Restless

Antheia

Hendes øjne hvilede på ham idet hun kunne se at han overvejede hendes ord. Eller.. lyttede til hende. Hendes øjne kunne godt virke en anelse intense med den lysende blå farve, men hun vidste ikke om han fandt det skræmmende. Det håbede hun da ikke. Hun ville da ikke frastøde andre fra sig. Så ville hun hellere finde andet selskab, der ikke blev skræmt af hendes øjne. Men Brêgo virkede ikke påvirket af dem i nogen grad, og det glædede hende.

Hun smilte bredt over hans gåpåmod. Selvfølgelig skulle han da lære om øerne! Vandet var sikkert lige i nærheden, og så ville de måske svømme til en anden ø, hvis han fortsat ville have hjælp af hende. Hun brød sig nemlig ikke tanken om bare at forlade ham. Hun vidste ikke helt hvor det kom fra, men hun gættede på at det bare hørte til hende. Hun havde bare ikke haft muligheden for at føle dette før nu.

”Det kan man godt sige. Zenobia er meget tørt, sådan er det slet ikke på Leventera. De 2 andre øer er også dejlige. Enophis og Chibale. Enophis er hidtil den største ø..” hun sendte ham et blik for at understrege ’største’. Hun smilte så drillende, og fortsatte. ”Den rummer det meste, søer, lidt skov, bjerge.. Den ø skal du opleve! Og Chibale.. Chibale er den mysteriske ø” hun skævede snedigt rundt, før hun rystede på hovedet med et ganske kort smil og glimt i øjet. ”Nej.. Eller.. ja. I hvert fald dækker en skov hele øen. Der er også dejligt. Eller.. altså der er rigtig mange lyde, men jeg tror ikke der er nogle farlige dyr. Det har jeg også fået fortalt der ikke var"

Hun kneb øjnene kort sammen – koncentreret, før hun smilte til Brêgo. Ja hun kunne snakke godt for alle 4 øer hun havde været på. Hun kunne anbefale dem alle.

Hun lyttede opmærksomt på hans ord. Hende selv var kun for nylig blevet strejfer og det var hårdt. Men hun havde ikke oplevet så længe som ham, ikke at have nogen flok. Hendes sind var legesygt.. udfordrende og klar til at gå på opdagelser, og det at være strejfer, var mere som et eventyr for hende – For nu i hvert fald. Hun nikkede til sidst. ”Ej hvor spændende Brêgo! Det kan jeg godt forstå. Det bliver hurtigt ensomt som strejfer. Men.. Jeg ved faktisk ikke om der er nogle eksisterende flokke.. Jeg har aldrig stødt på nogen. Som selve opholdsstedet så vil jeg nok anbefale..” hun tænkte sig et kort sekund om, stadig med et smil om mulen. ”Enophis fordi det er stort og rummer mange muligheder, eller Leventera fordi det er så frodigt” hun nikkede kort for sig selv.

Hun skævede til ham, usikker om hendes svar var gode nok. Om han fik det ud af dem, som han ønskede. Hendes ører flappede ud til hver sin side, en anelse ængsteligt og tænksomt. Da Brêgo satte farten op sammen med hende, vippede hun ørerne fremad igen. Denne vej var rigtig! Det var hun helt sikker på.

Hun drejede ind på en sti der førte dem øst. Allerede nu syntes hun at se en ændring i farven på jorden. Det var grønnere. Stadig tørt, men grønnere. Hun så over på ham, og brummede ivrigt og feminint til ham. Hendes øjne var varme og ørerne fremad. Nu var de på vej!

[/size][/blockquote]

Brêgo gik og lyttede til hoppen mens hun talte om de forskellige øer. Han syntes på ingen måde hun snakkede for meget. Hvis han skulle have informationer, så måtte der jo gerne være nogen der kunne bruges, og ikke bare få ubrugelige fakta. Og brugelige informationer var der så sandelig også. To af øerne havde fanget hans interesse. Den ene var Enophis, og den anden Leventra. Så længe det er store områder med hvad man kan bruge for at overleve, så var det værd at vise interesse for. Chibale lød også til at være en smule spændende. Det kunne være der man skulle starte nogle små eventyrere. Det kunne dog godt vente, for lige nu havde han mere travlt med at få hjælp af Antheia. Han ønskede ikke at drive hende med ud på en længere gåtur når han nu i forvejen havde bedt om hendes hjælp. Det var jo heller ikke sikker på hun overhovedet ville gide hans selskab i længere tid.

Han fandt et lille smil frem da hun lød optimistisk og opmuntrende omkring det at starte en flok. Han overvejede et øjeblik et spørgsmål, stadig smilende, men en anelse genert. Ikke fordi han som sådan var genert, for det var han normalt ikke. Men alle kan jo have sine øjeblikke. Ingen er vel helt nemme at beskrive, for man kan jo ændre sig og man er ikke altid lige ens.

,,Jeg må kigge mig efter et tilpas opholdssted. Og når jeg har fundet det vil jeg skabe et lille fællesskab. Kunne du måske være interesseret i at være med til at lave min lille en-mands flok om til en to-mands flok, indtil flere individer måske kunne have interesse i at deltage i fællesskabet?”

Det var ikke tit han havde spurgt andre om noget. Han havde en gang spurgt hende om hjælp, og hjælp var hun allerede ved at give ham, og her spurgte han allerede om en ting mere. Det gjorde ham en smule utilpas indvendigt, men ikke noget han viste. Det var kun fordi han ikke brød sig om at bede andre om for meget. Men han ønskede dog stadig et ja, selvom han også ville forstå hvis hun ville afvise det. Hvis man ikke kender andre så er det jo ikke alle der lige vil give sig i kast med at skulle omgås dem før de var trygge i andres selskab. Men i hendes selskab følte han sig allerede godt tilpas.

Dette er ved at være blevet en gammel tråd, og der er sket en del. Eftersom der ikke er svaret i lang tid synes jeg den skal afsluttes - og så kan vi starte på en ny :3

[Tråd afsluttet - Out]

[/b]