Waterfall cave

Den skimlede hingst vandrede rundt på en klippe, en mindre klippe, inde i skoven, bevokset af det grønne græs; den var glat, ja faktisk våd og det undrede den skimlede, hvordan dette kunne være. Med en undersøgende mine snoede han sig omkring på denne klippe, undrende, nysgerrigt og udfordrende. Det lå til den drømmende, skimlede hingst at søge de sandheder der gemte sig i mystikken i landet og indtil nu havde han fundet mange. Altaïr fnøs kort, en nysgerrig fnysen da han hørte rindende vand. Sådan, som han havde nærmest kravlet rundt på denne klippe, måtte han have lignet alt andet end en hingst, men da han rankede sig op og genvandt sin fulde højde, kunne man fra afstand af, se hvordan den skimlede hingst var bygget. Ædelt og rankt. Han begyndte derpå at kravle ned fra denne klippe, der var grøn som græsset selv, og da han nåede ned for enden ramte hans hove en masse småsten, hvor vandet rislede hen over. Den skimlede hingst lagde ørene let tilbage, da hans øjne fik øje på det lille vandfald han nu stod overfor, som udsprang fra klippen af. Et mageløst syn, et smukt syn. Af ren nysgerrighed bevægede den skimlede hingst sig igennem den mur af vand, der fald fra vandfaldet af, og hvad han ville finde på den anden side, det vidste han ikke.

Ava, der endnu ikke havde fundet ro over pludselig at være et fremmed sted, havde opholdt sig hvor hun var landet. Klipper var der omkring hende, men ikke de klipper hun sidst havde set på. Og hvad med Arc? Hvor var han? Væk? Tristheden skyllede ind over den lille sorte hoppe, og hun mumlede for sig selv, sin broders navn.

En smule havde hun fået at spise efter søvnen, men tørsten brændte stadig i halsen. Hun lyttede et øjeblik til stilheden. Det var nu ikke fordi der var helt stille. Der var lyden af cascader og vand. VAND! Der måtte Ava hen. Hun rankede sig op og begav sig fremad i retningen af lyden. Det lød rindende. Så må der være en å eller en bæk. Helt som en flod lyder det ikke, men vand er der og vand havde hun brug for. Med hovedet i tæt ved jorden kunne hun opfange lugte fra andre dyr i området. Men en ting Opfangede hun da vinden bar lugten med sig. Lugten af våd hest.

Avas ører vendte og drejede sig mens hun forsøgte at afgøre med sig selv, hvad hun skulle stille op. Arc var det ikke, det var en ting hun var helt sikker på. Men nogen var der i hvert fald. Hun stillede sig med fronten mod den fremmede da han kom til syne. Det var næsten som om han trådte ud af den blå luft. Lige hvordan det kunne lade sig gøre vidste Ava ikke. De blå øjne var rettet mod ham, nysgerrigt og iagttagende.

Den skimlede hingst, hvis ryg blev overrendt af det rindende vand fra det vandfald, han var søgt igennem, for at udforske hvad der lå i grotten bag ham, vendte sine øre pludseligt, da lyden af en fremmeds hove imod de småsten der lå uden foran vandfaldet, ramte hans ører. Han standsede og rettede sig en smule op, inden han drejede det skimlede hoved rundt, for da at blive mødt af synet af en sort hoppe med en hvid blis der gled ned langs hendes hoved. Hun var lille, fin i bygningen, nærmest delikat og den skimlede hingst vendte da sin krop rundt, der endnu befandt sig bag vandfaldet, for at se nærmere på hende. Det var tydeligt at hun havde spottet ham og der gik ej længe for den skimlede hingst trådte igennem vandfaldet endnu engang, for at komme ud til denne fremmede hoppe. Han nikkede kort, hilsende, inden han trådte til hende og strøg sin våde mule forsigtigt imod hendes hals, kærtegnende og sensitivt. Det lå til den skimlede at hilse sine selskaber an på denne måde; ja, han var anderledes end så mange andre, men det var ikke altid noget negativt. Han brummede sagte, men intenst, inden han trådte lidt fra den mindre hoppe, for at beskue hende. Det var tydeligt at hun var en udvokset hoppe, men en ung en. Selv var den skimlede ikke den ældste i landet, og hans udseende og sind stadig ungdommeligt, men han kunne godt fornemme, at hans alder lå højere end denne nærmest blåsorte hoppe, som nu havde indfundet sig i hans selskab. Men ville hun acceptere hans hilsen?

Ava blev stående med hovene solidt plantet på jorden og blikket stadigt hvilende på den skimlede hingst. Nej, han var bestemt ikke Arc. Ikke yngre end hende selv og ikke sort som hende selv. Hans nærhed fik hende ikke til at slappe af, men heller ikke til at løbe. hun kunne jo ikke benægte nysgerrigheden. Hendes far havde altid sagt det en dag ville bringe hende problemer, og hun havde været ligeglad. Alle har problemer.

Hele hendes krop stivnede da hans mule berørte hendes hals. Men i det samme han trådte tilbage for i stedet at betragte hende, slappede hun af i kroppen. Han kunne med lethed have gjort hende ondt. Det var en ting hun var helt sikker på. Men han lod til at være rimelig rolig. Hendes ører tippede fremad i hans retning og i stedet for at hyle advarende som hun først havde overvejet, sendte hun en lille hilsende brummen i hans retning. Hun strakte det ene ben frem for sig og sænkede hovedet ned så næseryggen rørte benet som for at vise hun ikke ville noget ondt. Efter få sekunder rankede hun sig op igen i den normale lidt stolte holdning. Nok var hun ung, men hun var trods alt sin fars datter og helt ny på dette sted. Hun skulle i hvert fald ikke mistænkes for at være en slap lille hoppe.

Hendes blå øjne forblev hvilende på den skimlede hingst. Nysgerrige og opmærksomme.

Den skimlede hingst lod blikket forblive på denne hoppe, der havde blå øjne; blå som himlen om dagen og blå som havet. Han prustede dæmpet, men et smil prydede snart hans mule. Hoppens reaktion indikerede, at hun var en af i hvert fald en smule temperament; den måde hun lod sin krop stivne på, men dernæst slappe af igen, viste at hun ikke var sky, men bevidst om sin krop og om hvem der måtte røre og ikke røre. Altaïr brummede atter tilbage, da hun afgav sin hilsende tone, og da hun så sænkede hovedet, søgte hans mule straks ned for at puffe hendes en smule op. Nok var hendes tilkendegivelse bemærkselsværdig, men den var ikke nødvendig i den drømmende hingst’s selskab. Han smilede da atter, da hun havde trukket hovedet op og mødte hans blik; et nysgerrigt blik hvilede i den grad i hendes øjne og Altaïr fornemmede, at stedet var nyt for hende. En ny sjæl her, vandret fra en anden verden og hertil. Altaïr trådte en smule omkring den blåsorte hoppe, inden han afslørede sin stemme.

,,Melady, hvor længe har du vandret omkring dette vandfald?”

Spurgte han med en kæk, men ej provokerende stemme. Det var tydeligt at Altaïr var en hingst, der gerne søgte nærkontakt og personlige træk ved hans selskaber og samtidig var han drømmende i sin attitude. Han søgte mulen imod hoppen igen; hendes duft var ganske speciel, forfriskende vel. Og han kunne ikke vente med at studere hendes sind og personlighed yderligere; så snart han fik lov.

Ava studerede nøje denne fremmede hingst. Han virkede en smule ædel i hendes øjne. Han måtte være en der havde været her i lang tid. Han var en smule som hendes egen far, og så alligevel ikke. Hun kunne ikke forestille sig denne skimlede hingst stå og skælde hende ud for at have forladt flokkens område på egen hånd for at udforske hvad der nu var omkring dem.

Da han talte til hende vippede hendes ene øre i hans retning for at lytte. En ordentlig opdragelse har hun nu alligevel fået, selvom hun engang imellem sagtens kunne sætte sig imod sine forældre og andre.

,,Jeg er bange for jeg ikke har nogen sans for tiden jeg har været her''
svarede hun den skimle hingst

,,Men jeg ved det har været kort nok tid til ikke at have set solen stå op. Jeg er endnu ny på disse kanter, men hvordan jeg har fundet dette sted er jeg ikke sikker på. Det er som at vågne i en drøm og bare vente på man vågner hvor man lagde sig til at sove. Men dette er ikke en drøm, er det vel?''

spurgte hun med en lille stemme. Aldrig har hun haft så livagtig en drøm. Hendes lidt bedrøvede udtryk kom til syne igen. Hvad ville hendes far gøre hvis hun ikke fandt hjem? Så var det jo ikke kun Arc han havde mistet. Det ville være dem begge. Hun var ikke et sekund i tvivl om at de ville lede. han ville sende alle ud for at lede som var i stand til det - og hun vidste også det ikke ville hjælpe noget. Lyset var væk og det var grotten hun havde søgt ly i også.

Den skimlede hingst betragtede denne sortblå hoppe, der stod foran ham; foran vandfaldet. Hun virkede som en, der havde mange tanker i spil, men samtidig også en med en nysgerrighed der rakte langt. Måske langt nok? Altaïr slog sin blot påbegyndte tanke væk, da hun begyndte at snakke med en lille, uskyldig og ren stemme. Meget feminin, blød. Han brummede dæmpet alt imens han lyttede til hendes ord, der nærmest blev fremsagt med en frygt, eller en sorg? Som manglede hun noget, nogen? Han brummede sagte inden han strøg hende over kæben, en ganske venlig og betryggende gestus. Her var hun skam sikker, uanset hvad end der måtte have jagtet hende i et tidligere hjem.

,,Du har ret, melady, dette er ikke en drøm, men derimod den virkelighed, der snart også vil være din. Jeg kender følelsen af at vågne op og ikke ane hvor du er; jeg kender følelsen af at vandre på fremmed grund, som jeg selv gjorde da jeg kom hertil. Men lad mig sige dig, melady, at denne fremmede grund er skænket dig af en årsag. På grund af noget i din fortid. Dette land, tror jeg på er en frelse for det, der har været eller det, der ville være kommet, hvis ikke vi var kommet hertil. Men sig mig, melady; hvor meget betyder drømme for dig?”

Selvom emnet omkring landet i sig selv, lod til at være et skrøbeligt et og et, som denne fremmede følte for at tale om, da vidste Altaïr, at det ej var tiden endnu. Hoppen skulle kende ham bedre og omvendt, forend de begge ville få noget ud af samtalen, og derfor ledte han hende ind på et simpelt spørgsmål, der kunne svares på mange måder - Og som ville afsløre de første ledetråde om hendes sind og fantasi. Og måske bringe hende på lidt mere positive tanker.

Hans kærtegn ved hendes kæbe fik hende til at slappe en smule mere af. Han virkede slet ikke så slem som man kunne forestille sig. Hun var slet ikke et sekund i tvivl længere, om at denne hingst havde vandret disse egne i lang tid.

Hun lyttede nysgerrigt til hans ord, dog stadig med det lidt triste udtryk i øjnene. Noget der er sket eller noget man ville komme ud for. Det fik et gys til at krybe ned langs ryggen på den lille hoppe, og sendte hende ud i en trang til at ryste sig. Og det gjorde hun. kulde, støv og tanker skulle rystes af, og det blev de.

,,Drømme? Vigtige? Hvordan skulle de kunne være andet for nogen som helst. Drømme er hvad man ville ønske der kom til at ske, eller hvad man har oplevet engang. Fjerne minder der bliver vækket til live, hvis man ønsker det. De der er gået bort lever stadig i drømmene og i ens eget hjerte''

Hun svarede den skimlede hingst med lidt mere stemme end sidst. Dette var ikke et spørgsmål hun behøvede tænke længe over. Sådan havde det bare altid været. Ava var en drømmer. Derfor også meget nysgerrig. Hun ville vide hvad der fandtes uden for flokkens grønne område. Hun ville opleve ting. Ting som hun kunne genopleve i sine drømme igen og igen. Drømme hun kunne tage med sig når det en dag blev hendes tur til at tage på rejse med de andre ungheste. Pilgrimsturen til de steder hun selv kun kunne drømme om endnu. Nu ville hun aldrig nå den rejse, men måske var det alligevel ikke så slemt igen. dette sted kunne være der andre havde søgt hen, men aldrig havde fundet. Det her kunne være meget mere end hvad de andre hjemme i flokken kunne drømme om.

---

Den skimlede Altaïr betragtede denne delikate hoppe; for delikat var hun. Han havde aldrig set sorte heste der havde samme skær som hende, aldrig. Heller aldrig sorte heste, uden andet hvidt end i hovedet, have begge øjne blå, hvilket i hans øjne var et særsyn. Derfra hvor han kom, havde ej mange blå øjne, men derimod var der mange varianter af farven på kroppen; og dem, der skiftede farve i sæsonerne var der også en del af. Han lyttede ganske intenst til hendes ord, som hun fremsagde med noget mere selvtillid og volumen i stemmen end før; og det klædte hende. Selvom hun var lille, og yngre, så virkede de alligevel okay tæt de to. Nok var Altaïr rundet det 7. år, men det var skam også en ung alder, for en hingst som ham. Han rakte sin mule fremad imod hende igen, da det lod til at hun havde accepteret hans kærtegn og tilnærmelser, og dermed så han ingen grund til at holde igen med dem. Han var en hingst, der forgudede hopperne, hvis de tillod ham det. Han var en hingst, der vidste hvor meget de var værd, hvor meget de betød for livets cyklus og dermed hvordan de skulle behandles; kærligt, nænsomt og skånsomt. Hans ører, der lyttede intenst til hendes ord, opfangede ligeså hvert et af dem; og han kunne lide hendes svar. Hun var den første, som han havde stillet spørgsmålet, der havde hevet fat i minderne der hvilede i sindet.

,,Melady, jeg vil give dig ganske ret, med din beskrivelse af drømmene. Selv, ja, selv er jeg en drømmer, men jeg ynder dog at drømme på en lidt anden måde. Hvordan, vil jeg fortælle dig senere, og hvis du tør tage en udfordring og følge mig på en vej i dette land, en sjælelig vej, vil du en dag også se, hvordan jeg drømmer. Men nu, melady, vil du følge mig ind gennem vandfaldet, til den grotte der ligger gemt derinde?”

Spurgte han så med en ganske naturlig og charmerende stemme; hans ivrighed og nysgerrighed var ligeså noget han bar på det yderste af kroppen, og nu hvor han havde luftet sin version af drømmende, og hørt hendes, ja, da ønskede han at lægge det lidt på hylden, således at hun selv kunne tænke over det, denne blåsorte hoppe. Han trådte dermed inviterende af sted imod det vand der fald fra klippen og han håbede, at denne lille hoppe ville følge ham, ind bag vandets mur.

Ava lyttede nysgerrigt til den skimlede hingsts ord. Alle har vel sine måder at se tingene på, så derfor måtte han vel også se tingene anderledes end hende. Omgivelserne omkring hende var ikke nogen hun havde lagt særligt meget mærke til, eftersom der havde været mørkt i alt den tid hun havde været her. Fra det ene mørke sted til det andet. Men nu var det vel på tide at se andre steder, og den skimlede hingst kunne være en stor hjælp. Hun vidste jo ikke selv hvor hun skulle gå hen eller hvor hun skulle starte sit eventyr. Hans spørgsmål virkede også tiltalende. Den måde han stillede det på.

,,Jeg vil med glæde følge dig gennem vandet og udforske stedet, men jeg har også lært man skal passe på med fremmede. Hvis jeg kender dit navn vil du være mindre fremmed end nu. Om ikke andet, et navn jeg kan kalde dig så jeg ved hvem jeg taler og følges med. Mit eget navn er noget så simpelt som Ava''

Den lille sorte hoppe betragtede den skimlede og højere hingst. Idét han trådte i retningen af vandet, trådte Ava efter. Hun var jo alligevel nysgerrig, og uanset om hun kendte hans navn eller ej, så kunne hun jo ikke blive her. Slet ikke alene. Hun ville enten blive drevet til vanvid af ensomhed eller mørket når det igen og igen ville falde over egnen.

Hun tøvede da hun nåede til vandet der faldt ned over indgangen til en grotte. Sidst hun befandt sig i en grotte havnede hun her. Hvad hvis denne var mindst lige så tricky? Hun trak vejret tungt og rankede sig før hun stak mulen gennem vandet og trådte fremad så resten af kroppen kunne følge med. Straks på den anden side stoppede hun for at ryste det kolde vand af sig, før det nåede ned gennem pelsen der skulle holde hende varm. Manen, pandelokken og halen dryppede stadig, men det ville ikke tage så lang tid før det tørrede. Det var trods alt kun en smule vand.

Den skimlede hingst, der var trådt imod vandfaldet allerede, der blot trillede ned over en forholdsvis lille åbning, drejede sine ører imod hoppen, Ava; hendes stemme der bød ham sige et navn, hun kunne kalde ham ved, opfangede han skam, men ligeså havde han opfanget at hun søgte med og igennem muren af vand og derfor tav den skimlede hingst lidt endnu. Se, det var sådan at Altaïr’s navn, ikke var et navn der skulle siges eller kendes af nogen. Eller, i hvert fald ikke endnu; og grunden var simpelt, at Altaïr ikke så sit navn, som værende sit eget. Og samtidig så han navne som værende en tom beskrivelse af den boks der indeholdt den personlighed, som var det vigtigste og derfor var navne unødvendige, hvis man som Altaïr, mente at personligheden var det væsentligste.
Da han var trådt igennem og hans pels var blevet våd, mørk hen over den skimlede ryg og den sortblå hoppe ligeså var trådt igennem og havde rystet vandet af pelsen, drejede han sig rundt på de glatte sten, der lå løst under hans hove, så han kunne se imod de blå øjne, der sad som ædelsten i hendes feminine hoved.

,,Melady, et navn er ej noget, der kan beskrive hvem jeg er, eller hvad jeg er. Blot er et navn noget, der beskriver mit ydre, som hverken er den jeg er, eller bestemmer mine handlinger. Melady, jeg beder dig acceptere, at jeg ikke kan give dig et navn du kan kalde mig, hverken mit eget eller et jeg blot kan sige, du kan kalde mig. Men hvis du vil, Melady Ava, så kan du selv vælge et navn du kan sætte på mit ydre, hvis det hjælper dig huske mig; men jeg beder dig. Lær min personlighed at kende og ej mit ydre, ej den boks min personlighed gemmer sig i”

Afsluttede han med et smil, inden han strøg hende forsigtigt over mulen igen. Derpå vendte han sig rundt på de glatte sten igen og begyndte sin rejse ind i grotten, sammen med denne blåsorte hoppe; Ava.

Ava betragtede den skimlede hingst der havde fået en mørkere farve hen over ryggen, grundet vandet. Hun lyttede opmærksomt, men alligevel forstod hun det ikke helt. Hun forstod ikke hvordan han ikke kunne have et navn man kunne kalde ham. Havde han ingen forældre haft? Hvordan ville de komme i kontakt med ham hvis han intet navn havde?

,,Selvfølgelig vil jeg lære dig at kende gennem dit indre og ikke bedømme dig på dit ydre. Men hvordan skal jeg kunne komme i kontakt med en jeg ikke kan kalde på?''

Hun tippede hovedet let på skrå, stadig med de blå øjne vendt mod ham, mens hun fulgte i ham. Hun befandt sig ikke helt oppe på siden af ham, men halvt ved siden af i stedet. Hendes hoved ud for hans skulder. Hun gav ham et lille puf.

,,Det er udelukkende for at kunne skabe kontakter på et andet tidspunkt og ikke for at bedømme''

Disse ord tilføjede hun, men en smule mere dæmpet end det første. Det var jo ikke som for at gøre noget forkert, men det lod ikke til hun ville få et navn. Hvordan skulle nogen kunne huske en uden et navn? Selvfølgelig ville man kunne huske ens væsen, men på et tidspunkt vil man blive glemt fordi der ikke er noget til at minde andre om en. Kun stærke venskaber vil måske hænge fast, men med tiden vil det jo også kun blive et lille svagt minde.

Altaïr lod sin mule søge imod den blåsorte hoppe, der virkede en smule frustreret over, at den skimlede hingst ikke ville give hende sit navn; det virkede som om, det var uforståeligt, at han ej havde et navn - eller, det havde han skam, nemlig Altaïr, men det var ikke et navn han kunne give hende. Han sænkede sin fart lidt og endte med at standse helt op, og dreje sit skimlede hoved imod den blåsorte, der havde fulgt ham på en tilpas måde; hverken helt ved siden eller bagud. Han brummede sagte og strøg hende over mulen, igen et kærtegn der var af venlig og høflig attitude.

,,Melady, Ava; jeg forstår godt at du gerne vil koble noget på, for at kunne skabe kontakt i fremtiden, men jeg må indrømme, at navne endnu ikke har været nødvendige i dette land, for at skabe kontakt igen. Det sker skam, helt af sig selv, men melady. Vælg et navn til mig og jeg vil reagere på det! Huske det, tage det som mit eget, hvis dette kan hjælpe dig, til at skabe kontakt til mig i fremtiden”

Sagde han med et lille smil, for at vise hende, at han skam ønskede hun ville give ham et navn, hvis hun følte for det; Men hans eget navn ville forblive usagt i dette land, i hvert fald noget tid endnu. Han søgte hendes øjne, vel for at søge forståelse, selvom den måske ikke var at finde på dette punkt, og det bebrejdede han hende ikke for. Ikke alle kunne forstå den mening han havde om navne, og det accepterede han skam. Han prustede dæmpet, inden han skridtede videre over de runde, små og nærmest sorte og glatte sten der lå på deres underlag, ind i grotten. Snart kunne man se hvordan hvælvingen i loftet blev større og et hulrum blev langsomt afsløret, hvor solstråler skinnede ned fra revner i toppen; der hvor den skimlede hingst tidligere havde kravlet rundt oppe. Hvis han havde vidst, at der lå en grotte under han, ville han ej havde spildt sin tid med at kravle rundt deroppe; men ej havde han vidst noget om denne ret så eventyrlige grotte, som han nu befandt sig i med den blåsorte juvel, Ava.

Da hingsten stoppede, stoppede Ava også. Hun betragtede ham stadig nysgerrigt, men trak sit hoved væk, da han søgte hendes mule, i fortvivlelse. Det var også tydeligt at læse i hendes øjne, at hun ikke helt forstod det. Men hun var jo også stadig ung, og derfor har hun stadig en masse at lære. Hun hævede hovedet en smule ved hingstens ord.

,,Give dig et navn? Et navn er ikke bare et man kan give. Et navn er et man får af sine forældre som lille - eller gennem gerninger man har gjort gennem sit liv, hvis man er en af de ældste''

Svarede hun ham. Dog en smule tænkende. Hvis hun skulle finde på et navn til denne hingst, så ville det ikke være noget hun ville kunne give ham sådan bare lige. Slet ikke ved aller første møde og da slet ikke uden at kende ham rigtigt. Selvom han virker blid og fuld af visdom, så kan det jo være han har andre sider hun endnu ikke har set.

,,Jeg kan endnu ikke give dig et navn, for dit indre har jeg endnu ikke lært at kende. Et venskab opstår ikke på kort tid og kendskab til andre opstår slet ikke på kort tid. Derfor må jeg acceptere at du indtil videre stadig vil være ukendt for mig''

Disse ord tilføjede hun mens hun fulgte den skimlede hingst længere ind i grotten. Avas blik flyttede sig nu fra hingsten og i stedet rundt i grotten, hvor små stråler af lys trængte igennem og berørte hendes mørke krop. Små stråler af lys der gav en smule varme når de ramte. Men ikke nok til at varme grotten helt op. Hun så sig nysgerrigt omkring. Et sted som dette havde hun aldrig set før.

Lyden af småstenene under deres hove, de to sjæle, var ganske klar og gennemtrængende. Ikke at det var en lyd, der var ubehagelig, den vær måske nærmere uhyggelig, fordi den udfyldte stilheden på en larmende måde. Han prustede let, den skimlede hingst, inden han lyttede til Ava’s ord, der var fyldt med en søgen. En sund egenskab, som den skimlede måske selv manglede; han var mere tilbøjelig til at acceptere tingene som de var og det havde ofte bragt ham ud for ting, han ikke kunne rode sig ud af - Men denne sortblå, hun var anderledes. Der skulle være en forklaring, inden hun ville godtage noget og det beundrede han hende for; men trods det, kunne han ikke give hende det navn, hun ønskede. Han søgte atter engang mulen nærmere hendes i håb om, at hun ikke ville trække den væk denne gang, da først de var kommet ind i den hulning som grotten havde; der nærmest så eventyrlig ud.

,,Melady, ej ukendt. Ligesom du heller ikke vil være ukendt for mig. For selvom du ikke havde givet mig det navn, du bærer, så ville jeg huske dig, som den blåsorte hoppe med et nysgerrigt sind; en hoppe jeg med glæde vil udforske og udforske ting med. Så, kald mig ej en fremmed. Men derimod et påbegyndt venskab”

Sagde han med et, måske, flabet smil inden han sprang frem i nogle lette krumspring ind i grottens centrum. Det rungede nærmest når hans hove gled hen over de små sten, der gned op og ned af hinanden, på grund af den påvirkning den skimlede pådrog dem; men han nød det. Lyset der glimtede hen over deres kroppe, varmede ej, men reflekterede så hulens vægge nærmest så ud som bølger; det våd underlag strakte sig nemlig helt herind og vandet der blev reflekteret på både Altaïr, Ava og væggen bidrog til at gøre dette sted helt unikt. Og umådeligt smukt.