Fresh air in the dark.

Sage of Zoran

(Reseveret til MS og Ava! ;D)

Med jævne skridt begav den skimlede hingst sig hen over engen. Mørket havde lagt sig som et bredt tæppe over hele landskabet. Lige nu stolede han mere på sine ører, end hans øjne mht. mørket. Men selvfølgelig var han stadig opmærksom på bevægelserne omkring sig. Det var han altid. Hans hoved var let sænket, han så ingen grund til at holde det oprejst, nu når han var alene. Lige nu slappede han af. Der var langt køligere luft om natten og var derfor også rarere at indånde og udånde. Det nød han. Natten var ikke noget dårligt. Når man tænkte over det, så var natten på mange punkter ganske herlig. Han satte fremad i trav. Det var rolige beherskede skridt, men ganske elegant at se på. Hans muskler arbejdede i harmoni med hinanden og han nød at være ude og røre sig igen. Han havde mest skridtet i den tid han havde været her, så det var godt at være ude og bevæge sig ordentligt igen. Ikke fordi at kort trav var så meget hurtigere end skridt. Men alligevel.

Hans ører var ikke tilbage på nuværende tidspunkt. Nu hvor der ikke rigtigt var nogle, så tog han ikke sine sædvanlige forbeholdsregler. Men det kunne lynhurtigt ændre sig. Det var man ikke i tvivl om når man mødte ham for første gang.

Ava havde brugt det meste af dagen i skygge fra solen. Hendes sorte krop tiltrak nærmest varmen, og hun følte det var ligemeget om hun var ved vandet og vinden, eller midt på engen, eller i skyggen fra træerne. Uanset hvad havde varmen forsøgt at kvæle hende. Det var ikke lykkedes. Den havde dog taget alt hendes energi i løbet af dagen, men leveret den pænt tilbage som den trak sig tilbage og efterlod mørket i natten.

Mørket omsluttede hendes sorte krop, der afgav et let blåligt lys i lyset fra månen. Ikke at det var så tydeligt at se lige nu, fordi hun netop stod hvor der ingen månelys var. Det eneste tydelige at se i mørket, var hendes hvide blis. Den var dog halvt skult af hendes lange pandelok. Ava havde ikke gnubbet halvdelen af manen af op af træerne som hendes bror havde. Han ville ikke, ifølge ham selv, ligne en tøs med for store muskler. Det resulterede i at han kradsede manen af og fik en kort pjusket en, mens hendes var lang og knap så pjusket.

Ava betragtede det åbne område meget nøje. Hun så ikke lige så godt i mørke som hun gjorde i dagslys, men det var nu hun havde mulighed for at begive sig rundt uden at være alt for synlig over for mulige lurende farer. Hendes små ører kørte rundt i alle retninger og lyttede. Det ene øre stoppede i en retning, mens det andet kørte videre rundt. Hun havde opfanget lyden af hovslag. Avas nysgerrighed voksede, og den lille sorte hoppe begav sig lidt længere væk fra det der havde været hendes sølle tilflugtsted.

hun knejsede nakken, ikke så meget at mulen næsten rørte hendes bringe. Det mindede hende mest af alt om sin far. Mere i en let holdning der ikke var for sjusket. Hun var jo trods alt sin fars datter, uanset om han var her eller ej. 4 års opdragelse forsvinder ikke bare med den lille vind. Der skal en stor storm til.

Hun betragtede en lys skikkelse nærme sig hendes opholdssted. Det fik hende til at stoppe og i stedet hæve hovedet, mens glæden strålede ud af hende. Det lignede en hun kendte. Dog kunne hun ikke være sikker, for der måtte være flere af samme farve. Alle er unikke på hver deres måde, men mange kan ligne hinanden på afstand. Dog sendte hun et lille feminint hvin afsted. En anelse kaldende.

Sage of Zoran

Sage fortsatte i samme tempo. Idet han bevægede sig, hoppede og dansede hans lange tykke man til rytmen. Det var nærmest som om de mørke lokker havde sit eget liv. Hans pandelok var stadig flettet op som den tit var. Nogle gange hændte det dog at han fik hevet fletningen ud, så den bølgede pandelok kunne få lidt luft. Hans ører vippede rundt. Stille og roligt. Det virkede nemlig ikke som om at der var fare på færde, så hvorfor opblæse det hele? Han ville heller ikke rende rundt og ligne en eller anden halvforvirret og bange hoppe. Hans ører flappede ud til hver sin side, før han satte ned i skridt. Han fornemmede en andens tilstedeværelse og stoppede derfor langsomt op. Han brummede en anelse advarende for sig selv. Men ikke højt nok til nogen udefra kunne høre det. Kun dem der stod tæt på ham, ville have hørt den lavmælte markering. Hans ører røg straks tilbage. Afvisende. Hans blik var som altid køligt og roligt. Der lå en glans af intelligens man ikke var i tvivl om hørte til ham, når man så ham ind i øjnene.

Han havde aldrig haft noget imod at se andre i øjnene. Måske var det sandt at man kunne aflæse en andens sjæl ved at se ind i deres øjne. Men Sage var dog også mere undtagelsen end reglen. Hans øjne tillod meget sjældent at vise nogen som helst følelser han ikke selv ville vise.

Et vrinsk lød. Afgjort en andens tilstedeværelse. Hans ører røg lidt længere ned, mens han skævede over til det sted hvor lyden var kommet fra. Han kneb øjnene sammen. Fra lugten at dømme, var det en hest han ikke havde mødt. Havde han lyst til selskab? Njarh. Men der havde været noget i hoppens vrinsk, der havde undret ham. Det lød næsten som om.. hun kaldte på ham? Men det var jo ganske underligt at kalde på fremmede midt om natten, så måske havde hun forvekslet ham med nogen? Men med hvem.. Han brummede tilbage til hende. Køligt. Gav hende ikke for store forventninger – Han ville bare liiige prikke lidt til hende. Han begyndte kontrolleret at skridte over mod lyden.

Ava, der havde stået og betragtet den lyse skikkelse der kom nærmere og nærmere for hvert sekund, lyste næsten af glæde. Men da det var en kølig brummen hun fik tilbage, tippede hendes ører ud til hver sin side og hendes hovede sank i højden. Det var en fremmed. Hun rettede sig en smule op og begav sig fremad mod skikkelsen der også stadig nærmede sig hende. Bare for at se hvad det var.

Glæden i hendes udtryk var igen blevet erstattet med sorg. Det var ikke nogen fra hendes gamle flok. Ingen havde haft den lyse farve. Ingen ville have hilst så køligt på hende. Ikke hvis man kendte hende. Sorg og mildhed var det man så når man kiggede på hoppen. Det var dog ikke hendes sande natur. det var kun fordi hun endnu var ny i disse omgivelser, uden venner og uden nogen at læne sig op ad eller mulighed for at søge støtte hos. Hun var alene. Helt alene. Hun kunne snakke med nok så mange forskellige, men venner bliver man ikke af en enkelt vandretur eller snak. Det ville stadig kun være en bekendt. Venner er dem der kender en.

Hun standsede igen efter nogle meter og hævede hovedet en smule. Hun skulle have rystet sorgen af sig før hun blev alt for synlig for denne fremmede. At ligne en svag hoppe var det sidste hun havde lyst til. Hun var lille, ikke for kraftig af bygning og heller ikke for tynd. Nok tynd, men stadig med lettere kraftige ben. De skulle i hvert fald kunne holde til bjergvandringer. Det ville ikke nytte noget hvis de knækkede. Hun var ikke så høj som de fleste andre hun havde mødt her. Hun blev heller ikke højere. Hun havde ikke rigtig vokset i lang tid. Det var i hvert fald meget lidt.

Vinden legede med hendes lange sorte man, pandelok og hale. det var ikke fordi hendes hår var alt for kraftigt. Halen var en smule, men manen og pandelokken var en smule tyndere. Ellers havde det også gjort hendes hals skæv. Hun hvilede de blå øjne på hingsten. De blå øjne der nærmest lyste op i månelyset. Ikke meget, men mere end de normale brune som de fleste havde.

,,Godaften, hingst''

Sage of Zoran

Han så kort uforstående på hende, før han kneb øjnene sammen. Han stoppede et par meter væk fra hende. Stadig med ørerne lagt tilbage, så hun ikke kunne være i tvivl om, at hun ikke måtte komme tættere. Hans blik gled hen over den sorte hoppe, med de mærkværdige næsten isblå øjne. Udefra kunne man ikke se en trækning gå over hans ansigt. Indefra så tænkte han. Hendes hvide blis afslørede hende ellers så gode forklædning. Hun var helt sort. Med brune øjne og ingen aftegn, så kunne hun sagtens gå i et med natten. Men de blå øjne og blissen ødelagde coveret. Hun så helt skuffet ud, da hun så det var ham, og det fik ham til at lægge hovedet på skrå og betragte hende. Da hun kom tættere på, var det tydeligt at se at det var en ganske fin lille hoppe han havde fået selskab af. Hendes muskulatur var fin. Benene stærke. Hendes fine stemme lød. En direkte og kort hilsen, men som dækkede - Han ville bare ikke besvare den tilbage. I hvertfald ikke lige nu.

Han havde nemlig lyst til at bringe en spydig kommentar på banen: ”Hm, jeg fornemmer lidt at jeg ikke var den du forventede at se? Ja.. jeg er ked af at jeg må skuffe dig. Jeg ved ikke hvor dit legetøj af en hingst er”

Om hoppen ville flippe ud.. Ja det måtte jo vise sig. Han kunne godt lide at vide hvor han havde sit selskab henne. Nogle gange gav det bagslag, men. Det afholdte ham ikke fra prøve igen. Ærligt havde han ingen idé om hvordan denne hoppe var blandt hingstene. Hvordan skulle han vide det? Han havde aldrig mødt hende før. Han sagde bare et eller andet, et gæt måske? Han var hurtig til at analyse, det var han godt klar over. Nogle gange en god ting, andre gange noget skidt. Han kiggede igen på hoppen. Ørerne var tilbage, blikket køligt og afventende. Bring it on.

Hans tilbagelagte øre tog Ava sig ikke af. Det var en normal reaktion hun havde haft fra andre. Det var ikke alle der regnede hopperne for noget. Ikke ligesom hjemme i flokken. De var caretakers. Dem der tog sig af føllene og de gamle. hingste var der ikke mange af. Der var hendes far. og så var der hendes halvsøskende, og indtil for nyligt havde hendes helbror Arc også været der. Ingen ældre end 3. Ikke af hingstene. Det skete af og til at nogle af hopperne forlod flokken. Oftest mødrene til hingstene som blev udstødte. Men kun de som ikke havde yngre døtre eller sønner. Det var de halvgamle der forlod flokken. Aldrig de helt gamle. Det var mest sikkert for dem hos flokken.

Den lille sorte hoppe hev hovedet en anelse op og smed ørerne tilbage ved hingstens ord. Legetøj! Hvor gammel regnede han hende lige for at være? Det kunne ses som noget af en fornærmelse, men det var jo ikke sikkert han vidste det. Hingstene hjemme var ikke altid de mest begavede og velopdragne i hvert fald.

,,Jeg leger ej med hingste, men jeg søger de jeg kender her, som har taget godt imod mig''

Svarede hun ham. Hun studerede ham nøje. Det var lidt sværre i mørket at se alle detaljer, så det krævede hun koncentrerede sig mere end i dagslyset. Denne hingst var i hvert fald ikke Mr. Nyt Bekendtskab. Andet vidste hun jo ikke hvad hun skulle kalde ham. Han ville jo ikke give hende sit navn, og han havde vel sine grunde.

,,Er det en normalitet at hankønsvæsner her intet navn har, eller er det hemmeligt for fremmede nysgerrige som måske kunne være et nyt venskab?''

Spurgte hun. Hun kunne skam også være en smule spydig. Han havde jo heller ikke givet hende sit navn. Det var der kun en enkelt der havde indtil videre, og det var ud af nogle stykker hun havde mødt på sin vej.

Sage of Zoran

Han brummede kort, da hoppen straks lagde ørerne ned. Han kunne ikke lade vær’ med at more sig over hoppens reaktion. Men han havde heller ikke regnet med nogen anden. At hun var blevet lidt fornærmet, det var måske også det han havde fisket efter. Men blot for at se hvor meget han kunne prikke til hende. Han lavede en lille trækning med skulderen, ”Du søgte mig, men du kender mig ikke?” hans øjne kneb sig sammen, mens han så udfordrende på hende. Hovedet var lidt på skrå. Nu vidste han godt at han var lidt urimelig. Men han var ikke i det bedste humør, og nu skulle han bare have noget af det ud.

Han betragtede hoppen opmærksomt. Lagde mærke til hvor bette hun rent faktisk var. Han var jo meget højere end hende, så han nærmest blev nødt til at se ned på hende.

Hendes stemme lød igen. Denne gang var det i en anden tone. Mere.. sikker på sig selv, måske? I hvert fald var hun ved at bevæge sig ud i hans udfordring. ”Hmm.. Der bliver du nødt til at spørge en anden, sorte hoppe. Jeg har ikke mødt så mange hingste, at jeg kan putte det i sådan en lukket boks. Men måske. Og nu siger jeg bare måske. Så fortæller de ikke deres navn, fordi de vidste det ville være det første og sidste møde?” han så på hende. Roligt, men knivskarpt. Han var strid nu. Men ret skulle være ret, han vidste ikke om dette ville blive hans sidste møde med hoppen - Hvis det altså var ham der var ment i den sætning. Nej, han skulle først høre lidt mere fra hende. Måske da, ville han fortælle hans navn til hende. Men hun holdte dog den høflige tone, og derfor ventede han også at hun blev endnu mere fornærmet over hans.. knap så høflige svar.

Hans spydige kommentar kunne hun tage som han ville. At hun blev trist eller sur over dem. Det var han ikke herre over, men han glædede sig til at se hendes reaktion.

Ava så ham lidt an. Der var ganske vidst en lighed mellem ham og Mr. Påbegyndt Venskab, men i hvert fald ikke i væremåden. Den var næsten totalt modsat. En lille vind tog fat i hendes man og pandelok, og hun gav et lille kast med hovedet som for igen at kunne se noget.

,,Du tager helt fejl, hingst. Jeg søgte ikke dig, men en der ligner dig. En jeg håber jeg engang ville kunne kalde ven''

Hendes svar var helt roligt. Hun var ikke en der sådan bare lige hidsede sig op over for fremmede. Hun kunne sagtens være spydig og komme med nedladende kommentarer, men hun fandt det bedst i denne situation at være så lidt provokerende som overhovedet muligt. Hun behøvede jo ikke pisse på andre når hun lige var kommet.

,,Der tager du helt fejl igen, hingst''

svarede hun på hans spørgsmål. Det var i hvert fald ikke det indtryk hun havde fået. Overhovedet ikke. Godt nok var den skimlede ukendte ældre end hende og anderledes af sind, men hvad betød det? Hvis der var nogen lige så eventyrlystne som hun selv var. Sidste møde kunne det i hvert fald ikke være. Ikke når man stod og snakkede om nyt venskab. For hvorfor skulle han have løjet? Man har jo ingen grund til at lyve over for dem man ikke kender. Sådan mente Ava det i hvert fald. Med ærlighed kommer man længst.

Det ville heller ikke nytte noget hun lod sig gå på af ham. Hvis han havde haft en dårlig dag kunne det i hvert fald ikke være hendes skyld, men det kan man ikke altid styre og så ender det med at gå ud over tilfældige. Sådan var det i hvert fald med hende selv. Hvor mange skideballer hun havde delt ud til andre fordi nogen eller noget havde irriteret hende, havde hun slet ikke tal på.

'Men jeg troede hingste var dem der havde hjernen med sig. Men hvem ved. Måske er du inderst inde en hoppe som jeg'
var hun lige ved at sige, men bed sig selv i tungen for ikke at gøre det.

,,Man kan vel heller ikke have ret altid, og jeg håber også jeg tager fejl hvis jeg kalder dig en gnavpot.. For det er indtil videre det navn jeg vil give dig til jeg får et andet''

Sage of Zoran

Han lavede en lille trækning med skulderen. ”Det er rigtigt! Men så må jeg bare sige, at det undrer mig at du ikke kunne lugte at jeg ikke var den du søgte” Han lod blikket hvile køligt på hende. Okay, det han havde opfanget var at han lignede en, hun gerne ville kalde sin ven. Det var trods alt informationer hun gav ham. Men om han kunne bruge dem til noget, tvivlede han på.

Han skævede skeptisk til hende, da hun fortalte ham at han havde taget fejl. Første kommentar.. der havde han måske taget fejl. Men ikke nødvendigvis denne. For her var hans selv en af dem, og det var i hvert fald sådan han målte det – Troede han ikke at han ville møde dem igen, fik de bare ikke hans navn. Så enkelt var det. Men han havde ikke kontrol over andre, og han vidste ikke hvordan de præsenterede sig. Langt de fleste fortalte deres navn til ham, når han mødte dem. Så man kunne ikke regne med noget. Om han ville rette på hende, det vidste han ikke helt. Han kunne godt give hende et boost til selvtilliden. Han havde bare ikke overskud til at forklare hende andet. Så han så afmålt på hende, og lavede endnu engang en trækning på skulderen. Det rørte ham ikke at hun nu fremstod til at have mere styr på tingene, for han vidste godt at det nødvendigvis ikke forholdte det sådan.

Hoppen virkede rolig. Om det bare var påtaget, vidste han ikke. Men han fornemmede en vis vulkan derinde. En slumrende en, som ventede på det helt rigtige tidspunkt til at bryde ud. Var han smart ville han trække sig i land. Men hvorfor? Han interesserede sig ikke for hoppens mening om ham. For på dette tidspunkt var hun stadig en fremmed for ham. Landet var desuden også stort. Det var ikke engang sikkert de ville mødes igen, og hvis de skulle så havde han også en mening – Det ville gå begge veje, hvis hun troede at kun hendes mening betød noget. Han så på hende med hovedet roligt på skrå. Han nikkede en enkelt gang. ”Jamen dog. Du kan tænke lige det du vil om mig. Skifter du mening, gør du det. Gør du ikke.. så rører det mig ganske enkelt bare ikke” Han så roligt på hoppen. Han havde ingen ide om hvordan hun ville tage det. Men prøve at tilfredsstille alle.. Det var umuligt. Brød hun sig ikke om ham, måtte hun enten affinde sig med hans personlighed, eller finde noget andet selskab.

Avas silkebløde mule blev pyntet med nogle rynker, og hun hævede hovedet en anelse. Hun var nu af fornem slægt, men det vidste han jo ikke. Det var også kun derfor hun ikke sådan lige kunne miste besindelsen og slå sig løs på en fremmed. Hvad ville det ikke sige om hende? det var kun de uopdragne strejfende. Og strejfende var hun ikke. Hun havde ikke forladt flokken. Udstødt var hun heller ej, for hun blev ikke bortvist. Hun var kommet hertil, men ikke af egen vilje. Og måske en lille smule af egen vilje. Da hendes broder, Arc, lå under det væltede træ havde hun jo ønsket sig væk. Væk så hun ikke behøvede se faderens skuffede blik, og moderens sårede.

Hun rankede resten af kroppen en smule også og så op mod ham. Ikke fordi hun så op til ham. Tvært imod! nok var han højere end hende, men bestemt ikke af højere rang. Det kunne han i hvert faldi ikke være, hvis ikke han kom fra samme sted som hende selv. Og her var han hvad? Omstregfende? Og hvor længe havde det mon stået på? På grund af hans manglende sociale skills ville Ava mene det i hvert fald var længere tid end hende.

,,Jeg burde have tænkt mig om. Den stank der ville jeg nok have husket''

Svarede hun ham en anelse spydigt. Måske også lidt uhøfligt og bestemt ikke noget hendes mor ville have brudt sig om. Hun ville have bedt den lille sorte hoppe om at undskylde på stedet. Men Ava mente bestemt ikke hun havde noget at undskylde for, for han havde selv startet det og ifølge hende, selv bedt om det.

Sage of Zoran

Han fulgte hende med blikket, da hun rankede sig op. Han selv stod også rankt. Hovedet løftet med den store mørke man bølgede ned over hans muskuløse hals. Blikket lå på hoppen. Hans pandelok hvilede på næseryggen, og var i dag også flettet op - Som den meget tit var. Hvis den var løs, så fik han det hele tiden i øjnene, men et mere spansk look fik han da – mere end hvad han havde i forvejen. Måden han stod på, det hele. Det var tydeligt at se det spanske blod der løb i hans årer. Efter hendes kommentar, brummede han kort. Næsten som en latter. Men han lo aldrig – det havde han ikke gjort længe. Men det kunne godt forveksles lidt. Det var dog ovre hurtigere end man kunne blinke med øjnene. Hoppen var begyndt at blive meget fornærmet nu. Han mente ikke selv han havde sagt noget der havde været så slemt. I hvert fald ikke denne gang. ”Phew hoppe! Så begyndte du at tage det personligt. Må jeg spørge dig om noget? Er det fordi du er vant til at få en helt anden slags opmærksomhed? Er du ikke helt vant til at opmærksomheden ikke behøver at være sukkersød?” Hvis han kunne, så ville hans ene øjenbryn nu være hævet. Han så afmålt på hende. Hun havde nok ikke helt fortjent at få hældt denne spand af hans hårde ord over sig. Men nu fik hun dem altså. Både fordi han var i dårligt humør, men også bare fordi at hun havde uheldig. Været her på det forkerte tidspunkt. Været her på det tidspunkt hvor han helst ville have haft fred, men alligevel havde opsøgt ham. Hun kunne ikke have vidst hvilken type hun var faldet over. Så det var trods alt ikke hendes skyld. Og Sage havde trods alt også gået over til hende.

Havde hun mødt ham på et andet tidspunkt, ville han nok ikke have været ligesådan. Vel kunne han have kommet med spydige bemærkninger, men ikke ligesom nu. Ikke ligeså mange ad gangen, og måske heller ikke ligeså hårde. Som sagt før, så var han jo ikke noget monster. Man kunne godt føre en normal samtale. Men nogle gange, så blev det hele bare for meget.. Og hvis modparten også fortsatte, så kunne det meget vel blive grimt.

Men hoppen behøvede ikke at tage det alt for personligt. Det behøvede hun faktisk ikke. Nogle gange lagde Sage meget i sine kommentarer, og nogle gange ikke. Nogle gange blev de også bare opblæst til meget mere end hvad de var. Men man lærte dog også i hans selskab, at han havde meninger, og ikke var bange for at sige dem.

Ava så på ham og gjorde et lille træk i mulen der dannede nogle rynker, før hun slappede af i ansigtet igen. Denne hingst var dog højst besynderlig. Han virkede meget højere end hende. Vel lidt mere ædel af bygning end hende også. Men hun var af ædel slægt. Det lød ikke til han var det. Bestemt ikke. Ikke med de fornærmelser han kunne komme med. Hun lyttede nøje til hans ord, men nåede ikke at sige hverken ja eller nej til at han måtte stille et spørgsmål, før han gjorde det alligevel. Hun kunne jo bare lade være med at svare ham hvis det var det.

,,Anden opmærksomhed? Hvilken anden opmærksomhed skulle det dog være? Den sukkersøde slags kan jeg ej klare. Det må andre gerne holde for sig selv. Men det er vel heller ikke nødvendigt at opføre sig som en udstødt''

svarede hun. Det sidste rettet mod ham. De udstødte var ikke regnet for ret meget hjemme i hendes flok. Noget af det værste man kunne blive kaldt der, men det var jo ikke sikkert han ville forstå det på samme måde som hun mente det. En udstødt var en der var smidt ud. Ubrugelig og oftest også uhøflig og en andre undgik. Den grove slags. Den slags der oftest gjorde hvad de kunne for at gøre så meget forkert på kortest tid.

Hun lod sig egentlig ikke gå så meget på af denne hingst. Han kendte hende jo slet ikke. Ikke engang hendes navn. Og selvom hoppe for nogen kunne lyde nedladende, så var hun jo en hoppe og det var vel bare fordi han ikke kendte hendes navn. Han ville bestemt heller ikke få det før hun fik hans. Absolut ikke!

Sage of Zoran

Han fnøs kort.. Men ganske stille. ”Udstødt? Så det er det du tror jeg er? Hoppe, jeg valgte selv at gå” hans blik hvilede skarpt på hende. Han var søn af lederhingsten og søn af den mest noble hoppe der fandtes i den flok. Nej, udstødt kunne man ikke kalde ham. Han havde haft sine egne grunde til at forlade flokken, men han var aldrig blevet tvunget – tværtimod. Hans far ville have haft ham til at overtage flokken dengang. Den flok ville ikke have voldt ham andet end problemer. Han havde heller ikke været mentalt klar til at overtage en flok på det tidspunkt. Han havde dog ingen intentioner om at fortælle noget af det til hoppen. Om hun syntes han opførte sig som en udstødt, det var hendes problem og ikke hans. For hvis han ikke selv følte det, hvorfor skulle han så bekymre sig om det?

Hans mor havde ellers opdraget ham godt. Men da hun døde havde det hele bare virket ligegyldigt. De sociale færdigheder var der stadig, selvfølgelig. Men kun når han havde overskud og gad. Og hvis selskabet var interessant for ham. Men måske var dette selskab også interessant.. På en anderledes måde? Men han følte hendes modvilje mod ham. Måske blev han på et tidspunkt så træt af sine kommentarer at han stoppede. Måske.

Han kom pludselig til at tænke på hans man. Hans engang så lange lokker. Dem hans mor havde forklaret ham, var en gave. Noget der havde gjort ham ekstra speciel. Men han havde været så dum og lytte på ubetydelige bagateller, og han havde gnedet den af så den var knækket i spidserne. Nu gro den ikke mere og alt var på grund af han ikke havde lyttet til den der havde betydet mest i hans liv. Hans mor. Han brød sig ikke om at grave i fortiden. Det gjorde alt for ondt. Han havde været så vant til at fortrænge det hele, men nu hev denne hoppe noget af dem frem igen. Og det brød han sig ikke om, absolut ikke. Han slog med hovedet og skulede til hende, inden han vendte sig væk. En udstødt.. Han vidste at hans personlighed kun kunne magtes, om end tøjles af få. Men han var trods alt heller ikke typen der prøvede at ødelægge alt for alle. Nej, sådan var han altså ikke. Hans tunge kunne være skarp, men det var også det.

Kunne man ikke klare ham på de værste dage, som der altid ville komme nogle af. Hvorfor skulle man så fortjene ham når han var bedst? Holdte man af nogen, så blev man også ved med at prøve. For måske.. måske var det hele ikke helt ødelagt. Måske var der stadig noget der kunne genoprettes.

Selvom han mente han ikke var en udstødt, men en der selv havde forladt flokken, ændrede det ingenting i Avas øjne. Han opførte sig stadig en. Godt nok lod han til ikke at ville lade det gå ham på, men hun vidste også hun havde ramt rigtigt da han vendte sig væk.

Et lille halvsnedigt smil prydede nu den lille sorte hoppes silkebløde mule. Åh jo. Det havde vel alligevel lidt mere betydning end han lige troede. Ellers havde han vel ikke taget det så tungt.Den lille sorte hoppe, Ava, betragtede ham og gemte smilet lidt væk før hun trippede sidelæns og mod hans hovede igen. Helt fik han i hvert fald ikke lov at slippe.

"touched a nerve there, huh?"

Spurgte hun, en anelse provokerende. Åh jo! hun kunne skam sagtens. Hun slog et smæld med den kulsorte hale, der nærmest fik et blåligt skær i lyset fra månen, ligesom resten af hendes lille sorte krop.
Hendes trippen havde efterladt et boost af energi i hende, og hun havde svært ved at stå helt stille nu. Hun var jo stadig kun en unghest.

,,Hør, Hingst, at mundhugges hjælper intet. Man kommer ikke langt med det, og jo flere spydige kommentarer du lukker ud, jo flere kommer der også fra mig.. Så det er dit eget valg om du vil fortsætte, eller prøve med noget lidt mere civiliseret..''

Hun vrikkede lidt med det ene øre for at lytte rundt, men stadig med de klare blå øjne rettet mod ham. En smule mere livlige nu end da hun først havde mødt ham. Samtidig også en smule udfordrende. Ikke fyldte med sorg længere, for den havde hun fået gemt lidt af vejen.

,,En lille dyst måske?''

Sage of Zoran

Han brummede kort, advarende da hoppen dansede mod ham igen. Han hævede stolt hovedet og skævede til hende. Hendes ord fik ham til at slappe mere af. Sådanne ting havde altid modsat effekt på ham. Man skulle ikke tro at man var begyndt at regne noget ud. Han lavede en trækning med skulderen. ”Du kan tro hvad du vil, sorte hoppe.” Han tillod hende ikke at se mere. Nu pakkede han sig mere ind i sig selv. Lukkede endnu mere af for hende. Hendes ord havde netop bekræftet hans anelse – han havde vist for meget, og det skulle ikke ske igen. Han skævede uinteresseret mod hendes trippende små ben. Endnu en energibombe? Han brummede kort. Ørerne var fortsat nede. De signalerede skepsis, advarsel og markering.
Han lagde hovedet på skrå, og så intenst på hende med sine mørke øjne. ”Måske” sagde han så bare. Ganske kortfattet. Han sagde hverken ja eller nej. Måske havde han bare dømt denne hoppe til at være hans ’boksepude’ .. Njarh, hun kunne godt få en chance. Måske han så ville fremstå helt.. civiliseret i hendes øjne. Han fnøs kort over sin indre monolog. Hende hoppen troede virkelig hun havde styr på det. Alle de tanker der løb hen over hans øjne, var låst bagved et par mørkebrune kølige men intelligente øjne. Han tillod ingen at se hvad han virkelig tænkte på. Nogle gange kiksede det, men han var god til det. Kun sjældent var det at facaden røg en anelse ned, så man kunne få et glimt af de følelser han ikke havde planlagt at vise.

Han kneb øjnene sammen, før han så længe på hende. Så sagde han roligt: ”Hvorfor skulle jeg?” Det var et reelt spørgsmål, syntes han selv. Hvorfor skulle han dyste mod hende nu? Han kunne ikke se ideen i det, men det var jo det han spurgte hoppen om. Hvis hun svarede ’Er du da bange’ så ville han nok.. begrave sig under en sten og nægte nogensinde at snakke med et andet væsen igen. Man måtte komme med nogle ordentlige argumenter og især overfor sådan en ting Sage så så ligegyldig. Han havde ikke rigtigt noget i klemme hos hoppen han ville have afklaret – som ikke kunne afklares verbalt.