Under the moon

Mindraper trissede omkring den sorte hoppe, ude af stand til at forholde sig roligt. Han fnyste kort og trak hovedet bagud inden han knejsede i den solide hals. De gule øjne var naglet fast på hende og han tog sig i at kredse om hende som var hun et bytte og han fik sig derved til at stå nogenlunde stille. Han lyttede til hende og hendes navn. Ava. Kort og kontant, men ganske nydeligt.

" Ava.. Aha.. "

Mumlede han kort for sig selv og lod blikket vandre mod himlen. Nej han havde ikke mødt hoppen før. Selvom han havde fået svar på sine tanker så stod han stadig og stirrede op mod himlen. Hans tankespin havde fået ham til at stå og mere eller mindre tåge. Han rynkede på mulen og bed tænderne hårdt sammen, men hans ører vendte og drejede sig til hver en lille lyd.

Ava fulgte denne hingst med blikket, mens han kredsede omkring hende. Hver gang han nåede hen hvor hun ikke længere kunne se, drejede hun halsen den anden vej for igen at kunne følge ham med blikket. Hun syntes nu stadig han så besynderlig ud med de mange forskellige farver. Aldrig før havde hun set en der lignede ham. Hun nikkede en enkelt gang da han gentog hendes navn mumlende. Hun betragtede ham stadig lidt, inden hun selv lod blikket glide mod himlen. Den var altid meget afslappende at se på. Hun var overbevist om at det var nøjagtig samme stjernehimmel som hendes mor og far kunne se hjemme.

Den lille sorte hoppe lod blikket glide ned mod vandet igen. Det begyndte alligevel at blive en smule køligt hvor vandet ikke længere nåede op. En tanke strejfede hende og hun lod opmærksomheden glide over mod den besynderlige Mindraper igen.

,,Jeg er ikke sikker på jeg er i stand til at stå stille i flere timer i dette vand. En lille vandretur ville kunne gøre underværker. Kunne du tænke dig at gøre mig selskab?´´

Hun var ikke helt sikker på om han egentlig havde lyst til at være i hendes selskab, men han var selv kommet til hende nu, og det skadede vel ikke at spørge. Man kunne aller højest få et nej. Og der ville ikke være nogen forskel fra et nej og til ikke at have spurgt.

Mindraper havde stået i sine egne tanker ved siden af den sorte Ava. En indre kamp for at overbevise sig selv om at han måske blot burde falde lidt ned og forsøge at accepterer tilstedeværelsen i dette land. Han rynkede indimellem på mulen og skar nogle grimasser, men udover dette stod han bom stille, rank som en statue. De gule øjne brændte sig fast på nattehimlen jo dybere han gravede i sine tanker og ikke mindst de minder der var forbundet med disse. Han blev dog afbrudt af Ava’s bløde stemme og fæstnede i stedet det intense blik på hende. Han var længe tavst før han endelig besluttede sig at svare den sorte hoppe.

” Jo.. ”

Lød det kortfattet fra ham, inden han uden at foretrække en mine trådte ud af det kolde vand og begyndte afventende at vandre langs vandkanten. Han vidste endnu ikke hvordan han skulle forholde sig til dette væsen som var i hans selskab, den gyldne havde gjort det let for ham ved altid at tage ordet, men når han mødte nogle af få ord, så var det svært for ham at komme i gear i det han ikke var særlig snaksalig.

Den lille Ava betragtede Mindraper i noget tid mens hun afventede et svar. Hun kunne ikke helt lade være med at undre sig en smule indvendigt over nogle af grimasserne og ville egentlig meget gerne vide hvad han gik og tænkte på. Ikke for at snage, men af ren nysgerrighed. Det måtte være rimelig interessant i hvert fald med de grimasser. Hun gav et lille ryk op med hovedet da han rettede blikket mod hende og tippede ørerne en smule bagud da han bare stod der og kiggede uden at svare. Havde hun mon gjort noget forkert?

Idét der kom et svar som hun havde ventet på nikkede hun ganske kort. Han lød ikke henrykt men heller ikke decideret sur. Da han trådte ud af vandet og i stedet hen langs vandkanten, vendte Ava rundt for at følge ham. Om hun burde sige noget eller ej vidste hun ikke. For hvad hvis hun begyndte at plapre løs og han egentlig helst ville høre stilhed? Det ville vel være nemmere at vente til hun blev spurgt, hvis der da var noget han ville vide. Hun vidste jo allerede noget om ham nu. Han var ikke herfra, hans navn var Mindraper, og hans mor kom hertil kort tid efter ham.

Sur kunne man ej kalde den spraglede Mindraper som nu vandrede ganske fredsommeligt afsted i vandkanten i selvskab med den sorte Ava. Han havde sin nakke let knejset og gik med stolte skridt og en rank holdning. Nej ikke sur, blot bitter og bare ham selv. Han lod kroppen tale sit sprog og brugte mindst muligt sin stemme. Der var dog intet at læse i de gule øjne som stirrede tomt ud i luften og heller ingen mine var der at foretrække på den mørke mule. Indimellem skævede han bagud for at se om hun stadig fulgte med. Det overraskede ham hver gang at hun kunne holde hans tavse og indelukkede gemyt ud og det endte da også med at hans trak på skulderne og sagtnede farten en anelse og tillod hende at komme op på siden af ham, hvis hun da altså havde lyst.

Han overvejede sågar op til flere gange om han skulle stoppe op, men der gik en smugle stædighed i den og han fortsatte skridten i mens han havde en indre diskussion med sig selv, om hvorvidt han virkelig ikke skulle at stoppe op, men eftersom han ikke kendte Ava så vidste han ej hvordan hun havde det med sociale interaktioner på hans måde, det var de færreste der accepterede dette uden at have kendskab til hindanden og det var inklusive ham selv.

Med små trippende skridt nåede den sorte hoppe op på siden af den underligt udseende Mindraper. Dog ikke helt op på siden af ham. Hun gik aldrig længere fremme end dem hun var i selskab med hvis de var ældre, stærkere eller mere lærte end hende. De med mere viden end hende var også mere værd end hende. Kun de små der lå under hende gik hun ikke bag. Hun gik dog heller ikke bag denne Mindraper, men i stedet på siden af ham, med hovedet ud for hans skulder.

Hun holdt for det meste blikket rettet fremad, men en gang imellem lod hun blikket søge mod himlen og dens fine maleri af stjerner. Få gange lod hun også blikket glide over mod hingsten, Mindraper. Hvad han gik og tænkte havde hun ingen anelse om, og som tiden gik blev hun kun mere og mere nysgerrig. Nysgerrighed blev tit til stædighed - for hun kunne ikke bare lade det ligge når noget først havde fanget hendes opmærksomhed. Ikke før det hele var fuldstændigt undersøgt eller afsløret. Lige hvordan hun skulle prikke til hingsten for at få ham til at spytte ud, vidste hun ikke helt, så hun tog chancen og udnyttede det muntre og venlige væsen hun havde i stedet for at provokere ham til at fortælle hende noget som helst.

"En muslingeskal for dine tanker...?"

Det var ikke så meget et spørgsmål om han ville fortælle, men alligevel i en spørgende tone. Hun byttede gerne et eller andet for at åbne den viden der lige nu var skjult for hende.

"Hvad plager dig, Mindraper?"

Mindraper undrede sig over hoppens placering da hun endelig kom op på siden af hende. Han måtte derfor flere gange næsten vende hovedet for at sikre sig at hun nu også var der. Han rynkede på mulen ganske utilfreds med at han nu skulle afsløre sig selv på sådan en måde. Hans ører vippede ud til siden da hoppen nu talte. En muslingeskal for hvad? Mindraper så på hende med et noget vandsiret udtryk i hele fjæset og en anelse forvirret. Hvad skulle han dog bruge sådan noget til? Og desuden tog han ikke mod bestikkelse og han havde bestemt ikke tænkt sig at dele ud af sine tanker.

" Mine tanker? Hvad vil du dog bruge dem til. "

Spurgte han blot tonløst og så blot ud i luften endnu engang, mens de forsat vandrede langt vandkanten. Han overvejede stadig at stoppe op, men som bekendt var han meget stædig når først han havde sat sig for at være asocial. Eller han prøvede jo faktisk at være social, men det lykkedes ikke ret godt for det krævede somregel man var åben og det var nok noget af det sidste den spraglede hingst var. Da Ava så igen åbnede munden med et spørgsmål der spurgte ind til ham stoppede han til sidst op og så på hende. Hans blik var fortsat tomt (surprice surprice )

" Intet.. Slet intet.. "

Sagde han en anelse sammenbidt, for det var jo løgn. Der var meget der plagede ham, men ikke noget der havde noget med Ava at gøre og derfor skulle hun heller intet for at vide. Han lod istedet stædigheden give efter og han placerede med en varsom bevægelse, så hun kunne se at han ikke var ude på noget farligt, sin mule på hendes sorte hals. Med en blid bevægelse gav han sig så tavst og med verdens største pokerfjæs til at gnubbe den.

"bullshit"

Det var et enkelt ord der undslap Avas silkebløde og lyse mule. At intet plagede ham kunne kun være bullshit. Der er altid et eller andet der plager en. Hjemve plagede Ava. Af og til plagede det hende at hun var havnet her så langt væk fra dem hun kendte og hendes familie. Og det plagede hende jo også at hun aldrig rigtig nåede at forklare hendes forældre hvad der var sket. For hvad ville de tænke når de fandt hendes bror og ikke hende? han var jo fulgt efter hende. Ville de tro det var hendes skyld selvom det ikke var - og dog alligevel en smule for det var hende der ikke havde lyttet og var blevet i flokkens område og hendes bror fulgte efter for at give hende besked på at blive. Plager kunne man ikke komme udenom, men på samme tid var der også så mange andre ting der kunne ses mere positivt på. For eksempel var hun nu på hendes livs største eventyr - i forhold til hvilke små eventyrer hun før havde begivet sig ud på i de kendte omgivelser hjemme.

"Plager kommer man ikke udenom... Og dine tanker - hvad kan man bruge tanker til? Nok ikke rigtig noget, men det ville give mig et meget bedre billede af hvad du er for en.."

Det var så sandt som det overhovedet kunne blive. Da han var stoppet op var hun selv fortsat et lille stykke og havde taget en runde omkring ham til hun igen stod på hans side. Hun var ikke en der veg væk fra andres berøringer. Hun var selv en der havde svært ved altid at holde mulen for sig selv. Hun forstod ikke hvorfor nogen havde noget imod små venskabelige puf. Så da han plantede sin mule på hendes hals gjorde hun ikke tegn til hverken ubehag eller en sur gnaven Ava der kunne finde på at rive hovedet af ham. I stedet, da han begyndte at gnubbe hendes hals, fik hun spidset mulen en smule og helt af sig selv begyndte den at køre lidt fra side til side. Et lidt underligt udtryk viste sig i hendes ansigt. Næsten som hvis hun var ved at blive helt skeløjet. Hun krængede halsen lidt på skrå og havde svært ved at stå helt stille. At blive gnubbet på halsen var en rar følelse som hun ikke havde oplevet siden hun var helt lille og hendes mor puslede omkring hende. Da hun var kommet sig over at han begyndte at gnubbe hende på halsen fik hun kringlet hovedet på skrå, så hun kunne gengælde hans gnubben, men på bringen i stedet for det var det eneste sted hun kunne nå ordentligt.

[/b][/size][/color][/blockquote][/font]

Bullshit.. Mindraper stirrede kort op fra sin gnubben på Ava som udtrykte sig på meget anderledes vis. Han rynkede på den mørke mule og lod sig så ikke bide mærke i mere og fortsatte sit gnubberi. Han vidste hendes ord var sande eller nærmere sandt i dette tilfælde, men det behøvede hun jo ikke vide, for det ville da være irriterende at alle vidste hvad der plagede hans mørke indre. Hans blik vandrede en anelse fraværende omkring ved tanken om plager. Det var en plage for ham at være i Andromeda og eftersom der ikke var meget at gøre ved det, så måtte han udstå det og derfor var der ingen grund til at tale om det med fremmede, for han kendte jo ikke Ava. Da hun så kom med sin peptalk om at hun ville danne sig et bedre billede af ham ved hjælp af hans tanker, så kunne Mindraper ikke lade være med at udslippe et ganske kort kluk af ren fornøjelighed. Det ville hun ikke nej.

" Hah, "

Han nåede knapt at stoppe sin klukken før hun kom med et ganske besynderligt udtryk som respons til hans gnubben. Han lagde hovedet på skrå og lavede et sammenbidt ansigt, men fortsatte da hun gengældte ham. Han lod hans mule vandre omkring på hendes hals og han trådte en anelse tættere på så hun kunne nå flere steder på ham. Han nød skam hendes gestus, hvilket var grunden til at han rykkede tættere på.

Ava lukkede et lille fnys ud ved lyden af hans Hah. Det var ikke helt hvad hun havde regnet med, men så igen. Det gav hende vel også et lille vink om hvad han var for en slags. Ikke en af dem der giver ret meget info om sig selv. Ikke en der havde ret meget at sige og ikke en der delte sine tanker med andre. Det kunne måske være fordi han engang som lille var blevet grinet af eller andet. Det kunne Ava ikke vide noget om. Men hun kunne ikke lade være med at lade tankerne løbe lidt rundt mens de overvejede hvad der kunne have gjort at han var som han var.

Ava flyttede sig ikke, heller ikke selvom han trådte en anelse tættere på. Det gjorde bare at hun bedre kunne nå. hun var ganske sikker på at han heller ikke havde noget imod at hun gengældte hans gnubben, for han ville med sikkerhed have givet hende ren besked.

Det fik hende til at slappe en smule mere af, og indtil videre havde hun ikke ligefrem behov for at åbne munden for at lukke ord ud, eller bruge mulen til andet end at gnubbe ham. En gang imellem fik hun dog nappet en smule til ham også. Langt fra et bid, men alligevel så hun lige fik fat. Hun var jo ikke ond, men heller ikke en der kunne lade være med at drille en smule, hvis hun fik chancen for det - og han kunne jo bare have givet hende den info hun gerne ville have.

Han bemærkede Avas fnys og fnyste dertil igen for trods alt så var det ham der bestemte om han ønskede at dele ud af sine tanker og plager. De gule øjne hvilede tomt på hendes sorte skin, som han stod og gnubbede i en venlig gestus med sin mørke mule. Han brød sig ganske godt om også at blive gnubbet, men der var noget der tirrede ham grusomt, de små nap hun ind imellem kom med fik det hver gang til at gibbe let i ham for at han til sidst drejede hovedet og placerede sine tænder ved hendes strube, dog uden at bide, men blot kraftigt understregende med et advarende fnys.

"Nej!"

Lød det ganske grumt fra hans mørke stemme, men derefter, som intet var hændt, fortsatte han blot sin gnubben med et fortsat poker fjæs. Det var ikke til at vide hvad den spraglede hingst tænkte nogle gange, ja selv Mindraper var ikke helt sikker i ny og næ, men han vidste at han ikke gad at nappes i og det havde han vidst også understreget for Ava i netop dette øjeblik.

De små sorte ører fløj bagud i nakken i takt med et lille irettesættende og advarende hvin undslap Avas mule da denne Mindraper valgte at placere sine tænder ved hendes strube. Dog uden at bide. Men det var stadig ikke noget hun brød sig om. Hendes krop blev anspændt og hun overvejede et ganske kort øjeblik om hun skulle fortælle ham det bare ikke var i orden eller bide i det sure æble og hendes værdighed og ignorere det. Egentlig blev det nok til det sidste, for her var hun jo ikke noget. Her kendte hun heller ikke ret mange, og skulle hun sætte sig for at være imod alt og alle her, så fik hun heller ingen venner.

Hun fnøs igen og flyttede hovedet i et lidt utilfreds og halvt arrigt ryk da han fortsatte med at gnubbe hendes hals. Han kunne få lov til at gnubbe videre, men hun var opsat på at han i hvert fald skulle vide hun ikke var helt tilfreds med den behandling hun lige havde fået. Dog slappede hun af igen lidt efter lidt. Hun var ikke en hoppe der kunne være sur i længere tid uden grund, og han havde jo som sådan ikke gjort hende noget - bare markeret.

"Det var ikke nødvendigt"

Hun kommenterede det i en lidt afslappet, men også stadig bestemt tone. Han lod til at lade som ingenting, men det kunne hun ikke helt gøre. Og hvis der var noget hun var utilfreds med, så skulle man også nok få det at vide.

De gule øjne flyttede sig skarpt over på hende da hun begyndte at spille en anelse op over hans markering. Den brændende intensitet var ikke til at tage fejl af. Han var ikke begejstret og han mente bestemt ikke at hun skulle komme godt igang. Han fortsatte dog sit gnubberi om hun ville finde sig i det eller ej. Hvis han skulle opfører sig pænt skulle hun også. Han fnyste ved lyden af hendes stemme og rykkede kort på sig.

" Jo det var. "

Lød det blot tonløst fra ham, næsten mumlende i det mulen var begravet i hendes man. Hans ører var vippet en anelse bagud og han stod nu og afventede hvorvidt hun ville tage hævn eller komme med en argument imod hans konklusion at det var nødvendigt at være ved at æde hende når hun gik over grænsen.

Ava fnøs. Ikke noget tydeligt, men stadig utilfreds. Hun Fandt sig ikke i hvad som helst, men ville heller ikke begynde at hidse sig op over småting - derfor lod hun det ligge, for ikke at skændes. En nej-jo diskussion ville jo kunne fortsætte uden ende til en af dem blev trætte, og hvis han var bare halvt så stædig som hende selv, så ville de kunne blive stående til en af dem var blevet gammel og med grå pels. Hun kunne altid tage det op hvis det skete igen. Hun slog et smæld med halen og lod blikket glide rundt, mens hun gumlede lidt på luften. Der var stille. Meget stille, og det var unaturligt for hende. Det eneste hun kunne høre var bølgernes kamp for at nå så langt ind over sandet uden at blive smidt tilbage af de bølger som ikke nåede op og gled stille og roligt ned igen.

"At handle med ord kan nogengange være bedre end gennem fysisk kontakt"

Dette ville blive hendes afsluttende kommentar på denne lille situation. Venlig kontakt var påskønnet, men hvis der var noget man var utilfreds med, så ville ord være bedst. Ava vendte hovedet for at give ham et lille puf, bare for at vise hun ikke var sur. Det kunne ikke betale sig.

//Out. Slutter de gamle tråde, men vil hjertens gange starte en ny