Fresh air in the dark.

Ava så på den skimle hingst med den mørkere pandelok, man og hale end resten af kroppen. hun betragtede ham med de lyseblå øjne, meget nøje og intenst. Samtidig var der også en anelse udfordring over hendes måde at se på ham på. Et lille glimt skjult i øjnene, men ikke så tydeligt som det kunne være. Det var jo ikke fordi hun var ude på at genere ham eller for den sags skyld provokere ham ud i at slå. Men bare for at få sluttet nogenlunde fred. Spydige kommentarer ville der nok altid være, men mere for lige at få bedømt hvem der skulle underlægge sig hvem. De kom jo ikke rigtig så langt med ord. Havde han fra starten af ikke været som han var over for hende, så havde hun accepteret ham som en værdig hingst og dermed sat sig selv under ham. Men hun ville ikke ligge under en med en mund og hjerne som en udstødt. Ikke at han var det, men i hendes øjne der mindede han meget om en.

,,Hvis det står lige i en samtale med nedværdigende ord og nedladende sætninger eller fornærmelse, så kan vi afgøre på en anden måde hvem der er.... underlægger sig hvem''

De sidste ord måtte hun lige tænke sig om for ikke at få sagt noget helt forkert. Dummest ville jo ikke være så smart at sige. Det var meget fornærmende. Højest i rang kunne ikke lade sig gøre uden for en flok, eftersom hver mand var sig selv. Men man kunne jo finde ud af hvem der var bedst, og afgøre det på en måde der ikke krævede en masse skældsord og fornærmelser. En lille dyst. Det kunne jo være forskellige ting.

,,Jeg ved jeg ikke ville kunne vinde en dyst på styrke, eller for den sags skyld have nogen som helst fair chance. Men i og med jeg har nogle gode ben, vil jeg mener jeg har en chance for at kunne yde en smule modstand i fart og afstand og derved kan vi afgøre på en fair måde hvem der underlægger sig hvem.''

Han var jo større end hende og stærkere end hende, så han ville ikke være helt uden chance selv jo. Det ville nok blive nogenlunde lige. Det kunne gå begge veje mente hun i hvert fald selv. Hun så ham som en værdig modstander. Ikke en hun kunne slå med lethed, men heller ikke en hun vidste hun ville tabe til med det samme.

Sage of Zoran

Han gengældte hendes blik, idet hun så på ham. Hvis nogle skulle spørge ham om det var trættende at være så lukket overfor andre som han var. Så ville han svare nej. Og måske var det sandt, måske ikke. Sommetider.. For længe siden, kunne han blive så frustreret over at der ikke var nogle der var blevet ved med at prøve.. Blevet ved med at kæmpe for ham i en tid hvor han virkelig behøvede dem. I en tid hvor han allerede var begyndt at lukke sig selv inde, i en tid hvor han ikke kunne vise de følelser han gerne ville vise. I den tid hvor mørket langsomt var ved at omslutte ham. Den dag i dag, jo vidst hvilede han i sig selv.. Men jo hurtigere han kunne få stødt folk fra sig, jo bedre.

Hans personlighed havde groft sagt 2 sider som han lod andre se. Den syrlige, I don’t give a shit hingst, eller den rolige velovervejede hingst man sagtens kunne snakke med. Nogle gange blev man skræmt af hans syrlige side, og aldrig viste sig for ham igen, til at møde den velovervejede side. Eller måske havde man intet imod ham når han var sit velovervejede jeg, men straks fik det når han var den syrlige. Nogle gange hændte det også bare at selskabet ikke klikkede.. Eller, at det overraskende nok blev hængende lidt. En ting var sikkert, han havde opgivet at gøre alle tilfredse. Hvis de ville mødes med ham igen, så kunne de det. Hvis de ikke ville, så var der ikke noget at gøre ved det – og han ville typisk også være glad for det. Så opstod der heller ikke så mange komplikationer.

Han så roligt på hoppen. Det undrede ham dog at denne hoppe, der tydeligvis bar præg af intelligens, krævede en sådan dyst. For ham handlede det mere om hvorvidt man hvilede i sig selv eller ej. Vidste man hvor man stod, så behøvede man ikke denne dyst. Og han tvivlede på at han ville tage dysten op. Dette var skam ikke fordi han var skræmt af den lille hoppe og hendes evner. Men det var meningen bag, der ikke var rigtig. Han følte ikke at der var en der var hævet over den anden, og derfor følte han ikke selv at der var brug for dysten. ”Underlægge?” han rystede på hovedet. ”At du er usikker på hvor du står i dette selskab kan jeg ikke ændre. Ej kan jeg ændre din opfattelse af dig selv. Blot bede dig om at tage et blik indad. Er det ikke bedre at vores veje skilles som ligemænd? For trods jeg har kommet med tilnærmelser, så har du ikke viget fra dem. Derfor står vi lige, og det er min hensigt at det fortsat er sådan. Måske krydses vores veje i en tid hvor det er nødvendigt med sådan en dyst. Men lige nu er der ingen der er hævet over den anden. Vi er strejfere og der er ingen der behøver finde sig en plads” hans stemme bar en slags autoritet han ubevidst havde lært af sin far. Lederhingsten af hans gamle flok. Hans stemme var rolig. Ikke nedladende eller andet. Den velovervejende hingst var langsomt ved at tage over ham. Hev noget af det mørke fra ham og erstattede ham med noget bedre. ”Dette er ikke noget jeg blot siger fordi jeg frygter udfaldet. Og hvis du virkelig ønsker denne dyst, så skal jeg nok deltage. Men hav mine ord i baghovedet og tænk dig en ekstra gang om. Det kunne godt gå hen og falde ud til den side, du måske ikke ønsker.” det sidste var ikke ment, sådan at han vidste at han ville vinde. Det var bare en fact, som hun godt selv vidste. Han kunne vinde, hun kunne vinde. Han brummede kort og så fortsat på hende. Tålmodigt. Afventede hendes reaktion på en anden side af ham, som han ikke havde vist hende før nu.

Avas blå øjne hvilede fortsat på ham og hun lyttede opmærksomt mens han snakkede. Der var stadig noget udfordrende over hende. Hans lidt kølige væsen tog hun ikke til sig. hun var ellers nem nok at påvirke i alle retninger, men han kunne ikke påvirke hende. Ikke nu.

,,Hingst. Det er ikke fordi jeg tror du melder fra fordi du er bange for at tabe. Det er kun fjolser der bruger den mening. Og jeg forstår du vil skilles som lige mænd. Jeg kan selv se pointen i det. Men du startede med at fornærme mig, og jeg vil ikke finde mig i det''

Svarede hun ham. Lidt mere voksent end hun ellers så ud. Hun var jo ung. Meget. Kun lige på grænsen til at være en rigtig dame. Men hun havde stadig meget at lære. Rigtig meget. Og lidt lærte hun hver dag.

,,Hvis du mener vi er ligemænd, så burde du opføre dig derefter''

Fortsatte hun. Hun mente det skam helt seriøst. Hvis han havde ment de var ligemænd, så havde han vel ikke talt ned til hende på den måde som han først havde gjort, eller set på hende som om han så ned på hende. Ikke kun fordi hun var mindre end ham. Så havde han behandlet hende som han selv ville behandles, og hun tvivlede meget på det var med fornærmelser og spydige kommentarer. Det er der jo ingen der ønsker.

Hun slog et svirp med den kulsorte, lange hale, som et insekt generede hende. Hun hævede hovedet lidt igen. Hun stod nogenlunde stille igen, men stadig med masser af energi i kroppen. Det var altid først når det blev mørkt at hun sådan rigtig vågnede op. Der hvor de fleste andre sov. Men det var der hun havde sin frihed i flokken. Nok holdt nogen vagt, men hun fandt altid en lille smutvej.

,,En lille smule fart har heller aldrig skadet nogen, uanset om det er for alvor eller ej'

Et lille smil begyndte igen at pryde hendes lyse, silkebløde mule og hendes ører var rettet mod ham. Hun fandt ham spændende. Mest fordi han var anderledes end de fleste andre. Hun havde aldrig nogensinde mødt nogen så negativ før. Han stod i hvert fald i stærk kontrast til hendes positive væsen. Hun var sikker på hun kunne lære noget af ham, hvis han lod hende.

Sage of Zoran

Han kunne ikke bebrejde hende for hendes udfordrende udstråling. Han selv var ikke meget bedre. Men han havde tilladt sig selv at falde mere til ro. Hans blik hvilede skeptisk på hende mens hun snakkede. Han brummede kort og lagde hovedet på skrå. ”Sådan kan jeg være, hoppe. Og jeg erindrer ikke at det var svært for dig at svare igen?” Det kunne godt more ham at se alle de forskellige reaktioner på hans fornærmelser. De fleste var dog ens, ment på den måde at de altid blev sure. Men det var også interessant at se hvor let andre tog på dem. Men blot det at hun havde svaret ham sådan som hun havde gjort, havde gjort dem lige. I hvert fald i hans øjne. Havde hun ikke svaret, så havde det føltes mere som et angreb fra ham end det gjorde. Selvfølgelig havde han måske ført samtalen og sagt flere ting end hende, men det kunne ikke ændre på at hun havde deltaget.

Han havde mødt en anden hoppe før. Den meget milde type, som han næsten havde haft ondt af, at have rendt ind i ham. For hun havde også fået en lille kommentar med på vejen. Men det var bare som om at han satte sine spydige kommentarer på pause, når det var med sådanne typer – Medmindre han altså havde noget at sige, eller kom i dårligt humør. Han havde jo stadig en samvittighed.

Han lagde ørerne mere ned. ”Igen hoppe. Sådan er jeg og hvis du ikke kan klare det, så kræver det blot at du går.” Han lavede en trækning med skulderen. At han kom med kommentarer betød ikke at han ville hæve sig over andre og have det bedre med sig selv. Det betød mest af alt at han ville frem med sin mening eller blot var i dårligt humør. At hans mening eller kommentar kunne være negativ, det var bare en tilfældighed.

Hans kølige blik hvilede på hende og han trak på skuldrene. Hvis det var sådan hun ville have det, så fik hun det også. Han brummede kort, før han skridtede lidt frem mod hende. Stadig i en passende afstand.

Den lille sorte hoppe blev stående hvor hun var. Hvorfor var det hende der skulle gå? Det kunne lige så godt være ham. Hun kunne fornemme at hun generede ham. Så var det måske også bare et spørgsmål om tid før han gik. Hun kunne sagtens drive andre til vanvid. Hun hævede hovedet og holdt blikket vendt mod ham stadig.

,,Har din mor ikke lært dig , at hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, så er det bedst intet at sige’’

Hendes flabethed havde efterhånden taget over nu. Han ville ikke afgøre det på en fredelig måde åbenbart. Så skulle han få. Den skrappe side af hende. Hun ville i hvert fald ikke bare lade ham slippe så let. Om hun så skulle få ham til at flygte. Den lille hidsighed begyndte efterhånden at gnave i hende. Men ikke fordi han gik hende på nerverne. Det var hende selv der kunne fremprovokere den. Få den frem når hun ikke ville vise svaghed. Hun kunne sagtens stå og se ud som om hun var ked af hans ord, men hun ville ikke virke svag. Det fik hun ikke noget ud af.

,,Det er ikke fordi jeg nyder at behandle andre som skrald, hingst’’

Svarede hun ham i en lidt hård tone. Bestemt ikke. Hun var normalt meget svær at gøre sur. Også selvom hun havde temperament. Hun var dog også nem at få til at falde ned igen. Et par søde ord og nogle smil ville være alt.

,,Du havde ikke behøvet at blive her, da du fandt ud af det ikke var dig jeg ledte efter. Du kunne være gået med det samme. Men du blev? Hvorfor?’’

Hendes spørgsmål var rettet mod ham med en lidt bestemt tone. Hun krævede et svar. ’fordi’ ville ikke være godt nok. Nogen ting er bare nødvendige at få svar på, og hun havde jo ikke gjort ham noget til at starte med. Så hvorfor han havde besluttet sig for at stå her og behandle hende sådan vidste hun ikke. Han kunne være gået sin vej til at starte med.

Sage of Zoran

Han havde ikke noget imod denne hoppe, udover at hun blot gjorde det sværere for sig selv for hvert ord hun sagde i hans mentale lille bog hvor han holdte regnskab over andre. Han havde ellers prøvet at slå over i et mere.. knap så udfordrende humør da han rådede hende, men det havde hun vidst ikke opfanget, og havde hun lyst til at det skulle fortsætte på denne måde, så kunne han stadig være med. Han skulede til den sorte lille hoppe. Hun gav ham kamp til stregen, det var helt sikkert. Men hun skulle ikke omtale hans mor, dér gik hans grænse. ”Min mor har lært mig at jeg skal være hvem jeg er.” sagde han afmålt.

Sandheden var dog bare at han ikke altid havde været sådan. Nej, engang havde han skam været som så mange andre med mod på livet. Det var blevet ødelagt for ham, og nu.. Nu var han bare en enspænder og kunne han få stødt denne hoppe væk, så var det kun godt. Han brummede kort over hendes kommentar, men svarede ikke på den. Hvad skulle han sige? At han gjorde det for at skræmme hende og andre væk, og derfor få råd fra hende der ville bestå af: Jamen hårde ord løser ingenting. Hvis du bare er sød mod andre, så er de også søde mod dig. Og så er der intet problem.? Ikke tale om! Han ville ikke høre på det.

Han så roligt på hende, ørerne stadig lagt ned. Men det var skam ikke noget nyt. Så lagde han hovedet let på skrå, og trak på skulderen. ”Jeg overvejede det skam også hoppe. Men jeg tænkte jeg ville blive hængende og se.” Om det havde været en god eller dårlig idé kunne han ikke helt vurdere. Hoppen var ganske rap. Hidsig i hendes handlinger. Hun virkede også til at være let at køre op.

Den lille sorte hoppe vidste hun havde ramt plet. Mødrene er altid dem man kan bruge imod hingste. Så meget vidste hun. De havde bare oftest et blødt spot der. Alligevel havde hun svært ved at holde sin mund nu. Hans mor havde lært ham at være som man er. Hun fnøs af ham og gjorde ikke rigtig noget for at skjule det.

,,Din mor har lært dig at være en nar’’

Hun holdet stadig blikket mod ham og stod nu helt stille. Hun havde ikke tænkt sig at gå. Hun skulle ikke nå noget. Og hun skulle da i hvert fald slet ikke lade ham tro at hun gik fordi han havde sagt hun bare kunne gå. Hendes ører lyttede rundt. Det lod ikke til der var noget som helst i nærheden, eller en grund til at få flyttet benene fra hendes position.

,,Så tænk at du vil lade være med at blive hængende’’

Hun rankede sig lidt. Hun lød ikke sur eller hidsig. Ikke engang vred. Men neutral. Hun var en meget neutral hoppe i denne situation. Så længe hun ikke begyndte at angribe og han ikke begyndte at angribe, så havde hun jo ingen grund til at være negativ. Han havde kun fornærmet hende med ord, og hun kunne gøre nøjagtigt det samme tilbage indtil han gik sin vej. Men nu ville hun nøjes med at forholde sig tavs. Bare stirre på ham til han besluttede sig at gå eller opføre sig bare en smule mindre som en nar. Hun brød sig ikke som sådan om ham, men hun havde heller ikke udviklet et had til ham. Derfor neutral.

Sage of Zoran

Han hævede hovedet en anelse og lod det kølige blik glide over hende. Om hun var begyndt at gå ham på vidste han ikke. Men han var begyndt at blive træt af disse spydigheder. Var han i humør til at fortsætte? Gad han mere? Ikke rigtigt. Det var ikke tit han var sådan her, og når han så engang i mellem var sådan, så gik det for det meste hurtigt over. Men denne hoppe havde da trukket og hevet lidt i hans tanker. Hvis han kunne, så havde han trukket på øjenbrynene til hendes kommentar. Han skævede skeptisk til hende, før han brummede kort. Teknisk set var det jo ikke hans mor der havde lært ham at være en såkaldt nar, som hun syntes han var. Selvfølgelig havde han selv bidraget til at fremstå sådan i andres øjne. Men det var blot en facade, et forsvar. Nej, andre havde skam også bidraget, bare ikke hans mor. Aldrig i livet. Han rystede kort på hovedet.

Han troede i hvert fald det var en facade – Han havde endnu ikke på sin rejse lyst til at vise sit virkelige jeg. Så om det var blevet en for stor del af ham vidste han endnu ikke. Nar som hun havde kaldt ham, var blot et pænt ord, så han tog det ikke tungt. Han ville ikke svare igen, for han ville ikke komme nogle vegne med det. Hun havde dannet sig et førstehåndsindtryk af ham og omvendt. Han regnede ikke med at hoppen ville mødes med ham igen og hvis de ikke snart beviste noget for hinanden, så kunne hun godt regne med den samme holdning fra ham.

Han lavede en trækning med skuldrene. Skulle han gå? Njarh, han ville stadig se om der var mere ved denne hoppe end blot en forsvarsmekanisme. Han ville se om hun havde noget mellem ørerne.

Derudover ville han ikke føle det var rigtigt, hvis han gik efter hun sagde han skulle. For.. så var det som en ordrer, han dybest set ikke gad følge. Så hun ham gerne gå? sikkert! Men hvis hun ikke brød sig om selskabet så måtte det være hende. Han skævede fortsat skeptisk til hende med ørerne tilbage. De var som låst fast i den position. Stille og roligt stod han. Aldrig på noget tidspunkt aggressivt. Bare mistænksom og afmålt.

Ava var stædig. Meget stædig. Når hun først havde sat sig for noget var det endda svært for hende selv at ændre mening. Det kunne være svært for andre men mindst lige så svært for hende selv. Hun så det ofte som et nederlag, og en svag hoppe var hun ikke. Slet ikke. Og hun ville ikke på noget som helst tidspunkt kunne fremstå som svag, hverken over for sig selv eller andre, og stadig have det godt med sig selv. Hun stod stadig med alle fire hove solidt plantet på den nedkølede jord, med det dugvåde græs. Mørket skjulte stadig hendes sorte krop. Det hele – undtagen hendes hvide blis og blå øjne. Det var hvad der gjorde hende speciel. Arc, hendes lillebror havde haft de samme blå øjne som hende selv. Men ikke den samme hvide blis. De blå øjne stammede fra hendes mor side. Det var helt sikkert for hendes far var kulsort som hende og hendes mor, lillebror og onkel, men uden det blålige skær som hendes pels afgav. Det var kun hende og hendes mor der havde den specielle egenskab. Det var nu ikke fordi det gjorde noget fysisk, og hvad det havde af betydning var der heller ingen der vidste. Men det var den pels der havde givet hendes mor, den plads hun havde i flokken, som den øverste af hopperne.

Hingsten sagde ikke noget. Ava var heller ikke selv interesseret i at afbryde den stilhed der havde lagt sig. Ikke som den første i hvert fald. Hun ventede stadig på at finde ud af hvad han ville, om han ville stikke halen mellem benene og løbe sin vej. Gå med den smule værdighed han måske stadig havde tilbage. Eller om han ligesom hun bare stod og ventede. Hendes blik havde hvilet på ham længe nok nu. Så interessant var han heller ikke at se på, at hun ikke kunne fjerne blikket i hvert fald. Og nu havde hun jo fået enhver detalje brændt fast på nethinden, og ’syet’ hans opførsel og væremåde sammen med. Så kunne hun huske ham til en anden gang. Ikke Den Skimlede Mr. Påbegyndt Venskab, men Den Skimlede Nar. Dette var hans navn i hvert fald fra nu af til hun havde et andet at sætte på ham.

Hendes blå øjne skimmede ganske kort engen, før de søgte opad mod månen og stjernerne. De gav hende ro. Lige så meget ro som bruset fra bølgerne på havet. Det fik hende til at falde en smule ned. Kunne hun nu bare ignorere hingstens fornærmelser, så skulle hun nok overleve uden at fare på ham i raseri. For temperament havde hun når hun først følte sig trådt over hovene.

Sage of Zoran

Han kneb øjnene sammen mens han fulgte hende med blikket. Skulle han tænke I de baner, var hun skam ikke u attraktiv. En anelse lille.. men lemmerne var skam sat ordentligt på, og generelt set passede det hele sammen – Han havde trods alt også set på hende, inden det blev så mørkt som nu. Tillod han hende at se hvad der gik hen over hans tanker? Nope. Men han tillod hende dog at se, at han betragtede hende. Hendes blå øjne lyste fortsat op i mørket, ganske specielt og mærkværdigt. Hvad han stadig manglede at se fra hende var.. noget andet. Ja hun havde bevist hun var en rap lille hoppe, der sagtens kunne svare igen. Men hvad mere? Hvis hun altså ville vise det for ham. Var det retfærdigt af ham, at forvente hun skulle tage det første skridt? Sikkert ikke, men det var sådan han legede, og kunne man ikke lige træde det sidste skridt op af stigen, ja så fik man en mindre ’rang’ i hans øjne. Men hoppen havde udfordret ham, og det skulle hun også have noget credit for. Og det havde han skam heller ikke glemt.

Et lille hingstet brum undslap hans strube, før han ganske roligt – opmærksom på ændringer i hendes bevægelser og kropssprog, sænkede hovedet for så at rive en tot græs op fra græsset. Stadig med blikket på hende, løftede han hovedet, før han ganske uinteresseret så på hende mens han tyggede græsset. Var dette flabet? Hm, måske en anelse. Men helt ærligt, han kom jo ingen vegne ved ikke at presse sit selskab. Hvordan ville hun så tage dette her? Fare op over det, eller ignorere det?

Hans kølige, men intelligente blik blev fortsat på hende. Måske ville hun endda finde dette u charmerende Ak ja, hvor kunne der være mange reaktioner. Men spørgsmålet var, hvordan ville hendes være?

Hoppens blik flakkede en anelse, og hun kiggede op på månen og stjernerne. ”Tilhænger af stjernehimmelen?” brummede han ganske roligt, før han lagde hovedet på skrå. Den lille tot græs han før havde gumlet på, var selvfølgelig røget hurtigt ned. I hans stemme var der ikke noget ondt at spore. Hvis han selv skulle være ærlig, så holdte han også af stjernerne. Og det gode ved stjernehimmelen var at alle kunne få udbytte af den. Ingen ville føle sig snydt, netop fordi den var der overalt man begav sig. Hans hals knejsede sig en anelse, som den ægte spanske hingst han var. Viste han sig frem? Nej. Selvfølgelig bar han sit hoved ædelt og ganske naturligt. Det var blot en del af ham. En naturlig del af ham.

Den lille sorte hoppe tog sig ikke af hans kiggeri. Hun var vant til at iagttage andre selv. Og da også at nogen undrede sig over hendes lidt sære udseende. Ikke at det gjorde hende noget overhovedet. Det generede hende ikke, men det var heller ikke noget hun jublede og dansede over. Det var bare en normalitet. Hun kunne ud af øjenkrogen sagtens fornemme hans bevægelser, og helt kunne hun ikke ignorere ham. Hun plejede at holde øje med alt og alle og lige nu var ikke nogen undtagelse. Ikke at hun gjorde noget ved det overhovedet, for hun fortsatte med at betragte stjernerne.

De lignede sig selv uanset hvor man var. Det var højst sandsynligt de samme stjerner hendes forældre kunne se hjemme. De lignede jo alle sammen hinanden. Nogle mindre end andre og nogen mere tydelige end andre. Men alle sammen små prikker i den store mørke himmel. I baghovedet kørte den lille melodi Ava havde printet ind i hovedet. Den hendes mor plejede at nynne for hende da hun var mindre og hun skulle sove. De blev kun afbrudt af hingstens ord. Hun tøvede et øjeblik mens hun overvejede om hun ville svare, men egentlig også fordi hun lige skulle vende inde i hovedet, hvad det nu lige var han spurgte om. Hun havde jo ikke helt hørt efter.

,,Tilhænger af stjernehimlen er nok så meget sagt.. Men de ligner de samme som der var hjemme.. Meget afslappende at kigge på’’

Dette svarede hun rimelig roligt og stadig uden at se over mod hingsten. Det var jo ikke fordi hun som sådan var tilhænger, men de var bare afslappende at se på ligesom lyden af vand. Efter lidt tid i stilhed flyttede hun blikket over mod hingsten. Det at han kunne spørge om noget uden at lyde grov eller fornærmende gjorde at hun genovervejede den kolde skulder. Måske skulle han ikke fryses helt ude med det samme. Og derfor stillede hun et enkelt stille og roligt spørgesmål.

,,Du er måske tilhænger af stjernehimlen?’’

Sage of Zoran

Om Sage prøvede at redde mødet.. Han vidste ikke engang om man kunne redde det, og bevidst gjorde han heller ikke et forsøg. Det var ikke et forsøg på at imponere hende. Han havde fået afløb for sin lille djævledæmon inde i sig spøg til side. Nej, han havde ikke mere i sig. Måske hvis hun kom op med en bemærkning, men for nu var han tømt. Hans hoved tog sig også en lille pause. For han kunne godt mærke at han mentalt begynde at slappe mere af. Psykisk var hans hoved blevet brugt, og det fik ham ind i en farlig døs.

Udefra så han rolig ud. Hans blik udstrålede ro. Glimtet lignede ikke træthed, det var mere.. neutral interesse.

Han havde ikke blikket på hoppen, det spejdede lidt rundt i det mørke ingenting. For man kunne da i sandhed ikke se noget for sig.. Eller hvis han kiggede et andet sted hen, så konstaterede han at det ikke helt var sandheden. Månen kastede lyse skygger ned, som oplyste noget af engen. Men det var et godt stykke væk fra dem. Da hun begyndte at snakke igen, lyttede han opmærksomt med ørerne ud til siderne, langsomt vendte han blikket op på stjernehimlen. Et kort sekund brugte han på at ryste pandelokken på plads, så den ikke røg ned i hans øjne. Han åndende sagte ud og lod blikket følge de forskellige mønstre stjernerne lavede. Alt i mens hun talte.

Hans rolige, men autoriserede stemme lød endnu engang. ”Hjælper også på hjemve, tjek.” han brummede lavmælt igen. Han sagde sætningen, som skrev han det ned i en lille bog og tjekkede det af - at det rent faktisk var rigtigt at det hjalp. Men det skulle da nok passe. Det var bare ikke det stjernerne symboliserede for ham.

Han holdt blikket lidt endnu, før han sænkede det. Som blev han pludselig træt af at holde koncentrationen på himlen så længe. Han skævede til hoppen igen, da hun spurgte ham om en ting. Den samme ting, han havde spurgt hende om. Han tog en dyb indånding, tog sig tid til at svare. Han trak kort på skuldrene. ”Jeg respekterer stjernerne. For mig symboliserer de individer, der dog alligevel er så store at de kan arbejde sammen i harmoni. Det er en stor opgave..” det var ikke meget, men hun kunne vel forstå betydningen.

Han nød at kigge på stjernehimlen, den fik ham til at tænke. På fortiden.. nutiden og fremtiden. De guidede ham på en underlig måde, han end ikke kunne forklare. Det lå dybt i ham.

Den lille sorte hoppe sænkede hovedet for at gnubbe det op af det ene forben. Det var den nemmeste måde at få kløet hovedet på uden at se dum ud. Hun kunne jo sagtens have gået på bagbenene mens hun lå med forbenene og kørte hovedet hen af græsset, men dette var i hvert fald ikke det korrekte selskab at lave den slags numre i. Han ville nok ikke forstå det og bare se hende som endnu mere sær. Men det var jo ikke fordi hun var sær – hun havde bare engang imellem nogle anderledes idéer end andre.

Hun rystede den lange man et øjeblik, inden hun sænkede hovedet for at nippe til en enkelt græs tot. Hun havde sådan set stadig ingen planer om at være den første til at gå, så hun kunne jo lige så godt tage sig god tid til at få lidt i maven også. Da hingsten åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål, hævede hun sit hoved igen og gumlede færdig på græs totten mens hun nysgerrigt lyttede til hans ord. Han respekterede stjernerne som individer der er store nok til at kunne klare sig selv, men som arbejder sammen i harmoni. Det fik den lille Ava til at trække en smule på smilebåndet. Ikke provokerende, eller flabet. Ej heller hoverende som hun kunne have været. Eller have drillet ham med hans opfattelse. Ingen ved jo hvad de er. Ud over at de dukker frem om aftenen når det er mørkt, og forsvinder igen når solen går ned. Det er ikke til at se om det er fremmede verdener ligesom denne langt væk, om det er små ildfluer der kun er vågne om natten. Gamle ånder der holder øje med os hernede på jorden eller noget helt andet.

,,Store nok til at klare sig selv, som os. Det er ikke umuligt’’

Med ’os’ mente hun hele deres race. Alle heste. De er jo sådan set store nok til at kunne klare sig selv. Det er jo gået fint nok for hende selv indtil videre, selvom hun nu er opvokset blandt andre. Og det er lige netop der hun ville henad.

,,Og ligesom dem, er vi skabt til at leve i harmoni med hinanden også. Så derfor forstår jeg ikke så mange fjendtlige ansigter man render ind i her’’

Sage of Zoran

Han skævede en anelse skeptisk til hende, da hun gnubbede sit ben. Så flappede han ørerne ud til siderne, og et uinteresseret glimt gled ind over hans øjne igen. Det var klart at han afventede hoppens næste træk. Han fulgte hende med blikket idet hun sænkede hovedet, for at tage noget græs. Hans øjne kneb sammen mens han betragtede hende. Ordene var ved at synke ind hos hende, og han lyttede opmærksomt på hendes svar på det han lige havde sagt. Han kom til stede, og det var også at se i det mere skarpe glimt der dukkede frem i hans før så uinteresserede blik.

Da hendes ord flød, kneb han koncentreret øjnene sammen endnu engang, så rystede han let på hovedet. ”Det behøver nødvendigvis ikke at være svært at klare sig selv. Nej, det at man kan hæve sig over sit eget ego og arbejde med andre – det er noget der er svært at opnå.” det var tydeligt at han mentalt var flere steder. Både hos hende, men også hos sine egne tanker. Tankehjulene kørte velsmurt rundt oppe i hans hoved.

Han skævede så til hende igen, endnu engang lyttede han opmærksomt på hendes ord. Og selvom det var klart at det var møntet på ham og sikkert også nogle andre, og burde have en masse at sige til det – forsvare sig med, så trak han på skuldrene. ”Det er vi skabt til, ja. Du har en pointe sorte hoppe. Men som altid vil der være nogle der skiller sig ud. Forskellige omstændigheder og forskellige personligheder. Det kan bare ikke undgås.” Selvfølgelig ville der være såkaldte udskud, og der ville være højere rangerede heste. Det var cyklus, og sådan fungerede det præcis også med hvor ’fjendtlig’ nogle var, og hvor ’muntre’ andre var. Hun havde bare tilsyneladende været uheldig med sit hidtil selskab, men skulle han være ærlig så var det ikke det der stod som første prioritet over ting der bekymrede ham eller gik ham på.

Var han kritisk? Ja. Var han kritisk overfor denne hoppe? Det kunne man godt sige. Og dog var han stadig indstillet på at give hende en chance. Hun havde ydet ham modspil og derfor var han fortsat nysgerrig efter at se hvad den lille hoppe ellers rummede.

Deres navne? Fuldstændig ligegyldige i det her øjeblik. Sorte hoppe dækkede også helt fortrinligt.

Ava rystede ganske let på hovedet af hans ord, men med et lille smil. Han snakker om ego. At skulle overvinde et ego. Det kunne hun ikke selv se ville være svært. Måske for nogen. Måske for en hingst som ham, men bestemt ikke for hende selv. Hun kunne ikke undlade at føle sig en smule fornærmet over hans ordvalg da han kaldte hende sorte hoppe, men han kendte jo heller ikke hendes navn, så hvad skulle han ellers bruge. Sorte hoppe var jo bare en realitet. En sandhed. Hun var jo sort og hun var en hoppe.

,,Jeg giver dig ret i der altid vil være en forskel på ens karakteristik og omstændigheder, men det vil aldrig være umuligt at opnå et punkt hvor man kan overkomme sit eget ego og derved deltage i et større fællesskab. Det hele handler om viljestyrke´´

Selvom hun bare var en hoppe og hun stadig var meget ung, så havde hendes fars og mors ord sat sig fast. Det var ikke altid hun havde forstået hvad de sagde, men efterhånden som tiden gik, gik det også stille og roligt op for hende hvad det var de havde ment.

,,Jeg gætter på at du ser dig selv som en af de anderledes. En af dem som ikke har brug for andre og som føler sig hævet over den idé at deltage i et fællesskab? En der føler sig hævet over andres selskab hvis du ikke lige finder dem lige så værdige som dig selv? Andre enspændere måske?´´

Hun lød ikke på noget som helst tidspunkt anklagende eller kritiserende. Men opjektiv og nygerrig. Viden kunne man aldrig få for meget af - og dog. Noget viden ville man helst ikke ønske at have, men ikke i dette tilfælde. Ikke endnu. Hun vidste ikke om hun havde formået at fornærme ham ved at komme med sine antagelser, men var han en der meget hurtigt blev fornærmet, så vidste hun vel på en måde også hun havde ramt rigtigt. Det var aldrig ret mange der brød sig om at høre sandheden. Og aldrig selv indse hvad der var sandt. Og slet ikke hvis man ønskede sandheden var anderledes.