Respekt, Accept; Aldrig tvivl..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Aldrig havde Djange troet dette om sig selv, frivilligt at ville drage til Chibale? Hvorfor nu det!? Tjo, grunden var nu logisk og realistisk nok. Men dette gjorde ikke det hele bedre. Han brød sig virkelig ikke om disse bjergløse Ø’er. Øerne var intet i Djanges øjne, hvis ikke de besad bjerge. Med et lidt hårdt fnys, fortsatte Djange sin vandring af sted gennem den tætte skov. De kolde og tomme øjne flakkede ihærdigt og vildfarent mellem de mange tætte træer, der atter troppede op blokerende for ham og hans udsyn. Samt hans lugtesans blev også svækket af alle de andre dufte her inde; samt hørelsen. De mange dyr der puslede i buskadserne, de mange fjerkræ der flakkede omkring i krontoppende, de mange insekter der summede omkring en her i skyggen.

Mon det overhoved var muligt her i denne uendelige labyrint af træer her inde, var ikke at sige. Om ikke andet, måtte Djange fortsætte sin søgen et andet sted. Men mon ikke om hun var at finde her. Det var trods af alt her han havde stødt på hende sidst, for godt et års tid siden nu. Hun måtte være smuk nu, hvis hun da slægtede ham selv og hans egen moder på. Gid han havde fået lov at se Athene den gang der hjemme, vokse sig stor og stærk; i voksen alder. Følelserne fór nu og da igennem ham, men den opmærksomme mine blev ej tilbageholdt. Rank og stift fortsatte han sin vandring, stolt.

[Reserveret til Asira]

Voksen, det er hvad min alder nu siger om mig. Voksen, men ung endnu af sind. Jeg har opnået de tre år, nærmest på egen ”hov”, og uden hjælp fra min moder. Min fader, så jeg for godt et år siden, da jeg var en ung plag, der stadig var svag af sind, og ikke havde meget erfaring med livet. Dengang, der var mine ben lange, kantede og spinkle, og kroppen var stadig kort, og lille i forhold til de lange spinkle ben. Halsen var også kort, men hovedet større end som så. Ja, min krop passede ikke sammen, men nu, nu er det noget helt andet.

Igennem de tætte træer, kommer jeg nu gående. Fyldt med stolthed i blikket, og hovedet højt. Ørene er vippet tilbage af, og blikket glider mellem de tætte træer. Min krop er nu fuldendt, de lange slanke ben har flere muskler nu, kroppen passer i længde og bredde, nakken og halsen er udviklet perfekt, og hovedet matcher til halsens længde. Ja, jeg er ung og smuk. Mine hove placeres imod jorden, med lette og rummelige bevægelser. Halen holder jeg helt i ro, da jeg har erfaret at hvis jeg slår med den, imellem disse tætte træer, så risikerer den at sidde fast i grenene; og det gider jeg ikke opleve flere gange. Mine aftegn er blevet tydeligere, og det er tydeligt at se, hvem jeg tilhører af gener, min fader. Nok har jeg min mors grå farve, men mine aftegn og den prægtige holdning i kroppen, er helt klart fra min far.

Lydene omkring mig er jeg opmærksom på; og en ny lyd dukker op i mine øre, hovslag. Og jeg genkender dem. Men de har ikke vist sig i denne skov, i et helt år efterhånden. Jeg standser op i en smidig med brat bevægelse, mens jeg lader det ene øre tippe frem, for at lokalisere hvor han kommer fra. Dér, lige fremme, en smule til højre. Jeg kan skimte ham mellem træerne, og derfor udsender jeg nu et brum der ikke er til at forveksle med andre. Nok er det lyst og hoppet i undertonen, men der er også et snert af hæshed, og ikke så mild en tone som så mange andre hopper ejer. Brummet er tiltænkt ham, og ikke andre!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vandringen gennem disse tætte træer, føltes for Djange som en evig labyrint. En labyrint uden ende, uden mål, uden goder. Djange fortsatte da, han havde forsømt denne hoppe længe nok, og mon ikke hun var at finde her et sted på denne Ø, i dette skjul af træer? Skønt brød Djange sig ej selv om skoven, men logikken bag at skjule og opholde sig i skoven, når man var en enspænder, var ikke langt fra Djanges logik. Tvært imod. Djange syntes da nu at opfange hovslag, imod den bløde jord under ham. De kolde og tomme krystalblå øjne blev misset skuende sammen, mens de vildfarent, hurtigt og spejdende fór af sted mellem træerne, så langt hans øjne nu og da kunne række, før flere træer blokerede. Men dén farve, med de aftegn kunne nu for en kort stund spores; og før Djange selv nåede at reagere, lød et brum gennem luften.

Det feminine, men så genkendelige hæse brum var ej at tage fejl af! Det var Athene, og ganske rigtigt flød den blide duft af frisk eg, med en snært af harpisk da også gennem luften, i små svage bølger, mellem træerne. Djange ville have stoppet op, hvis dette havde været en hver anden hest, men denne hest, denne sjæl, var ikke blot hvem som helst; end ikke hvilken som helst. Næh nej! Djange holdte den ranke og stive holdning, men en svag tanke slog ham, mon han var blevet lidt sløv i optrækket på det seneste; måske bare ældre? Så hurtigt som hun havde spottet ham, men han ikke havde med hende? Djange slog tanken ud af hovedet, og en svag række eksplosioner satte i værk dybt i ham, for hver gang Athenes ansigt var at skimme mellem træerne, som han trådte af sted i den stolte gang imod hende.

Der var ikke mange skridt, skønt dog forhindrende træer; før Djange nåede denne smukke skikkelse. Så fin, så færdigudvokset. Hun var en syn, så sandt for guder. Præcis som han altid havde forestillet sig at hun skulle have haft set ud, den gang han selv blev en 3 år. Djange stoppede brat en 3 meter fra hende, høfligt og respektfuldt. Nok var hun familie, men alligevel skulle der være respekt til.

”Athene; det er mig en glæde at støde på dig igen.”
Lød Djanges hæse og intense stemme en smule tonløst: skønt Djange mente hvert og ét ord. Som han jo så altid gjorde. De kolde og tomme øjne, så direkte i Athenes, efter et stift, men respektfuldt nik havde været indført for hende. Der var intet behov for at skulle granske hendes udseende, han skulle nok få denne smukke skabning at se i action, det var han slet ikke i tvivl om.

Træerne og Chibale, har været mit hjem så længe jeg kan huske. Jeg har vandret her, allerede som et lille føl. Udforsket hver enkelt krog der er at finde; og dem er der mange af, i sådan en skov som denne, der løber over det hele på Chibale. Øen er ikke kæmpe stor, men for mig er den nok; her hører jeg til, når jeg ikke er i selskab med andre. Her, søgte jeg til, da mor ikke var til at finde. Og her, har jeg levet siden jeg var knapt et år gammel, på egne ben og uden hjælp at hente. Her, søgte jeg tilflugt; og her kunne jeg være gemt blandt træerne, der skjulte min krop ganske godt.

Nu er jeg blevet ældre, og jeg er nemmere at se imellem træerne. Men jeg opfanger som regel andre lyde og bevægelser, før de fleste. For jeg er jo blevet ganske vant til at vandre her. Jeg ved hvor farerne lurer, og jeg ved hvad jeg skal lytte og se efter. Jeg render ikke bare rund i en dvælende tilstand når jeg vandrer igennem de tætte træer, nej, jeg udforsker; jeg lærer. Mit blik hviler imod min far, som også har set mig nu. Måske grundet mit brum, eller måske før det. Jeg ved det ikke. Men igennem træerne kommer han nu gående, masende, og måske ikke så elegant som jeg selv bevæger mig mellem dem. Men jeg kan nu sagtens forstå ham; det er ikke nemt altid at vandre herinde, slet ikke hvis man ikke er vant til det. Men i takt med at jeg er blevet ældre, er min krop jo også vokset – og det er ikke ligefrem blevet nemmere at vandre imellem træerne af den grund. Og han er endnu større end jeg selv, så det må være lidt af en udfordring for ham, hvis han ikke træder på stierne, men bare vader gennem træerne, på må og få.

Da han kommer mit nærmere og standser op, lader jeg blikket hvile hos ham. Jovist, jeg er opmærksom på ham, men ikke af frygt. Nej, af alle mulige andre grunde. Hans duft har ikke ændret sig, det er tydeligt som den ramler imod mine næsebor; det er ham. Da hans hilsen er nået til mine øre, og han laver et dybt og respektfuldt nik, gengælder jeg det med det samme, uden nogen form for tøven; jeg respekterer ham, det gør jeg. Som den eneste. Jeg respekterer ikke andre, ikke endnu i hvert fald.
,,Far, glæden er på min side, over igen at se dig”

Besvarer jeg ham, med en stemme der er lys som en hoppes, men med en ru undertone, som er sjælden for hopper. Det er tydeligt i min stemme, at jeg ikke er en blødsøden hoppe, der er bange af sig, for det er jeg skam ikke. I et let ryk i nakken, retter jeg mig atter op, og lader mine øjne falde ind i hans, betragtende imod ham, men uden at stirre. Det ene øre vippes nu frem, mens det andet fortsat er lidt skråt bagud.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Athenes fine nik i hendes nakke, og derefter hilsende kommentar tilbage; får Djanges ene øre til at glide let ud til siden. Blot for at understrege at han rent faktisk lytter til hvert og ét ord som Athene siger, når hun taler til ham. Hendes ord far; en række eksplosioner satte i værk. Det betød virkelig noget for ham, når hun tiltalte ham far, uanset om han skulle indrømme det eller ej overfor nogen.. Efter de begge har nikket pænt for hinanden, undlader Djange ej at tage sig selv i, hvordan han let ranker sig op, i den stive og ranke holdning; som altid. Roligt glider øret atter tilbage, og de kolde og tomme øjne er atter stiftet i Athenes mørke.

”Men sig mig så; har du haft stødt på flere sjæle i disse skove?”
Undlader Djange så sin nysgerrighed overfor Athene; fordi det er hende. Han bekymre sig trods af alt om sin egen datter, især efter så lang tid nu. De kolde og tomme øjne slår en svag gnist, er nærmere liv i sig. Skønt han stadig er rolig og fattet mens den hæse og intense stemme lyder, atter tonløst imod hende.

”For jeg formoder at det mest er her du har holdt til, de sidste års tid..”
Afsluttede Djange sit spørgsmål, med sin konstatering. For mon ikke det passede at det var her hun havde holdt til mest. Han havde langt fra stødt på hverken hendes skikkelse, duft eller hørt om hende, på nogle af de andre Ø’er omkring dem. Der var selvfølgelig Zenobia, men det var personlig ikke en Ø han drog hen på uanset hvad. Tankerne begyndte så småt at farer gennem hans indre, og spørgsmålene var mange til Athene; men mon ikke om hun havde en masse ubesvarede spørgsmål? For i så fald, ville han ej overfalde hende med hans spørgsmål. Skønt tankerne fór af sted, var fokus på Athene, mens opmærksomheden alligevel drog omkring dem, søgen og på vagt overfor adskillelige og mulige fare.

Mine øre vipper ganske let. Jeg studerer alle de bevægelser han laver; kopierer dem hvis muligt. Han er trods alt min far, og jeg ser dermed automatisk op til ham på en eller anden måde. Da han har ranket sig sådan op, gør jeg det også. Det gør jeg normalt også overfor andre, men overfor far er det ganske specielt; jeg vil jo gerne, at han er stolt af mig, så jeg gør vel lidt ekstra ud af at se stolt og rank ud, og ikke hænge med kroppen og mulen.
Jeg lytter ganske intenst til det han spørger om, for jeg vil da gerne besvarer ham. Men også gerne selv stille spørgsmål til ham, spørgsmål jeg har tænkt over siden vi mødtes, og spørgsmål jeg aldeles ikke har glemt. Overhovedet. Mit blik hviler ind i hans tomme og tonløse øjne, mine egne øjne er mørke og dybe, men de viser ingen følelser som sådan, kun en enkelt lille flamme der er tydeligt, en flamme der rummer mangt og meget, men som kun få vil få indblik i, for den er kun fremme i situationer som disse; i selskaber som disse.

,,Jeg har holdt mig meget her, men også på andre øer. Jeg har efterhånden været på tre øer, og undersøgt dem fra ende til anden i stilhed og alene. Ikke at det gør mig så meget.. Men her på denne ø, har jeg kun været stødt på én sjæl. Andre har jeg set og hørt, eller lugtet. Men selskaber, har jeg kun haft et af, på denne ø”

Besvarer jeg ham så, med ørene kort vippende omkring, inden de igen finder deres plads skråt bagved. Overfor ham, behøver jeg ikke være påpasselig med at have ham tæt, eller skeptisk overfor dette. Nej, for hans selskab falder mig naturligt, og jeg tillader derfor mig selv at slappe helt af, trods den ranke krop. Mit ene øre vippes frem igen, imod ham. Lyttende. Jeg spørger ikke om noget endnu, før han har haft chancen for at svare på det jeg siger, hvis han da har noget at sige?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De mørke, så dybe øjne Athene besidder; indebærer denne lille flamme. Mens den svagt flakker blidt, levende ser Djanges kolde og tomme øjne til. Meget direkte holdes de i Athenes mørke øjne. Den unge, smukke og prægtige hoppes stemme lyder roligt såfremt imod Djange, efter hans spørgsmål. Det ene spørgsmål af mange. For spørgsmål havde han mange af; til denne hoppe. Athene, som efter sigende skulle være af hans eget kød og blod. Den eneste relation han havde i dette land, den eneste sjæl han efter så kort tid, alligevel blot fungerede med. En hoppe han vidste, ville have hans ryg, gennem sågar hele hans levetid? Djange tvivlede faktisk ikke et split sekund på denne sjæl der stod foran ham, med omtrent samme holdning som han selv.

Hendes ord lød, og hun havde vidst alligevel været en del omkring sig. Ak ja, det var da alligevel heldigt han så havde fundet hende her, nu. Hun kunne have været over alle bjerge; ja som han selv jo gjorde sig meget i. En selvstændighed lå over hende, en elegance såvel som prægtighed. En hoppe som… Djange rynkede svagt på mulen, en eksplosion skar sig hård i hans indre. Men ej blev den ranke holdning ændret på. De kolde og tomme øjne, fokuserede atter i Athenes mørke øjne; og selvom det virkede som en evighed når han stod og betragtede Athene selv, var der endnu kun gået et split sekund efter hendes sidste ord af hendes fortælling.

”Blot én sjæl?”
Lød Djanges hæse og intense stemme, tonløst. En anelse spørgende, men ej afslørende. Nysgerrigt? Glædeligt? Skuffet? Afvisende? Ja, det var ikke helt til at sige, for Djange var ej selv sikker på hvad han egentlig mente. Ud over selve spørgsmålet.

”… Må jeg spørge hvilken sjæl du har stiftet bekendtskab med?”
Videre ledte Djange sit spørgsmål, med den hæse og intense stemme. Denne gang en smule nysgerrigt, skønt han selv hadede snagende sjæle. Men det var vel noget andet med Athene. For såvel som han var yderst nysgerrig efter hendes svar på hans spørgsmål, ønskede han også selv en masse spørgsmål, som han kunne svare på. Let forblev ørene lagt nede, mens rynken på den lyserøde mule dog var svundet ind.

Min holdning er stadig rank og stolt, med hovedet højt, og ørene en smule skråt bagud. Sådan som vi står, kunne vi ligne en tro kopi af hinanden, trods min lidt mere grå farve. Men aftegnene der er på mig og ham, er lige så identiske som det kan lade sig gøre; ja, jeg er tydeligvis hans datter. Både af holdning og udseende. Mine mørke og lidt bundløse øjne, hviler fortsat i hans, mens han studerer mig. Øjenkontakt har jeg aldrig haft et problem med, hvilket egentlig er sært, da jeg sjældent har haft selskaber. Men øjenkontakt, det gør mig intet.

Svirper svagt med den sorte hale, mens jeg betragter hans måde at reagere på, da jeg fortæller at jeg kun har mødt én enkelt igennem mine år. Seth, den sorte ravn. Svirper med halen, mens jeg kort kigger væk fra ham, overvejende. Skulle jeg have løjet? Fortalt, at jeg havde mange bekendtskaber? Kort bliver mine øjne fraværende, inden jeg da igen smider min fulde opmærksomhed på ham, da han stiller spørgsmålstegn til det jeg siger. Nikker ganske enkelt, bare en gang, for at bekræfte det jeg lige har sagt, og det han stiller spørgsmålstegn til..

,,Han hedder Seth, en helt sort hingst.”

Besvarer jeg ham så, mens jeg kigger på ham, for at se om det var det han ønskede. Men jeg holder ikke længere til ikke at spørge ham om noget, som der nager mig. Så uden at tænke yderligere over det, bryder min stemme nu frem igen, uden at vente på at han kan få lov til at svare på det med Seth.

,,Hvorfor forlod I mig begge to..?”

Ser på ham nu, og kniber øjnene lidt i. jeg bebrejder dem, ja, det gør jeg. Men jeg er mest skuffet over min mor, som gik så meget op i at vi altid skulle se hinanden. Nu, er det hende jeg har set mindst. Min far har da fundet mig nu, nu hvor jeg er ung og voksen, men stadig mentalt en unghoppe med stor stædighed og karakter.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Identiske var vel ordet, om disse to skabninger med tilhørende sjæle. Mit i skovens tæthed af træer, vildt og frodighed. Djanges kolde og tomme øjne var atter placeret med et meget direkte blik i Athenes mørke og endnu dybe øjne. Let som vinden, der blot giver et pust over træernes krontoppe i ny og næ, blev Athenes blik pludselig fraværende. Mon hun var tvivlende. Djange missede let de krystalblå øjne sammen over Athene, mens en masse tanker satte i værk for hans indre. Men kun for en kort stund, før hun åbnede mulen derpå. Djange pressede let på de nedlagte øre, da hoppen talte. Seth. Denne Seth kendte han intet til, men havde det også været her hun havde truffet denne sorte sjæl; kunne Djange ej bebrejde andre end ham selv, for ikke at have stødt på dette navn før. Djange lyttede til Athenes ord, mens han roligt spærrede øjnene op endnu engang, og mulen da atter forblev glat.

Roligt undlod Djange et nik, i den stive og ranke holdning han og Athene besad. Han ville have holdt meget af at høre mere om denne sjæl, som havde haft måske indflydelse på Athenes væremåde. Ikke at den havde været dårligt ind til da; for han kunne skam genkende sig selv, endda meget i hende. Næsten så det var helt skræmmende; men på den måde også utrolig trygt. Men nye ord blev skudt af sted, i en sådanne sætning, som pludselig lød som en anklage. Djange havde vel set dette spørgsmål komme; ikke som sådan med det tilhørende at Athene skulle sige I, men måske nærmere du. Djange pressede let på de nedlagte øre, mens øjnene blev misset en smule. Ikke som sådan over Athene, nej nærmere at denne Nour også havde ladt deres datter i stikken. En rynke sprang sig nu og da også skeptisk på den lyserøde mule, mens tankerne for igennem hans indre. Kun det kolde og tomme blik, så stadig meget direkte i Athenes mørke øjne.

”Athene…”
Startede Djange med den hæse og intense stemme, så tonløst; nærmest anklagende, skønt han langt fra var dette. Skærende, og smertefulde fornemmelser kunne Djange føle i sit indre. Som trak nogen en skarp genstand, igennem hans indre kød… Djange fnøs lidt hårdt, ved smerten; før end han atter fokuserede på Athene.

”… Jeg må her være der et svar skyldigt. Selv, har jeg ingen undskyldning for at lade dig i stikken. Forlade dig.”
Fortsatte Djanges hæse og intense stemme, atter tonløst. Men hvert og et ord mente han, det gjorde han virkelig.

”Efter din moders foling; havde vi en mindre kamp hende og jeg, og siden da, må jeg indrømme at jeg ej har stødt på hverken din moders eller din sjæl. Hverken jeres dufte, spor eller lignende har været mig undet.”
Forklarede Djange atter, med den samme hæse og intense stemme. Mens han atter holdte den meget stive og ranke holdning.

”Men Athene, misforstå mig ej. Søgt efter jer, har jeg skam. Men uden held; i hvert fald på Enophis.”
Lød Djanges stemme nu med en anelse mere følelse i, mens en svag gnist blussede i det kolde og ellers tomme blik, mens han så Athene i øjnene.

”Jeg kunne altid have søgt mere, grundigere; på alle Ø’erne. Men efter det første halve år, må jeg indrømme at jeg lidt gik ud fra I måske ikke havde klaret den, din mor og du.”
Små afsluttede Djange med den atter hæse og intense stemme han besad, mens han roligt afventede Athenes reaktion. Skuffet og måske afvisende, måske tilgivende ville hun vise sig. Djange havde ingen anelse, men forventede faktisk ikke andet end mere spørgende ind til, fra Athene. Skuffet var hun, og intet andet havde hun grund til at være. Djange holdte atter ørene lagte, men lod den lyserøde mule blegne ud, mens de lidt mere levende gnister stadig var at fornemme i de eller kolde og tomme øjne, der så i Athenes.

Spændt, er vel det jeg er ligenu. Spændt på at høre, hvad hans forklaring er. Jeg forventer vel egentlig, at han kommer med en eller anden dårlig forklaring på hvorfor de begge smuttede, og at ihhh hvor har han bare ledt efter mig de sidste par år. Ja, jeg forventer bare en dårlig undskyldning. Min holdning er stadig rank, og blikket er rettet imod ham. Dog fjerner jeg blikket fra ham, da stilheden træder ind. Kigger nu rund på de træer der omkrandser os. Chibale er en skovbelagt ø, og netop derfor holder jeg af at være her. Træerne er ved igen at tabe deres blade, og der vil ikke gå længe før de igen bliver nøgne og udsat for vinterens kommende kulde. Men ligenu, er det dog kun efterår. EN tid der også er kold, men som dog kommer til at virke så skøn og smuk.

Da han igen taler, drejer jeg mit blik imod ham. Athene.. Det har han altid kaldt mig, hvorimod min mor altid kaldte mig Asira. Noget, jeg måske aldrig helt har forstået. Men det kommer jeg måske til en eller anden dag. Men ligenu, har jeg blot det spørgsmål, der skal besvares. Og jeg bliver overrasket. For det er ikke bare en stor undskyldning, nej, han taler vidst sandt nok.
Da han nævner hans og mors kamp, lægges mine øre lidt ned igen, men jeg lader dem dog komme en smule mere frem igen.
Jeg svarer ikke på det, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige, for det er der ingen grund til.

Han indrømmer også, at han måske troede at vi begge var forsvundet, at vi ikke havde klaret os måske. Kniber øjnene en smule i, ganske overvejende, inden jeg igen ser væk fra ham. Jeg svarer ikke på noget af det han siger. I stedet dukker der et nyt spørgsmål op.

,,Var jeg et uønsket føl?” Spørger jeg ham så nu, og retter blikket stift på ham. Jeg forventer virkelig et ærligt svar nu, og ikke bare en gang mundævl. Jeg kan godt klare sandheden.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Athene bliver tilmed en smule fraværende, hvilket instinktivt vel er yderst normalt; når stilheden bryder ind. Men efter Djanges lange tale, forklaring, fortælling; hvad man nu kalder den, syntes Athene atter at være nærværende endnu engang. Djange bider sig bestemt mærke i Athene som lægger ørene lidt hårdt, da Djange nævner han og Hawaet El Nour’s kamp. Hun måtte kunne huske den, det var Djange næsten sikker på. Alligevel måtte han ærligt indrømme for sig selv, at han end ikke fortrød det. Slet ikke nu, efter at se hvor stærk Athene var blevet. Skønt det havde været meget hårdt for hende, en hård opvækst, som ingen fortjener…

Som en skarp genstand, der skærer alt op det snitter! Sådan føltes det atter, dybt i Djange, da Athenes nye spørgsmål blev bragt på bane. Den hårde smerte, slog en svag rynke over den lyserøde mule, mens Djange svagt missede de kolde og tomme, krystalblå øjne. Han så meget direkte i Athenes mørke øjne; selvom de var dybe og ulæselige, var Djange alligevel ikke et split sekund i tvivl om at Athene var såret. Hvilket var forståeligt. Det var han vel også selv et eller andet sted? Men Athene ville høre sandheden, og den skulle hun få. Så med den stadig ranke holdning, og nedlagte øre, åbnede Djange atter mulen.

”Athene; kort sagt. Du er ej uønsket; for mig.”
Svarede Djange kort, med den hæse og intense stemme, denne gang ej så tonløst. Mens en svag snert af liv var at skimme i de ellers tomme og kolde øjne.

”Jeg indrømmer dog; jeg hverken elsker eller holder af din moder. Hun var blot på det rette sted, det rette tidspunkt. Intet andet.”
Fortsatte Djange med den hæse og intense stemme, denne gang yderst tonløst og kort.

”Dette ændre dog aldrig på, at jeg ønskede mig et føl af mit egen kød og blog. Din moder var blot en hjælp til at få dig til verdenen.”
Konstaterede Djange, en smule hårdt var dette nok imod Nour. Men det var sandheden.

”Uanset hvor meget vi vil det her i verdenen, være gavmilde og så lidt som muligt være egoistiske. Gør vi altid kun ting, for at behage os selv. Selv sjæle der kun hjælper andre som er i nød; gør det udelukkende fordi de får en rar fornemmelse i dem selv. Vi væsner med sjæle, er egoistiske individer; vi gør aldrig noget for andre uden selv at ville få noget ud af det. På den måde må du aldrig tvivle på om du er ønsket; for det er du…”
Forklarede Djange med den hæse og intense stemme, en anelse vist; skønt det var yderst tonløst.

”Jeg kan aldrig bevise for dig at du er mig ønsket, det er op til dig at stole eller lade være med at stole på mine ord; Athene.”
Afsluttede Djange med den hæse og intense stemme, roligt og fattet. En smule tonløst, men med en svag gnist af liv og næsten omsorg i blikket?

Jeg forventer et svar fra ham. Et svar, der er ærligt, og ikke blot en masse ævl. Men jeg har også en idé om, at min fader ikke blot vil bilde mig en masse ting ind. Nej, jeg tror han fortæller mig sandheden, for hvad skulle andet gøre godt for? Mit blik hviler hos ham, lyttende og opmærksomt. Mine øjne er stadig bundløse, men dog ikke tomme. De viser noget, en svag flamme der er blusset op i hans selskab. Noget, jeg selv har svært ved at forklare.

Men negativt, det er flammen nu ikke. Når den er der, er jeg i live. Så er jeg til stedet, og ikke blot fysisk, men også mentalt. Mine øre vipper kort, for derefter at finde deres vante plads bagude, uden at jeg er vred. Men jeg lytter nu. Lytter til det han har at sige. Jeg er ikke uønsket. Og jeg var ikke uønsket. Men min moder var bare på det sted han var, og jeg blev dermed til. Jeg tror ikke på, at det har været noget Nour ønskede, når de tydeligvis ikke elsker hinanden, eller elskede hinanden. Svirper kort med den sorte hale, overvejende for ord. Men jeg lader ham tale videre.

Han taler nu om, hvor egoistiske vi egentlig er. At alt vi gør, er for at glæde os selv. Og det kan han vel egentlig på sin vis have ret i. Mit ene øre vippes fremad, hvilket det sjældent gør i nærheden af andre. Så det er vel blot en kompliment til den far, der står foran mig, med samme holdning som jeg selv. Jeg er en tro kopi af ham, hvis jeg ikke havde arvet den grå farve fra min mor.
Mine øjne falder nu i hans, og en form for kærlighed dukker op i dem, samt tryghed. Endelig, lader jeg så min stemme komme frem da han er færdig, efter nogle sekunders stilhed.

,, Jeg stoler på dig, far” Ordet far, bruger jeg ikke ret tit. Men nu, nu er det på rette sted at bruge det.
,,Men.. du skal love mig en ting. Du må ikke forlade mig igen.. Ikke i to år”
En svag skuffelse er at finde, og også en svækket stemme ligeså. For jeg føler mig forladt, og jeg ønsker ikke det skal ske igen.

For at det ikke skal blive for sentimentalt, hæver jeg nu atter hovedet, og lægger øret bagud igen, sådan at jeg atter står som en tro kopi af ham.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Få sekunders stilhed undertrykkes nu i deres selskab, mens de der foran hinanden gang på gang; udefra set kopierer hinanden. Athene lod et øre glide frem, og en form for flamme syntes Djange at kunne spotte i Athenes mørke øjne. Lidt liv? En svag eksplosion buldrede i hans indre, før han rankede sig en smule op. Skønt han allerede var rank, som han plejede. Men Athenes stemme lød nu, efter få sekunders stilhed mellem dem. Djanges øre lå stadig tilbage, men yderst roligt. Den lyserøde mule forblev atter glat, mens de krystalblå øjne havde spærret sig roligt op til normalt. Den svage gnist, gnisten af liv; var stadig at anes

Men hendes ord; Athenes ord; skar sig nu hård i Djange. Som den pinende smerte fra tidligere, den skarpe genstand der langsomt blev trukket gennem hans indre kød. Hendes måde at sige far på. Djange missede svagt de nu lidt igen tomme øjne sammen, mens han fortsat så på Athene, som nu sagde den afgørende sætning. Dette skar, skar dybt.

”Aldrig vil jeg forlade dig igen.”
Svarede Djange kort, med den hæse og intense stemme, en smule tonløst. Skønt Djange egentlig var ret følelsesladet lige på nuværende tidspunkt. Athenes måde at ranke sig op på, fik en varm følelse op i Djange, og roligt strakte han hovedet en anelse frem. Hvilket han ikke havde gjort i mange møder, i hele sit liv. Han direkte blottede sig nu, for Athene, hans datter. Hun måtte forstå, at der var ved at være opstået en større næstekærlighed, til denne unge hoppe, han endnu ikke kendte særlig godt; endnu. Stadig var hans øre tilbage, samt hans mule glat, hvorimod øjnene langsomt var spærret en smule op igen. Og den svage gnist af liv, kunne anes.

Min far og jeg, har ikke været sammen andet end denne ene gang, hvor jeg har været voksen. Men.. Jeg har bare en anden fornemmelse med ham. En connection, hvis man kan kalde det det. Han håndterer det hele på en anden måde, en måde der giver mig en form for ro. En ro, jeg ikke har haft længe, da jeg har været på egne ben; og der, der kan man ikke have ro i sindet, for man skal hele tiden være på vagt. Være klar. Jeg tror sommetider, at mine ord piner ham, piner ham i hans indre. Men jeg kan ikke bare pakke min snak ind, og fortælle det blødt og rart, det kan jeg bare ikke. Sådan er jeg bare ikke.

Mit blik hviler hos ham, søgende efter hans øjne, som jeg også får. Jeg ser den gnist der er der, i hans krystalblå øjne. En gnist jeg også selv ejer i mine brune øjne lige nu. Den har ikke været der længe, men den er der nu. Og det er noget, jeg kan takke ham for, uanset om jeg vil det eller ej. Da hans stemme atter kommer, lytter jeg til hans svar. Og mærkeligt nok, så falder den ind i mine øre, hvor den klinger roligt. Og jeg tror på det han siger. At han ikke vil forlade mig igen. Jeg burde nok være skeptisk, stille spørgsmålstegn til det. Men det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. For inderst inde, så tror jeg ham.

Da hans mule nu kommer mig en smule nærmere, er jeg godt klar over, at det er uvant for os begge. Jeg ved, at der er en grund til at berøringer er så svært for mig. Ikke kun pga. min fortid og alene tid, men fordi der må ligge noget gemt i enten mor og far, der gør at berøringer bare generelt er sværere for mig, end for mange andre. Men jeg trodser den skepsis der kort dukker op i mine let sammenknebent øjne, og jeg strækker dermed mulen frem selv. I en meget svag bevægelse, lader jeg min mulespids støde imod hans, og gnisten, flammen i mine øjne, blusser pludselig langt mere op end ellers. Jeg siger intet, jeg står blot der, og føler de mange ting der strømmer igennem min krop. Følelsen af tryghed, nærværd. Og ikke mindst af min far; min familie.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den smukke Athene, beriget med så mange kvaliteter, så mange oplevelser; af at have været alene føl, foler og dernæst unghest, der har haft draget af sted alene, i dette ganske land. Alt dette såre vel inderst inde Djange, men også tilfredsstiller og fornøjer. For Athene havde ganske rigtigt levet op til de forventninger han nu engang kunne have til sit eget kød og blod. En stærk støbning, der kan klare selv de hårdeste miljø’er, fysisk såvel som psykisk. Djange kunne dog ikke prale af selv at have klaret sådanne udfordringer i sit unge liv, uden lidt ar på sjælen. Det samme var han sikker på Athene også bar på nu; ar, grimme ar som aldrig ville forsvinde. Derfor vidste han også selv hvor vigtigt det endnu var at de to holdte sammen. For hvis ikke de gjorde; hvem så?

Athene forstod Djanges lille hentydning, og langsomt, såvel som hurtigt kom Athenes mule nærmere. Det føltes som en evighed, i det øjeblik hun nærmede sig det sidste stykke inden berøring; hvorved da først de to muler var stødt på hinanden, var det som om det var gået alt for stærk! Djanges mule gav et lille sæt i sit, før han slappede af, og nød de mange strømmende følelser der lidt voldsomt drog ind i hans indre. Som udsendte Athene denne her specielle energi; der fór af sted gennem deres mulers berøring, og videre ud i Djanges krop. Det var en underlig følelse, såvel som behagelig. Tanker fór nu også forvildet rundt i Djanges indre, tanker, billeder, minder; som fyldte ham med glæde, såvel som sorg. Han kunne vel have stået her i en evighed; mens hans egne normalt tomme og kolde krystalblå øjne så i Athenes mørke brune. De gnistrede pludselig op, idet de havde berørt hinanden. Djanges øre vippede let bagud på sig, før hans egen gnist også gnistrede meget op.

Djange havde det som om han var fuldt blottet nu, som gav han sig alt til Athene. På en måde brød han sig om det, men alligevel var det noget der var fremmed for ham; hvilket skabte en svag utryghed. Noget ubehag, noget så afslørende af hele ham, og hele hans liv. Han brød sig bestemt ikke om det! Men de mange følelser der strømmede igennem hans krop; i takt med hans lige nu bankende hjerte, fik ham til at glemme og overse denne blottende følelse. Det var jo trods af alt også Athene. Djange trak roligt mulen til sig igen. Ej afvisende, tvært imod! Blot roligt, mens han atter fandt tilbage i den ranke og lidt stive holdning. Men noget var forandret, for det kolde og tomme blik var ej kommet tilbage. Ak ja, stadig gnister, stadig liv, var atter at se i Djanges blik.