Near the forest

..NEAR THE FOREST..

Den lille sorte hoppe havde det meste af tiden opholdt sig i nærheden af skjulesteder. Ikke klipperne hvor hun først var havnet, men ved et åbent område der grænsede op til et skovområde. Træerne var i hvert fald nemme at gemme sig ved, og fremragende kløpinde. Desuden så var skovstier altid spændende at følge.

Lige nu stod hun tæt ved et træ i skovkanten og betragtede det åbne område. Det var ikke fordi hun havde mødt så mange sjæle siden hun kom hertil, hvilket var en skam. Især fordi hun ikke vidste om hun nogensinde ville komme hjem til flokken igen. Hvad hvis flokken ikke længere var hvor den plejede at holde til, hvis hun kom tilbage? Hvad hvis de troede hun, ligesom sin broder, var død. Ville de så blive i nærheden og vente? Hun tvivlede stærkt.

Ava holdt hovedet hævet. Insekterne i aftensolen generede hende en smule og fik hende til flere gange at slå med halen. Den hang af og til fast i barken på træet. Halen var ved at være lang, og derfor heller ikke altid lige nem at styre. Ikke i vinden i hvert fald. Men her var der læ. Hun brummede dæmpet for sig selv. Fristet til at kalde, bare for at se om hun var alene. Men hvad hvis der var rovdyr? Hvad hvis de hørte hende? Hun havde jo ikke været her så længe igen at hun havde fået udforsket det hele.

[/size]

Rejser mig op, skubber hele kroppen op, med et kraftigt ryk med bagbenene. Vipper de sensitive ører fremad og rundt, med velovervejede bevægelser. Løfter den ene ho, og begynder roligt at vandre uf fra skoven. Har ikke snakket med nogle i ugevis nu, og tilstanden har langsomt lagt sig som en hætte over mit sind. Jeg bevæger mig frem med løbende skridt, hvor forfordens aftryk overtrædes af bagfoden. Benene bevæger sig partvis diagonalt, med et kort svævemoment imellem. Min lange, tykke samt bølgede man dasker let ind til min hellere korte samt muskeløse, smukt hvælvede hals. Bevæger mig smidigt samt atletisk mellem træerne. Bryder skovgrænsen og ser tilbage ind i skoven igen. En snært af noget rammer mine næsebror lige inden jeg vender mig. Kigger undrende i retningen af duften. Kan ikke genkende den. Tager mit ædle hoved en anelse op da jeg intet kan se, et prust opstår når luften søger væk fra mine næsebror, en smule spørgende.

Ava så straks i retningen af larm. Ikke en larm som den slags man helst vil være fri for, men larm som i lyden af et andet dyr. Et stort dyr. Et dyr af racen hun kunne genkende, nemlig den samme som hende selv, men anderledes. En hingst. Det var hun ikke i tvivl om, sådan som han bevægede sig rundt. Selv fortsatte hun med at holde sig i skyggerne fra træerne, og når hun stod så stille som hun gjorde, kunne hun næsten gå i et med dem.

De blå øjne holdt hun rettet mod den fremmede. Nysgerrigt og iagtagende. Ikke en hun havde set før, så den skimle hingst havde haft talt sandt. Der var andre her i egnene. Ikke at hun et øjeblik havde tvivlet på det eller troet han ville lyve, for hvilken grund skulle han have haft?

Den lille sorte hoppe prustede dæmpet for sig selv og flyttede en anelse på hovedet. Samtidig skiftede hun stilling for at hvile på den anden side af kroppen. Denne hingst var ikke til at bedømme fra afstand. Men helt så mild som den skimle troede hun ikke han var. Måske heller ej knap så fornærmet og muggen som den anden hun havde mødt. Måske et sted midt imellem. Dette var ikke til at vide.

Sænker farten en hel del, mine skridt bliver langsomme. Ikke fordi jeg er bange eller tror jeg er godt på vej at støde mig i noget gruopvækkende, men fordi jeg ikke er et frembrusende væsen. Duften bliver stærkere af en andens eksistens, en hoppe. Vrikker med begge ører, pludseligt stikker et hoved frem. Jeg har fået øje på sporet, et kulsort hoved med en idel blis. Det er på grund af hendes hvide aftegn at jeg får øje på hende, ellers ville hun være svær at få øje på. Tager hovedet op, ikke immanent eller impertinent, min gang går over at blive normal fra at være lettere sagt snigende. Nu har hun fået øje på mig og hun på min, så nu kan jeg ikke bare absentere. Er ikke meget for at bedømme andre på forhånd, men hoppen ser nu lidt tilbageholdende ud, det går mig dog overhoved ikke på på nogen som helst måde. En munter prusten opstår da luften stødes ud af mine næsebror, jeg undgår at sige noget, iagttager hende bare let da hun virker lidt. Skulle nødigt virke pågående eller truende. Eskalerer spejlvendte kommaformede næsebror en anelse. Mine store, ovale øjne i de trekantede øjenbuer betragter hende uden et glimt af generthed, da mine øjne rammer hendes blik opdager jeg at hun har blå øjne – ret lyse endda. Flytter blikket mere placeret på hende end hendes øjne, da jeg ikke er en der glor andre i øjnene, synes det er ubehageligt med heste man ikke kender. Jeg afventer lidt en reaktion fra hende, vil nødigt forstyrre hende, det er svært at sige om hun ønsker selskab eller bare vil have fred at være alene, kan ikke rigtigt finde ud af det, men jeg vandre langsomt i hendes retning, ind mellem træerne.

Den lille sorte hoppe fulgte nøje denne hingst med blikket. Hun fik bekræftet at han ikke var den sure tilbageholdende, fordi han kom nærmere hende. Han lignede næsten en der var lige så nysgerrig som hun selv var. Hendes ene øre tippede bagud i retnigen af de mange træer og kastede en enkelt gang et blik bagud før hun trådte væk fra træet. Begge hendes ører var rettet mod hingsten nu.

Hun trådte nogle skrift fremad i hans retning og strakte halsen lidt fremad af nysgerrighed, men trak hovedet til sig igen. Det var nu ikke fordi hun var bange af sig. Overhovedet ikke. Forsigtig, men nysgerrig. Hun studerede ham i lidt tid. Ventede egentlig bare på han var tæt nok på hun kunne blive hørt.

,,Hingst, hvem er du?''

Spurgte hun. Ikke for at være uhøflig eller noget, men fordi nogen jo kunne blive fornærmet hvis man sagde noget forkert. Så derfor ville hun hellere stille et simpelt spørgsmål som ingen kan fortolke på en forkert måde. Det er jo også rart at vide hvem man snakker med. Eller hvem man skal undgå fremover hvis det var det der var tilfældet.

Brummer i mine dybe maskuline facon hilsende til den fremmede hoppe. Hun kommer helt til syne nu afstanden mindskes, hendes krop er stærkt bygget og bærer ingen præg på svaghed. Samspillet mellem delene af hendes krop er med til at skabe en stor udstråling, en ædel skabning – tænker dog ikke på at hun er ret ens med mig, nogle træk er mere dominerende hos mig end hos hende. Tager begge ører imødekommende frem mod hende og sænker farten gradvis, det er ej min intention at sable hende ned. Laver et hilsende nik med hovedet da jeg stopper op og lader hende tage de sidste skridt for at bestemme afstanden. Mine øjne ser på hende ud gennem min tykke pandelok, et dybt spørgsmål hun kommer med *ja, hvem er jeg egentligt* ej kan jeg svare på dette, står helt kort i kulsort tavshed, før jeg siger ”mit navn er ..Conrad” siger jeg, ikke usikkert lettere tænkende over mine ord. et navn der ikke beskriver noget eller siger noget som helst om mig, om hvem jeg er. Bare et navn. Min stemme er en anelse hæs, har ikke snakket med andre i ugevis og bruger ikke unødvendig min stemme ”Jeg forstyrrer vel ikke frue?” siger jeg lettere høfligt samt spørgende da jeg siger frue, frit for hende at vælge at udgive sit navn til mig eller om hun fortrækker at blive kaldt frue.

Ava fortsatte mod hingsten, selv da han stoppede op. Det var alt for stor afstand at snakke i. Hun stoppede ikke op før hun selv var tæt nok på til at kunne røre ham med mulen hvis hun havde lyst til det. hun strakte den i hans retning, undersøgende og nysgerrigt. Det ene øre vippede hun i hans retning da han gav hende sit navn.
Ava trak hovedet lidt tilbage og gentog hans navn.

,,Conrad''

Hun nikkede mens hun gentog det. Det lød til at være nemt at huske. To stavelser: Con og Rad. Hun tyggede på det i et øjeblik. Det var ikke et navn hun før havde hørt i sit 4 år korte liv. Men hun havde hørt så mange andre og nogen af dem mere indviklede navn og nogle af dem meget korte som hendes eget. Nogle blev til kælenavne, fordi hun ikke kunne udtale dem.

Ava hev det sort-hvide hovedet tilbage, og de blå øjne blev en smule advarende. Nu skulle Conrad i hvert fald træde varsomt.

,,Frue! Jeg er aldeles ikke en frue''

Sagde hun fornærmet. mens hun hev hovedet op og vippede ørerne en smule bagud.

,,Jeg er aldeles ikke en frue.. Jeg er en frøken! Jeg er hverken gammel eller med mage og slet ikke enke..''

Dette svarede hun lidt mere roligt end det første udbrud af 'frue'. Hun sænkede hovedet lidt igen til en normal holdning, og vippede ørerne lidt fremad igen.

,,Mit navn er Ava. Intet mere og intet mindre''

Den sorte hingst tillod sig at iagttage hoppen der nærmede sig, den der nu vidste mere om ham end han om hende. Begge ører vrikkede en smule da hun fandt sig en placering, strækker halsen en anelse ud for at opfange hendes personlige duft, uden at røre hende, indåndede han hendes duft, en duft han selvfølgelig aldrig duftet før, en der tilhørte denne hoppe. Han tog hovedet til sig igen, halsen var let buet samt hvælvet da hun gentog hans navn ”Det er rigtigt” sagde han i overensstemmelse med sandheden. Tålmodigt afventede han hendes navn, men så meget abrupt forandrede hoppen sig, han kunne ikke forudse hvorfor eller hvad skulle til at ske nu, nej tankelæser var han ej, men han blev stående og hans mine forandrede sig til undrende. ”Det må du undskylde, der fik jeg dig lige til at lyde som en oldemor, håber at du kan tilgive mig?” Brummede lidt i dybden *Flot Conrad, at fornærme hopper har vel altid været dit speciale* han bevægede mundvigen lidt, men dog kunne det godt være at hun havde en mage, men nej. ”Ava” gentog ham meget tænksomt efter hende ”simpelt, jeg kan lide det”, den ellers så uvidende hingst vidste nu en smule om hoppen, hendes navn var Ava, hun var hverken mage til nogen eller enke ”Jeg forstyrrer vel ikke?” sagde han så omsider, hendes tilstedeværelse forstærkede intensiteten i hans blik, ganske imposant syntes han hun var, derfor ville han gerne gøre det godt igen efter den den fornærmelse hun havde vist tideligere overfor ham. Sværmerne af småfugle fik det til at suse i de nøgne birketræer, han vrikkede ørerne i deres retning men hold blikket på den sorte hoppe "jeg ankom i går" tilføjede han så, hun kunne ikke bruge det til andet end det at hun nu vidste at han ikke havde noget særligt at tilbyde hende, han vidste intet om stedet eller om hestene der levede her, hun var den første han mødte.

Den lille sorte hoppe slappede en smule mere af, da han bekendtgjorde at det ikke var hans hensigt at fornærme hende. Hun var jo ikke ret gammel. Stadig meget ung. Hun trak vejret tungt en enkelt gang, hverken opgivende eller overbærende, men simpelt på grund af temperaturen og omgivelserne. Hun så ham lidt an og trak hovedet en smule tilbage.

,,I går siger du.. Jeg selv har ikke været her mere end få solopgange.''

Ava havde ikke været i landet så forfærdeligt længe, og det var ikke mange hun havde mødt på sin vandren. Men de få hun havde mødt havde sådan nogenlunde taget godt imod hende. Der var selvfølgelig undtagelser. Der er altid undtagelser.

,,Du forstyrrer ikke, Conrad. jeg var ikke igang med noget vigtigt, ej heller noget som helst af betydning på nogen som helst måde. Bare ganske almindelig afslapning. En stillestående udforskning af landet jeg endnu ikke kender. Jeg vil ikke vove at påstå jeg kan kalde det hjem endnu. Mit hjem er hvor mit hjerte tilhører og dette sted har endnu ikke fanget mig helt.''

Hun havde jo stadig hjemve engang imellem. Oftest når mørket faldt på og hun derfor var efterladt til sine tanker. Når savnet blev for stort og hun manglede sin mor og far. Ikke fordi hun var et lille pattebarn, men deres nærhed gav hende stadig tryghed. Det gjorde hele flokken. Og her var der ingen flok. Ingen at læne sig op ad på alle tidspunkter af dagen. Her var hun alene indtil hun mødte rejsende som hende selv.

Da den sorte hoppe lad til at slappe en smule mere af tog en følelse af at være befriet over hos ham. Han bemærkede godt hendes tunge vejrtrækning, han slog sin tunge, sorte hale ud til siderne et par gange. Han bed lidt sammen sådan at kæbemusklerne kunne ses helt kort, han blik blev fjernt, i dette øjeblik var det som om hans liv var meningsløst. Han så observerende på hende og minen daffede bort igen ”Hjem” tog han op efter hende ”Jeg ville ønske jeg kunne kalde det hjem” han brummede i sin dybe, maskuline facon. Nej hans hjem var ej her, hans hjem var der hvor hans kære var, åh gud han savnede hende, det var som om hans hjerte krøb sig sammen og havde lyst til at tilintetgøre sig selv da hans tanker vandrede til hende han havde mistet. Han udvidede sine næsebror voldsomt, et prust opstod sagte – han ville gerne slå tankerne ihjel og totalt skifte emne. ”Hvad siger du til stranden?” han tøvede ej da han stillede hende spørgsmålet ”..det kunne være rart med en nedkøler” dette var en hentydning til stranden, der hvor bølgerne brusede ind på den hvide strand. Han vidste ej hvor det var placeret, men han var af den opfattelse at alt kunne lade sig gøre bare viljen var til stede, han ville finde stranden. Han havde et håb om at hun ikke ville afslå ideen, han havde ingen lyst at gå alene. De lange ben bevægede sig sidelænds et par skridt, ganske spændstig og atletisk.

Ava så mod denne Conrad et øjeblik, og da han foreslog en tur til stranden, kunne hun ikke lade være med at pryde den silkebløde mule med et lille smil. Stranden nød hun. Hendes sorte krop tiltrak jo også alt varmen og hun var sikker på der ville være lidt køligere og mere vind ved stranden. Dog havde hun kun været der en enkelt gang. En aften. Området lignede ikke sig selv med lys, så om hun kunne finde vejen var hun ikke helt sikker på. Men hun vidste hvilken vej hun var kommet fra. Hun havde nogle landmærker hun kunne følge, så mon ikke det gik.

,,Jo, gerne.. Jeg er sikker på man ikke tager skade af at blive frisket lidt op. Om ikke andet så ville en sø måske kunne hjælpe hvis stranden er helt som sunket i jorden''

Det kom fra den lille hoppe i en næsten munter tone. Hun var egentlig meget imødekommende og venlig. Men havde også tendens til hurtigt at skifte til en sur mokke. det var ikke meget man behøvede at gøre galt. Til gengæld kunne hun også snildt skifte humør igen. Det var lige så vildt som vinden og ikke altid til at regne med.

Hans mørke kunne ikke undgå hendes blå øjne da hun så på ham. Pandelokken dækkede det meste af hans ansigt og derfor var det begrænset hvad han kunne se. Det ene øre vrikkede lettere muntert mod Ava da et smil lagde sig kort på hendes mule, dette var første gang han så hende smile – han syntes at det var et oprigtig smil, der klædte hendes lyserøde mule ganske godt. Han trak på sine brede samt stærke skuldre, bare i rent reaktion, da hun svarede ham med sin stemme ”Så er det bare at finde vej” den kulsorte hingst så sig omkring, de var omringede af træer, selv om de næsten stod ved skovkanten, deres kroppe matchede godt til det dunkle bark. Koppen drejede sig smidigt, men ikke abrupt. Hovedet drejede sig i hendes retning for at gøre det tydeligt at han talte med hende, han brød sig intet om at se ud i den tomme luft mens han talte med andre ”Det klarer vi nok?” hans stemme lød selvsikker som altid, den havde et gå på imod som en opmuntring. Han skridtede lidt frem med, nu måtte han bare stole på sine ben og sine sanser, og Ava, de skulle finde stranden. Så ramte det hans tanker ”er stranden dig helt ukendt endnu?” han vidste ej hvor denne hoppe havde vandret, han vidste at hun var ny – men ikke hvor hun havde opholdt sig de dage hun havde befundet sig i dette land. For ham var alt endnu ukendt, han vidste hvor han var lokaliseret lige nu og også hvor klipperne var, fra klipperne havde han ganske vist set hele området, men nu man var så langt nede havde man ikke det overblik længere, han vidste kun nogenlunde hvor alt lå uden at have betrådt de områder før. Ørerne tippede, ventende efter hendes stemme der havde en munter klang.

Ava tog nogle få skridt fremad og ventede lidt før hun gik videre. Hun skulle lige være sikker på han var med. Hendes mørke pels trak varmen til sig. Det føltes nu godt nok, men stranden ville også være rar. den kølige vind samt solens varme stråler på én gang.

,,Stranden er mig ej ukendt, men heller ikke kendt i dagslys''

Svarede hun mens hun gik. Hun kastede et enkelt blik over mod ham engang imellem, men ikke ret lang tid af gangen. Hun var nødt til at holde øje med omgivelserne for at kunne finde derned. Hun vidste i hvilken retning hun skulle gå og hun vidste hvilke træer, sten og andre landmærker hun skulle pasere og dreje ved. Små ting der gjorde hun kunne kende vejen.

,,Jeg har været der en enkelt nat. Jeg finder bølgernes brusen og lyden af vinden meget beroligende når hjemveen trænger på''

Tilføjede hun ærligt. Ikke at det var en oplysning han som sådan kunne bruge til noget, ud over at han nu vidste en smule mere om hende. Andet end at hendes navn var Ava og hun ikke havde været her så længe endnu.

[out]