Ved at falde til ..

Den lyse buckskin hingst havde efterhånden vænnet sig til det anderledes landskab og derved også hans nye hjem. Selvom han stadig vågnede op nogle nætter, fuld af forvirring og savn. Han havde stadig svært ved at forstå mødet med sin mor? Selvom det hele virkede så mærkværdigt og uvirkeligt havde det alligevel føltes ganske korrekt og reelt. Det var hans mor han havde mødt, det var hende der havde guidede ham igennem denne rejse, men hvorfor og hvordan?
Hingsten gav et kort hårdt fnys fra sig for at lade tankerne løbe væk, han orkede dem ikke mere. Han orkede ikke at vandre rundt mens han prøvede at finde hoved og hale på det hele. Den forholdsvis kraftige hingst havde ikke mødt nogen på sin vej siden mødet med Luna, men det havde egentligt passet ham ganske fint, det med bare at være alene og lade tankerne styrte omkring. Nu var det dog blevet for meget for den unge hingst og derfor gav han et ungt hingstevrinsk fra sig, som han løftede hovedet og lod det mørke blik spejde rundt.
Den kraftige sorte hale slog omkring hans muskuløse bagpart, som han betragtede skoven på den største af landets øer. Han havde endnu ikke været på den alle sammen, faktisk havde han kun været på denne og så øen der var fuld af skov. Han havde holdt sig til skovlandskabet, da det var det der mindede ham allermest om det derhjemme. Måske havde han hjemveg, men det var vel klart når han pludselig blev smidt ud på en ufrivillig rejse væk fra det vante liv.
Nevan som denne unge hingst var navngivet gav et lille prust fra sig som han lod hovedet falde ned og med sin kødfarvede mule gav han sig til at nappe i noget af skovens tynde græs. Han brummede sagte og tænksomt, mens han overvejede hele sin tilstedeværelse her. Nu hvor han var her, kunne han lige så godt få det bedste ud af det..?

Den gyldne hoppe, Illana, vandrede igennem skovens idyl og mystik. Om hendes hals hang Lyset; eller i hvert fald en del af det lys, der herskede i dette land. Hun var udvalgt til at beskytte det, værne om det og følge det, som den vogter hun nu engang ville blive. Og Illana følte sig rigtig godt tilpas i denne rolle efterhånden; for hun havde lært meget at lyset og havde oplevet mange reaktioner på det efterhånden. Mens hendes gyldne krop strøg gennem skovens uskyldige skygger, opfangede hendes sanser alt det, som de kunne - Og Lyset nok endnu mere. For det var sådan at Lyset kunne fornemme andres tilstedeværelser, forend den gyldne hoppe kunne det, og alt som den gyldne hoppe gik i sine egne tanker, da begyndte det smukke lys om hendes hals at skinne kraftigere, mere hvidt. Afslørende, vel; for der var en ny sjæl i hendes nærhed. En sjæl der for ganske nylig var passeret igennem til dette land, og som altid var den gyldne hoppe nysgerrig efter at finde ud af, hvem denne nye sjæl mon måtte være. Derpå satte Illana i den retning, hun kunne fornemme der var nogen og snart fik hendes øjne øje på en lys buckskin farvet hingst. En ny, en fremmed. Hun hørte derpå hans vrinsk, der blev båret med vinden til hendes øre og hun svarede det ganske sagte, men klart. Der var ingen grund til at støje voldsomt, når ikke der var større afstand imellem de to, og inden længe var den gyldne hoppe på vej imod den fremmede hingst; som ej længere ville være fremmed.

Den unge hingst piskede kort med den kraftige hale, mens hans mandelformede ører i en hektisk rytme vippede frem og tilbage, som han lyttede efter nogle modsvar til hans vrinsk. Der var intet svar, hingsten brummede skuffet og lod blikket glide omkring. Selvom han absolut ikke brød sig om at være uden selskab, havde han på fornemmelsen at der i det land som dette skulle beregnes meget tid af, hvor han måtte være alene. Det var ikke fordi han var bange, eller utryg uden andre heste omkring selv. Han var dog den type der absolut havde det allerbedst i selvskab med mange heste også selvom det kunne blive en udfordring for hestene omkring ham.
Da et svar så pludselig trak tankerne bort fra den unge hingst hævede han med et sæt hovedet fra jorden, det mørke vågne blik gled opmærksomt rundt og med det samme fik han øje på en ganske lys smuk hoppe, hun lignede umiddelbart hans mor ganske meget, men der var alligevel noget helt anderledes over denne hoppe, hun var en helt anden form for skønhed end den hans mor var. Men hun var stadig ganske køn, denne lyse hoppe der nu stod et stykke væk fra ham og betragtede ham.
Den kraftige hingst rettede fronten mod hende, og lagde hovedet en anelse på sned mens han betragtede hende, diskret men alligevel med en voksende nysgerrighed i det mørke blik. Dernæst lod han en lavmælt dog frisk vrinsken lyde hilsende mod hende, inden han med et beslutsomt og nu spillevende udtryk i øjnene, satte frem imod hende.