Den spraglede vandrer

Det var et lummert, men stadig gråt vejr på det der ellers havde tegnet til at skulle have været en smuk sommerdag her i landet der bestod af flere små øer. På Foehn havde skyerne samlet sig så man ej kunne se det meste af vulkanen som hævede sig mod himlen, så ganske frygtindgydende. Mindraper var på et åbent engstykke noget væk fra denne, da det ville være hjernedødt at begive sig op af den på sådan en tåget og grå dag. Han havde været der før og stierne kunne let lulle en ind i en falsk fornemmelse af at de var helt sikre. Han nød ellers freden deroppe, men eftersom de færeste begav sig ud i støvregnen, stod han nu blot og græssede fredeligt. Hans tynde hårlag var gennemblødt, hvilket fremhævede musklerne, som ikke var nær så imponerende som da han var hjemme. Det var nu ikke fordi det ikke gjorde noget, for Mindraper var den der brugte psyken og ikke hans fysiske styrke. De gule øjne som var som et tomt aflukke afslørede dog intet, men var man kvik nok ville man nok også regne dette ud, i det Mindraper heller ikke var den mest frembusende hingst. Han var direkte asocial og holdte sig kun i andres selskab hvis de enten fastholdte ham eller hans interesse. Det var kun ganske få der havde formået dette. Blandt andet den gyldne hoppe Illana, men også andre. Han prustede svagt og tog et par skridt fremad inden hans igen begravede mulen i det grønne græs.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det var sjældent at den mørke hingst, Jaidev, opholdte sig på øen Foehn. Hvorfor, det vidste han ikke rigtig. Han følte sig ikke videre draget mod den store vulkan, der som et sultent, mægtigt monster strakte sig op mod himmelen, og lod toppen skjule af den tykke tåge der omringede øen. Det var gråligt, men stadig klart i alle de smukke farver der var så stærke i Andromedas land. Den fine støvregn faldet blidt fra himmelen, og trods det ej var med stor kraft, var det rigeligt til at han var gennemblødt; pelsen var tyndere, manen klistrede til halsen, musklerne markant tegnede. Men han havde ej noget mod denne stille regn. Han havde aldrig været i problemer med vand før; det ville dog være løgn at påstå, at han ikke var blevet en smule mere skeptisk efter hans vej til Andromeda. Den flyvske tanke fik hingsten til at sukke dybt, mens han stod i læ ved et skovbryn, der dækkede et minimalt område af Foehns areal. Det var et naturligt instinkt at søge ly, når regnen var på vej, men den rødbrune hingst var ganske spontan, og en smule støvregn ville ej skræmme ham indenfor resten af dagen. De kølige næsebor blev udspilet, inden musklerne begyndte at arbejde harmonisk under ham, idet han bevægede sig med elegante, velbalancerede skridt ud på den tåget eng; intet andet end en silhuet der flaskede rundt var han. En silhuet med en ædel, nobel og galant bygning, der blev præget af hans hingstet karaktertegn, samt de mangfoldige muskler han var så stolt over at eje. De sortnede øjne skævede opmærksomt rundt i tågen, som ej ville skræmme den glødende hingst. Den havde nærmest lokket ham ud til den, og nu agtede han at danse af sted med den. Halsen knejste sig galant sammen, mens de slanke ben slog fremad i en trav med høje knæløft, og gyngende gang. Han ville sagtens kunne forsætte i al evighed, men en pludselig ændring i landskabet fik ham til at stoppe op, mens en højlydt fnysen forlod hans silkebløde, våde og derved kølige mule. En sjæl befandt sig i det fjerne; en sjæl, der ligesom ham var draget ud i tågen. Luften var tyk af nyfalden regn og tågen, så det ville være svært at identificere lugten, men den snert der var, var ukendt men samtidig mild bekendt. Jaidev sank hovedet en smule, missede de sortnede øjne sammen, inden han skød bringen frem og målrettet skridtede mod skikkelsen med en attitude af sindsro. Ørerne var rettet opmærksomt fremad, og da han trodsede tågen, og fik et større syn på den fremmede, lod han en mørk, rustik brumme spille op mod stilheden, mens ørerne tippede sidelæns. Skikkelsen var den spraglede hingst, der havde været i tæt selskab med hoppen Myth, da de var blevet draget af den hysteriske lattergal, Rumpelstilskin.

” Vær hilst, Mindraper. ”

Lød Jaidevs mørke stemme, mens de sortnede øjne betragtede Mindrapers spraglede skin; betragtede hvordan farverne kastede sig ind mod hinanden i et unaturligt spil. Det var unikke farver, unikke aftegn; noget helt andet end hvad han var van til at beskue. Hvor mon denne Mindraper kom fra, siden han var ejermand over sådan et udseende? Næseborende rynkede en smule, mens han samlede sig op i en ædel parade, og lod da et hilsende nik med det velformede hoved ske. Et øre tippede afventende frem mod den spraglede sjæl, mens det andet gled sidelæns; ønskede denne hingst selskab i den tykke tåge, eller var ensomheden den eneste ven Mindraper ville dele stilheden med?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Mindraper kastede kort med hovedet fra et græsstrå havde forvildet sig ind i hans næsebor. Han vippede med ørerne og rynkede på den mørke mule og fnyste højlydt. Hans blik vandrede over engen, men så umiddelbart ikke noget tegn på liv i denne tykke tåge der stadig holdte engen i et jerngreb. Han skævede op mod vulkanen, som gemte sig yderligere bag tågen og han missede med øjnene. Et fnys fik ham lynhurtigt til at spænde op i kroppen og hans gule øjne skar sig intenst gennem tågen og hvilede på en stor skikkelse. En skikkelse der ej kendte til Mindrapers ønske om at lade stilheden være hans eneste ven, især på sådan en aften. Derfor var de mandelformede ører automatisk vendt bagud og mulen skeptisk rynket og der var ej megen følelse at spore i de gule øjne. Selv ikke den irritation som den spraglede hingst nu følte. Han opfangede duften af hesten med de følsomme næsebor og han kunne umiddelbart ikke kende den, men ej var denne duft ham ukendt. Da han så fik et nærmere øje på denne hingst, så kunne han sætte navn på. Jaidev, den røde hingst med den imponerende muskulatur. Ja selvom Mindraper engang havde været ham mere en overlegen, så var han ikke mere og han havde ikke umiddelbart set en hest på øen med samme muskulatur. Derfor havde Mindraper en indgroet respekt allerede før han kendte hingsten. Så da han tiltalte Mindraper, så kunne han ikke andet end at svare.

" Jaidev.. "

Lød det kortfattet fra ham med hans mørke stemme, der dog stadig bar præg af at han var ung. Mindraper kendte ikke umiddelbart til hingstens og hans moders møder, og derfor vidste han ikke om denne hingst kendte til ham, andet end fra deres fælles møde med hingsten Rumpelstiltskin. Mindraper foretrak ikke nogensomhelst mine, og det var den røde hingst der blev nødt til at tage initativet hvis han ønskede at snakke med den spraglede vandrer, Mindraper.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Jaidev, den rødbrune hingst med en pels der kunne glødede som solens flammer i dagslys, betragtede Mindraper med hans sortnede, døde øjne; spejlblanke øjne. Hvis Mindraper ville forsøge at kigge i dem, ville han ryge ned i et bundløst fald, hvor ingen følelse ville kunne ses. Øjnene, der i dette øjeblik forsigtigt havde søgt Mindraper gule øjne. Det var første gang, Jaidev så sådanne øjne; men det var jo også første gang han så en sjæl, der ejede sådanne et bosted med alverdens farver. Dog fik de gule øjne det til at glippe i Jaidevs indre; øjnene mindede om den forræderiske, sleske, snu slange. En sammenligning der aldrig ville have været positiv. Slangen var ej set med venlige øjne fra Jaidevs side; det havde altid været et modbydeligt dyr, der var blevet dømt til at bevæge sig på maven hele livet igennem. Tanken fik ham til at lave en rynke på den silkebløde mule, og trippe et enkelt skridt sidelæns i den tykke tåge, som omklamrede de to sjæle som et sultens monster.
Mindraper havde hilst tilbage ved at sige Jaidevs navn. At høre sit eget navn i en anden mund, havde fået ham til at vippe med de mandelformede øre; selvfølgelig var han van til, men ej i munden på Mindraper, hvis stemme bar præg af hans ungdommelighed. Alligevel virkede Mindraper ej til at være yngre end ham selv; de var nok jævnaldrende ville han gætte på. Dog ejede han selv en større muskelmasse end Mindraper, men noget sagde ham, at Mindraper havde en større styrke psykisk. Og det fik ham til at sammenligne ham endnu mere med en slange.

” Fortæl mig, Mindraper, hvad bringer Dem ud på det åbne sådan et tåget øjeblik? ”

Jaidevs mørke, dybe, ru stemme brød atter det slør af tavsheden, der lydløst havde lagt sig over dem, efter Mindraper havde talt. Han vidste ej, om Mindraper var interesseret i, at snakke med ham eller dele tiden med ham, men han var ej type, der blot ville vandre forbi. Nej, han stoppede op, og bød Mindraper op til selskab; om Mindraper så ønskede hans tilstedeværelse, det var en helt anden sag. Langsomt lod han de mandelformede øre glide fremad, og trådte et prøvende, dansende skridt frem mod Mindraper, for at se hvor hans grænse var tegnet, alt imens de sortnede øjne begravede sig i Mindrapers tomme slangeøjne.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Mindrapers gule øjne fæstnede sig på Jaidev ligesom tågen der klamrede sig om dem. Dog havde den spraglede vandrer ej noget imod dette, da tågen gav ly for nysgerrige blikke. Det farverige pelslag gav god camouflage inde i skoven, men ude på engen var det svært at gemme sig, men tågen bidrog godt til hans skjul, som den røde Jaidev dog havde afsløret ved at få øje på ham. Hvad han lavede herude? Var sig selv, slappede af.

” Jeg nød freden og stilheden. ”

Svarede han blot ærligt. Hans kropsholdning blev spændt og han hævede hovedet da den store hingst nu kom nærmere og dets sorte øjne nu fæstnede sig i hans gule, som ganske rigtigt var tomme og det var de fortsat. Han skød nu brystkassen frem og rynkede en anelse på mulen. Han kom så i tanke om, i det han tog en dyb indånding gennem de følsomme næsebor, at han havde mødt denne duft før. Den havde sat i pelsen på hans moder.

” Du kender min mor, Midnight Myth? ”

Lød det så blot tonløst fra ham endnu en gang. Han var da en anelse nysgerrig hvad de angik. Han passede trods alt på hans mor. Hun var den eneste han havde tilbage.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Tågen virkede tyk, nærmest umuligt at ånde igennem. Den omklamrede de to sjæle i et sultet greb, og hvis det ej var fordi, at de stod så forholdsvis tæt på hinanden, var Jaidev sikker på, at de blot ville ligne hvileløse skygger, der vandrende rundt. Men Jaidev var tæt på Mindraper, men ej tæt nok til, at Mindraper ville kunne berøre ham – eller omvendt. Afstanden var respektabel og sikker for begge par, men dog var han tæt nok på Mindraper til, at beskue hvilken slags fængsel hans sjæl var bosat i. At han ejede mange spraglede farver, var ej ligeså faretruende som de slangegule øjne, der var placeret dér i kraniet, og åd ham ind til knoglerne. Hvordan andre selv så hans øjne, de sortnede, dybe øjne, var et mysterium; men var de ligeså uhyggelige som slangens gule syn?

Uden at have sanset det, var ørerne tippet sidelæns, og han stod og lænede sig bagover. Musklerne tegnede sig frem i unikke, sælsomme men harmonisk og smukke mønstre på hans ædle krop, der var samlet i en fornem, galant parade. Men paraderne, de var sat højt og bedømmende op bag det mørke ydre, bag de mørke øjne. Pludselig lød Mindrapers stemme, hvilket gjord hørelsen opmærksom, og ikke mindst nysgerrig, og derfor gled ørerne langsomt fremad, for at indfange hvert et ord, Mindraper ville dele. Da Mindraper havde sagt, hvad han ønskede, dannede der sig en ganske diskret lille rynke på Jaidevs silkebløde mule, mens de han gjord et overvejende nik med det velformede hoved; han havde lyttet og forstået.

” Jeg håber ej, at jeg forstyrrer Dem.”

Jaidev lod den mørke, maskuline stemme lege med et snert af oprigtig forståelse; ønskede Mindraper forsat fred og ro til at være sig selv, være alene i den mystiske tåge eller accepterede han selskabet? Pludselig spurgte Mindraper indtil Midnight Myth; kendte han hende? Jaidev spærrede de sortnede øjne en smule op, og krænkede det fintformede hovedet på skrå ved dette spørgsmål; var Midnight Myth moder til Mindraper? I en fløjlsblød berøring gled Jaidevs øjne over Mindraper, for at gennemskue en lighed mellem de to sjæle, inden han rankede sig op i en stolt og rank holdning, som gjord at det muskuløse bryst blev skudt frem.

” Det er sandt; jeg har flere gange være stødt på den sorte hoppe, med de sirlige aftegn tegnet på kroppen; Midnight Myth. Jeg vidste ej, at I var i familie. Men det er en ære at træffe hendes søn, endnu en gang. ”

Jaidevs stemme var altid mørk, ru og dyb, men der lå også en snert af ærefrygt over at møde noget af Midnight Myths familie. Dog ramte en fjern smerte ham, et uendeligt savn, et minde; han havde ej noget familie tilbage.. Og han måtte indrømme, at han inderst inde misundte Midnight Myth den oplevelse, at se sit afkom vokse sig stor og stærk. Det havde engang været hans største ønske, at hans søn ville blive et velskabt pragteksemplar, og det var han også blevet i Jaidevs øjne.. indtil hævnen fik ram på den lille, uskyldige skabning.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Mindrapers gule øjne hvilede fortsat på den røde hingst der så galant stod med paraderne oppe, af årsager Mindraper ikke kendte, men antog at det var det specielle udseende han bar samt de gule øjne som mindede om en forræderisk slanges. Mindraper var ej forædderisk, men loyal, dog kunne det diskuteres om hans loyalitet lå det rigtige sted. Han lyttede opmærksomt til hingstens ord og nikkede kort. Forstyrrede? Jo egentlig, men nu når han var her så kunne han vel prøve at få noget positivt ud af det, for denne Jaidev virkede ej fjendtlig.

" På en måde Jaidev, men forstyrrelsen er ej negativ, for du er ej fjendtlig, men respektfuld. "

Mindrapers ord var sande og det var hovedårsagen til at han ikke havde vendt sig om og vandret væk fra den røde hingst. Tågen foldede sig omkring dem og strammede sit greb. Selv Jaidev var en anelse utydelig. Det fik den spraglede hingst parader til at hæve sige, men ikke på grund af selskabet, men tågen.

" aha. Har du selv familie Jaidev? "

Hans sprøgsmål var en anelse nysgerrigt og hans hovedet blev lagt en anelse på sned. Han var en anelse spændt på svaret. Han havde aldrig mødt hingste med deres familie og havde aldrig selv haft en fader at knytte sig til. Den eneste fader figur han havde haft havde gjort ham til noget af det knyske det fandtes.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det var som om, at den mælkehvide tåge havde draget en kulde med sig. En kulde, der gled ind under Jaidevs pels, lagde sig over ham, og gnavede sig sulten ned gennem hans muskler og sener, helt ind gennem knoglerne; og ind til dybet, hvor det stærke og oprigtige hjerte bankede regelmæssigt og stærkt i brystet på ham. Et rent og godt hjerte, der de sidse par år, var blevet invaderet af mørke. Et mørke, der havde præget ham, men end ikke vundet, for dybt i hans indre var en lille flamme; hans evige lys, som end ikke det mest dunkle mørke kunne kvæle. Det havde i hvert fald ikke sejret, endnu. Og tiden var også ved at løbe ud, for mørket. Det havde været for legesygt og for finurligt, det havde glemt at koncentrerer sig, og derfor var lyset nu trådt til. Den evige krig var begyndt, og han var offer og trofæ sammentid.

Det var Mindrapers stemme, der hev Jaidev tilbage til virkeligheden. De sorte øjne havde fundet sig til rette nede i jorden, men i et sæt blev de hævet, og gled mod de gule slangeøjne. Hverken stirrende eller betragtende så han på Mindraper, blikket var tomt; dødt. Der var intet andet, end glimt af følelsen respekt og accept. Hvis man nu så længe efter, ville den lille flamme måske kunne fornemmes, men ellers var de intetsigende, de mørke øjne. Mindrapers ord var overraskende; han virkede venskabelig i sit ordvalg. Respektfuld, nærmest beæret. Som var han glad for at blive forstyrret af Jaidev, hvilket fik Jaidev til at rynke en smule på den silkebløde mule, men ellers uden at foretrække en mine.

” Jeg værdsætter Deres ord, Mindraper. Jeg ønsker Dem ej fjendskab.”

Ordene var oprigtige, sande. Tågen pustede tungt ud og trykkede sig ind mod Jaidevs pels, der efterhånden var gennemblødt af fugten; den kulsorte man klistrede til halsen, hvor perledråber trillede sælsomt ned over hans brystparti. Pludselig lød stemme igen, slangens stemme; et emne om familie. Han kunne jo have forudsagt det spørgsmål, nu hvor de var inde på det emne, de to ædle herre. Men alligevel kom det som et chok, og en væmmelse af dyb sorg smertede hos ham. De sortnede øjne der havde hvilet på Mindraper, slog sig da bort, og fandt et tomt punkt at hvile på. Tavsheden virkede ætsende, eller forstærkende; som fodrede den smerten, der reagerede i hans indre, inden han da åbnede munden, og svarede i en dybere, alvorlige, fraværende tone, end han havde brugt før.

” Nej, Mindraper, jeg har ej en familie. Den blev taget fra mig for mange år siden. ”

Den var taget fra ham allerede fra fødslen, igen ved tabet. Flere gange faktisk. Men det var ikke noget, Mindrapers ører skulle lytte til. De sortnede øjne skævede et øjeblik til Mindraper, sårbart, inden han da så fraværende væk, for at fortælle, at dette emne var slut nu. I mellemtiden trillede en tågedråbe ned over hans øjenkrog og videre ned over hans næseryg, for at trille ned til hans silkebløde mule.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Mindrapers gule øjne var fæstnet på den galante røde Jaidev. Han foretrak ikke en mine og stod blot som forstenet og iagttog den store hingst, hvis fysiske styrke synede langt større end hans egen. Han mimrede kort med mulen og fnyste hult. Han bemærkede godt at Jaidev slog blikket væk ved spørgsmålet omkring familie. Det fik Mindraper til opmærksomt at hæve hovedet. Han antog at dette kunne være et af hingstens svage punkter. Årh havde det da bare været hjemme, så havde Mindraper lynhurtigt og uden at spørge kunne finde ud af det. Han lyttede opmærksomt til hans svar og nikkede. Man kunne vel sige at Mindraper havde mistet familie. Hans broder havde lidt en for Mindraper ukendt skæbne og resten af det han kaldte familie var blevet revet væk i det han var i Andromeda.

" Du er ej den eneste Jaidev.. Ser du, min tvilling er selv gået bort i en alt for ung alder... Men det er en del af gamet og livet går vel videre efter noget tid. "

Mindrapers ord var vel vise på hans egen måde, men sandheden var at Mindraper ikke var kommet videre og nyheden om hans brors såkaldte død havde taget hårdt på ham. Ikke blot hans broder, men tvilling og bedre halvdel. De to havde været et farligt makkerpar. Snakken om familie fik Mindraper til at glemme den klamrende og kvælende tåge som klistrede sig til hans spraglede pels og fugtede den let med små vandperler. De gule øjne fik en mere intenst glød og han trådte et skridt bagud. For megen nærvær. Bitterheden var ved at oversvømme ham og det sidste han havde brug for var at facaden krakelerede foran den røde hingst.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det var ej, fordi at Jaidev ønskede at føre en samtale, der kunne minde det mindste om hans familie; tværtimod. Han forsøgte hver eneste dag at fortrænge de erindringer han havde fra fortiden; men som et sultens monster sneg de sig rundt i hans hukommelse, pustede til minder og rev i de indre sår. Hvordan skulle han nogensinde kunne glemme kærligheden, stoltheden.. tabet? De sortnede øjne hvilede tomt, dødt på Mindraper, og afslørede ej den mindste smerte, men virkeligheden var dog anderledes; han var i smerte. Dyb smerte. En så fortrængende og ond smerte, at han flere gange havde overvejet hvordan han skulle slippe af med denne modbydelige smerte. Andromeda havde været hans redning, han var blevet velsignet. Eller forbandet. End var han ikke helt sikker på, hvad han egentligt mente om Andromeda; skulle han elske eller hade det? Tankerne vandrede fjernt, indtil Mindraper stemme tiltrak hans opmærksomhed, og derfor lod ørerne glide frem, og brynene rynkes for at lytte til Mindrapers mørke stemme. Lytte til Mindrapers tab, tabet af hans broder. Tvilling.

” Det gør mig ondt med Deres broder, Mindraper. ”

En simpel sætning, der indebar en undertone af ærefrygt for Mindrapers tabte broder. Et tab var aldrig sjovt, og hvor inderligt Jaidev forsøgte at forestille sig det, kunne han ej genopleve Mindrapers smerte ved at miste en broder; men Mindraper kunne vel ej heller genleve hans egen smerte om at blive født som en bastard, skabt af en forræder; dømt til at være udstødt og manipuleret med. Jovist ville live gå videre, som Mindraper udtrykte det, men det ville aldrig være let at leve med smerte på sjælen; specielt ikke de dybeste.

” Men sig mig, Mindraper, er Deres moder, Midnight Myth, den eneste familie De har tilbage, siden De er ankommet til Andromeda? ”

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

De gule øjne brændte sig fast på Jaidev tomme blik. Han havde lyttet til den røde hingsts ord og hans stod nu blot i den pinlige tavshed og kvælende tåge og stirrede. Han kunne på ingen måde forestille sig hvad Jaidev tænkte på i dette sekund for denne hingst besad et sådant blik, ja et blik som Mindraper selv, ulæseligt, kun læseligt for dem de ønskede skulle læses af. Han rynkede svagt på mulen ved tanken. Nej han kunne ikke genleve at blive skabt af en forræder, dømt til at være udstødt og manipuleret med, eller det vidste han ikke om han kunne, men født som bastard var han et eller andet sted eftersom de ej tilhørte nogen flok da han kom til verden.

" Familie... "

Han tyggede på ordet med sådan en foragt at det næsten ætsede væk på tungen. Ikke foragt for familien men de værdier der lå bag det, og de værdier som var blevet taget fra ham og som han aldrig havde oplevet. De gule øjne var ikke længere tomme, men sortnede af skyggerne i hans sind, skyggerne som var i ét med ham, dem han var opdraget til at leve med, det som han var. Han rettede så blikket på Jaidev, som en snigskytte der sigtede skarpt på sit bytte. Det var tydeligvis ikke et emne Mindraper var specielt tilfreds med at der skulle graves yderligere i. Han havde lovet sig selv at være venlig og dette var bestemt svært når der blev revet op i gamle sår.

"Jeg har aldrig haft det de kalder en familie, født strejfer, bastard om du nu vil kalde det ved det, ingen far, senere optaget i det jeg vil kalde det tætteste jeg kom på familie, og det rev dette lys væk fra mig, mine skygger, min familie! Alt hvad jeg har tilbage er min mor og hendes afkom efter denne Rumpelstiltskin som hun vover at kalde min lillebror! "

Det bitre toneleje i dette spydige raseriudbrud var ikke til at tage fejl af. Det var noget der længe havde ulmet under overfladen og endelig var kogt over og kastet brutalt i hovedet på et uskyldigt offer. Mindraper blev sjældent rasende, vred eller overhovedet tydeligt frustreret, men i dette øjeblik dirrede hans spraglede krop af netop samme årsag. Hans tænder var hårdt bidt sammen i et blottet tilstand og hans vejrtrækning var hård, mens blikket næsten skar igennem den røde hingst foran ham. Vreden eller raseriet var skam ikke rettet mod ham, han var blot uheldig at have sagt det forkerte på det forkerte tidspunkt. Måske var det et godt tegn for Mindraper, måske viste det at han rent faktisk ikke var helt så ond som man skulle tro. Spørgsmålet var om denne Jaidev kunne se dette eller om han nu ville vandre bort i foragt for Mindrapers opførsel.