... Rumpel, Rumpel

Rumpelstiltskin stod ved den nærliggende sø og morede sig ganske fint. Landet var blevet ham endnu mere kendt, selvom han kendte det på forhånd og han havde vandret flere steder nu, mens han overvågede de sjæle der måske kunne være mulige kunder. Lysten, ønskerne, fristelsen lå om hjørnet, som altid, når den usle hingst var i nærheden. Og dette var virkelig noget der kunne få hans humør endnu højere op - For det var det, han levede af. Levede af at friste, lokke og tage imod de ønsker der kom til ham, for en mindre pris. En pris der ville kunne styrke ham og lede ham på vejen imod det han egentlig selv ønskede mest af alt.

Sage of Zoran

Sage trådte roligt ned af en sti i skoven. Det var en ganske fin nat. Og det bedste ved det hele var at alle nok sov på dette tidspunkt, så han kunne være alene. Hans ører rettede sig fremad ved tanken. Det var da altid noget. Denne sjældne handling blev hurtigt afbrudt af flere interessante lyde, så de røg igen tilbage – men nu bare lyttende bagud. Ikke afvisende. Jorden var også tør, så han behøvede heller ikke at kæmpe sig igennem mudder. Nej alt i alt var det ganske fint det her. Han trådte roligt ud fra stien. Han stoppede op, og kneb øjnene sammen da han så en skikkelse nede ved søen. Han brummede lavmælt for sig selv, før hans ører rettede sig advarende bagud. Som en markering til hingsten at han helst ikke skulle komme nærmere. Men som altid var Sages kropsprog roligt og udstrålede han ikke ville noget ondt. Så med kontrollede skridt, skridtede han helt ud på græsset, og brummede til hingsten. Højt nok til at lade ham vide at han var her. Så fortsatte han mod den anden ende af søen. Stadig med opmærksomheden rettet mod den spraglede anden hest. Hans næsebor var udspilede, mens han indprentede sig den svage duft af den anden hest. Den var nemlig ikke helt tydelig, nu hvor han stod så langt væk. Med blikket diskret hvilende ovre ved den anden hingst, sænkede han hovedet for at drikke. Hans krop var let spændt op, for han vidste hvor upålidelige visse hingste var. At de kunne gå fra rolig til dræbermaskine i løbet af 2 sekunder. Den anden hingst virkede dog ikke som nogen overlegen modstander. Men.. Der kunne ligge skjulte kræfter under pelslaget.

Den usle Rumpelstiltskin havde spottet den skimlede hingst. Sage of Zoran. En hingst der ikke havde været her længe, men som alligevel havde fået skabt sig nogle kontakter i landet. Rumpel smilede kort, da den skimlede hingst søgte ned ved søen, men valgte den modsatte side, for ikke at komme for tæt på Rumpel, som var noget mindre end den skimlede. Hans karakteristiske grin kom frem, kort og sagte, da hingsten søgte den modsatte side i stedet for at være på samme side som Rumpel selv. Hans grimme tænder viste sig kort, inden den ravfarvede hingst forsvandt. I de få øjeblikke som Sage brugte på at lukke og åbne sine øjne igen når han blinkede, og dernæst stod Rumpel ved siden af Sage. Han var ikke bange for at vise sine evner og gøre brug af dem, overhovedet ikke. Han trak skuldrene op omkring sig på en nærmest rystende måde, som når man dirre af glæde og dernæst udbrød han i den skingre og vel i nogens øre sindssyge latter.

,,Sage of Zoran, så du tør ikke drikke ved samme bred som jeg, nyah? Mmmmmnyah, Rumpelstiltskin, det er hvem jeg er. Og lad mig høre, er der noget du i det hjertets dybe begærer?”

[/b]

Sagde han inden han på en lidt vimset både gav et galant buk fra sig, til den skimlede hingst. Rumpel accepterede skam alle som en lige modstander; indtil han kendte deres ønsker. Og deres begær.[/size]

Sage of Zoran

Den skimlede hingst holdte sig væk. Det var af flere grunde. Det var bare ikke tit at han klikkede med hingste. Der var næsten altid for meget testosteron i luften. Eller det var i hvert fald det han gættede på var grunden til postyret. Det der med at spille op, så snart der var et eller andet. Det var bare ikke ham. Han var altid den første til at gå væk, hvis han ikke følte han havde behov for at bevise noget, og det var først der det gik galt. At virke ligeglad, faldt ikke i mange hingstes smag. Men måske var dette land anderledes? Denne hingst var den første hingst han var faldet over, så det var vel ham han skulle måle det på, hvis han da nogensinde kom i nærheden af ham. Måske var han heldig at han bare forsvandt. Den tanke var næsten ikke tænkt færdig, før den fremmede hingst dukkede op ved siden af Sage. Han prustede et kort øjeblik forvirret. Vendte det hvide ud af øjnene, og kastede hovedet markerende i hans retning, før han bakkede adskillige skridt. Denne hingst var ikke til at spøge med, og han skulle absolut ikke stå ved siden af ham. Foran, det var bedst. Hvordan kunne han lige have været helt ovre på den anden bred.. og nu stå her? Det var umuligt.. Det var ganske enkelt umuligt. Sages ører lå fladt i nakken, og han skævede til hingsten. Hans blik lyste af mistroiskhed og skepsis. Men, han tillod ikke den anden hingst at se mere. Han tillod ham ikke at se hvor forbløffet han var over hingstens manifestering.

Da hingsten underlige og alt for unaturlig latter ramte Sages sensitive ører, lagde de sig om muligt længere ned. Det var en forfærdelig lyd. Men han blev nødt til at lytte nu. For hingsten kendte åbenbart hans navn – men hvorfra? Han skævede fortsat mistænkeligt til hingsten, med hovedet hævet stolt mens han snakkede. Han fulgte ham med blikket idet hingsten gav et buk fra sig til ære for ham. Han kneb sine kølige øjne sammen, før han svarede. ”Det er ikke et spørgsmål om frygt. Om lyst..” Han havde ingen idé om hvad han skulle kalde denne hingst på nuværende tidspunkt. Måske skulle han bare kalde ham ved hans navn. Men lige nu, undlod han at svare på hans navn. Og han undlod også at spørge hvorfra han kendte Sages navn, det måtte vente. ”Rumpeltiltskin. Nu er det jeg slet ikke kan vente med at høre dine argumenter til, hvorfor jeg skal gøre lige præcis det” Hans stemme var som altid rolig og behersket – afmålt. Det var et ganske underligt spørgsmål hingsten havde spurgt ham. Hvad var det egentlig Sage længedes efter? Han var ikke helt sikker. Sådanne tanker havde han ikke følt i lang tid. Han havde ikke lyst til at længes efter noget. Det betød for ham noget negativt, så kunne man rende rundt og sukke efter noget man højest sandsynligt ikke ville få. Sage havde nok i sig selv. Så hvad skulle han dog ønske sig?

Rumpelstiltskin, der havde flyttet sit korpus over på den anden side af søen, ved brug af hans varemærke, magien, slog et bredere smil an over hingstens reaktion. Mistroisk, uvidende, afvisende. Nyah! Rumpel lod sine grøngule øjne fange de øjne Sage bar. I hvert fald i en illusion, der et øjeblik flyttede Rumpel foran den skimlede hingst, direkte foran, i stedet for skråt foran som han stod nu. Denne illusion så den skimlede hingst, selvom Rumpel i virkeligheden ikke flyttede sig. Men ja, hans magi kunne mange sjove ting, og dette var et af dem. Hans grin steg i volumen igen, da han begyndte at snakke, denne Sage. Denne Sage, som Rumpel så som en mindre og mindre modstander.

,,Nyah, alle, Sage, alle har ønsker. Og alle har noget de længes efter. De skal bare indse dét”

Sagde han med den skingre og lalleglade stemme. Sage ville høre argumenter. Kedeligt og usmageligt. Der var ingen grund til argumenter, når man havde magien. Snakken blev let overflødig.

,,Jeg kan give dig alt. Alt du end måtte ønske dig .. for en lille pris!”

Sagde han med den lallegalde stemme, inden han vimsede lidt tættere på den skimlede hingst. Og med magi, hold hans ham fast så han ikke kunne vige længere fra ham. Rumpel stoppede lige foran Sage og gav ham et smørret smil imens han så ham i øjnene. Sage havde nu følt en brøkdel af den magi, som Rumpel indehold. Så ville han stadig have argumenter?

Sage of Zoran

Han slog med hovedet, da han pludselig så hingsten stå direkte foran sig, før han efter et kort øjeblik stod skråt over for ham igen. Han kneb øjnene sammen. ”Lad vær’ med at rode med min hjerne” sagde han køligt, mens han fik styr på sig selv. Fik facaden over sig endnu engang som en ubrydelig metalmur – Som den rolige og afmålte hingst han var. Han havde ingen idé om hvordan denne fremmede hingst gjorde det, men han vidste bare at dette her ikke var hans sidste trick og Sage skulle passe på. Men det kunne ikke lade vær’ med at gå ham på, at hingsten tydeligvis bare troede at Sage ville springe i hans arme og fortælle ham alle hans ønsker. For hvis det var det hingsten troede, så skulle han helt klart grave en ny teori frem. En bedre en, denne gang. Han stirrede på ham. Men svarede ham ellers ikke på hans kommentar.

Sage skulle kort fortalt indse hvad det var han længes efter. Men det havde han ikke lyst til, så hvorfor skulle han adlyde denne vanvittige spraglede hingst? Denne magiske hingst.

Om han følte sig fristet, det anede han ikke. Han lukkede af for sine tanker. Lukkede af for sin hjerne. Nogle få glimt dukkede der op af hans mor, men han prøvede virkelig at fortrænge det. Det gjorde han. Det var slut, det var begravet og denne hingst havde ingen ret til bare prøve at bringe det frem igen. ”Synes du ikke du er lidt optimistisk Rumpeltilskin? Jeg er sikker på der vil være andre til at falde for dine tilbud, men jeg er ikke en af dem.” Hans øjne var hårde. Og da hingsten bevægede sig tættere på Sage, skulle han netop til at trække sig væk – væk fra eventuelle konflikter, da han opdagede han var låst fast. Som af en trylleformular. Det.. kunne bare ikke være muligt. Han fnøs kort, før han uden tøven, så hingsten ind i hans mærkværdige øjne. Sages karakteristiske accent lød. Stemmen var som altid rolig. Ikke nedladende.”Har du altid været så magtsyg? Eller er det noget der er kommet via årene?” Hingsten virkede gal.. Ikke rask og Sage var ikke helt sikker på at hans kommentar havde været klog. Han var irriteret på hingsten at have bragt alt dette på banen, for han ønskede sig noget. Men han havde affundet sig med at det ikke kunne lade sig gøre. Han havde ikke tænkt på det længe, at det var skubbet helt bagerst i tankerne. Men han havde ikke lyst til at bukke under for hingsten. Ikke tale om.

Den ravfarvede Rumpelstiltskin, der holdt fast I Sage ved brug af magi, kunne ikke lade værre med at smile hånefuldt. Sage var ’hårdt’. Ligeglad, lod han som om. Ønskede sig intet. Men en snært af savn kunne Rumpel pludselig mærke. Noget med hans moder, men hvad kunne han ikke sanse. Mens han endnu brugte magien til at holde fat i den skimlede hingst, fremmanede han hans moder. Hun var ikke helt til stede, men hun kunne ses og høres. Dog var det kun i et øjeblik at Rumpel tillod hende at ’være der’, inden han lod hende forsvinde tilbage til den verden hun kom fra og Sage forblive her. Rumpel så da overlegent på Sage, der var uinteresseret. Derpå slap han magien omkring ham og lod sin spinkle krop gøre et galant buk. Sage sagde ham intet, især ikke når han var stædig og dum, som han nu var. Rumpel smilede igen, leende, inden han slog blikket imod ham igen,

,,Oh dear. Sage of Zoran, i så fald vil jeg lade dig være her alene. Men jeg ved at vi nok skal mødes engang igen, når du har brug for noget. Men så er spørgsmålet, om jeg endnu er villig til at indgå aftaler med dig?”

Sagde han og lavede et overdrevet og meget lalleglad, overrasket og lunefuldt udtryk. Og uskyldigt ligeså. Derpå slog han en latter an igen og lagde an til at forsvinde fra den skimlede hingst - Som jo lod til ikke at have nogen interesse for at indgå aftaler med den spinkle Rumpelstiltskin.

Sage of Zoran

Hans ører var fortsat nede. Han følte sig ubruelig for hingsten. Og han var sikker på at han snart ville tabe den spraglede hingsts opmærksomhed, hvis han ikke snart gjorde tegn til at ville indgå noget med hingsten. Men i så fald måtte han nok skuffe hingsten. Han havde kun lige tænkt tanken til ende, da han pludselig mærkede en andens tilstedeværelse, og for et kort øjeblik kunne han se hans moder foran sig. Han brummede kort. mor? Han ville have snappet mod denne Rumpeltilskin, hvis det ikke var fordi han holdte ham fast. Hvor vovede han at plukke hans tanker uden af hans hoved og bruge dem imod ham! Hingsten havde ingen ret til at udnytte ham på den måde. Men så dukkede der noget andet op. Et stik i hans hjerte, og en tanke. Han følte sig pludselig meget svag. Denne hingst kunne åbenbart opfange hvad han tænkte. Havde hans mor virkelig været med ham? Og hvordan kunne det have ladet sig gøre? Hans facade var der stadig. Han klamrede sig fast til den, for lige nu var det der eneste han havde. Han måtte ikke lade den smuldre, for først da ville det gå galt. Han skævede stille til Rumpeltilskin, mens han roligt sank lidt ned i hans skuldre, da han endelig blev fri. Ikke vredt, han gjorde heller intet tegn på at ville gøre Rumpel noget. Han var blevet tømt for disse tanker, for at gøre plads til en ny. En væsentlig en, og selvom han ville hade sig selv for at spørge og dermed virke svag, så blev han nødt til det. ”Hun er død.. Det burde ikke kunne lade sig gøre.. Hvorfor? Sage svarede ham ikke på hans kommentar og hans stemme var ej heller desperat fordi hingsten var ved at manifestere sig væk. Nej den var ganske lavmælt. Dette øjeblik hadede han. Han følte sig meget sårbar, selv med hans facade på. Men Rumpeltilskin kunne åbenbart mærke og tage på hans følelser, så han følte sig som en åben bog, og det kunne han ikke lide. Det han mente med sit spørgsmål var.. Hvorfor var det at han fik manifesteret sin mor frem fra de døde? Var det fordi at han så tænkte at Sage ville indgå en pagt med ham? Det hele var bare illusioner. Det var ikke rigtigt.

Rumpel frydede sig I sandhed. Denne hingst, Sage, der så ivrigt virkede ligeglad og stolt, måtte underkaste sig sin nysgerrighed, sin lyst og sit begær. Da den skumle Rumpel søgte fra ham, stoppede Sage’s stemme ham, og med et hånefuldt grin vendte Rumpel rundt og søgte imod Sage igen. Hans blik var tydeligt uskyldigt, overdrevet, for at give udtryk for at det vidste Rumpel da sørme ikke; magi? Det fandtes jo ikke, nyahaha, det gjorde det alligevel. Og den skumle hingst brugte gerne rigeligt af det. Han smøg sig tæt op af Sage inden han med sin skingre og lalleglade stemme begyndte at snakke igen.

,,Magi kan meget, nyah! Men spørgsmålet er .. Hvad vil man bruge magien til?”

[/b]
Sagde han skummelt, inden han kredsede væk fra Sage igen. Hvis ikke han snart kom frem med noget, som Rumpel kunne bruge til noget, ja, så ville han da finde sin vej væk igen. Han så afventende på Sage, der havde set noget han havde længtes efter; sandheden var dog, at ingen kunne bringes tilbage fra de døde, ikke rigtigt. Men sagtens kunne man skabe en efterligning, en kopi om muligt. [/size]

Sage of Zoran

Han kunne ikke lade vær’ med at skule til hingsten over hans alt for energiske blik. Det fik Sage til at føle sig endnu mere som underdog’en, på den måde at Rumpel havde overskud nok til at lalle rundt og lege Mr. Goodguy,’ jeg kan give dig alt’, mens han selv var ved at gå ud af sit gode skind over netop at have set sin afdøde mor. Det var ikke glæde han havde følt da han havde set sin mor. Det havde været ufatteligt smertefuldt.. Han havde tænkt så meget på det øjeblik, han kunne snakke med sin mor igen, også hvis det bare var for et par minutter.. Men så havde han forspildt sin eneste chance der havde tilladt ham at sige han elskede hende og savnede hende. Han havde ventet for længe og hun var igen taget til de dødes land. Han lagde ørerne fladt ned af nakken, da hingsten strøg forbi ham men vendte så tilbage til ham. Sage stod stille et øjeblik. Overvældet indvendigt. Udenpå gjorde han alt for at se ud som om han havde styr på situationen. Han brummede kort og holdte Rumpels blik fast. ”Kan du virkelig bringe hende tilbage? Ville hun så være som hun altid har været?” han slap blikket. Bange for at lade hingsten se noget i hans øjne.. Se smerten. Men hvordan kunne hingsten bringe døde tilbage? Det kunne jo ikke være muligt. End ikke magi kunne snyde døden på den måde.. Eller kunne det? Det fik han jo at vide om et øjeblik. Men han ville have alle detaljer at vide før han underskrev en hvilken som helst kontrakt der måtte være. Og.. kunne han overhovedet det? Måske havde hans mor det godt på de evige græsmarker.. Men han havde jo accepteret det en gang før, så hvorfor var det så svært nu? Ja fordi han ganske enkelt havde en mulighed for at bringe hende tilbage til sig lige foran ham. Det var klart han overvejede.

Rumpel grinede, mens han vendte omkring sig selv og søgte tættere på Sage igen. Han havde vundet opmærksomheden fra denne ligeglade og stolte hingste. En hingst der troede at han var bedre og dermed ikke behøvede tage imod noget fra Rumpel. Dog vidste Rumpel, at Sage inderst inde ønskede at indgå aftaler, der kunne hjælpe ham af med en sorg eller en længsel. Det ønskede alle, uanset hvor meget de nægtede det. Og ofte var dem, der nægtede, dem der ønskede det aller mest. Med det lumske grin og attitude stoppede Rumpel helt tæt ved Sage, så der nærmest ikke var nogen afstand imellem dem. Rumpel nød at være provokerende, og han vidste at dette provokerede Sage, som helst ønskede andre lidt på afstand.

,,Jeg kan bringe hende tilbage, ja. Men hun vil ikke være som du husker hende. Ser du, døde hører ikke til i denne verden, uanset magiens kraft. Er man død, er man død; og det jeg ville kunne bringe tilbage, vil blot være en tom skal. Men Sage. Alt andet end at bringe døde tilbage i den stand, som man huskede dem, kan jeg!”

Sagde han med et ivrigt grin, inden han trippede lidt fremad igen. Han havde tilbudt sin service to gange nu, til denne hingst, og afviste han denne gang, ville Rumpel afslutte dette møde. Rumpel var ikke typen der gad tigge andre om at indgå aftaler med ham, nej. Afviste de, så afviste de og så ville Rumpel blot finde en anden at tilbyde sine evner til.

Sage of Zoran

Han brød sig virkelig ikke om denne hingst. Han var på en eller anden måde for.. selvsikker. At han bare gik ud fra at han ville indgå aftaler med ham, hvis bare han viste ham lidt magi. Han brummede kort mens han fulgte hingsten med blikket. Han lagde ørerne mere ned da hingsten nærmede ham sig igen. Rumpeltiltskin prøvede at tirre ham, og det syntes han ikke om. Han lyttede opmærksomt på hingsten idet han begyndte at fortælle. Sages blik blev øjeblikkelig hårdt. Facaden lynhurtigt oppe igen med fornyet styrke. Han snappede kort og hurtigt imod hingsten. Han havde ladet ham opbygge en tro om at få sin mor igen. Og nu.. fortalte han ham at det kun kunne lade sig gøre hvis han ville have hun kom tilbage uden sin bevidsthed. Han ville ikke hive en kopi af sin mor tilbage. Det kunne han ikke få sig selv til. Hun skulle beholde sin identitet og have fred. Det var tid til at give slip. Hvis end ikke en hest med magiske kræfter kunne få hende tilbage, så kunne det bare ikke lade sig gøre.

”Jeg er ikke interesseret i en andens bevidsthed i min mors krop så jeg bliver nødt til at lære hende at kende på ny. Det kan jeg ikke, så nej” Hans blik var kontrolleret afmålt – men der var flammer i, men han var ikke glad for hingsten. Absolut ikke. Han skævede til ham, før han bakkede og vendte væk. Så travede han af sted – ind i skovens skygger.

Out

... Nyahahaha

[Out]