holdte et ungt og drenget vrinsk tilbage, som fik sit frie løb igennem de tætte træer! For en kort stund blev fuglenes sang tiende, og Diego kastede et kådt blik i krontoppende med et drenget og ungt grin, før han atter så frem søgende imod denne genkendelige og savnede sjæl; mens fuglene atter fortsatte deres sang.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Vinden bar præg af en bekendt lugt; lugten af friskhed. Af klarhed; som en eng med nyfalden støvregn, med en mild snert af forårsskov. Hvor end han vandrende, ville han altid kunne genkende denne forårslige duft af hingst, der forsigtigt sneg sig ind i hans utroligt sensitive næsebor, hvor han krænkende det ene opad i en grimasse. De slanke, men stærke og terrænvante ben dansende elegant over den hårde skovbund, hvor rytmiske dunk lod fra de stærke hove. Halsen var knejst elegant og velbalanceret sammen, så ryggen fik mulighed for at strække sig, og samtidig kunne han bøje bagpartiet ind under sig, og derved bære sig af sted med endnu større balance. De mandelformede øre var gledet sidelæns, og gav ej udtryk for hvad han søgte; søgningen fandt sted et dybere sted. Helt inde fra hjertet af. Tanken om den røde hingst, fik Jaidev til at brumme en dyb, mørk tone, der øjeblikkeligt stoppede, da fuglenes sang tav. Med ét fløj hans velformede hovedet i vejret, mens ørerne spidsede sig fremad. Enhver bevægelse stoppede, og det resulterede i, at han stoppede op i en ædel parade. En smule håbefuldt holdte han vejret, da lyden af sjæl nærmede sig; og ganske rigtigt. Den røde, livsmunter, drengerøvet hingst kom i hans egen karakteristiske dans. Diego. Jaidev slog hårdt med hovedet, og lod et hingstet og dominerende brum ramme Diego i en hilsen, mens han bøjede den stærke hals sammen, og spillede med de mangfoldige muskler under det silkebløde pelslag. De sortnede øjne betragtede opmærksomt Diego, søgende efter eventuelle ændringer siden deres sidste møde, som lå langt tilbage i fortiden. Da Diegos krop var blevet gennemsøgt, lod han øjnene ramme forsigtigt mod Diegos udtryksfulde øjne, og med trippende bevægelser nærmede han sig Diego med en klar udstråling af drengerøvethed og ballade.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den mørkerøde skikkelse mellem træerne, var ej at tage fejl af; og før Diego vidste af det, var han i nærheden af denne hingst! Hans dejlige broder, som han holdte så meget af; skønt han ikke havde set ham længe, var det som om det blot var i går han sidst havde set ham. Det lidt hingstede og dominerende brum Jaidev undlod, fik Diego til at undlade sig den unge og drengede brummen også. Hilsende og glædesfuldt, nikkede Diego dybt i nakken, for Jaidev, før han nærmere sig.

”Længe siden!”
Udbrød Diego bare med al glæde i stemmen, mens øjnene sprudlede ungt og nysgerrigt, mule bredte sig i et bredt og glædeligt smil, og ørene vippede nysgerrigt og drenget frem. Let, allerede nu, puffede Diego mulen frem, drenget og en anelse kådt! Diego var virkelig glad for at se Jaidev igen!

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Diego var hans broder, der var ingen tvivl. Måske lignede de hinanden af udseende, men det var deres sjæle der havde båndet et unikt bånd mellem dem. Hvis man så dem hver for sig, ville man aldrig tro, at de to hingste ville kunne fungere sammen; den livsmunter, energiske Diego mod den indelukket, sensitive Jaidev. De var nærmest hinandens modsætninger, men så alligevel hinandens spejlbilleder. En karakteristisk brummen fra Diego ramte blidt Jaidevs gode hørelse. Lyden sneg sig dybt ind, og spredte en varm glæde i hans indre; en oprigtig og længselsfuld glæde efter atter at se den røde danser. Hans sjælens broder.

Da han var tæt nok på, knejste Jaidev respektfuld i nakken for hans broder, mens de sortnede øjne diskret glimtede af et unikt skær af glæde. Diego kunne altid skubbe tvivl og forvirring fra Jaidevs sind, og det var nøjagtigt hvad han også havde gjort denne gang; alle de tanker, der vandrede rundt i hans sinds tankespil blev overskygget af Diego, som fik hele Jaidevs opmærksomhed. Atter lød en hingstet brummen fra Jaidev, der slog et hårdt kast med det velformede hovedet, hvorefter han trådte tæt på Diego, så deres bløde muler stødte mod hinanden, og de sortnede, tomme øjne begravede sig forsigtigt i Diegos varme, ærlige øjne.

” Broder, det glæder mig at se Dem igen! ”

Jaidevs stemme var oprigtig. Hvert et ord var ment inde fra hjertet af. Han var glad for at se Diego igen, specielt fordi han ej havde ændret sig det mindste; han var stadig den lallet, drengerøvet, glade hingst som sidst de sås. Et varmt prust forlod Jaidevs mule, for i stedet at varme Diegos mule, hvorefter Diego sendte et puf ud med mulen. Jaidev kneb let de sortnede øjne sammen, inden han hurtigt og smidigt nappede ud efter Diegos kæbe, inden han dansende sidelæns med den ravnsorte hale stolt i vejret, og et udfordrende udtryk hvilede over ham i en blanding af aura og udstråling. Diego rykkede noget i ham, noget glemt og gammelt, men ej dødt. Det levede op hver gang han var i selskab med hans broder; hans elskede, elskede broder.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Diego



Det var uden tvivl glæden der blussede op i Diego, over blot synet af denne hingst; hans egen bror. Hans sjæleven, samt et af de få møder i dette land, som mindede ham om hans gamle hjem, og derpå gav denne dybe og meget naturlige tryghed. Deres muler mødtes, mens Diegos unge sind sprudlede energisk og de mørke røde øre vippede nysgerrigt frem på sig.

Varmen fyldte Diego til fulde, og alle små grublende tanker blev godt og vel fuldstændig glemt! Et par hurtige handlinger, samt et varmt nap over Diegos kæbe fra denne Jaidev, hans elskede bror; før Jaidev allerede dansede en anelse kådt sidelæns. Drenget smilede Diego fortsat bredt over den hvide mule, mens øjnene sprudlede energisk og ungt.

"Hvor har du været i al den tid?"
Lød Diegos unge og drengede stemme, der uden tvivl - som altid - var ærlig og dybt uskyldig! En dyb nysgerrighed lå i hans unge stemme, mens det drengede smil prydede den hvide mule. Drillende nappede Diego da også kådt og drenget ud efter Jaidevs bringe, hans havde virkelig vokset siden sidst. Han var, større på en måde; stærkere?

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Åndedraget var regelmæssigt og stærkt. Det var tydeligt, at den unge hingst havde et stærkt og sundt hjerte. Hver gang han åndede ud, blev der på mystiskvis dannet en tåge fra hans varme næsebor, og den tåge oplyste hans mørke hoved, hans kulsorte øjne og efterlod resten af hans udtryk i mørke. Det åndedrag vidste, at han var varm, trods kulden, der var begyndt at bide. Himmelen havde på ingen tid skiftet farve; den var en mat grå farve. Ingen sol, ingen skyer, som om horisont og himmel gik i et med hinanden. Samtidig var Andromeda blevet snebelagt. Den smukke, uberørte sne lyste landet op, skabte et eventyrligt vinterland. Snefnug dalede legesygt ned fra den grå himmel, og havde allerede på kort tid sat sig som hvide krystaller i hingstens ravnsorte man, så det gav et modspil mellem sort og hvid. De mørke øjne var et øjeblik fjernet fra Diego, for i stilhed at følge nogle snefnug, der bosatte sig i Diegos mørke man. Jaidevs silkebløde mule dannede en diskret men glædefuld rynke; denne sne mindede ham om hans første møde med hans broder, Diego. Ak, det var så lang tid siden de sidst havde set hinanden, de to sjælepartner, tiden havde ændret en masse hos dem begge, men alligevel så Diego ud til stadig at være den livsglade, muntre og ærlige hingst. Diegos unge stemme brød stilheden mellem de to ædle herre, der delte de mange sekunder med hinanden. Jaidevs våde ører gled nysgerrigt frem, lyttende og opmærksomt for at høre, hvad han broder havde at sige; et spørgsmål, han ej selv vidste hvordan han skulle besvare. Hvor havde han egentligt været? Han følte, at han var vandret rundt i en dvaletilstand, bestående udelukkende af skygger og minder om hans fortid; en erindringsverden, hvor kun han var velkommen.

” Diego, broder, hvor jeg har tilbragt min tid, er jeg end ikke sikker på. Forstår De, der er sket en del i Andromeda, forandringer. Jeg har nok blot haft brug for tid, ser du. Tid til at forstå disse forandringer. ”

Stemmen var karakteristisk: mørk og ru som altid, men med den syngende og behagelige maskuline undertone, der havde en hel unik charme i sig selv. Men denne gang lå der en skygge af alvor i stemme. En alvor, der fik et mere indsunket glimt til at træde frem i de sortnede øjne. Jo, han snakkede sandt, den ædle Jaidev, men det var tydeligt, at dette emne ikke var noget, han ønskede at snakke videre om. Et øjeblik kneb han de mørke øjne sammen, og lavede en kort grimasse ved at skære tænder, for at vise Diego, at der ikke var mere at tale om dér; hvad der skulle siges, var blevet sagt.
Sneen faldt som en dyne over de to hingste, og havde efterhånden gennemblødt Jaidev. Omkring dem lå den uberørte pulversne og skinnede som uendelige diamanter. De mørke øjne der før havde set tomt på Diego, betragtede nu det hvide eventyr af et vinterlandskab de begge boede i. Som om han sank parader, sank Jaidev en smule mere afslappet og harmonisk sammen i hans muskuløse krop, inden han med et sæt slog blikket mod Diego.

” Husker De vores første møde, broder? ”

En ny undertone havde fejet alvoren væk i hans mørke stemme. En undertone af ballade. Den muskuløse hals knejste sig elegant sammen, og de lange, slanke ben bevægede sig flydende sidelæns i en stabil og rutineret dans i vinterlandet. De kulsorte øjne skinnede omkamp med sneen omkring dem, idet han bevægede sig op på siden af Diego. I en fjerblød berøring ramte mulen Diegos hvide mule, og de sorte øjne sank dybt ind i Diegos brune, ærlige øjne. Pludselig kneb han øjnene frisk sammen, og nappede ud efter Diegos øre, der medførte at han rejse sig i et lavt og kontrolleret stejl. Sneen under hovene fygede omkring, og da han atter landede, dansede han overleget og drillende sidelæns, modsat Diego. Var Diego stadig frisk på en smule leg i sneen?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Sneen der dalede i form af lige nu store iskrystaller, den dæmpede lyd omkring dem, der til og med kunne føle at man var døv; men på en ret så befriende og tryg måde. Det var langt fra ubehagelig eller tilfangetagende, nej tværtimod befriende. Fnuggende dalede og landede én for én, blødt over begge hingstene, samt resten af deres omgivelser. I Jaidevs spidser af manen, kunne Diego se hvordan dråberne dalede efter at sneen så småt smeltede når fnugget havde ligget der i bestemt tid. Det var tydeligt at alle disse sanseindtryk betog begge deres sjæle, og med et stadig drenget smil over Diegos læber, mødtes deres blikke atter. Hans hjerte bankede et ekstra slag, mens glæden flød varmt inden i ham. Han havde virkelig savnet denne hingst, han broder!

Opmærksomt vippede Diegos øre sig omkring observerende, før de atter pegede nysgerrigt frem imod Jaidev som havde åbnet mulen for derpå at tale. Det sprudlende og energiske blik, forblev nysgerrigt og ungt, alt imens det var tydeligt hvilken energi der boblede inderst inde hos Diego. Men Jaidev var pludselig blevet alvorlig, hvilket Diego ikke havde som sådan noget imod. Men den måde han havde afsluttet sin talen på, vækkede en svag uro hos Diego. Roligt og forstående have Diego derpå da nikket mens Jaidev havde delt sine ord med ham… Men en anelse eftertænksom blev Diegos sind nu. Hvorfor mon hans broder ikke ønskede at tale mere om dette emne. Havde han været ude for grusomme ting? Måske været igennem store forandringer hos ham selv. Det startede nu hos Diego, bekymringen, mens hans øjne blev en smule spørgende og underdanige. Bekymrende endda. Han holdte af denne hingst, og hvad han end havde på hjertet ville Diego jo altid lytte. Det vidste Jaidev da også… gjorde han ikke?

Men snart vendte Jaidev, en mere letsindig og afslappet tone kom på tale; og Diego kunne atter kende ham, selvom tanken ikke var slået ud af hovedet på Diego. Nej, blot gemt lidt væk. Atter strålede Diegos blik, ved tanken om deres første møde! Selvfølgelig kunne han huske det! Berøringen på hans mule, udledte et bredt og drenget smil over hans hvide mule.

”Selvfølgelig kan jeg da det!”
Lo Diego selv ved tanken, mens den drengede og unge stemme spillede lystigt for Jaidev. Vigende og af refleks flaksede Diegos øre nu, efter at Jaidev havde bevæget sig om på hans side. Drillende blev Diegos blik straks, og med en lidt udfordrende udstråling, nappede Diego atter ud efter Jaidevs man, prydet med al den våde og skønne sne!



[OUT - Vi kan bare starte en ny!]