Waterfall cave

Den skimlede hingst, der vandrede af sted imod stranden, lod sit blik hvile imod den blåsorte Ava. Hendes lettere tænksomme mine, var noget Altaïr syntes ganske godt om - For det at hun netop tænkte og ikke bare sagde en masse overfladisk, viste at hun var en oprigtig sjæl. Og da hun så begyndte at snakke, lyttede han intenst. Det første hun sagde, fik ham til at trække en smule på smilebåndet. Han havde sjældent hørt sjæle der tænkte højt på denne måde, men det var vel befriende at lytte til. Befriende at hun turde, og ikke blot forblev tavs, indtil hun havde styr på det, hun ønskede at sige. Og det var jo ikke fordi, at det hun sagde var noget sludder, overhovedet. Blot var det en form for monolog, der ledte hende ind på emnet. Altaïr forblev derfor tavs - for som han havde sanset, fulgte der mere tale efterfølgende. Hun havde mange tanker omkring stjernerne, det måtte han give hende, og mange af dem lå tæt op af hans egne tanker. Især det med, at der kunne ligge skjulte verdener gemt i stjernerne. Netop det, var en tanke der tit og ofte havde luret i hans sind, og egentlig var det vel også hans overbevisning; for han mente jo at drømmenes verden lå gemt hos stjernerne, og for at nå dertil måtte man være i stand til at slippe sit sind fuldstændig, adskille det fra kroppen; og det kunne man kun, hvis man havde fantasien og troen på det. Denne hoppe begyndte at tegne et bedre og bedre billede af, at hun faktisk ville være i stand til at slippe sin krop og lade sit sind flyve frit. Hun havde modet, hun havde fantasien og lysten til at søge eventyr - Og hun havde en begyndende tro, måske var den endnu ikke defineret helt, men noget unikt og fortryllende lå i stjernerne, det kunne han mærke at hun vidste, og netop dette sagde nok til den skimlede; han ville forsøge. Når tiden var inde. Han smilede bredere og da hendes fængende stemme nåede til ende, slog han kort og tilfredst med hovedet. Han puffede imod hendes sorte hals, inden han så frem imod havet, der nu var synligt for dem begge.

,,Melady, Ava, stjernerne er mangt og meget, det er jeg sikker på. Et sted vi kan drage til, når vi ikke længere kan leve her. Et sted for de døde, hvis man kan sige det; men kun de døde i legeme. Sjælen tror jeg ikke dør, med mindre den er ødelagt; og så ødelagt er heldigvis kun fåtallet. Men, melady, jeg bed mærke i dine ord omkring andre verdener. Jeg tror på, at der findes en verden deroppe, som man kan træde ind i via sine drømme. Ikke de drømme, som vi nyder i søvnen, men de drømme vi aktivt kan fremkalde og udleve i vores sind. En drøm, der skal opretholdes og nænsomt skabes og som derefter kan leves og føles. En drøm der kræver, at sindet kan flyve frit, melady.”

Sagde han dæmpet, men informativt. Hans drømmende attitude var dog kun forstærket, og i det han trådte ud i det bløde sand, der kælent smøg sig om hans ben, stoppede han op og lod blikket fæstnes på den kønne blåsorte hoppe.

,,Melady Ava, tror du, at dit sind kan flyve frit?”

Den lille blåsorte hoppe var langt fra færdig med at danne sig en fast idé om hvad stjerner kunne være. Ét var at de havde et navn. Det var vel for at alle kunne vide hvad man snakkede om når man brugte ordet 'stjerne'. For hvem kunne helt præcist sige at det var deres far eller mor som var der oppe og blinkede ned til dem. Og hvem kunne sige det var en fremmed verden hvis man ikke havde rejst dertil og set det med sine egne øjne. Det kunne ingen. Men det var tilladt at tro. Tro kan flytte bjerge, og tro kan beskytte en fra sandheder man heller ikke har lyst til at indse.

Da hingsten begyndte at tale, rettede hun blikket mod ham. Selv om han var stoppet op da sandet smøg sig om deres ben, så var hun ikke selv i stand til bare at stå stille, så et par skridt længere ud var hun selv trådt. Sandet var meget mere anderledes end underlaget når man betrådte græs eller mudder. Dette var blødt. Ligesom mudder kan være det, men ikke klistret på nogen måde. Og det var helt anderledes når det var vådt. Ava vendte rundt så hun stod med siden til den skimlede hingst og bedre kunne betragte ham og derved også bedre følge med i samtalen uden at ligne en der ikke lyttede efter. Hun var i hvert fald opdraget med at det var høfligt at se på den man taler til og den der taler til en.

Selvom den skimlede hingst stillede hende et spørgsmål, så havde hans ord alligevel fået hende til at tænke lidt. Og at skifte emne helt inden det andet var afsluttet inde i hendes hoved gav ikke ret meget mening.

,,Drømme som aktivt kan fremkaldes. Det kunne være ligesom dette? Jeg kommer fra et helt andet sted. Og du kommer fra et andet sted. Hvad hvis dette bare er en drøm vi aktivt er trådt ind i, startet af en anden? På samme måde kunne det også være en anden verden i den forstand at når vi engang dør, rejser vi videre til en ny verden hvor vi venter på vores kære. Hvis dette er en teori der er værd at tro på, så ville min familie og mit gamle levested kunne være et af de lysende prikker på himmelen om aftenen. Og hvis det er andre drømmeverdener som sindet rejser til, så ville det måske betyde at jeg kropsmæssigt befinder mig på en lysende stjerne, mens jeg lever ting her, og kan vende tilbage når jeg er færdig her?''

Det var ikke så meget et spørgsmål der var ment at skulle svares på, men i stedet et hun selv kunne gå og tænke videre over når tiden var til det. Avas blå øjne gled ud mod det store hav hvor bølgerne skummede og legede på vej ind mod bredden. Hun vendte sig rundt igen så hun stod med fronten mod havet og tog et enkelt skridt frem mod det. Hun så tilbage mod ham, mens hans spørgsmål stadig hang i luften. Det var ikke et hun vidste hvordan hun skulle svare på.

,,Mit sind flyve frit? Hvordan mener du?''

Hans spørgsmål ramte plet. Hun tænkte, den blåsorte hoppe, og det nød den skimlede hingst. Ikke fordi, at han ville teste hendes hjerne, nej, men hendes sind. Men dét at hun tænkte og ikke bare plaprede af sted, det viste at hun havde hjernen med sig. Og det var vigtigt. Den blåsorte Ava havde overrasket ham gang på gang, siden han havde stødt på hende, ved grotten, der var skjult a vandfaldet.
Igen tænkte hun sig fremad, mens hun snakkede, og det fascinerede Altaïr at lytte til hendes stemme og hendes reaktion på hans ord. Det var oprigtigt fascinerende, det hun sagde, og han tog skam det hele til sig, den skimlede hingst - selvom han valgte kun at besvarer det sidste hun sagde, spørgsmålet om hvad han mente med at sindet kunne flyve frit. Han puffede let imod den elegante hoppe, inden han med et smil satte i gang med at forklare, med den drømmende tone som han besad.

,,Ser du, melady, det er både simpelt og alligevel totalt indviklet. For at kunne træde ind i en drøm, en drøm der bliver holdt oppe af et andet sind, skal man kunne frigive sit sind fra kroppen. Som når du står foran havet, lukker dine øjne og et øjeblik efter svæver du af sted, længere end øjet kan se, mens din krop står nøjagtigt hvor du efterlod den. Man kan vel sige, at det at flyve frit er at fantasere i en sådan grad, at det føles virkeligt. Jeg har spurgt dig om en masse Ava, en masse som måske i manges ører lyder irrelevant når man skal stifte nye bekendtskaber, men jeg har egentlig blot testet din fantasi. Ikke for at granske dig, men for at finde ud af, om din fantasi er stor nok, og det tror jeg den er. Melady Ava, når man lyver frit, føles det som om et sus går gennem kroppen, når sindet rykker sit frit. Og derefter er ens bevidsthed i sindet, der flyver og svæver i den retning man ønsker. Selv har jeg ladet mit sind flyve over bjerge og havet; set ting jeg tror der kan være og ved at frigøre sit sind på denne måde, har jeg formået at kunne træde ind i drømme, som jeg selv har skabt. Og, melady, hvis du kan frigøre dit sind fra din krop, kan jeg tage dig med til denne verden, denne drøm, og lærer dig kunsten at skabe dem selv.”

Sagde han med en intens stemme; hverken belærende eller lokkende, blot informerende. Det var hans mål, at oplærer en anden til at blive en drømmevandre som ham; til at lærer kunsten at skabe drømme og vandre i dem. Om den person, denne sjæl, nogensinde ville nærer samme passion for drømmende, det var irrelevant; for så længe lysten til at træde ind i drømmene var stor nok, så ville dette være en succes langt større, end noget han ellers havde udført i denne verden. Han så sigende på hoppen, smilende, for derefter at afvente hendes reaktion. Mon hun var i stand til at lade sindet flyve frit?

Avas opmærksomhed var fanget. Hun var gået helt i stå på alle måder der overhovedet var muligt, for at lytte til denne skimle hingsts ord. Det var spændende, enormt spændende hvad han fortalte og hun kunne ikke lade være med at ønske hun selv kunne. Det var ikke noget hun selv havde prøvet før. Hun vidste jo heller ikke det var muligt. Og det er heller ikke muligt at opleve noget man ikke ved findes. Ligesom du ikke kan opleve vrede eller glæde hvis du ikke ved hvad det er. Hendes øre var spidsede i hans retning. Hun var en ung hoppe og havde stadig meget at lære hvis hun skulle opfylde sin mors ønsker og i den grad havde hun problemer med at lære hvad hendes mor, Aria, havde planlagt. For hvordan skulle hun kunne lære noget som helst uden en lærer? Det var jo umiligt. Dette betød også hun havde mere tid til at omgås denne hingst og måske kunne han lære fra sig. Noget som ikke alle kunne lære hende. At lade hendes sind flyve.

"Jeg er ikke sikker på jeg nogensinde har ladet mit sind flyve på sådan en måde du beskriver det. Kun i mine drømme, ser du. Jeg har aldrig prøvet. Men jeg har oplevet så mange gange at mine drømme har været så livagtige at jeg ikke har vidst om det var virkelighed eller drøm når jeg vågnede. Det er ikke altid enlige så behagelig følelse. Når man vågner op og ikke ved om det er noget der virkelig er sket eller om det bare er noget man har drømt. Og især hvis man virkelig tror på det er noget der er sket og man så finder ud af det hele bare er noget der har foregået i sit eget hoved"

Ava kunne stadig ikke helt finde ud af om dette bare var en drøm eller ej. Hun havde gået igennem vandet der faldt ned fra grottens øverste ved udgangen. Hun var blevet våd, men havde ikke vendt tilbage til sit sted i grotten hvor hun var til at starte med. Den mørke grotte med næsten mørkelilla glitrende vægge. Hun var endnu ikke vendt tilbage til sin familie.

For hvert skridt hun tog blev hun mere og mere sikker på, at denne verden ikke bare var en drøm hun sådan lige kunne komme ud af. Der var endnu ikke en billet herfra. Om det var fordi en skæbne eller opgave var hende pålagt og hun ikke kunne komme hjem før opgaven var fuldført eller fordi det var hendes skæbne at skulle være så langt fra familien for at ændre sit syn på tingene vidste ingen. Ikke engang hende selv.

Den skimlede hingst rykkede hovedet op i en hurtig bevægelse, da vinden slog sig ind imod kysten, hvor de to sjæle stod og hev deres man imod himlen. Han smilede kort, denne drømmehingst, inden han nappede imod de flyvske totter fra Ava’s man. Han brummede derpå dybt, da hendes fine og sirlige stemme begyndte at snakke, og netop det hun snakkede om, fastlagde at hun ville være en perfekt kandidat til at drømme. Han rankede sig dermed op, og så imod hende, måske med et let stolt udtryk i de mørkeblå øjne.

,,Netop det, du beskriver, viser at du vil være i stand til det, melady Ava. Mange drømmer, men ikke mange drømmer, så der kan sås tvivl om hvilken verden, det som der foregår i drømmen, befinder sig i. Man kan føle det så virkeligt, og man kan føle sig så snydt - Men, melady Ava, blot fordi det foregår i dit hoved, betyder det ikke, at det ikke er virkeligt.”

Sagde han med et lidt mystisk smil, samt blik i de mørkeblå øjne. Han strøg hende let og galant over halsen, inden han rykkede en smule nærmere hende, for at begrænse vindes påvirkning på dem begge. Da først han stod med flanken imod hendes, begyndte han at snakke igen, med den drømmeagtige stemme.

,,Ser du, den verden man kan træde ind i, som drømmer, er virkelig. Den er blot ikke virkelig for alle. Den jeg træder ind i, er virkelig for mig, men ikke for dig. Træder du ind i den samme verden, med mig som vogter, så vil dele af den verden være virkelig for os begge, men detaljerne som vi hver især bringer med os, vil kun være virkelige for os, fordi det kun er vores sind der kan opfatte dem og håndtere dem. Melady, det første skridt på vejen til at lade sindet flyve frit, er at erkende, at dine drømme er virkelige. Og dermed slå tvivlen ned, om det du har oplevet om natten, blot var en drøm eller virkelighed, ned. Hvis man tvivler på sindets evne til at bedømme den verden vores krop kun kan vandre i som den ’virkelige’ verden, så vil man aldrig kunne drømme. Men stoler man på sindet, stoler man på at det kan skelne, så er man godt på vej.”

Sagde han med et mere opmuntrende smil, inden han bøjede halsen let ned og stødte den ind imod hendes, som et kammeratligt indslag. Vinden, der var ganske kold, havde godt fat i de to sjæle, men den skimlede hingst frøs ikke, og han mente heller ikke at den blåsorte Ava frøs, da hendes pels allerede var godt udrustet til vinterens anstrengelser.

Da den skimlede hingst nappede ud efter nogle af de flyvske lange sorte totter af hendes man. Hun rystede hovedet og halsen, men hun fik ikke mere styr på de lange lokker af den grund. Men at undvære dem ville hun heller ikke. Hun var glad for at de var så lange, for det fik hende til at fremstå feminin. Hun kunne sagtens blive for maskulin - dette havde hendes mor advaret hende med. Ikke så meget på grund af hendes udseende, men på grund af hendes opførsel og hvis hun ville kunne hun sagtens udgive sig for at være tvekønnet. En hingst i en hoppes krop. Eller havde hun ikke haft sine lange lokker og feminine stemme, så kunne hun have gået som hingst.

Det udtryk den skimlede hingst fik i øjnene da hun talte, lignede et blik hun kun en sjælden gang havde set fra sin far, og det var når hun havde gjort noget godt. Når han havde været stolt. Han havde været mere stolt af hendes yngre bror, Arc, men han var også hingst, og han ville sikre flokkens fremtid i han egen slægtslinje og ikke miste den til en fremmed. Så det var klart han var mere optaget af Arc end hende. Hun skulle jo videre hvis hendes mor fandt en ordentlig flok. Og og skulle hun få en datter når hendes mors tid var ovre, så ville det være avas pligt at lære denne datter op og sende hende til Marah. Hun lyttede til hans ord med et smil. Hans mystiske smil vækkede en lille nysgerrighed. Han ville lære hende noget? hun var næsten sikker på han havde masser af ting at lære fra sig. Han var ældre end hende og havde derfor også lært flere ting. Man kan ikke gå gennem livet uden at lære. Det var hun overbevist om. Så er spørgsmålet bare hvad man lærer.

Alt hvad han kunne fortælle indtil videre havde været yderst spændende. Og hun glædede sig til at høre mere. Ikke nødvendigvis mere om drømmeverdener og det at få sindet til at flyve frit. Men høre mere om alt! Så stor var hendes nysgerrighed.

"Ikke alle drømme føles lige virkelige og nogle håber jeg ikke er virkelige. Andre ville jeg ønske var. Hvis du kan lære mig at tage til drømmeverdener ved at lade mit sind flyve frit, vil jeg være dig evigt taknemmelig"

Hun gav ham et lille puf med mulen da han berørte hende kammeratligt. Selvom vinden var kold på disse kanter - for koldt var der altid ved stranden, sammenlignet med inde midt i landet fordi blæsten altid var kraftigere ude over havet og nedkølet, så frøs Ava ikke. Hun var en hoppe der var vant til barskere terræn end der var her. Koldere end her. Hun havde før set landskabet dækket af sne, og bjergene var heller ikke altid lige varme at omgive sig i. Ikke når man måtte vandre i bjergene hvor sneen altid lå. Hun gav ham endnu et puf, og begav sig fremad igen med lette skridt. Det var en vandretur de var på, og når man var i bevægelse, så føltes kulden heller ikke altid lige så kold.

Kulden krøb omkring de to sjæle, så godt den kunne. Den prøvede at snige sig imellem deres flanker, der var tætte, og den prøvede at få deres muskler til at ryste. Dog rystede den blåsorte Ava ikke, og ligeså gjorde den skimlede Altaïr heller ikke. Pelsen var til deres fordel, og Ava’s lod til at være en pels skabt til vinterens luner. Hun ville klare den kommende vinter godt, det var han sikker på; og selv ville han også komme igennem. Han brummede dybt, men intenst, da hun nærmest fik et nysgerrigt udtryk i de blå øjne. Og nysgerrighed var vigtigt for det åbne sind. Og et nysgerrigt sind var også mere villigt til at lærer. Han brummede muntert, da hendes ord fulgte op på hendes blik, og derpå rankede han sig en smule stolt op. Hun ville være taknemmelig, hvis han ville lærer hende - men i virkeligheden, var det ham, der skulle være taknemmelig over, at denne specielle hoppe, ville tage ham som lærer. Han nappede kort imod hendes hals, inden hans mørkeblå øjne mødte hendes.

,,Melady Ava, det er mig der takker dig. Det er en ære at lærer fra sig, og en af de ting jeg har søgt på min vandren er den mulighed du netop har givet mig. Jeg vil gøre mit absolut bedste, og den første lektion vil jeg give dig nu, mundtligt. Ava, forestil dig en drøm. En drøm som du kan lide, og som du ville ønske var virkelig. Sæt ord på den. Hvordan ser den ud? Hvordan er farverne? Er det nat, eller dag, sommer eller vinter? Detaljerne er det vigtigste når man skal drømme, melady. For de holder selve drømmen oppe. Indholdet vil komme af sig selv, når først detaljerne er lagt, og dermed rammen for drømmen. Og det er vigtigt, at du kender alle detaljerne. Så, melady, fortæl mig om en god drøm, du gerne ville vandre i. Men undlad at fortæl mig én vigtig detalje ved din drøm, den skal du holde hemmelig.”

Sagde han med et smil, hvorefter han trådte en smule til siden. Ikke nok til at vinden kunne slippe ind mellem dem, men nok til at kunne give hende lidt plads til at tænke. Det var en stor udfordring at blive sat ud for, for en der ikke var vant til at drømme, men ikke desto mindre, så var det en af de vigtigste og mest basale ting. Dét at lægge mærke til og fokusere på detaljerne, er ikke noget med gør i en sovende drøm. Og for at træde ind i en levende, er det netop vigtigt at opretholde drømmen og styre den, i stedet for blot at nyde den. Kan man styre den, kommer nydelsen af sig selv, og derfor var det vigtigt at hoppen nu så detaljerne og ej indholdet. For blev detaljerne glemt undervejs, kunne drømmen brase sammen. Og skete dette, ville man kunne vandre i ingenmandslandet, mellem drømmens verden og virkelighedens verden, til evig tid.

Den blåsorte hoppes øjne hvilede på den skimlede hingst mens han talte. På denne måde kunne han også se hun hørte efter hvad han sagde. Kulden generede hende ej. Den mindede hende kun om hvad der ventede. En vinter. En kold vinter. Hun havde før klaret sig gennem vintre og allerede inden vintrene havde meldt sig havde hun vandret gennem bjergpasset der også var dækket til med sne. Hun var vant til den kolde natur. Den kolde og barske natur, og dette land havde endnu ikke kunne udfordre hende fysisk.

Hun stod stille med lidt pint og samtidig også tænkende udtryk. Det at tænke sig frem til en drøm var svært, for hun vidste ikke hvad hun skulle tænke. Hun havde flere steder hun kunne tænke sig hen til. Dog var der et sted der trak mere end andre. Hendes hjemland. Hos hendes familie. Men tænkte hun sig frem til dem ville hun også kun komme til at savne dem endnu mere. Ava åbnede sine øjne igen lidt efter. Det var næsten umuligt for hende at tænke inde i hovedet.

"Jeg er ikke sikker på jeg kan tænke mig frem til en drøm. Jeg kan ikke beskrive noget jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive. Selvom det lyder let er dette en svær opgave, for jeg tænker mig frem til mange ting på samme tid. Og mine tanker søger ofte hjem til min familie. Jeg savner dem så meget"

Hendes ord kom til at lyde en smule triste til sidst, men det var der jo også en grund til. Hun savnede sin familie. Hun ville gerne se dem igen, det var helt sikkert, men hun ville heller ikke forsøge sig med noget alt for avanceret til at starte med. Hun trådte et par enkelte skridt fremad og tog en dyb indånding.

"Jeg prøver. Men det at tænke sig frem til noget man endnu ikke har sanset kan være en umulig ting. Så jeg kan sammensætte elementer fra andre steder"

Det var en konstatering, som mest af alt var beregnet til hende selv. Hvis hun forestillede sig en blå blomst ville det jo komme fra blomster som hun havde set, og farven blå som hun også havde set. Alt hvad hun ville kunne forestille sig ville på en eller anden måde kunne pilles fra hinanden helt ned til små ting som farver og egenskaber hun havde oplevet eller set hos andre eller andet. Og som altid hvis hun skulle koncentrere sig, tænkte hun højt. Hun lukkede øjnene for at kunne forestille sig det hele for sig. Vinden der legede med hendes sorte lokker, hjalp hende på en måde også.

"Jeg står på en bjergtop. Ikke et højt bjerg, men stadig ikke lille nok til at det ville kunne kaldes en bakke. Vinden er kraftigere heroppe end nede i dalen, som jeg har udsigt over. Græsset omkring mig er grønt. Grønt som det saftigste græs man nogensinde ville kunne finde, og små pletter er afbrudt af blomster. Blomster i lilla farver, lyserøde og hvide.

Himlen over mig er blå. Men denne blå farve er ikke over det hele. Himlen skifter farve til en varm orange og videre til næsten lyserød og lilla. Det er solen der skaber disse farver mens den er på vej ned. På himlen er også kun ganske få skyer. Nogle små, men ingen store. Ikke de tunge grå. Disse er næsten helt hvide. Hvide og med forskellige former....."

Tankerne omkring hvad denne blåsorte hoppe kunne tænke sig frem til, var allerede i gang hos den skimlede hingst, inden hun begyndte at tale med den feminine stemme hun besad. Tanker omkring hvad der dog kunne gemme sig i hendes sind, og hvad hun ville evne at beskrive. Altaïr stod blod, tålmodig ved hendes side; og selvom der nu var kommet lidt mere tænkeplads imellem dem, så følte han absolut ikke at der var kommet længere afstand imellem dem, tvært imod måske. Hans mørkeblå øjne hvilede på den blåsorte hoppe, da hun begyndte at formulere sig; først i tankernes rodede verden, som var blevet sat i orden af hende og dernæst begav hun sig over til drømmen, og dér spidsede den skimlede hingst for alvor ører. Og alt imens hans ører blev spidset det ekstra, og hver en lyd blev opfanget, lukkede hans sine øjne ganske let og lod hendes ord guide ham igennem det billede, han skabte i sit sind, ud fra de ord hun fremsagde. En bjergtop; en lille en, hverken kæmpe høj eller meget lille. En bjergtop med blå himmel og grønt græs omkring. Med de forskellige nuancer på himlen og hvordan skyerne var formet og farvet. Der var mange nuancer og detaljer, allerede nu, og det var vigtigt for den skimlede hingst; faktisk ikke kun for ham, men for drømmen i sig selv. Han lagde forsigtigt mulen frem imod hendes hals og berørte hende ganske let. Lagde et lille tryk, faktisk, imod et bestemt punkt på halsen, der ved berøring fik nakken til at slappe af. Det var dette trick som han benyttede sig af, når han tillod andre at trænge ind i drømmenes verden. Fordi, når man var så afslappet, som man blev af dette, kunne man slippe sindet fuldstændig og lade kroppen stå tilbage i den virkelige, ventende på at man vendte tilbage til den.
Dog var hans hensigt ikke at lade træde hende direkte ind i drømmenes verden endnu, for der var nogle flere ting hun skulle lærer og vide først, for ellers kunne det blive en farlig vej til drømmene; og ikke sikkert man ville kunne klare vejen ud, med mindre man kendte spillets regler, så at sige. Han fjernede derfor mulen ganske hurtigt igen, inden han med et smil ramte hendes øjne med hans.

,,Præcis således, skal du tænke når du engang skal skabe din første drøm, melady. Alle detaljerne skal være gemt og sikret, men samtidig visuelle for dit sind. Nå, melady, nu til den ting jeg bad dig holde hemmelig. Ser du, en hver drøm er en potentiel farlig oplevelse, hvis ikke skaberen har styr på alt. Hvis du glemmer noget undervejs, hvis du lader dig selv eller den du bringer med ind i drømmen, opdage at der er mangler, såkaldte huller, kan drømmeren og dig selv blive usikre i sindet. Det er ikke noget, du som sådan kan styre, hvis dette sker, og derfor er det vigtigt at din underbevidsthed ikke bliver fanget af disse huller; ved netop at undlade der er nogen. Det er din største opgave, som drømmeskaber. Og ved at holde noget hemmeligt, for drømmeren du bringer med ind, kan du holde dets underbevidsthed hen i uvished. Dét der skal være hemmeligt i din drøm, skal dog være med i den og være synlig, men det skal være en ting, som ingen lægger mærke til, men som du tillægger en betydning. Det kunne for eksempel være en bestemt sten, som du tillægger en mening, som kunne være en følelse eller måske en anden skikkelse. Du kunne lade den vise sig som en ravn, men i virkeligheden var det en sten. På den måde skjuler du den, men det at du ved, at denne ravn måske i virkeligheden er en sten, gør at du holder fokus og dermed kan lade dens sande identitet træde frem, hvis den du bringer med ind i drømmen bliver usikker. Og dette kan nå at forhindre et hul i at opstå. Så, melady, nu hvor vi ikke er i en drøm, skader det ikke at afsløre, hvad du har holdt hemmeligt - så lad mig høre. Hvad undlod du at fortælle mig, om denne drøm?”

Hans stemme var rolig, men stadig charmerende. Han tog dette meget seriøst, og aldrig var han kommet så langt i sin mission før; så spændt, og nervøs, kunne man vel kalde ham på dette tidspunkt, men det kunne ikke ses. Han havde en vigtig opgave, nemlig at være hendes lærer, og derfor lod han sig ikke gå på af de følelser og spændinger der rumsterede rundt indeni ham; det kunne vente til han var alene, og jobbet var udført - forhåbentlig med succes.

Hun stod i tavshed i noget tid mens hun forestillede sig disse omgivelser. De bragte næsten et smil på hendes mule, men hun vidste jo også godt at alt dette ikke var sandt, for vinden krøb stadig hen over hendes sorte og lidt uldne pels der var ved at gøre sig klar til vinteren. Også selvom den ikke vidste hvad den skulle forberede sig på, for det var ikke til at sige om vinteren her var ligesom hjemme hvor hun kom fra. Hun var ikke sikker på om det ville være koldere eller varmere, for det hele kom jo an på forholdende i dette land. Men umiddelbart fortalte hendes fornuft hende at havet ville være blevet varmet op i sommerens løb, og derfor ville havene sørge for at varme jorden op indtil de var kølet ned, og sne ville ikke blive liggende med det samme i hvert fald. Men her mindede stadig om landet hjemme.

Da den skimlede hingst lagde sin mule mod hendes hals, slappede hun af i alle musklerne. Der faldt en form for ro over hende. Som en form for tryghed, selvom hun hele tiden havde følt sig tryg, for indtil videre havde hun ikke oplevet noget hun behøvede at være nervøs for. Der var ikke noget der havde vist tegn på at hun burde være skræmt - og hvis der var noget hun burde holde øje med, så havde han vel været på vagt eller advaret hende. Måske nævnt det. Hun åbnede øjnene og drejede hovedet lidt for at se om mod ham. Hun kunne uden problemer stå side om side med ham, uden at det på nogen måde blev ubehageligt, for i modsætning til andre, så var hun ikke bange for nærhed. Han var jo også næsten som en onkel. Ikke en far - det ville hun ikke kunne forestille sig, fordi hendes egen havde været en smule streng. Men sådan er forældre jo. Han var nok nærmere den slags onkel der ville give en lov til alt det forældre sagde nej til. Og samtidig var han en ven. Allerede efter kort tid kunne Ava i hvert fald sætte det ord på ham. Med navn eller ej, så var han en ven.

Ava lyttede til den skimlede hingsts ord. Hans forklaring gav mening. At man selvfølgelig ikke bliver i tvivl hvis man ikke ved hvad der mangler - for der kan ikke mangle noget man ikke ved er der. Det er indviklet men samtidig nemt at forstå. Hun rettede blikket fremad, denne gang med et smil på mulen da han spurgte hende om, hvad det var der havde været den hemmelige detalje.

"En grotte.. Ikke hvilken som helst grotte, men en grotte der førte til den anden side hvor min broder og jeg ofte opholdt os. Et hemmeligt sted kan man vel kalde det, for der var flere veje at gå og vejen til vores sted var ikke den man sådan lige fik øje på. Mange kunne fare vild i de grotter og ikke alle turde begive sig derind"

Det er måske ikke sikkert det ville have så meget betydning for andre, men lige netop det sted havde masser af betydning for Ava. Det var et sted som var hendes brors og hendes - kun deres. Kun de kendte til dette sted og derfor kunne de altid gå derhen, hvis de havde brug for fred, eller hvis den ene var ked af det eller hvis de bare havde brug for at komme lidt væk. Det var deres hemmelighed - og nu var den kun hendes. Hendes helt alene. Hendes bror levede ikke længere, og hun vidste ikke om hun nogensinde ville få ham at se igen. For selvom dette sted måske kunne være for at frelse dem, hvis liv var ved at være slut, så betød det ikke at hendes broder havde været en af de udvalgte. Hans liv blev taget så pludseligt og helt uventet af et træ i et uvejr. Det var ikke meningen det skulle ske. Og alligevel er der jo en mening med alt. Nogen må vel have bestemt hver enkelt sjæls skæbne og derfor måtte det vel på en måde også være bestemt at hendes broder ikke skulle være hos hende længere.

Hun ville ikke lade de halvt mørke tanker overskygge sig igen. Derfor tog hun en dyb indånding og rettede sig lidt op så hun ikke stod og hang.

"Gjorde jeg det rigtigt?"

Hun så over mod ham igen. Hun havde aldrig prøvet at tænke sig sådan frem. Kun når hun var ved at falde i søvn, og det førte ofte til drømme eller mareridt. Men aldrig før havde hun stået helt bevidst og forestillet sig ting som ikke var der.

Altaïr stod, rankt og stadig spændt, med de mørkeblå øjne rettet imod den sorteblå Ava, der nu gav sig i krig med den næste opgave, som han havde givet hende. Nemlig at forklæde ting i hendes drøm, som kun hun kendte til, således at hun altid kunne holde fokus i drømmen, i tilfælde af at den blev for urealistisk og løs. Hun begyndte at forklare om denne grotte, hun havde gemt i drømmen, og det imponerede den skimlede, at hun allerede nu kunne kapere så meget i sit sind. Han smilede bredt, alt imens han lyttede, og først da hendes ord havde nået en ende. Han puffede let til hendes spinkle hals og svirpede dernæst med halen; det var vel stolthed, der var at skue i hans udtryk. Stolthed over, at hans mission var ved at tage form, han var ved at finde løsningen, og samtidig at han rent faktisk havde formået at lærer denne unghoppe ting, som han ikke havde kunnet lærer nogen anden.

,,Melady Ava, du gjorde det ganske rigtigt. Og huske altid, når du i fremtiden skal designe din første drøm, at gemme ting i den, som den du fører med ind, ikke kan se og kan få gavn af. Det er altid til din egen fordel; både for sikkerheds skyld og for fornøjelsens skyld. Okay, en anden vigtig ting, som du skal bruge mens du drømmer, er et totem. En genstand fra denne verden, som du og jeg på nuværende tidspunkt befinder os i. Du skal vælge dig noget, som er småt og som i i princippet kan tage med dig. Og denne genstand må du ligeså holde hemmelig, da denne genstand skal sikre din tilbagevenden til denne verden, i tilfælde af at din drøm går i opløsning. Hvis du laver fejl, eller hvis den, du har ført med ind i drømmen, opdager huller. Jeg kan af gode grunde ikke vise dig, eller fortælle dig om min, da det ville ødelægge min fordel i en drøm; men, melady, tænk dig godt om. Denne genstand skal du kunne kende til hudløshed, du skal kunne finde den ved at føle dig frem alene. Du skal kende dens farve, vægt, form, alt ved den, således at du kan huske dig tilbage, så at sige, til denne verden, i tilfælde af det værste. Så, melady, din næste opgave i denne træning, er at vælge dig et totem. Og når du har fundet dig et, lært det at kende, da vil jeg tage dig med ind i en af mine drømme, så du kan se hvordan det foregår i praksis”

Derpå sluttede han sin tale og strøg hende sensitivt over halsen. Hun havde potentialet, denne Ava, og netop på grund af hendes potentiale, følte den skimlede hingst ikke længere for at søge efter andre. Han vidste, at der var én til, han med tiden ville kunne bringe til drømmenes verden, og det var mere end rigeligt for ham. Han smilede da, stolt, inden han gjorde sig et sigende nik imod Ava. Havde hun forstået sin opgave?

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Warfall cave At den skimlede hingst virkede stolt glædede Ava på samme måde som hvis hun havde gjort sin egen far stolt over endelig at have gjort noget rigtigt. Hun var jo sin mors datter – mest fordi hun ofte havde fået skæld ud af sin fader, for at have brudt hans regler eller trodset hans ord. Hun havde sjældent hørt efter hvad der blev sagt, men i stedet lod anarki herske og derfor gjorde som det passede hende. Hver gang var det hendes moder der måtte tage sig af hendes faders skuffelse og hendes egen irritation. Det var altid hendes moder der havde muntret hende op igen – og det var også hendes moder der havde opdraget hende. Derfor var det altid en stor ting når hun kunne gøre sin fader tilfreds. Da han talte igen vippede hun et af de små sorte ører mod ham, opmærksomt og lyttende. ”En genstand?” Hun så op mod ham med et lidt undrende udtryk i hovedet og næsten spørgende glimt i de klare lyseblå øjne. Hun havde godt fanget at genstanden skulle være en ting hun kunne ville kunne kende med lukkede øjne og i søvne og alt sådan noget. Det var dog noget andet der plagede den sorte hoppe. Det var ikke uvidenhed, og så måske alligevel. Problemet lå jo i, at hun ikke havde levet i dette land særligt længe, og i det gamle land ville hun næppe kunne huske nogen som helst genstande hvis hun ikke engang imellem var i stand til at føle dens vægt, dufte til den eller flytte på den og mærke dens overflader som vel også kunne være enten ru eller glat. Alt var vel med til at gøre det nemmere at huske på genstanden. Alle sanser. Synet, lugtesansen og hørelse, og det at kunne føle den. Hun slog et svirp med halen inden hun med en lidt tænksom og alvorlig mine lod blikket glide hen over deres omgivelser. ”Hvad hvis jeg ikke kan finde sådan en genstand?” Hun var ikke et sekund i tvivl om at det ville blive svært. En blomst ville næppe holde ret lang tid hvis hun plukkede den. Om vinteren ville den dø og så ville den måske ikke eksistere næste forår og sommer. Det var ikke sikkert den var til at finde i hvert fald. Det fik den sorte unge hoppe til at tænke rigtig godt og grundigt. Hun måtte lede i hvert fald. notes,- word count, 401

[/td][/tr][/table][/center]

Han betragtede hende intenst, men hun betænkte hans ord. Hun skulle vælge sig et totem, en ting der kunne binde hendes bevidsthed til den verden, som hendes krop stod i. Noget hun kendte alle detaljer på, og som kun var hendes. Han smilede, det gjorde han, og selvom stilheden lå over dem i hendes tænkepause, forsvandt hans smil ikke. Hun var mange ting, denne Ava; hun var ungdommelig, modig, havde tålmodighed, fantasi, indsigt og hun havde evnen. Han havde ledt efter en som hende. En, der havde evnen til at træde frit ind i den verden, som han elskede så højt. Og endelig, endelig havde han fundet hende. Han slog dermed med hovedet, da hendes stemme brød frem spidsede han sine ører igen. Hun kom med et ganske relevant spørgsmål; for det kunne være svært at vælge en sådan genstand. Han havde selv været længe om det, i sin tid, men havde nu fundet den, og den havde givet ham tilladelse til at rejse ind i den verden, han elskede så meget.

,,Melady, hvis ikke du kan finde en genstand, kan dit sind risikere at blive forvirret. Det er ikke nok bare at gemme detaljer i drømmen, som din drømmer ikke kender til, men hvis ikke du selv har noget at holde direkte fast i, med dit sind, kan du risikere at miste fodfæstes. Det kan især ske, hvis den du har taget med ind i en drøm, opdager at der er noget galt, så kan du blive løsrevet fra drømmen og svæve i den verden, der ligger mellem drømmenes og vores, og det er ikke noget jeg ville ønske for selv min værste fjende. Melady, jeg vil stærkt råde dig til, at undlade at træde ind i en drømmeverden alene uden et totem; for da, vil det være alt for farligt”

Sagde han, ganske roligt. For selvom det var vigtigt at Ava lærte alvoren bagved hans ord, vidste han at den strenge og belærende tone ikke ville føre ham nogen vegne; og han vidste også, at man lærte bedst, ved at tingene blev fortalt roligt og afslappet. Han smilede derpå til hende og gav hende et opmuntrende puf på den blårsorte skulder.

,,Selvom du ikke kan finde en nu, så dvæl ikke ved det. Jeg var måneder om at finde min, og i den tid, måtte jeg søge drømmende med en guide, der selv havde et totem. Melady, så længe jeg fører dig i drømmen, behøver du ikke have et totem for dig selv; men den dag, du vil træde alene ind i den verden, er det en nødvendighed”

Afsluttede han da, inden han trådte et skridt tættere på hende. Hvis hun ville lede videre efter et totem nu, var hun ganske fri til det, og ellers kunne han fortsætte med at fortælle om sin viden, sin lærdom, og forberede hende på den rejse, hun snart skulle gøre sig. Ind i den drømmende verden.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Waterfall cave De små sorte ører gled ud til hver sin side i lidt tid, men da den skimlede hingst begyndte at tale igen, blev det ene øre rettet mod ham, mens hun betragtede omgivelserne med de isblå øjne. Hun lyttede selvom hun ikke så på ham, og alligevel følte hun at det var nødvendigt at vise hendes opmærksomhed også var rettet mod ham, så hun så mod ham engang imellem, og nikkede for at vise at hun forstod. Et totem var en vigtig ting, det forstod hun, og alt kunne gå meget galt hvis hun ikke havde et totem. Det understregede vel også lidt vigtigheden. Mange ting gik gennem hendes hoved, for hvad var et totem ud over noget hun ville kunne forestille sig med lukkede øjne, og kende lugten af og følelsen og vægten af? En blomst ville visne, en sten ville være underlig at slæbe rundt på, og hun var vel nødt til at slæbe rundt på det for at vide hvor meget det vejede. Hun var godt klar over nu, at det ville tage en del tid at finde et sådan totem og det ville tage tid at lære at kende. Dog var hun ikke en utålmodig hoppe, for det var en af de ting hendes moder havde lært hende om. At være tålmodig. Tit havde hun hørt sin moder sige ’tålmodighed er en dyd’. Og det måtte være noget positivt. Selv da den skimlede hingst holdt pause og begyndte at tale igen, var Ava tavs fordi hun tænkte, men hun lyttede også. Det var vigtigt hun lyttede efter, følte hun. Hun var ivrig efter at suge mere viden til sig. Så meget som muligt, og viden var nemmest at få fra andre ved at lytte. ”Men....! Hvad sker der hvis jeg finder et totem og jeg har det i lang tid, og jeg så mister det? Er det muligt at finde et nyt hvis man allerede har valgt sig et?” Det følte hun også var et lidt vigtigt spørgsmål. For hvad hvis det totem hun valgte, ikke var særlig holdbart? Det skulle jo kunne holde i lang tid og hvem kunne vide hvor mange ting hun ville komme til at udsætte det for. Hun var jo stadig ung og havde mange år foran sig. word count, 377

[/td][/tr][/table][/center]

Det var tydeligt at den sorte hoppe tænkte, også imens den skimlede hingst endnu talte, men det generede ham ikke, tværtimod. Det var rart, at hun kunne lade tankerne kredse alt imens hun lyttede, og nå videre i sin tankegang imens samtalen kørte på. Han smilede kort for sig selv, da hans stemme ophørte og han efterlod hende i tavsheden til at fordøje hans ord, tænke sig om og finde ud af, om der var mere hun behøvede at vide. Snart efter kom hendes stemme frem igen, brød stilhedens kappe der havde lagt sig omkring dem, og spurgte yderligere ind til dette totem, og et kort skævt smil tegnede sig på hans mule. Han nød at hun havde tankerne langt nok ude til at finde spørgsmål hun var nødsaget til at vide, og han var glad for hun var typen der spurgte, i stedet for bare at lade som om alt var forstået, selvom det ikke var. Han puffede kort til hende og vendte derpå blikket frem igen, inden hans maskuline stemme startede på sin forklaring.

,,Melady Ava, et passende spørgsmål. Det er muligt at vælge et nyt, hvis du kan glemme alt om det gamle du har mistet. Ser du, din hjerne vil huske dette totem når først du har lært det at kende, og hvis du finder et nyt, kan det ske at man blander ting fra det gamle og nye sammen i drømmeverdenen og det kan være farligt; for så kan man ikke altid skelne om ens totem er rigtigt, fordi hjernen måske husker ting fra det gamle, som så pludselig skal passe på det nye, og det så ikke gør. Men, melady, hvis du har haft dit totem længe nok, gør det ikke noget hvis du mister det ,for mindet om det vil være så stærkt når du befinder dig i drømmeverdenen, at du ikke behøver den fysiske ting. Det vigtigste er, at du ved absolut alt der er at vide om dette totem, som kun du må kende.”

Hans stemme standsede da, og et pludseligt ryk gik gennem hans krop. Vinden bar en besynderlig duft med sig, eller måske nærmere en stemning. Han vidste i hvert fald, at han måtte bryde opholdet med den unikke Ava, som han havde oplevet en masse med på den dag de havde tilbragt sammen. Han brummede dybt, om end en anelse uroligt måske, over denne sære reaktion på luftens indhold.

,,Melady, jeg må desværre forlade dig her. Det er ikke med god vilje, men der er noget.. jeg skal.”

Sagde han med tænksomme ord - det var tydeligt han overvejede hver og en handling han gjorde sig i disse øjeblikke, som blev han overvåget. Han brummede endnu engang og strøg hende forsigtigt over halsen.

,,Jeg ved, at du ved hvad du skal nu, melady. Vi vil forhåbentlig snart mødes igen, og jeg ved at du vil være rede på det tidspunkt, til at følge mig i din første drømmevandring. Jeg vil glæde mig, utroligt meget, til at se dig igen - og indtil da, pas på dig selv. Vi ses”

Sagde han med en galant afslutning; han bukkede for hende, ganske elegant og da han hejste sin noble krop op igen, sprang han fremad i en samlet galop, med retning væk fra den sorte Ava. Han vidste, at hun ville kunne blive en drømmer med tiden; såfremt hun ønskede det. Hvilket han så inderligt, inderligt håbede.

[Tråd afsluttet]