Langt om længe..

Hun nikkede blot til ham, som svar på hans tak. Hun var altid klar på at hjælpe en venlig sjæl og det havde han vist sig at være. Forhåbentlig ville han være klar til at gengælde det, hvis hun en dag stod og manglede en ven.

Et glad glimt nåede hendes øjne, det var et dejligt syn at se ham slukke tørsten. Han havde set noget sølle ud da han var kommet op på engen fra stranden. Men da hun nu så ham gå hen til hende efter at have slukket tørsten, lignede han en der havde mere mod på livet.

Lune nød ligeledes at få noget mad. Hun ville da lyve, hvis hun sagde at sulten ikke var kommet igen, efter deres lille gå tur. Men hun var så også klar på at svare ham. Dog havde hun sine betænkeligheder. Det var sjældent hun delte minder om sit liv, især minder fra hendes tid før hun kom til dette land, og det der engang var sket. I bund og grund skammede hun sig nok mest over, at hun ikke havde kunne rede sin flok, fra at gå i stykker.

Hun så lidt ud i den blå luft, inden hun med et prust startede med at fortælle ham om sit tidligere hjem.

"Der var utrolig dejligt, vi boede i en stor dal for enden af en stor bjergkæde. Når jeg siger vi, så er det jeg og min flok. Nu jeg tænker over det, så var den faktisk ualmindeligt stor, hvilket nok var skyld i at jeg forlod den. Men vi var godt beskyttet i den dal, der var ikke mange ulve der holdt til der, for man skulle igennem bjergkæden for at nå til os. Men vi havde både skov, eng, sø og som sagt bjerge."

Et lille smil bredte sig på hendes mule, når hun tænkte tilbage på sit hjem. Ja, de havde haft det godt der. Men det blev hurtigt erstattet af et trist udtryk igen, hvorfor var det gået så galt for dem?

Den brogede hingst lyttede til Rouges ord, mens hun fortalte om sit tidligere hjem. Han var meget nysgerrigt anlagt, men som sagt var det heller ikke alt hun behøvede svare på hvis hun ikke ønskede det. Det glædede hende dog alligevel at hun gerne delte lidt. Han græssede stadig mens hun fortalte, men ikke med hovedet helt nede i græsset, som en der slet ikke var interesseret. Nej, hans hoved var på hendes niveau, mens han tyggede munden fri for det grønne saftige græs.

,,Det lyder godt nok lækkert. Jeg kunne næsten forestille mig at der var lidt læ for vind og storm og sådan? På grund af bjergene. Et beskyttet område fra andre udefra på den anden side’’

Han smilede lidt og kunne næsten se det for sig. Selv måtte han have søgt læ mellem træer eller i grotter. Ikke altid mellem træerne, for hvis vinden var kraftig havde det det med at falde. Han havde ikke lyst til at ende sine dage under et træ i hvert fald. Han havde helt andre planer.

,,Det er så længe siden jeg har været i et flok miljø, men jeg tror helt klart jeg ville kunne vænne mig til det igen. Tror du det måske ville være muligt at samle en lille flok?

Han betragtede hende lidt. Hun havde været her lidt længere end ham, selvom hun også var forholdsvis ny. Men hvis hun havde mødt flere, så måtte hun vide om det måske kunne være muligt eller om det ville være noget man lige så godt kunne skyde en hvid pil efter. Det var jo ikke sikkert nogen havde samme ønsker som ham. Ønsker om ikke at skulle leve resten af sine dage i ensomhed.

Et halvhjertet smil nåede hende igen, minderne fra hendes fortid, hvirvlede rundt i hendes hoved. Gode som dårlige. Mon hun nogensinde ville befinde sig en flok igen? Hun turde knap nok håbe, ikke efter den oplevelse hun havde haft. Men måske ville lykken tilsmile hende en dag.

"Det har du helt ret i. Det var ikke særlig tit vi havde uvejr. Eller fremmede for den sags skyld. Men det kunne også blive lidt ensomt med tiden, for det var hele tiden de samme heste man gik rundt med."

Hun tænkte godt over hans næste spørgsmål. Ja, var det mon muligt? For hende var alt muligt indtil det modsatte var bevist. Men det kom jo også meget an på hingstens kvaliteter, ville hopperne følge ham uden at han skulle kæmpe, eller skulle han først tage kampen op og så lokke dem med? Hun studerede Brêgo en ekstra gang, jo han burde godt kunne samle en flok.

"Tjo, jeg tror på at det er muligt, hvis man er tålmodig og giver sig tid til at finde de rigtige steder. Du burde have en chance."

Denne gang smilte hun oprigtigt til ham. Hun kunne godt forestille sig, ham som en flok leder. Det ville ikke være så dårligt.

Brêgo gav hende et lille opmuntrende puf da han så det halvhjertede smil. Det var jo ikke meningen han ville gøre hende trist. Han sænkede hovedet igen for at finde frem til noget mere græs. Nu hvor han havde fundet vand og føde, dog med lidt hjælp, så skulle han i hvert fald nok klare den.

,,Jeg kunne godt tænke mig til at det ikke altid var lige fedt når det altid var de samme man gik op og ned af’’

Han skubbede skuldrende lidt opad og kastede et blik rundt. Der var ikke så mange andre i sigte, og mange havde han ikke. Han kunne ikke lade være med at smile bare en smule da han følte at hun bedømte om han overhovedet kunne være flok materiale. Selvfølgelig kunne han det.

,,Jeg er tålmodig, men jeg har også været det i nogle år efterhånden, så spørgsmålet er om ikke det er ved at være på tide. Det kræver vel bare at man finder flere. Men jeg må forhøre mig lidt rundt omkring, og finde et rigtig godt sted. Kunne du eventuelt tænke dig at følge med på en lille spadseretur rundt?’’

Området kendte han jo ikke endnu, men han ville rigtig gerne se mere, og nu havde han fået stillet den værste sult og tørsten.

Hun smilte til ham, da han gav hende et lille puf. Det havde ikke været meningen, at han skulle opdage hendes humør skift. Men hun havde måske ikke gemt det så meget, som hun havde håbet på. Eller også var han bare god til, at studere andre.

"Ja det kunne godt blive lidt for ensformet."

Hun kiggede på ham i få sekunder. Han lignede en der havde fået det betydeligt bedre, efter at have fået stillet både sulten og tørsten. Hun nippede atter til græsset, imens han snakkede igen. Alt imens hun overvejede hans spørgsmål.

"Joh, det vil jeg gerne. Jeg har endnu ikke set så meget af landet. Så det ville da være rart med lidt selskab, imens jeg går på opdagelse."

Hun var nu glad for, at hun havde mødt denne hingst. Han virkede venlig, opmærksom og mest af alt, lignede han en der hvilede godt i sig selv. Det ville ikke være så dårligt at følges med en, som havde styr på, hvad han ville opnå.

Brêgo gav et lille nik fra sig. Et nik med et smil. Selskab ville han i hvert fald ikke have noget imod, og hun tog gerne med rundt. Så blev det vidst ikke meget bedre. Der var jo ikke noget han manglede. Der var ikke noget han kunne miste. Egentlig var der kun noget for ham at vinde. Bedre kunne det jo så ikke blive. Han spejdede rundt for lige at finde ud af hvilken vej de nu var kommet fra da de kom hertil. For det ville jo være lidt dumt at gå samme vej tilbage igen for at se på nøjagtigt det samme. Det smarteste ville være at finde noget nyt at se efter.

Da han havde udset sig en retning der lod til ikke at være den de kom fra trådte han et par skridt fremad. Hans blik søgte mod hoppen for at se om hun var med. Hvis hun havde en bedre idé til hvor de kunne gå hen, så måtte hun jo endelig sige til. Lidt skygge på en solrig dag ville ikke skade. Nu havde han jo fået stillet sine to største behov. Mad og drikke, så nu var det eventyret der ventede. Og det fandtes helt sikkert i nærheden af de ikke helt så åbne og tomme pladser. Hvad der kunne gemme sig i længere inde i skoven vidste han ikke, men han var bestemt interesseret i at finde ud af det.

Lune stod og tyggede på en tot græs, imens han så sig omkring. For hende var det lidt ligegyldigt, hvor de gik hen. Bare det ikke var i samme retning som de var kommet, for hun var på ingen måde interesseret i, at skulle ud og svømme. Hun lod sin hale slå stille fra side til side imens hun iagttog ham.

Da han lignede én der havde fundet ud af, hvor han ville hen, sank hun sin mad og gik op på siden af ham. Hun var frisk på at begive sig ind i skoven. Der havde hun endnu ikke opholdt sig så meget. Så det var stadig ukendt område for hende. Hun nød at mærke vindens stille brise rundt om hende en sidste gang, for inden så længe ville den forsvinde i dét de ville træde ind i den tætte skov.

Lune havde altid godt kunne lide skove, men det var ikke et sted hun opholdt sig så tit. En af grundende var nok, at rovdyr havde nemmere ved, at snige sig ind på deres bytte. Så derfor foretrak hun det åbne, især om natten. For ulve kunne være umulige at se i mørket.

Selvom farer nemt kunne skjule sig I en skov, så tvivlede Brêgo på at han kunne være så uheldig lige nu. De små firbenede rovdyr ville have haft alt mulighed for at angribe mens han var dehydreret og ude af stand til at stille noget op. Så bange var han ikke. Selvfølgelig kunne de rende ind i noget nu, men så ville han også være klar. Hans ører vippede rundt i alle retninger, opmærksomt. Han så allerede nu mere frisk ud.

Nakken var knejset så mulen næsten rørte hans bringe, og fik ham til at se lidt mere maskulin og ædel ud. Han var en blanding af racer, men helt klart en race af den spanske. Dog forklarede det ikke hans pletter. Hvad hans mor eller hendes forældre havde været vidste han ikke. Kun at hans far kom langt væk fra.

Den brogede hingst havde vandret længe alene og kunne derfor også sagtens komme til at glemme andre der var i nærheden. Men hoppen havde han ikke glemt. Han vidste bare ikke lige hvad han skulle sige eller spørge om på nuværende tidspunkt. Han ville jo helst ikke træde hende over hovene ved at stille forkerte spørgsmål. Han havde jo allerede oplevet at der var nogle spørgsmål der ville få hendes humør til at skifte.

Da de trådte ind i skovens skygge, blev bunden med det samme anderledes. Det lange græs og tørre jord, blev erstattet af blødt og lidt vådt mos. Det blev også køligere jo længere ind de kom. Selvom solens stråler kom igennem, så var det ikke nok til, at de kunne varme skoven helt op. Lune gik i lidt tid og nød stilheden. Hun havde ikke brug for, at føre en samtale hele tiden. Nogle gange kunne stilhed også være dejligt. Men efter lidt tid kom hun i tanke om noget, hun ville have spurgt ham om, men var kommet fra det igen.

"Har du mødt andre heste her?"

Selvom han var ny, så havde han måske mødt andre før hende, det kunne man jo aldrig vide. Lune selv, havde mødt en del de første par dage i Andromeda. Måske havde han været så heldig som hende, eller også var hun en af de første. Hun lod sine tanker vandre lidt, hvor mon deres tur førte dem hen?

Den brogede hingst gik i stilhed mellem skovens træer. Det var ikke meget plads der var. En lille sti med plads til to store heste. Nu var det jo ikke fordi hun fyldte særlig meget, så helt trangt var der ikke. Ikke noget der kunne genere ham i hvert fald. Fuglene sang i toppene af træerne, og vinden der af og til greb fat i trækronerne fik det til at hvisle en beroligende lyd. Måske ikke for alle, men så længe det ikke stormede, så var det ganske behageligt syntes han selv. Han vippede et øre i retningen af Rouge da hun spurgte om han havde mødt andre. Det havde han ganske vidst. Men i stedet for bare at nikke valgte han at komme med et lidt mere forklarende svar.

,,Jeg har mødt to andre på min vej. To meget forskellige sjæle. Den ene venlig ligesom du. Den anden knap så venlig. Jeg har aldrig følt mig så afvist af ukendte årsager som jeg gjorde ved aller første møde her”

Han brummede dæmpet. Det var jo ikke for at snakke ilde om andre, men han forstod det stadig ikke, og det kunne jo være hun havde lidt mere indblik i hvad der foregik omkring dem end han havde.

,,Er det normalt at være så sky at man ikke kan være i nærheden af andre, på dette sted? Er der nogen der er så slemme at man virkelig bør holde sig fra dem hvis ikke man selv ønsker at blive ligeså sky og afvisende, at man ikke engang kan stifte nye bekendtskaber eller venskaber?’’

Hans tone var ikke klagende, men i stedet undrende og spørgende. Han ønskede mere viden om lige dette emne. Det kunne være han så skulle overveje at takle andre på en anderledes måde. Hvis ikke alle kunne håndtere at blive snakket til, kunne det jo være han til en anden gang vidste at så skulle han bare gå. Så ville han heller ikke føle sig stødt væk fra andre eller afvist. Så ville han jo bare vide, at det ikke var en der var til at snakke med, og derfor ikke værd at gøre et forsøg. For når fremmede føler de har behov for at lyve over for andre omkring dem selv – når det endda er emner der ikke engang er personlige, så er noget helt galt.

Den røde hoppe nød at være i hingstens selskab. Han var ret så afslappende at være i nærheden af. Skoven var utrolig smuk på denne tid af året. Bladende havde gule og røde farver, hvilket fik Lune til at drømme sig en anelse væk. De stærke farver var altid så beroligende. Det lød nok tosset, men efteråret var en af de bedste årstider, i hvert fald hvis man spurgte Lune. Da han svarede på hendes spørgsmål lyttede hun opmærksomt til ham. Så han havde været udsat for det samme som hende. Det var nemlig ikke alle heste der var lige venlige i dette land. Det havde hun da fundet ud af, desværre på den hårde måde.

"Åh det kender jeg godt. Det er aldrig en særlig rar følelse."

Hans næste ord fik hende dog til, at tænke ret så meget. Nej det var da ikke normalt at være så bange for andre. Problemet var at når nogen var så bange, så kunne de ty til to forskellige metoder. Enten flygte, eller angribe. Det første var dog at foretrække, når man stod overfor dem.

"Jeg vil nu ikke ligefrem sige, at der er normalt. Men der er nok nogen der er så sky og bange. Hvis man møder dem, må man jo bare enten finde sig i det, eller prøve på at lave det om. Jeg vil nu hellere møde en der viser det, end en der pludselig viser sig at være utrolig arrig. Sådan en har jeg mødt. Det var ikke nogen rar oplevelse."

Hendes tanker fløj tilbage på Seth. Han havde godt nok virket en anelse, hvad kunne man kalde det, anspændt. Men at han ligefrem havde bidt ud efter hende, kunne hun ikke forstå. Hun havde jo slet ikke gjort noget galt.

"Det må også være forfærdeligt at være så sky man ikke kan være i nærheden af andre.. Man tvinger nærmest sig selv til at leve i ensomhed til man lærer at åbne op for sig selv og så er man dømt til at håbe på det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg kunne ikke være mere glad for at det ikke er mig der lever med den pinsel"

Han gav et lille bestemt nik fra sig, og fortsatte med at tænke over emnet indvendigt. Han stoppede op og lod blikket glide rundt et øjeblik, og for lige at orientere sig så han vidste at han på et tidspunkt ville kunne finde tilbage igen hvis dette blev nødvendigt. Det var ikke sikkert - men hellere være på den sikre side og kende vejen end fare vild hvis det virkelig gælder om at nå tilbage. Når mørket falder på kan det jo også blive rimelig tricky.

"Her er godt nok smukt. Jeg vil samle mig et fællesskab i omgivelser ligesom disse. Men det hjælper ikke at være alene i et fællesskab. Det kræver flere end en.. og et navn. Har du nogle gode idéer til et navn?

Selv havde han aldrig rigtig tænkt over det. Han havde planer om enten at tage en andens flok eller starte en selv - men højst sandsynligt snuppe flokken fra hans gamle far når han blev gammel nok, men før nogle af hans halvbrødre gjorde det. Det var vel egentlig bare et spørgsmål om at planlægge tidspunktet perfekt.

Hun nikkede til hans ord. Hun blev en anelse frustreret bare ved tanken om det. Hun ville aldrig kunne leve alene. Lune var alt for social til det. Så hun kunne sagtens forstå den brogede hingst ved hendes side. At være ensom måtte virkelig være ... ensomt. Intet andet ord kunne beskrive det bedre, end selve ordet. Selv det var ret så skræmmende.

"Du har helt ret, det må være ganske forfærdeligt. Men det jeg tænker mere over er, hvad der mon er sket for de stakkels sjæle. For ingen er jo født sky? Det er jo noget der kommer med livet."

For en kort stund var Lune lykkelig for, at hendes ungdom havde været ret så normal. Tænk hvis hun var endt som en af dem, en af dem der var så bange så de ikke engang kunne se deres eget spejl billed. Hun rystede kort på hovedet inden hun stoppede op, og kiggede tilbage på ham. Et smil bredte sig forsigtigt på hende. Han tænkte da også på så mange ting. Men det var skam ret fornuftigt.

"Åh ha Brêgo det må du ikke spørge mig om. Så kreativ er jeg heller ikke. Det kommer jo lidt an på, hvilken slags fællesskab du vil have. For et navn kan jo give mange indtryk, gode som dårlige. Det er helt klart noget der skal tænkes over."

Lune ville skam gerne hjælpe, men lige navne var hun ikke så god til. Men hvis hun fandt på et godt navn ville hun da ikke tøve med, at fortælle det til ham. Dog tvivlede hun stærkt på at det ville ske.

Brêgo lyttede til Rouge. Han ville delvist give hende ret. Ingen var født sky, men som sådan ville det vel heller ikke betyde at der var sket nogen noget. Det kunne jo også være fordi der intet var sket. Han havde før hørt om dem som var født uden for fællesskab. De som aldrig havde oplevet det sammenhold der kunne være mellem en masse af deres slags. Dem som fra starten af havde været alene.

"Det kan måske også være fordi nogen er født uden for flok eller allerede fra en tidlig alder har været tvunget til at leve alene og klare sig selv. Ikke alle kan være lige heldige. Hvilket er lidt en skam. Men! Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at skabe et sted hvor alle kan være trygge"

Han nikkede bestemt mens han talte. Han ville gerne hjælpe dem han kunne og om ikke andet så forebygge at flere endte med at blive sky individer som ikke ville kunne være i nærheden af andre. Det var i hans hoved forkert når sjæle ikke ville kunne snakke sammen, og især for deres race som jo egentlig var et flokdyr. Han gik og tænkte, for et navn skulle han bruge. Men ikke kun et navn. Han manglede en at starte flokken med. Og helst ikke bare en. Han ville gerne have så mange med som overhovedet muligt. Jo flere, jo bedre.

"Corazón måske.. Der hvor jeg kommer fra betyder det.. heart.. Der skal være plads til alle i hjertet"

Et lille smil viste sig på hans mule igen. Nu begyndte det i hvert fald at gå i den rigtige retning. Nu manglede han kun sjæle der ikke ønskede at leve alene. Men om dette var svært eller nemt at finde vidste han ikke noget om endnu - så mange havde han jo ikke mødt.

Et lille nik kom fra hende, som svar på hans taknemmelighed. Lune selv ville altid hjælpe en venlig sjæl i nød. Håbet om, at andre ville gøre det samme ved hende, var det der fik hende til det. Det kunne ikke betale sig, at være sur og tvær. Ikke ville hjælpe andre. Det kom man aldrig langt med i livet. Tværtimod. For en kort stund nød hun, at indtage det saftige græs. Det føltes rart at få noget i maven. Selvom hun næppe var lige så sulten, som han var. Alligevel kunne man altid indtage en smule græs. Hun rettede hovedet lyttende op, da han spurgte ind til hendes hjemland.

En anelse usikkert rykkede hun ørerne frem og tilbage. Hvorledes skulle hun svare? Der havde jo været ret så behageligt, i starten. Med tiden havde det ændret sig. Forhåbentlig hentydede han til landskabet. For Lune var endnu ikke klar til, at dele de andre minder. De gjorde ondt. Minderne om, hvordan det idylliske hjem, var blevet til et mareridt, med kampe hver dag. Splittelse og had.

"Det var et skønt område. Vi boede i en stor dal, omringet af mange bjerge. Det gav os god beskyttelse for farer udefra. Men samtidig kunne det også blive ganske ensomt, eftersom det kun var få strejfende, som fandt vejen til os. Det var dog sjældent at vi havde sne. Vinteren var der, men mest bestående af regn. Bjergene tog det værste af kulden."

De minder var ganske dejlige at tænke tilbage på. Klimaet havde været skønt. Perfekt for enhver flok. Føl kunne fødes når som helst og ville alligevel kunne klare sig. Alle årstider havde deres fordele i den dal. For sommeren kunne blive ganske varm.