Langt om længe..

..Langt om længe..
- åben for alle

Den brogede hingst, Brego, havde vandret længe langs stranden. Det var først da han havde krydset en ørken han nåede til en anden side af øen. Ørkenen var ikke så slem om natten, så han havde kunne udholde temperaturen. Men hans mave skreg på føde og der var ikke ret meget der han havde kunne finde af spiselige sager. Han troede næsten han så syner da han igen befandt sig i vandkanten, men denne gang med udsigt til land.

På den anden side af vandet var endnu en strand, og bag den strand tornede træer op. Der måtte han hen! Hvis der var træer var der også andre grønne områder. Det var Brêgo i hvert fald sikker på. Han trådte ud i vandet. Han var ikke meget for det. Han var jo i forvejen udmattet og tanken om at skulle kæmpe med vandmasser på tom mave var ikke ligefrem tiltrækkende.

Dog fortsatte han videre ud, efter at have bedømt hvor den korteste afstand var. Det var der han måtte svømme over hvis det blev nødvendigt. Eller forsvinde i forsøget. Her kunne han i hvert fald ikke blive mange timer mere. Afkræftet, skadet og meget tørstig også. Vandet nåede ham længere og længere op af kroppen, jo længere ud i vandet han nåede. Bølgerne skubbede og strømmen langs sandbunden trak i hans ben. Han var nødt til at svømme nu. Han kunne ikke længere gå på bunden.

Dog var det ikke længe han måtte svømme for hans hove ramte jorden efter kort tid. Det var dog ikke kort nok til at undgå pusten. Han havde helt mistet vejret og måtte næsten hive det ned i lungerne på grund af anstrengelserne. Det var jo ikke fordi han var svag. Ikke normalt i hvert fald. Men det her var også anderledes omstændigheder. Han havde ikke fået noget at spise eller drikke i 24 timer. Og han havde været på flugt fra en lille ulveflok på 5 stk, samt kæmpet med diverse vandmasser og ligget i den bagende sol, ude af stand til at flytte sig, for der var ingen kræfter tilbage i ham og det havde ikke været muligt at se nogen skygge nogen som helst steder da han først var nået land.

Nu var det noget helt andet. Han følte et sus af energi strømme gennem kroppen på ham som han nærmede sig sandet på den anden side af vandet. Han så sig ikke tilbage. Han havde ikke brug for at kaste et eneste blik på sanddyngen i vandet hvor han havde opholdt sig natten over. Han hoppede hen over bølgerne der af og til overhalede ham, så vandet stod ud til alle sider. det var afkølende og tilpas. Han nåede sandet som klistrede sig til hans hove, og han vidste det bare ville være et spørgsmål om tid før der var mad i sigte. Og ganske rigtigt. Da han nåede længere ind og væk fra sandstranden, der åbnede sig et syn af et grønt areal for ham. Langt om længe var der mad!

Den røde hoppe havde stået stødt og roligt og græsset i vindens brise, hendes lange og tykke man og hale blafrede let i vinden. Taktfast svingede halen fra side til side. Et prust kom fra hende idet hun rev endnu en tot græs op. Ørerne kørte roligt rundt for at opfange de forskellige lyde. Bag hende lød bølgernes taktfaste rytme mod sandet. Alt åndende fred.

Dog fangede hendes ører en anden lyd, en lyd af noget i vandet. Hun tog hovedet op og så sig tilbage. Der var intet. Mon hun bare havde hørt forkert? Kunne hun, så havde hun trukket lidt på skuldrene. Hun gik nogle skridt lidt længere ind imod land og stoppede atter op for at spise.
Græsset var altid så frodigt her, det var som om det salte vand gav det en anden form for energi til at gro. Om dette var rigtigt vidste hun intet om, men tanken var rar. Fugle fløj op fra græsset til højre for hende, i en fart som ikke var helt normal. Så endnu engang så hun op. Der var ingen rovdyr i nærheden, eller andre dyr for den sags skyld, så hvorfor de havde været så oprevet vidste hun ikke. Hun rystede let på hovedet, inden hun endnu engang gav sig til at spise.

Brêgo havde ikke opfanget hoppens tilstedeværelse før hun flyttede på sig. Han blev stående lidt og betragtede hende før han satte kursen i hendes retning. At være alene lige nu ville ikke være en særlig god idé. Ikke før han var kommet til kræfter igen. Og hopper plejede jo at være dem der tog sig af andre. Vel ikke kun føl, men generelt. De var omsorgsfulde hvor hingste i stedet var lidt mere egotrippere og magtgale. Men på det punkt var Brêgo helt anderledes. Han havde aldrig været magtgal. Egotripper kunne han vel ikke være, for han havde aldrig haft mulighed for at bevise at han var det eller ikke var det.

Han brummede dæmpet for at bekendtgøre sin tilstedeværelse, da han var tæt nok på hoppen til at selv kunne føle hendes nærhed. Hun var i hvert fald inden for hans personlige space. Ikke fordi han stod helt op af hende, men det område hvor det kan føles ubehageligt hvis nogen fremmede og langt stærkere end en selv befandt sig. Især hvis de var provokerende på nogen måde. Men hende her virkede rolig. Han betragtede hende med de varme brune øjne, uden et ord. Han var alt for tør i halsen. Vandet dryppede stadig fra hans silkebløde mule, mave man og hale. Sandet havde klæbet sig til hans ben når det blev skubbet rundt af hovene. Sandet gnavede bare en smule mellem pelsen. Det skulle nok holde op når det blev tørt og banket af.

Hun havde endnu engang hørt en lyd og denne gang var hun sikker. Inden hun nåede at vende hovedet hørte hun en brummen. Ørerne blev rettet tilbage, for lyden kom bagfra. Roligt og fredfyldt vendte hun sig om, den brummen hun havde hørt havde lydt svækket og afkræftet. Idet hun vendte sig blev hun mødt af et anderledes syn. Det var en utrolig flot hingst der stod foran hende, men samtidig så han udmattet og ødelagt ud. Vandet dryppede fra ham og hendes første gæt var, at han var svømmet hele vejen herover og af det hun kunne se, så havde han været afkræftet inden han havde taget turen. Hun så bekymret på ham inden hun venligt brummede igen. Hun kom ikke tættere på ham, da hun følte at han var stoppet på en passende afstand. Tættere på skulle han i hvert fald ikke lige med det samme. Han så både tørstig og sulten ud, så at sige noget til ham virkede ikke som det helt rette. I stedet studerede hun ham godt og grundigt. Hun blev enig med sig selv om at det var vand han trængte mest til. For hende var det i hvert fald umuligt at spise når hun var tørstig og græsset i dette område bar smagen af salt pga. havet, så det var i hvert fald ikke her de skulle starte.

Men hun ville lade ham tage beslutningen. At presse ham ville måske være dumt. Hingste kunne være uforudsigelige når de var ved deres fulde fem, men de kunne være lige så slemme, om ikke mere, når de var afkræftet og det var altid vigtigt ikke at sige noget dumt som ville påvirke deres stolthed. Så meget havde hun da lært gennem årene.

Han strakte halsen en anelse i retningen af den fremmede hoppe. Hans varme øjne var en anelse matte, men stadig milde. Han trak været dybt nogle gange. Mest for lige at indfange hendes personlige duft. Ikke en han kendte, men det havde han jo heller ikke regnet med. Hans mule stregfede hende et øjeblik, bare for at undersøge om hun egentlig var der eller ej. Det var hun. Han følte sig endnu en gang lettet. Han trak hovedet lidt til sig igen. Selvom han følge sig ynkelig og lille behøvede han jo ikke vise det over for andre.

,,Mit navn er Brêgo. Jeg søger vand, mad og ly''

Fik han sagt med en lidt hæs stemme på grund af den tørre hals. Saltvandet var ikke til at drikke af i hvert fald. Det smagte ækelt! Det skulle i hvert fald være fersk vand. han skulle have noget at drikke, skyldet saltvandet af så det ikke kradsede og bagefter have noget at spise. Det havde han jo ikke fået i en dags tid.

,,Måske også selskab, for jeg stoler ikke nok på mine instinkter til at kunne finde vej. Jeg er endnu ny her og jeg kender ikke til stedets omgivelser''

tilføjede han efter lidt tid. Så kunne hun i hvert fald lige tænke. Men han håbede da hun ville følge ham på vej, så han ikke behøvede være alene. Det havde han været alt for længe, og selvom man skulle tro han ville være socialt handikappet efter den tid, så havde han det nu alligevel bedst i andres selskab. Hoppers selskab i hvert fald. Det var sjældent han havde mødt en der havde brokket sig over ham og hans manérer. Han gjorde dem jo ikke noget, og sørgede altid for at være så høflig som muligt, med mindre det var en han kendte som han vidste han godt kunne tage lidt pis på eller ville blive god igen.

Hun lod ham komme lidt tættere på, normalt ville hun have hakket lidt ud efter ham, men hun tænkte at hvis hun så ud som ham, så ville hun nok også lige være sikker på at den anden hest rent faktisk var der. Hun prustede let til ham da han trak mulen tilbage.
"Goddag Brêgo, jeg er Lune Rouge." At svare på at han søgte mad, vand og ly ville være lette dumt, for det kunne hun udmærket godt selv se, men alligevel syntes hun om at han nævnte det. Så hun nikkede blot, som tegn på at hun havde opfanget det. Hun så stadig på ham og det virkede som om, at bare det at snakke var en større bedrift for ham.

Hun lod det ene øre vende ud mod engen, imens det andet forblev rettet mod ham da han snakkede videre. Igen nikkede hun og svarede derefter.

"Selskab kan jeg give dig og vand og mad kan vi også sagtens finde. Jeg er også selv ny her, men mine instinkter fungerer dog godt."

Da hun var færdig så hun rundt på engen. Vand kunne godt være svært at finde for dem der ikke plejede at færdes på disse kanter. Men græsset gemte på hemmeligheder om hvor vandet var, og eftersom hun havde levet det meste af sit liv på en eng så var hun rimelig god til at finde det.
Hun fik udpeget sig en vej hun ville gå. Vendte sig om og lod blikket fange hans øjne.

"Kom med, så starter vi med at finde noget vand."

Brêgo betragtede hoppen et øjeblik. Et lille smil viste sig på hans silkebløde mule. Hun var køn nok at se på. Bestemt. Og venlig syntes han også hun var. Det var de fleste alligevel. Hvis ikke de vendte rundt og blev til sure mokker. Det skete dog sjældent for ham. Han nikkede en enkelt gang med det store hovede der passede til resten af kroppen. Hvid og rødbrun. En varm farve, der altid fik en ekstra varm glød når solens sidste stråler ramte.

,,Lune Rouge''

Gentog han med et lille smil.

,,Jeg tror jeg vil kalde dig Rouge''

Det var lidt nemmere med et enkelt ord at skulle huske på. Og Lune lød i hans øre som en gammel hoppe. Hvorfor havde han absolut ingen anelse om. Men Rouge syntes han var et pænt navn. Et godt navn til denne kønne hoppe. Taknemlighed lyste næsten ud af de varme brune øjne da hun sagde at hun sagtens kunne give ham selskab, og også vidste hvor man kunne finde mad og vand.

Han fulgte hende da hun begyndte at gå. Selv kendte han jo ikke til området, så han var nødt til at udforske det selv eller følge andres vejvisninger. Og lige nu ville han ikke turde gå alene med fare for at gå en forkert vej. Vand var en nødvendighed.

,,Hvor længe har du befundet dig på dette sted?''

Spurgte han nysgerrigt. Det var jo ikke sikkert hun ville fortælle en masse om sig selv, men det skadede vel aldrig at spørge. Det kunne jo også være hun var interesseret i at snakke. Alt andet end stilhed er godt. især hvis man skal skabe venner. tænk hvis han kunne samle en lille gruppe af heste der var alene som han. Tænk hvis han ikke længere behøvede vandre alene rundt. Han havde i hvert fald ikke planer om at gå sådan resten af sine dage.

Hun smilte let da han sagde at han ville kalde hende Rouge. Mange valgte enten at kalde hende Lune eller Lune Rouge, men ingen havde endnu valgt Rouge. Hun kunne faktisk godt lide det, det fik hende til at lyde lidt mere, ja hvad skulle hun kalde det, stærk men samtidig stadig feminin. Så hun nikkede til ham.

"Rouge lyder fint, det må du skam gerne kalde mig."

Hun lagde mærke til lettelsen i hans øjne idet han fortsatte ved siden af hende. Da han var kommet op på siden af hende begav hun sig atter frem, hun gik lidt i sine egne tanker de første par skridt og kiggede efter steder hvor græsset afslørede vand. Hvis man ville kunne man sagtens finde en lille bæk her midt på engen, men noget sagde hende at det måske ikke lige var det helt rette at finde da han så noget tørstig ud. Så hun gik hen imod skoven, chancen for at finde en å eller en større sø var bedre der. Da han snakkede til hende igen blev hun revet lidt ud af sin egen verden.
Hun så let på ham.

"Jeg har ikke været her så længe, en lille måneds tid. Men i det korte stykke tid har jeg fundet det ganske skønt at være her."

Lettere bekymret kiggede hun på ham inden hun fortsatte.

"Hvad med dig? Du ligner en der næsten lige er kommet hertil?"

Den brogede hingst nikkede som svar på hendes spørgsmål. Hun havde ret. Han havde ikke været her i lang tid. Ikke mere end en dags tid. Måske lidt længere. Tidsfornemmelse havde han ikke meget af, for det var som om han kørte på en anden tid her, end hjemme.

,,Jeg er næsten lige kommet hertil. Jeg har set en enkelt solnedgang og solopgang''

Det burde kunne forklare hvor længe han havde været her. Ikke ret længe. En månedstid var heller ikke meget, men han ville nok også selv have udforsket stedet og derved have fundet ud af hvor de vigtige steder var. Mad, vand og ly. Selvfølgelig også om der var farer på færde nogen steder. Og så havde han holdt sig derfra for ikke at komme i knibe. I hvert fald hvis han var alene.

,,Du er også kommet hertil fra et andet sted?''

Han var ikke sikker, men han havde en lille anelse. Hun var i hvert fald for stor til kun at være en måned gammel, men hun kunne jo være kommet hertil fra et andet sted.

,,Jeg er i hvert fald ikke herfra eller noget område i nærheden. Her er meget anderledes end hjemme. Det kan mærkes i luften''

Luftfugtigheden var anderledes her. Duftene var anderledes. Han var længere væk fra hans område end han nogensinde havde været. Hans lille enmands flok. Nok rejste han rundt engang imellem, men han var aldrig væk alt for lang tid. Han havde sit lille sted med vand og mad. Han kunne være væk flere dage, men han vendte oftest tilbage. I hvert fald indtil han havde fundet et sted lige så godt, hvis ikke bedre. Der var jo ingen grund til at nøjes med mindre end hvad han havde i forvejen.

Han ønskede jo også at hans lille enmandsflok skulle blive til en flermands flok engang. Så han ikke behøvede være alene.

Hun fortsatte stødt og roligt frem. Øjnene skimtede efter vand, det var her i nærheden og hun skulle nok finde det. Da han svarede blev hendes opmærksomhed atter rettet mod ham. Hun nikkede til hans svar, ja så var han da helt ny her. I det fjerne syntes hun at kunne høre vandets rislen, hun hævede hovedet en anelse for at se bedre efter og ganske rigtigt, et stykke derfra løb der en rimelig stor å. Hun drejede i den retning inden hun svarede ham.

"Ja det er jeg, her er meget anderledes end det land hvor jeg kommer fra. Men samtidig er her også bedre, dog er det underligt at være på egen hånd."

Et lidt ulykkeligt smil nåede hende. Hun savenede hendes flok, men vidste også godt at den ikke eksisterede mere, det var næsten den værste tanke. Havde hun vidst at den stadig fungerede som den skulle, havde hun måske ikke været så ulykkelig over det. Men sandheden var dog en helt anden, hvilket også var grunden til at hun havde forladt dem.

"Hvor kommer du da oprindeligt fra?"

Hun var nysgerrig efter at vide mere om denne brogede hingst. Måske ledte han efter det samme i fremtiden, som hun selv gjorde.

Brêgo betragtede nysgerrigt denne hoppe. Hun var meget anderledes bygget end han. Lidt mere feminin at se på også. Heldigvis dag. Han rettede blikket fremad igen, og ligesom hende havde han også nu hørt vandets rislen. Han fulgte hende med de afslappede store skridt. Hans ene øre tippede i hendes retning da hun igen talte, denne gang for at svare på hans spørgsmål.

Han nikkede lidt, enig i hendes mening. Her var klart bedre end der hvor han kom fra også. Han havde ikke samme følelse af konstant at skulle være på vagt her. Han havde også kun mødt venlige sjæle indtil videre. Han så over mod hende og lagde godt mærke til hendes ulykkelige smil. Han kunne godt forstå hende. Det var heller ikke normalt for hopperne at rende rundt alene. Ikke hvor han kom fra i hvert fald. De skulle passes på. Sådan var det bare. Han gav hende et lille opmuntrende puf, mens han tænkte over hvad han skulle sige.

,,Jeg kommer fra et sted, hvor der var varmt. Både ørken, fyldige græsmarker, men kun værdige at græsse på når det havde regnet, ellers var de mere eller mindre tørre. Floder, bække. Koldt vand. Men ikke så meget sand. Ikke så meget sand i nærheden af vand. Kun et lille stykke.. men det var mit område. Mit helt eget’’

Han havde så meget at fortælle. Han havde aldrig mødt nogen der sådan rigtig havde interesseret sig for ham og hans meninger. Ikke hvor han kom fra i hvert fald. Så hun måtte jo sige til hvis han snakkede for meget.

,,Jeg blev sendt væk fra flokken da jeg var stor nok til at kunne klare mig selv. Min far så mig som en trussel. En der ville tage flokken fra ham. Jeg forstår ikke hvorfor, for at slås har aldrig været en del af mit sind. Jeg har derfor vandret rundt alene i lang tid. Men sådan ønsker jeg ikke det skal fortsætte. Jeg søger en flok, men som hankøn tvivler jeg lidt på nogen vil lukke mig ind’’

Hun smilte til ham da han puffede blidt til hende. Det var første gang hun havde delt bare de mindste minder om hendes flok, med andre. Hun følte sig så udsat når hun mindedes dem, for hendes humør blev altid trist og hun var derfor ikke helt på vagt. Men denne hingst formåede at få hende til at slappe af og åbne mere op end hun oprindeligt ville ha' gjort.

Dog var hun ikke bange for at gå alene, nej, Lune var viljestærk og turde tage kampen op. Men tilstedeværelsen af en hingst, var altid mere betryggende. Hun følte altid, at andre tænkte sig om to gange, inden de nærmede sig. Det kunne jo være både en fordel og en ulempe.

Hun lyttede interesseret imens han fortalte om sit hjem, det lød som et yderst dejligt sted at være. For hende selv, gik hun og forestillede sig, hvordan det hele så ud.

"Det lyder som et skønt sted, boede du der helt selv. Eller havde du en flok?"

Hans historie om, hvordan han blev udstødt af sin flok undrede hende ikke. Det var sket utrolig mange gange i hendes tidligere flok. Oftest syntes hun at hingsten havde jaget dem ud alt alt for tidligt. Men sådan var det nu engang, hingstene hadede at føle sig truet. Derfor kunne det være en fordel at være en hoppe. Men da også kun nogle gange.

"Hvor længe har du så vandret for dig selv?"

Han interesserede hende mere end hun lige havde regnet med.

Den brogede hingst nikkede. Det var jo et skønt sted han kom fra. Et rigtig skønt sted. Men det kunne vel ikke være det eneste, og her måtte han lede efter et nyt. Han havde jo ikke travlt med at finde et. Det ville bare være rart. Hans helt eget sted. Et sted hvor han ikke måtte følge andres regler eller holde sig væk fra. Han havde dog nogle enkelte krav til stedet, så han regnede ikke med at finde et lige med det samme. Han rystede lidt på hovedet som svar på spørgsmålet om flokken

,,Jeg havde ikke en flok. Jeg var alene. Alene med insekterne’’

Et lille smil tittede frem på hans silkebløde, lyse mule. Hvis han skulle have sin egen flok, så måtte han slå en af de andre hingste af pingen. Men det var han fra stærk nok til. Og hvis han skulle lokke nogen med ham i nattens mørke, så krævede det også han var helt lydløs og ikke vækkede opsigt, og så kunne han ikke lokke mange med af gangen. Og hvilken hoppe ville dog føle sig tryk i en 3-4-mandsflok? Han ville i hvert fald ikke selv. Nej. Alene kunne han nøjes med at tage vare på sig selv. Havde han 3-4 hopper med sig måtte han også passe på dem, hvorimod hvis han havde lidt flere ville de også kunne hjælpe ordentlig til med at passe på hinanden og det ville på den måde blive nemmere. Jo større antal holder også mindre antal ubudne gæster væk.

,,Jeg har ikke helt styr på hvor lang tid. Men 2 vintre’’

Det var jo ikke fordi han talte dage. Men det var indtil videre 2 vintre, og den næste ville blive den tredje. Så knap halvdelen af sit liv havde han vel vandret rundt alene. Hvorfor han skulle sendes væk fra flokken var han ikke helt klar over, for han havde jo ikke været truende på nogen som helst måde. Men der var noget ved ham der gjorde at de fleste han talte med i flokken brød sig rigtig godt om ham. Så længe han ikke havde et bedre bud ville han tro han blev sendt væk fordi hans far, lederen ikke brød sig om hans milde sind skulle snyde sig vej ind til hans plads og lade de andre vippe ham af. Hans far var far til de fleste andre i flokken også. Det skete dog af og til at mødrene tog med deres sønner når de blev sendt væk. Men flokken blev aldrig rigtig mindre, for det lykkedes tit hopper udefra eller fra andre flokke at joine den han kom fra.

Endnu engang bredte der sig et smil på Lune. Ja, alene var man jo aldrig. Hun respekterede ham for, have klaret sig selv lige fra han var blevet smidt ud. Mange unge hingste endte med at finde hinanden og følges ad på den måde i nogle år. Ham her virkede dog til, at have styr på, hvad han ville med sit liv. Måske han en dag ville blive en god flok leder? Det ville hun da ikke benægte. Han virkede retfærdig og hvilende i sig selv. Hvis han engang besluttede sig for at stifte en flok, ville hun da være en af dem, som ville overveje om hun skulle slutte sig til den eller ej.

Men for nu, ville hun være fri som en fugl. Hun nikkede til hans andet svar, der var ikke så meget at sige til det. Men nu var de også kommet tæt på den rislende å. Hun stoppede op ved vandkanten og så over på ham.

"Så er der vand."

Hendes stemme var lys og kæk. Selv tog hun hovedet ned og drak i lange drag. Man kunne aldrig få nok vand, det havde hendes mor altid fortalt hende. Hun lod hingsten drikke i fred og gik få meter væk fra ham. Græsset så velsmagende ud, så hun gav sig til at gumle på noget af det. Han ville nok også selv få glæde af det, når han var færdig med at drikke.

Brêgo fulgte hoppen på sin vej mod vand. Han havde også selv hørt vandets rislen, men havde ej travlt med at sætte farten op. Han fortsatte til han nåede vandkanten, i det rolige tempo. Han gav hende et lille taknemligt puf.

,,Jeg takker mange gange for din hjælp. Jeg havde nok ikke fundet det uden. Selv ville jeg have vandret rundt længe. Måsk lidt for længe, og hvis jeg var heldig måske have fundet noget vand’’

Han smilede stadig. Denne hoppe havde både fundet vand og mad. Her var alt hvad han behøvede for nu. Inklusivt selskab. Godt selskab. Han sænkede hovedet ned mod vandet så mulen hvilede ved vandoverfladen, og drak. Ikke en lille smule, men meget. Han havde en del der skulle indhentes i hvert fald. Vandet føltes så dejligt koldt i hans tørre hals. Det var som om det fik smurt halsen. Han tog hovedet op og lod mulen dryppe, mens han mærkede efter om han kunne få mere vand i sig, og sådan fortsatte han nogle gange til han til sidst vendte rundt, og nærmede sig Rouge igen.

Med mulen helt nede ved græsset fik han ivrigt hevet et par totter med på vej over til hende. Han var sulten. Meget sulten, og nu kunne han få stillet sin sult. Han kunne gå til ro i aften, helt proppet med saftigt græs! Det havde han ikke kunnet gøre i et par dage. Og det havde hans mave også klaget godt og grundigt over. Han vidste godt det ville føre til lidt larm fra hans mave når den igen kom i gang med at arbejde, men det ville de fleste vel forstå efter hans lille historie. Da han nåede hoppen græssede han lidt i tavshed. Men den holdt ikke ret længe. Kun lige til han havde munden fri fra græs et øjeblik.

,,Hvordan var der hvor du kommer fra?’’

Det var et spørgsmål han havde haft liggende på tungen i noget tid. Hendes historie måtte være anderledes end hans. Han var nysgerrigt anlagt, og var interesseret i at vide mere om denne hoppe. Og det var vel muligt at snakke og græsse samtidig. Han var jo ikke død af sult endnu, og det ville han heller ikke gøre.